Who are you? - Emerson

Tid: 15 ca
Sted: I udkanten af skoven, dog langt nok inde til at det er svært at se slutningen på træerne.
Vejr: Solrigt, lidt lunt i det.
Omgivelser: Træer og atter træer, man kan hører enkelte smådyr bevæge sig rundt på skovbunden, men ellers virker skoven tom.
Tøj: [For at se dette link skal du være tilmeldt og logget ind.] og nogle læder sko.

April var færdig med at levere vare for denne dag, hun havde kun lige forladt det sidste hus hun skulle besøge denne dag, da hun besluttede sig for at slå et smut forbi skoven. Det var et par dage siden hun sidst havde sneget sig der ud, hendes far havde været mere påpasselig med at holde øje med hende på det seneste. I dag var han dog optaget af noget arbejde i butikken, så April havde nogle timer for sig selv før hun skulle være hjemme.
Hun var nået et lille stykke ind i skoven, hun havde fulgt nogle af de stier hun efterhånden kendte ret godt. Det var nok stier dyrene brugte, men April havde endnu ikke mødt nogle dyr på stierne. Der lå store grene, og enkelte stammer fra væltede træer ind over den sti hun var på. Det var udfordringer i hendes øjne! Hun havde som barn elsket at klatre på alle mulige ting, men hendes forældre var ikke glade for den slags. Hun skulle jo blive en fornem ung kvinde en dag. Dette var dog ikke en del af Aprils egne planer. Hun stoppede foran en større stamme der lå på tværs af stien, hun tog en dyb indånding og løb hen og hoppede op på stammen. Hun landede uden problemer på stammen. Hun rettede sig op og fik balancen. Hendes hvide og røde kjole var slet ikke blevet beskidt. Hun smilede lidt da hun tjekkede for jord eller græs pletter i bunden af kjolen. Da alt så ud som det skulle begyndte hun at gå langs stammen, mod det der en gang havde været trækronen. Der stak stadig bare grene ud fra stammen af. April manurerede med lethed uden om dem for ikke at sidde fast eller falde af stammen.

April havde været i skoven i knap en halv time før hun endelig så det første dyr. Det var godt nok kun et egern, men det fik hende dog alligevel til at smile. Hun havde sat sig på træstammen imens hun betragtede det lille egern. Hun sad så stille som hun overhovedet kunne for ikke at skræmme det. Egernet hoppede rundt i skovbunden kun få meter fra April. Hun var ikke sikker på hvad det lavede, måske det fandt nødder? Der gik dog ikke lang tid før lyden af en gren der knak forskrækkede både egernet og April. Egernet pilede op i et træ og April var nær faldet af træstammen. Da hun havde genvandt balancen så hun sig omkring. Hvad havde lavet den lyd? Der var ikke nogle store dyr i nærheden der kunne knække grene, men hun kunne heller ikke se nogle mennesker. Hun bed sig i læben og rejste sig, så hun igen stod på stammen. Hun så sig fortsat omkring for at finde kilden til lyden.

Emerson havde idag, som så mange andre dage, gået ud i skoven. Men efter Fenrer's advarsel så var de tnu uden sin bue og pile, og istedet kun med dolken på sig. Hvis noget angreb ham måtte han så ty til dolken og sin natur magi... Det burde så i sidste ende være nok. Remy slentrede stille og roligt med ved siden af ham, kiggede sig nysgerrigt omkring. Siden han ikke jagede idag, var det mere en dag med at se efter bær, nødder, svampe og andet godt skoven kunne gemme på, som de selv kunne spise elle rmåske også sælge hvis de indsamlede nok af det. De havde været igang siden tidlig morgen, og havde da også standset på et tidspunkt for at spise noget af det brød Emerson havdekøbt dagen før, mens Remy fik en bid af det kød der stadig var tilbage fra den hjort de havde nedlagt den dag de mødte formskifteren.

Et par timer efter dette lod det til at de havde fået samlet nok ting i den bylt Emerson havde hængende over skulderen, og de begyndte derfor at gå tilbage mod byen. Det var her at Emerson kom til at træde på en gren så den knækkede, da han ikke var så påpasselig med lydene nu de ikke havde være tpå jagt idag. Det var jo ligemeget om han skræmte dyrene når han va rude for at samle ting fra planter, i forhold til når han var ude og jage råvildt. Han opfangede så lyden af... En der var ved at falde ned fra noget? Måske var der nogen der gik på træstammen igen? Børnene fra byen legede tit på den... Han gik stille og roligt lidt tættere på, indtil han lige præcis kunen se kvinden. Med det samme kigged ehan ned på Remy, og med et enkelt blik, en enkelt telepatisk sætning, så skyndte Remy sig ned i en busk for at skjule sig. Man kunne aldrig vide sig sikker, om hun var en af dem der havde noget imod santuines, trods alt. Efter lidt tid hvor han observerede hende, og bedømte at hun ikke umiddelbart var farlig, trådte han stille frem, trak sin hætte ned og sendte hende et forsigtigt smil. "It's not that often I see others out here..." kommenterede han blot stille.

// [For at se dette link skal du være tilmeldt og logget ind.]

April var endnu en gang ved at vælte ned af stammen da hun hørte en stemme. Hun var slet ikke vant til at der var andre omkring hende i skoven, så denne stemme var en stor overraskelse. Hun vendte sig mod retningen hvor hun hørte stemmen. Det var en ung mand, han så ikke meget ældre ud end hende selv.
Hun sagde ikke noget til at starte med, hun så bare lidt på ham uden at bevæge sig. Hun var ikke sikker på om hun måske havde set ham i byen før eller ej, hun bed sig i læben og så ned. Da hun endelig havde taget mod til sig så hun op på ham og smilede forsigtigt. "Var det dig der larmede?" hun talte lidt lavt, men det var dog højt nok til at han ville høre det. Hun stod stadig på stammen, hendes hænder holdt fast i den røde klæde der var på hendes kjole. Det var typisk hvad hun gjorde når hun blev lidt nervøs eller usikker.
Det var ikke meningen hun skulle møde nogen i skoven, det var jo hendes hemmelige sted hvor hun kunne være i fred. Ofte hvis hun så andre folk i skoven så gemte hun sig eller gik langt væk fra dem, men denne gang havde hun slet ikke set den unge mand før han havde talt. "Du skræmte egernet" sagde hun og pegede op på træet, der stod lidt fra hende. Hun vidste ikke helt hvorfor hun sagde det, hun vidste bare at hun selv normalt var meget omhyggelig med ikke at lave for høje lyde i skoven.

