Cant kill fire - Fay

S: I en kælder sort som kul..
O: Bliver beskrevet
V: Beskrives
T: Ukendt
P: [For at se dette link skal du være tilmeldt og logget ind.] bare mindre pæn nu xD
Emne til: [For at se dette link skal du være tilmeldt og logget ind.]

---

Det var ingen hemmelighed at Catherine før havde blevet sammenlignet med andre. Det skete vel at folk kunne ligne hinanden. Men denne her gang var det gået alt for vidt for sig! Da Catherine havde fået fri og var gået ud af døren fra sit arbejde, var hun blevet uden varsel smidt over skulderen af en stor kraftig mand. Han løb afsted med hende, på hende slag imod hans ryg syntes ikke at gøre det helt store. Så hun valgte at sparer på sine kræfter. Et hårdt dunk lød da hun blev kastet ind i en vogn. Catherine kiggede sig hurtigt omkring. Døren til vognen blev lukket og der blev mørkt. Catherine kravlede hen til vognen og fik rejst sig op. Hun kunne se igennem det lille hul i døren, hvordan hun blev kørt ud af byen. Hun prøvede at slå til døren i håb om den ville gå op, men da vognen kørte på en lille sten relaterede det ud i, at hun mistede ballancen og faldt ned oven i en anden. På grund af mørket kunne hun ikke se personen, og hun var ikke sikker på - om vedkommende var levende eller død, så hun trak sig væk hurtigst muligt.
Hun samlede sig op af en af vognens vægge og kiggede stille rundt i mørket. Hvad skulle der ske? Intet af det her havde hun oplevet før. Mange ting havde hun oplevet men dette var nyt for hende på en måde.

Pludselig holdt vognen stille, og noget vægt blev af vognen da nogle trådte ud. Hun kunne hører støvlerne der gik med sine tunge skridt udenfor. Døren blev åbnet, men der var stadigvæk ikke noget lys. De kom ind i vågnen, og greb fat i hendes hår for at få hende til at følge med. Så snart de havde hende ude af vognen fik hun et slag med en kølle så det sortnede sig for hendes øjne.
Da hun vågnede op igen, dunkede hendes hoved voldsomt. Catherine ville fører hendes hånd op til sit hoved, men blev stoppet få centimeter derfra da en lænkerne ikke ville lade hende gå længere. Hun var bundet siddende op af en stor rund pæl. Og på den anden side af pælen var der en anden pige.
"Man siger dobbeltgænger blod har magiske egenskaber, og vi har intentioner om at bruge det hele. Så føl jer hjemme." Sagde en af mændene med sin dybe stemme, prøvede tydeligvis at lave sjov. Dobbeltgænger, han måtte have slugt søm.

Fay vågnede, sidende på en stol, kneblet til en persons ryg, en kvinde, det kunne mærkes med det samme, hun var omtrent Fays størrelse, både i højde og... Ja ud af. Hun var forvirret og hørte halvt hvad der blev sagt, den fremmede mand talte om noget der fik det til at løbe hende koldt ned af ryggen selvom hun først opfattede det sekunder efter han sagde det.
Langsomt kom hun til sig selv, hun kunne ikke huske meget kun lidt, nogen havde prøvet at overfalde hende, men hun havde sluppet uden om det i første omgang, dog havde de været for mange mod hende, og det havde endt med at hun havde overanstrengt sig for meget i brugen af sin evne så hun var faldet om i bevidstløs tåge af smerte og mistet sans for alt omkring sig.

