Beauty encircles the worlds.

Datoen ¤ D. 20. juli.
Tiden ¤ Klokken er omkring fire mintutter over tre(15.04).
Stedet ¤ Vi befinder os ved Soul River.
Omgivelserne ¤ Den enorme sø omgivet af det dejlige græs område.
Vejret ¤ Varmen er behagelig og solen står stadig højt på himlen. Vinden er nu køligere end den plejer at være.

Privat ~ Pierce
________________________________________________

Det var sådan et dejligt tidspunkt på dagen at være ude på. Nu hvor solen ikke udgav mest varme men hvor der stadig var lyst. Og hvor skyggerne ikke var begyndt at blive alt for lange. Det var det bedste ved de varme årstider. Dagene var længere og nætterne kortere. Men samtidig kunne det være svært for de fleste at tro at mørket endnu ikke havde taget over endnu. Det var en ting man lige skulle vænne sig selv. Som døde nattens børn og dagens.
Hun nød hvordan at vandet omringede hendes bare fødder allerede som hun havde taget de første skridt ud på den store sø. Selvom at hun havde hørt om den forbandelse der lå hen over Soul River syntes hun ikke den så det mindste skræmmende ud. Solens stråler blev reflekteret på overfladen og dannede dette smukke syn som man skulle tro elverne havde haft et fingerpeg med i dannelsen. Det er her ikke var overbefolket var så beroligende. Inde i byen var der for mange. Det var som om at man ikke kunne trække vejret ordentligt fordi man skulle dele ilten med så mange andre. Det var derfor Abbigail altid tog til disse øde steder for at få vejret igen. For at kunne samle sine tanker uden at man skulle bekymre sig om udvalgte personer fandt deres vej ind i hendes hoved og derefter kende til hver evig eneste tanke hun lige havde fyldt sig med. Hun tog et skridt længere ud i det forfriskende vand som havde denne fantastiske kølende effekt på hende lige nu. Hun forsatte og allerede i det som hun kunne mærke vandet mod sine fingerspidser lod hun sine hænder glide gennem det. Stoppede først idet hun havde den klare blanding af oxygen og hydrogen stående op til hendes hofter. Hun tog en dyb indånding. Lukkede øjnene. Snoede sin pegefinger rundt i vandet og idet hun løftede fingeren op af vandet igen blev en lille spiral af vand dannet og faldt sammen igen som hun stoppede med at koncentrere sig om den lille evne hun var født med. Hun tog et lille forspring ingen hun endelig var fuldt forenet med det livsgivende element. Hun nød hvordan det omgav hende og hvordan hun følte sig helt vægt løs. Nød hvordan hendes lange røde hår kildede hende ned langs ryggen og omkring hendes kønne ansigt. Hendes øjne var stadig lukkede og hun forstillede sig hvordan livet ville være uden så mange bekymringer og frustrationer. Og hvordan det ville være vist hun i sandhed var en af havets smukke væsner.
Efter ikke mere end få minutter bevægede Abbigail sig atter op ad den smukke sø. For hende havde det dog følt som en hel del længere tid. Et roligt smil havde formet sig frem på hendes rose læber som hun igen nærmede sig land. Der hvor den sorte skitsebog lå med en pjusket blå fjerbold vogtende oven på. Også selvom den lille fugl allerede havde lagt sig ind til at sove i skyggen. Som hun endelig syntes at nå fastlandet begyndte hun at lunte hen over det bløde græs areal der omgav søen. Nåede hurtigt hendes ting igen. Hun kørte sine hænder gennem det våde hår og pressede det værste af vand ud af det inden hun bøjede sig ned og samlede den store sweatshirt op fra jorden. ”Du sover da også hele tiden.” mumlede hun svagt og hentede tydeligvis til din bedre halvdel. Hun trak hurtigt trøjen over sit hoved og dækkede igen hendes krop der før kun havde været iført et typisk par undertøj. Et suk løb fra hendes læber og med armene lagt over kors vendte hun sig igen mod søen. Hvorfor kunne der ikke havde fandtes sådan noget på Jorden?

Pierce havde arbejdet hele natten som han så tit gjorde, ham generede det ikke. Hans krop kunne køre på utrolig lidt søvn. Af og til bekymrede det dog hans pack men han fejede det bare til side og sagde at han kunne klare den og det gjorde han også altid. Det var ikke nemt at være alfa og der var mange konsekvenser og tjanser som fulgte med det, men Pierce nød det. Han elskede alle de små ting som man skulle sørge for eller tage sig af så ham generede det ikke at han ikke fik nok søvn.
Nå men nok tænkning om det. Pierce havde nettop valgt at løbe denne tur for at få en pause fra alle sine tanker men uanset hvor meget han end prøvede kunne han bare ikke lade være med at tænke. Han havde så mane ting som han skulle tage med i sine overvejelser, angående deres planer, sikkerhed og hvordan de nu sørgede for at deres territorium forblev deres. Hvis der var noget som Pierce ikke kunne fordrage var det folk som forvildede sig ind på deres territorium.