Hun hoppede ned fra stammen igen, det var uden besvær at hun landede på begge ben. Hendes balance var som regel ret god, men det var alligevel altid et sats at hoppe ned fra noget. Selv den mindste plet på hendes tøj ville blive opdaget når hun kom hjem. April kiggede hurtigt ned af sig selv og smilte lidt, ingen pletter.
Hvis han var fra byen af var der en chance for at han ville fortælle nogen om hendes tur i skoven. Hun panikkede en smule og tog et par skridt hen mod ham før hun stoppede igen. "Er du på vej til Firewood Village?" hun talte stadig lavt, men man kunne høre lidt desperation i hendes stemme da hun spurgte ham. "Hvis du er, så har du ikke set mig!" hun var meget insisterende denne gang.

Emerson stod blot og observerede kvinden lidt, efter han havde taget sig sammen til at tale til hende. Huh. Hun var vist ikke så vandt til at møde folk der var ligeså vandt til at camouflere sig i skoven som han var. Selv når han ikke var på jagt så gik han som regel rundt i tøj der let kunne camouflere ham i skoven, som nu. Det var generelt bare en god overlevelses strategi.

Da han så hendes smil, lod han et lille,lettere akavet et strejfe hans egne læber. "Det var det nok. Jeg er mere stille når jeg jager, men jeg er ikke på jagt idag, så..." han traklet på skuldrene,førhan kiggede sig lidt over skulderen modden rimelig fyldte bylt han nu havde. "Eller, jeg er ikke på jagt efter et dyr idag, lad mig sige det sådan." uddybede han det, og strøg en hånd igennem sit rimelig spiky hår. Hans øjne fulgte hende som hun hoppede ned fra stammen igen, lagde hovedet let på skrå. Hun var da vist også vandt til at gå herinde, selvom hendes tøj ville antyde andet, så upraktisk som det var.

"... Ja, det er jeg...?" svarede han så først let undrende, og løftede dernæst et øjenbryn. Hvad var hun så bange for ville ske hvis han sagde det? Ikke at det betød det store, alligevel. "Selv hvis jeg sladrede, ville jeg ikke rigtig have nogen at sladre til." indrømmede han, og trak let på skuldrene. "Jeg taler ikke rigtigt med nogen i byen medmindre jeg skal sælge noget."

April så lidt afventende på den unge mand da han talte til hende. Han så ikke farlig ud, så hun forholdt sig okay rolig. Da han nævnte bylten han havde over skulderen, kigge hun lidt på den. Den så meget fyldt ud, hvilket imponerede hende lidt. Hun bed sig lidt i løben da han snakkede om at jage dyr, det var ikke lige noget for hende. Hun var sikker på hun slet ikke kunne tage livet af et dyr, selv hvis hun skulle. Hun kunne meget bedre lide at observere dyrene, eller prøve at komme tæt nok på dem at man kunne røre dem. Selvom at det var lidt farligt fra tid til anden. Hun plejede at lokke dem til sig med bær og andet hun fandt i skovbunden, også selvom hun ikke havde meget viden om bær og planter.

Da han bekræftede at han kom fra Firewood Village af, bed hu sig hårdt i læben. Det her var noget møg! Hun skulle jo ikke opdages af folk fra byen. April lyste dog lidt op igen, da han sagde han ikke havde nogen at sladre til. Det var gode nyheder for hende, men det bekymrede hende dog alligevel at han kom fra byen af. "Er du sikker på at du ikke sladre?!" spurgte hun med et lidt desperat tone. "Hvem sælger du til?" spurgte hun, imens hun så lidt undersøgende på ham. Måske han solgte ting til hendes far, det kunne jo sagtens ske. Så stor var Firewood jo heller ikke. Hun trådte et par skridt tættere på ham. Hun vidste ikke helt om hun kunne stole på ham, da hun lige havde mødt ham.

///sorry for det korte svar ///

Emerson holdtstadig still eog roligtøje me dhende, og holdt sig på god afstand. Ikke så langt fra at de ikke kunne høre hinanden, men nok til at han ville have mere end rigelig med tid til at reagere hvis der skulle ske noget, nu ikke at han forventede det lige med hende her, men hellere være på den sikre side. Hansblik røg til hendes underlæbe da hun bed den efte rhan fortalte han var fra byen, men gled igen op til hendes øjne da hun lod til at slappe lidt mere af grundet det faktum at han ikke rigtig talte med de andre i byen.

"Hvorfor skulle jeg?" sagde han så blot, og trak let på skuldrene. "Ingen grund til at fortælle det til folk jeg kun kender overfladisk, er der? Og... Ehm... Jeg kan aldrig huske deres navne. Det skifter lidt hvem jeg sælger til, alt efter hvem der står hos slagteren og hos grønthandleren." sagde han så, forholdsvist roligt omend hans blik straks blev mere årvågent da hun trådte tættere på ham, hvilket fik ham til at tage samme antal skridt bagud, for at holde afstanden mellem dem. De mange år ham og Remy kun havde haft hinanden at stole på havde sat sine kraftige spor i ham, og han stolede aldrig bare på fremmede så hurtigt der. Han opførte sig måske i virkeligheden lidt mere som et dyr til tider, men hans instinkter havde så heller aldrig fejlet ham ude i skoven, hvilket nok var grunden til han stolede så meget på dem.

