A crime you say? [[Lilith]]

Sted: Dybt ind i skoven, hvor en klan blev myrdet for mange måner siden.
Tid: Få timer før solnedgang, mid april 1161.
Omgivelser: Træer, nogle få fælder og ellers bare skov.
Vejr: Stille aften.
[For at se dette link skal du være tilmeldt og logget ind.]
Emne til: [For at se dette link skal du være tilmeldt og logget ind.]

Sajro var endnu engang ude for at spejde skoven. Skoven havde været hans hjem igennem mange år, hans fødested på mere end en måde. Dette var især grunden til at han gerne ville vide hvilke hemmeligheder den gemte på. Han havde ikke været så dybt inde i skoven, som han var nu, i mange år. Han var faktisk ret sikker på at det måtte have været tilbage til inden han blev en nightcan at han havde været i denne del af skoven.
Han nåede også hurtigt frem til at der ikke var mange andre der bevægede sig i denne del af skoven. Han var faktisk ret sikker på at der ikke havde været nogen her i næsten lige så lang tid som han havde været væk. Underligt at tænke på, jo skoven her var måske lidt mørkere og tættere end i udkanten men den var ikke farligere eller mere skræmmende for den sags skyld.

Han drejede pludseligt omkring, hans øjne lyste let gulligt-orange op i mørket som han vendte sit blik og sine sanser mod en del af træerne hvor han lige havde hørt lyden af nogen der bevægede sig. Han snusede ind, mens han begyndte at gå frem mod stedet hvor han sansede det andet væsen. Han var dog endnu ikke helt sikker på hvad det var trods at lugten var genkendelig så var den dæmpet meget af den tætte fugtige jord, og lugten af døde blade.

Sajro begyndte at bevæge sig videre istedet for at dvæle mere ved det han havde sanset. Han stoppede først da han fandt spor af kamp, de var tydelige, men det var også tydeligt at kampen havde været udkæmpet for længe siden. Muligvis endda år før han nu stod der. Mærker af klør i træerne og resterne af tøj, det meste var rådnet i stykker efterhånden eller blevet flået og spist af andre dyr. men der kunne stadig ses spor af at der havde været en lejr, tegn på bål og telte var stadige til at finde. Han stod og kiggede sig undrende omkring. Hvem var det dog der havde slået lejr, og hvem var det dog der havde angrebet dem?
Han stod og tænkte, som han igen blev slået af lugten fra tidligere, og han vendte sig om mod den, hans øjne lyste igen lidt op, og havde man været tæt på havde man kunnet se hårene i hans nakke rejse sig, som han blottede tænder og knurrede.

Lejren Sajro havde stødt på, havde tilhørt en anden pack, men i den tilstand som lejren var i, ville det næsten være umuligt da angrebet på lejren skete 12 år siden. Det eneste der var tilbage var synet af intøret blood, kamp og ødelagt lejer, dog en af de tydeligest tegn på hvem der havde opholdt sig i lejeren, var lejrens halvrevede flag der var fast sat på en stang, hvorpå et billed af en fuld måne var på. Flaget var væltede ned og godt tilsmørrede i muder og slidt fra vejret gennem de mange år. En grav midten af lejren, rellativ dyb med en skovl stukket ned i kanten til det store rundt hul. Det var dybt nok til at man ikke kunne se hvad der var i, hvis man stod i udkanten af lejren. Dog lige så snart man nærmede sig det store hul, ville man hurtig regne ud, hvad der lå i, lig efter lig oven på hinanden, brændt og ædt af dyr gennem de mange år der har gåede.
Det først Sajros øjne ville falde på når han går ind i lejren, ville være en young kvinde med blond hår der går hende til starten af ryggen og med [For at se dette link skal du være tilmeldt og logget ind.] som en jæger ofte ville gå med, da læder og stof var nemmere at bevæge sig rundt i.
En blanding af halvgråd og snøften lød lavt fra kvinden som sad i en knælende position med begge ben samlede og under sig mens hun bøjede sig forover så hænderne rørte jorden foran sig. Kvindens våben, et enkelhånds sværd, i sin skede, lå ved hendes side, dog ingen inærheden af hende.
Mom.. Dad... I swear.. I will find the ones who did this hviskede kvinden i et halvkvalt gråd næsten utydeligt. Det var tydeligt at høre at kvinden virkelig prøvede at holde tårende tilbage som hun sad ved det store gravhul i jorden. Det var ikke noget smukt syn og for nogle nærmest umenneskeligt hvis man kiggede ned i graven.
En rusken i buskaset i den modsatte ende af lejren, hvor Sajro var kommede fra, efterfuldt af 5-6 unge mænd med krigsmaling i ansigtet. Wha' have we here, A little lost girl? kom det fra den ene af dem, sikkert gruppens føre.
Scram bitch, this is black dagger's territory truede en anden fra den nye gruppe som var ankommet.
Lilith tørrede tårende væk fra øjne og kiggede med sådan en vrede i øjne på den nye gruppe, This isn't your territory! You stole it! Råbte hun rasende med en præg af dyrisk knurren.
Hahaha listen to this bitch? This is the Black Dagger's territory bitch, now fuck off or we'll make you truede lederen af den mindre gruppe mens de andre i gruppen trak deres våben.
Den unge kvinden, uden tvivl en varulv på hendes duft var så væk i gråd og raseri at hun ikke bemærkede duften af Sajro og greb sit sværd som hun trak ud af skeden, klar til kamp.

//håber det ka' bruges c:

Sajro stod i starten blot og lyttede til den unge kvindes ord og gråd. Han vidste ikke hvordan han skulle håndtere det han så. Duften fra hende slog ham i møde som han bevægede sig frem mod hende. En lugt der var nemt at genkende og han kunne kun lugte den kraftigere som han så de andre fremmede træde frem. Ud fra deres måde at tale på, og så også lugten, så måtte de være varulve også. Sajro havde ønsket han kunne stoppe disse interne kampe, dem alle sammen, men måtte nøjes med dem som han gik mulighed såsom denne. Han stod med en perfekt mulighed for at undgå at varulv dræbte varulv.

Han gik med hastige skridt hen mod dem, med skridt der burde have gjort hans tilstedeværelse kendt, men desværre ikke gjorde det. Hverken kvinden eller mændende lod til at lægge mærke til ham, før han kom tæt på. Her kiggede mændende på ham, men kvinden lod til stadig at være optaget af hendes vrede, da han så hun havde trukket våben. Han tog 5 lange hurtige skridt, som bragte ham hen bag ved kvinden, dog lige ud til hendes venstre side, og han lod sine højre hånd lægge på hendes skulder, en hånd for at sige hun ikke stod alene, men også for at holde hende på plads.
"Do not attack eachother! That is not a question or a wish. That is an order!"
Det var et spinkelt håb. Han troede på at han kunne stoppe kvinden i at springe i et angreb, men han var ikke så sikker på at han kunne det samme med mændene, og hvis det kom til det ville han stoppe dem, sågar dræbe dem. Deres attitude var nok til at han ville dømme dem som voldsmænd, mordere og det der var værre. Dømme trods de var hans egen race.

"Ill say it a last time, do not attack! If you attack, I will be forced to intervene"
Hans ord var hårde og kommanderende og uden tvivl henvendt til mændende, og for at slå hans pointe hårdere igennem tog han beslutningen om at hans varulveform måske ville være bedre til at intimidere dem. Med en hurtig bevægelse åbnede han sin kofte og lod den falde til jorden, under den glimtede en metalbeslået læderbrynje mens luften fyldtes med lyden af knækkende knogler, hud der blev flået åben, og stof der blev revet over. Det tog omkring 10-30 sekunder før forvandlingen var færdig, og nu var det ikke længere en hånd der hvilede på kvindens skulder, men en varulvepote der tilhørte monstret ved siden af hende. Sajro var en stor mand, over 2 meter høj men i hans varulveform var han enorm målte nærmere 3.5 meter fra jord til hoved, trods hans forovebøjede statur. Særligt for Sajro og hans nightcan blod var de to store hornlignede vækster fra hans skulderblade som var på længde med hans underarme. Udover det var der også rustningen som stadig dækkede hans brystkasse, nu blot større end normalt.

