I didn't mean to ruin that - Ren

S: Markedet i skovelvernes by
T: Middag
Påklædning
Emnepartner: @Ren

---

Hun var endelig nået frem. Skoven her var så anderledes. Så meget lysere. Det var fantastisk. Det havde været en lang rejse. Og dog. Når man kunne kopirer egenskaber fra forskellige dyr var rejsen taget kortere tid, end ved andre. Hendes udholdenhed var hendes største styrke. Hun havde haft kontaktet en anden ulve flok i denne skov. Sendt på vegne af Niylah. Trods alt var Tatia beta. Desuden ville Niylah ikke sende hende afsted hvis det var farligt, og Tatia havde insisteret på at hun ville gerne tage afsted. Med alt hvad der var sket for tiden, så følte hun for et afbræk. Hun var ved et uheld kommet ind på elvernes område. Men hendes dyriske natur og måde at omgive sig på havde ikke vækket den helt store mistanke. Det var en underlig følelse, den måde hun følte sig draget dertil. Hun kiggede på tingene der var på markedet. Der var mange praktiske ting. Der gik det op for hende at hun var på et elvermarked. En elver opdagede hende og sagde noget hun ikke forstod. Så hun reagerede ved at bakke ud. Til hun ramte ind i nogen og væltede bagover. De røde ulve øjne sprang frem i det hun skyndte at rejse sig op. Hun fik hurtigt øje på en mand. Højre end hende. Der var noget dragende over ham. Det kunne ikke beskrives. Den korte øjenkontakt og hun følte at hun kunne stole på ham, hvilket var underligt for hende. Tatia kneb øjnene let. Shapeshifter det var tydeligt på duften. Hun kiggede hen på et glas hun havde ødelagt.
"Det.. det var altså ikke meningen." Beklagede hun og ulve øjnene gled ind og erstattede sig med de smukke blågrønne øjne.

Tatia førte en hånd om til nakken og kløede sig ganske kort. Hun var jo ikke kommet for at skabe splid på nogen måde. Hun havde ingen penge med, så hun kunne ikke betale for det. En anden ting var hun ikke talte elversk eller hvad de kaldte deres sprog. Hun var pludselig lidt irriteret over hun ikke havde inviteret Wade med. Ja turen havde taget det længere tid fordi han ikke bar hendes evne, men måske kunne han sproget, han lærte trods alt så hurtigt! Selvfølgelig. Det var hans evne. Jaloux? Yup! Sommetider, men ville hun bytte den for sin egen. Det var hun ikke så sikker på. Tatia flyttede øjnene op på fyren hun var stødt ind i for tiden. Hendes øjne bad om hans hjælp. Det var ikke ligefrem fordi, at hun var for stolt til at spørge om den. En del af hende hadede denne form for forbindelse hun følte til denne fyr og den anden del var virkelig nysgerrig. Ønskede at vide mere. Og gerne nu.

Påklædning: https://40.media.tumblr.com/1cb96da0131734cbc99518fb2cf74c7d/tumblr_nc26hohR3Q1tccq10o2_1280.jpg (Uden masken)