April trak lidt på skuldrene da han egentligt understregede meget godt at hendes irrationelle frygt for at blive sladret om var irrationel. Hvem skulle han sladre til? Han kendte ikke engang hendes navn eller vidste hvem hendes familie var. Hendes iver havde nok været lidt for voldsom og ubegrundet. Det var typisk hende at springe i luften når hun var nervøs for at noget skulle gå galt.
Da han tog et skridt væk fra hende så hun lettere forvirret ud kort. Hendes forvirring forsvandt dog hurtigt igen, da det ikke var så underligt igen at holde afstanden mellem dem. De kendte trods alt ikke hinanden. April så lidt ned på sine fødder og sukkede kort lidt lettet. Dette var ikke et af hendes mest stolte øjeblikket. Hun tog lidt mod til sig og så så op på ham igen med et lille forsigtigt, men venligt smil.

"Undskyld jeg overfusede dig!" Hendes stemme var venlig, men også en smule stille. Hun var lidt pinlig over sin opførsel. Langsomt kunne hun også mærke roen falde lidt mere i hendes krop og hendes ellers ret anspændte krop slappede mere af. Dog ikke helt, hun var stadig påpasselig med ikke at falde helt til ro, bare hvis nu der skulle ske noget.
"Der er ikke nogen der ved jeg er i her i skoven og jeg vil helst have det forbliver sådan" forklarede hun roligt imens hun pillede lidt ved en tot af sit røde hår. Hun strøg dog hurtigt totten til side og så lidt om sig. Det var en vane efterhånden bare lige at tjekke sine omgivelser. Det så dog stadig kun ud til at være hende og denne fremmede person. Da hun var tryk ved det kun var de to der var til stede stak hun den ene hånd frem mod ham og smilte forsigtigt. "April" ude af kontekst gav hendes navn sjældent mening, men det tænkte hun ikke altid over før hun havde sagt det. "er mit navn mener jeg" tilføjede hun hurtigt bag efter og så afventende på ham. Det var ikke sikkert han ville give sit navn ud, men April var opvokset med at man skulle præsentere sig selv for at være høflig.

Emerson's blik var gledet lidt væk fra kvinden, hen til busken han vidste Remy gemte sig i, kunne lige præcis se spidsen af hans hvide hale - og det ville kun også kunne hvis hun så derhen. Derfor så han hastigt tilbage på hende, mens han 'talte' til Remy, som kun de to kunne. Remy, din hale, dne kan ses! Gem den, hurtigt! han nåede knap nok at 'tale' færdigt, før Remy hurtigt trak halen til sig, omend det gjorde han puslede en smule i busken, hvilket Emerson prøvede at dække lidt over ved at rømme sig. "Ah, det... Det er okay. Det sker vel for selv de bedste?" sagde han så med et skævt grin, der dog var en tak nervøst nu, så tæt det havde været på at Remy nærmest var ude i det åbne... Hvis man så de to ved siden af hinanden, tog det ikke særlig længe for de fleste at gætte hvad de var, da de trods alt lignede hinanden en del på visse punkter, inklusive deres øjne og nogle af deres vaner, deres måder at bevæge sig på.

"Jeg skal nok holde på din hemmelighed," sagde han så, med et mere oprigtigt smil end før. "Jeg har trods alt ingen grund til at sige det videre, og der er heller ikke nogen der har grund til at tro på mig... Jeg taler ikke med nogen som helst i byen hvis jeg kan undgå det." for alt for meget talen ville give endnu en risiko i forhold til at holde sig skjult, under radaren, ødelægge deres chance for et okay normalt liv, som jo var det de i sidste ende bare var ude efter. Han blinkede dog lidt, og kiggede lidt underligt på hendes hånd til at starte med, skulle lige tænke sig om før han kom it anke om at det trods alt var den måde mange folk hilste på hinanden... Det viste lidt om hvor sjældent han rent faktisk havde kontakt med andre. Forsigtigt trykkede han hendes hånd, men gav også hurtigt slip igen, tydeligtvis ikke tryg ved nogen som helst krops kontakt med nogen han ikke kendte, selv ikke bare et håndtryk. "... Emerson," mumlede han dog stadig som svar, så hun også fik hans navn.

April betragtede ham imens de talte lidt frem og tilbage, men hun kunne ikke undgå at ligge mærke til at hans øjne konstant gik fra hende til noget ved siden af sig selv. Hun fulgte hans blik i det busken nær ham puslede lidt. Hun så forvirret fra busken til Emerson, da han pludselig talte igen. Hun havde ikke helt hørt efter hvad han sagde, så hun nikkede bare som respons. Det var alligevel mærkeligt... Hun lod det dog ligge for nu. Det kunne jo bare have været vinden, selvom der ikke var så meget vind inde i skoven. Det var der sjældent. Hun droppede tanken og rettede sin opmærksomhed mod ham igen. Han virkede ikke farlig eller ubehagelig på nogen måde. Faktisk virkede han meget stille og rolig, hun havde bare været for anspændt til at mærke det før nu.

Da han sagde han ville gemme hendes hemmelighed lyste hun op i et smil, det var gode nyheder! For selv hvis han ikke kendte folk i Firewood, så ville der ikke skulle meget beskrivelse til før folk ville kunne gætte det var April. Det røde hår var ikke så normalt nemlig. Hun bed dog fat i det sidste han sagde og så undrende på ham. "Hvorfor taler du ikke med folk?" spurgte hun roligt og så lidt undersøgende på ham. Han så da rimelig normal ud, så hvorfor holde sig så meget til sig selv? Hun bed sig i læben imens hun tænkte lidt over det. "Det lyder ensomt" mumlede hun stille, det var egentligt ikke meningen at Emerson skulle høre det, da det var en strø tanke.
Selvom han så ret normal ud, så var der alligevel noget med hans opførsel. Den måde han trak hånden til sig igen efter deres hilsen. April kunne dog ikke helt vurdere hvad det var der gjorde ham lidt anderledes fra andre. Men hun forsøgte ikke at ligge så meget i det, for måske han var genert?
April smilte derfor til ham og nikkede. "Det er rart at møde dig Emerson!" sagde hun, lidt små højt imens hun så afventende på hans reaktion. Det havde måske været lidt for voldsomt, men hun håbede bare det ville få ham til at føle hun ikke var farlig.

