On a small trip "Emerson"

Tid : kl 14
Vejr : Solskin, ingen skyer på himlen dejligt varmt
Sted : Firewood på Market
TAG : [For at se dette link skal du være tilmeldt og logget ind.]
//OOG Da jeg ikke ved hvor lang rejsen tager fra Doomville, kommer selve rejsen ikke med i tråden //


Efter at være ankommet til Firewood, og have over nattet på kroen, var Angel på sin vej til market, hun havde på sin store flotte hvide hest, det var en ny hest hun havde købt, fra en af hendes fars venner som avlede flotte og gode heste. Den havde været dyr, men hun havde sparet godt op til den, da hun nu havde fået et fast arbejde, hvor hun selv mente at det gik rigtig godt.

Hun havde sparet så mange penge sammen som det var hende muligt, og det var lykkes at spare nok sammen til den Hoppe hun gerne ville have, det var også derfor at hun sad på den stolt, med rettede ryg og smil på læberne. Da hun nåede hen til market kiggede hun efter et sted at kunne sætte hesten da hun jo trosalt ikke ville slæbe den rundt mellem boderne for at købe det hun skulle.

Lidt efter fik hun øje på et sted hvor andre havde deres heste, blandt andet nogen af vagterne, der var et par unge gutter som passede på hestene mod betaling. Det gjorde ikke Angel noget at hun skulle betale for at have den der, da hun hellere ville det end at risikere at miste sin hest. Da hun var kommet der over og var hoppet ned kunne hun godt se de unge drenge hviske om hende, de var bare ikke særlige gode til hviske. Så det var ikke lige frem et problem for hende at høre det de hviskede om, at hun var en smuk kvinde og alt sådan noget. Angel valgte blot at smile til dem og hilse pænt, " Jeg giver jer betaling når jeg har hentet min hest igen, jeg forventer i passer godt på hende, for hun er en bestemt dame" sagde hun og kunne ikke lade være med at grine lidt af dem, da de ikk anede hvad de skulle sige eller gøre.


Angel var her egentligt kun fordi hun skulle købe nogen stoffer, som hun havde hørt de ville have her, som var noget mere eksotisk end det de havde der hjemme, for Angel havde tænkt sig at overraske Hersken med en lille overraskelse, nu var det så bare om det kunne lade sig gøre at finde disse stoffer og at de ikke var alt for dyre. Men hun tænkte gik hun, og havde svært ved at anse ting omkring hende, hun havde aldrig været her før, og var lidt bange for om der kunne ske hende noget. Derfor lagde hun heller ikke mærke til at hun endte med at gå ind i en fyr, hun var blevet så forskrækket at hun væltede bagover og endte nede på jorden.

Hun kunne mærke panikken ramme hende, derfor skyndte hun sig at rejse sig og sige " Det må de virkelig undskylde" mens hun begyndte at børste sit tøj af, hun havde ikke lagt helt mærke til hvem hun var gået ind i endnu.

Det var dagen efter at Emerson havde haft lidt af et run-in med Fenrer. Han havde lovet ikke at jage i dén skov fra nu af, og kun indsamle bær, nødder, svampe - hvad end der ikke skadede dyrene og naturen i skoven. Så han havde mindre kød på slæb end normalt hen til markedet for at få det solgt til slagteren, netop grunde than nu blev nødt til at gemme på mere af kødet, så de kunne have det i længere tid, nu især Remy havde brug for det. Apropos, så var Remy ikke med ham, men lå derhjemme i det lille hus - da de stadig ikke havde vist sig i selve byen sammen, velvidende om hvor meget diskrimination der var mod deres slags.

Han havde fået solgt vildt kødet til slagteren for en bedre pris end normalt, mest fordi slagteren kunne se at det var en rigtig præmiebuk han havde fået ram på denne gang - kødet var top kvalitet, og derfor fik han også penge der afspejlede det. Så det var med et smil på læben at han lige havde været et smut forbi bageren for noget brød og nogle gryn der kunne bruges til morgenmad den følgende dag, da der pludselig var en der stødte ind i ham som han gik ned af den travlt befærdede vej i midten af markedet. Han væltede næsten, men nåede lige præcis at redde sin balance i sidste øjeblik.

