AU stories: Where is my home now?

-Vi advare om mulighed for følesmæssigt sammenbrud

Det var ikke længe siden nu. Der var gået få dage. Hun havde ikke ville spise, ikke ville sove. Der var intet hun ønskede at gøre. Hun kunne knap nok være i huset. Faktisk var hun slet ikke i huset. Hun havde været for sig selv siden det skete. Det eneste hun havde fortaget sig om natten var jagt. Jagt på dem som skulle have hævnen. En kriger sørgede ikke over sit tab, før krigen var ovre. På den ene side ønskede hun at flå dem alle sammen fra hinanden og den anden side ønskede hun ikke at afslutte krigen endnu; for hun ønskede ikke at slå sine følelser løs omkring sin sorg. De opdagede aldrig Tatias måde at håndtere tabet på. For hun skjulte sig i hævnplaner om dagen og nægtede at tale med nogle. Hun brød sig ikke om at tænke på, hvem hun skulle være uden Wade.

Så snart hun havde muligheden sneg hun sig afsted. Hun skiftede form og løb igennem skovens mørke. Hun stoppede op noget tid efter da hun nåede til en plet blod i på jordbunden. Øksen var faldet her. Faldet og hovedet var blevet taget af kroppen. Det fik hende til at ligge ørerne tilbage og hun klynkede let. Så rystede hun det af sig og forsatte med at løbe. Til sidst nåede hun til jægernes lejr. Hun havde brug sine dage siden ulykken på at finde den rigtige lejr, og dette var den sidste. Tatia slog til imens de sov. Flåede alle jægerne fra hinanden, fra voksen til barn. Vreden var taget over med sorgen. Hun havde intet at miste. Alting var fortabt for hende. Ulven var vred. Tatia var såret. Alt var væk. Så snart alle var døde forvandlede hun sig om. Så på ligende. Hun var dækket af blod.

Tatia førte en hånd op for sin mund og kunne mærke, hvordan hendes læber begyndte at skælve. Tårerne begyndte at presse på, og de flød ud af hendes øjne som et vandfald. Hendes ben føltes som gele, og pludselig faldt hun til jorden. Det er for meget for hende. Hendes hjerte var knust og det kunne ikke heldbredes ikke hjælpes. Tatia skrig fylde stilhedens tomrum, et skrig der var på hendes lungers fulde styrke. Hvordan skulle hun leve videre? Hvordan skulle hun gå igennem livet uden Wade? Det kunne ikke lade sig gøre. Det måtte ikke kunne lade sig gøre. Tatia følte sig hjemløs. Hendes hjem var væk. Hendes liv var væk. Tatia skiftede form igen og løb tilbage til lejren. hun listede tilbage til huset. Hun tog sig et bad og klædte sig på. Hendes blik flakkede rundt på alle minderne omkring sig. Tårerne pressede på igen.

Døren gik op og Niylah trådte ind. Tatia drejede sig rundt, og prøvede at holde sine tårer tilbage.
"Jeg kun.. Jeg kunne ikke redde ham." Sagde hun med skælvende stemme og brød helt sammen. Niylah var hurtigt henne ved hende og svang armene omkring hende. Gav hende et klem. "Hvordan tager han det?" Spurgte hun og trak sig ud af Niylahs kram. Hun sank en klump og så afventende på Niylah.
"Han forstår det ikke, men han har brug for dig." Tatia nikkede let og tørrede sine øjne. Han var så ung, han ville ikke forstå det eller kunne huske det i længden. Lincoln ville ikke kunne huske sin egen far, medmindre Tatia tog sig sammen og blev ved med at lade ham leve ved deres side.

---

Som årerne gik blev Lincoln en mere og mere tro kopi af sin far. Der var ingen tvivl om, at man kunne se hvem han var forældre af. Han ejede ånden og Tatia fortalte mange historier omkring Wade til Lincoln. Hun fandt vejen videre, men kunne aldrig se en anden elsker. Ingen andre kunne tage sig af hendes knuste hjerte. Lincoln havde lagt et plaster på hendes sår, men i sidste ende kom hun sig aldrig.