Emerson lagde godt mærke til hvor hendes blik røg hen... Og han så derfor selv straks væk derfra, og tog et lille, diskret skridt til siden så han dækkede lidt bedre for Remy mens han kom ordneligt på plads inde i busken. *Du burde altså virkelig skjule dig noget bedre... Du har gjort det i flere år, hvorfor kan du så lige pludselig ikke gøre det ordentligt?* *Åh, måske fordi jeg rent faktisk også kan være nysgerrig indimellem? Undskyld mig for at ville se og høre hvad I har gang i! Jeg kan ikke komme ligeså meget ud i verden som dig, så undskyld mig for lige at ville være bare LIDT med!* 'skændtes' de stille, og Emerson rystede let på hovedet for at komme tilbage til 'nuet', hvor han stod og snakkede med tøsen foran sig. Heldigvis havd ehun da også zonet lidt ud, så han smilede bare let da han så hun havde fået rettet sin opmærksomhed på ham selv, og ikke busken, igen.

Smile thun lyst eop i kunne heller ikke rigtigt være andet end gode nyheder, vel? Han sank dog en lille klump og hans blik flakkede, da hun spurgte hvorfor han ikke rigtigt talte med folk. Ja, det var vel egentligt også unormalt i sig selv, ikke? Men ikke at tale med andre var også den bedste måde at holde det hele skjult på, at sørge forde ikke igen blev jagtet ud af hvad de kaldte for deres hjem. "Eh... Måske lidt, men jeg foretrækker som regel mit eget selskab. Jeg har... Ikke haft de bedste oplevelser med andre." og det var jo absolut ikke en løgn, det var netop andres handlinger, reaktioner overfor ham og Remy, der gjorde at han var så asocial. Mange sagde han burde komme ud noget mere... Men hvordan kunne han det, og efterlade Remy til at være mutters alene hele tiden? Nej. Det var ikke en mulighed.

Han fór nærmest sammen da det næste hun sagde var i et helt andet toneleje, tydeligtvis lidt forskrækket over den højere lyd, krøb sammen på næsten samme måde som et dyr gjorde når de blev overraskede og lige skulle finde ud af hvad der var sket. Smilet herefter var ekstremt forsigtigt, ligeledes var hans nikken og hans stemmeføring. "Det... Rart at møde dig, også..." det havde jo så tydeligtvis haft den modsatte virkning af hvad hun helst ville have, sådan som den højere lyd havde forskrækket ham, og der var en svag mistroisk 'glød' i hans øjne nu, som han så på hende... Som om han ikke helt vidste hva dhan skulle tænke om hende.

April tog ikke rigtigt notits af at han bevægede sig an anele for at dække for den puslende busk. I stedet betragtede hun ham en smule, han så ikke meget ældre ud end hende, hvilket fik hende til at tænke lidt over om han mon altid havde levet i Firewood. Hun huskede at som barn havde mange af byens børn leget sammen, men hun kunne ikke huske at have set ham før. Hun rystede dog hurtigt tankerne fra sig igen. Hans svar gav hende nemlig straks en årsag. Hun nikkede en anelse før hun overhovedet sagde noget til ham. Selvom hun havde venner i byen, så foretrak hun dog også at være alene. Det gav rum til at tænke.

Da hun så ham fare sammen over hendes udbrud, holdt hun sig kort for munden. Det havde ikke været hendes intention at forskrække ham sådan. Hun smilede forsigtigt til ham, i et håb om at han ville være okay. Hun ville ikke gøre ham forskrækket, tvært imod. Hun kunne mærke uroen og det var normalt hende der var urolig. Hun kunne på nogle punkter se sig selv i hans sted, så hun forsøgte at tage hensyn, selvom det tydeligvis ikke havde hjulpet med hendes udbrud før, håbet havde dog været at han ville falde lidt til ro.

"Det kan også være rart at være alene.." sagde hun roligt, imens hun så lidt ned mod skovbunden. Hun gravede lidt i de visneblade og mos med spidsen af sin ene sko. Det var nok en vane efterhånden. Hun tyggede lidt på nogle af de ord han havde sagt tidligerer om hans oplevelser med andre, hun var ikke sikke på om det var noget man skulle kommentere på, måske ville det være uhøfligt...
April valgte at lade det ligge, hun så i stedet lidt tilbage mod stedet hvor det lille egern havde været før det var løbet væk. Hun smilede lidt og så da tilbage på ham. "Du kan være alene med mig her i skoven!" sagde hun med en glad stemme, hun indså dog hurtigt at det kunne lyde en anelse forkert. Hun rømmede sig lidt og talte så igen en anelse hurtigt. "Eller jeg mener, at jeg ikke vil gøre dig noget og at øh.." hun rystede lidt på hovedet, alle hendes ord var kommet helt forvirrede ud. Hun sukkede kort, hvor pinligt! Han ville sikkert synes hun var underlig, og hun havde sikkert kun gjort ham mere urolig når hun opførte sig sådan.

Emerson åndede lettet op en lille smule, som hun ikke så ud til at have lagt mærke til noget, eller prøvede at se forbi ham længere - nu skulle Remy så bare fortsat ligge stille, så skulle der nok ikke ske det store. Det var trods alt lige præcis deres forbindelse han ikke ville have folk lagde mærke til, nu det var det, at de var tvillinger, der havde fået folkene til at jage dem ud af Rotten Root dengang de begge kun havde været børn, ikke mere end 11 år gamle.

Måden han farede sammen på var ikke noge than havde den mindste kontrol over - instinkter var næsten så stærke hos ham som de var hos Remy, på trods af at han fysisk var et menneske... Men med så lidt kontakt de havd ehaft til andre, så mange år de havde overlevet alene ude i skoven - så blev de instinkter hurtigt ens bedste ven da de sørgede for overlevelse hvor mange andre måske ville dø af det hårdere liv. Han var nok på mange måder sær i forhold til andre når man så sådan på det, men igen, selvom han var bleve topdraget dengang så havde det jo været klogest at glemme det meste mens man var i skoven. Ting der gjorde du kunne overleve i en by gjorde sig absolut ikke gældende ude i vildnisset.

