I'm done (Trigger warning)

Følelsen af at være håbløs, ensom og ikke at have en eneste person man turde stole på. Alle forlod en. Alle vendte en ryggen. Der var intet tilbage for hende i denne verden, intet. Det ville være nemmere for alle, hvis hun bare forsvandt. Så meget lettere. Hvis hun ikke var her, behøvede folk ikke at bruge energi på at tjekke op på hende - bare fordi de var nød til det. Det var bedre sådan her. Hjertet sprang en anelse over ved tanken om, at dette her var det sidste. Men hun ønskede ikke at føle denne her smerte, der bankede dybt inde bagved, hvad der var tilbage af hende. Ansigtet var så følelsesløst, øjnene lignede nærmere sten. Katana havde i løbet af ugerne prøvet at tale sig fra det, men alligevel var det som om - at lige meget hvad. Så endte det ud i det her. De sidste folk hun havde stolet på, havde efterladt hende. Bare gået fra hende. Det hun havde fundet bagefter, Jacob, havde ikke brug for hende. Der var ingen som havde brug for hende. De ville ikke engang opdage hun var væk, hvilket nok var den hårdeste tanke. Folk ville tænkte, hvordan kunne en pige med så mange ting, have disse tanker? Hun havde sine forældre nu, og der var første problem nu. Hvor var de da hun havde haft brug for dem. Katana kunne ikke længere. Det var svært at modstå denne her følelse for at stoppe hende. Hun ville bare væk. Væk fra alt. Det føltes som ingenting, der var ingenting. Nu var der ingenting tilbage, og hun ville være den der bestemte hvem der skadede hende næste gang. Og den person skulle være hende selv. Det skulle kun være op til hende.

Katana havde fundet nogle gamle klæder fra et sted hun havde overnattet i byen. Selvfølgelig havde hun forsøgt at komme i kontakt med noget, der kunne gøre hende glad igen. Men det føltes som om hun svigtede dem. Hun kunne da ikke bare vade op til nogle og forvente de ville stoppe med at være ligeglade? Hun havde fundet denne her sø, den lille ellers fredfyldte sø - alt hun så var mørke. Der var intet at smile for. Daggerten jonglerede mellem hendes fingre, som hun så ud på det lyseblå vand. Hjertet faldt en smule mere fra hinanden. Måske håbede hun på, at søen ville få hende til at føle et eller andet. Katana havde prøvet alt. Råbt og skreget af Wade. Prøvet at se om hun kunne smutte ind til sin gamle flok, men blot blevet mødt af Jeremy der havde givet hende endnu en grund til at stå her. Katana satte sig på kanten af søen, hvor vandet ville gå hende til kravebenet. Det kolde vand omfavnede hendes hud, fik hende til at gyse ganske kort. Tårerne kom endelig frem fra deres skjul, som hjertet bankede voldsommere og voldsommere. På træet bag sig, havde hun skrevet; Ai gonplei ste odon. (Min kamp er ovre).

Kniven i hendes hånd syntes at føles tungere som minutterne gik. Hjertet slog i små slag afsted med en styrke, der kunne smadre igennem buret. Alt hun ønskede var at blive elsket, men ingen elskede hende. Ingen holdt af hende. Vejrtrækningen var ude af kontrol, som hun ønskede at lade sig selv bryde sammen. Den tunge vejrtrækning, som langtfra var lav. Det var hende der havde kontrollen, og alligevel syntes hun ikke at have nogen overhovedet. Katana prøvede at holde vejret, og lod de tårefyldte øjne glide henover sin hånd, som hun løftede overvandet. Knivens blad, placeret henover den ellers så bløde hud. Hun rystede, og gispede let da den skar igennem. Chokket fik hende til at gå i panik, for nu vidste kroppen godt hvad hun var ved.

Påklædning Hun er iført [For at se dette link skal du være tilmeldt og logget ind.]

Det var en ukendt følelse, det at være fri. Efter nærmest 20 år i fangeskab, var hun endelig fri. Hun var ikke længere tvunget tilbage i buret, ikke længere tvunget til at kæmpe. De første par dage havde været hårdest, hun var konstant usikker på hvad der skete, og de første par nætter ledte hendes drømme, hende tilbage til buret og de tvunget kampe. Selvom hun nu rent faktisk kunne føle friheden, så havde de mange år haft en effekt på hende, skulle hun blive triggerede angreb hun hurtigt. Hun ville ikke vise det, men hun havde også en frygt over sig, som var kvælende og mindet om den tid, de havde forsøgt at drukne hende. Dog syntes de mange løbeturer, at hjælpe og hun var her ikke bundet af den frygt, som ellers havde bundet hende.
Flokken som havde taget hende ind, var hun evig taknemmelig imod, og doghavde det ikke været folk, som hun rent faktisk stolede på. Hvilket nok også var derfor, at hun efter kort tid stak af og fandt sit eget sted, et sted hun kunne kalde sit eget. Hun ville tage folk ind, folk som havde været ramt af kampe, vold og selv de som havde været ofre for krige. Selv havde hun været så vant til den usikkerhed, som kom ved volden og døden.

