I'll kill the innocent, when you kill me. But I'll kill the guilty when I want.(Sean)

Musikken pumpede igennem lokalet, som et gigantisk hjerte der sendte små strømme af musikfragmenter omkring i lokalet, og lod dem blive suget ind i alle levende væsners hjerne og krop. Derefter fik den fuld kontrol over deres bevægelser, der ændrede sig ind til klodsede bevægelser som væsnerne mente var dans. Lyset var dæmpet en smule, hvilket lod halvmørke skygger slikke henover væggene og betræde dele af væsnernes kroppe, imens det halvsvindende lys bevægede sig henover den modsatte del af deres kroppe og forenede sig med mørket i deres helt egen personlige parringsdans.
Selvom Delilah ellers altid var en del af den kæmpe masse der bevægede sig til musikkens lyde, stod hun nu i udkanten ved baren og lod tungen lege med en isklump i hendes drink. Selvom hun ikke kunne holde sig væk fra steder som dette, så kunne hun ikke rigtigt få sig selv til at blande sig ind i mængden. Måske var hun i virkeligheden kommet herover, for at se sit gamle liv svinde ud mellem hendes let rystende fingre.
Først var det begyndt at gå ned af bakke for hendes styrke, idet hun havde stoppet træningen. Derefter var hun begyndt at hjælpe tilfældige folk på gaden, som var hun en engel. Og så bliver hun gravid, hvilket nok var det sidste gran salt der skulle til for at vælte hele pyramiden. Men havde hun i sinde at genskabe sit liv? Uden tvivl. Delilah havde aldrig været typen der havde givet op, og der var ingen chance for at hun ikke ville kæmpe sig op på sit gamle niveau - gravid eller ej.
Hendes grønlige blik spejdede kort rundt i lokalet, før hun besluttede sig for at hun ikke kunne gennemføre en aften her. Hendes sult var ikke hungrende, så der var ikke nogen vigtig grund for hende til at blive lige nu. Derfor valgte hun da også at lade den sidste, iskolde væske glide ned imellem hendes læber, hvorefter glassets underside ramte bordets overflade og hun forsvandt igen mængden.

Da hun trådte ud fra diskotekets larm, ringede det kort for hendes ører. Hun havde altid hadet måden den høje musik ødelagde hørelsen, og gjorde hende dermed mere sårbar i visse situationer end hun var i andre. Derfor stod hun også afventende i nogle minutter, før hun begav sig hjemad ad de mørke, snoede gader der syntes som uendelige labyrinter fra en udefrakommendes synsvinkel.
For hver af Delilahs bevægelser, kærtegnede hendes kjole hendes krop på en måde der fremhævede hvad der skulle fremhæves. Den skabte bløde kurver, og gjorde det tydeligt at hendes krop var noget nær perfekt. Om hendes hoved svævede de mørke krøller, som lignede bølger i vandet når de blafrede i den lette vind. På trods af kulden der satte sig på hende fra vinden der føg imod hende, syntes hun ikke at fryse synderligt i den lårkorte kjole med kun én strop. Alt dette viste at Delilah var intet mindre end en succubus - og endda en magtfuld én af slagsen, hvis hun ville gøre brug af det, og vælge at være slave af sit eget samfund.
Ubevidst strøg hendes fingre henover hendes mave, idet hun tilbagelagde afstanden fra diskoteket og til hendes hærgede hjem. Hun vidste ærlig talt ikke om Castle var hjemme, men måske var det meget godt hvis han ikke var - hun havde endnu ikke fundet ud af hvordan hun skulle fortælle ham at hun var gravid, med en varulv der havde en kæmpe dusør hængende over hovedet. Hun havde ikke engang accepteret det helt selv, så hvordan skulle hun kunne formidle det på en måde der ikke endte i skrig, slag og ord der ikke burde passere nogle væsners læber?
Når hun trådte igennem gaderne, blev der tydeligt færre og færre mennesker omkring hende, indtil hun var det eneste individ. Der var ikke så meget som et åndedræt der hørtes omkring hende, og kun i det fjerne kunne man fornemme den latter og musik hun havde forladt. Der gik dog ikke længe for hun igen var ude på åben gade.
Delilahs blik var rettet imod mørket der gav slip på tingene så hun kunne se dem, for hvert skridt hun tog. Derfor bemærkede hun også først at hun var gået forkert, da hun stod og stirrede ind i en mur, i en blindgyde. Hun måtte have drejet ind et forkert sted, for hun kunne endnu høre mængden af folk bag hende så tydeligt som var hun imellem dem, selvom hun ikke havde en chance for at kunne se dem derfra. Hendes blik faldt på en container der syntes at indeholde diverse møbler som en eller anden havde valgt ikke passerede til dennes liv længere.
"Goddag."
En næsten hvislende stemme materaliserede sig bag hende, der havde et så tykt lag af forførende lort at hun næsten fik kvalme. Selvom hendes instinkter skreg til hende at hun skulle snurre omkring som et lyn, lod hun blikket vandre langsomt omkring inden hun drejede som en ballerina. Bag hende stod en ligbleg mand, med pjusket lyst hår. Hans rødlige øjne skinnede let, og det var tydeligt at han mente at han havde fundet et nemt bytte. Hans skridt var langsomme og behagelige da han nærmede sig hende, og stirrede hende i øjnene som ville han hypnotisere hende med sit blik.
Desværre havde han valgt den forkerte pige at suge tør.
For selvfølgelig var han en vampyr. Hun kunne mærke blodsugerstanken der gravede sig ind i hendes årer, og gav hende en kraftig hovedpine. Alligevel blomstrede et mindst lige så tiltrækkende smil op på hendes egne læber, imens hun omhyggeligt tilførte sit ansigt et strejf af naivitet. Denne vampyr måtte være desperat, siden han valgte at gå efter en dæmon. Dæmonblod var ikke specielt delikat.
"Hej."
Hun mærkede hvordan muren var tæt bag hende, og forhindrede sit eget instinkt i at kredse imod højre for at sørge for at hun ikke var fanget imellem muren og vampyren, men hun var nødt til at komme over til containeren hvori der lå træ. Og det var oppe imod muren - hun kunne dog ikke komme derover uden han ville opdage det. Og hun havde brug for en udfordring. Hun havde brug for at mærke faren i sin krop, selvom denne vampyr højst sandsynligt ikke var et svært bytte. Han så ødelagt ud. Vampyren nærmede sig stadig langsomt.
"Jeg tror du er faret vild. Det her sted fører ingen vegne hen, og ingen kan se dig herfra."
Han stemme havde fået en let truende kant, men alligevel beholdte den tonerne af noget beroligende som prøvede han endnu at hypnotisere hende. Hvor var han dum. Hvis det ikke havde virket så morsomt for Delilah at han fulgte alle klichéerne, så havde hun givet ham en lektion i hvordan man nok ikke skulle sige sådan noget inden man overfaldt en kvinde.
"Hvem siger jeg ikke gik herind med vilje? Jeg søgte efter et aflukket sted. Et sted hvor ingen kunne finde mig. Et sted, hvor jeg kunne have hed sex med et farligt væsen, som vil kunne tage mig hårdt uden nogen opdagede det."
Hendes stemme var så blød og venlig, at de hårde ord hun brugte virkede helt unaturlige, og syntes at fange ham. Hun syntes næsten at det var pinligt at vampyren selv havde brugt sådanne tricks - men havde dog været forfærdelig til det - og alligevel blev fanget i det selvsamme trick fra hendes læber. Hun trådte tættere på ham, selvom det modsagde hendes instinkt.
"Er du det væsen?"
Hans tænder gled ud ved hendes ord, og det lykkedes hende at undertrykke et ansigt af en smule afsky og lod istedet et frækt glimt flakke gennem øjnene. Hun greb fat i hans skjorte med fingrene, og trak i ham så han drejede omkring og blev hamret op imod containeren - endnu imens hun opretholdt spillet af at ville have sex med ham. Så havde det alligevel hjulpet noget at hun var hoppet i en kjole. Hun holdt endnu fast i ham, imens hun trykkede sine læber imod ham - imens hun endnu ignorerede de følelser af afsky der vældede op i hende.
Hendes hænder gled over hans brystkasse, og op i hans hår. Med den ene hånd holdt hun fast i hans hår, imens hun lod den anden glide ubemærket væk og ned i containeren. Hendes fingre søgte hurtigt igennem affaldet, unaturligt lydløst, hvorefter hun fandt hvad hun ledte efter - et afbrækket stoleben. Det var perfekt, for hun kunne ligefrem mærke den afrevne spids i enden. Hun slap ham med læberne, men gjorde så noget han tydeligt ikke havde forventet - hun trak træet op ad containeren, og hamrede det igennem hans arm.
Det var ikke fordi hun ikke kunne ramme. Fra hendes position kunne hun have ramt ham i pupillen hvis hun ønskede det, men hun havde brug for at få sine aggressioner ud. Og desværre for vampyren, fandtes der kun to måder at gøre det; Slå et monster ihjel langsomt, eller vredessex. Og siden hun ikke havde i sinde at have sex lige nu, måtte det være den første løsning.
Vampyren skreg, og tog sig til armen der blødte kraften. Men Delilah var allerede danset nogle skridt tilbage, med det blodige træben i hånden. Hun løftede hovedet, og selvom blodmanglen gjorde den svag var den næsten usynlig da den spænede frem imod hende.
Hun mærkede den godt tage fat om hendes arm, men reagerede ved at hakke træbenet ind i vampyrens mave, og rive den ud igen i samme bevægelse. Den svækkede grebet længe nok til at hun kunne trække sig fri, og derefter snurre omkring. Hendes hænder fik fat i dens arm, hvorefter hun slyngede den ind i en mur - selvom hun selv mente hun var svag, var hun dog fysisk stærk efter en dæmonisk kvindes målestok. Inden den nåede løfte blikket, havde hun løftet dens hænder op og samlet håndfladerne over hinanden, hvorefter træstykket var blevet hakket igennem. Det fungerede udemærket som håndjern i et stykke tid.
"Jeg har ikke sex med blodsugende freaks. Vælg aldrig en sindssyg succubus som dit næste mål. De slår tilbage."
Hun hvæsede ordene, selvom hun godt vidste at han aldrig ville få brug for dem. Det lyste i hendes blik, at det ikke kom til at være det hurtige snit hun ellers normalt brugte. Hun fiskede en stålkniv frem fra de de højhælede støvler, hvorefter hun lod den lege med hans brystkasse. Et par hurtige snit fik ham til at komme med halvt hvæsende, halvt skrigende lyde.
"Men jeg skal nok slå dig ihjel rimeligt hurtigt."
Det mente hun. Hun var trods alt ikke et monster.

Det var midt om natten og koldt. Frosten hærgede landet om natten, når den havde chancen, mens solen fik den til at forsvinde om dagen, nu hvor foråret var på vej igen. Sean havde siddet i parken og set solen gå ned, set hvordan solen legede med himlen og farvede den i andre farver. mest i de orange farver i dag, i går havde den været mere rød. Derefter var han gået hjem til et lille hus, hvor nogle af hans mænd holdte til. Havde brugt nogle timer på at torturere en dæmon som ikke havde holdt deres love. Han havde med rystende stemme indrømmet sine fejl og sagt han aldrig ville gøre det igen. Derefter havde Sean bundet ham og sendt ham til dom. Han skulle jo kun fange dem. Til sidst havde han læst nogle dokumenter igennem og lige nu havde han netop været på jagt og gik mæt og tilfreds rundt i byen. Her var så stille, så tyst, bortset fra nogle folk der havde været til fest, nogle hjemløse og fulde folk. Alle de ordentlige lå hjemme i sengen. nå ja, også diverse væsner var oppe selvfølgelig.
Men spørgsmålet var mere hvad han skulle nu. Han havde noget fritid for sig selv, hans næste opgave lå to dage ude i fremtiden. Han kunne tage ud i skoven og lede efter Alane, men ombestemte sig. Neph? Ingen grund til at forstyrre hende. Hun var alligevel ikke sig selv længere. Og så var der ikke flere på listen. Eller der var da nogle navne, men ingen han var tæt nok på til at han gad opsøge dem.
Nu viste han det!

