Vi mangler en ny smed.. og vi har hørt du er god til det arbejde ~Rowan

Beklædning: Hans frakke
Vejr: Sol og varmt udenfor
Tid: Frokosttid
[For at se dette link skal du være tilmeldt og logget ind.]

Det var en smuk dag; solens varme stråler havde kastet kegler af guld gennem vinduet. Trods det varme lys havde vækket Rowan førend han havde planlagt, så havde det ikke været så slemt endda. Det gav varulven mulighed for at nå nogle huslige pligter, inden han efterlod Jacob i Kas pleje. Som altid. Han var efterhånden alt for afhængig af Ka, og han skyldte hende efterhånden også mere end en håndfuld mønter. Rowan sad nu i sin smedje, med en rå klinge i hænderne. Metallet var sløvt og slidt og trængte til mere end blot en kærlig hånd. Varulven lod sine opmærksomme øjne studere hver eneste ridse i klingen, inden han efter en lang tænkepause, vendte tilbage til arbejdet. Klingen røg i ilden og bogen blev fundet frem.

"Hr Rogers?" spurgte en skinger stemme. Varulven vendte blikket mod den unge knægt der nervøst stod i døren ind til smedens arbejdsværelse. Ton var Kas ældste søn, og som tak for Kas hjælp, var Rowan gået med til at tage drengen i lære. Knægten stod i butikken til han blev stor nok til at løfte en hammer.
"Der er en mand der spørger efter dig. En hr Assorian s...Sankt Pablo, tror jeg." Drengen kastede et nervøst blik henover skulderen.
Varulven rynkede panden og sendte knægten et misfornøjet blik. Han brød sig ikke om at blive afbrudt i sit arbejde. Magisk metal krævede en del opmærksomhed.
"Tak, Ton. Send ham ind."
Drengen forsvandt tilbage ud i smedjens forkammer, hvor nogle få våben af forskellig art lå til udstilling. Det var sjældent at Rowan lod nogen komme ud i baglokalet. Han sendte klingen i ilden et overvejende blik. Du fortjener min fulde opmærksomhed, tænkte han bittert, men jeg har brug for pengene. Tilgiv mig hvis jeg fejler.

Rowan rettede sig op, da gæsten trådte ind i lokalet. Hans øjne blev straks smalle, da han genkendte den andens ansigt. Assorian. Varulven gengældte smilet og nikkede anerkendende med hovedet. Skyggevæsnet; har Jazmin mon sendt ham? Hvad er den kvinde nu ude på...
"Åh ja, Assorian. Det er længe siden." svarede han hæst og lod sine øjne glide op og ned af manden foran sig. Det så ikke ud til at skyggevæsnet bar nogle særlige våben; der var næppe noget behov for Rowans årvågenhed.
"Mine med-smede er ikke så tossede," sagde han forsvarende med et skuldertræk, "dog er de ikke på mit niveau." tilføjede han med et smil og et hævet øjenbryn. Der var meget få der var på hans niveau, når det kom til smedearbejde.
I et kort øjeblik vendte varulven sin gæst ryggen, for at dreje en ru klinge i ilden. "Jeg har ingen private kamre i min smedje." sagde han højlydt, for at overdøve den larmende skraben fra ildstedet. Ton havde hørt sin læremesters stemme og havde skyndt sig hen til lokalet, for at lukke døren. Den tunge dør svingede i med et klik, og de to mænd blev lukket inde i det varme rum. Varulven pumpede en anelse luft ind i essen, for at hæve temperaturen. Han var vant til varmen.
"Men vi kan tale herinde," sagde han og vendte sig atter tilbage mod sin gæst. "Men du må leve med at jeg arbejder samtidig. Lad mig så høre... Hvad har du brug for, Assorian?"