Han skulle til at svare hvem end det var de rhavde ramlet ind i ham, da han hørte stemmen. Vent... Den lød godt nok bekendt. Men hvor præcis var de than havde hørt den før? Det var da, at han fik set på kvinden, og nu nagede hans hukommelse ham da først! Hun var utroligt bekendt! Men hvem...? Det var først da deres øjne mødtes, blot for et sekund, at det gik op for ham. "Det gør ikke noget... Vent.... Vent, vent, vent....." hans øjne spærredes op for en stund, og han trådte tættere på, for at hans brune øjne kunne fange hendes. ".... Angellina?" sagde han så, spørgende. Det havde været en sand evighed siden han havde set hende... Hørt hende... Mere end ti år var der gået, men han huskede det stadig som var det igår...

// [For at se dette link skal du være tilmeldt og logget ind.]

Angel havde ikke haft tiden til at nå og kigge ordenligt på den mand hun var gået ind i, for hun prøvede ihærdigt at børste sit tøj af, hun var ikke den bedste til det med at have beskidt tøj, det var ikke det pæneste mente hun, hun kunne godt lide at se ordenlig ud, sådan gerne mere end bare almindeligt. Men det var nok fordi hun var speciel i forhold til mange andre. Dog mødtes hendes øje med hans, hun blev helt stille, der var noget med de øjne! Hun kunne genkende dem! De var specielle! Hun vidste ikke helt hvad hun skulle sige eller gøre, hun var uden ord, det var virkeligt pinligt. Dog var det fordi hendes hjerne arbejdede på højt tryk for at finde ud af hvem personen var! Hans stemme gjorde det dog noget mere nemmere for hende, hun lyste helt op, særligt da han sagde hendes navn. Hun smilede over hele ansigtet. ”Emerson?” spurgte hun, selvom hun på ingen måde var i tvivl om at det var ham!

Hun kunne nu godt genkende ham, selvom det var mange år siden de sidste så hinanden, hvor mange år der var gået, havde hun dog ikke helt styr på, men hun kunne mærke glæden i hendes mave og man kunne se det på hende, hun tillod sig at give Emerson et kæmpe kram. ” Hvor har jeg savnet dig, jeg har tænkt meget på dig” sagde hun, med sin stille sukkersøde stemme, hendes stemme havde altid været blid og rolig. Dog havde hun skældt nogen af de andre børn ud, den gang de var børn, når de var efter Emerson, det kunne godt være at mange af børnerne havde været ældre end hende dengang, men hun forsvarede sin ven! ” hvordan går det med dig?” spurgte hun og sendte hgam et blidt smil. Det var helt underligt at stå her og snakke med sin ven, efter så mange år uden at have set hinanden.

Emerson stod blot stille og observerede Angellina som hun børstede sit tøj af, allerede helt sikker på at det var hans gamle veninde, mange af hendesmåder at bevæge sig på havde ikke ændret sig, det var lidt som at se et vindue tilbage til ens fortid, tilbage til dengang alting var bedre og han ikke havde skullet passe helt så meget på - det var nok også det der havde været problemet, at han dengang bare havde løbet rundt med Remy hele tiden, det var trods alt ikke normalt at se en ræv inde i byen, de var som regel meget mere sky end som så. Selvfølgelig var de rnogen der havde lagt mærke til det, hvorefter folk havde mere eller mindre jagtet dem ud af byen, og hans forældre havde ladt dem.

Det var så ubeskriveligt rart at se hvordan hun lyste op så snart det også gik op for hende at det var ham, og hendes smil smittede med det samme - som smilet overtog hendes ansigt, overtog det også hans, og han lagde glædeligt armene om hende da hun krammede ham, krammede godt igen og tillod sig kort at begrave sit ansigt i hendes skulder, bare indånde hendes duft igen, som havde han blot ventet på at få lov til at lugte den igen, holdt hende så tæt ind til sig som muligt uden at skade hende - han havde savnet hende noget så forfærdeligt, den eneste ven han nogensinde havde haft i Doomsville. "Jeg har godt nok også savnet dig," mumlede han stille. "Savnet dig hver evig eneste dag..."