"LEAVE!"
En kommanderede, ru og knurrende stemme hævede sig fra hans strube som han bad dem gå. Det tog allerede al hans kontrol ikke at angribe dem allerede, han håbede virkeligt de ville føle sig truet nok til at gå.

Lilith fik lidt af et shock da en hånd pludselig hvilede på sin skulder og fik hende til at fare sammen. Hvem end denne mand var, var der ingen tvivl om at han var en varulv, luften var meget velkendende. Desværre anede Lilith ikke hvem Sajro var, da hun aldrig rigtig havde mødt særlig mange varulve før, specielt ikke en med højeste status som Sajro, i hendes øjne var han bare en mand. Dog så så det ud til at gruppen vidste præcis hvem denne mand var og knælede dybt foran Sajro med det samme. The Wolf King! Didn't know it was you, we apologize, but this woman is trespassing on our pack's territory forklarede gruppens leder og nikkede imod den unge kvinde som nu følte en smule mere vægt af den over 3 meter store varulv med endda rustning på.
Da Lilith hørte hvad manden sagde, væltede hendes dyriske raseri frem mens tåre nu begyndte at trænge sig på, YOU LIYING PIECE OF SHIT, THIS WAS MY FAMILY'S TERRITORY!! And it's your fault! It must be! Råbte hun, nu fyldt med tåre som løb ned af kvinderne som hendes hår blev helt kul sort efterfuldt af dyb dyrisk knurren. De meget lyse orange varulve øjne viste sig som hendes krop begyndte at forvandle sig hastigtig, endda nærme sig Sajros egen varulve størrelse, dog stadig ikke helt, da Lilith fuldt forfandlede kun ramte de 3 meter fra jorden til hovedet hvis hun stod oprejst. Fyldt med had og sorg som hun havde haft holdt inde for 11 år i massakringen mod hendes forældre og deres pack, stod hun nu i alt sin pragt og brøllede af gruppen som hurtig kom op og stå igen. Lederen af gruppen kiggede imod Sajro, da Sajro som sagt var lederen af deres race, dog havde de trukket deres våben, klar til at forsvare sig mod den kvindelig varulv. Lilith var ligeglad, da det indre raseri, had og sorg tog over, desuden var hun ligeglad og havde brug for at komme af med alt den vrede. I et væl af dårlige og nedtrygte følelser, sprang Lilith på gruppen med unaturlig fart og svingede sin ene hånd med syle spidse klør mod en af mændene i gruppen. I et sving, havde hun flænsede mande op så han væltede om i en sø af blod. En af mændene der var en shapeshifter, havde forvandlede sig til en bjørn og sprunget på Lilith. Med et hårdt slag fra shapeshifters bjørnepote, sendte Lilith i jorden, så hun rev underkæben et godt stykke op, så blod løb ned af bjørnens kæbe.
Lilith kom op på alle fire og rejste sig endnu mere så hun stod på bagben og brøllede af gruppen i ren raseri og gjorde sig klar på et nyt angreb. Lederen af gruppen kiggede imod Sajro, told you she was trespassing my king! råbte han imod Sajro i håb om at han ville slå den unge kvindelig varulv ihjel.

Sajro var i vildrede, hvad skulle han gøre? Det her var tydeligtvis sket inden han var blevet varulvenes leder, og af den grund kunne han ikke bare nægte mændene deres teritorie men på den anden side var det ikke rigtigt at den slags kampe havde fundet sted, og ej heller at der nu var varulve der sloges med hinanden. Han vidste ikke hvad han skulle gøre, det eneste han vidste var at han ikke ville slå kvinden ihjel, hun var alene og det ville ikke være retfærdigt. Disse tanker forsvandt dog hurtigt som blodens duft fyldte hans næse, og hans eneste tanke var på at kæmpe eller stoppe deres kamp.

Han havde taget sig kort til hovedet som hun havde råbt af manden, og han blev en smule ør. Han hadede disse situationer, når han ikke bare kunne slå sig vej igennem men skulle tænke. Selv efter at have tænkt, viste vold sig alligevel ofte at skulle bruges, men oftest med et resultat han ikke ønskede, måske han kunne undgå det. Som den ene af mændene henvendte sig til ham og talte for at få ham til at angribe kvinden, så han godt det var den eneste mulighed, men han ville ikke dræbe!

Der kom en dyb snerren af manden, som for at forklare at han havde hørt hvad der blev sagt men at han også skulle holde kæft eller risikere at modtage vrede angreb fra ham af også. Han nåede kun lige at vende sig rundt som kvinden indledte hendes nye angreb, og Sajro sprang frem. Målet var at ramme hende i siden og lukke armene om hende, så han kunne stoppe hende, holde hende nede til hun slappede ham. Uanset om det lykkedes eller ej så henvendt han sig mændene.

"LEAVE, AND SOON YOU WILL PAY JUSTLY FOR THE CRIME YOU AND YOUR PACK COMMITTED HERE!"
Ordene var hårde, ru og raspende nærmest. At tale i hans nuværende form var besværligt og nogle gange kom ordene ikke engang ud som de skulle. Han håbede bare på at de forstod hvad det var han sagde.
Hans øjne vendte sig nu mod kvinden igen. Hvis han ikke allerede havde hende fanget ville han forsøge at pågribe hende igen, hun var rasende. Han forstod sagtens hendes raseri, men han kunne ikke lade det koste flere liv end det havde. Han var nød til at stoppe kampen, og at stoppe hende virkede nemmere da de andre trods alt respekterede hans status mere end hun gjorde. Han følte han var nød til at vise hende hvorfor han havde den status. Hvilket han ikke kunne gøre på andre måder end at kæmpe mod hende.

"STAND DOWN GIRL, BEFORE MORE GETS HURT, OR I WILL HAVE TO HURT YOU! Han træk vejret tungt. Ikke fordi han var forpustet, men mere grundet den indre kamp med dyret og det at bruge så mange ord.

Mændene vidste udmærke godt at de skulle respektere deres konge og bakkede bagud og forsvandt ind i skoven, eller nærmere, de løb væk. Lilith skule lige til at springe på dem med et nyt angreb, til hun blev taklede i siden og holdt nede, men modsætning til andre racer, især mennesker når de blev holdt nede, havde de stadig en nogenlunde menneskelig størrelse. Det at holde en varulv nede bare generalt krævede meget energi da de stadig var bund og grund vilde dyr.
Normalt ville Lilith kunne kontrollere sig sig selv når hun valgte at transformere sig til en vis grad, men hendes vrede, sorg og raseri væltede ud af hende nu, gjorde kontrol lige nu meget svært. Heldigvis regenerede varulve meget hurtigere end andre racer, så angreb der ikke var dødelige gjorde ikke det helt store, dog kunne stadig gøre helvedes ondt.

Lilith brølede og knurrede dybt, dyrisk og aggressivt mod Sajro og bed sig faktisk fast om halsen for at komme væk under ham og hun bed til mens hun brydede med selveste kongen af varulvene, hvilket hun selvfølgelig ikke anede.
Med et kraftigt hug fra sin pote, rev hun Sajro i siden og kom op og stå og sprang på ham med fuldt styrke. Igen med lynhurtige bevægelser kun få racer kunne hamle om med, prøvede hun at bide sig fast om halsen eller nakken på Sajro mens hun svingede den ene pote fyldt af lange sort syle spidse klør, efter den anden i ren raseri. Lilith fik dog nogle velplacerede slag og snit med sine klør på Sajro som hun vildt svang ud efter ham. Man skulle næsten tro hun var under fuld månens indflydelse, så vild som hun var.

