A victim to crime and meeting a slave - Rabbit

Tid: Klokken er nok lige omkring 19:00.
Sted: Terbasis hus, i hvert fald hovedsageligt.
Omgivelser: Træer i skoven. I huset er der møbler og sådan.
Vejr: Solen er stadig oppe, det er lidt overskyet, lunt.

Det var lidt hen på aftenen, men solen var stadig oppe, og sendte få striber lys ned gennem trækronerne, der hvor den nu kunne komme til. Skyer var begyndt at brede sig på himmelen og vinden ville måske have virket lidt kraftigere, hvis ikke det var på grund af de mange træer, der gjorde at den ikke var andet end nogle få milde briser nu og da.
Dagen var, for Elysia, startet ud meget roligt. Godt nok var hun ikke i den skov hun ellers var så vant til. Nogle uger forinden, var hun draget til The Forest på hesteryg, fordi hun havde trængt til luft skifte. Hun havde simpelthen haft behov for at komme væk fra Ashen Wood Forest, som ellers var hendes hjem, for at begive sig til The Forest, bare for et stykke tid. Så behøvede hun heller ikke tage ind til byen, for at besøge de kunder der ville kontakte hende, så man kunne vel sige hun var på en form for ferie. I hvert fald, havde hun taget en kort pause, for også at opleve det land hun nu engang boede i. Og måske havde det taget hende lang tid, rent faktisk at komme til skoven, men efter hun var ankommet, havde det vist sig at være det hele værd. Skoven var smuk, på en helt anden måde en hvad man kunne sige om Ashen Wood.

Hun sad ved en bæk, med sin sandfarvede kjolen trukket op til sine knæ, de brune støvler og hendes elskede kappe liggende ved siden af sig og tæerne stukket i vandet. Følelsen af det kølige vand var fantastisk, efter en dag rundt i skoven. Hun havde været på opdagelse fordi hun lige ville se sig lidt mere omkring i skoven, præcis som hun havde gjort det de sidste par dage. Dette havde resulteret i at hun havde vandret hele dagen, fået lidt mad, mest af alt bare bær og så det sidste af noget brød, og bare nydt de smukke omgivelser.
Hun havde godt hørt de mange fortællinger om skoven. Fortællinger og livets træ, Yggdrasil, og om magiske kilder og folk der pludselig forsvinder eller fare vild i skoven, fordi den havde sit eget liv. Måske var det også delvist derfor hun havde valgt at tage dertil. På grund af hendes nysgerrighed og spændingen ved det hele. Selv havde hun endnu ikke oplevet noget direkte mystisk ved skoven, men det kunne jo nå at komme endnu, det var hun udmærket godt klar over. Og det var jo som sagt  det hun søgte – spændingen. Livet kunne jo hurtigt gå rundt og blive lidt ensformigt, når man kørte rundt i de samme ting, og det var det hun var begyndt at gøre ’derhjemme’. Hvad der senere hen ville ske for hende, hvordan det hele ville gå fra idyllisk og smukt, til skræmmende, det var hun ikke klar over, og da slet ikke at det ville ske samme aften. Det ville slet ikke være den slags spænding hun havde brug for. Men, det skulle hun hurtigt finde ud af.

Det var lidt ud på aftenen. Terbasis sad ved bordet og så ud til at tænke mens Dempsey sad på sin seng, som stod op af vægen i hjørnet af stuen, og læste stille i en bog. Terbasis rejste sig pludselig, og gik så uden at sige et ord ud af døren. Dempsey så op idet han lukkede døren efter sig. Han lagde bogen fra sig på sengen, og gik hen til bordet hvor de sølle rester fra Terbasis mad stod. Han tog tallerkenen, og spiste hurtigt resterne inden han vaskede tallerkenen af, og stillede den på plads igen, og igen satte sig til at læse i bogen.
Terbasis gik hurtigt mod skoven. Han ville finde et nyt offer, og hvorfor han gik til skoven for at finde et, var han ikke helt sikker på, men han havde bare på fornemmelsen at han kunne finde en person der. Han fandt af og til sine personer i skoven, og andre gange i byen, men i dag vil han tjekke skoven ud. Vejret var lunt og det var vel også fint nok. Så var der støre sandsynlighed for at finde en han kunne bruge i skoven.
Terbasis var ikke kommet så forfærdelig langt ind i skoven før hans øjne landede på en meget pæn pige med rødligt hår. Han smilede bredt for sig selv, og gik så hen til hende med lange hurtige skridt, og var ligeglad med om hun ville høre ham. Hvis hun vendte hovedet mod ham ville han smile et charmerende smil til hende. Han var nu helt hende ved hende, og smilede ondskabsfuldt til hende, og uden videre løftede han hende op over sin skulder da han havde sikret sig at der ikke var nogle som ville kunne høre hende, men skreg hun alt for meget, vil han binde noget for hendes mund så hun ikke kunne skrige mere. Han bar hende uden besvær hjem til sit hus, og bankede så på døren.

