Old friend, fortæl mig alt! - Angellina

Tid: 13
Sted: En bænk i parken
vejr: lidt overskyet, men det er endnu lunt.
Omgivelser: Enkelte personer eller par, der spankulere rundt i parken.
Tøj: En lys blå kjole, men lidt mønster langs ærmerne og bunden af kjolen, læder sko og en læder taske.

April havde glædet sig enormt meget. Det var længe siden hun havde været ude og rejse, hendes far havde noget arbejde i Doomsville, derfor var April kommet med. Men også fordi hun havde fået at vide at Angellina holdt til der. Det var længe siden hun havde set sin gamle veninde! Der var ikke længere så mange af hendes venner tilbage i Firewood, så hun kunne fra tid til anden savne sine teenage år meget. April havde fået lokket en budbringer til at fortælle Angellina om at April og hendes far ville være i Doomsville et par dage. Beskeden lød også på at April ville holde til i parken. Det virkede som det bedste sted at mødes.

April havde efter lidt tid fundet en bænk som var tom, den var gammel og virkede ikke helt sikker. Det så dog ud til at den ville holde da hun satte sig på den. Med et smil på læben begyndte hun at se sig omkring. Der var ikke nogen hun kunne genkende i nærheden dog, hun tabte dog ikke modet så let. I stedet begyndte hun at kradse lidt op i jorden med sin ene fod, det var okay tidsfordriv. April glædede sig til at høre om alle de eventyr Angellina havde været på og om hvordan Doomsville var. April glædede sig til hun selv kunne rejse fra Firewood og selv bestemme hvad hun ville.
Imens hun ventede kom en ældre mand hen, hun så op og smilede som en hilsen. "Er du blevet væk?" manden løb bekymret, men April smilede bare stort og rystede på hovedet. "Nej, jeg venter på en" hendes stemme var lidt lav, men man kunne ikke tage fejl af glæden i hendes stemme. Manden nikkede forstående og fortsatte så hans tur i parken. April smilede, så venlig han havde været. Hun var ikke rigtig vant til den slags venlighed fra fremmede, da de fleste i firewood var nogen hun kendte fra butikken, eller folk havde for travlt til at være venlige. April rystede tankerne af sig, nu var hun endelig væk fra den by, så burde hun ikke sidde og tænke over den slags.

April havde ikke set Angel til at starte med, men lyden af hendes stemme var en hun altid ville genkende! Hun så hurtigt i retningen af stemmen og et kæmpe smil fandt frem til hendes læber da hun så Angel. "Heeej!" både Angel og Aprils udbrud forskrækkede de enkelte folk der var i nærheden, men April havde ikke tid til formelle undskyldninger lige nu. Hun rejste sig op fra bænken i en hurtig bevægelse, imens hun vendte sig imod Angel, som nærmest kom løbende.
April tøvede ikke da hun så Angel slå armene ud, hun kastede sig i ind i Angels favn og slog armene om hende i et stort og varmt kram. "Jeg har savnet dig umådeligt meget!" Aprils stemme var fuld af glæde imens hun talte.

Hun slap igen krammet og trådte et skidt bagud, så hun bedre kunne se Angel. Det var en smuk kjole hun havde på! Den passede så godt til Angels lyse hår. "Har du lavet den?!" spurgte hun spændt, hun vidste at Angel altid havde været god til at sy. April derimod var ikke særlig god til det, hver gang hun havde forsøgt bare at lappe huller i noget fik hun altid stukket sig selv med nålen. April havde altid været lidt misunderlig på at Angel var så god til at sy, for så kunne hun lave sit eget tøj, som ofte var pænere end meget andet. I hvert fald i Aprils øjne.