En ting som Sajro dog havde i fordel, som Lilith ikke havde, var hans evne til at snakke, hvor Lilith ikke kunne dette. Liliths spidse varulve øre opfangede gruppen, da de ikke ligefrem bevægede sig stille gennem skoven. Hvis man havde været en forbipassende og stødt Sajro og Lilith, havde man nok været skærmt for vid og sans, da det så ekstremt blodigt ud. Lignede noget ud fra et mareridt dig ikke ville stoppe, to monstre der kæmpede mellem liv og død.
Eller det ville være sådan det så ud hvis man så på hvor aggrassiv den kvindelig varulv angreb den mandlige, hvor i virkeligheden, var det Lilith's varulve forms måde at vise 11 års sorg, vrede og raseri. Lilith satte af, sprang fra hvor hun stod mod et træ og satte efter gruppen, hun var allerede blevet holdt tilbage længe nok og hun var sikker på at gruppen havde været en del i slagtning af sines forældre og deres pack så lang tid siden. Selv hvis de legede uskyldig, vidste hun at de måtte have noget med det at gøre. Den rasende Lilith ræsede gennem skoven på alle fire for bedre fart og fulgte gruppens lugt da fleste af dem var varulve selv.
Et hyl der kunne få de fleste til at gyse, efterlod Lilith som tegn til gruppen af hun var efter blod, deres blod og gruppen vidste det da hylet rugede et godt stykke i en større omkreds.

Sajro lod hende rase, kæmpede ikke imod hende andet end at an blev ved med at holde hende fast og nede. Han mærkede smerten fra hendes klør og hendes bed, men han kunne ikke lade dem gøre ham noget han var nød til bare at holde hende fast, men det gjorde det svære at kontrollere sig selv. Han havde problemer med at stoppe dyret fra at tage over. Kløerne i hans side og tænderne om hans hals gjorde ondt, men ikke ondt nok til at det stoppede ham. Han havde hans race at tænke på, og ikke flere varulve skulle dø til en anden varulv. Han blev overrasket da det lykkedes kvinden at få sig vristet fri, men Sajro brugte dog kun få øjeblikke på at komme til sig selv før han hastede efter hende.

Han lo dyret tage en hvis kontrol, han lod sin kontrol slippe væk for bedre at kunne kæmpe. Han havde jo fortalt at han ville skade hende hvis hun ikke stoppede. Han brugte sin sidste menneskelige kontrol til at forsøge at få hende til at stoppe.
"I SAID STAND DOWN GIRL!"
Ordene lød samtidigt med at han sprang efter hende, så hurtigt han kunne. En smule mere besværligt end hende da han var skadet og større end hende, så nogle små træer måtte knække for ham. Det var dog ikke længe før han nåede frem til hende.

I et hurtigt spring var han over hende. Hans klør borede sig ind i siden på hende, og hans kæber lukkede sig om hendes hals og nakke. Han bed ikke til, men han holdte fast med kæberne. Han kunne dog stadig smage blodets fra der hvor hans tænder skabte rifter. Ligeledes kunne han mærke blodet løbe fra hans egn egne sår og dryppe ned på hende. Sårene havde været slemme for et menneske, men for dem var de mere eller mindre overfladiske.

Denne gang greb han hendes overarme, med alt hans styrke og lod endda hans klør bore ind i hendes arme for at holde grebet. Han ville ikke lade hende stikke af igen, han var nød til at stoppe hende. Dyret som nu var i kontrol havde heller ikke så mange skrupler som Sajro selv, og havde heller ikke nogen problemer med at gøre skade hvor Sajro ville have undgået det. Det betød dog ikke at Dyret ville dræbe, nej, fordi det var dybt imod hvad Sajro inderst troede på.

Det var tydeligt at hun ikke kunne slippe fri denne gang, den anden varulv havde hende i låst position, så det sidst hun gjorde var at brøle imod retning af de mænd som hun havde jagt. Det var tydeligt at hun stadig var meget oprørt og rasende, men hun var ved at falde ned og gjorde ikke noget imod Sajro, hvilket desværre kun var kortvejrig. For lige som Lilith havde faldet ned, mærkede hun noget, noget spidst der blev skudt siden af halsen. Dette fik hendes op i sit aggressive dyriske temperament som hun prøvede at slippe fri og slå hvem end ihjel som skød hende.

Dog nåede hun ikke særlig langt, før at hun lå bevistløs under Sajro og få sekunder efter fri Sajro selv en dart skudt i siden af halsen fra et eller andet sted, som var kraftig nok til at bedøve varulve. Der gik ikke lang tid før Sajro selv faldt isøvn fra darten, dog han var stadig ved en form for bevisthed, hans indre stemme havde stadig en form for kontrol, som det var med Lilith. Darten lammede varulve på en måde som de hverken kunne bevæge sig eller noget andet fysisk. Det eneste den ikke lagde i søvn, var varulvenes egen indre stemme og hørelse, hvilket var nyttig nu da både Lilith og Sajro kunne høre snak omkring dem. De kunne mærke at de blev ført væk, begge puttet i nogel kæmpe bure som det bumlede for et godt stykke tid, faktisk flere timer før at vognene stoppede. Den eneste grund til at Sajro og Lilith har vågnede op, var fordi at de fik mere sovemidle under turen.

Begge varulve blev ført ud, om de stadig var inærheden af hinanden var umuligt at se da ingen af dem kunne se og kun høre, samt tænke. Sajro blev placerede på jorden igen, omringet af mange forskellige stemmer, larm fra unge og ældre, lyden af snak over det hele omkring ham. What have you idiots done?!, this is the The Moon King, and you.. shot him?! lød en meget kommenderende stemme, med sikkerhed en leder af en art.
Rusmidlet var ved at forsvinde og hive Sajro tilbage til sig selv og fuld kontrol. Det første Sajro ville se, var en hel og kæmpe lejer af nærmest to packs i en super pack. Lejren lå uden for skoven, men lige op til den på en side af skoven der var længest væk fra alting, et sted ikke mange ville komme. Stortset alle omkring Sajro knællede foran ham, især pack alphaen knællede dybt for sin Wolf King.

I apologize deeply for my men's stupidity and recklessness! Undskyldte han dybt og kiggede ned i jorden når Sajro vågnede, If you are to punish someone, punish me fortalte han Sajro og kiggede op på sin raceleder

Han mærkede hende pludseligt blive slap under ham, hans første tanke skabte rædsler i hans indre sind, frygten for at have slået hende ihjel. Han kunne dog slet ikke smage nok blod til at det kunne være sket, og hans klør kunne heller ikke være gået dybt nok til at slå hende ihjel. Det var først da han mærkede prikket i siden af hans hals at det gik op for ham hvad der var sket. Han blev med det samme rasende og det fik kun hans blod til at bruse hurtigere og sovemidlet til at påvirke ham hurtigere. Men adrenalinen i hans blod fik ham alligevel til at rejse sig op og tage tre skridt hen mod der hvor skuddet var kommet fra før han kollapsede på jorden.

Han mærkede der blev taget fat i ham og hørte tydeligt ord. Han var rasende, virkeligt galsindet. Så vred at det kunne få kvindens tidligere udbrud og raseri til at se mildt ud. Ingen bedøvede ham og slap godt fra det. Sidst det var sket havde han raseret alt kvinden havde ejet da han fik sin frihed. Ladet dyret i ham rase frit, og han havde en intention om bare at lade den få sin vilje igen. Da han vågnede igen, kiggede han op. Men formåede dog at holde dyret nede som han rejste sig og tog skridt hen imod deres leder.

"I should kill you, kill you all!"
Det blev knurret dybt og formanende, som han tog hurtige skridt hen til alphaen og greb ham om halsen før han løftede ham op. Han holdte ham ud for sig og tvang ham til at se ham i øjnene. De brændende dyriske, hadefulde, vrede øjne. Han var klar til at rive hans strube ud. Han antog dog at det her var den pack der havde taget territorie fra kvinden og hendes familie. Af den grund var han nød til at handle rigtigt, som en leder og ikke selvisk. Han måtte dog etablere hans stand og styrke overfor dem. Han kastede derfor alfaen et stykke hen af jorden, før han med tunge skridt gik hen til ham og begyndte at tale.