Dempsey havde bare siddet på sengen og læst mens Terbasis var ude. Han fløj op fra sengen da han hørte det banke. "10 9 8 7" talte han ned mens han for over til døren, og åbnede den så hurtigt han kunne. Han så ned i det Terbasis kom ind af døren bærende på en kvinde. Terbasis gik lige forbi Dempsey, og ind af en dør hvor han smed kvinden fra sig på en seng. Der var intet andet i rummet. Dempsey lukkede stille døren efter dem, og låste den.

Af alt den spænding Elysia havde tænkt på der måske ville tilkomme hende, var dette ikke en del af dem. At blive løftet op på skuldrene af en fremmede, ikke engang blive slået ned, og hverken nå at tage sin kappe eller sine støvler, for så bare at blive båret afsted, uden at kunne gøre noget. Det eneste hun gjorde, var at hamre løs på den fremmede, sprælle som en fisk lige taget fra sit elskede vand. Kun små lavmælte bandeord forlod hendes læber, og nu og da ord som ’sæt mig fri’ eller ’lad mig nu bare gå’. Men der var aboslut intet hun kunne gøre. Hun skreg ikke, for hvem skulle høre hende. Hun vidste jo ikke hvor langt ind i skoven hun var kommet, men hun ville ikke gætte på langt, og hvad lå i udkanten, sikkert ikke noget vildt, og da slet ikke nogen der ville løbe en skrigende fremmed i møde, eller hvad? Efter et stykke tid, gav hun helt op, og tillod sig selv, bare at slappe af i kroppe, så meget det nu kunne lade sig gøre, og vente på hvad end der nu skulle ske.
Det der nagede hende mest ved det hele, var at hun ikke engang havde hørt ham komme, og nu havde hun ikke nået at se hans ansigt, så hun ville ikke kunne bedømme ud fra det, hvilken type person han måske kunne være eller hvilken race. Hvad angår racen, var hendes første gæt en elver, men hun kunne bare ikke dreje sit hoved omkring, hvorfor en elver skulle gøre sådan noget. Jo, det kunne hun, men ikke højelverne eller skovelverne. Havde de virkelig brug for en som hende, en sølle shapeshifter, der ikke var den mest krigsglade personer man kunne komme for. Selv hendes evne skreg på alt andet end krig – Hun var en seer forhelvede, og ikke engang en specielt god en.

Hun kunne regne ud, på grund af banken på en dør, og stien den fremmede stod på, at de nu måtte være ved et hus og dette blev også gjort klart for hende, da døren gik op. Hun hørte ingen stemme, men da han bar hende indenfor, så hun et par fødder. Inden hun blev slæbt helt ind på det andet værelse, fik hun løftet sig lidt op, kun lige nok til at se en andens ansigt. Han måtte være næsten på alder med hende, og på den måde ham der bar hende, behandlede ham; uden betænksomhed og venlighed, måtte han næsten være en slave. Eller blot en arbejder der fandt sig i alt for meget.
Hun kunne ikke at få kigget lidt nærmere på ham, inden hun blev slynget over den fremmedes skulder, for at ramme en seng. Hun så sig febrilsk omkring i rummet, for at finde den hurtigste udgang, problemet var bare at det bedste hun kunne komme på var døren, og den var bag den fremmede. Ved dette, vendte hun omsider opmærksomheden mod ham. Hans lyse hår, de spidse øre. Noget ved ham, fik hende til at trække været i små stød, fordi han virkede alt andet end rar at se på. Hvad var der dog sket, med hendes ellers så rolige dag?