Han fik dog trukket sig tilbage fra krammet efter lidt tid, og smilede stadig stille til hende. "Det... Går. Det er ikke altid lige nemt når jeg kun har hvadend penge jeg kan gemme eller få fra at sælge ting fra mine jagter, men... Altså, jeg er da stadig i live. Det er vel en debrift i sig selv." især taget i betragtning af hvor ung han havde været da ham og Remy pludselig havde været nødt til at passe på dem selv. "Hvad med dig?"

At stå i Emersons favn og kramme ham, mærke ham mod hende og dufte hans duft, det gjorde det hele verden til et bedre sted! Hvordan det gjorde det, kunne hun ikke forklare, hun havde det bare godt! Hun nægtede at give slip på ham igen! Hun havde fundet ham! Og han måtte aldrig forlade hende igen! Hun ville have ham med hjem, vise om verdenen at han var lige så god som alle andre. Hun kunne mærke hvordan et lille tåre trillede ned af hendes kind som de stod og krammede, hun håbede inderligt ikke at han ville opdage det.

Tårerne var for det savn hun havde haft i mange år, det savn til sin bedste ven, og ikke mindste fordi hun havde set og oplevede hvordan de måtte klar sig og hvordan alle var onde i mod dem. Sorgen over at han var forsvundet og ikke havde taget hende med. Hun hviskede ” du må aldrig forsvinde igen” sagde hun bedende, hørte man godt efter kunne man høre skælven i hendes stemme, selvom hun prøvede at skjule dette.

Hun prøvede virkelig at holde sammen på sig selv, som de trak sig lidt tilbage fra krammet. Hun tørrede sig med en finger under det ene øje. Det var virkelig dejligt at se Emerson! ”Jeg er glad for du er i live, jeg har tænkt på dig, hverdag siden i stak af fra byen. ” Sagde hun og så på ham, hun ville så gerne bare tage ham med sig hjem! Men hun ville heller ikke tvinge ham, faktisk var hun lidt bange for hvordan de andre i byen ville reagere! Men hvorfor kunne de ikke bare acceptere tingene var som de var! Det gjorde hende vred!

” Det går rigtigt fint med mig, du ved jeg syr en masse tøj og sådan, men min far har faktisk hjulpet mig med at få et rigtig job” Sagde hun og smilede stort, hun kunne mærke hvordan hendes glæde ramte hende igen, den samme glæde der havde været der, da hun havde åbnet brevet fra Hersken om at han ville ansætte hende som hans personlige skrædder. ” Jeg er blevet skrædder for Hersken i Doomsville” sagde hun og kunne ikke lade være med at lyse op i hele ansigtet. ” Min store drøm er ved at gå i opfyldelse, at blive en knedt skrædder, altså kendt for at have min egen stil og måde at gøre det på” sagde hun og smilede til ham.

Hun kiggede sig omkring, hun burde få handlet og de ting hun skulle, men hun fik et meget bedre ide, da det at handle godt kunne vente. ” Kunne du have lyst til at gå en tur et sted? Jeg kender ikke området her?” sagde hun og smilede til ham.

Emerson sukkede let som han hørte de ord der blev hvisket til ham, i den let skælvende stemme - ja, han havde forsvundet rimelig pludseligt, men nogle folk var begyndt at blive voldelige mod ham og Remy, og de havde i fællesskab besluttet, siden selv deres forældre ikke beskyttede dem, at det bare var bedre at flygte fra Doomsville, så det var hvad de havde gjort. Og ja, selvfølgelig havde det været hårdt at de skulle klare sig alene i den alder, men de havde idet mindste haft hinanden, og det havde også givet dem en hel del færdigheder at bruge ude i naturen når de nu havde overlevet i den i så lang tid som de havde indtil de havde skrabet nok penge sammen til en hytte he ri udkanten af Firewood Village.

"Du aner heller ikke hvor tit jeg har tænkt på dig," sagde Emerson stille, som han tog fat i hendes ene hånd og gav den et blidt klem, mens han sendte hende et lille smil. "Men det er da rart at høre du endelig har fået den success jeg vidste du nok skulle få en dag," sagde han så, med oprigtig glæde i stemmen. Han havde altid troet på at hun ville opnå sin drøm, selv dengang havde hun været mega talentfuld! Hans egen branche kunne alle og enhver jo lære med nok træning, mens hendes krævede kreativt talent for at blive til virkelighed. "Øhm... Kommer lidt an på hvor du har lyst til at gå hen. Hvis du vil sige hej til Remy så er han derhjemme."