Han drejede af og begyndte at gå ned langs gaden, uden at tænke over hvor han enlig var. Den mørke kappe skjulte ham i mørket, hætten var slået op og man kunne stort set ikke se noget af ham, andet end selvfølgelig den mørke kappe og selve hans skikkelse, da han bevægede sig ned af gaderne. Folk ignorerede ham, præcis som han ville have dem til, for han lignede bare en af disse sølle folk der gemte sig i skyggerne af verdenen, en uheldig stakkel...
Han ville jage hver en vampyr han mødte. Det havde han planlagt, dengang Neph fortalte at hun havde indgået en aftale med en vampyr. Han gjorde hende uddødelig, hun gav ham noget tilbage. Han havde ikke meget at gå efter, men han skulle nok finde ham! og som start ville han opsøge så mange vampyrer som muligt, torturere dem til de fortalte ham sandheden og siden hen skulle de dø. Han manglede jo alligevel et mål i livet, så han ikke druknede i tiden. Blev opslugt af tingene omkring ham, til han sad sindssyg et sted og bare vuggede frem og tilbage. Tidligere havde han haft ritualet og hans bror at jage, at se frem til. Nu havde han intet...Og dog, han kunne jage vampyrer. Det ville give lidt mening i hans liv de næste par måneder. Derefter...ja, det turde han ikke tænke på lige nu...

Han farede forbi den ene gyde efter den anden, da noget tumult fik ham til at stoppe op. Tumult...stemmer. Endda nogle smertensskrig af en slags, ikke? der var ikke særlig mange folk her, faktisk var der slet ingen lige nu. Og det endte med han alligevel blev for nysgerrig. Han vendte om og gik tilbage til gyden. først gemte han sig op af væggen og lod kun hovedet glide lidt ud over kanten, så han kunne se derhen. Han fornemmede nogle skikkelser som stod op af en væg...Men de kyssede ikke bare. Han viste faktisk ikke hvad de lavede, andet end han ville sætte sig hoved på af den mand der hang op af muren havde smerter. Det var jo også klart når hans hænder var spiddet over ham. Den anden var en kvinde...Som stod op af ham...Og den skinnede bevægelse...en kniv?

Han smilte let. Her havde han chancen for lidt sjov. Han trådte ud af sit skjul og gemt i kappens mørke, stilte han sig midt i indgangen til den lille blindgyde og så hen på dem...En svag lugt af blod hang over stedet. Hans mørke blik gled over skikkelserne...Kvinden virkede bekendt, i den måde hun bevægede sig...Et svagt billede af delilah og huset gled gennem hans tanker...Men dette kunne ikke være hende, Delilah var jo en lille engel. hun ville ikke stå her og pine en blodsuger.
"Godaften"

Kniven bevægede sig et par centimeter fra vampyrens blege hud, imens Delilah kraftigt overvejede hvordan hun skulle gøre det af med ham. Alle celler i hendes krop skreg efter at få lov til at lade stålkniven glide igennem blodsugerens krop, og lade ham lide for hendes hånd. Kniven bevægede sig længere ned imod vampyrens brystkasse. Hun lod et par fingre åbne hans skjorte og blotlagde dermed hans hud derunder. Kniven lagde sig imod hans bryst, dog uden at presse den ned imod hans hud så der gik hul på huden. Den lå der bare, og så ud til at give ham et vildt udtryk i øjnene, som en jaget hund.
Delilah var blevet trukket så dybt ind i koncentrationen om de små bevægelser hun udførte, at det rykkede i hele hendes krop da en stemme flænsede denne koncentration ind i små trevler. Hun snurrede omkring, og løftede automatisk kniven en smule til angreb i den samme bevægelse, hvilket fik det til at ligne en dansers pieurette der næsten virkede elegant. Hendes blik faldt på en skikkelse indhyllet i en kappe.
Dæmon .. Dødt barn .. Vrede ..
Af en eller anden grund mindede han hende om et eller andet. Nok mest fordi den ånd der stod foran skikkelsen hviskede hints i hendes sind, som hun alligevel ikke helt kunne kode sammen. Der gik mange sekunder før det pirkede til hendes hukommelse på en måde der ikke behagede hende.
"Åh ... Den ukendte dæmon. Ikke dig igen."
Selvom hendes stemme lagde op til at hun lod et dybt suk undslippe læberne og derefter lod blikket glide imod jorden, så beholdt hun et årvågent blik klistret til dæmonen hvis navn hun endnu ikke kendte. Selvom den følelse af at være utryg omkring ham og at han ville prøve at slå hende ned for længst var forsvundet, huskede hun den endnu nok til at den påvirkede hende. Selvom hun ikke kunne se hans ansigt, så gav han hende den samme følelse som dengang - en let irritation der syntes umulig at slette.
"Skrid."
Det var en ordre. Hendes toneleje var hårdt og koldt, og der var ikke et spor af høflighed i den. Hun ville ikke have ham her - især ikke når hun prøvede at torturere en vampyr.
"Siden jeg ikke kan vende ryggen til dig, så kan jeg heller ikke torturere blodsugeren. Dét der -"
Hun pegede på hans skikkelse.
"- er alt for distraherende. Jeg er ikke glad for en kniv i ryggen."
Hun kunne mærke en næsten ikke-eksisterende bølge af luft strejfe hendes hud, og blev straks alarmeret om at vampyren var begyndt at vrikke sig væk. På trods af hendes egne ord snurrede hun omkring og hev træet ud, hvorefter hun hamrede det igen den igennem først hans ene arm, derefter den anden og til sidst satte hun den igen fast i hans håndflader og lod den sidde der. Hun vendte sig igen om imod dæmonen.

Som et skuespil...Åh det var så sjovt det her! Så spændende, at alle fibre i hans krop skreg om at måtte gøre noget, at reagere og så hvad der så ville ske...Hvad ville der ske? noget slemt? noget godt, noget spændende? Bare et eller andet der kunne udløse det!
Han var overraskende over hvor hurtigt hun genkendte ham. Havde han været en del af hendes mareridt de sidste par uger, siden han var så frisk i hendes erindring? På den anden side var det klogt af hende. Klogt af hende at huske ham og det han gør.
"Den lille engel, en kvinde jeg end ikke kan respektere, prøver at give mig ordre? Det er så komisk!" hans dybe stemme gled rundt i gyden, kombineret med en latter der virkelig morede sig. han lod en hånd glide op og fjerne hætten, så hans mørkebrune hår, men som nok så sort ud i natten, gled frem, strittende som altid. De mørke øjne skinnede da de så hen imod Delilah.
"Uh, jamen jeg vil ikke gå. Dette her er alt for spændende. Sig mig, hvad er der sket? Hjalp min lektie? Du, en sand engel, står her og torturere en lille blodsuger! Det er storslået!" han klappede kort i hænderne. ikke fordi det passede til hans person, normalt var han meget rolig og velovervejet, men den kvinde her bad om at blive provokeret...prikket til, drillet, provokeret. Det hele på en gang og han formåede virkelig ikke at modstå det.
Han gik nogle skridt nærmere.
"interessant..." han så på den måde hun spiddede blodsugeren fast igen.
"...Og hvad så nu? Jeg er så spændt på fortsættelsen!"

"Engel? Jeg er fandme ikke en engel. Fjerkræ er ikke andet end godhed."
Hun betragtede ham årvågent, og uden at bevæge en muskel. Hendes krop havde på få sekunder forvandlet sig til en statue lavet af is, hvis øjne opmærksomt fulgte dæmonen hvis navne endnu var hendes ukendt. Så flækkede et intetsigende smil hendes facade, og voksede frem på hendes ansigt.
"Jeg respekterer ikke dig på nogen måde. Du tror du ejer alt og har ret til at pine de uskyldige, og du tør ikke engang fortælle mig dit navn. Hvad er du bange for? At jeg kommer efter dig?"
Hendes stemme kunne ikke indeholde mere hån, uden at det ville flyde over og strømme ned over den fugtige jord under dem. En bevægelse bag hende gjorde hende igen opmærksom på vampyren, hvilket fik hende snurre omkring som en hvirvelvind. Stålkniven landede imod hans mundvige, og hendes blik borede sig dybt i hans som ville hun hypnotisere ham. Hans øjne syntes ikke at kunne undslippe hendes blik.
"Hold nu din kæft, eller jeg skærer dine læber af. Forstår du?"
Han nikkede svagt, og for at understrege sin sætning lod hun kniven følge hans læber rundt, dog uden at bore den ned i hans hud. Den var der bare, som en konstant trussel. Hun klappede ham på hovedet som en hund, imens hun ubevidst mumlede ordene:
"God dreng."
Derefter vendte hun igen sin fulde opmærksomhed imod dæmonen. Hendes blik fulgte hætten der gled ned, og afslørede hans ansigt. Et eller andet flakkede over hendes ansigt, men selvom det ikke var afsky var der uden tvivl ubehag forbundet i denne flygtige følelse der var givet udtryk for - hun havde på ingen måde savnet ham. Hun savnede lige nu at han ikke var der. Med ét blev hun lettere pinligt berørt over at være i denne stramme kjole der tydeligt fremhævede alle hendes former - hun havde knap nok noget der svarede til blufærdighed i sig, men det tøj han var iført var langt bedre til at kæmpe i. Hendes eget var ikke til den slags arbejde.
"Din lektion? Du er sindssyg, og giver mig kvalme. Når jeg er vred så skærer jeg i folk - og du står faretruende tæt på en ret vred del af mig."
Stemmen osede af sukkerklistrede enhjørninger og prinsesser, hvilket ikke passede med den truende klang der ikke kunne gemmes helt væk fra hendes stemme. Blodet fra kniven der var sammenklemt imellem hendes fingre gled ned af æggen, og farvede hendes fingerspidser røde. Alligevel faldt hendes blik ikke derned imod, men syntes om muligt at blive mere opmærksomme da han først klappede i hænderne som et barn juleaften, og derefter trådte nærmere. Hun ville ikke have ham nærmere. Hvorfor kunne han ikke bare gå?!
"Du nærmer dig ikke! Jeg sagde at du skulle skride herfra, så gør det!"
Den dominerende stemme var tilbage, og kom sammen med det lille skridt der bevægede hende hen imod ham. Hun ville egentligt ikke tættere på, men der var tider hvor hendes krop syntes at vælge hvad hun skulle gøre uden hendes tankers indflydelse. Dette tidspunkt var et af dem.
"Tving mig ikke til at såre dig nu. Jeg flipper snart ud, og det skal ikke være midt i en kamp."
Hendes ord var dæmpede, endnu imens hun trådte væk fra vampyren og nærmere dæmonen. Hvad hun derfor ikke bemærkede var, at vampyren begyndte at vrikke sig løs fra træet. Ikke længe efter gled træstykket ud af dens hænder, og en utroligt vred vampyr var pludseligt på benene, ikke mange meter fra den ukoncentrerede Delilah.