Han var blevet sendt ud for, at handle nogen ting og generelt var han blot taget af sted pga. en simpel, men besynderlig, følelse i kroppen. Noget sagde ham, at hvis han tog af sted på markedet, så vil han langt om længe finde det han søgte. Stemmerne i hans hoved fortalte ham det, hviskede det til ham og det var det der gjorde ham sikker. Han måtte tage af sted. Nogen villemene, at det blot var en tur til elver markedet, hvor han havde været så mange gange før, men han var sikker på at der ville ligge noget mere bag det. Det måtte der da gøre..
På markedet var der fyldt med elver som altid. De suste rundt, snakkede og handlede med hinanden. Han fik ikke rigtig noget opmærksomhed, eftersom de allerede havde vendet sig til ham for lang tid siden. Når han så tilbage til første gang han begyndte at gå rundt i blandt dem, fik det ham altid til, at se en smule rundt, blot for en sikkerhedsskyld. Den besynderlige følelse voksede og voksede, han var kun få meter fra det nu.. Det kunne mærkes helt ind til knoglerne. Et eller andet sted, lige her, i blandt alle elverne, var der noget livs omvenende.
Et højt klirk og lyden af en elvers råb, fik ham til at stoppe op, spidse sine øre med panter hørelsen og se sig omkring. Det var her han fik øje på hende... shapeshifteren med blodrøde øjne, der på et split sekund forvandlede sig om til, at være blågrønne og dybe. Han kiggede selv på hende med sine lysegrønne øjne. Der var hun.. det.. Hun var den han var skabt til at møde!
Ejeren til det hun havde haft smadret, stod og skældte en smule ud på elversprog, hvilket irriterede Ren. Hun var ikke en elver! Kunne han ikke snakke til hende med et sprog hun i det mindste ville kunne forstå? Hurtigt trådte han ind imellem pigen og elveren.
"Jeg betaler for det," sagde han på elversprog. Elveren rynkede blot på næsen og gik sin vej. Igennem årene hos Amberles klan, havde han lært at snakke deres sprog tydeligt, samt skrive det. Han vendte sig om imod pigen igen.
Fascineret af hende, lænede han sig frem og så hende dybere ind i øjnene. "Hvad er der over dig.. Shapeshifter.. du.." Han rettede sig op igen og sendte hende et smil, stort og charmerende. "Hvor er mine manere.. navnet er Ren." Han bukkede høfligt for hende. "Må jeg spørge om dit?"

Hun hadede det! Og det gjorde hende nysgerrig som pokker. Hun hadede den dragende følelse som ramte hende. Aldrig havde hun oplevet den her form for følelse. Og dog. Den havde været der da hun var barn. Da hun var draget imod skovene. Rejst rundt i en ung alder, men hun var kommetfra det som årerne var gået. De følelser Wade havde vækket i hende havde overvundet den anden følelse. Men lige nu var Wade der ikke til at overskygge den. Det var skræmmende for hende. Det ukendte. Hun kneb øjnene let da den fremmede betalte for hende. Det vækkede hendes nysgerrighed. Hvorfor vil en fremmed redde hendes røv? Hun kneb øjnene halv forvirret da han lænede sig let frem imod hende for at kigge hende i øjnene. Det gjorde hun flyttede hovedet en anelse tilbage. Ordene forvirrede hende endnu mere. Dog siden han havde rettet sig op, fald paraderne lidt som sekunderne gik. Det var en smule anerledes opførsel end hun var van til.
"Tatia." Svarede hun ham. Let sank hun en klump. "Har jeg mødt dig før?" Spurgte hun så og så lidt undersøgende på ham. Måske var det derfor hun følte, at hun var draget. Normalt ville hun reagere negativt når folk stod så tæt på hende, hvis hun ikke kendte dem. Men, men hun reagerede ikke negativt. Den indre ulv var nysgerrig. Undrede sig. Det var underligt at møde en også føle, at man kunne stole på personen uden at kende dem. Det skete ikke normalt for hende. Det skete aldrig for hende. Ikke før nu.

Hendes kropssprog er mere afslappet og ikke specielt truende.
"Jeg burde øve mig i lidt flere sprog." Mumlede hun da elveren kiggede lidt irrteret på hende. Tatia sank en klump før hun rømmede sig.
"Kan vi gå lidt væk herfra.. jeg føler mig ikke just velkommen." Hun var ærlig omkring sine følelser når det kom til sådan noget. Hun hadede at stå som en statue der kunne blive spyttet på midt på gaden. Desuden, så sagde hendes instinkter, at hun ikke var færdig med at tale med denne Ren endnu. De grønne øjne. De mindede hende om hendes mor. De lignede hendes mors. Han virkede til at ville tale med hende, på en måde.

