If we continue this, nothing will ever be the same again

Tid Det er en tidlig aften, solen er ved at gå ned
Sted Hendes personlige værelse
Omgivelser Værelset er noget lig dette, derudover imod en væg, er der et bord hvorpå der er olier og en smule make-up. På væggen er der et stort smukt spejl. Hun har også en kommode med hendes tøj. På dørene ud til altanen er der glæder for, således man kan holde solen ude, men også uvedkommendes nysgerrighed væk
Vejr Solen er ved at gå ned, så det er langsomt ved at blive mørkt.
Påklædning Hun er iført denne blå kjole, dog uden sjalet. Hendes lange hår hænger løst og går hende til de fem cm under numsen

Emnet er tilegnet @Niklaus

Som aftenen gled over The Underworld, begav flere og flere sig undedøre. De som var ude var enten en del af natten, eller blot ude for en nats oplevelser. Selv ved Silvanesti var elverne ligeså stille ved at gå til ro, dog var der alligevel dem som befandt sig ude. Dette var enten fordi de var vagter, eller blot fordi de unge højelvere ønskede sig noget sjov. På sit værelse befandt Arodeth sig, efter en lang dag var hun blot ved at gøre sig klar, til en god nats søvn. På trods af at havde været gift med Tharmen i mange år nu, så sov de ikke på samme værelse. Dette havde været fordi, ægteskabet imellem dem ikke var bygget af kærlighed, men derimod i form af et arrangeret ægteskab. Han havde respekteret, at hun havde ønsket sit eget værelse, og skulle de lave et barn sammen, så havde de et fælles værelse for dette. Ellers sov de altid på hver deres værelse.
Hendes elskede børn Gilderoy, Elen og Estel boede alle på slottet. På trods af de var hvad man kunne klalde voskende, havde de altid et hjem her og var derved altid mere end velkommen. Hendes adoptiv datter Dune, havde dxog valgt at flytte ud, men ikke desto mindre var hun også velkommen. På sengen lå Fafnir og slappede af, han var hendes højt betroet og ganske loyale ven. På trods af at ligne en relativ stor sort kat, så var han alt andet end dette. Var man vedkommende til at se hans rigtige form, så var man enten heldig eller ufattelig uheldig. Han var hendes følgessvend og bodyguard, en hun altid kunne regne med var der for hende. Var der farer på færde, var han altid hurtig til at hjælpe hende. Hun havde haft ham i mange år nu, og de to havde et ganske unikt bånd.

Som hun selv sad og kørte børsten igennem håret, betragtede Fafnir hende med et dovnt blik. Hun gav ham ikke meget opmærksomhed, mest af alt betragtede hun sig selv, som hun kørte børsten igennem det lange hår. Det havde været en af hendes mange aften rutiner, på en eller anden måde gav det hende en vis ro. Hun var en kvinde med en hel del press på sig, som dronning skulle hun konstant være til stede og hun skulle på samme tid også være smuk for sin mand. Så derfor blev hun altid nød til at holde sit udseende perfekt. En dronning var på mange måder blot en fremvisnings dukke. Ganske vist havde hun været heldig med sin mand, da han ofte spurgte hende til råds om forskellige ting. Derudover var deres ægteskab også bygget op til tillid. Der var også respekt imellem dem, samt en forstående aftale på hvad de begge måtte og ikke måtte. En ting der hurtigt var blevet aftalt, var de begge gerne have forhold med andre inde i ægteskabet, her så han f. eks en ung elver kvinde, som han nu havde et forhold til.
Fordi hun havde kendt Tharmen i så mange år, havde det ikke været svært for hende at bygge ægteskabet op med ham. Tingene faldt ind som de altid havde gjort, nu havde de blot et ægteskab imellem hinanden. Hun blev hurtigt kastet tilbage til virkeligheden, da det bankede på døren. Hun var netop blevet færdig med at smøre sit hår ind i olie, en olie der fik hendes hår til at føles blødere, men også gav den en duft af sommer og roser. Dog fik tanken om en eller anden ville besøge hende, en undren frem i hende, for hvem kunne det dog være og endda på dette tidspunkt af aftenen. Hun tørrede sine hænder i et klæde, hvorpå hun rejste sig og gik imod døren. Vedkommende der stod der, fik hende til at smile stort. Selvom hun ikke havde forventet et besøg fra Niklaus, så var hans nærvær altid behageligt. Han var en gammel ven, og en hun personligt havde sørget for fik en god stilling. Som børn huskede hun hvordan de altid ville lege sammen, og hun fik altid et smil frem på læberne som hun blev mindet om dette "Niklaus sikke en overraskelse, kom endelig ind" hun flyttede sig så han kunne komme indenfor. Efter han var kommet ind, lukkede hun døren og her gik hun hen imod ham "er der noget galt? Det er ikke så ofte jeg får besøg på dette tidspunkt" pointerede hun med et smil.

