"Sidste stop før evigheden" - Custom story by me.

Det her er en stil/historie jeg har haft brugt en del af min tid på. Og jeg er enormt stolt over den! Så jeg tænkte at jeg lige så godt kunne dele den med alle jer andre! : D But beware! Læsning er på eget ansvar.. God fornøjelse!


Hun skreg højt, idet kniven gik gennem hendes fine nøgne hud, og det rene røde blod med det samme kom til syne. Hun kunne ikke røre sig specielt meget. Kunne ikke flygte væk fra sin nuværende skæbne. Hendes hænder og hendes fødder var spændt stram fast til det hårde ukomfortable operationsbord. Ikke med gaffatape, da det tydeligvis ikke ville kunne holde denne kvinde nede. Nej der skulle tykke kæder af rusten metal til. Jeg fik hurtigt lagt mærke til, hvordan det skar mod både hånd- og fodled, hver gang hun vred sig. Det var et frygteligt syn. Det hele var kaos i rummet.
Lufttrykket fortalte, at vi nok befandt os nede under jorden. Så ingen ville opdage eller høre, hvad der skete i dette øjeblik. Jeg frygtede at se væk efter at være blevet tvunget til at følge nøje med. Det robuste reb gjorde mine mundviger ømme, og den mindste bevægelse gjorde ondt. Jeg følte stadig, hvordan at mine våde tårer blev ved med at trille ned over mine forslåede kinder. Jeg hørte hele tiden mig selv hulke. Men det var som om, det var en anden. Som var jeg et helt andet sted. Jeg ville ikke sige en lyd. Jeg ville bare kunne gemme mig væk. Hvilket nok var det jeg forestillede mig. Men scenen lige foran mig var så klar som overhoved muligt. Lydende og billederne der blev spillet hurtigt efter hinanden. Som HD. Og så lidt skarpere. Også selvom lyset ikke bestod af andet end en gammel loftlampe med en pære, der kunne sprænge, hvornår det skulle være. Den blinkede konstant og generede mine øjne. Gjorde det hele meget værre. Som en gyserfilm der blev bragt til live. Som et marridt der aldrig ville stoppe.

Skrigene blev ved, og smilet på mandens blege læber syntes hele tiden at vokse, jo længere hans snit blev. Han var ligeglad med, om skalpelen var ren eller ej. Kvinden skulle alligevel dø inden længe. Jeg havde set dette nogle gange før. Jeg havde nægtet hver eneste gang. Bedt om at lade mig forblive væk fra det bare en af gangene. Det var et helvede. At vide at min skæbne også ville ende sådan. Men jeg var en af dem, han havde holdt i længst tid. Mig, han havde brugt mere. Mig, der altid var der og som altid ville stride imod. Jeg så hvordan, hendes kropsvæsker farvede hendes overkrop rød som et lag maling, der blev hældt ud over hende. Huskede hans snit. Først et ned fra skulderen og skråt ned til slutningen af ribbene. Og det andet var lige sådan. Bare modsat. Det sidste forsatte fra de to snit og lige midt ned over maveskindet. Det værste var dog nok, når han trak huden fra hinanden og åbnede op for hvad der nu gemte sig. Kød og blod. Knogler og indvolde. Det var så kvalmende.
Jeg kastede op, og stanken af bræk der blandede sig med blodet, og en helt tredje lugt gjorde det blot endnu sværere at være herinde. Kunne denne afskyelige mand virkelig holde ud at være herinde, og stadig være så opstemt på, hvad han lavede? Det var direkte forkert i mit hoved. Jeg fik set hen mod kvindens ansigt. Men fortrød det hurtigt. Hendes øjne var opspilede og helt blanke. Pupillerne var blot som små prikker midt i den grønne iris, og hendes ansigt var fortrukket i rædsel. Hun var ligbleg, og små lilla poser, var dannet under hendes øjne. Hendes læber var blå, og hendes var hår fedtet og uglet. Som mit. Hun mindede meget om mig. Men der var stadig noget over hende, der bare skræmte mig mere, end hvad der med stor garanti ville ske her efter. Nerverne op ad hendes hals blev fremhævede hver gang, der blev skreget, og hver gang hun hev efter vejret.