Angel vidste godt, hvor svært det havde været for Emerson og Remy, men hun var en af dem som prøvede at beskytte dem og hjælpe dem, selv hendes forældre havde forsøgt sit, men måtte opgive for ikke at ende med selv at skulle flygte. Men de havde aldrig været onde mod dem.

Det var sku svært for Angel at holde sammen på sig selv, men hun prøvede virkelig! Savnet hun havde haft i så mange år, og tankerne om hvad der var sket med Emerson og Remy, hvor de var og om de havde det godt, havde fuldt hende fra den dag hun opdagede at de var forsvundet. Så det at stå her, og se Emerson og høre hans stemme igen, gjorde hende bare så glad og lykkelig! Der var ikke noget bedre. Det var også derfor hun havde svært ved at holde tårerne tilbage, som hun i hærdigt tørrede væk, med et smil på læberne. ” Ihh jeg er lidt et tudefjæs nu, men jeg er bare så glad” sagde hun og kunne ikke lade være med at grine, hans blide klem i hendes hånd, fik hende til at rødme lidt, men stadigvæk smile ” Ja, det rigtig dejligt, men det hårdt, faktisk mere hårdt en først antaget, men det kan være det bliver bedre når jeg falder lidt mere til der Sagde hun og sendte ham et smil.

Angel havde altid været kreativ, det var der ingen tvivl om, alle som kendte hende vidste det, selvom der var mange der var bange for hendes kreativitet, fordi det ikke var ”normalt” i følge dem. ”uhh det lyder som en god ide! Jeg glæder mig til at se ham!” sagde hun og smilede til ham. ” skal dog have min hest med, vi kan ridde der hen? Kan du ridde?” spurgte hun og så på ham, hun vendte sig og pegede der over for hendes hvide hoppe stod. ” Det er den bedste hest i verden, hun er dog lidt bestemt” sagde hun og grinte lidt, det lykkes hende at holde styr på sine tåre igen og få dem stoppet, hun vendte sig for at gå over for at hente sin hest. Hun tog et par mønter frem og gav dem til de unge drenge der holde øje med hendes hest. Det var tydeligt at se på dem, at de synes Angel var smuk, og tiltrækkende, men Angel igonerede det blot.

"Tja, det er vel den bedste grund til at græde, er det ikke? Glæde, altså?" sagde Emerson blot med et blidt smil til hans gamle veninde. Hun havde altid været en køn pige, men nu var hun jo for fanden bare blevet til en ægte skønhed af en kvinde. Og at høre hun så også var ved at nå det punkt hun gerne ville, åh hvor var han dog glad på hendes vegne! Så var det lidt ligemeget med at han selv kun lige med nød og næppe klarede sig, bare hun havde det godt så var han glad.

"Ehm... Nej, det kan jeg ikke lige prale med at jeg kan. De, øhm... De heste er ret dyre, trods alt..." mumlede han stille, og så væk etøjeblik, før smilet igen var på plads da han så på hende. "Alligevel ville det nok ikke være praktiskfor mig, nu jeg som regel er i skoven eller hjemme. Det er ikke lige de bedste steder for en hest, hvis jeg skal være helt ærlig." selvom han altid havde elsket heste - ja, alle dyr, for at være helt ærlig. Nok på grund af det ekstra specielle forhold han havde til dyr sådan helt generelt, med hans tvillingebror. "Men Remy skal da nok ogsåblive glad for at se dig,han kunne jo altid godt lide dig!" og det var så sandt som det var sagt, han havde altid fræset rundt om Angellina og konstant bedt om krammere og nusning.

"Men altså, du kan vel ride og så går jeg bare, har alligevel fået solgt det jeg skulle sælge. Det er ikke fordi vi har dethelt vilde at byde på i huset, men lidt te og frugt kan jeg da godt byde på." sagde han så som de gik hen for at hente hendes hest, før turen gik mod hans og Remy's hytte, i udkanten af byen der lå tættest på skoven, en smule afsides fra alt andet.