Hun hævede øjenbrynet da han med et bukkede for hende, de havde kendt hinanden i mange år nu, så hvorfor han stadig kaldte hende ved formalitet undrede hende. Dog kunne det selvfølgelig være på grund af de vagter, som vandrede igennem gangende. Om ikke andet klukkede hun blidt, og her lagde hun sin hånd imod hans kind "Kæreste Niklaus, vi har kendt hinanden i over 200 år nu, du behøver ikke være så formel i mit selskab" sagde hun, samtidig med hendes tommelfinger blidt strøg ham hen over kinden. Hun var kendt som en kærlig og ganske barmhjertig kvinde, men man blev vel heller ikke kendt som hjertet og moderen af højelverne, medmindre man rent faktisk var disse ting. Hun var en kvinde som holde af sit folk, og hun beskyttede dem som en moder ville med sit barn.
Hun fjernede sin hånd efter lidt tid, og her lagde hun hovedet på skrå og lyttede som han fortalte. Som han fortalte der havde været enkelte slagsmål, og endda ude for selve Silvanesti, kom der et bekymret udtrykke frem i hendes blå øjne. Havde det været i Silvanesti, så kunne hun havde straffet personen, dog fordi det var ude for grænserne, så kunne hun intet gøre "Det skal du ikke tænke på og hver sød ikke så formel! Det er nok jeg skal høre alle være så formelle, men ikke fra du min kære Niklaus" hendes øjne havde den unikke egenskab at de skiftede farve ud fra hendes humør, så som der kom et smil på hendes læber, og hendes humør blev mere glad blev de langt mere lyseblå. Inden i midten ville man dog se den dominerende grønne farve.

Hun kunne straks fornemme han virkede usikker, han var ikke nær så sikker i sin fremtoning som normalt. Dette fik blot bekymringen frem i hendes blik. Hun holde af ham, han var en hun havde kendt hele sit liv og en hun altid kunne regne med. At se ham uden sin sikre aura omkring sig, det gjorde hende bekymret og hun brød sig ikke om hans usikkerhed. Så hellere blot høre hvad der gik ham på. Dog troede hun ikke helt på hans forklaring, at han blot ville tjekke op på hende. Hun lagde hovedet på skrå "Niklaus hvad er der galt? Du virker usikker, har du gjort et eller andet? Hvad sker der? Tal til mig" hun følte han lukkede hende ud, at han ikke ville dele hvad han følte med hende og dette gjorde hende bestemt bekymret.
Dog som smilet dukkede op på hans læber, og han igen gik hen til hende gengælde hun smilet. Hun kunne bedre lide at se ham med et smil på læberne, det bragte ikke nær så mange bekymringer frem. Hans ord gav ingen mening for hende, og dog alligevel. De andre kvinder havde altid joket med hvordan han havde været vild med hende, dog havde hun kastet tanken væk. Så hans ord bragte disse ord frem i hendes baghoved. Hans næste handling fik så også bekræftet dette rygte. Hun gispede og lukkede øjnene, hvor hun her svagt gengælde hans kys. At sige hun var uerfaren på det med kærlighed, ville være en underdrivelse. Hun havde jo ikke ofte sex, og kyssede da slet ikke rundt med folk, så derfor var hun ukendt på dette område. Hun trak sig dog væk efter lidt tid, hvor hun så overrasket på ham. Med en rystende hånd følte hun imod sine læber. Hun havde ikke forventet dette ske, hun vidste dog godt der intet ville ske ham. I stedet for at sige noget, lod hun sine handlinger tale for sig. Hun gled hen imod ham, og her lagde hun sine hænder imod hans kinder. Blidt trykkede hun sine læber imod hans, og som de rørte hinanden lukkede hun sine øjne. Stående på tær, lagde hun sine arme om hans hals og trykkede sig her imod ham