Han grinte. hvordan kunne han andet? åh, det var faktisk ganske sjovt at svine en anden person til, se hvordan hans ord forvandlede denne person til det sande raseri, præcis som han ville have hende til! Han havde magten...Hun ville måske ikke indrømme det, men han havde overtaget for nu, fordi han havde gjort hende så vred, manipulerede med hende, men uden selv at føle sig det mindste fornærmet. Hverken af hendes ord, hendes stemme eller kropssprog.
"Siden du spørger så pænt. Jeg hedder Sean. Jeg er dæmon og har derfor ret til at gøre som det passer mig" smilte han, som om det var den mest logiske ting i verdenen. Hans lagde armene over kors, da hun klappede vampyren som en hund. Hendes opmærksomhed var delt lige nu, flakkede mellem den slemt tilredte vampyr og ham, og det i sig selv var en svaghed...Og hendes påklædning...tiltrækkende, hun havde en god krop, men ikke det mest praktiske i længden. Var hun en amatør eller hvad? Tja, af en engel at være, undrede det ham ikke. Han sukkede svagt over det, men begik dog ikke den fejl at undervurdere ham. Det gjorde han aldrig. Ikke længere.
"Sikke mange trusler. Kan du gøre dem til handling?" smilte han roligt, som om hun havde tilbudt at bage kage. Han bevægede sin ene arm om bag sig og lidt efter glimtede noget metal i den svage belysning, et øjeblik efter hvirvlede den igennem luften, umiddelbart i retning af Del...Men den fløj lige forbi hende, nok ikke mere end med en centimeter fra hendes hoved, og ramte vampyren midt i panden. Han havde end ikke nået at se den komme, da vampyren nok mest tænkte på at sætte tænderne i Del og få hævn...
Han faldt baglæns med de dertilhørende lyde af en krop der falder til jorden, død.
Sean så lidt på Del derefter.
"undskyld. men din fange så ret sur ud...Jeg ville ikke have der skete dig noget" han blinkede nok så uskyldigt.

Sean .. Hvor havde hun hørt det navn før? Hviskende stemmer spredte sig igennem hendes tanker som lange tråde, og søgte igennem hendes hukommelse. Men de hviskende stemmer var i sig selv i en forstyrrende effekt i hendes søgen, og forsinkede den i nogle korte øjeblikke. Det hun ledte efter dunkede lige nær hendes bevidsthed, men alligevel så langt fra at det syntes umuligt for hende at nå den med fingerspidserne. Det strejfede hendes tankespids, men syntes hele tiden at undslippe med et par centimeter hvorefter den forsvandt dybere ned i hendes bevidsthed. Som en kniv der gentagne gange hamrede ned i kødet på et dyr, og blev trukket op. Aldrig ramte det hjertet, men det var så tæt på at det næsten smertede at tænke på hvor tæt målet havde været.
Og så blev en stemme forstærket, en af de hviskende undertoner der havde overtaget hendes sind på sekunder. Den gentog igen og igen de samme ord, men først da den næsten fyldte hendes sind fuldstændigt kunne hun genkende ordene, og ligeledes stemmen den tilhørte.
... bankede jo også en af Sakrefs stærkeste mænd, og en mand ved navn Sean, en mandlig og ret stærk dæmon ...
Et smil bredte sig på hendes læber, idet den gentog sig endnu engang.
Bankede ... Sean ... Dæmon ...
"Sean!? Oh god!"
Hun bed sig hårdt i læben for ikke at lade et mere eller mindre piget fnis passere hendes læber, men hun kunne ikke holde det stød af luft der fór ud mellem hendes læber og mistænkeligt mindede om et kort grin tilbage. Hun sendte en taknemmelig tanke til Sajro idet det gik op for hende at han havde gjort hvad hun højst sandsynligt ikke selv havde kræfterne til at gøre, og skadet denne dæmon på et eller andet tidspunkt. Hun skulle huske at takke ham for det næste gang hun mødte ham. Hendes humør var på sekunder røget i vejret, hvilket desværre også gjorde hende mindre opmærksom på sine omgivelser.
Det var også derfor hun forbandede sig selv for ikke at blive bange for ting. Når man var bange blev alle ens sanser øget, og adrenalinen sørgede for at man langt nemmere kunne klare truslen end hvis man ikke var bange. Men hun var ikke bange. Hun var ikke bange, også selvom hun egentligt ville ønske det nogen gange. Også bare for at mærke suset der opstod i hendes krop når noget skræmt flakkede igennem hendes mave.
"Vil du virkelig teste mig?"
Hun hævede et øjenbryn. Triumfen og den lette dans der cirklede i hendes sind havde ikke haft større indflydelse på hendes ansigt, på trods af at hun havde meget svært ved at slette det muntre smil fra sine læber. Derfor lød truslen måske knapt så uhyggelig som den burde have gjort, men som det var lige dér gav Delilah pokker i uhygge og trusler. Det her var da meget sjovt på en eller anden måde.
Hun nåede uden problemer at opfange kniven inden den slap hans fingre, idet hun på trods af alt havde fokuseret hårdt på ham konstant. Derfor bøjede hun ryggen en smule til siden - i en unaturligt smidig bevægelse - så selv hvis den havde haft retning imod hendes hoved havde den højst strejfet hendes kind. Men den ville ikke have ramt hende, gik det kort efter op for hende. Den instinktive reaktion havde været nyttesløs.
Hun kunne faktisk høre kniven da den gik ind i vampyrens kranium, og føle det bløde pust af vind der ramte hende da han faldt til jorden. Hendes fingre var landet på hendes hofte hvor hun ikke havde våbenbæltet hængende - fandens kjole - imens hendes hoved snurrede omkring og fandt vampyren. I film ville det på dette tidspunkt gå i slowmotion, men for Delilah var det som var verden på speed. Hun snurrede omkring og greb fat i kniven der stak ud af vampyrens hoved, hvorefter hun trak den ud og snurrede omkring imod Sean.
"Hvad fanden!? Jeg kan godt tage hånd om mig selv, ellers tak. Jeg behøver ikke nogen højtstående idiot til at redde mig."
Selvom hendes stemme hvæsede det, var der kun overraskelse at finde i hendes ansigt. Hvordan kunne det være at hun ikke havde været forberedt på dette?! Det var forfærdeligt. Hun var virkeligt blevet svagere og ynkeligere end hun havde regnet med. Der var ingen chance for at hun ville sige tak til ham. Ingen overhovedet.
"Og du får ikke din kniv tilbage."
Den sidste sætning var kort for hovedet, og blev udtalt samtidig med at hun samlede sin egen stålkniv op fra jorden - hvordan den var endt der var havde hun ingen idé om. Han spærrede lidt hendes udgang, så hun valgte en anden strategi end at forsvinde i mørket.
"Det var dig der ville have mig til at torturere ham. Den chance har du ødelagt."

Den måde hun så kønt drejede tingene, som alle gjorde, til sin fordel. og han kunne intet andet end smile af det, da han selv mente han så sandheden. Hun hadede ham så inderligt og han var ligeglad. Fuldstændig ligeglad med hende. Han fik faktisk lyst til at lege lidt mere med hende...Vise hende at han også kunne være en rar dreng, hvis chancen bød sig. Se hvordan hun ville reagere, om hun ville lege med på legen. Hun var et legetøj, intet andet. En anden dæmon ville han nok havde været anderledes over for, men han så hende nu som en lille engel. For hun virkede som en. En falden måske, men stadig for god til at være andet.
Hendes lille grin vækkede blot hans nysgerrighed og ikke hans vrede. Hvad var sjovt ved hans navn? mindede det hende om en hun kendte? Havde hun hørt nogle latterlige rygter om ham, for de fandtes også ved siden af dem der næsten gjorde ham til en gudeskikkelse. Ellers hvad? Men han tvivlede på om han ville få et svar, hvis han spurgte.
"Hvis du spørger mig havde vampyren taget dig som madpak" smilte han roligt.
"Vi kan sagtens finde en ny til dig, hvis du er så ked af det. Det glæder mig du sætter pris på smertens sødme. " han blinkede drillende til hende, igen som om de var venner. Som om det hele var en leg, hvad det dog også virkede til at være for ham.
"Men jeg er langt mere interesseret i hvorfor mit navn vækker sådan en munterhed hos dig, at du ikke engang lægger mærke til faren bag dig. Og behold dog kniven. Jeg har masser" Det var ikke hans elskede kniv. Den var et andet sted. Dette var bare en standard kniv.
"Tag den som en gave..." igen bredte der sig et drillende smil over ham, da han ikke var sikker på om hun overhoved ville beholde en gave af ham...På den anden side, en kniv var en kniv og de var altid nyttige. Han så lidt på hende,ventede på et svar, men også på vej væk.
"Kan du nu hygge dig rigtig godt. Jeg har nogle slaver at købe fri" smilte han roligt. ikke helt sandt, men nu han tænkte over det, var det nok en god ide.

"Den havde prøvet, men jeg havde styr på situationen. Indtil du kom.
Hendes stemme kæmpede for at holde sig i ro, og tvinge stædighed der glødede om hendes stemme nede. Det lykkedes dog mindre godt, hvilket også var grunden til at hendes ansigt så tydeligt var besat af disse to følelser. Idet hun lagde ekstra tryk på ordet du, viftede hun samtidig en hånd i retning af ham så det var tydeligt at han var personen hendes ord var rettet imod. Men faktisk var hendes blik ikke rettet imod ham, fordi hun i det samme fæstnede blikket på vampyren.
Kort efter havde hun travlt med at sno armene omkring ham, og løfte ham om fra den kolde jord. I nogle få, hurtige skridt var hun ovre ved containeren hvor vampyrens livløse krop få sekunder senere ramlede ned. Dette viste bedre end noget tidligere at selvom hendes krop var slank - når man så bort fra den diskrete bule på maven der symboliserede hendes graviditet - så gemte der sig muskler under huden. Hun smed dovent noget træ henover ham for at dække ham fra nysgerrige blikke, men der gik ikke mange sekunder før det kedede hende og hun droppede affæren. Først da alt dette var overstået fandt hun igen Seans blik, og tillod sig selv at svare på hans ord.
"Smertens sødme? Hvis det oversat betyder at jeg slår blodsugere ned når jeg er pissed, så er det smertens sødme."
Den arrogance der gang på gang havde stødt hendes nærmeste fra hende havde endnu engang overtaget, men Delilah gjorde intet for at skubbe den væk. På dette tidspunkt omfavnede hun den, og legede en forunderlig dans med den. Hans næste ord gjorde blot hendes munterhed langt større. Smilet fra tidligere voksede støt på hendes ansigt, og nåede først op i hvad der kunne minde om en lydløs latter da hun skilte læberne let.
"Fordi du er Sean, en mandlig og ret stærk dæmon."
Ordene lød som var hun på nippet til at grine, hvilket hun også var. Ordene syntes ikke at give mening i samtalen, idet det på ingen måde var en grund til at grine. Men ordene var ikke hendes egne, og for hende var de ord hun netop havde gentaget kilden til hendes morskab. Hendes øjne glimtede drillesygt, hvilket afslørede den personlighed man ville se af hende hvis man ikke irriterede hende.
"Åh gud, og du har endda sagt at du havde en høj stilling! Alt passer!"
Hun havde for en stund glemt alt om at hun hadede ham, og var pludseligt blevet forvandlet til den Delilah hendes venner så - den muntre, flabede kvinde. Hun blinkede til ham, hvorefter hun lod smilet i hendes mundvige brede sig helt ud over hendes ansigt. Hun var smuk på en helt anden måde når hun var munter - ikke fordi hun var smukkere end når hun ikke gjorde det sørgede hendes succubus-gener for, men der var en helt anden form for skønhed.
Da han sagde at det var en gave, hævede hun et øjenbryn. Ville hun kunne holde ud at have noget han havde givet hende? Ville det ikke give hende dårlig samvittighed? På den anden side ..
"Så vil jeg også have et bevis for at jeg har mødt dig, Sean."
Da han begyndte at lægge an til at gå, havde denne muntre del af hende endnu ikke forladt hende. Det var nok også derfor hun instinktivt trådte hen imod ham. Men så ændrede hendes ansigt sig igen - dog ikke til det tidligere udtryk. Nej, istedet var det forundring der flakkede over hendes ansigt.
"Købe slaver fri? Er du modstander af slaver?"
Med ét var hun nysgerrig. Hvis nogen var modstander af slaver, så var det Delilah. Hun kunne ikke helt forestille sig at han gjorde sådan noget, og det var derfor det chokerede hende at han havde sagt at det var det han skulle. Det måtte være en løgn. Måtte det ikke?

