Aften igen - Demetri

Dag: Irl
Tid: 23:08
Vejr: lunt og rart
Omgivelser: Midt inde i kirkegården, grav sten og buske
Sted: Corpsewind Cemetery

Hun var ikke helt klar over hvad hun lavede der, men hun havde bare vandret rundt imens hendes tanker havde været et andet sted. Alice var endt op inde i kirkegården. Det var ikke noget der var medregnet i hendes planer. På den anden side kunne det jo vise sig og være et godt sted at holde til denne nat? Så kunne hun måske få lidt søvn?
Hun overvejede lidt hvor hun skulle finde sig til rette, hun var i mennekse skikkelse, men havde tænkt sig at sone som panther, det var lettere, og ikke nær så ubehageligt om natten.
Alice var lille og spinkel af udseende, hun havde kul sort hår og var rimelig bleg. Det var dog ikke grimt til hende, hun var en ganske køn pige, også selvom det ikke lige var hendes udseende hun gik mest op i. Det var for besværligt når man alligevel var meget i dyre skikkelse.
Hendes øjne gled hen over den mørke og lidt uhyggelige kirkegård. Der var mange gravsten, nogle finere end andre. Både store og små. Nogle steder kunne man se at der stadig kom bekendte, der lå små gaver i form af smukke sten, smykker og blomster. Alice var ikke typen der særlig ofte tænkte på sin familie, faktisk var hun flyttet hjemme ra for længe siden og havde ingen kontakt til dem længere?
Alice havde midt i alle sine tanker sat sig til rette i græsset med sin taske imens hun så op på himlen der var helt mørk.

Hans tanker havde denne nat ledt på sit menenskeliv som havde sluttet for næsten 2000år siden. Hvordan han en sidste gang havde set sin elskede før han måtte flygte med sine søskende. Han var ikke i synderligt godt humør...faktisk var han i rigtig nedern/dårligt humør, men her stod han ved den gravsten som tilhørte den pige han havde elskede, dengang hans hjerte stadig havde pumpet frisk rent blod i hans unge drengekrop. Svage minder om at han havde æt fra hende havde været i hans minder, men om det bare var tanker eller underlige forstillinger hviste han ikke, de første 200år af hans vampyr liv var som tåge og igen stod alt så klart. Men her lå hun, med et efternavn hun havde giftet sig til, hun havde været blevet mor og beste mor osv....Demetri havde bare kunne se hende blive gammel og lykkelig...med sin mand børn og børnebørn. Han en underlig følelse ramte ham, ike sorg eller smerte, mere en følelse af frelse, det at hun bare kunne blive lykkelig. Han vendte hoved i det samme......Der var en, en pige

Alice havde ikke lagt mærke til noget,men hun var heller ikke så opmærksom på om der var nogle. Hun var træt og ville godt snart sove, men det var ikke det bedste sted hun havde valgt, det vidste hun godt der kom mange underlige typer forbi, og nogle af de mere mørke væsner.
Hun orkede ikke at skulle finde sig et nyt sted at sove lige nu.
Hun mærkede endeligt en stirren, hun vendte sig om og så sig omkring. Hun bed sig i læben imens hun samlede sine ting sammen. Hun var ikke sikker på om hun faktisk havde set en eller om det var noget hun havde bildt sig selv ind. Alice gik lidt hen imod det sted hvor hun havde syntes hun så en skikkelse. Hun var ret nysgerrig over om der var nogen.
Da hun kom tættere på så hun en skikkelse i mørket, eller det troede hun at hun gjorde, det var ikke altid hendes øjne arbejde sammen med hende, og nogle gang så hun ting der ikke var der.

Demetri havde stået i nogen få sekudter og set pigen komme mod ham, han var blevet helt stiv i kroppen ikke fordi han var bange, men fordi at han var blevet forstyrret i sine tanker. Han blinkede en enkelt gang med øjnene, de gav et kort skær fra sig, som et lyn glimt i mørket. Han så direkte på Alice. Han sagde intet var tavs som døden selv. Hun duftede....godt? dårligt? hun var helt klart en scapestifter (staves), den irretrende lugt der altid pirrede ham fordi han ikke kunne blive enlig om at det virkelig var godt eller dårligt, kun når han endelig smagte det blod der flød i hver scapestifters åre kunne han bedømme om dette virkelig var så godt. En underlig trang til at være tavs kom over han, han havde mest af alt lyst til at forsvinde ind i mørket og lade de n lille dame her, have en god aften. Måske fordi at han selv var i dette underlige humør.