Rowan holdt ryggen til Assorian, og stirrede ind på den glødende klinge i essen. Magisk metal skulle have nok varme; ellers kunne man risikere at banke magien ud når det endelig skulle bearbejdes. Trods hans øjne og opmærksomhed var rettet mod metallet, så lyttede han dog stadig efter Assorians ord. Han missede med øjnene da han hørte dæmonens tilbud. Skulle han være leverandør for herskeren over Dragon's Peak? Han havde kun været i Dragon's Peak et par gange, og havde kun hørt om denne Sean McGivens. Hvorfor skulle han pludselig sværge "troskab" mod en mand han ikke kunne stå ved? Da dæmonen nævnte Carolines navn hvislede det koldt ned ad ryggen på varulven. Assorian kendte både Jazmin og Caroline? Eller var det en indirekte trussel? Han bed tænderne hårdt sammen og trak sværdet ud af ilden. Med en hurtig bevægelse drejede han om på hælen og placerede klingen på ambolten.

"Dragon's Peaks hersker, siger du?" spurgte han, uden at vise sin utryghed på stemmen. Han lød derimod hård og ligeglad, og lod derfor heller ikke sit blik flakke. Hans øjne betragtede sværdet, imens han hamrede det til med nogle sikre og præcise slag med sin hammer.
"Og hvad vil Dragon's Peaks hersker med mine våben? Forbereder han sig på noget specielt?" tilføjede han, og fortsatte med at hamre lidt på sværdbladet. Metallet formede sig hurtigt, som hvis det forstod hvordan det skulle se ud, og hvordan det var foldet. Varulven løftede sværdet og studerede klingen i det svage lys.
"Dette metal blev doneret til mig for nyligt," fortalte han hæst og sænkede den brandvarme klinge ned i et dybt vandbad. Vandet sitrede og dampen stod op i søjler.
"Jeg kender ikke til metallets egenskaber, men der er stærke magiske kræfter gemt deri. Mit speciale er at bibeholde magien og - i særlige tilfælde - at binde magiske egenskaber til et våben." Han vendte i et kort øjeblik blikket mod Assorian. "Sådanne våben er sjældne og særdeles værdifulde. Jeg har ingen magiske genstande i min smedje. Ikke udover denne."
Han trak atter klingen op ad vandbadet og studerede metallet. "Jeg antager at det er sådanne våben I ville være interesserede i. Dette er den primære forskel mellem jeg selv og de andre smedje."

Rowan lagde klingen fra sig på bordet, så Assorian kunne se på metallet. Det skinnede svagt med et køligt blåt skær, og trods kanterne så bløde og stumpe ud, så var det skarpere end som så.
"Hvad ville jeg få ud af sådan en aftale?" spurgte han endelig. "At flytte min butik vil betyde at jeg mister alle mine nuværende kunder; dette skulle I kunne kompensere for, hvis jeg skulle have nogen interesse."

Varulven lyttede til dæmonens ord. Måske var det ikke sådan en dårlig plan at prøve noget nyt. Rowan var faldet ind i en doven cyklus med et kedeligt liv, et ensartet arbejde og en kvinde der havde flere hemmeligheder end hvad godt var. Måske havde han brug for at lave noget nyt. Noget spændende. Han tøvede. Han skulle trods alt lave våben til en hær. Men ingen krig? Han tvivlede. Det var altid klogt at sikre sig, at man var på den rette side i sådanne ting. Han gik i tavshed hen til et af skabene i butikken, og trak et simpelt en-håndssværd frem. Det var fint metal og flot håndværk - men der var ingen magi i klingen. Han skulle ikke risikere at dæmonen løb afsted med et værdifuldt våben. Han bar sværdet mellem sine hænder og rakte det mod dæmonen.
"Tja, jeg vil være ærligt... Jeg har brug for noget spænding i mit liv. Der er en træfigur ude bag ved. Du kan prøve et par sving." Han rakte armen mod en dør, der åbnede ud til en mindre gårdsplads. Der stod en række træfigurer der så noget medtagede ud. Ofte ville folk prøve deres våben inden de betalte, så varulven havde fået bygget noget testudstyr i den anledning.

"Så I ville betale for hele flytningen, eventuelle tab, husning og naturligvis ville I vel betale for alt jeg producerer." Han missede med øjnene. Skulle han kræve mere? Det kunne han vel ikke tillade sig. "Det kunne måske godt blive et reelt interessant tilbud. Men jeg må se stedet og tale med denne hersker før jeg tager min beslutning."