Al hendes munterhed gik ham på. faktisk mindede hun nu alt for meget om Nille: barnlig. Og det gad han ikke spilde tiden på. selvfølgelig havde hun ikke ville svare. Det kom ikke som noget chok. Men det overraskende ham, hvor kold han var over for det. Hun kunne lige så godt have drillet en bille...den ville nok havde reageret mere på det. Ikke engang hans øjne flakkede en anelse, ikke engang hans stemme rystede en anelse og ikke engang hans kropssprog vidnede om at han var bidt på krogen.Ja, han havde en høj stilling. Ja, han havde magt og styrke. Men et eller andet havde hun hørt, som hun tydeligvis fandt meget mere værd. han overvejede kort hvordan han kunne bevise sin styrke for hende, men valgte så det ikke var det værd. Spild af energi. Hun havde nu fået et forkert billede ind af ham og det bragte ham måske kun mere nytte - at hun ville undervurdere ham. Og det ønskede han netop folk gjorde.
han viste ikke Sajro var skyld i dette...Men han viste at han var langt stærkere nu, end han var sidst han havde mødt Sajro.
Han havde vendt ryggen til hende og havde allerede sine tanker helt andre steder, da hendes stemme endnu en gang brød gennem stilheden. Han var ligeglad med hende. Hun var ligegyldig! Men hendes svage interesse, nysgerrighed, fik ham alligevel til at stoppe op og smile lidt for sig selv. Der fik han hende. hun kunne håne ham så meget hun ville, men han styrede spillet. Han havde fået netop den reaktion han var gået efter. Han så sig over skulderen og sendte hende et uskyldigt blik, med et svagt smil.
"Du er interessant Delilah. Selvfølgelig er du imod slaver. Hvorfor skal folk også lide unødvendigt?" han rystede svagt på hovedet, med en dårlig skjult hentydning til at han så hende som en engel og ikke en del af en større, stærkere og stolt race.
Faktisk var hun ikke særlig interessant...
"Jeg er slave af tiden. Af livet. De har magten over mig, mere end nogen anden nogen sinde kommer til. Jeg kan kun alt for godt forestille mig hvordan det så må være at give den herre et ansigt..." så måtte hun tolke det som hun ville. han satte i bevægelse igen. Væk fra hende, mod slavemarkedet der var i byen, som altid havde åbent uanset hvornår man kom.

Med ét ændrede hele hendes holdning endnu engang, og det var tydeligt at hun var en type hvis humør svingede med vindens bølger. Hun trak hovedet en smule til siden, og betragtede ham lettere irriteret da han vendte om og begyndte at gå fra hende endnu engang. Et hånligt pust af luft sivede ud af hendes læber, og lød som fandt hun det faktisk morsomt at han på denne måde forsøgte at komme væk fra hende. Hendes øjne var med ét blevet trætte, på en måde der tydeligt viste den tanke der rumsterede i hendes hoved.
Hvorfor prøver de altid at gå væk? Forstår de ikke at det ikke er sådan det fungerer?
Hans ord havde dog irriteret hende mere end det faktum at han forsvandt, fordi han tydeligvis ikke vidste hvad han sagde. Hvis han, som hende selv, havde prøvet at blive tortureret når man ikke fulgte andres mindste vink, og leve sit liv som en anden persons legetøj, så ville han ikke kunne sige disse ord. Hvis han havde følt smerte skære sig ind i sin hud og brede sig over hele sin krop, bare fordi han ikke havde kunnet sige de rigtige ord til sin læremester, eller ikke havde hentet den rigtige slave til sin bror - så ville han ikke tage så let på det. Han forstod ingenting, så det var ikke engang tæt på hans ret at udtale sig om det på denne måde! Som betød det ingenting!
Idet hendes fingre holdt om to knive, løftede hun den ene og lagde armen en smule bagover. Sekundet efter blev kniven slynget fremad, så den var så tæt på at ramme ham som den kunne uden at skære i ham. Delilah havde ikke prøvet at ramme ordentligt, men hun ville ikke lade ham gå uden at han forstod hvor lidt han faktisk vidste. Hvor dum og uvidende et væsen han var!
"Du ved ikke hvad du snakker om, lille Sean. Hvis du gjorde, ville du ikke engang kunne lade som om du mente det!"
Hendes stemme sydede af undetrykt vrede, der var blevet presset ind i en lille bitte bobbel der omringedes af en nøgtern aura af ingenting. Men Delilah havde aldrig kunnet styre sit temperament ordentligt, og havde aldrig kunnet undertrykke følelser der boblede i hende, medmindre de følelser var helt ovre i den anden side af skalaen. Hendes egen vrede var derfor ofte og hendes egen fjende, fordi det endte med at skade hende.
Delilah hastede frem, og samlede den kniv hun netop havde kastet op fra jorden, hvorefter hun snurrede omkring så hun nu stod foran ham. Hans ord havde ændret hendes ansigt, så det nu viste ingenting. Hun var målløs over hans uvidenhed, og tydelige tro på at det var sådan det fungerede. Hvad var der galt med ham her!?
Hun trådte frem, og lagde hænderne i hans bryst hvor hun gav ham et kraftigt skub, der for de fleste ville være nok til at sende dem vaklende et par skridt tilbage.
"Er du en slave!? Hvordan fanden i helvede har du nogensinde fået banket den latterlige idé ind i dit tykke hoved!? Du er ikke engang nær at være en slave! Du ved ikke hvordan det føltes at være tvunget til at adlyde andres mindste vink, hvis ikke du vil være i dyb smerte! Du ved ikke hvordan det føltes at være under andres lyster, og ikke have nogen fri vilje! Du ved ingenting! Tænk dig lidt om, før du siger noget din idiot!"
Hver gang hun lagde et ekstra pres på et ord i sin talestrøm, skubbede hun endnu engang til hans brystkasse for at understrege dette. Delilah var alt andet end rationel, for denne side af hende var altid tilstedeværende når hun lod vreden løbe af med sig - denne følelse af ikke at kunne styre sig selv hvis hun prøvede, og egentligt ikke have noget imod det.
Hun greb fat i hans kappe med fingrene, og trak sig så tæt på at han ville kunne mærke hendes åndedræt imod hans kind. Der var intet seksuelt over den måde hun gjorde det på, det var tydeligt at det bare handlede om at få ham til at høre efter. Hendes ånde var varm da hun hvæsede de næste ord.
"Sig mig en ting; Hvorfor er dæmoner bedre end andre væsner? Hvorfor er vi stærkere væsner, der burde få lov at brække de andres knogler af lyst? Hvorfor er vi smukkere væsner, der kan lokke utallige folk i døden hvis vi får lyst? Hvorfor er vi mere udholdende væsner, klogere væsner der bør være ved magten? Hvorfor skal vi have lov til at træde på andre væsner, bare fordi vi er dæmoner?"
Hendes stemme var lav, og det var tydeligt at disse ord betød meget for hende. Dog var det ikke fordi hun selv fandt på ordene imens hun talte; Disse ord var gang på gang blevet indprentet i hende af hendes læremester, der febrilsk havde prøvet at tvinge hende til at forstå hvad den sætning betød - Dæmoner var bedre i alle henseender. Men Delilah havde aldrig været enig.
"For det er vi ikke! Vi er nogle fucked up væsner, der fortjener at ryge samme vej som den blodsuger jeg netop har smidt i skraldespanden. Vi er mindst lige så forfærdelige, fatter du det? Så hvorfor fanden i helvede tror du at vi er hellige!?"
Hun slap hans tøj, og skubbede sig væk fra ham. Han gav hende kvalme, som det var nu. Hvordan kunne han tænke sådan og tro sådan, uden at være blevet hjernevasket til det? Hvordan kunne han have sådan en holdning til livet?!

han var overrasket over hendes reaktion. Ingen tvivl om det. han var overrasket over den og så lidt hun så ud til at respektere andre folk. Over så lidt forstand hun i virkeligheden havde om livet, om tiden. Hun kunne umuligt være en dæmon der havde levet særlig længe - i så fald ville hun vide hvad han havde ment. Metaforisk. Ikke bogstavligt. Metaforisk...Men hun så ud til at have komplet misforstået ham. Og hvordan skulle han træde ud af den kampzone hun nu lavede? Han var ikke interesseret i slåskamp...Mest fordi han viste han kunne skade hende, dræbe hende, hvor hun selv intet kunne gøre. Hendes første skub så han ikke komme. Men han stod ikke bare stille som en dum idiot og tog imod hendes vrede ord, som enlig indeholdte meget mere end bare vrede: smerte, måske lidt sorg, uretfærdighed, raseri...Hendes skub var bare et udtryk for hvor meget disse ting var en del af hende. Og selv mærkede han hvordan hans overraskelse gled over og blev almindelig interesse, men dog afmålt. Han fjernede sig fra hendes skub, fra hendes rækkevidde, men inden han nåede at sige noget, greb hun fat i hans kappe og hev ham tæt på hende igen. Og sagde mere af hendes ord, sagde flere ting der røbede mere om hendes fortid end hun måske var klar over. endnu engang fjernede han sig fra hendes skub, stod ikke bare og tog imod dem. Hans øjne glimtede et øjeblik, ubestemmeligt. i et øjeblik virkede det slet ikke som om han ville reagere på det. mest fordi hans hjerne arbejdede på højtryk for at finde en måde at udtrykke sig på, uden samtidig at tæske hende til smadder.

"Sikke mange fine ord du kom med..." et lille smil, bare for at overbevise sig selv om at han havde styr på tingene. Kontrol over situationen. han havde brug for kontrol!
"...Men sikke en uvidenhed du begrunder dit svar på." han lod blikket glide ned over hende, som om han ville beslutte om han overhoved ville besvare hende på hendes anklager. Men valgte så at det ville han godt, omend det nok var spild af kræfter. Hun forstod ikke særlig meget, så han måtte prøve at snakke til hende som var hun et barn der ikke forstod tingene.
"Har du hørt om ordet metafor? du ved når man tager en ting man går ud fra folk kender, i dette tilfælde en slave, og overføre det til en anden sammenhæng, så folk får et billedligt forståelse af hvad man snakker om? du kan ikke være en særlig gammel dæmon, når du ikke engang forstår det. Du er også hurtig til at udtale dig om en person du ikke ved noget om. Jeg kan sige mange ting, men jeg er ikke ligefrem en åben person. Jeg har prøvet fysisk smerte. Men den smerte jeg finder værst, den smerte jeg har oplevet mest, har været psykisk. og det kan være tusind gange mere smertefuldt end at blive revet fra hinanden fysisk. " han snakkede ikke længere som om hun var et barn. En svag vrede gled ind i hans stemme, hans kropssprog og hans øjne, vidende om at han havde sine egne oplevelser at gemme på. Vreden var dog ikke rettet mod hende i dette øjeblik, men det var sikkert ikke noget hun ville forstå.
Han gik helt over til hende, som hun havde været tæt på ham lige før, og lænte sig imod hende, så hende duft overvældede hans lugtesans og han næsten kunne smage det på tungen.
"Hvorfor jeg mener dæmoner er bedre end alle andre?! Fordi jeg har brug for det!" hans stemme, hans ord, var så intense så der ikke herskede tvivl om at han troede på det, at han havde brug for det og ingen ville ændre dette syn.
"Jeg har brug for at vide hvorfor jeg skal leve så længe. Jeg har brug for en grund til at slå ihjel hver dag for at spise, for selv at leve. JEg har brug for en grund til hvorfor alle pr. definition hader mig, hader det jeg er!" han trak sig væk igen og igen glimtede noget udefinerbart i hans øjne da han stirrede intenst på hende.
"Jeg har brug for en grund til de ting jeg gør, skal gøre. Jeg har brug for en grund til hvorfor jeg ikke bare kan slå mig ned med en familie og venner!" hans stemme hævede sig, som om han ikke ville tillade andre tanker eller stemmer i at afbryde ham. Som om han kunne gøre det hele mere troværdigt ved at sige det hele lidt højere.
"Og min grund er fordi jeg er bedre end andre. Jeg er stærkere end dem!" så måtte hun grine, respektløst, eller hun måtte stirre på ham som var hans sindssyg - nøjagtig som alle andre. Men han havde besvaret hendes spørgsmål. Han havde givet hende sin grund. så måtte hun stille op med den havd hun ville.