Som hun løb gennem skoven, nød hun følelsen af vinden i sit hår. Normalt løb hun i sin ulveform, det gav en ro ved følelsen af vind gennem pelsen. Som menneske var hun så nøgen, og selvom hun var blevet vant til tøj, så var det endnu ukendt for hende. I så mange år, havde hun været vænnet sig til, at være nøgen. Pelsen var hendes tøj, men åbenbart var det ikke noget alle gik ind for, og for at "passe ind" skulle man åbenbart have tøj på. Hun fandt det selv idiotisk, for som Shapeshifter ville ens tøj jo gå i stykker, det sekund man skiftede til sin dyreform. Ikke desto mindre virkede det som en regel, at dette var sådan man skulle agere. Som hun stoppede op, bemærkede hun en skridt på et træ. I det hun trådte nærmere, blev hun også opmærksom på lydende omkring hende. Lyden af gråd nåede hende, som hun endelig fik læst hvad der stod på træet Ai gonplei ste odon. ikke nok med det, at denne person kunne tale og skrive et sprog, ganske få kendte til, men det virkede også som dette var et selvmords brev, til hvem end der kom forbi.
Hun rynkede brynet, og trådte mod søen, hvor hun bemærkede den unge pige. Takket være hendes evne, havde hun også gode sanser, og derfor kunne hun nemt dufte blodet. Som per refleks, skyndte hun sig frem og herpå greb hun fat i den unge pige "Yu gonplei nou ste odon" (Your fight is not over) sagde hun med en bestemt stemme. Hun trak pigen tilbage og lod sig falde på jorden, alt i mens hun trykkede hende mod sig. Hun lukkede sin hånd omkring såret, og fik også kastet våbnet væk. Hun nærmest omfavnede den grædende pige, hvilede sin kind imod hendes "Shyy" hviskede hun blidt, alt i mens hendes frie hånd, trykkede pigen mod sig "Ai giv ai op gon nemiyon kom lanik-de" (I give myself to the miracle of the sea) hviskede hun blidt. Det havde været ord Lexa ofte sagde til hende, specielt når hun var trist "Repeat after me" hviskede hun til pigen, mens hun forsøgte at berolige hende "Ai giv ai....op gon nemiyon....kom lanik-de" hun holde en pause, således pigen kunne gentage efter hende. Hurtigt rev hun et stykke af sit tøj af, og herpå bandt hun det om såret "Yu gonplei nou ste odon" gentog hun, som for at understrege, hendes kamp langtfra var ovre.

Katana var så optaget af sig selv, sin egen smerte og fanget i sin egen overbelastede hjerterytme - at hun slet ikke bemærkede sine omgivelser. En stemme trang igennem hende, Yu gonplei nou ste odon, fik hende ud af sin trance. Panikken slog ind, som nogle greb om hende og trak hende tilbage.
"NO! LET ME GO," Råbte hun op og prøvede at rive sig fri. Tårerne løb brutalt henover de blege kinder, og hun slog ud omkring sig, som om hun krævede at komme tilbage i vandet. "I NEED THIS. I NEED THIS TO HAPPEN.. I NEED TO FEEL SOMETHING," tilføjede hun i et mere skrigende toneleje. Det virkede dog ikke til at kvinden havde tænkt sig at give slip på hende, og til sidst kølede hun lidt ned - bare lidt.
"Just let me have this.." græd hun hviskende. Hjertet sprang afsted, og sanserne bemærkede næsten intet. Smerten var lukket væk fra såret og det var kun det indeni som virkelig ramte hende. Kvinden hvilede sin kind imod Katanas, og hun blev omfavnet på en måde hun manglede. Det hviskende toneleje. De hviskende ord; Ai giv ai op gon nemiyon kom lanik-de, fik Katana til at lukke øjnene kort. Takket være Tatia, forstod Katana sproget - forstod alle i flokken sproget, i hvert fald dele af det. Tårerne begyndte at blive mere lydløse, bare en smule, Repeat after me. Katana sank en klump og prøvede at få kontrol over sin vejrtrækning. Lige nu tænkte hun ikke rigtig, det hele kørte på impulser og rent instinkt. Ai giv ai"Ai giv ai.." Hviskede hun og hev vejret ind..op gon nemiyon"op gon nemiyon" pustede hun stille ud og lukkede de tårefyldte øjne. Kom lanik-de.."kom lanik-de.." Gentog hun og pustede ud, syntes nærmest at finde en indre ro i ordene.
Katana så fremfor sig, lod kvinden binde hendes sår på armen. Med den anden hånd tørrede hun sig kort under øjnene. Blinkede alligevel et par nye mere friske tårere frem. Yu gonplei nou ste odon, let rystede Katana på hovedet og glemte øjnene sammen.
"Ai's trana," (I'm trying), græd hun stille, "Ai beja yu daun," (I beg you,) tilføjede hun med den samme hjerteskærende tone i stemmen.
"Tona laudnes," (Too much pain,) tilstod hun hulkende. Hun kørte hånden henover håret. "Ai na ste yuj kos ai gonplei nou ste odon kom nau."(I will be strong for my fight is not yet over,) Hviskede hun til kvinden,
"Chon yu bilaik?" (Who are you?) Spurgte hun stille. "Ai laik Katana" (My name is Katana,)