Da hendes energi endelig var dalet lidt igen, fra det glædelige gensyn med Angel, satte April sig igen på bænken. Hun klappede med hånden på bænken, for at få Angel til at sætte sig. Der var en okay udsigt fra bænken. Man kunne se to store træer der ellers stod ret alene på et åbent stykke græs. Der var sikkert mange der ville spise på græsset om sommeren, kunne April forstille sig. Hun så dog hen på Angel og knyttede hænderne af bare glæde og spænding. "Du må fortælle mig alt om dit liv her! Du kan ikke undlade en eneste detalje!" April var så ivrig for at høre om alt hvad Angel havde oplevet at hun slet ikke havde opdaget at hun sat og hev lidt i stoffet på sin egen kjole.

Det var som om, der var gået millioner af år, selvom der ikke var gået såååå lang tid, men hun var alligevel mega glad og slog derfor armene omkring April og grinte højt ” du er ikke den eneste, det er virkelig dejligt at se dig igen efter så lang tid” sagde hun og sendte hende et kæmpe smil, efter at have sluppet krammet. Hun kunne ikke beskrive sin glæde over at April igen.

Angel kunne ikke lade være med at blive stolt som April spurgte om hun selv havde lavet den kjole hun havde på, hun nikkede, ” Ja det har jeg, vil du også have en ? jeg kan lave en til dig?” spurgte hun med et kæmpe smil på læberne. Det var altså virkelig underligt at se April, hun lignede sig selv, og var lige så smuk som altid. Angel var overbevist om at hendes evne til sy var en evne der var særligt givet til hende, for hun følte sig langt bedre end nogen de andre i byen der syede tøj og sådan. ” Jeg har en masse kjoler du kan få, hvis du kan passe dem? Jeg har nemlig lavet en helt ny gardarobe til mig selv mere eller mindre, jeg tænkte til nyt?” sagde hun med et grin, Selvom Angel ikke havde de stor mængder penge, havde hun nu alligevel en del mere end før efter hun havde fået job hos Herskeren.

Energien var faldet efter en virkelig dejlig gensynsglæde, Hun satte sig ved siden af April som hun klappede lidt på bænken ved siden af hende. Angel smilede til hende ogk unne godt se hendes iver efter at høre alt om Angel. ” uhh der er så meget at fortælle, for det første har min forældre jo fået de andre i byen til at forstå jeg er ægte og ikke en horeunge, for jeg ligner jo ikke mine forældre, jeg snakker dog ikke med så mange her i byen, der er en del af de unge drenge der hele tiden render efter mig, for at snakke med mig og ja de små piger underviser jeg i at sy deres eget tøj og lære dem at sætte deres hår, lige ind til” sagde hun og smilede til hende, hun stoppede dog for at tænke hvordan hun skulle forklare hendes job. ” Altså der er jo sket det mest fantatiske i mit liv,! Kan du huske vi som yngre snakkede om at jeg gerne ville være skrædder for Herskeren? Altså du ved være populær og noget helt særligt?” spurgte hun og så på hende med et kæmpe smil.

” jeg snakkede med min far om det, og han gjorde noget jeg aldrig ville drømme om at han ville gøre!” sagde hun og så på hende, hun prøvede at trække det ud for at drille April. Hun kiggede omkring sig og smilede til hende ” min far tog op til Herskeren her for ikke så længe siden, og søgte jobbet til at blive Herskeren privat skræder for mig ” sagde hun og smilede over hele ansigtet. Hun tog sin taske af skulderen og satte den i skødet, hvor hun tog en læder pose op af tasken, hun havde noget lækkert frugt med sig, ” skal vi ikke finde et godt sted og sidde? Jeg har et tæppe med og noget frugt” sagde hun og smilede, uden at fortælle om hun havde fået jobbet, hun ville drille April lidt .

Da Angellina tilbød April en kjole lyste hun op. Hun havde altid været meget imponeret når Angel havde syet noget nyt tøj, så at hun ville forære eller lave  April en kjole var en stor ting i Aprils verden. Selvom at April selv havde okay pænt tøj, så var det aldrig lige så opsigtsvækkende og smukt som Angels. April nikkede entusiastisk "Jeg ville elske at gå med en af dine kjoler!" sagde hun begejstret. "Jeg vil gerne prøve dem! Men det er ikke sikkert at jeg kan passe dem jo..." April ville så gerne prøve nogle af Angels kjoler, men hun frygtede lidt at pigerne ikke var den helt samme størrelse. For så var der en chance for at kjolen skulle rettes og det så besværligt i Aprils øjne. April vidste dette, fordi mange af hendes kjoler da hun stadig voksede bare blev rettet når hun var ved at gro ud af dem, da det var billigere end at købe nyt tøj. Hendes far var jo forretnings mand, så når der kunne spares penge, så gjorde han det.