Hun var kommet tæt nok på ham nu. Denne fremmede. Det så et kort øjeblik ud som om han var en statue, han bevægede sig ikke. Indtil han blinkede. Hun blev næsten forskrækket over det. Det var som om der kort kom et glimt fra hans øjne. Hun bed sig i læben, og betragtede ham lidt, med hendes dyriske øjne.
Hun kunne ikke lade hver med at blive lidt bekymret over ham, det var da et underligt sted at være... Ikke at hun selv skulle tale for højt. Hun bed sig i læben, og så lidt rundt. Det så ud til han var alene? Hun rettede igen sit blik mod ham over overvejede hvad han mon lavede der. Måske sørgede han? Det virkede som en meget logisk forklaring. Men der kunne jo også være andre grunde.
"Eh, er der noget galt hr.?" spurgte hun og bed sig i læben. Hun kunne ikke rigtigt mærke hvad det var hun nu sprang ud i, hverken om det var ondt eller godt. Men hun kunne ikke lade hver med at blive nysgerrig over den fremmede. Han virkede så mystisk! Det kunne hun ikke stå for. Hun var megetnysgerrig fra dyrets side af hende. Og det var ikke altid det bedste for hende.

Noget galt-----Noget Galt.... Det var lang tid siden han var blevet sprugt om det. Et smil kom frem, dog stadig lukket så tænderne ikke blottede sig. En stemme lød, en mandelig mørk men tør stemme, og igen lød det som en ung fyrs. "Du burde ikke være her" han kiggede op og ned af hende. HUn var nu en lækker lille en, hendes blod vil gøre ham tilpas. Smukke kvinder og blod var alt det Demetri behøvede. Han kiggede tilbage på hendes ansigt, hvorefter han trådte ud i en lille belysning. Den blege hud vsite sig og det mørke hår. De metalliske grå øjen blev kun endnu smukkere i lyset fra...månen. halvmånen? Hvor den dog lyste op. Havde det været marmor englene der havde skjlt den for ham? Hans smil var lumsk som en gadedrengs men hans blik var lokkende som en charmørers.

//sorry kort indlæg//

Alice bed sig i læben, og kunne slet ikke holde sin nysgerrighed tilbage. Det var så lokkende når han var mystisk på den måde. Hun blev overrasket over hans stemme pludselig brød stilheden om dem. Hun så lidt forvirret ud et kort øjeblik imens hun overvejede hvad han sagde til hende. "Hvorfor ikke?" lød det stille fra hende imens hun så på ham. Han havde meget smukke øjne. Hun betragtede dem imens hun kun blev mere nysgerrig over ham. Hun kunne slet ikke stå for sådanne personer, hun måtte vide mere om dem. Det var dyret i hende der gjorde hende så nysgerrig. Til tider var det en forbandelse for hende...
Hendes sorte pjuskede hår bevægede sig blidt når en vind ramte hende. Man kunne godt se på hende at hun levede på gaden, men hun var stadig meget køn og elegangt at se på selvom hendes hår sikkert lige så godt kunne have været en redde.
Hun bed sig blidt i læben og så lidt rundt. "Hvad hedder du?"spurgte hun stille imens hun betragtede ham ham. Hun var ikke bange eller noget selvom hun sikkert skulle være det...

"Det burde du af alle væsner vide" han sukkede let og forsvandt i det samme for hendes øjne i det næste var han bag hende og stod op af et træ imens han studerede hendes bagparti af en krop. Han ligner en lille hundehvalp der skulkle have guf....Men når den tid kom ville det nok ikke blive så hyggeligt for Denne lille dame. "Demetri" svarede han havde, han ville ikke fortælle mere om sig selv, da navnet Klusisska tit fik hans mad til at stivne. Han havde lyst til at gøre ting lige nu som om at de bare skulle ud a denne mande krop der var skænket han af hans moder og fader og var blevet belønnet med det udødelige liv.