"Listen! You might have gained the upper hand before because I was preoccupied, but don't fool yourself into believing you can actually fight and best me! So listen now, I am here because of this women, because I believe she has been unjustly treated by this pack and the death of her pack has to be compensated!"

Han snusede i løften for at finde ud af hvor hun var henne, og fulgte så duften indtil han stod ved hende. Han vidste at han havde talt højt nok til at hun ville have kunnet høre det, sågar helen packen kunne nok have hørt det. Han vidste endnu ikke hvad kompensationen skulle være. Hvad manglede kvinden? Guld? Mage? Glæde? Land? Noget andet? Det var næste skridt.

Nogle af de unge mænd i lejren skulle til at stoppe Sajro fra at gøre deres pack leder fortræd, men pack lederen stoppede dem og undskyldte for hans klan medlemmers vejne over at Sajro blev behandlede på den måde og ville straffe dem. Lilith gå som sin nøgen menneske skikkelse i et bur, stor nok til at hvis hun forvandlede sig, ikke ville tage skaden. Dog var trammerne så små at hun ikke kunne få arme igennem, hverken som menneske eller varulv. Pack lederen løb foran Sajro, selv om han var i sin gigantiske varulve form og stoppede sin konge fra at komme nærmere den bevistløse varulve kvinde. I'm sorry My king, but we can't allow you any closer to her, she's been chosen by... him forklarede pack lederen Sajro, sikker på at han ville blive slået ihjel af sin konge for dette her, men det der skete lige nu, var så meget større end bare dem og Sajro.
Buret blev åbnet og den bevistløse Lilith, blev båret ud af buret og lagt på et bord midt i lejren, hvor nu folk stod i en cirkel omkring varulve pigen. Man skulle næsten tro at et form for ritual skulle til at ske, men intet skete fra packen, men i stedetfor poppede der 5 kulsorte røgskyer op omkring Lilith. I stedet for røgen, stod der nu 5 mænd, alle klædt i ritualistiske tøj og lagde en hånd på Lilith og forsvandt i en sky af røg.
I'm sorry, but the master we serve has her now... she is lost and you might as well leave her to her chosen fate forklarede pack lederen Sajro og gik så til siden, men ville være for sent da vampyrene og Lilith var væk.

Det var dog ikke uden nervøsitet i packen, mange i packen viste frygt for disse vampyre, som om at vampyrene ville gøre dem noget, hvis de prøvede at stoppe dem i det de havde tænkt sig at gøre.

Lilith vågnede op i et bur, nøgen og rund forvirrede over, hvor helvede hun befandt sig. Der var køligt, sne faldt ud for hendes vindu, hun befandt sig i.. i et fandens også til bur som åbenbart var placerede i et rum højt oppe. Hun kunne se bjerge.. mange bjerge, dækkede til med sne, men ellers var det ret svært at se ud af vinduet da sneen var utrolig tyk og faldt tungt.
Hun vendte sig mod trammerne og prøvede med sin varulve styrke som menneske at vride trammerne til siden, så hun kunne slippe igennem, uden held. Lige som hun skulle til at forvandle sig, åbnede den eneste dør i rummet hun var i og en ældre herre samt to younge mænd, sikkert hans vagter. Som den gamle mand gik ind, kiggede han nøje på den nøgne kvinde i buret, You'll do sagde han kort men med autoritær i sin stemme. WHERE THE FUCK AM I?! GET MY OUT OR I'LL TEAR YOUR APART! Skreg Lilith rasende og forvandlede sig. Som døren blev lukkede, lød et gysende hyl der gav genlyd på flere kilometre. Lilith flippede ud og brølede som hun kæmpede for at slippe fri, men uden nytte, som om burret var lavet af matriale med magiske egenskaber, hvilket dog ikke stoppede Lilith på noget tidspunkt.
Dog Liliths hyl blev transporterede med den hæftige og vilde blæst i området og sendte det længere og længere væk, til det svagt kunne høres hvor Sajro og packen befandt sig, som var det en lav hylen af vinden.

Sajros hoved var ved at sprænges i raseri som manden forsøgte at stoppe ham og forklare ham at de ikke kunne tillade ham tættere på. Tillade ham? De havde ingen ret til at stoppe ham, men her stoppede hans raseri ikke. Han slog ud med armen hårdt nok til at sende manden flyvende gennem luften samtidigt med at han satte løbe det sidste stykke, og inden mændene var forsvundet havde han sat i et spring, men da han nåede til bordet hun havde lagt på var de forsvundet kun en afskyelig stank af død hang i luften og irriterede hans næse. Han vendte sig rundt og så på manden der stod foran ham. Han rystede af vrede over de ord han hørte. *Their master!? Their master is me! Fucking ignorant pieces of shit, why do I let them live!?*

"I AM YOUR MASTER, AND I WILL NEVER LEAVE ONE OF MY OWN BEHIND. I WILL RESCUE HER AND WHEN IT IS DONE I WILL KILL YOU AND CLAIM THIS PACK AS MY OWN AND SET THIS STRAIGHT!
Sajro måtte dog også indrømme at han ikke havde nogen anelse om hvor han skulle begynde at lede efter hende, og dette gjorde ham bare endnu mere frustreret. Al denne vrede og frustation var også det der gjorde at han ikke havde skiftet sin form, men det var også heldigt da han hørte den lave hylen i vinden. Den eneste grund til at han sagde det med at dræbe ham, var egentligt for at give ham muligheden for at skride inden han vendte tilbage.

"And the rest of you, you better pull yourself together. Show some fucking guts! Stand up to these vampires, if you do not stand up to you, I will denounce you as werewolves I will make each and everyone of you outcasts, allowing everyone to hunt you down. Ohhh and trust me I will join the hunt with joy! So any who are willing to join me to get her back?

Han ville give dem chancen for at vise bare noget rygrad, noget mod og at det ikke var for sent at redde dem. Dog var det ligeglad om der var nogen der ville følge med ham fordi han havde tænkt sig at tage afsted, og det var også fuldstændigt ligemeget om de så havde tænkt sig at stoppe ham. Han havde ikke tænkt sig at lade dem, hvilket også var grunden til at gik med tunge hurtige skridt over til lejren smedje, her lagde han hænderne på deres armbolte.
Langsomt begyndte armboltene at opløses nærmest som blev de spist og Sajro selv blev dækket i et næsten halv centimeter tykt lag metal. Det sad som et ekstra lag hud, perfekt og bevægeligt om ham. Så satte han i løb mod vinden, i den retning at lyden måtte komme fra. Forhåbentligt var han ikke alene, men hvis han var var det sådan det skulle være. Hans eneste mål var at skynde sig så meget som muligt.

Lilith havde forvandlet sig tilbage til sin menneske persona efter flere timers konstant forsøg på at slippe fri. Hun gav ikke op, slet ikke, men hun regnede med at få muligheden for at slippe fri på den ene eller anden måde. Som hun sad nøgen med bene samlede, med hagen, hvilende på knæende, fulgte hun tjenere der kom med mad til hende og forlod igen så hurtig som muligt. Vampyrer... hun hadet vampyrer, ikke bestemt for, hvad man skulle tro, men faktisk mere fordi at de altid troede de var så skide overlegen og bedre viden. Okay måske også fordi de bare er en naturlig fjende, da de var en af de få som faktisk kom tæt på at slå en varulv ihjel.
Hvis det ikke havde været fordi at hun var fange i et bur af vampyrer, havde det været lidt morsomt at se, hvor bange de mindre vampyrer var for hende, som om de bare forventede at Lilith ville angribe dem. Nogle få fra clanen af de unge havde sluttede sig til Sajro som han tog af sted for at finde Lilith, dog det holdte sig bag Sajro som tegn på at han var alphaen.
Turen var lang og det var først da det blev morgen igen, at Sajro og de 3 andre varulve ankom til bjergkæderne, hvor hæftig sne dalede fra himlen. Med et fint uberørt lag af nydalede sne på jorden, blev Sajro ramt af den kræftige og hæftige vind som havde ført Liliths hyl mod ham.
Jo dybere og dybere de drog mod bjergkæderne, jo koldere blev det og jo vildere blev sneen, til det tilsidst var stortset umuligt for dem at se noget og måtte søge lyd for snestormen.
De unge varulve mænd holdte for sig selv men tæt nok på Sajro. De var nervøse og rystede, ikke fra kulden, men det at de vidste hvad de bevægede sig imod, hvilket de frygtede nærmest mere end de frygtede Sajro. En hel dag, måtte de holde lyd for stormen, før de kunne bevæge sig videre og det var først da det var ved at nærme sig natten.