April rystede på hovedet da Angel sagde der ikke var meget at fortælle. Det var ikke sandt, det kunne det jo ikke være! Nu levede hun jo i en stor by med mange folk, så der kunne kun ske spændende ting hele tiden!
April kunne ikke lade hver med at små fnise lidt da Angel nævnte de unge drenge der fulgte efter hende. " Selvfølgelig gør de det! Hvem ville ikke løbe efter dig da" hun kunne ikke lade hver med at små grine lidt af det. Angel var meget smuk og rar, så April kunne godt huske at drengene i Firewood ville have lange øjne når hun gik forbi dem. April havde aldrig troet at Angel selv lagde mærke til det, men April gjorde. Det var så komisk når drengene næsten faldt over deres egne ben, fordi de havde så travlt med at kigge efter piger. Aprils tanker om drenge der snublede blev dog revet væk, da Angel nævnte Herskeren og hendes drømme job. Da de var yngre havde Angel tit snakket om det, den gang virkede det som ren fantasi og leg. Det var dog ikke sådan den lød længere da Angel talte om det.

April kunne næsten ikke sidde stille imens Angel talte. "Din far gjorde hvad?! Hvad skete der så? Sagde Herskeren ja?" Aprils stemme var fuld af spænding imens hun lænede sig tættere på Angel. Havde hun fået jobbet, hvad var der sket? Måske hendes far arbejdede der i stedet for? April kunne slet ikke være i sig selv, så da Angel trak læderposen med frugt frem så April en smule skuffet ud. Hun havde håbet det var et brev fra herskeren eller noget andet formelt der færdig gjorde Angels historie. Hun smilede dog igen, og nikkede. Bænken havde bare virket, som et fint sted at mødes. Men med det gode vejr og græsset kunne de vel ligeså godt finde et andet sted at sidde. "Okay, men så skal det også være i solen!" April var meget bestemt, men smilede stadig stort. Hun elskede når det var godt vejr, så hun ville altid være i solen når hun kunne.

At April var vild med at ville have en kjole eller flere af Angel, gjorde bare Angel mere og mere glad, hun kunne mærke varmen i hendes mave og bryst. aT blive anerkendt af sin bedste veninde, var bare det bedste i hele verden! Hendes drøm var jo at blive stor og kendt for hendes tøj, men der gik nok noget længere tid, i hverfald handlede det lige nu om at hun skulle gøre sig fortjent til at beholde sin stilling. Hvilket jo var helt nyt for hende. ”Feedt! Jeg vil i hverfald sy en flot kjole til dig, og jeg har så mange af mine egne kjoler jeg ikke bruger mere så hvis du kan passe dem må du virkelig gerne få dem. ” sagde hun og sendte hende et kæmpe smil. ” Hvis du ikke kan passe dem, så finder vi ud af det, du skal i hverfald prøve dem”sagde hun og sendte hende et kærligt smil.

Et af Angel særlige blide og rolige grin kom fra hendes læber, ” Det er lidt irriterende, særligt de unge drenge, jeg fortæller dem altid at de er for unge til mig, men tror ikke rigtigt de forstår det” sagde hun og kunne ikke lade være med at grine. Hun ville gerne have en mand og få en familie og børn og alt sådan noget, men hun ville ikke bare have en fyr som gik efter hende på grund af hendes udseende, for så kunne hun jo bare tage en af de mange der var! Men der var Angel også speciel, hvilket hendes forældre elskede, fordi hun ikke bare tog den første og bedste der var og hun gerne selv ville bedømme. Det var også det der var med til at hendes forældre ikke bare tvang hende til at blive gift med en af de mænd, der kun ville hende for hendes udseende. Faktisk lod hendes forældre hende selv bestemme, det var der ikke mange der gjorde normalt, men de ville kun Angel det bedste.