Der var noget over hendes blågrønne øjne der virkede så bekendt, som havde han set dem før og været en del af dem. Alt ved hende skreg, at han var stødt på hende før eller at det var meningen at støde på hende nu. Desværre sagde navnet Tatia ham intet, ingen klokke ringede og intet ansigt poppede op, men han var sikker på at hun havde noget med hans fortid at gøre. Og noget sagde ham, at hun havde det på samme måde som ham. De var draget af hinanden.
Kommentaren om, at hun nok burde lære flere sprog at kende, fik ham til at smile skævt og se sig omkring. Takket være den knuste genstand, havde de fået en del opmærksomhed over på sig. Få elver øjne var ikke rettet imod dem, men de lyttede stadig til hvert et ord der blev sagt.
"Hvis du ikke har behov for sproget, ser jeg ingen grund til at lære det," kommenterede han og blinkede til hende, før han gjorde et nik mod udkanten af markedet.
Forslaget om at de burde gå et andet sted hen og snakke, tog han på sig og tog hende med ud af elver markedet.
"Du en shapeshifter ikke sandt? Så lad os se om du kan følge med!" råbte han til hende og på et split sekund, stod der pludselig en stor sort panter foran hende, med røde øjne og en højde på 1,50 cm.
Den muskuløse krop blev sat i spring, ind igennem træerne og han vidste sjovt nok af en grund, at han ikke engang behøvede at se sig tilbage, for at vide hun sagtens kunne følge med ham. Noget inde i ham sagde, at hendes dyreskikkelse var hurtig og stærk, præcis ligesom hans egen.

Hun trak lidt på skulderen. Selvfølgelig havde hun ikke behov for at lære sproget, hvis hun ikke skulle bruge det. Dog interesserede lærling hende ret så meget.
"Læring er interessant i nogle mængder." Sagde hun med et skævt smil. Hendes gled gled hen til udkanten af markedet da han nikkede derhen. Da han snakkede fik han dog hendes fulde opmærksomhed. Let hævede hun på et bryn da hun fik en udfordring. Tatia så imponeret på den store panter stod foran hende. Hendes ulv reagerede ved de røde øjne trådte frem.
"Jamen, hvorfor ikke." Sagde hun så og satte i løb. I takt med hun løb ændrede kroppen sig og den store kæmpe ulv kom frem. Hvid som sne og øjne så røde som blod. Hun var muskuløs og tænkt stor. ikke ligeså stor som Wade og Niylah, men hun var også hurtigere end dem. I hvert fald Wade. Tatias ulveform var vel trænet. Med et spring det rette sted var hun pludselig foran ham.
"Se om du kan følge med." Hun var ikke sikker på om hun kunne, men nogle gange tillod hendes evne hende at kommunikere med andre shapeshifteres selvom de ikke var samme dyr som hende. Tatia nød denne skov. Den var så grøn og fuld af liv. Hun var ikke erfaren i lige denne skov, men terrænet så ikke ud til at være et problem for hende - og det var det ikke. Ikke spor. Tatia var meget stærk i sin ulve form, stolt. Det var noget af det som trådte mest frem ved hende som hun løb igennem skoven. Så stoppede hun op og løb imod ham. Blot for at springe på ham i overraskelse. Hun lod sig trille om på ryggen bagefter og satte hun sig op imens hun vippede hovedet let på skrå. Ørerne drejede sig om efter, hvis han sagde eller bevægede sig. Han bar røde øjne ligesom hende. Dog modsat hende var han sort i sin form og ikke en ulv. Det var sjovt. Han havde lyst hår men var mørk i pels, og omvendt med hende. Det var lidt sjovt, var det ikke?

Tatia vidste hun ikke ligefrem ville skifte tilbage i menneskeskikkelse før hun havde nem adgang til tøj. Ikke fordi, at hun regnede med at han ville gøre hende noget, eller fordi hun var flov over sit udseende. Men hun fortrak nu bare, at hvis nogle skulle se hende så var det Wade. Og alle shapeshifters vidste jo, at de var nøgne når de kom i deres menneskeskikkelse igen.
"Så, bor du ved elverne eller? Eller har du en flok et sted? Jeg har hørt om en flok kæmpe jaguarer i Ashen Wood.. min alfa har en alliance med dem." Underligt nok følte hun for at snakke meget. Hun virkede glad. Underlig glad. Det irriterede hende dog også.