Lilith kiggede op fra sin sidde position med øjne, som tre mænd trådte ind i lokale hun befandt sig i. Hurtigt og præcis, blev hun ramt af en lille dart og mistede bevistheden og ført væk fra sit rum. Lilith vågnede op, uvidende om, hvor lang tid hun havde været væk. Hun mærkede med det samme et metal halsbånd om sin hals... again.. hvad er det med fucking vampyrer og give hende skide metal halsbånd på?!
Hun prøvede at rejse sig op og kom op og stå, dog med håndjern på og kæder som gjorde hun kun kunne bevæge sig rundt til et vis punkt. Hendes nøgenhed bemærkede hun ikke, det var så naturligt at hun var ligeglad om folk så hende nøgen eller ej. En dobbelt dør åbnede sig, efterfuldt af en en gruppe ældre mænd som tog pladser omkring hende med en enkel stående foran hende, lige ud for rækkevide. Typisk.
Det var dog først nu hun lagde mærke til rummet hun befandt sig i, lignede lidt en arena, eller nok mere et slags talerum, med.. med et kæmpe vindu foran hende? Underligt.

En af de unge varulve pengede imod en passage han skulle igennem, før Sajro ville ankomme på den anden side af bjergkæden og finde stedet Lilith var. De 3 varulve som havde fulgt Sajro havde flygtet hjem i håb om at de kunne slippe væk fra stedet.
Stedet var et gigantisk slot, større end næsten alle andre slotte der fandtes og lignede ikke ligefrem det hyggeligeste sted. Det var uden tvivl at dette var stedet hvor Lilith var, store mængder af kasser med sølv ammonition og pile med sølvspidser, pakket i massevis af kasser udenforan slottet, eller nærmere lærreret til slottet. Men lærret ville være det første Sajro ville støde på og nogle få vampyrer som holdte pause, samt drikke blod fra opbeværede ofrer.
Grunden til at Sajro ville vide at dette var stedet, hvor Lilith befandt sig, var fordi at, hvis han lyttede ind på vampyrernes samtale, ville han med det samme finde ud af at en skræmmende varulv var ankommet til stedet og den var blevet gjort klar på konvertering.
En af de andre vampyrer havde endda spurgt ind til, hvorfor der var importerede så meget sølv, hvor en tredje svarede, med at det ville være til, hvis varulven slap fri.
Hvis Sajro ikke gav sig til kende og holdte lav profil, ville han uden problemer kunne slippe forbi vampyrerne, da snestormen havde taget til og hæmmede vampyrende hørelse til lave lyde. Slottet var stor indeni, men hundredevis af værelse, sale, spisekamre med ofre og haver. Stedet Sajro ledte efter, blev kaldt for observatoriumet, men var ikke lige nemt at finde, da det var gemt væk fra vægge på slottet og kun bestemt fik adgang. Rettelse, kun folk som blev inviterede til events.
At bevæge sig rundt, ville være svært, da stedet vrimlede med tjeneste folk og vagter der altid patroljerede i par, dog ikke umuligt.
Ledies and gentlemen, we are gathered her tonight, to witness a new breakthrough in transmorphing from one specie to another forklarede den ændre vampyr som stod nede i det cirkelformede gulv, mens alle andre sad oppe på stole i et højere niveau, så de kunne se alt der skete. What you see before you is a werewolf, a feisty specimen. As soo as the full moon rises and touches it's face, we'll inject it with the serum forklarede vampyren med et koldt, men roligt toneleje og vendte sig nu mod tilskuerne som han gik ind i dybere detaljere omkring dette nye serum og, hvordan det kunne bruges på alle væsner, så længe de havde en transformation fase.. for nu.
Det slog med det samme Lilith, vunduet var for hende.. shit, de har absolute ingen idé om, hvor farlig hun blev under fuldmånens effekt, hun stoppede ikke med at dræbe, jæge og spise for 3 dage uden af være i stand til at kende forskel på venner og fjender.

Selve rummet Lilith befandt sig i, var flere kilometre oppe fra jorden, så, hvis nogen prøvede at komme væk, ville de falde til deres død, hvilket betød at det var utrolig mesværligt at kravle derop nede fra, men ikke umuligt.
Som natten sneg sig tættere og tættere, begyndte Lilith at kunne mærke dens kraft, som var det et drug hun tog og som hun frygtede... Lilith mærkede smerterne ramme hende som en mavepuster 10 gange stærkere. Knogler og led begyndte at justere sig til hendes varulve form som hun skreg et kuldegysende skrig mod månen. Hele hendes krop sitrede som Liliths lange blonde hår, ændrede sig til sort. De rare blå beroligende øjne skiftede til lysende og skræmmende orange øjne som Lilith skreg ud i lokalet i den mest smertefulde og gyselige måde.
Kraniet ændrede sig med hendes krop, som hun voksede. Tænder der blev større og spidser, sylespidse sorte klør på flere metre. Som Lilith voksede til sin varulve størrelse og form, begyndte lænkerne at give sig og vampyren som havde stået og snakket for at holde folk i ro, opdagede at det var nu, hvis hans serum skulle virke. Men som han med lynende fart prøvede at give varulven serumet, greb Lilith vampyrens arm og brølede med sådan et vildskab at det kunne høres i hele slottet og udenfor et godt stykke fra slottet.
Hele fronten af vampyren blev flænset op fra bund til top, da lænkerne var knækket under transformationen, hvilket satte ekstrem panik i alle vampyrene. Mange flygtede gennem vinduet og tilbage til deres karet for at komme væk, andre var ikke lige så heldig, som Lilith fik fat på dem.
Hele rummet var et gigantisk blodbad og hvis Sajro havde været nogen andre steder på slottet, ville han høre vagter storme forbi ham, men hvis han var udenfor, kravlende op af slottet, ville han se den ene vampyr efter den anden, springe gennem det kæmpe vindu for at slippe væk. En tjener prøvede at lukke døren og låse den, men Lilith stormede direkte ind i den med skuldren så den sprang op og hamrede direkte ind i hovedet på tjeneren og dræbte ham på stedet.
Hele slottet var i panik og man kunne nærmest ikke gå to skidt, uden at støde på dø og ødelæggelse, efterfuldt af den høje gyselige hylen samt vilde brølen.

//Sorry for vente tiden c:

//Det er helt i orden, hellere sent end aldrig som man siger.

Sajro var blevet positivt overrasket over at der faktisk var nogen der valgte at tage med ham. Han havde forventet at ingen af dem turde. I sidste ende viste det sig også at han havde ret fordi da de var kommet tæt på stedet var de andre varulve til sidste vendt om. Han havde givet dem lange formaninger om hvilke kujoner de var, hvordan de var en skændsel for hele deres race når de for det første kunne lade dem selv hjælpe med at tage en af deres egne til fange og derefter ikke engang have modet til at redde hende. Han havde ingen anelse om hvordan han ville straffe den klan, men jo mere han tænkte jo mere bange var han for at dyret i ham fik lov til at lave den beslutning.