At høre manden snakke om dobbelgænger blod var langt fra godt, men så igen, Fay regnede med at det så var Jazz der sad modsat hende, for Fay havde aldrig kendt til en dobbelgænger, ej heller havde Jazz så vidt hun vidste. Men hvis dette var hendes søster var det lettende! Fay havde brugt al sin tid siden hun kom tilbage fra landet hensides havet, på at finde Jazmin, og indtil videre havde det været uden held.
Der gik etpar minutter hvor Fay hang med hovedet for at få blodomløbet igang igen inden hun kunne tage sig sammen til at snakke.
" jazmin? Er det dig?" Hun sagde det lavt, ja nærmest hviskende.
Hun prøvede roligt at samle sig igen, få sanserne tilbage i deres normale fatning, hun havde ingen planer om at blive på dette sted i længere tid end nødvendigt, og slet ikke for at nogen skulle have fat i hendes blod, men wå igen, det kunne da være morsomt at se deres fange tageres reaktion når de fandt ud af at det bare var almindelig tvillinge blod og ikke kostbart dobbelgænger blod.
" hvor I alverden har du været? Jeg har søgt efter dig i over to måneder!" Hendes stemme var bebrejdende og hård.

Kvinden talte. Jazmin? Hvem fanden var Jazmin? Hun kneb øjnene let. Heldigvis healede Catherine pænt hurtigt, så nu skulle hun bare finde en måde ud af rebene. Dog svarede hun ikke først kvinden, og prøvede mere at se om hun kunne få sig fri af rebene. Da kvinden endnu engang snakkede, dog bebrejdende og hård reagerede hun.
"Hør, jeg aner ikke, hvem Jazmin er.." Sagde hun så, og prøvede endnu engang at se om hun kunne finde en måde at slippe ud fra. Catherines aura, ville nok stille afsløre hende. Den gode og nærmest sukkersøde aura en engel nu havde. Hun sukkede let. "Mit navn er Catherine.. hvis du endelig skulle vide det." Situationen de bogstavligtalt sad i, irriterede hende. Derfor kunne det ikke undgå at påvirke hendes humør.

En mand kom ind til dem. Han tog først fat i Catherine og skar hende fri. Så tog han hende over i et hjørne så Fay også kunne se hende. Han skar hende ned af armen med en kniv, så blodet ville løbe ned i en spand. Catherine skar let ansigt af smerten, men kunne ikke rigtig gøre noget. Han havde sin anden hånd med et fast greb om hendes hals. Desuden var hun i mindre chok da hendes mørke brune øjne gled hen på Fay. Det var som at se sig selv i spejlet. Måske nogle få forskelle i ansigtet, Catherines øjne var en anelse mere runde, men ikke noget man ville bemærke medmindre man brugte timer på at studere de små detaljer. Da han syntes, at han havde fået nok blod fra hende, så smed han hende på jorden. Derpå tog han spanden, og gik ud af cellen. Låste døren, hvorpå han forsvandt. Catherine tørrede sin arm af i sin kjole - den var jo ødelagt. Heldigvis healede såret.
"Så dobbeltgængere. Man lære jo noget nyt hver eneste dag." Sagde hun med et lille fnøs. Dog var hun nysgerrig. Derfor var der nogle som havde forvekslet hende før, ikke ret tit, men stadigvæk. Det gav mening nu. Dog satte hun sig på hug ved Fay, og begyndte at binde hendes reb op.
"Hvem er du?" Spurgte hun og kiggede op på Fay. Catherine vidste hun var enebarn. Så dobbeltgængere måtte det være. Et skygge-jeg. Hun havde kun læst om det, aldrig nogensinde troet, at hun ville være den som stod med en dobbeltgænger.