Den eneste lys Pierce lyttede til var sit eget åndedræt som træerne, buskene og så meget andet for forbi ham, han havde altid været hurtigt og var kun blevet endnu hurtigere efter hans forvandling. Det var hans egen far som havde forvandet ham og det var han glad for. Han havde aldrig hadede hans far for det han havde gjort mod ham, nej tværtimod var han taknemmelig for det. Han elskede at være varulv og han var stolt af det han var. Stille kom han til skovbrynet af en af de store skove, han var sikker på at det ikke var den samme skov som han havde startet ud i. Der var noget anderledes, mere dystert og gråt over denne skov, træerne var helt grå og kedelige og de eneste dyr han havde set havde været kæmpe edderkopper, dog kun fra lang afstand af, han havde ikke været i humør til at jage selvom han var sulten og godt kunne bruge noget at spise men han var ikke en som brokkede sig over ham var sulten og desuden havde han ikke lyst til at spise giftige edderkopper.


Pierces elektriske grønne øjne vandrede over den kæmpe flod som var foran ham. Han var kun klædt i et par sorte trænings bukser og en mørkegrå tanktop og et par almindelige løbesko. Dog var der noget ved ham som ikke lignede et menneske, han så mere vild ud og man kunne mærke en bestemt vildskab radiere fra ham samt at hans hjørnetænder både i overmunden og i undermunden var spidse, skarpe og en smule længere end alle hans andre tænder. Hans øjne stoppede stille på en pige, hun så ung ud. Alt for ung til ham i hvert fald men nu var det jo heller ikke lige det som han var interesseret i. Hun lignede en som lige havde været i vandet trods hun havde tøj på men hendes hår så i hvert fald vådt ud.

Hans øjne landte nu på vandet, tja en dukkert lød ikke helt dårlig. Han trak trøjen af og hans muskuløse overkrop kom til syne. Derefter trak hans sine trænings bukser af og sine sko. Han løb hen og sprang lige på hovedet i vandet. Et flot hovedspring var det uden tvivl. Efter lidt tid kom han til syne ved vandets overflade og han begyndte nu bare at svømme lidt rundt mens han nød solen mod sin overkrop elle ri hvert fald den de som nu engang var synlig. Af og til skimtede han over mod pigen for at sørge for at hun ikke prøvede på noget.

Den unge santuines lagde ikke mærke til at nogen faktisk nærmede sig hendes lille fredelige gemmested. Hendes sans for at fornemme andres tilværelse virkede ikke altid. For det meste kun når en anderledes duft eller lyd blev fanget af hendes andre sanser. Men når det var sagt blev hun samtidig meget hurtigt opmærksom på denne ny ankommende idet at hun lagde mærke til den form for menneskelig bevægelse ikke helt så langt fra hende. Her var andre? Hun drejede forsigtig sit hoved og fik rettet de grå øjne mod denne person. En mand. Han var hurtig. Nok meget vel hurtigere end hun selv kunne få sine ben til at løbe. Hun havde ingen forbindelse med den umenneskelige fart som andre væsner havde. Det var egentlig trist. Hun ville altid være det lette offer. Lige som mennesket.
Idet som Abbigail så hvordan manden smukt fik dukket ned over vandet lød en baskende lyd bag hende. Den ellers så fint sovende fugl havde spredt sien vinger og panisk var fløjet op. Overrasket af den pludselig plaskende lyd som virkede så skarp i dens små ører. Forskrækkelsen slog også mod hende. Hun fik i hvert fald vendt sig om i et split sekund og fulgte den blå fjerbold med øjnene som den lidt efter landede på den nærmeste greb af det frodige træ som den før havde ligget i skyggen af. ”Hvad fanden var det?!” Det var som om at man kunne fornemme en fornærmelse i fuglens ansigt. Som blev dens brune øjne boret ned i hende. Som var det hendes skyld. En svag latter tillod sig at komme frem og ignorerede blot det lille pippende spørgsmål der var poppet ind i hendes hoved som en mentalbesked inden hun atter så sig over skulderen. For at tjekke om denne mand stadig var der. Og minsandten om han ikke var. Det var ikke fordi at Abbigail så dette sted som hendes eget men hun kunne stadig ikke lade være med at tænke at det kun var hende der havde lovlig tilladelse til at være her. Men det var mest kun fordi at hun nok bedst kunne lide at være alene sådan nogle steder. Men stadig følte hun ikke helt foragtet af at der nu var kommet en anden. Selskab. Hun tog endnu en af sine dybe indåndinger for at berolige sig lidt ned. Havde denne mand mon set hende bade for lidt siden? Hun greb ubevist fat i det nederste stykke af den store trøje og trak let ned i den. Som ville det skjule mere end det allerede gjorde.
Hun kunne sagtens mærke hvordan han også holdt øje med hende som hun et sted holdt øje med ham. Han virkede til at være helt rolig nu hvor han svømmede rundt som hun før havde gjort. Hun prøvede at tage øjnene fra ham. Hun ønskede ikke at stirre. Hun sagde intet. Stemmen var ikke hvad hun havde den største magt over. Ikke blandt andre. Men hun havde da sin magt om nogle få andre ting i hendes liv. Forsigtigt og lidt uden at hun rigtig selv tænkte over konsekvenserne lagde hun igen en af sine små håndbevægelser. Dog at denne gang var mere i en cirkuler bevægelse. Større end den anden. Og allerede i det øjeblik løftede vandet i søen sig lidt op. Ikke meget men dannede alligevel en bølge. Ukontrolleret og stadigvæk rettet i en kurs mod denne frememde person. Hun kunne stadig. Og hendes små evner var blevet bedre siden hun var kommet til denne nye verden. Det var underligt. Men også befriende.