Uagtet hvor meget den unge pige kæmpede, holde hun godt fast. Hun vidste at gav hun slip, så ville denne unge pige nok blot kaste sig mod vandet igen. At tage sit liv var ikke nødvendigvis den rigtige vej. Hun kunne selv se grunden, det når luften blev revet ud og det langsomt føltes som om man var ved at drukne. Det var en følelse hun ofte havde løbene gennem sig, så derfor ignorerede hun pigens kampe og ikke mindst hendes ord. Det var først da ordende blev til en hvisken, at hun svagt løsnede grebet, blot så hun kunne trække vejret og ikke følte sig fanget. Hun kunne nærmest smage sorgen ved hende, og det fik hende blot til at rokke pigen blidt i sine arme, som for at berolige hende "Auda riskines, Fleimon-de kigon. Medo gyon klin, ba Keryon ste yuj." (Through the dark, the Flame lives on. The body passes, but the Spirit is strong.) hviskede hun som svar, da pigen ytrede hun havde behov for at gøre det.
Der var mange måder hvorpå man kunne føle andet, eller for den sags skyld føle igen, men at skade sig selv var aldrig måden. Det kunne hun selv sige god for, da hun gennem mange år havde provokeret kampe imod andre, blot for at føle et eller andet. Hun havde været fanget i så mange år, så det at føle andet end det hun følte på en daglig basis. I sidste ende havde det intet hjulpet, og hun fik det blot værre bagefter end hvad hun oprindeligt havde gjort.

Som ordende syntes at hjælpe, formede der sig et lille smil på hendes læber. De havde altid fungeret for hende, så derfor var hun sikker på de ville hjælpe pigen. Derudover kunne det også bringe hendes tanker imod noget andet, end det som havde fanget dem. Som hun begyndte at snakke om, hvordan hun forsøgte, men at det var svært, trykkede hun hende ind imod sig. Som det eneste svar på, de indrømmelser hun kom med, sagde hun blidt: "Yu laik gona. Ste yuj." (You are a warrior. Stay strong.) Hun kendte måske ikke denne pige, men alle var krigere og alle skulle i bund og grund, forblive stærke. Denne pige var svag ligenu, alt hendes vilje var væk, men hun skulle nok blive stærk igen. Hun vendte pigens ansigt imod sit eget, og strøg hende hen over kinden "Sen ai op. Ste yuj" (Listen to me. Stay strong).
Hun fjernede sig kort fra pigen, blot for at løfte hende op i sine arme. Hun holde hende hende på benene og på ryggen. I det hun med et præsenterede sig selv, smilede hun blot til hende "Lithra" var det eneste hun sagde, i takt med hun bevægede sig mod stedet, som hun havde boet de sidste stykke tid. Det var en mindre hytte. Det var ikke et sted, som hun tog folk til, men Katana var ikke kun våd, så hun skulle nok bruge noget nyt tøj, men der var også en skade som skulle ordnes og måske var hun også sulten. Med andre ord, var dette nok til at hun tillod hende, at komme ind i sit hjem. Det tog dem ikke lang tid, før de nåede den lille hytte. Hun kiggede hurtigt rundt, før hun åbnede døren. Stedet lå skjult, så hvis man ikke kiggede ordenligt, så ville man næppe vide at det var der. Som de kom ind, lukkede hun døren til og lagde derpå Katana på et blødt stykke pels.
Selve stedet var ikke stort, det bestod af et sted hun kunne sove. Hendes seng bestod ikke af andet end pels, som var samlet sammen. Det var ikke som alle de andre, der havde rigtige senge, om ikke andet var det alt hun havde behov for. Skulle det være rigtigt, så sad Katana faktisk på hendes seng. Tæt ved, var der en bålplads, hvor i hun kunne tænde op, skulle hun have brug for den slags varme. Der var også et sted, hvor hun bevarede mad og et andet sted var der noget tøj. Hurtigt bevægede hun sig mod tøjet, hvor hun fandt en top frem og et par bukser. Hun kastedet det i retningen af Katana "Change, it will keep you from being sick" hun var ikke en kvinde der snakkede meget, hvilket også kunne høres på hendes stemme. Hun havde en hæshed til den og en ukendt accent over sin stemme. For at finde noget mad, fandt hun en form for tallerken hvor hun lagde noget jorde kød. Med et lille smil, bevægede hun sig endelig imod Katana, hvor hun rakte hende kødet alt i mens hun lod sig falde på knæ "Eat"