Jeg fik uendelig lyst til bare at se væk. Lukke mine øjne i og råbe op, så jeg hverken kunne se eller høre hvad der skete idet alt nu var synligt af det indre. Organerne og alt det andet. Jeg så hvordan, han bare helt roligt træk den lange tarm op og viklede den om sin ene arm. Der var nu stille. Kvinden var ikke mere ved bevidstheden. Som hun heldigvis ikke havde været i længere tid. Hendes bedende udbrud havde været hårde mod mig. Psykisk. Det havde det her altid været. Om jeg nogensinde ville blive rask igen, tvivlede jeg stærkt på. En tilfældig saks blev trukket frem og klippede uskånsomt tarmen fri fra kroppen. Den blodige pølse blev smidt i et fad, hvor han så søgte videre efter andre interessante ting, han kunne tømme fra hendes legeme. Hans hånd blev ført ned igen for at rode rundt inden, han greb fat omkring noget, der viste sig at være hendes ene lunge. Jeg væmmedes og igen vendte min mave sig. Trods jeg ingen mad havde fået. Den rene mavesyre, der ikke var blandet sammen med andet end vand, væltede op og ødelagde igen min hals. Dette var grusomt. Det var som totur. Måske også hans såkaldte plan. Jeg skulle pines. En klam klukkende lyd af en latter kom fra manden, da han kom af med saksen og derefter gik i gang med skalpelen. Jeg kunne ikke tage det. Det var for meget.

Jeg vågnede atter med et sæt, idet en lettere lun væske blev hældt ud over mig, og inden jeg nåede at registrere noget, blev jeg hårdt hevet op at sidde igen. Mine sammenbundne hænder var ømme, og det samme var mine fødder. Det stramme bælte om min mave sad ubehageligt, men hvordan jeg havde det lige nu, kunne ikke sammenlignes med alle de andre ting, denne mand kunne finde på. Den metalliske smag blev hurtigt opfanget, og jeg genkendte med det samme, den røde farve der nu gled ned fra mit ansigt og ned på mit noget lasede tøj, der mest af alt lignede en brugt gulvklud. Blod. Jeg fik hurtigt kvalmen tilbage, men denne gang fik jeg igen sunket den smule surt opstød, der blev sendt retur, hvilket bare resulterede, at det smertede mere i min hals. ”Watch closely, darling.” Hans stemme var som en slanges hvislende lyde. Kriblende kølig og farlig. Jeg kunne mærke mine nakkehår rejste sig, og hvordan at det løb mig koldt ned af ryggen. Jeg stirrede mod manden. Jeg opdagede først bagefter, hvad han holdt i sin ene beskidte hånd. Den røde klump som gjorde det muligt for et menneske at leve. En ting han tydeligvis ikke besad. Han var jo intet menneske i mine øjne. Hjertet var dødt, og det betød at kvinden nok heller ikke var andet end en tom skal nu. Hjertet blev langsomt skåret over. Halvt. Og hans trætte øjne, der bare så sultent på mig, gjorde skam ikke denne situation bedre. Han brød igen ud i en rungende latter af ondskab ved synet af mit foragtede ansigtsudtryk. Jeg ville bare væk.

Den tykke tråd blev nu sat gennem den solide nål og gjort godt fast. Han sørgede for der var nok snor, inden han gik i gang. Den ikke alt for spidse nål blev med viljekraft spiddet gennem kvindens hud igen og igen. Der blev strammet, og huden samlede sig omkring den tømte krop. Om det var krydser eller zigzag, som han havde valgt denne gang, var ikke til at se fra min siddeplads. Men da han var færdig, så han godt tilfreds ud. Som altid. Den let blodige nål og rester af tråden blev bare smidt et ligegyldigt sted på bordet, hvor efter han med ivrigrystende bevægelser kuplede sine hænder om hendes skuldre og løftede hende med besvær op at sidde. Han så på denne kønne kvinde med et forelsket og ophidset blik, inden hun blev trukket ind hans favn. Som var hun endnu levende. Eller blot en af hans dukker.

Det var det han gjorde. Gjorde dem til hans dukker. En ting han kunne have liggende og hele tiden betragte og lege med når lysterne var der. Han var syg. Syg i hovedet. Besat af et væsen der var lige så hjerteløst som ham selv. Grusom og ubarmhjertig.

Det er godt skrevet.

Tusinde tak! : D