Det var virkelig svært for Angel at holde masken og ike bare fortælle hvad der var sket, men hun ville gerne overraske April, det var også derfor hun havde gjordt som hun havde gjort ” Det ved jeg ikke endnu” sagde hun og sendte April et drilsk smil. Hun vidste det godt! For hun havde jo fået jobbet, mne hun ville pine April lidt, for det skulle ikke være så nemt. Da de begge havde rejst dig og lidt efter havde fundet en god plads på græsplænen og angel havde lagt tæppet ud, hun selv havde lavet. Hun satte sig og rodede lidt rundt i hendes taske inden hun tog et brev op af tasken, ” prøv at læs dette søde” sagde hun og smilede til hende, hvor efter hun rakte brevet inden hun tog frugten frem og en kniv til at skære det ud med. Angel havde givet April brevet fra Hersken, hvor i der stod at hun havde fået jobbet som hans personlige skrædder.

April smilede stort, hun glædede sig til at få en kjole syet af Angel. Hun kunne huske at Angel altid havde haft okay mange kjoler da de stadig var små, så hun kunne slet ikke forstille sig hvor mange kjoler Angel havde nu. Hun kunne jo selv sy dem! "Jeg vil prøve dem alle sammen!" udbrød hun glad, hun elskede at se Angels kreationer, så at hun kunne få lov til at prøve nogle af dem var spændende og fantastisk. Hun vidste jo at Angel lavede det smukkeste kjoler med flotte farver og detaljer. April drømmede lidt om de smukke kjoler hun skulle prøve, hun glædede sig.

April begyndte at grine da Angel fortalte om de unge drenge. Det var typisk at alle ville have Angel, også dem der var for unge. "De er da kære!" grinede April. Hun vidste godt at Angel ikke manglede bejlere på den måde, og at det nok blev for meget fra tid til anden, men det var nu også underholdende. "Det er da et kompliment, at alle vil have dig" April blinkede drillende til Angel og grinede så igen bag efter. April havde haft nogle enkelte drenge der hjemme i firewood der ville følge efter hende og give hende blomster, men de fleste blev gerne skræmt væk af hendes far. Det skulle ikke være små fattigmands drenge der skulle have fingrene i April havde han sagt flere gange til hendes mor. April ville egentligt bare gerne selv kunne styrer hvem hun måtte være sammen med, men det var ikke så let med hendes far. Der var stor forskel på hendes og Angels forældre, det var bare ikke noget hun rigtigt havde tænkt over før.

April lagde armene over kors da Angel sagde hun ikke vidste om hun var blevet ansat af herskeren. "Ih, nu var jeg lige så spændt!" sagde April, hendes stemme var opgivende, men hun smilede alligevel.
Da de rejste sig fulgte April med Angel ud på det grønne græs, og da de havde fundet et behageligt sted satte April sig ved siden af Angel på tæppet. April sad og kiggede lidt på detaljerne på tæppet. "Har du lavet det?" spurgte hun forundret. Hun lod en finger bevæge sig hen over tæppet imens hun smilede lidt. Det var blødt og flot.
April kiggede dog op fra tæppet af da Angel rakte hende et brev. April så lidt forvirret på det først, men hun åbnede det så at begyndte at læse. I takt med at hun nåede igennem brevet blev hende øjne større og hendes mund åbnede sig til at måben. Da hun havde læst brevet så hun i et kort øjeblik forvirret på Angel og så tilbage på brevet. "Du fik det..." mumlede April. "Du fik det!" denne gang næsten råbte hun og hendes måben blev et kæmpe smil. "Har du syet noget for ham? Er han flink?" April snublede over ordene fordi hun talte så hurtigt. "Nu MÅ du altså fortælle mig alt!" forlangede April og kiggede igen på brevet, som stod der en hemmelig besked et sted hun ikke havde set endnu.