Sajro havde bevæget sig det sidste stykke alene, var blevet overrasket over det han så. Han var ankommet til lageret og klædt fra top til tå i metal, smadrede han gennem døren efter at have hørt dem forklare hvad det var der foregik. Han havde ikke tålmodigheden til at vente, mest da han ikke havde nogen anelse om hvad de kunne finde på at gøre hende. Han vidste jo godt hvor farligt et enkelt bid fra en vampyr kunne være til hende. Han havde dræbt de tre vampyre der havde holdt vagt inden de havde nået at rejse sig fra deres stole. Derefter havde nogle få vagter hørt det og var kommet løbende, Sajro havde sat i løb mod det høje tårn. Typisk sted at holde nogen fanget var jo i toppen af et tårn, så Sajro håbede at vampyrerne var kliche nok til det. En patrulje af vampyrene prøvede at stille sig i vejen, men at stoppe en varulv i fuld fart var svært nok i forvejen at gøre det samme når den var dækket i stål var nært umuligt. De fløj gennem luften og landede som kluddedukker på jorden, i stillinger der ikke burde være muligt, og deres knogle stak ud flere steder på deres krop.

Da Sajro nåede frem til tårnet kunne han se han blev nød til at klatre hvis han skulle derop, han vidste også at hans rustning ville være for tung at have på. Han koncentrerede sig om evnen, om processen og langsomt fik han også rustningen til at falde af, derefter sprang han så langt op af muren han kunne og begyndte at klatre. Han fortsatte med at klatre hele aftenen, og var nået tæt på det store vindue da han selv kunne mærke fuldmånens virkning på ham, blodrusen, kamplysten. Han sprang igennem vinduet og begyndte at følge den død og ødelæggelse hun havde skabt. Hun så ud til at klare hendes fjender fint, men det var bedre hvis de var to. Han stoppede op, og faldt på alle fire som han udstedte et højt hyl som skar sig gennem marv og ben på de der ikke var varulve. Til Lilith var dette dog et kald. Han fulgte stadig blodbadet som han kun var med til at forværre som han stødte på nogle af vampyrene der havde forsøgt at snige sig om bag ved Lilith, deres livløse kroppe bankede mod væggen som deres hoveder trillede ned af gangen.

Han satte farten op, men jo mere tid der gik jo mere hold på ham fik månen. Han havde håbet at kunne få hende med ud hurtigt, men han måtte indse at han nok ville ende med at hjælpe hende med at få hævn. Forhåbentligt kun over dette sted. Han fandt hende. Med månens kraft over ham, havde han ikke kontrollen eller overskuddet til at tale. Han knurrede af hende, som han gik rundt om hende, hans hoved løftet højt, og han strakte sig nu istedet for hans normale lidt foroverbøjede statur. Han viste hans status som alfa, viste hans dominans, og håbede og satsede på at hun også erkendte den efter deres tidligere kamp.
Efter lidt tid, uanset om hun viste ham underdanighed eller ej, ville hans øre fare op og hans hoved dreje sig til siden mens han begyndte at snerre og knurre højlydt af gangen. Så blev lyden også tydeligere som en stor gruppe af vampyrer kom gående. Han gik derefter hen og stillede sig skulder ved skulder med Lilith, klar til at storme inde i de kommende vampyre med hende. Så de kunne kæmpe deres vej ud til friheden.

Fuldmånens kraft gjorde Lilith til noget ud af en gyser historie, hun var alt andet end sit normale fornuftige muntre jeg, hun var et dyr, et dyr som ville dræbe alt den kunne få fat på, selv hvis det betød at hun angreb og dræbte nogle fra sin egen klan, familie endda. Liliths opmærksomhed hvæsede og brølede af Sajro som tegn på at hun faktisk udfordrede ham og hans forsøg på at stå som alphaen mellem dem. Den sorte dyriske varulv brølede af de nye vampyre som alle bar våben lavede af sølv, specielt sværderne. Lige som Sajro stillede sig ved siden af Lilith, blev han angrebet af Lilith ved at hun sprang på ham og bed sig godt fast i nakken på ham og hev til så en pels, hud og blod fløj med som de knuste gennem en rude som sendte dem ud over kanten og ned til etagen nedenunder. Rummet var fyldt med vampyre som åbenbart var midt igang med spisning, for der lå døde væsner og levende som vampyrerne drak blod fra. De fik noget af et chok da to varulve bragede lige ned i bordet så blod fløj over alt. Lilith lancerede sin hånd med sine kæmpe sorte klør og ramte Sajro hen over hovedet og sprang på ham igen og prøvede gang på gang at gå efter strubben på sin raceleder i et forsøg på at skære hul og slå varulven ihjel.
En vampyr vagt sprang hjernedødt på Liliths ryg og borrede en kniv i ryggen på hende, lavede af metal, hvilket fik Lilith til at brøle i smerte og fik revet vampyren af sig og fjernede alt fokus fra Sajro til vampyren som landede op af væggen.
Vampyren efterlod et knust billed af en eller anden vampyr sikkert, men det stoppede ikke vampyren fra at springe til siden som Lilith sprang mod ham, som et hvert andet dyr på jagt ville gøre. Alle flygtede og skabte kaos, mens andre vagter begyndte at beskyde Sajro med pile, med spilespidser lavet af sølv, hvilket betød at Sajro nu havde sine egne problemer, da vampyre angreb ham også.
Vampyren Lilith var efter, havde løbet ud på en balkon og sprunget ud over kanten, med direkte fald mod jorden med Lilith lige i hælene på manden. Som begge faldt, landede de begge på jorden og en jagt væk fra slottet og mod hvad lignede en landsby.

Vampyren undveg gang på gang Lilith og Lilith undveg vampyren som de kæmpede mens de løb gennem den hvide døde skov. Vampyren fik Lilith til at ramme et træ, så han kunne nå ind i landsbyen og gemme sig. Dette var det væreste man kunne gøre med Lilith efter sig, hvis hun var under fuldmånens indflydelse, angreb alt og alle, og dette var ingen undtagelse.
Hvad før havde været en rolig nat for landsbyen som passede sig selv og var en blanding af mennesker, elvere og en halvelvere, blev nu til en persons værste mareridt. En ænldre mand, gik en nattetur for at få lidt frisk luft, skreg pludselig som han var ved at blive fortærede af dette kæmpe bæste som varulven flænsede af ham. Skreget fik nogle til at åbne deres vindu for at se, hvad det var der skreg så højt, for kun at få Lilith til at springe gennem vinduet og slagte alt og alle der havde en puls. Panik begyndte hurtigt at sprede sig som Lilith masakrerede og slagtede alle hun så og udsendte sit unaturlige og gyselige hyl mod fuldmånen. Vinden bragte hylet i retning af, hvor Sajro befandt sig, hvis han ikke allerede var på vej mod Lilith.
Et barn stod i midten af landsbyens plads og græd som hun prøvede at få sin mor til at vågne op, hvilket var umuligt da moren lå med kolde og døde øjne og kiggede på datteren.
Der var blod og døde kroppe overalt i landsbyen, flere sprallede op ved maven og brystkassen, nogle manglede kropsdele, andre havde intet ansigt og det blev kun værre hvis man virkelig kiggede sig omkring.
Varulven sprang ud af et trehus i landsbyen og hørte barnet græde ved sin døde mor og brøllede af barnet og satte i løb, som var fanden efter den og sprang mod barnet.