Han nikkede stille til hendes ord - ja, det kunne det. Især når man hvert sekund frygtede at andre skulle find eud af hvad man var, hade en for det... Og jage en væk igen. Så var det nemmere og tryggere at være alene, selvom han da indimellem også ønskede at båd eham og Remy kunne komme ud lidt oftere og så mødt andre, som for eksempel April her. Men det var bare aldrig nemt. Han slappede dog synligt en smule mere af efter hendes næste ord. "Okay... Jeg tror på dig..." sagd ehan så stille, omend han i sit stille sind lige tilføjede et lille *... For nu.* For han stolede selvfølgelig ikke bare sådan lige på folk han mødte, naiv og godtroende var absolut ikke noget han var.

April lyste op, da han sagde han stolede på hende. Hun havde ikke rigtigt forventet at han ville sige det. Hun havde mest af alt regnet med at hendes forvirrede ord havde skræmt ham lidt væk, men åbenbart ikke. Det var kun godt.
Selvom at April ikke var den modigste, så var hun alligevel godhjertet. Hun forventet oftest det bedste i folk, så selvom at Emerson var en komplet fremmed, så bekræftede han nu hendes forventning. Han havde ikke virket ondskabsfuld eller på nogen måde farlig for hende, så hun havde håbet han ville bløde en anelse op.

"Hvis du vil så kan vi følges ad hjem til byen?" spurgte hun roligt. Selvom hun ikke rigtigt gad hjem, så ville hun gerne tage chancen. For måske han ville sige ja, måske han ville snakke mere med hende så? Hun kunne ikke helt sætte en finger på det, men der var noget som hun fornemmede var anderledes over ham. Måske det bare var fordi han var så sky og stille. Hun var ikke sikker, men hun ville nu gerne vide det. Hendes nysgerrighed var så småt begyndt at umle bagerst i hendes tanker.
"Jeg kan hjælpe dig med at holde bylten?" tilbød hun imens hun kort pegede på bylten. Den så ikke så tung ud igen, så han kunne sikkert sagtens selv bære den alene. Hun tilbød alligevel sin hjælp, bare for at være venlig.

Som hun ventede på hans svar så hun sig kort lidt om i skoven. Man kunne stadig se hvordan solens stråler banede vej ned til skovbunden mellem træernes blade. Det så flot ud, og var noget hun elskede i sommertiden når hun var i skoven. Selvom hun ville have været blevet i skoven længere, havde hun været alene , så var det egentligt også lidt rart at møde en anden person der ligesom hende foretrak alene tid i skoven.

Et lille smil dukkede op på Emerson's læber da han så hende lyse sådan op - det måtte om ikke andet være et godt tegn, og noget der gjorde at han kunne slappe en lille smule mere af end han ellers havde gjort i løbet af hele deres lille møde her. Han var jo altid så anspændt når han mødte nye mennesker... Men det var vel også kun naturligt med alt hvad han havde været ude for i relation til andre, på nuværende tidspunkt.

Han sank dog en klump da hun foreslog at de kunne følges ad tilbage til byen - for hvad fanden skulle han så gøre med Remy? Det var grunden til at folk aldrig så ham gå ind og ud af byen med nogen... For stor risiko. "Ah... Det... Jeg er ikke helt færdig med at samle ind herude, dog." idet mindste var den undskyldning nem og hurtig at komme på, og han kunne da også hentyde til at bylten ikke var helt fuld endnu, der var stadig plads til nogle flere bær, svampe eller rødder - somvar hvad der i forvejen var en helt del af i bylten. Men han skulle i alt fald have nok til den næste uge til to.

"Så... Jeg ville alligevel bare skulle herud igen hvis vi gik tilbage nu." tilføjede han så med et lille, undskyldende smil. *God redning,* nærmest kluklo Remy i hans sind, og han smilede svagt af det. Det mente han da også selv at det var... Omend Remy heller ikke bare kunne blive i den busk for evigt mens han stod og talte med hende her. Men han skulle lige vide noget mere om hende, og selvfølgelig også havde Remy's godkendelse før han overhovedet ville overveje at fortælle og vise hende hvad de var... Og håbe at hun ikke ville sige det videre til nogen som helst, nu han også havde lovet at han ikke ville fortælle nogen at hun var her.

Det var en glædelig oplevelse at se Emerson smile, selvom det kun var et lille smil. Det gjorde hende mere sikker på at han ikke var lige så anspændt, som lige da de havde set hinanden i skoven. Selvom April selv også havde været en smule anspændt i begyndelsen, så løsnede hun hurtigt op. Hvilket både kunne være en god og dårlig ting. Hun var dog ret sikker på at Emerson ikke var en farlig person, der var noget der fortalte hende at han kunne stoles på.

April så forventningsfuldt på ham, inden han svarede hende. Det var ikke ofte hun faldt over folk, som ham der lige som hende brugte skoven mere hemmelighedsfuldt. Måske de kunne udforske skoven sammen på et andet tidspunkt? Hun håbede lidt på det, da det kunne være en smule ensomt at tage i skoven alene.
Hans svar fik kort hendes smil til at falme. Hun rystede det dog kort af sig og nikkede ivrigt før hun talte. "Nårh.. Selvfølgelig" sagde hun kort, stadig med et venligt smil. Hun kendte til en del forskellige planter og svampe, som kunne plukkes. Hun overvejede det kort før hun besluttede sig. "Jeg kan hjælpe dig lidt så!" hun vendte lidt rundt og så sig omkring efter noget der var værd at plukke. "Jeg kender til lidt forskellige planter der kan spises eller bruges til medicin, for nogle gange har jeg været med min far ude og få fat i dem til vores butik. Så jeg kan godt finde nogle og hjælpe dig." forklarede hun imens hun lidt foroverbøjet var begyndt at gå rundt og kigge ned i skovbunden.

Selvom hun endnu ikke havde fået et svar fra Emerson, så var hun allerede i fuld gang med at lede efter ting der kunne komme i bylten. Hun var så små begyndt ubevidst at nærme sig busken ved Emerson, som tidligere havde puslet lidt. Hun havde egentligt glemt det på nuværende tidspunkt, det hun var travlt optaget med var måske at spotte en svamp eller to der gemte sig ved busken, det virkede nemlig som et oplagt sted.