Hun lod ham trække sig væk fra hende, uden at reagere på det. Hun var ikke interesseret i at være tæt på ham, men derimod i at høre hans svar. Hun kæmpede med sit indre for ikke at koge over endnu engang, og gå løs på ham. Hun havde intet imod at blive skadet selv, og hvis døden endelig fandt hende så ville hun hellere dræbes af en hun ikke kendte ordentligt som Sean, en af en fra sin familie. Det var nemmere at håndtere sådan. Dog blev det ikke nemmere for hende, da han begyndte at forklare hvad en metafor var.
Hendes underlæbe sitrede let, idet hun svarede på hans forklaring af en metafor, og samtidig lod øjnene simre af den samme vrede der viste sig i hele hendes ansigt. Hendes hår blafrede let, da hun så væk fra hans ansigt og over imod den let rustne container. Forskellige møbeldele stak op af den som brækkede knogler, idet der ikke længere var plads til at de kunne ligge pænt stablet i containeren - der var et lig i vejen. Denne lille øvelse havde hun ladet hende selv udføre, for at hun ikke ville springe på ham og lade slag hagle ned over hans kønne ansigt, og gøre det knapt så kønt - som han kun havde fordi han var en incubus.
"Kan filosofiske ord redde mig fra at blive hakket i småstykker? Kan metaforiske sætninger skære halsen over på mine ofre? Hvis de ikke kan det, hvad fanden i helvede skal jeg så bruge dem til!?! Man kan ikke snakke sig fra døden, Sean. Man kan kæmpe hele sit liv, og håbe på at man ikke bliver tortureret til døde, når det endelig sker. Og tro mig, hvis man er irriterende nok til at bruge metaforer så vil man blive tortureret til døde!"
Hun lagde hovedet en smule til siden, imens ordene der endnu engang osede af undertrykt vrede der var klemt inde under en maske af stilhed. Hun kæmpede virkelig for at lade være med at lade sin vrede gå ud over hans ansigt. Det var så fandens svært, ikke at lade den kniv hendes fingre endnu havde fat i få fat i hans hud.
"Jeg er flere hundrede år, Sean. Men jeg har ikke haft tid til at tale pænt. Jeg har aldrig danset på roser, eller haft tid til familie og luksus! Jeg har tid til at slå ihjel og spise - Det er det!"
Sekundet efter de sidste ord havde forladt hende læber, snurrede hun omkring og hamrede kniven ind i den murstensvæg der ikke var mange centimeter fra hendes skulder. Kniven lavede et dybt hul i murstenen, hvilket bevidnede om den kraft hun havde lagt i slaget - og om at hendes arme måske ikke viste hendes fulde styrke. Delilah trænede næsten hver dag for at opretholde hendes styrke, idet den havde reddet hende så mange gange i løbet af hendes liv.
Og hun hadede at føle sig svag. Når hun missede en træning, følte hun sig automatisk svag. Kniven havde hun også ladet gøre sit indtryk på væggen, fordi den oplagrede energi hendes vrede skabte måtte komme ud ét eller andet sted - og selv Delilahs tankegang der på dette tidspunkt var meget ulogisk, kunne regne ud at det ikke ville være smart at lade den synke ind i Seans hud.
Hun snurrede omkring, og lod blikket falde på Sean igen. Hun afbrød ham ikke i den talestrøm han præsterede derefter, fordi han heller ikke havde afbrudt hendes. Men hun måtte modvilligt indrømme, at hans ord faktisk chokerede hende en smule. Først måden han faktisk fortalte om sin smerte til hende på, den smerte der havde flået ham op psykisk - hun kendte den. Den smerte der var grunden til at hun for længst havde droppet at forstå følelser, og gjorde alt for at få dem væk fra sin krop.
Derefter hans svar på hendes spørgsmål. Hans stemme gjorde et indtryk på hende - stemmen han ikke selv opdagede han puttede toner i, der fik trukket Delilah ind i denne fortælling. En fortælling om et dæmon med et ønske om at passe ind, og forstå verden som hun selv havde det. En dæmon der bare ønskede at have en grund til at leve, og til at retfærdiggøre sine egne handlinger. Præcis som hun selv følte det. Var det virkeligt så simpelt? Var de virkeligt så ens, men havde bare valgt at gå to forskellige veje for at undetrykke disse tanker?
"Sean ..."
Hun tøvede let. Hendes stemme havde ikke længere denne vrede følelse, der boblede i overfladen - men havde nu noget der kunne minde om forståelse og let chok.
"Psykisk smerte er kun værst, når du lader nogen komme så tæt på dig at de kan såre dig på den måde. Hvis de ikke betyder noget specielt for dig, så vil du ikke prøve at klamre dig til dem .. Og når du ikke gør det, så er der ingen smerte."
Hun rystede let på hovedet, og vrikkede kniven fri at murstenen, som den hele tiden havde stukket ud fra. Hun løftede derefter kjolen et godt stykke, så et våbenbælte der var sat fast omkring den øverste del af hendes lår kom til syne. Her lod hun begge de knive hun nu holdt glide ned i, og trak derefter kjolen ned over denne igen. Så snart kjolen dækkede for bæltet, syntes det at blive usynligt for alle der ikke vidste det var der.
Derefter gled hendes blik tilbage på Sean.
"Du har brug for noget der retfærdiggør din eksistens, som andet end et grusomt væsen der bør udryddes? Det forstår jeg, men vi valgte bare forskellige måder at løse det problem på - selvom jeg ikke forstår hvorfor du vælger at gøre det sådan! Hvis du bare prøver at se på dig selv et sekund; Ville det så ikke retfærdiggøre alt det forfærdelige der er i os, hvis vi kæmper for at lade de uskyldige få det godt? For at være gode, på et eller andet plan? Kæmper for vores meninger og tanker, og for at alle har lov til at være sig selv? Hvordan er det bedre at se alle dæmoner som guder, end som at kæmpe for noget der kan gøre at vi faktisk er bedre? Forklar dét."
Hun lagde hovedet en smule til siden, og vippede hoften til den modsatte siden. Samtidig snoede hun armene om hinanden, og ventede på svaret. Hendes stemme var ikke længere noget nær vred, men nærmere indtrængende som prøvede hun virkeligt at få ham til at se det fra hendes synsvinkel - bare et sekund.

Et svagt smil gled over ham af hendes ord. Ord...Ord betød så meget for ham. De røbede meget, de kunne skade og redde en, hjælpe, bringe trøst, smerte og mange andre ting. Hans elskede ord og brugte dem frem for alt andet.
"Ord kan redde dig. hvis du kender de rigtige og ved hvornår du skal bruge dem. Ord påvirker alle, selv den mest rasende og åndsforladte person" svarede han rolig og lænte sig overraskende udmattet op af væggen bag sig. Modsat af Del. Hendes lille kniv der fløj ind i væggen, var ikke noget han reagerede så som sådan. Han var van til at folk prøvede at imponere ham.
Hans vrede boblede dog op igen, da hun snakkede om familie. Det var et emne Sean ikke kunne, ikke ville, snakke om. Familie...
"Familie? du aner intet om mig..." hans stemme var kontrolleret, men tydelig vred.
"Jeg har aldrig haft en familie. Jeg har aldrig haft roser at danse på" knurrede han. Hun forstod intet og han ville heller ikke have hende til at forstå. han ville ikke stå og fortælle sin livshistorie til en kvinde han knap nok tålte synet af! Ingen skulle vide for meget...ingen. Men hun fik det til at lyde som om hun var den eneste der havde haft det svært. Uvidenhed...
Men så gled hans vrede væk igen og blev erstattet af forundring. Hvad havde han dog sagt, der fik hende til at blive så rolig, så...forstående, næsten? Han viste selvfølgelig godt at ingen forstod ham. Det kom de heller ikke til. Og han viste alt om smerten ved at lade folk komme for tæt på, hvilket netop var grunden til at han var så kold og dæmonisk hele tiden. Den måde hun fortalte ham om at man ikke bør gøre det...irriterede ham gevaldigt. Som om han ikke viste det! Men han svarede ikke på det, selv om han virkelig måtte kæmpe imod for ikke at overøse hende med vrede ord.
Hendes andre ord...Han viste ikke hvordan han følte det med dem...Han viste ikke hvilken virkning de havde på ham. Hvorfor havde hun nu ændret sig? Hvorfor...Hvad ville hun opnå? Han mærkede hvordan han blev fyldt op med mistænksomhed.
"Hvad vil du opnå? Du vil have folk ser tingene fra din side, acceptere det og gør som dig. Hvorfor kan ingen andre have ret?" spurgte han tilbage, hans mørke øjne lå hende, men det var ikke til at sige hvad de udtrykte. Måske at han bare gerne ville have fred og lov til at tro og gøre som han ville.
Hans arme gled over kors.
"Jeg har overvejet tingene mange gange. Men folk er jo ligeglade. Jeg kan redde en lille pige i morgen og folk vil stadig se mig som et uhyre. Jeg kan slå hende ihjel den næste dag og folk vil igen stadig se mig som et uhyre: men denne gang bare med en grund, andet end overtro" hans øjne skinnede. Hans stemme var ikke rolig mere, men forskellige følelser gled over den hist og her.
"Folk er ligeglade. Alle prædiker om det gode. Gør det gode, gør dit, gør dat. vær god mod din næste, stop med at stjæl, slå ikke ihjel..." han rystede kort på hovedet.
"Ud over at ingen skal fortælle mig hvad jeg skal...Gider jeg ikke. Jeg overvejede det...Men det gik op for mig at det ikke vil gøre nogen forskel om jeg gør det ene eller det andet. Jeg slår allerede ihjel for at leve. Det kan der ikke blive betalt tilbage på. Og nu finder jeg fred i at andre også føler smerten. Jeg er ligeglad med alt og alle. Og sådan ser jeg helst det forbliver..." hun ville ikke forstå det. Han var allerede forberedt på det. Og han ville ikke stå model til endnu en prædiken om at det han gjorde var forkert og han burde gøre noget andet. Ingen gad acceptere ham og hans valg.
"du ser mig som et monster. Og det er fair. Det gør alle andre også. Men hvem siger jeg ikke allerede gør noget godt et andet sted?" Det var sandt. hvor meget viste hun enlig om ham, når det kom til stykket? intet, andet end de fordomme hun selv havde bygget op.
"du kender mig jo trods alt ikke..." han rettede sig op fra væggen.
"Og nu vil jeg gå. Inden du også vil fortælle mig hvad jeg bør gøre. Jeg er træt af folk der prøver at blande sig." hans stemme var ikke hård, lidt koldt, men ikke hård og vred. den var rolig, som om de havde en ganske normal samtale...