Hendes ord slog Fay.. Hvis dette ikke var Jazz, og de blev set som dobbelgængere, og dette var slet ikke Jazz, at dømme ud fra stemmen. Jo de havde da ens stemmer, men de snakkede forskelligt, ligesom Fay og Jazz gjorde, den eneste ting der rigtigt havde kunne fortælle hvem der var hvem for andre.
Fay skulle lige til at åbne munden for at snakke da manden kom ind, men nåede at tie inden det skete. I stilhed lyttede hun til rebene der blev skåret op på hendes åbenbart eksisterende dobbelgænger. I stilhed betragtede hun kvinden. De lignede hinanden på en prik. Godt nok havde de forskellige frisurer, tøjstile og krops holdning, men Fay ville stadig kunne ligne denne kvinde på en prik efter fem minutters forberedelse, og det samme ville gælde for hende.
Hun ville uden problemer kunne holde manden hen lige nu, stoppe med at tappe denne Catherine... Denne engel, for  blod. Men det ville være som at slå sig selv i hovedet, hun havde en plan, ja faktisk allerede mere end en og de byggede kun på brugen af hendes egen evne da hun endnu ikke kendte Catherines.
Fay sad, stille som døden og betragtede det foregik foran dem, hun fik endda kort øjnkontakt med manden op til flere gange, og til sidst viste han ubehag over hendes konstante lydløse stirren." Hvad glor du på din nævenyttige hore?" Råbte han af hende inden han forlod rummet.
Fay rullede opgivende med øjnene da døren havde smækket og slået var slået til.
" ja det må du vel nok sige! Navnet er Fay, og Jazmin er min enæggede tvilling, det vil sige at der er tre af os rendende rundt derude som ligner tro kopier af hinanden." Sagde hun med et suk og rejste sig op. Hun gned kort sine håndled imens hun begyndte at trave rundt i cellen tog notits af hver evig eneste lille bitte detalje. Da hun var færdig lagde hun øret mod døren, lukkede øjnene og lyttede intenst til gangen udenfor. De havde ingen vagter, døren var ikke den stærkeste hun havde mødt.
Fay vendte sig mod.. Sig selv.
" jeg har... 3 planer som kan lade sig gøre!
1) vi overmander ham næste gang han kommer ind, jeg kan give smerte via sindet indtil du slår ham ud, vi snupper nøglerne og skrider.
2) du ligger på gulvet og ligner en der er blevet slået ud, jeg ligger mig op mellem rørene i loftet og lader som om jeg er brudt ud, somehow. så snart han træder ind overmander jeg ham igen oppefra, vi tager hans nøgler og smutter.
3) vi sparker døren op og skrider nu.
Nu kender jeg jo ikke til din evne, hvis du har en eller har opdaget den."
Hun kiggede afventende på Catherine, det var op til hende hvad de valgte.

Catherine lyttede da Fay fortalte om sig selv, og hendes enæggede tvilling. Alt gav pludselig mening.
"Jamen ser man det. Livet giver pludselig mening igen." Sagde hun med et lille drilsk smil på læben. Hun rejste sig op og tørrede blodet af hendes arm af i sin kjole. Catherine så undersøgende på Fay da hun gik på en mindre mission. Da Fay vendte sig imod hende igen, løftede hun hagen lidt og så på sit spejlbilled og sank en klump. Fay var naturligvis mere van til at se på en som lignede hende på grund af Jazmin, end Catherine som for første gang stod foran en som lignede hende ligeså meget som to dråber vand. Det var noget hun lige havde brug for at synke, og det kunne hun gøre når hun kom ud herfra. Let løftede hun sin arm op for at pointere sine healende egenskaber. Et lille snift af, hvad hun egentlig kunne.
"Plan tre lyder som den bedste, men plan 1 er meget sjovere." Sagde hun og trak kort på skulderen. Hvis de bare slap fri og lod dem slippe afsted med det, så ville de sikkert komme efter dem igen. Vreden i deres øjne havde afsløret ved første øjenkontakt, at han ikke ville stoppe. Catherine sank en klump og lod blikket glide henover døren. Selv hun havde skarpere sanser, fordi hun ejede egenskaberne fra en vampyr - de bedste af dem, nærmest som en blanding bare uden at gå så langt.