Terbasis tog sig ikke rigtig af hendes sprællen. Han var kold, og ville ikke sætte hende fri igen. Han sagde ikke et eneste ord til hende mens han bar hende hjem, og var glad da hun ikke sprællede mere. Da han bar hende forbi Dempsey, så Dempsey kort på hende, men da hun så på ham, så han hurtigt ned i gulvet. Han ville ikke se hende i øjnene, for han vidste godt hvad Terbasis ville med hende, og han var ked af det på hendes vejene, men han viste det ikke for nogle.
Terbasis så på hende, og smilede til hende. Ikke et venligt smil, men heller ikke et ondt et. Han slikkede sig kort om munden, og så på hende med nærmest sultne øjne selvom han ikke ville spise hende. Han så direkte på hende, og lagde så hovedet på skrå. "Hm ikk dårligt" sagde han. "Nu må vi se hvor længe du så holder" sagde han, og lo stille, men ikke en blid latter, mere ond eller hånlig. Han gik langsomt tættere på hende, og tog så blidt fat i hendes kæppe, og tvang hende til at se op på sig. Han så hende kort ind i øjnene, inden han igen slap hende. Han sukkede stille til sig selv, og vendte så ryggen til hende, og gik ud af værelset uden at værdige hende et blik. Han gik ud i køkkenet, og roligt åbnede han en skuffe og fandt en skarp kniv frem. Han mærkede på den med tommelfingeren for at se hvor skarp den var. Han tog det helt rolig, og virkede ikke rigtig til at havde travlt. Han vendte sig igen om, og så kort på Dempsey og smilede til ham. Dempsey smilede forsigtigt tilbage, og så hurtigt ned i jorden. Terbasis gik stille ind på værelset igen til den unge kvinde, og gjorde intet for at skjule kniven. Han havde ikke tænkt sig at dræbe hende, men bare ha det en smule sjovt. Han blev stående i døråbningen, og betragtede hende.

Rummet var tomt, ikke én eneste ting stod derinde, på nær sengen hun lå på. Hendes ansigtsudtryk afspejlede klart den frygt hun følte, ved at være blevet slæbt til et fremmed hus, af en fremmed mand. Hun havde begge hænder knyttet, og boret dem ind i håndfladen, bare for at prøve på at slappe så meget af som muligt, på trods af at det virkede som en fuldstændig umulig opgave. Selvfølgelig var det også det. Hun var jo lige blevet, man kunne vel kalde det bortført.
Ved hans ord spærrede hun øjnene op i frygt. Hvor længe hun holder? Hvad skulle det nu betyde? Hvad ville han med hende? Da hun åbnede munden for at stille et spørgsmål, gik det op for hende at hun havde holdt vejret, og hun åndede derfor ud, for blot at begynde at trække vejret i små stød igen. Hun kravlede så langt op i sengen som muligt, da han gik over mod hende, men hun kunne jo ikke slippe væk. At møde hans blik var heller ikke noget hun ønskede, men han løftede hendes hage op og hun havde stort set intet valg. Men med det samme han slap hende, drejede hun hovedet væk fra ham.
Da han gik, sagde hun efter ham; ”Folk vil lede efter mig… ” Løgn. Der var ingen der ville lede. Hun var slet ikke i et område hvor folk kendte hende, selv i området ved Doomsville, ville folk sikkert ikke lede efter hende, hun var jo trods alt ikke en betydningsfuld person, og bekendte havde hun ikke mange af. Hun kravlede hen til enden af sengen, og så efter ham. Hun kunne ikke få sig selv til at forlade sengen, som om hun frygtede at gulvet ville opsluge hende, eller at han ville komme tilbage og dræbe hende, fordi hun ikke blev liggende. Da han endelig kom tilbage, kravlede hun baglæns længere tilbage i sengen igen, i frygt for ham. Han stod i døråbningen og så på hende, kniv i hånden og uden at gøre andet. ”Hvis du har planer om at dræbe mig, så bare få det overstået!” sagde hun tøvende. Hun så vagtsomt på ham, men prøvede at bevare roen så meget som muligt, fordi noget i hende, ikke ønskede at virke for svag.