"Virkelig? Og hvordan vil du undgå at få stukket en kniv gennem hjertet eller blive ristet i vievand, med ord? Hvordan vil du undgå at få skåret alle dine lemmer af, en efter en, ved at tale? Uden set hvor meget nogen ønsker at vi kan finde en fredelig løsning, så er jeg ikke en af dem. Vold er løsningen, ikke ord og dialog."
Hun gad ærlig talt ikke diskutere det med ham, fordi hun vidste at i lige netop dette havde hun ret. Hun var ikke typen der ville bede for sit liv, eller tigge for at få noget til at ske. Hun ville ikke prøve at løse ting med ord, men istedet med den løsning hun vidste der fungerede langt bedre - vold. Hun rystede på hovedet af at han ikke kunne se det fra hendes side - For hvordan løste ord noget? Dog var kamplysten for nu sivet ud af hendes krop, og var blevet erstattet af en let irritation over at han ikke bare ville synke sin stolthed et sekund og prøve noget nyt. Bare fordi hun aldrig selv kunne finde på at gøre sådan noget, betød det ikke at han ikke kunne være en bedre person end hende.
Delilah var på ingen måde en god person. Hun havde aldrig forsøgt at være en helgen, og ville aldrig så meget som overveje at lade som om hun var venligtsindet. Hun var typen folk gik en bue udenom på gaden, fordi hun aldrig kunne finde på at hjælpe en anden person medmindre hun havde en virkelig god grund. Alligevel forsøgte hun da at gøre noget godt, så hun kunne holde ud at være sig selv - så hun ikke sank ned i ondskaben som Sean havde gjort. Men hun var imod slaver for sin egen skyld - for at andre ikke fik det som hun havde haft det. Hun slog ikke mennesker ihjel, for sin egen skyld - så hun kunne vise sit oprør imod sin familie, og ikke blive som sine forældre ville have hun skulle være. Alt godt hun nogensinde havde gjort, havde været for hendes egen skyld.
Hvordan kunne nogen tro hun var en god person? Hun var en selvcentreret tøs, men det betød ikke at hun ville lade andre tro at hun var sød. Sød var det samme som svag, for hende. Og svag - ja, det var døden.
"Du lyder som om du er et særtilfælde. Men du har aldrig haft familie? Jeg ville ønske jeg aldrig havde kendt min familie. Så kan det være jeg var blevet mindre sindssyg."
Et lille, tilfreds smil simrede om hendes læber, og blandede sig med den tydelige irritation der vældede op i hende bare ved ordet 'familie'. Endelig kunne hun mærke en let vrede i ham, og endelig var det lykkedes hende at påvirke ham ordentligt. At det så samtidig havde påvirket hende selv, var en detalje hun kastede fra sig - det var ikke pointen. Men alligevel kunne hun ikke lade være med at tænke over sin egen sætning - for ville hun egentlig have været en bedre person hvis hun aldrig havde kendt sin familie?
Delilah var ikke decideret end dårlig person, men en person der ikke skyede nogle midler for at kæmpe for sin overlevelse og ret til at tale. Delilah var typen der ville være verdens værste slave, fordi hun langt hellere ville tortureres i tolv timer i træk, end at få undetrykt sin frihed og ret til at være sig selv. Og det var hun ikke i tvivl om, fordi adskillige folk havde prøvet at gøre hende til deres slave.
Må de hvile i dyb smerte i Helvede, til vi ses dernede.
Hun blev faktisk i tvivl om svaret på hans næste spørgsmål. Hvad ville hun egentligt opnå med at få ham til at forstå det? Det var ikke fordi hun ville have ham til at være som hende, eller få medlidenhed med hende - især ikke dét! Hun kunne ikke lide ham på nogen måde, så det var ikke engang en grund til at få ham til at forstå. Så hvorfor? Hvorfor var det egentligt vigtigt for hende at han forstod hvordan hun kæmpede, og hvorfor hun gjorde det? Istedet lod hun sig selv svare på, hvorfor hun ikke ville have andre kunne have ret.
"Andre kan have ret. Men hvis de har det, betyder det at alt jeg har kæmpet for hele mit liv har været forgæves, og at alt jeg er i virkeligheden er en løgn. Hvis ikke de holdninger der definerer mig har noget at skulle have sagt, så kan jeg lige så godt lade dem fange mig og blive en del af dem."
Det var ikke gået op for hende at hun var begyndt at snakke om sin familie.
"Hvis jeg alligevel ikke kan have en mening der betyder noget, så kan jeg lige så godt blive opslugt. Derfor, Sean. Fordi at jeg ikke er noget uden det der definerer mig - det jeg kæmper for."
Hun nåede knap nok at trække vejret, før hun fortsatte sætningen med et svar på hans næste ord.
"Ja, det kan du. Men det er fandme da lige meget hvordan verden ser dig! Vil du virkelig lade andres syn på dig, definere dig? Dét er ynkeligt. Jeg slår ihjel, men det forhindrer mig ikke i at hjælpe de uskyldige for at jeg har en grund til at lade være med at gå under. Er det nogensinde slået dig at de ser os som uhyrer, fordi vi er uhyrer? At folk så ikke fatter at det er den eneste måde at overleve, betyder bare at de er dumme. Det er ikke mit problem, at folk er dumme."
Hendes blik sad klistret til ham, men hendes læber begyndte i det samme at lade være med at bevæge sig. Det var ikke gået op for hende, hvor lang hendes sætning havde været, og hvor meget det tydeligt havde betydet for hende. Hun kunne ikke forklare hvorfor denne diskussion altid havde været så stor en del af hende, men det var efterhånden begyndt at gå op for hende at hun nu sagde ting til Sean omkring følelser hun ikke engang vidste hun havde.
Hun at tænke over det, trådte hun et skridt tilbage så hendes ryg ramte den fugtige mur bag hende - for hende var det som at træde et skridt væk fra samtalen, og prøve at finde sig selv i det kaos hendes sind var blevet forvandlet till. Hvorfor hun øste ud af sine tanker til denne mand endnu engang vidste hun ikke, fordi der var på ingen måde en del af hende der havde lyst til at være hans ven. Man kunne ikke være ven med en person der havde så modsatrettede meninger omkring emner der lå så dybt i hende, og var så vigtige for hende.
"Jeg så dig som et monster, det indrømmer jeg gerne. Men jeg tror der er mere under den skal du viser til verden, end du rent faktisk selv vil indrømme. At du vælger at lukke det inde og flygte fra det, er din egen sag. Jeg vil ikke påstå jeg kender dig, eller at jeg ved ting om dig som du ikke gør - for jeg er længere fra perfekt end du er. Jeg prædiker ikke."
Hun trådte automatisk frem, og greb fat i hans arm da han snakkede om at gå. Hun holdt ikke så hårdt fast at han ikke kunne rykke sig fri, men nok til at han ikke bare kunne gå uden at gøre det bevidst.
"Hvis du går nu, så flygter du fra det. Du er velkommen til at flygte. Det er dit valg."
Hendes øjne hvis midte en dyb grøn der blandede sig med en brun og endte i en kastanjebrun kant, lagde sig i hans blik imens hun ventede på et svar. Hun ville ikke stoppe ham, hvis han virkeligt ønskede at gå.

han forstod ikke alt det hun snakkede om. ikke det hele, især ikke de sidste ord hun kastede over ham. Det meste var provokerende.
Han sukkede og holdt kun med nød og næppe en himlen med øjnene tilbage. her stod hun og prøvede at holde ham tilbage fra at være den onde satan han faktisk var. Tanken om Camilles vrede ansigt gled igen hen over hans slørede tanker. Men han havde stædigt nægtet at fortælle hende om tingene, at svare på hendes stædige spørgsmål, selv da hun stod grædende og vred foran ham. Han ville ikke. Det kunne være ligemeget. Der var ingen grund til hun viste det. Hun viste allerede han var et monster og håbede jo kun på at han modsagde hende. Men det gjorde han ikke. For sådan var han. Han havde måske ikke altid været sådan, men han var nu godt tilfreds med det lige nu.
"Nogen gange er der flere svar til et spørgsmål. Og nogen gange er begge svar rigtige" svarede han, men huskede så på at hun ikke var god til at forstå noget man ikke sagde direkte.
"Dit syn kan være lige så rigtig som mit. Eller lige så forkert. Det hele kommer an på hvordan man ser på det" han rev sig løs af hendes greb. Han brød sig ikke om at folk kom for tæt på, at de rørte ved ham. Mest fordi han ikke stolede på nogen og en berøring ofte betød de ville gøre ham noget. holde ham tilbage, bringe ham smerte, forandre ham...Eller bringe smerte senere. Han så på hende et øjeblik. Det kunne være ligegyldigt det her. Denne diskussion betød ikke særlig meget for ham, som det åbenbart gjorde for hende, den måde hun hele tiden prøvede at overbevise ham om at det var det rigtige...han havde for længe siden accepteret at tingene var forskellige. og brugt det til sin egen fordel.
"præcis. Vi er uhyre. vi har altid været det. Det sidste jeg vil er at falde på knæ foran en person og tigge og bede om at blive set på som en ordentlig person. Det sidste jeg vil er at lege nogens tjener eller hjælpe en dame over vejen! De stærkeste overlever. Kan hun ikke selv komme over, er der også andre ting hun heller ikke selv kan. Så må hun dø. Jeg hjælper kun hvis jeg selv får noget ud af det" knurrede han svagt. Løgn. Han havde hjulpet Luce uden at vide hvorfor...Og havde sikkert også hjulpet andre...Jo, han hjalp også Neph engang uden at vide hvorfor, andet end stædighed...Han hjalp faktisk ofte folk...Men så igen, hvis folk kendte ham som venlig, kunne han bedre bruge dem.
"Og sådan er jeg bare. Jeg ved du er uenig. Det er gået op for mig. Men uanset hvor meget du prøver at ændre det, føler jeg du løber panden mod en mur. Du er dæmon. Du er dømt til en evigt liv i helvede. " han trak svagt på skuldrene. Hvad mere var der at sige? Intet.
og nu til det der irriterede ham endnu mere...
"Og hvad flygter jeg fra? En dæmon som mener det hjælper at hjælpe andre? Jeg er ikke svag. Du siger det bare for at provokere eller få mig til at blive, så du kan prøve at påvirke mig mere. Vi er uenige. Vi er langt fra venner. Mind mig lige om hvorfor jeg så skulle stå her og blive ved med at diskutere noget, vi ikke kommer nogen vegne med? jeg har andet at lave end stå her og blive kaldt svag af en kvinde der ikke ved bedre" han av hende kort elevatorblikket.