Naturligvis var hun ikke ved sin fulde styrke på grund af det blod hun manglede. Hvis det ikke havde været fordi vampyrblod var langt ude fra rækkevide, ville hun ikke have overvejet den anden mulighed. Let sank hun en klump.
"Hvis jeg skal være til megen hjælp... så har jeg brug for at du sætter tænderne i mig... det lyder meget underligt, men hvis du vil have min evnes hjælp. Bliver det måske det afgørrende for vi slipper fri." Sagde hun så og blottede sin venstre side af halsen. Her var to mærker fra to hugtænder. Vampyr. Det eneste der aldrig var healet.
"Min evne blev aktiveret første gang en vampyr bed mig... Det virker også ved bloddæmoner." Hun rakte sin arm hen til Fay.
"Jeg er en vampyrisk engel.. Ikke noget jeg er stolt af men ja." Hun trak let på skulderen. Det her ville være slemt for hende, men hvad gjorde man ikke for sin egen overlevelse. Catherine håbede på at ville kunne styre sig. Hvis det kunne passe med inden manden kom ind efter Fays blod, ville hun kunne springe på ham. Det ville dog også ændre til at det ikke kun var vampyrer hun ville kunne dræbe uden ændring af sin morale, så ville hun også kunne dræbe bloddæmoner uden at det ville påvirke hendes uskyld som engel. Ret så genialt i sidste ende. Catherine håbede blot på at ville kunne kontrollere det overfor Neal, han kendte til hendes natur nu, men dette ville blot gøre det værre. Det ville gøre ham et mål for hendes jagt.

Fay kiggede på et lille tvistet smil."Livet har og vil aldrig give mening, det er en bunke af tilfældigheder, nogle er mere heldige end andre, og sådan er livet." hun sagde det roligt, der var intet negativt over det.
Hun betragtede Catherines hurtigt healende arm og pegede på det."effektivt og nyttigt!" Kommenterede hun inden hun så sig om. hun nikkede til hendes ord,"jamens plan 1 det er så! Du bliver nødt til at binde mig fast igen, i den forstand at jeg ikke er bundet, men at han tror det. Derefter lægger du dig ned præcis hvor han smed dig før og lader som om du er bevidstløs. Og nu begynder det sjove! Jeg begynder at råbe og skrige ind til han, eller en anden vagt som har nøgler kommer herinde. Derefter overmander jeg ham med min evne, du slår ham ud og snupper nøglerne og vi får røven ud herfra på ingen tid!" Fay kiggede afventende på hende, der var brug for gensidig accept i dette flugt forsøg hvis det skulle lykkes for dem at komme helskindet ud derfra.
Fay kiggede på hende en smule betænksom men trak så på skuldrene."Det er ikke ligefrem hver dag folk faktisk gerne vil have at jeg spiser dem!" drillede hun."Men du skal vide, at da jeg er en bloddæmon så vil din sjæl tilhøre mig fra det øjeblik jeg sætter tænderne i dig og har drukket den første dråbe blod" Hendes stemme var advarende, og hendes ansigts udtryk lettere alvorligt. Inderst inde var Fay da lidt ligeglad, denne sjæl ville jo en dag være med til at holde hende i live.
Fay trådte helt tæt på hende, tog blidt fat om hendes hoved og fandt den perfekte vinkel inden hun lod de spidste hjørnetænder blive blottet. Roligt gennemborede de Catherines bløde, varme, pulserende hud og Fay drak af hende. Catherine ville kunne mærke den kontrol som Fay besad, og hvis nogen havde kigget på dem ville det simpelt ligne at hun kyssede Cat på halsen. Fay havde yderst meget kontrol over sit blodbehov, generelt var hun meget kontrolleret over sig selv. Fay stoppede efter et kort øjeblik, hun skulle jo heller ikke dræne hende når hun allerede havde mistet blod.
Fay trak sig væk og kiggede nysgerrigt på hende, gad vide om man kunne se dette ske? nok ikke, det var sjældent man kunne se ændringer ved evner på folks ydre.
"Jeg regner med at det må være nok? Vi må hellere komme igang inden de kommer tilbage" Hun sagde det roligt og begav sig hen til stolen for at blive fake bundet igen.