Hun var hurtigere end han havde troet. Dyreskikkelsen som hun så yndigt bar, var noget af det mest fascinerende han nogensinde havde stødt på. Hun bar blodrøde øjne, præcis ligesom hans egne og hendes pels var hvid som sne. Det var længe siden, at han havde set en kæmpeulv og han blev lige overrasket hver gang, over hvilken skønhed de bar med sig.
"Du kommer til at æde mit støv," svarede han hende igen. Følelsen af at løbe rundt med hende på denne måde var overraskende beroligende. Vinden fulgte med dem, benene arbejde perfekt under dem begge. Han havde aldrig følt sig så fri før! Hvad der end var med denne Tatia, så havde han i sinde om, at beholde det.
Og når man snakkede om solen, den store ulv vendte pludselig fronten imod ham, hvor hun med de få meter hun var foran, begyndte at løbe imod ham. Som kunne han læse hendes tanker, bukkede han sig ned, med numsen i vejret og klar til at 'slås' med hende. Så snart hun sprang på ham, lod han dem trille rundt, for derefter at komme op og sidde igen. Da hun satte hovedet på skrå, løftede han sin enorme pote og viftede med dem, i et forsøg på at 'slå' ud efter. Det man altid så når en kat legede med andre.

Alt det her føltes godt, rigtig godt og han kunne ikke vente med at finde ud af hvor hun kom fra og om det mon var muligt, at blive en del af hendes liv. Hvor underligt det end lød, så ville det nu virke besynderligt for ham, hvis han ikke gik hen og så noget til hende.
"Jeg bor sammen med skovelverne... jeg er ret så gode venner med deres raceleder," svarede han hende og lagde sig ned. Den sorte pels skinnede smukt i solen. "Det vidste jeg ikke at der gjorde.. hvor mange er de?" Spørgsmålet var omkring kæmpe jaguarene i Ashen wood. "Hvor kommer du selv fra? jeg går ud fra at du er en del af en shapeshifter klan."

Tatia var glad. Irriterende glad. Det var en beroligende ting for hende. På trods af at hun havde været meget urolig fortiden. Det var rart ikke at gå i panik på nogenmåde. Bare slappe lidt af. Det var rart. Meget rart. Hun lyttede opmærksomt da han fortalte at han boede med skovelverne. Elvere. Dem havde hun ikke så meget imod. De forstod at værne om naturen på et punkt hun kunne relatere med. Gode venner med deres raceleder. Tatia kunne godt tænke sig at møde en raceleder en dag. Det lød spændende. Som en alfa. Bare over en hel race. Det måtte være hårdt, men specielt. Det lød spændende i hvertfald. Så fik hn spørgsmål om hvor mange Lunas flok var på. Nu skulle hun tænke sig om, meget havde hun ikke hørt om dem.
"De skulle være omkring 20-30 i flokken." Svarede hun på hans spørgsmål. Let vippede hun interesseret hovedet på skrå. Det næste spørgsmål kom på hende selv. Hvor hun var fra. Normalt var det ikke noget hun råbte højt omkring til gud og hver mand. Men hun følte hun kunne stole på informationer om sin flok til Ren. Af en eller anden mystisk grund.
"Jeg holder til i den vestlige side af Ashen Wood, med min flok. Jeg er beta... min alfas højre hånd." Svarede hun og vippede hovedet til den modsatte side. Tatia kunne godt lide sin flok. The Black Hounds.