Hele slottet var et kaos, vampyre der enten forsøgte at flygte eller skyndte sig frem for at deltage i kampen. Sajro var ved at nå kanten, kanten af hans egen menneskelighed, kanten til den ødemark som kun hans dyriske side normalt bevægede sig ud i. Han vidste at der ikke ville være nogen vej tilbage derfra før det hele var slut. Han mærkede hende flå i ham, og det var nok til at presse ham over grænsen, og han følte hans menneskelige side blive flået i af ulve. Han hamrede hende af sig før han lagde mærkke til de vampyre som angreb ham han mærkede deres pile snitte ham, inden han nåede at kaste sig frem mod dem, endnu en pil snittede ham, som han knaldede to af vampyrenes hoveder sammen og knuste dem. Det var endnu mere kaos nu end før, han fulgte nu hurtigt efter Lilith igen. Ikke længere med den samme intention som tidligere, men nu for at vise hende at hun ikke skulle lege med ham, tro hun bare kunne angribe ham som det passede ham.

Han ankom til landsbyen efter hun havde skabt kaos der også. Han blev angrebet da nogen troede han var hende, og de led samme skæbne som da de havde mødt Lilith. Han slog den første til side efterfulgt af at han bed hovedet af den anden mand. Han kunne se hende sprænge gennem luften, og han skyndte sig videre. Kastede sig gennem luften efter hende, og ramte hende i siden lige som hun ville have ramt barnet. Han bede hende så hårdt han kunne i armen, og flåede hende ned af ryggen. Angrebene var ikke nært så tilbageholdene som dem han havde lavet mod hende tidligere, de var langt værre og kunne næsten have været for at dræbe hende. Men han havde stadig tanker som en alfa, og hvis han kunne undlade at dræbe hende så ville han undgå det. Dog i angrebet på hende, havde han slået barnet i jorden med hans ene bagpote.

Lilith brølede i smerte som Sajro bed sig fast i hende og svang sin store sorte varulve klør i ansigtet på Sajro og nær flådet det ene øje ud på ham.
Blod løb ned af ryggen på Lilith, men varulven ignorerede smerten og flådede op af brystkassen på Sajro og sprang på ham så de tumlede mod en lukkede dør til en af hjemene i landsbyen. Døren blev knust som begge varulve tumlede direkte ind i den og befandt sig midt i en stue med en rædselsslagen framilie, men kvinden som skreg op sammen med sine børn og manden som rystede af skræk. Lilith ignorede fuldstændig menneskerne, da Sajro var den største trussel og hvæsede gyseligt af ham og bed i luften som tegn på dominans. Dette træk  af dominans havde Lilith på ingen måde, faktisk var hun meget mere en som var tilfreds med at følge sin floks leder, da hun hadet at havde ansvaret. Dog som tvunget fuldmåne forvandling, bliver hun Ren og enkel et dyr og dyret i hendes har helt sine egne tanker og prioteter, hvilket er grunden til at Lilith som varulv, viste dominans.
Lilith angreb Sajro igen ved springe på ham som et hver andet vildt dyr og bide op til flere gange samt flå sine klør mod Sajro. De braste gennem husets vindu og endte ude på byens plads og var ude i det åbne igen. Lilith endte oven på Sajro og som den skulle til at flænes selve manden der havde prøvet at hjælpe hende, gjorde Lilith det ikke, for den havde fået øje på vampyren. Med et moderligt brøl, sprang den af Sajro og satte i sprint mod vampyren, som kun lige nåede at undvig med et slemt snit fra Liliths ene klo på brystkassen.
Vampyren hvæsede af Lilith men sprang over et hustag og væk fra landsbyen og ud over en kornmark. Fuldmånen stod ved sit højste og oplyste hele marken og lige som vampyren troede han udveg, mærkede han de store, syle spidse klør borre sig i ryggen på ham.
Og på det punkt i hans lange liv, var han færdig, han skreg op som han blev flænsede op, indvolde der blev revet fra hans krop, til halvdelen af skulderen der blev revet af. Lilith fortsatte med at masekre den døde vampyr til der ikke var andet end stykker og stumper tilbage, så det var umuligt at genkende ham.
Lilith rejste sig på sine bagben og stod fuldt oprejst på de 3 meter og udgav et gyseligt ulvehyl mod fuldmånen.

Han vred hovedet så hendes klør flåede ned af hans ansigt, men undgik hans øje, han brølede også blot af hende da hun begyndte at flå ud efter hans brystkasse hvor hun også ramte flere gange. De malede byen rød i deres eget og deres ofres blod. Det var dog ikke noget der skulle stoppe dem i deres magtkamp, eller i Sajros magtkamp.Da Lilith bed ud i luften foran Sajro var han hurtigt, og hans kæber lukkede sammen om hendes snude for at vise hende hendes plads, og vise hende at det altså var ham der besemte. Efter at igen have forsøgt at vise hende hendes plads trak han sig et skridt tilbage hvilket gav hende tid til at angribe ham. Som hun smed sig frem mod ham, tog han blot imod hende, de første par slag af hendes klør ramte ham før han fik fast om hende og begyndte at flå i hendes ryg som hun fik dem ud af vinduet. Sajro snerrede blot af hende, og han bed ud efter hendes strube, men ramte hende bare i brystet med et dårligt bid da hun sprang af ham efter en vampyr der var dukket op.

Han var hurtigt på benene og efter hende igen, han nåede hen over hustaget som hun fik fast i vampyren. Uanset hvor meget han blødte så ville han ikke lade hende gå. Han ville ikke stoppe før hun underkastede sig ham. Hun var hans alfa og hun skulle erkende det om det så betød han skulle banke hende i jorden. Da hun begyndte at hyle, rejste han sig op på taget og udstødte et brøl der overdøvede hendes hyl før han kom springende gennem luften. Hans poter foran sig med kløerne  fremme til at bore sig ind i hende. Han tumlede rundt med hende indtil de lagde stille og han lagde oven på hende. Han begyndte så at bide og flå i hende, han undgik dog hendes hoved og hals for ikke at gøre dødelig skade på hende. Efter kort tid rejste han sig op fra hende, stillede sig en meter fra hende for at se hendes reaktion for at finde ud af om hun havde fået nok. Som sig selv hadede han dog hvad han gjorde, men dyret i ham elskede det og han kunne ikke gøre andet end at se på, se hvad der skete ud af hans egne øjne, men intet gøre. Ingen kontrol.

Sådan som de to varulve kæmpede mod hinanden, skulle man tro at de hadede hinanden til bunden af deres hjerter. Da ingen bakkede bagud og vise sig selv som den svage, udviklede det sig til nogle hårde kampen og mange skader. Hvis det ikke havde været fordi de begge var varulve og regenerede bedre end normalt og ikke var varulve, ville de havde været død for længs.
Flere gange fik Sajro overtrumlede Lilith, men Lilith var en smidig satan og, hver gang slap hun fri til det endte i endnu en langtrukne ræs efter hinanden. Efterhånden rykkede kampen sig væk fra stedet med landsbyen og ind i skoven, som blev et spil på "hide and seek", men hvor hide blev til "stalking in the dark" og seek blev til "surprise attack".
Nogle gange indhentede Sajro Lilith og en nærkamp udviklede sig, andre gange slap Lilith væk og Sajro måtte jage hende et godt stykke, da de begge altid var i top sprint. Dette fortsatte i 4 dage, hvor Sajro havde jagtede Lilith ind i en by, hvor jagten fortsatte på hustagende og videre ud af byen igen til de ramte kanten af skoven. Lilith vendte sig om, stillede sig op i sin fulde højde, blod der løb ned af flere steder på hende, og leverede sit mest frygtiggydende brøl af Sajro som gengældte brølet. Brølene kunne høres på flere kilometer afstand og fik hunde til at gø og gav folk kuldegysninger, dog en af brølene, mere præcis, Liliths brøl, dødede hen, da sol-opgangen ramte Sajro i ryggen og Lilith i ansigtet.
Liliths ben gav efter for hende og faldt på knæ, men ikke fordi hun knælede for Sajro, men fordi at hun blev tvunget tilbage som menneske og dette gjorde ondt. At sige det gjorde ondt, var en underdrivelse, for Lilith som varulv begynte at klynke, nærmest jamre i en blanding af en menneskelig stemme og en ulvs som Lilith forvandlede sig tilbage.
Hvor før havde stået en kampklar, dog meget sårede varulv og truede Sajro, som selv var lige så medtaget fra Liliths angreb, lå nu den selv samme blonde pige, som Sajro havde mødt tilbage i skoven. Denne gang var hun dog tilsmurt i blod over hele kroppen og ekstrem slemme sår, på randen til dødelige sår, mens hun lå og næsten rystede en smule begrund af den ekstreme smerte hun lige havde gennemgåede.
Normalt ville hun være udkørt og svag efter en tvunget tilbage forvandling, nu var hun ikke bare udkørt og svag, hun var stortset ikke eksisterende i sin tilstand. Hun kiggede med stor besvær over på Sajro som varulv og faldt i en dyb trance, da hun besvimede.