Angel smilede og nikkede til ham, " det har du så mget ret i " sagde hun og kunne ikke lade være med at grine lidt. Hun huskede tydeligt tilbage på dengang de var børn, de legede altid sammen, selvom de andre ikke ville være med, så kede de sig aldrig! Det var i hverfald hvad Angel kunne huske. Hun var bare ked af at det ikke var gået lige så godt for Emerson og Remy som det var for hende. Havde hun været rig, havde hun gjort at hun kunne for at de kunne få et bedre liv. Emerson var uden tvivl blevet til en flot fyr, som i virkelig flot fyr.

Hun slog blikket ned som han mumlede stille og kiggede væk, hun lagde en hånd på hans kind, drejede hans ansigt mod hende og kyssede ham blidt på kinden. " Det er helt okay, jeg ville gerne give dig en hest, hvis jeg kunne" sagde hun og sendte ham et stort smil, hun kunne se smilet havde fundet vejen frem til hans læber igen, og det fik hende blot til at smile større. " nej det kan du have ret i, så langt tænkte jeg ikke lige" sagde hun og grinte lidt af sig selv, hvorfor fanden havde hun ikke tænkt på det? " Jeg glæder mig virkelig til at se ham, er han stadigvæk lige så frisk og drille syg som altid?" spurgte hun lidt grindende, hun huskede tydeligt hvordan han altid havde fræset rundt om hende og ville kramme og nusses.

Angel smilede og hørte hans ors, hun tænkte engang før hun fik en ide, " Lad os trække hesten, ved du hvor der er en slagter? så køber vi lidt godt ind til god mad, og så hygger vi, kan jeg måske sove hos jer? så skal jeg ikke betale for et værelse på en kro? At sove hos jer gør mig også lidt mere tryg, der er mange mænd der kigger efter mig og hele tiden vil snakke, det gør mig lidt bekymret og nervøs" sagde hun og smilede, som hun tog i hovedtøjret med hånden og trak hesten efter sig.

Emerson smilede nu bare og trak let på skuldrene - det var jo bare rart at se hende igen, og da især at se hendes smil - han havde savnet hende noget så utroligt meget, men aldrig turdet prøve at tage tilbage mod Doomsville, ikke engang tæt på - han hodlt sig altid minimum nogle kilometer fra kanten af byen. Så snart han kunne se byen syntes han at han var kommetfor tæt på, og Remy havde altid været enig. De skulle jo helst ikke have at nogen genkendte dem hvis de kom for tætpåog måske fandt på noget værre end hvad de allerede havde gjort mod dem.

Da hendes hånd blev lagt mod hans kind, og hun drejede hans ansigt for at kysse ham på den anden, kunne han ikke undgå at rødme lidt. Det var ikke ofte folk viste omsorg for ham, og da slet ikke på denne måde. Altså... Jo, han havde da haft gang i nogen, ude i skoven af og til hvis han mødte en han virkelig klikkede godt sammen med, men.. En han vidste kunne lide ham bare for den han var, og intet andet? Ja, det var kun hans bror og Angellina han havde det sådan med. Og det havde ikke ændret sig på trods af de mange år væk fra hinanden, det kunne han nemt mærke. "Tja... Lidt mindre drillesyg. Han er jo vokset ligeså meget op som jeg er." sagde han så med et lille smil. "Han er heller ikke en lille dreng længere." selvfølgelig lignede Remy sig selv da han stadig 'bare' var en ræv, men hans sind var ældet med samme hastighed som Emerson's, stadig. "Han vil sikkert stadig gerne nusses, dog." sagde han så med et let grin, som de begyndte at gå lidt ned af vejen.

"Slagteren? Øhm... Jeg har næsten lige været derhenne for at sælge noget af vores kød... Fik nedlagt en stor buk i forgårs. Der var en del af kødet vi simpelthen bare ikke får brug for." han trak let på skuldrene. "... Jeg troede bare du ikke ville blive så længe, men altså... Jeg kan da bare lave mere af stuvningen, så? Kronhjort og rodfrugter, og svampe? Lyder det fint nok? For altså... Ja,selvfølgelig må du godt sove hos os, det er nok bare... Ikke ligeså pænt som du er vandt til..."