Heldigvis var hendes ulv faldet til ro nu. The Forest var dejlig rolig i forhold til hendes. Den var mere livlig og farverig.
"Så, er racelderen god imod dig? Er skovelverne gode imod dig? Er der ofte jægere i disse skove.. jeg mødte nogle da jeg først ankom. Ikke at de vandre rundt længere, men stadigvæk." Hendes spørgsmål var mange på en gang. Tatia ville naturligvis gerne vide, hvis skoven sværmede med jægere. Så havde hun grund til at være opmærksom igen, men hvis der ikke var mange eller de sjældent kom her. Så ville hun have en chance for ikke at skulle være så anspændt imens hun nu var her. Tatia havde fundet en lille hule hun havde sovet i imens hun var i skoven. Der lå hendes sværd og et kort så hun kunne finde den flok hun skulle møde. Tatia lagde sig så ned og kiggede på ham.
"Hvorfor bor du egentlig ikke ved andre shapeshiftere.. var dine forældre elvere eller? Beklager, hvis det bliver for personligt.." Tatia var blot nysgerrig. Det kunne ende med at slå hende ihjel en dag.

Det var da interessant for ham, at høre om andre kæmpe jaguar eftersom han troede han var den eneste. På den anden side, kunne han vel regne ud, at han ikke ville gå hen og være den eneste. Hvis man var, skulle der vidst være en stor grund, som race udryddelse. At der var så mange i en flok, havde han ikke lige set komme og man kunne derfor se de store røde øjne spærre sig en smule op.
”Wow, der eksisterer mange… det vidste jeg slet ikke..” svarede han hende. Da noget bevægede sig ovre i buskene, drejede han kort hovedet og var på vagt, til han bemærkede at det ydmygende nok blot var en fugl. Han så derefter hen på Tatia. Så denne shapeshifter var altså en del af sin egen lille flok og ikke nok med det, hun var en Beta. Det var stort at være beta, så meget havde han da styr på. ”ser man det.. hvad hedder din flok og hvordan tager de imod jaguar?” Han gik med det samme ud fra, at hendes pack kun bestod af ulve, ligesom hun havde fortalt at der bestod en pack kun af kæmpe jaguar. ”Hvis jeg nu fik lyst til at besøge dig..” de kendte ikke hinanden endnu, men han var allerede sikker på, at de nok skulle gå hen og blive en del af hinandens liv. Det var nok en masse spørgsmål på en gang. Dog var han ikke den eneste der havde en masse spørgsmål. Der kom også pludselig en masse fra Tatia, alle mulige som omhandlede om elverne nu behandlede ham ordentligt og om hvorfor han ikke var hos andre shapehifters.
”Det okay, du spørg så meget du vil.. der ikke så meget der kan gå hen og blive for personligt for mig,” svarede han hende og satte sig op. ”Racelederen er min tætteste ven.. hun er fantastisk. Jeg kendte hende også før hun blev raceleder,” Ren havde et rigtig godt forhold med Amberle, de var venner og lidt de besynderlige af slagsen. ”Så man kan sige at jeg er ret så stolt af hende lige nu.. og hvad de andre skovelver angår.. behandler de mig fint, men få af dem har stadig ikke vendt sig til mig og mener ikke at jeg høre til hos dem,” svarede han på det med skovelverne. Hvis hun så godt efter, ville hun bemærke et lille såret glimt i de røde øjne, som forsvandt hurtigt igen. ”Jæger ser jeg desværre tit herude ja.. der er de fredelige af dem som kun fisker, men der også dem som går efter de helt store trofæer, som dig og mig.”
Han rejste sig kort op, kun for at strække sig, så den store kattenumse stod lige i vejret. ”Jeg.. mine forældre kan jeg ikke huske.. alt jeg kan huske er fra da jeg var omkring de 11 – 12 år og Amblerle fandt mig og tog sig af mig.. alt andet.. står sort.. det er som forsvundet..” Han så hen på hende. ”Jeg har ledt efter min familie lige siden.. og af en grund.. føler jeg du er en af dem.. det er fuldkommen skørt, det ved jeg,” En smule ydmygende så han væk. ”McNamara.. det er alt jeg kan huske fra fortiden.”