En latter slap over hans læber. "Dræbe dig? vil du gerne dø da?" lo han, men blev så stille og så på hende med et alvorligt blik. "Nej jeg havde ikke lige tænkt mig at dræbe dig skat" sagde han, og gik tættere på hende mens han sagde det, og stod nu helt henne ved sengen og så ned på hende. Han smilede til hende, og satte sig ned på sengen. Han så direkte på hende, og sad og legede let med kniven i sin hånd. "Når hvad hedder du så, og hvor gammel er du?" spurgte han, og smilede til hende. Han var ikke sikker på hvorfor han spurgte, for det betød intet hvad hun hed eller hvor gammel hun var. Han lod sin ene hånd køre blidt hen over hendes kind og ned af hendes arm. Han hev hende ind til sig, ikke brutalt, men stadig ikke blidt. Han fik hende til at se på sig, og placerede så sine læber mod hendes. Han var helt ligeglad med om hun var med på den. Han slap det lidt efter, og grinede så til hende inden han rejste sig op fra sengen og betragtede hende kort. "Hmmm" brummede han for sig selv, og legede stille med kniven i sin ene hånd. "Du får lov til at lave hvad du vil i noget tid, så længe du intet dumt gør, og du blir i huset." sagde han, og smilede så ondskabsfuldt til hende, inden han let pressede kniven mod hendes ene arm, og lod den køre let ned over hendes arm, så hun fik en flænge i armen. han så på blodet, og smilede inden han gik ud af døren til værelset igen. Han vidste at de manglede mad i huset, og derfor vil han ud og købe det, og han stolede på at Rabbit ville kigge efter tøsen for ham mens han var væk. Han gik lige ind i stuen og så på ham. "Jeg smutter lige til byen. Hold øje med at tøsen ikke smutter nogle steder imens jeg er væk." sagde han, og så direkte på Dempsey som blot nikkede. "Skal jeg nok" lovede han, inden Terbasis gik ud af døren til huset. Dempsey så efter ham, men blev siddende på sengen. Terbasis havde låst døren efter sig da han gik.

Da han lo ad hendes ord, stivnede hun og så bare rystet op på ham. ”Alt andet end de forfærdelige ting, du sikkert skal til at gøre ved mig. ” Hendes stemme rystede, og det var tydeligt, uanset hvor meget hun prøvede at skjule det, at hun var ufattelig bange. Hun var ikke en kriger, hun var ikke en hård tøs, som bare kunne kæmpe sig fri af problemer, og da slet ikke noget som denne. Da han satte sig på sengen, tvang hun sig selv til at blive hvor hun var, i stedet for at fjerne sig i frygt, som hun ellers så brændende havde lyst til. Hvis hendes stemme ikke var meget bevendt i denne situation, måtte hun selv fremstå lidt stærkere. Hun kunne ikke se på ham, det eneste hun havde øjne for, var kniven. ”Elysia…” sagde hun og så op mod ham. ”Jeg er 21” fik hun sagt gennem skælvende tænder.
Da hans hånd ramte hendes kind, og førte den ned af sin arm, spændte hun i hele kroppen. Hun så bare mod ham, ventede på at han ville lade hende være, selvom det sikkert ikke ville ske, før hun var død, eller han var færdig med hende. Hun kom med en halvkvalt lyd, da han trak hende ind til sig og placerede sine læber mod hendes. Hun begyndte at trække lidt væk fra ham, men da var først da han rejste sig fra sengen det virkelig lykkedes. Hun trak vejret hurtigt, fordi hun på ingen måder kunne slappe af, og ved hans ord, faldt hendes hoved let på skrå, og i stedet for frygt, stod der klar undren tegnet i hendes ansigt. Han ville lade hende bliver alene tilbage, med en slave der sikket ikke engang kunne lide ham så forfærdelig godt. Selv hun, kunne se at det måske ikke var hans bedste træk. Og det var på trods af den frygt hun stadig følte. Da kniven ramte hendes arm, bad hun sig hårdt i læben, for ikke at komme med den mindste lyd, og lavede i stedet et smertens ansigt, med øjnene kniben sammen og munden helt stram, på nær det enkle sted, hvor hun havde bidt ned.
Hun førte sin hånd op til riften på armen, bare for at holde blodet lidt tilbage, og så sig så febrilsk om. Der måtte være en udvej et sted, hvor som helst. Efter døren var blevet lukket og låst, skyndte hun sig op og stå, og småløb ud i det andet rum. Hun så over mod den anden fremmede, og løb så over til ham. ”Hjælp mig, vil du ikke nok? Jeg vil gøre alt, jeg bønfalder dig. Bare lad mig gå herfra… ” Hun havde sat sit kejtet for hans fødder, og så bare op på ham. Der var tåre i hendes øjenkroge, på grund af frygten for hvad den fremmede, der lige var gået, måske ville gøre ved hende.