Ja, han var ikke helt så anspændt som han havde været lige i starten, men han var godt nokstadig en hel del på vagt - det var han altid, på det punkt var han nok blevet en del mere som hans bror efter al deres tid alene her i skoven... Fenrer var nok den eneste de begge stolede fuldt og fast på lige nu, men han havde jo også været utroligt venlig og endda givet dem et kæmpe hus at være i... Så det var vel kun logisk at de stolede på, og kunne lide ham, når han ikke havde været hård ved dem selvom han godt vidste hvad de var.

Han så godt smilet falme,og forstod skam godt hvorfor...Men havde også lidt håbet på at hun så bare ville lade det ligge. Istedet begyndte hun jo så bare med det samme at ville hjælpe ham med at lede efter mere. "Øhm... Okay så... Det ville nu heller ikke have taget mig så lang tid selv, men tak..." fik han stille frem-mumlet, indtil han lagde mærke til præcis hvor hun var på vej hen - nej nej nej! Men inden han nåede at komme derhen, var hun kommet tæt nok på til at det forskrækkede Remy.

Remy kom med en lille, forskrækket lyd, og rendte med det samme ud af busken, i ren refleks direkte hen til Emerson, som han hoppede op mod - og Emerson greb ham selvfølgelig, så let som ingenting, det var nok alt for tydeligt at han var vandt til at gribe lige præcis denne ræv, og hvor godt de kendte hinanden, sådan som Remy trykkede sig lidt ind mod ham, mens han så tilbage mod April, der havde forskrækket ham en del ved at pusle omkring den busk han havde været i. Emerson sank en lille klump, men sagde ikke noget endnu... Ventede lidt på at se April's reaktion, før han vidste hvad han ville gøre. Som de begge så mod hende, ville hun nok også kunne se at... De lidt lignede hinanden. Især øjnene, der rent faktisk var identiske, og Remy's med præcis samme menneskelige intelligens gemt bag sig.

April hørte godt hans ord, men hendes eneste svar var bare en ivrig nikken, alt imens hun stadig var foroverbøjet og hendes blik rettet mod skovbunden. Hun havde næsten sat sig på hug ved busken for at se om der gemte sig noget under den. Det var måske meget heldigt hun allerede var så tæt på jorden, for før hun vidste af det pilede der et dyr ud af busken. Det gav hende et så stort chok at hun var væltet bagover og nu sad ned på skovbunden.
Hendes blik havde godt fulgt dyret, som skulle vise sig at være en ræv. Hendes øjne blev store da det gik op for hende at ræven var løbet til Emerson og nu sad i favnen på ham. Hun missede lidt med øjnene før det gik op for hende, at hun sad og stirrede på Emerson og ræven i hans arme.

Hun måbede lidt, men fik så vristet sig fri af forvirringen. Hun pegede kort op mod dem begge. De lignede lidt hinanden, hun kunne endnu ikke helt sætte en finger på hvad det var... Men der var noget over Emerson og denne ræv, som fik dem til at ligne hinanden. Det lød helt tosset i hendes hoved! Ikke desto mindre fik hun endelig fremstammet nogle ord. "Du holder en ræv..." det var nok ikke den klogeste kommentar hun havde kommet med, men det var nu engang hvad hun fik sagt. Efter en lille pause fik blev hendes tanker lidt mere klare. "Hvorfor løb den til dig?" spurgte hun forsigtigt, imens hun langsomt begyndte at rejse sig op. Hun børstede sig lidt af, men hun havde en anelse om at der nok var kommet lidt jord på kjolen... Det kunne hun ikke gøre noget ved lige nu. Det var nu heller ikke hvad der fyldte mest i hendes tanker, - nej, det var mere Emerson og denne ræv.

Det gik endelig op for hende hvad der var ligheden mellem dem. Hun trådte et enkelt skridt tættere på og smilede så lidt. "I har ens øjne!" udbrød hun, det havde hun aldrig set før. Af en eller anden grund gjorde det hende ikke utilpas eller bange. Det var godt nok et spøjst fund, men Emerson virkede som en man kunne stole på så på en eller anden måde var hun rolig.

Emerson vidste godt at det her varnoget lort - uanset hvor godt dyretække man havde, var det bare ikke naturligt at et 'vildt' dyr bare uden videre sprang op i din favn for at søge efter tryghed der. Nej, der skulle meget mere til - enten at de var ens kæledyr, eller... Ens tvilling. Som det jo var med ham og Remy. Derudover, hvor mange troede lige på at man havde en ræv som kæledyr? Det var der sku ingen der havde. Vilde ræve var utroligt svære at tæmme, så det var nærmest umuligt.

Han bed sig let i læben og så kortned på Remy, der så rimelig undskyldende op på ham igen. *For fanden, du blev bare nødt til at løbe over i min favn, gjorde du ikke?* *Jeg panikkede! Du ved godt hvordan mine instinkter tager over når jeg panikker! Hun kom alt for tæt på! Og skulle jeg bare være løbet fra dig?! Det ved du godt jeg ikke kan!* argumenterede Remy, og Emerson sukkede. han vidste det jo godt - han var, ifølge Remy's instinkter, altid det sikreste sted i verden for ham at være. Hvilket måske var logisk nok når deres liv var så forbundet til hinanden som de var.

"Eh... Det... Er et rimelig godt spørgsmål." mumlede Emerson bare stille, til hvorfor ræven var løbet over til ham. Det var jonærmest umuligt at forklare, i alt fald uden at afsløre hvad de var! Men med detnæste hun lagde mærke til, var der jo ikke så meget at gøre for at løbe fra det. Og indtil nu lod hun da til at være stille og rolig nok, en der kunne holde på hemmeligheder... og hun havde da delt en hemmelighed med dem, også. Han sukkede, og satte sig roligt ned,med Remy i skødet. Han kløede ham let bag det ene øre, og bed sig i læben. "Det... Vi er tvillinger." sagde han så, stille og roligt, og afventede blot hendes reaktion. Alle mennesker der fik tvillinger, fik trods alt santuiner - det var kun ved trillinger, eller mere, at der ikke kom en dyre tvilling, også. Ikke dermed sagt at santuiner ikke stadig var sjældne - for jo, det var de skam. Emerson og Remy havde i alt fald ikke stødt på andre, endnu.