Hendes arme blev snoet tættere omkring hinanden, og en let vrede gled frem på hendes ansigt da han gentog sig selv i nogle ord der fik hende til at føle sig som et lille barn, hvis lærer prøvede at banke noget fornuft ind i hende. Denne gang uden vold og vievand. Denne tanke lod ubehagelige minder vælde op i hendes hoved, og skabe billeder der bankede på indersiden af hendes hoved - og gav hende en dundrende hovedpine. Hvor vovede han at tale til hende som et lille barn! Alt den vrede der tidligere var fordampet, blev langsomt bygget op igen inde i hende, idet denne barnlighed fik hende til at føle sig lige så ynkelig som hun var den gang hun havde haft en læremester.
"Jeg ved godt hvad du mener, så lad være med at se dum ud ved at gentage dig selv. Ikke fordi det er nemt for dig ikke at se dum ud, men gør i det mindste et forsøg."
Endnu engang havde den hvæsende undertone sneget sig ind i hendes stemme, og selvom hun på et eller andet plan stadig havde følelsen af at hun forstod en del af hans tanker, så måtte hun indrømmede at han irriterede hende som ind i helvede. Så da han rev sig fri, gjorde hun intet for at holde fast i ham. Hun havde intet ønske om at røre ham. Hun havde intet ønske om at kende ham, men alligevel gjorde hun ikke mine til at gå væk. Alligevel var hun naglet til jorden, og havde bundet sig selv til at lytte til hans ord og svare dem.
Ord der endnu engang sendte en bølge af chok igennem hendes krop.
"Og du tror måske at jeg kan finde på at gøre sådan noget?! At være noget for andres skyld, eller at være svag nok til at tigge er det samme som at være et af de mest ynkelige væsner der nogensinde har været her. De stærkeste overlever; Præcis. Og du tror måske at jeg er en helgen? At jeg render rundt og hjælper gamle tudser over vejen? De kan rende mig."
Hendes øjne glimtede let, idet hun sagde disse ord indtrængende. Han irriterede hende pludseligt igen, og selvom hun godt vidste at det bare var fordi hendes humør var knap så stabilt for tiden, så betød det ikke at hun ville lade være med at lade hendes temperament komme hende til gode. Men så snart han kommenterede på at hun ville leve et evigt liv i helvede, gled et voksende smil frem på hendes læber der endte i et let latter.
Hvor havde han dog ret.
"Korrekt. Jeg vil brænde op i helvede for evigt, og sådan er det. Tænk at du endelig indrømmer det ... At vi er fucked up, og vil hilse på alle vi har dræbt i Helvede."
Hun tøvede, og mumlede næsten uhørligt en sætning som var ment til sig selv, og som hun knap nok bemærkede blev sagt.
"Selvom nogle af os er dømt til at være med de døde her ..."
Så snart sætningen havde forladt hendes læber, begyndte hviskende stemmer at trænge ind i hendes hoved, og sive igennem alle de huller hendes jernmur ikke kunne lappe. Et let hvæs forlod hendes læber, der egentligt var fordi hendes koncentration omgående blev brudt da denne hvisken brød ind i hendes sind og overtog. Hendes blik blev let sløret, og hendes hånd rodede sig op i hendes hår uden hun bemærkede det.
"Skrid, forhelvede. Lad mig være!"
Ordene var ikke højere end et åndedræt, og var ikke rettet imod Sean selvom det sikkert kunne lyde sådan. Men overraskende nok, så fungerede hendes ord. Det var som lod gik ånderne baglæns, da de sivede ud af de huller hendes jermur ikke kunne lappe, og hviskede lavere og lavere til de blot var den baggrundsstøj de altid var for hende. Med et lettere forvirret blink, faldt hendes blik tilbage på Sean, netop som det gik op for hende at hun havde haft øjnene presset hårdt sammen og hånden klemt krampeagtigt om håret. Hun løsnede fingrene, og lod hånden glide ned på hendes overarm.
"Du flygter ikke fra mig, din tumpe. Men siden du er så glad for metaforer, så find selv ud af det. Find selv ud af hvad du flygter fra, hvis du skrider nu."
Hun gad ikke bekymre sig om at tale pænt, eller lade de hårde ord der for længst var blevet hendes egne sive ud af hendes sætninger. Derfor fortsatte hun sin sætning, i samme tonefald.
"Og hvis du ikke bekymrede dig en skid for denne her diskussion, så var du skredet for længst. Og nej, vi er langt fra venner. Jeg har ikke brug for venner. De er en svaghed."
Hendes blik gled over på containeren igen.
"Men hvis du ikke tør blive her, så holder jeg dig ikke tilbage. Så går du bare ud og leger."
Hendes blik faldt tilbage imod ham, hvorefter hun trådte en smule til siden. Dette lod en vej forbi hende være åben, hvilket også var den samme vej hun slog en hånd ud imod, som en invitation til at forsvinde i mørket hvis han lystede.

Hun var meget aggressiv. Angreb ham hele tiden, omend det var med ord, trods hun mente de ingen virkning havde. Så modsigende. han viste ikke hvorfor, men det fik et smil til at vokse frem på ham. ikke et smil han mente, han smilte ofte uden rigtig at mene det.
"Jeg ved du ikke er dum" svarede han kort på hendes nye anklager. Alle havde åbenbart travlt med at anklage ham for ting lige for tiden. Måske fordi han normalt stod bag de dårlige ting, et eller andet sted. De fleste af dem i hvert fald.
"Og mit umiddelbare gæt er du måske ikke vil hjælpe en dame over vejen, men at du dog stadig er langt mere hjælpsom end jeg overhoved overvejer at være. Og jeg har ikke tænkt mig at blive det, mere end jeg er i forvejen" han trak lidt på skuldrene. Han gengældte svagt hendes smil. Igen fattede hun ikke hvad han mente. Men det var også lige meget, de havde jo enlig intet med hinanden at gøre, så han så det ikke særlig vigtigt at forklare hende det. Det var et helvede at leve så længe. Et helvede og alligevel gjorde man ikke særlig meget ved det, men forventede bare at alle andre accepterede det og havde ondt af en. Eller...nogen gange i hvert fald. Folk forstod det i hvert fald aldrig, hvad det ville sige og hvad det kunne gøre ved en.
Hendes næste sætning var dog interessant...han kiggede hen på hende ret pludseligt, da han ellers bare havde stået og modtaget hendes verbale piskeslag. De døde? Her? Hans første tanke om hun tilhørte de folk der mente de kunne kommunikere med de døde. Om hun led af en eller anden brist...Men så gled tanken ind om at det måske var hendes evne? Hendes pludselig råben frembragte en svag overraskelse hos ham. Hans tanke var at hun var så...vred eller noget, at hun bare ville have han gik. Og måske havde hun ret: hvis diskussionen ikke betød noget var han gået. Men det var ikke så meget selve diskussionen, som hende selv der holdt ham der. Han var interesseret i hende og hvorfor hun gjorde og sagde som hun gjorde. i de ting hun sagde.
Det lod endelig til hun fik noget forstand tilbage. Det havde virket som om hun kæmpede mod et eller andet, den måde hun havde søgt ind i sig selv og stod som om nogen havde presset tredve citroner ned i hendes mund. Igen denne provokation, som om hun ville lokke ham til at blive...
"Jeg undre mig over du hele tiden provokere mig til at blive her. Hvorfor? Først mener du jeg flygter fra noget, men uden at kunne fortælle mig hvad. nu mener du jeg er svag, hvis jeg går. Hvorfor? Holder du så meget af mit selskab?" han drillede hende, ikke provokerende, men drillende. Selv om hun sikkert ikke kunne se forskel.
Han overvejede at spørge ind til hvad det andet havde gået ud på, men lod være. Det kunne være hun ønskede ham væk og i så fald ville han ignorere det. Det kunne også være hun havde et problem af et slags og i så fald ville hun alligevel aldrig fortælle ham om det. så han kunne lige så godt lade det ligge.

"Virkelig? Og hvorfor tror du bare at jeg er pisse hjælpsom? Jeg er fandme alt andet end hjælpsom."
Hun lod et øjenbryn svæve nogen centimeter over deres normale plads, samtidig med at hendes lettere irriterede stemme forlod hendes læber, og formede de ord der lød alt andet end glade. Idet han ikke gjorde mine til at træde forbi hende og gå, trådte hun igen ind foran ham, så hendes ryg ikke var presset op ad den fugtige mur der begyndte at gøre bagsiden af hendes hvide kjole gennemsigtig. Hendes arme blev plantet i siden, samtidig med at hendes ene hofte blev skudt ud.
Delilah var virkeligt ikke hjælpsom. En hjælpsom person gjorde ting for andre, uden at forvente noget til gengæld. Delilah hjalp kun andre væsner, hvis hun enten var sikker på at hun ville få noget igen, eller havde en anden god grund som kunne være hendes drivkraft. Og alligevel .. Hun huskede flere tilfælde, hvor hun havde hjulpet fuldstændigt fremmede - og alle gange var det endt i katastrofer, hvor hun på en eller anden måde var endt med at fortryde sin hjælp kraftigt.
Delilah bemærkede ikke at hans interesse for hende skærpedes med det samme han bemærkede hendes kommentar der var rettet imod de skikkelser der begyndte at træde frem. Ud af øjenkrogen kunne hun let skimte en skikkelse, hun kendte bedre end hun på nogen måde havde lyst til; Den ånd der fulgte hende, og irriterede hende ved at lade små tanker sive ind i hendes hoved, som hun ikke ville have i nærheden af hende. Som altid kæmpede hun en indre kamp, for ikke lade sig selv reagere på hans tilstedeværelse.
Hendes fokus på Sean skærpedes derfor, for ikke at lade det rettes imod denne ånd.
"Okay, vi stopper den bare lige dér! For det første, så kan jeg godt sige hvad jeg mente - men det har jeg ikke tænkt mig. Hvis du mener at du er klog nok til at være nødt til at forklare alting for mig to gange, så bør du fandme også have hjerne til at regne ud hvad jeg mener. Eller, er ord ikke så fantastiske alligevel?"
Hendes stemme var blevet klistrende sød, men denne sødhed var så tydeligt ironisk at det næsten virkede som havde hele hendes krop et skær af flabet sarkasme. Og denne lette irritation, der aldrig syntes at have en chance for at forlade hende når Sean var der. Derefter hev hun luft ind ad læberne, og fortsatte sin sætning som var den aldrig blevet afbrudt.
"Og ligner jeg én der holder så meget af dit selskab Sean? Gør jeg?"
Det var selvfølgeligt utroligt dårligt timet, at hun samtidig med at disse ord forlod hendes læber, lod et smil glide frem på hendes læber. Hendes blik flakkede kort over på den ånd hvis latter gav genlyd i hendes hoved, inden det fandt tilbage på Sean. Hun vippede hurtigt hovedet til den anden side, for at lade tankerne finde tilbage på det rette spor. Hvad havde de talt om?

Hun var jo ikke til at snakke med. Hun var faktisk direkte kedelig.
"Ord har en stor virkning. Ellers ville du ikke have så travlt med at fornærme mig på all mulige måder" svarede han roligt tilbage og lod hoved glide let på skrå, mens han så på hende med et svagt smil.
"Du gør alt for at hade mig. Provokere mig. Mit umiddelbare gæt er jeg skal blive her for at blive endnu mere fornærmet. Hvis du virkelig havde en mening med det og hvis du virkelig interesserede dig for at jeg skulle kende den, ville du sikkert have sagt den. Hvilket vidner om du ingen grund har, man bare står og spilder luft" han slog ud med armene. det var ikke helt det han tænkte og hun mente sikkert han flygtede fra at være en engel frem for en dæmon, at han ikke kunne klare at se på sig selv som det bæst han var. Det var i hvert fald hvad andre havde sagt. Men de tog fejl.
"Og hvis du ikke holdt af mit selskab eller bekymrede dig om mine ord, ville du være gået for længst" sluttede han og lagde armene over kors endnu en gang. Han var rolig, og faktisk også venlig og næsten åben over for hende. Og han koncentrerede sig om at det skulle være på den måde. At det var hende der kom med alt vreden, irritationen og ødelagde deres samtale, som sikkert kunne have været meget mere...behagelig. Hvilket hun klarede helt fint selv, han behøvede sådan set ikke sige noget, han skulle bare stå der, før hun næsten eksploderede. Hende lille interesse fra før var blevet ændret til vrede igen. Og hvorfor? Hans umiddelbare tanke var at hun ikke kunne acceptere andres måder at leve på. At folk skulle gøre tingene som hende, før hun var glad. Det virkede i hvert fald sådan...som om hun ville have sin vilje med et eller andet. hvad de enlig stod og kæmpede om lige nu, viste han dog ikke. Den tråd havde han tabt for længst.