Tatia lyttede opmærksomt til alt han sagde. Hvordan de tog imod jaguarer i deres flok.
"Det kommer helt an på, hvordan selve personen er. Min alfa har alliance med en dæmon klan, en jaguarflok. " Svarede hun. " Du skal være velkommen." Tilføjede hun ret hurtigt til det næste han sagde, uden egentlig at tænke over det. Da han flyttede hovedet opmærksomt over på buskene, var hun selv opmærksom til en fugl fløj frem.  Tatia nikkede let med det store hoved da han sagde racelederen var en af hans tætteste venner. Det var godt at hører, at han havde en god ven. Hvorfor vidste hun ikke, det gjorde hende blot glad. Det korte lidt sårede blik fangede hun ret hurtigt, i hans tale om nogle af dem ikke accepterede ham. Grunden til hun fangede det, var fordi, at hun selv kendte til det fra et par år tilbage.
"De skal nok se dig som den du er før eller siden." Svarede hun ham.  Jægere. Afskyeligt arbejde, livsstile eller hvad pokker de nu kaldte det. Det var åbenbart ikke kun ved Ashen Wood der var mange.
"I det mindste har i fredelige jægere. Vores går direkte efter at dræbe ulve... hvis ikke det, så kidnapper de shapeshifters for at bruge dem som deres egne våben." Den sidste sætning fløj ud af hende og hun fortrød den lidt, men hendes seneste oplevelser de forrige uger, havde taget hårdere på hende end hun ønskede at indrømme.

Hun observerede ham da han rejste sig halvt, strakte sig. Historien med hans forældre. Uvisheden måtte være forfærdelig egentlig. I det mindste vidste hun, hvad der var sket med hendes familie. Hun vidste de var døde. Obi-Wan vidste hun ikke hvordan havde det godt nok, og ligeså med Blake og Razor. Det var det eneste familie hun havde tilbage, ikke biologisk, men stadigvæk familie. Hun kunne lide hans drive, da han sagde at han ledte efter dem. Det fik hende til at vippe hovedet på skrå. Dog da han sagde, at han følte hun var en af dem. Hun frøs kort fast. Dog blev Tatias røde øjne imod ham selvom han så væk. Hendes hjerte sprang en takt over ved det næste han sagde. McNamara. Hendes minder fløj tilbage i tiden. Det var længe siden hun havde hørt andre sige det navn. Hun havde lykkeligt smidt det tilbage i tiden og til fortiden. Tatia sank en klump.
"McNamara... er mit efternavn. Mit rigtige efternavn." Tvang hun sig selv til at sige. Hendes hjerte bankede voldsomt. Ren var ældre end hende, det havde hun kunne se på ham. Det kunne være muligt, og hun havde været så ung. Hvad der var sket var et mysterium. Det gav dog mening. Kontakten. Den måde hun følte hun kunne stole på ham. Det hele gav mening. Dog måtte han jo blive skuffet over hans søgning. Der var kun hende tilbage.  Tatia rejste sig op og gik en smule tættere på ham.
"Beklager at skuffe dig, men hvis jeg er din familie.. så er jeg det eneste der er tilbage af den." Sandheden kunne ligeså godt blive smidt på bordet fra starten af. Der var ingen grund til at løfte hans forventninger til den perfekte familie. Tatia bed let sammen. Hun havde altid vidst, at der var et eller andet som var skyld i, at hun holdt sig selv kørende, selv de dage hun følte hun intet havde. Der havde været et eller andet hun ikke kunne forklare. Nu forstod hun.

De skulle nok acceptere ham før eller siden. Det kunne hun have ret i. Det var ikke fordi, at han blev direkte skubbet ud af billedet af dem alle sammen, men de var ikke alle helt vilde med det forhold han havde med deres raceleder heller. Mange af dem mente, at de sikkert havde en affære og at hun sikkert snart vil udpege ham som sin ’mage’. Rygter var altid noget man skulle ignorere, også selvom det var nogen besynderlige nogen, der kunne dukke op engang imellem.
”Tak, forhåbentlig har du ret,” svarede han roligt. Hans vejtrækning var tydelig, med det store panter bryst, der roligt gik ind og ud. ”Det vil være mig en fornøjelse og komme at møde din klan en dag.”
Alt det hun sagde med jægerne, fik ham til at spærre øjnene op og mærke uroen brede sig i kroppen. Det var forfærdeligt! ”Det.. wow.. sindsyge væsner.. en shapeshifter er sin egen herre.. det burde alle vide.”