April vidste endnu ikke helt hvad hun skulle tænke om situationen. Hun havde været nok i skoven til at vide, at ræve aldeles ikke var selskabelige dyr! De flygtede altid væk fra mennesker og store dyr. Ikke desto mindre holdt Emerson ræven i armene som om det var det mest naturlige i verden.
Da kan erkendte at hendes spørgsmål var godt fik det hende til at kigge lidt mere indgående på Emerson i stedet for på ræven. Men da han begyndte at sætte sig ned med ræven fulgte hun trop, selvom hun lige havde rejst sig op fra skovbunden. Hun havde ikke længere kjolen i tankerne. Den var alligevel allerede beskidt og hun kunne sikkert finde på en undskyldning senere...

April havde sat sig i skrædderstilling, så hendes kjole helt dækkede hendes ben. Den var den behageligste måde at sidde på, hvis man ikke havde en stol efter hendes mening. Hun så på Emerson da han talte, men hans ord gav ingen mening for hende. Hun så ned på ræven og derefter tilbage på Emerson, sådan skiftede hun mellem dem et par gange måbende.
Der gik måske det der føltes som et langt minut før hun endelig fik mønstret en sammenhængende tanke. "Tvillinger... M- men det er jo en ræv?!" det var tydeligt at høre hendes forvirring og mistro i hendes stemme. Hun havde oplevet nogle underlige ting for tiden, men et tvillinge par der ikke begge var mennesker gav bare ikke mening i hendes verden! Hendes blik var hang ved Emerson imens hun rynkede brynene en smule. Hvad ville han få ud af at fortælle hende det? Var han en tosse? Det virkede han bare ikke som, for han havde før været så forsigtigt og beregnende. Tosser kunne ikke være sådan vel? Hun var ikke sikker på hvad hun skulle tænke. "Du bliver nød til at forklare dig selv" sagde hun roligt, og så på ham stadig med rynkede bryn. Hun vidste ikke hvordan hun skulle begribe hvad han havde sagt. "Du er ikke tosset vel?" spurgte hun forsigtigt imens hun lænede sig lidt frem mod ham. Selvom der ikke var andre til at overhøre dem, så virkede det mere sikkert at spørge når man var lidt tættere på.

//sorry, det blev lidt kort ///

Emerson vidste godt selv, hvor unormalt det var for en ræv at være så selskabelig, normalt var de ekstremt sky... Så selvfølgelig så det underligt ud når Remy løb hen til ham for at komme i sikkerhed hos sin bror. Men skaden var sket, og der var ikke så meget andet de kunne gøre, end at håbe hun ikke ville reagere som folk tilbage i Doomsville havde gjort... Nemlig med at jage dem væk. Og håbe at hun ikke ville sige det videre til andre, der måske kunne finde på det.

Han sukkede let som han sad der, med Remy i sit skød, helt trykket ind til ham af refleks, instinkt, da chokket stadig sad en smule i den lille ræve krop, og Emerson selvfølgelig var det tryggeste sted for ham at være lige nu, siden tvillingerne havde holdt sammen i tykt og tyndt og knap kendt til andre end hinanden de sidste år.

Emerson bed sig let i læben som hun selvfølgelig ikke helt kunne forstå det med at de skulle være tvillinger. Han kørte en hånd gennem sit hår, ogkløede sig let i nakken. "Ja, han er en ræv, men derfor er han altså stadig min tvilling. 24 år gammel, præcis ligesom mig. En alder du altså ikke ser nogen normal ræv få." udpegede han, som om det ikke var åbenlyst at ræve absolut ikke levede så længe normalt. "Det...Hvis du ikke vidste det, så... Tvillinger født af mennesker, er aldrig begge mennesker... Det er kun trillinger, firlinger, andet sådan, hvor de alle er mennesker..." sukkede han, og strøg let Remy over pelsen.

"Og nej, jeg er ikke tosset! Det er nok mere verden der er," mumlede han, og rystede let på hovedet. "Af hvad jeg har hørt andre kalde det... Er mig og Remy her... Vist nok det man kalder for 'santuiner'? En mennske og dyre tvilling født af et normalt menneske." han trak let på skuldrene. "Vi kan tale med hinanden på en måde andre ikke kan. Og Remy er fuldt ud lige så klog som ethvert menneske. Hvis du tvivler, så spørg ham om noget. Han kan sagtens finde ud af at skrive i jorden med sin pote."

Som Emerson fortalte og forklarede April om hans 'bror' Remy kunne man næsten se hvordan hendes tanker prøvede at få styr på al den information hun fik. Hendes øjne var store og stirrede direkte på Emerson imens han talte, hendes mund.. Den var så småt ved at åbne en smule op imens han fortsat forklarede hende om Remy og deres evner til at tale sammen.
Hun havde aldrig i sin vildeste fantasi troet at dette var muligt, men nu hvor hun tænkte over det så havde hun ikke set tvillinger sammen før? Hun vidste at der var et sæt tvillinger i Firewood, men hun havde endnu kun set drengen... var hans søster så også en ræv!? Hendes tanker hev hende lidt væk i nogle minutter. Efter noget tid tog hun sig selv i at sidde med åben mund og stirre på Emerson, efterhånden uden egentligt at se ham. Hun holdt hurtigt den ene hånd for sin mund imens hun lukkede den. Det var ikke særlig pænt at sidde sådan, det havde hendes mor sagt da hun var ganske lille. April så endelig igen på Remy. "24 år?" mumlede hun forundret. Af uklare årsager var alderen nok det der var nemmest at forholde sig til for hende. Hun vidste ikke præcist hvor gamle normale ræve blev, men hun var ret sikker på at de nok ikke kom op på 24 år.