"Jeg prøver ikke at fornærme dig. Der er bare så meget at fornærme, at det kommer af sig selv."
De ord der let forsvandt ud af hendes læber uden at hun faktisk bemærkede at de formede ordene, var faktisk helt og holdent sande. Delilah fornærmede ikke bevidst folk for at skade dem, eller give dem dårlig selvtillid - ej heller for at være sjov eller have en eller anden form for hævn ved at være ond. Hun gjorde det fordi ordene syntes at slippe ud af hendes læber uden hun ville det, og glide frem som klistrede slanger der ikke ville lade hende føre en samtale uden at trække disse fornærmende sætninger ud af posen. Det var højst sandsynligt en af grundene til at de fleste fandt Delilahs selskab utroligt irriterende eller sårende, da hun havde det med at bruge hårde, lettere ulækre og fornærmende ord til selv de folk hun så som sine venner - på trods af alt. Delilah var ikke en specielt god ven, for nogen.
"Igen, jeg gør ikke noget for at hade dig. Du er bare så utroligt god til at blive hadet, at jeg ikke har en chance for andet. Og har jeg ingen grund? Det må du gerne tro. Jeg bekymrer mig ikke om det - du må da gerne bruge mig som undskyldning for at dine egne ord ikke passer."
Hun snurrede omkring, og gjorde mine til at ville gå. Men af en eller anden grund kunne hun ikke få sig selv til at træde ned igennem gaderne, og blive opslugt af den masse af væsner der gik imod deres normale gøremål. Et eller andet holdt hende fast her. Hun tøvede derfor let, og snurrede igen omkring imod ham som havde hun aldrig overvejet at lade sine ben føre sig væk.
"Jeg er ret sikker på at du bare gentager mine ord i din egen version nu, Sean."
Hun kunne ikke holde et lettere flabet smil fra sine læber, imens disse ord forlod de selvsamme læber. Dog forsvandt smilet sekundet senere, idet hendes blik fangede en åndelig skikkelse bag Sean der grinende pustede dæmonen i nakken - ikke fordi Sean ville have en chance for at kunne mærke dette pust, men det betød ikke at det ikke irriterede Delilah at denne ånd legede med hende på denne måde.
Du har været en sleeem pige, Delilah! Slået en vampyr ihjel, og smutter ikke engang bagefter! Vil du virkelig gerne fanges?
Delilah løftede, uden tanke på Sean, hånden og skød den ud imod ånden der var placeret lige bag Sean. Dermed fløj hendes hånd over hans skulder, imens hun betragtede ånden blive opløst i vinden og sive om ved hendes side i stedet. Delilah lod hånden svæve tilbage så snart det gik op for hende hvad der skete, og lod en pegefinger glide over hendes næse, som ville hun bare klø sig. Dermed dækkede hun også sine læber, så man ikke kunne se bevægelser der derefter skete: Hun lod ord sive ud af hendes læber, der var så lave som var de blot hendes åndedræt der formede sig som ord.
"Nej jeg vil ikke fanges Dylan, og skrid så fra mig. Der er allerede nok folk der forfølger mig."

Han løftede sine hænder som om han overgav sig. Måske gjorde han det også. Han var måske arrogant, næsvis, irriterende og let at hade. Men han havde stadig en fornemmelse for hvornår et slag var tabt. Og lige nu følte han ikke at han kom nogen vegne med Del.
"Du har ret. Jeg er nem at hade. Så mange hader mig at jeg efterhånden ikke længere ved om jeg generelt er en forfærdelig person eller om jeg ønsker folk skal hade mig" smilte han roligt.
"Jeg tier stille" han trak lidt på skuldrene og trak let på skuldrene. Det var som om noget inden i ham gerne ville have bedre kontakt til denne kvinde, kende hende bedre, lære hende at kende. Denne stærke kvinde...Han kunne godt lide hun virkede så stærk, at hun var så kold over for tingene. Det tiltrak ham ikke direkte, men han kunne godt lide det. Men den anden halvdel var fuldstændig ligeglad eller viste det aldrig ville ske. og det var den del han hørte mest på, til hverdag.
Han trådte et halvt skridt tilbage da hun pludselig stod helt op af ham. Først troede han at hun ville angribe ham, kradse ham, slå ham eller prøve at brække noget. at han havde fejlbedømt hende og hun nu var klar til at angribe, trods han ikke havde set noget tegn, nogen lille bevægelse der vidnede om det...
Men så gled hendes hånd ned igen og hun mumlede noget. igen denne...forvirring. Han hed ikke Dylan. Led hun af skizofreni eller noget? Lige som hans bror...
Han sukkede svagt og lod blikket glide ned over hende.
"Du bliver ved med at snakke med dig selv" han så lidt på hende. Det var mere en konstatering end et spørgsmål.
"hvad er der galt med dig?" han gjorde intet forsøg på at virke sød eller blid over for hende. Han spurgte hende direkte og med samme kolde undertone, som ved alt andet han sagde. Han viste at lege sød og blid ikke hjalp i denne situation, så han gad ikke engang prøve.

Hans ord sendte endnu engang denne prikkende fornemmelse igennem hendes krop, som rystende stik der ikke vidste sig fysisk men dominerede fysisk. En let overraskelse flakkede endnu engang over hendes blik, men blev hastigt opslugt af hendes sind endnu engang.
"Så du har opgivet at være venlig, eller prøve at overbevise omverdenen om at du faktisk ikke er en helt igennem dårlig person - fordi de vil hade dig ved dit mindste skridt. Så hvorfor ikke lade være med at slå ihjel, og vise de dårlige sider? Du vil alligevel blive opfattet som en sindssyg morder. Folk hader dig, selvom du prøver at gøre noget godt - og de hader dig næsten mindre, når du ikke gider bekymre dig om dem. Så du er for længst blevet kold overfor hvordan folk opfatter dig. De er ligegyldige."
I starten syntes hendes ord at være rettet imod Sean, selvom der konstant var en snert af forståelse der ikke kunne slettes fra hendes dansende toner. Men henimod slutningen syntes sætningen at være svundet ind, og være som en del af hende tanker der fulgte hendes læbers bløde bue samtidig med at de gled frem i hendes tanker. Hun kendte disse følelser. Det var denne måde Delilahs liv fungerede på - verden hadede Delilah, og hun hadede den lige så kraftigt. En system der længe havde fungeret perfekt for hende, idet hun ikke havde noget ønske om at være en ynkelig person der var sød og venlig.
Det var døden.
Hvordan kunne Sean og hende selv, være ens på så mange punkter? Det var nok derfor hun ikke kunne tvinge sig selv til at gå væk, selvom hun stadig kunne mærke en dæmpet vrede og had imod ham. Deres tanker var så forskellige, og deres synspunkter kunne ikke engang sammenlignes - men alligevel var de så ens. Det var forkert!
Endnu engang gled et glimt af overraskelse igennem hendes øjne, da han udtrykte at han havde hørt hendes sætning. Lyset spillede i hendes hår da hun slog blikket kort ned, og dermed bevægede krøllerne som bølger. Hun kunne næsten mærke hvordan tankerne snurrede i hendes hoved, da hun febrilsk kæmpede en indre kamp for at få en undskyldning til at nærme sig hendes læber - en plausibel undskyldning. Derfor frustrerede tomheden i hendes tanker hende utroligt.
"Hvad der er galt med mig? Et spørgsmål utallige har forsøgt at få besvaret, men ingen ved det. Det er åbenbart bare mig der er sindssyg."
Selvom ordene passerede hendes læber, nåede de aldrig ind i hendes sind. Hun kæmpede endnu med at finde en undskyldning der ville redde hendes røv, og trække hans opmærksomhed imod et andet sted. Hun kunne umuligt lade en nærmest fremmed dæmon hun ikke stolede på, være den første hun fortalte om sine evner. Det kunne hun ikke.
Det kunne hun ikke. Nej. Ikke en mulighed.
"Jeg snakker ikke med mig selv. Jeg snakker med de forbandede ånder der render rundt over det hele!"
Og så alligevel.

Han lyttede overrasket til hendes sætninger. De havde en snert af noget dybere filosofisk i sig, selv om han ikke troede Del indeholdt denne forfinede og sære evne til at tænke lidt mere abstrakt.
"Tillad mig at rette, så du ikke render rundt med forkerte tanker om mig..." smilte han og rettede lidt på sig, der hvor han stod. Rettede sig op fra muren og lod skuldrene glide lidt rundt, for at få ordentlig gang i kroppen igen.
"Eller nej, ikke rette...Faktisk bare svare. Netop fordi folk er skide ligeglade, kan jeg gøre som jeg vil. Hvorfor skulle jeg være kedelig? Hvorfor skulle jeg lade som om jeg er god, over for folk der alligevel ikke vil sætte pris på det? Det er jo kedeligt! Så vil jeg bare modtage den samme følelse igen og igen! Had og at blive ignoreret. Ved at give dem smerte, giver jeg dem en grund til at hade mig. Og jeg oplever både vrede, had, smerte og andre mere sofistikerede ting" han trak lidt på skuldrene.
"opgiv det nu bare. Jeg gider ikke rende rundt som et lille dukke barn, lige meget hvilke ord du siger for at overbevise mig om den. De menneskelige følelser er for længst blevet fortrængt." hun var ikke den første der havde prøvet at stikke i ham. Og gud hvor var han træt af folk der blev ved...
Hans blik gled undersøgende hen over hende ved hendes næste sætninger. ånderne?...
Var...Det en evne hun havde? At snakke med ånderne? Det var da ret interessant, men han kunne godt forstå hvis det var irriterende i længden. Han viste i hvert fald det var irriterende, hvis nogen hele tiden snakkede til ham mens han lavede ting.
"Som i din evne eller er du...åndemaner, clairvoyant eller et medium, hvad folk nu ynder at kalde det?" spurgte han

Ved hans første sætning, fløj hendes læber automatisk op da hun ville kommentere på dette. Delilah havde nogle problemer med at blive rettet på, idet hun var blevet rettet på så meget igennem sin barndom at bare ordet gav hende en summende kvalme. Men da hans næste ord faldt havde han ændret det, hvilket også tillod hende at samle læberne imens hun ventede på at hans sætning fik en ende. Dette tillod hendes også at ignorere den spirrende følelse af forståelse for hans ord, som hun ikke ville tillade at trække sig frem i hende. Hun nægtede at føle en slags forståelse for ham, for hun havde intet ønske om at forstå ham. For hvis hun forstod ham, var det langt sværere at hade synet af hans skikkelse.
"Kedelig? Hvordan kan du få det til at virke kedeligt at lade være med at torturere de nærmeste personer?!"
Hendes stemme ændrede sig en smule, og en lettelse løsnede sig i hendes krop da hun hørte foragten der blandede sig med resten af tonerne. Dermed byggede hendes selvtillid sig op igen, da hun igen mærkede hvordan denne forståelse for ham svandt en smule ind med hendes ord. Han torturerede stadig uskyldige. Han havde stadig så mange synspunkter som Delilah aldrig ville forstå og have andet end afsky til overs for. Han var stadig ikke en person hun nogensinde ville forstå. For hende kunne han ikke være en person hun kunne snakke normalt med. Det kunne hun bare ikke acceptere at tænke.
"Uden set hvor meget vi ønsker det så kan vi aldrig fortrænge de menneskelige følelser helt. Tro mig, jeg har prøvet de sidste mange år."
Hun kastede hovedet en smule bagud, så de mørke lokker blev fjernet fra hendes ansigt. Et par fingre løb legende igennem de selvsamme krøller, imens hendes blik rettede sig imod den mørke himmel der var fanget over dem. Hendes stemme var derimod ikke fanget, men bevægede sig i cirkler omkring noget der næsten kunne lyde som fortrydelse. Delilah havde altid ønsket at slippe af med de menneskelige følelser, fordi de gjorde noget ved hende hun ikke ønskede.
Det var svagt. Og svagt var, og ville altid være, døden.
Delilah blev overmandet af en kraftig trang til at klaske sig selv i hovedet med en flad hånd, da han besvarede hendes ord. Der måtte en voldsom kraftanstrengelse til, før hun faktisk kunne undetrykke denne trang, for det var simpelthen så latterligt af hende. Hvordan kunne hun havde ladet denne hemmelighed sive!? Og så til ham!
"Medium!? Du skal ikke fornærme mig! For at være et medium skal man have lyst til at tale med dem, og hjælpe alle mulige idioter. Jeg ville bare ønske de alle sammen kunne ryge direkte i Helvede, så jeg slap for dem."