Ren kunne ikke rigtig tro sine egne øre. Efternavnet, det eneste han kunne huske, var hendes efternavn. Det kunne ikke blot være et tilfælde. Det var umuligt et tilfælde.
Hendes anden triste sætning, tog han sig ikke engang tid til, at tænke over, eftersom han endelig, ENDELIG havde fundet nogen fra sin familie! Før han tænkte sig om, sprang han over på hende, nappede kærligt i hendes øre og svang omkring hende. Hver en del af hans krop var rystende af lykke. Det var ikke til at tro! Han havde fundet et familiemedlem. ”Er du tosset!?” Han sprang lykkeligt imod hende igen. ”Jeg er ikke skuffet overhovedet! Du min søster! Det er slet ikke muligt at være skuffet!”

Det overraskede hende at han pludselig sprang over til hende og reagerede så kraftigt på, at de nok var søskende. Tatia havde aldrig hørt om en bror. Hun havde aldrig haft antydningen af, at hendes forældre nogensinde havde fortalt hende det. Der var sikkert mange hemmeligheder i hendes familie som stadigvæk lå og skulle udforskes. Tatia vippede hovedet let på skrå. Hun var lidt mere langsom i optrækket. For hun havde to brødre. Ikke biologisk, men brødre hun havde fået igennem oplevelser. Tatia skulle nok lige bruge noget tid til at tage nyheden til sig faktisk. Hun havde ikke været ude og lede efter familie.
"Undskyld, det overraskede mig bare.. jeg regnede ikke med at jeg havde mere familie af blod tilbage." Sagde hun ganske mildt. Det var ikke fordi, at hun var skuffet. "Jeg kan ikke tro det. Efter min.. vores far døde.. troede jeg ikke der var andre end mig tilbage." Sagde hun lidt sammenbidt.Nej nej, hun skulle bare lige se ham an. Hun kunne ikke bare se ham som sin bror på under en halv time sammen med ham.

En lyd af fod trin fangede hendes opmærksomhed og hun løftede snuden lidt op. Gevær. Hun brummede let og trådte frem foran Ren i ren refleks. En bil fløj direkte imod hende. Fandens tage de irriterende jægere i alle skove. Kunne der ikke bare komme en sygdom som kunne udslette dem allesammen på en enkelt gang?
"Jægere." Snerrede hun.

Hun virkede langt fra ligeså begejstret som ham. Var han sprunget alt for hurtig til konklusion? Der var vel ingen der sagde, at blot fordi de dellede det samme efternavn, at de var i familie. Men chancen var der og det var nok mere det, der fik ham til at reagere som han gjorde, da han intet familie havde tilbage. Han fjernede sig fra hende, så på hende med sine røde øjne og derefter så han ned i jorden. Intet bebrejdelse blev smidt imod hende. Der var intet bevis på, at de var i familie endnu, så han forstod hende godt. "Der ingen grund til at undskylde," svarede han og kiggede igen op på hende. "Vi ved jo stadig intet med sikkerhed.. Men, hvis vi er, så er jeg glad for at have fundet dig."
Den gode stemning blev pludselig afbrudt af, at Tatia pludselig kunne dufte jægere. Han rejste sig med det samme op, spændte hver en del af sin muskel i kroppen og så rundt. Hvis han skulle være helt ærlig, så var han ikke van til jægere og det overraskede ham derfor, at der pludselig var nogen i nærheden af ham. "Then.. let's fight sis."
Hvor de end var henne, så var han klar til, at springe på dem og vise dem, at de bestemt ikke skulle komme her.
Da en pil pludselig landede foran deres fødder, sprang han hurtigt til siden og tøvede nu ikke med, at finde vedkommende der havde affyret den.

//Vi har aftalt slutningen og er igang med at planlægge et nyt emne Så out