April så igen op på Emerson og rystede lidt på hovedet. "Er du sikker på at du ikke tager fusen på mig?" spurgte hun efter hendes tanker var blevet lidt mere rolige igen. Selvom hun på nogle punkter var naiv og gerne troede på det meste, så virkede dette stadig for mærkeligt til at være sandt. "Må jeg stille ham et spørgsmål for at få et bevis?" spurgte hun Emerson imens hun pegede på Remy. Hun sørgede for ikke at pege truende og voldsomt, da hun var overbevist om at ræven så ville flygte fra dem. Hun var allerede i gang med at finde på et spørgsmål selvom Emerson endnu ikke havde svaret hende. Det skulle være et godt spørgsmål, et som ikke kunne svares på ved at tilfælde for så kunne man jo ikke være sikker på om ræven bare skrabede i jorden eller om det var et intelligent svar!

Det var stadig noget så tydeligt at se præcis hvor forvirret hun var over alt det her - og i bund og grund forstod han hende jo også udmærket godt. De fleste normale mennesker vidste vel ikke så forfærdeligt meget om de mange overnaturlige racer der fandtes? For eksempel at formskiftere også var en ting - en af Emersons eneste nuværende venner, eller i alt fald bekendte, var sådan én, trods alt... Og han er sikker på han ikke ville have vidst de fandtes hvis han bare havde boet i Rotten Root hele sit liv og ikke havde haft Remy som bror. Især så meget som deres forældre havde prøvetat holde sig væk fra alt overnaturligt, uden held siden deres mor jo trods alt selv gav fødsel til to overnaturlige... netop Emerson selv, og kære lille Remy, der nu sad lidt mere roligt i hans skød end før, trykkede sig ikke helt lige så meget ind mod ham nu det var tydeligt at se at April i alt fald ikke ville prøve at jage dem væk eller løbe tilbage til byen for at fortælle alle om det her.

Idet April så på Remy, og mumlede det med de 24 år, så nikkede Remy ivrigt, mens han sørgede for at have øjenkontakt med hende, så hun ikke var i tvivl om at det var et svar til hende - for at sige at ja, ja han var skam 24 år, præcis som den tvillingebror, han sad i skødet af. Emerson sukkede, ogkløede sig let i nakken. "Nogle gange, før i tiden, ville jeg have ønsket det blot var en drøm eller en spøg. Men det er det ikke. Han er skam min bror. Og jeg ville ikke bytte ham for noget som helst i verden. heller ikke hvis det havde gjort at jeg stadig havde kunnet bo hos vores forældre." sagde Emerson stille, som han så ned på Remy. Remy drejede hovedet for at se tilbage på ham, og den broderlige kærlighed de delte var meget, meget tydelig at se i lige dét øjeblik, mens de så hinanden i øjnene, før begge så over på hende igen.

Remy rejste sig stille og roligt fra Emerson's skød, og trådte hen midt mellem April og Emerson, for at sætte sig dér, og se på April. Her nikkede han igen, som svar på hendes spørgsmål. "Det er ikke mig du skal spørge om lov, men ham. Han har dog allerede givet dig lov, kan jeg se," sagde Emerson blot som svar på hendes spørgsmål, alligevel, og trak let på skuldrene. "Jeg bestemmer overhovedet ikke over ham, trods alt." *Kun en god ting, ellers ville du fandme have fået mig til at begå en del fejltagelser allerede,* drillede Remy ham, og han fnøs og rullede med øjnene. "Og nej jeg ville ej, Remy..." mumlede han, med falsk fornærmelse i hans stemme... Og et smil hen mod Remy, der havde et let drillende glimt i øjet... Før han så på April igen, klar til at svar epå hvad end for et spørgsmål hun ville stille ham.

Et lille smil brød frem på hendes læber da Emerson fortalte om sin bror, det blev meget tydeligt for hende at dette ikke var en joke, men at der var enorm meget søskende kærlighed mellem dem. Hendes blik faldt dog igen på Remy da han nikkede godkendende til hende. Det var underligt at se en ræv nikke bevidst. Normalt plejede folk at tildele dyr en mere menneskelig personlighed end de havde, men i dette tilfælde var Remy nok mere menneskelig end så mange andre man kunne møde i Firewood...

April nikkede ivrigt da Emerson stemte i med at Remy selv tog beslutningen om at lade hende stille ham et spørgsmål. Hun brummede kort tænksomt imens hun prøvede at komme med et godt spørgsmål hun kunne stille ham. Man kunne se at hun blev en smule tænksom, men der gik ikke længe før hun lænede sig en anelse frem  og så på Remy. Hun smilede forsigtigt til ham før hun talte. "Hvis jeg gerne vil lave mit eget garn hvor skal jeg så få ressourcerne til det?" spurgte hun og så tilfreds på Remy imens hun afventede et svar fra ham. Lige på det punkt kunne man godt mærke hun ikke var en storbys-pige, selvom hendes forældre ejede en butik så havde de stadig kreaturer og en mindre mark de kunne så. Hun havde som barn selv spundet garn fra familiens eget får hvilket havde været lidt svært den gang.


///Sorry det blev lidt kort, skulle lige ind i emnet igen xD///

Emerson så nærmest helt kærligt på sin bror mens han talte om ham - det var i alt fald tydeligt at han mærkede det broderlige bånd, og det var måske også nemt at se at Remy også følte det, med den måde som han gengældte blikket på. De havde virkelig været igennem ild og vand sammen, holdt sig så tæt sammen som de overhovedet kunne, da de indtil nu udelukkend ehavde kunnet stole på hinanden, nærmest alle havde været næsten desideret fjendtlige det øjeblik de vidste hvad de var, så de havde også begge været klar på at flygte det øjeblik April så dem sammen, men heldigvis lod det til at de ikke behøvede bekymre sig om det.

Remy så opmærksomt på hende som hun stillede sit spørgsmål. Han tænkte sig derpå lidt om - ikke for at finde svaret, nej, for det havd ehan skam. Men hvordan han skulle kommunikere det til hende... Aha! Han sprang ned fra Emerson's skød, og begyndte roligt at grave lidt i jorden ved siden af dem - til han til sidst, med alt det graveri, havde fået 'tegnet' et får. Han satte sig derefter ved siden af sin 'tegning' og så over på April.