There has past so much time I really miss spending time with you- Carmilla

tid: 00:00
sted: Terrorville District
Omgivelser: måske nogle få, men Panthea er alt for optaget til at lægge mærke til det.
vejr: rimelig køligt, men ellers fint taget årstiden betragtning.
Påklædning:[For at se dette link skal du være tilmeldt og logget ind.] og [For at se dette link skal du være tilmeldt og logget ind.]

Natten virkede uendelig for mange, men for Panthea var det den bedste tid på døgnet hun elskede når hun kunne bevæge sig udenfor. Hun overvejede om  hun skulle spørge nogle af dem der hjemme om de ville jage, men hun gik alligevel ud på egen hånd. Clara klarede sig så godt at hun sagtens kunne jage selv. Hun fugtede kort sin læber, som hun tænkte over hvad hun skulle lave. Hun trængte ihvertfald til noget luft. Hun tog sin  sorte kappe som hun gik ud af døren. Hun betragtede svagt sine omgivelser, der var ikke et øje finde ude på gaden, men det var vel klart, folk ville ikke lade livet desuden var det ikke smart at bevægede sig udenfor, når man var svag. Hun vidste godt hvor  man kunne finde noget. Hun kom i tanke om det var længe siden at hun havde set Carmilla der var sket så mange ting med Panthea, desuden var Carmilla en af de eneste som hun kunne stole på og kunne lide hende for den hun var. Hun skyldte hende så meget og hun kunne aldrig betale hende tilbage. Hun vidste også godt at hun kunne have travlt med det man skulle som leder. Hun vidste ikke helt hvad de var og det var nu ikke fordi hun havde lyst til spørge for hun ville aldrig blive god leder alligevel, hun tænkte vidst for meget på sig selv og for lidt på andre til at det kunne lade sig gøre. Hun forsatte imod huset. Hun ville se om Carmilla var hjemme. Hun savnede at tilbringe tid sammen med hende.

Carmilla havde reddet hende, faktisk havde det slået hende at hun var heldig, for Panthea følte at det kunne meget vel havde gået begge veje den nat hvor hendes liv ændrede sig for altid. Hun kunne så tydeligt huske det. Panthea havde været så vred på alt og alle at hendes slavehandler nær havde dræbt hende. Bagefter havde hun fået et hjem og en moderfigur. Alt det hun havde savnet og ønsket sig som lille. Hun havde fået et sted hvor hun kunne være den hun var. Vreden og Mørke havde været nemt for hende og det gav hende en magt som hun ikke kunne beskrive og det eneste som gjorde at det kom frem var at miste, siden  var det blevet større og stærker i hende. Hun måtte dog erkende at hun havde mødt nogen som måske havde præget hende lidt en anden retning, men mørket og hadet var blevet så stor en del af hende at hun ikke kunne se sig selv som en god person, desuden ville hun heller være det. Panthea ville altid være ond og selvom hun mødte folk,  ville hun stadig være det. For hun skulle altid skade et menneske for selv at overleve, ikke at det gjorde hende noget. Hun nyd når hun kunne vise verden at hun var andet end bare en spinkel kvinde. Hun havde fundet sin plads og hun kunne lide den. Hun skulle ikke ændre på det og hun troede heller at der var nogen som kunne ændre mørket i hende.

Panthea forsatte i sine egen tanker og vågnede først op da det gik op for hende hvor hun var helt ubevidst  gået imod det hus hun kunne mindes at Carmilla havde boet i hun vidste ikke om hun gjorde det mere. Hun betragtede svagt huset og et svagt smil som nåede hendes øjne ramte det. Det var så lang tid siden at hun set Carmilla og hun savnede hende.Panthea lagde hovedet en anelse på skrå og valgte at gå da op for at se om der var nogen hjemme og hvem som befandt sig der oppe. Hun kunne sagtens finde på en undskylding vis det var en fremmede som åbende døren. Hun var så langt væk i tanker at hun slet ikke tænkte over at som hun bevægede sig tættere på kunne hun få færten af dem som boede der. faktisk havde det gjort det nemmere, men lige i øjeblikket tænkte hun ikke. Dette som skete med hende skete ikke tit, men hun var nysgerrig hun arbejede inde i sit hoved på noget sige hvis det virkelig var her hun stadig befandt sig. Noget som heller skete ret tit var at følte sig nervøs det var en følelse som hun ikke havde tit. Måske var det fordi Carmilla betød så meget for hende at hun blev nervøs. som hun kom op til døren tøvede hun en smule, det var så lang tid siden de havde set hianden, men hun havde haft så travlt og hun vidste at det ikke var god nok undskyldning og at hun skulle være kommet noget før. Hun trak vejret dybt og bankede på hun havde allerede fundet på en undskylding hvis ikke det var dette hus hun var i