Han smilede af den frygt han kunne høre i hendes stemme. "Er du bange for mig skatter?" lo han stille. "Det behøver du altså ikke at være. Jeg er ikke så slemt." han smilede bredt til hende. Da hun sagde sit navn nikkede han bare uden helt at høre efter, men dog alligevel, for hvis man spurgte ham om hvad hun hed, vil han sagtens kunne svare på det. Han så tydeligt hendes undren da han sagde at hun måtte gøre hvad hun vil så længe hun blev i huset. "Tro mig, hvis du forlader det, vil du fortryde, og skal nok finde dig igen" sagde han inden han gik.

Dempsey så op da hun kom ind i stuen til ham, men han så hurtigt ned i gulvet igen. Han turde ikke møde hendes blik. Han kunne sagtens mærke på hende hun var bange, det var han ogs selv. "Jeg.... jeg kan ikk" sagde han stille. "Sorry. lige meget hvor meget jeg il, så kan jeg ikke" Han sagde det med en meget lille stemme. Han kunne godt hjælpe hende, men problemet det var bare, at han ikke turde. Han var bange for hvad Terbasis vil gøre ved ham, hvis han hjalp hende. Han kunne sagtens tage med, stikke af, men det turde han heller ikke, da han havde prøvet på det før, for mange år siden, men der var han blevet fanget igen, og straffet, så han turde ikke prøve igen.

Hun så bare på ham, frygten klar i hendes ansigt nu. Hun ville for alt i verden væk derfra, og nu da han var på vej væk, var det hendes mulighed. På trods af at de ord han sagde, gjorde klart indtryk på hende, og virkelig viste hende, at hun ikke skulle regne med bare at kunne slippe væk, så nemt ville det ikke blive. Hun sagde intet til den fremmede, men så ham bare forlade huset.
Hun så på slaven foran sig, med bedende øjne. Hun tog fat i hans ene hånd, og gav den et fast klem. ”Jeg ber’ dig. Jeg – jeg kan kradse dig, og så kan du bruge det som undskyldning, så jeg kan slippe væk.” Hun slap hans hånd igen, og rejste sig op, for at se sig omkring. Der var vinduer, og en dør hun bare kunne låse op og så løbe sin vej. Løbe som hun aldrig havde løbet før og måske ville hun så nå væk. Hun rystede langsomt på hovedet. Det vidste hun udmærket godt der ikke ville gå, hun var jo ikke fuldstændig dum. Hun vendte blikket over mod den tilbageblevne slave igen. ”Kan ikke eller vil ikke?” spyttede hun. En hvis vrede over for denne slave havde bredt sig i hende, fordi han ikke ville hjælpe hende. Selvfølgelig var det ikke hans fejl, det vidste hun også godt, men hun var fanget, og han kunne låse døren op og lade hende gå, hvis han ville. Ellers måtte hun jo selv gøre det, eller smadre et vindue og løbe den vej. Men hvor ville hun overhovedet tage hen? Hun havde jo intet sted at gøre af sig selv, ikke så langt fra hendes hjem. Det ville tage i hvert fald en uge at komme hjem, og uden sko eller kappen, hvor hendes penge også lå i, ville hun ikke klare det længe. Alligevel løb hun over til et vindue, og prøvede at skubbe det op, bare for at finde den låst for stramt til, at hun kunne få den op. Et frustreret suk forlod hendes læber, og hun vendte om på hælen, for igen at se rundt.