Det var sødt at se Emerson rødme, han var bare sød og en flot fyr, særligt når han rødmede, det var slet ikke til at forstå at han var blevet voksen og hun var blevet voksen og de mødtes igen, det var det bedste der kunne ske i hendes liv! Det var en ting der var helt sikkert! Havde hun muligheden var hun blevet her, men hun elskede sit job mere end noget andet, særligt fordi det var en stilling man ikke bare sådan lige fik ud af det blå! ” Det er dejligt at høre, ja i jo 4 år ældre end mig, men du er stadigvæk lige så smuk som du var da vi var børn. Jeg glæder mig virkelig til at se Remy igen” sagde hun og kunne ikke lade være med at grine, ” Ja det tvivler jeg ikke på, det har han jo altid nydt” sagde hun og sendte ham et kæmpe smil.

At han allerede havde været henne ved slagter, gjorde hende lidt usikker, for om de så alligevel skulle gå der hen? Hun vidste ikke helt, men hørte så hans efterfølgende ord, ” uhhh Stuvning, det kan vi sagens, jeg er ikke kræsen, overhovedet” sagde hun og smilede, ” Er der noget vi sådan kommer til at mangle? Så vil jeg gerne give det” sagde hun spørgende. Hun ville ikke have at det kun var Emerson der skulle give maden, for hun kunne jo regne ud at penge var ikke noget de havde mange af. Altså Angel havde penge, ikke overdrevet mange men nok til at hun ikke ville mangle noget.

Hendes hest trak utålmodigt med hovet så Angel der ikke lige var helt opmærksom på hendes hest var nærmest ved at falde, for hun var jo trosalt ikke den største og meget tunge person i verden. ” hov hov kan du så holde op og gå pænt” sagde hun og så på hendes hest, som var det en hund hun talte til. Angel og hendes hest havde noget særligt sammen, folk tænkte vel ofte hun var tosset når hun stod og snakkede til den som kunne den tale.

Emerson, der ellers havde stået og set lidt væk fra hende nu han egentligt var en smule flov over hvor lidt han havde i forhold til hvad hun nok havde - hun havde jo trods alt fast job og han prøvede bare at få nok til at leve af - så dog pludselig op på hende da hun kaldte ham smuk. Vent. Hvad? Det… Han måtte have hørt forkert, ikke? Han var jo bare… Normal. Ikke mere end det, og da ikke som han så ud for tiden. Siden de havde jagtet tidligere var hans tøj godt tilsmudset, og han havde nok også lidt møg i ansigtet - håret var uredt og uregerligt… Måneder siden han klippede det sidst… Det var der da ikke noget attraktivt ved, var der?

Han sank en lille klump før han skubbede det til siden og lod som om han ikke havde hørt det. “Jeg er sikker på han nok også skal blive glad for at se dig igen,” sagde han så med et lille smil. “Han var trods alt rigtig glad for dig, også.” Smilet forblev der da også som de langsomt gik afsted. “Øhm… Måske lidt mere brød som det eneste. Vi har kun lige umiddelbart hvad jeg selv plejer at spise til det. Ellers kommer det lidt an på hvad du selv vil have til. Jeg har heller ikke det store i drikkevarer, plejer bare at tage vand fra brønden her i byen.” Mjød, øl og vin… Ja, der var en del der tog det for givet, men selv det kunne han ikke få råd til ved siden af de ting han skulle bruge til maden. Det var virkelig kun lige med nød og næppe at de havde råd til de allermest basale ting. Godt at de vidste de kunne overleve ude i skoven alene, hvis ting skulle gå galt nok til at det blev en nødvendighed igen. Men at se hendes interageren med sin hest, ja, det gjorde sgu at han smågrinte lidt. “Hun har lidt af sit eget humør, hva?” sagde han så, og rakte forsigtigt, stille og roligt, en hånd ud mod hesten. Flad hånd, så hun kunne sniffe til ham hvis hun gad. Heldigvis havde det at være santuine nogle få fordele indimellem - han havde så meget nemmere med at kommunikere med og forstå dyr end mange andre, og det lod også til at gå den anden vej. Det var i alt fald ekstremt sjældent at dyr ikke stolede på ham. Måske så de ham lidt som en af deres egne?