Sajro havde ikke gjort dette i lang tid. Overgivet sig selv til dyret på denne måde var uvant for ham. Han havde ikke haft nogen lyst til det, men sådan var livet nogle gange når man skulle være den der bestemte. Man fik ikke lov til at gøre tingene præcis som man gerne ville. Jagten gennem nætterne, over hustagene og over markene havde taget på hans energi. Han kunne tydeligt mærke det, og så sammen med sårene der var begyndt at samle sig på hans krop, så var han ved at nærme sig der hvor han ikke kunne meget mere. Dyret derimod havde ingen grænser, eller jo men den grænse blev kun ramt hvis Lilith gjorde noget som dyret kunne tage som at hun underkastede sig ham.

Da månen pludseligt ramte Lilith i hovedet og hun faldt sammen, så troede dyret længe nok på at hun underkastede sig til at Sajro kunne få lov til at tage kontrollen tilbage over kroppen. Han fik den med noget besvær og gennemgik samme forvandling som Lilith. For ham var det dog ikke så smertefuldt grundet at han var Nightcan og derfor havde mere kontrol over hans forvandling. Han sad på sine knæ foran hende som var kollapset helt. Han kiggede på hende, og fik sig med besvær rejst op og fik hende løftet lidt op sådan at han kunne trække hende lidt med sig ind i skoven. Han fik dem måske 5 meter ind i skoven før han lagde sig ned ved siden af hende. Han forsøgte at holde sig selv vågen for at sikre sig at hun klarede den, men der gik ikke meget mere end 2 minutter så løftede han hendes hoved, lagde det på hans arm og lagde sig til at sove selv. Han kunne vel lige så godt gøre det lidt behageligt for hende, nu hvor de havde været ved at myrde hinanden, selvom de nok ikke havde gjort det i sidste ende. Nu måtte han se hvordan det gik når de vågnede, så kunne han også få snakket mere med hende uden at de skulle forsøge at slagte hinanden.

Solen var allerede godt på vej op og oplyse endnu en dag og varme enhvert væsen den ramte med sine solstråler. Lilith derimod var væk, hendes bevisthed var helt fortabt i trance, da tre dage med konstant dødelig kampe, var ikke noget kroppen var vand til. Lilith vågnede først efter et ukendt antal af dage og satte sig brat op i et skrig af shock og skulle til at kigge rundt, men en meget øm og smadrede krop, var imod den bevægelse og sendte smerte signaler igennem hele kroppen på hende. Motherfucker! Bandede hun med sammenklemt øjne og hvislende tænder. Hun kiggede sig omkring, hun var i en skov, hvilken skov, vidste hun ikke helt. Derud over var hun også nøgen, men det rørte hende ikke, hun var på ingen måde fange for at folk så hende nøgen. Hendes mave knurrede og brokkede sig, hun var sulten, uden tvivl, men hun havde ingen mulighed for at forvandle sig, uden at forvolde ekstrem beslasting på sin krop.. well mere end hvad den havde allerede.

//Sorry den blev ret kort

Sajro havde i nogle dage nu holdt øje med hende, at efterlade hende alene i skoven nøgen og bevidstløs virkede ret så uansvarligt så han havde holdt sig i området mens han stadig havde udforsket området mere og mere, samt fundet noget at spise til sig selv. Han havde ikke haft mulighed for at finde noget tøj til hverken ham selv eller hende, eller noget andet at dække dem med hvilket var grunden til at hun stadig lagde nøgen på jorden. Han var et stykke væk fra hvor hun lagde da hun satte sig op med et skrig og han skyndte sig tilbage til hende. Han havde et dådyrskid hængende over den ene skulder hvilket betød at dens blod løb ned af hans krap fra et stort åbent sår i dens hals.

"So you are finally awake? Do you want your meat cooked or can you eat it raw?"

Uden at afvente hendes svar begyndte han at få gang i den bålplads der var ikke meget mere end en meter fra hende. Der var stadig gløder fra sidst der havde været bål så det tog ikke længe før der kom gang i det. Han begyndte så at flå kiddet op, heldigvis var han Nightcan hvilket betød at han kunne nøjes med at forvandle hans ene hånd istedet for det hele. Og den hånd brugte han så kløerne på til at sprætte dyret op og rive indvoldene ud.

//Det er helt i orden.

Lilith fik lænede sig op af en træstamme og fulgte Sajro med øjne mens der løb en lille bane blod fra panden ned langs ansigtet. Lilith vidste ikke helt, hvad hun skulle sige til den anden varulv og valgte bare at være lidt stille som Sajro arbejdede. Lilith havde faktisk glemt hvad han hed, eller om de overhoved havde udvekslede navne tidligere. Alting gik så hurtigt og med et black out, så var det hele lidt slørrede for hende nu da hun var vågnede igen.
Faktisk var Lilith kommede nogenlunde helskindede igennem deres konstante kampe på 3 dage med mindre blødninger og sår på kroppen som allerede var ved at helbrede sig selv, da varulve havde et bedre immunsystem end mennesker. Dog så blødte hun stadig fra steder hvor Sajro havde ramt hende og så godt et immunforsvar som hun havde, havde hun stadig brug for at få kiggede på sårene, eller der ville gå infektion i dem på et tidspunkt.

Hun hvæsede mellem tænderne og fik et spændt ansigt, da det sendt et slemt smerte signal igennem kroppen, som hun prøvede at rykke lidt på sig og tog sig selv til siden begrund af smerten. Lilith kiggede ned på sin hånd og så klar rødt blod på hånden, ikke kæmpe mængde, men nok til at dække en del af hånden.
Both I guess svarede hun svagt og holdte øje med den mandlige varulv, som så ud til at starte med at lave mad.
What's your name wolfman? Spurgte hun nysgerrigt, siden hun ikke kunne huske om hun havde spurgt før. Solen hjalp dog på det at side nøgen udenfor, ikke at hun havde let ved at fryse, begrund af sin kropsvarme, men energien solens stråler gav hende, hjalp meget på sin tilstand.

Han kiggede over på kvinden som han kom tilbage fra hans jagt. Han nikkede til hendes svar omkring at hun kunne spise det både råt og tilberedt. Han havde også godt lagt mærke til at hendes sår var værre end hans og at hun lod til at have nogle ret slemme smerter på grund af det. Han skulle nok forsøge at få hende flyttet inden alt for længe så der kunne kigges ordentligt på hendes sår.

"Then take this while I start cooking the rest."

Han gav hende et stykke kød fra dyret, imens gjorde han så kiddet klart og satte kød på nogle spyd før han begyndte at tilberede det over bålet. Han burde vel lidt have forventet hendes spørgsmål, især da han heller ikke selv var sikker på om han rent faktisk kendte hendes navn.

"I'm Sajro or Sargonis depending on which name you want to use. And you?"

Da han nu havde fået sat køddet over satte han sig på sine knæ ved hende side, og uden at spørge hende om noget, begyndte han at se til hendes sår. Han kunne ikke gøre så meget end at sikkre sig der ikke sad nogle store fremmedlegemer i det. Han nikkede lidt for sig selv som han kiggede på såret, han kiggede så på hende.

"Able to walk once we have gotten something to eat? Else I can go look for what is needed to tend your wound or carry you someplace safer."