Old friend, old flirt (Anthony)

S: Firewood village, markedet
T: Midt på dagen
V: Klar himmel, solen skinner, men vejret er koldt.

[For at se dette link skal du være tilmeldt og logget ind.]

Morgenen var startet ud med frost, der havde farvet gader og græsmarker hvide. Som dagen voksede sig ældre og solen gjorde sit indtog, viste det sig at blive en klar og solrig dag. Stod man midt i solen, kunne man mærke dens varme, omend vejret i sig selv stadig var kold af vinter. Forfriskende. Et løfte om forår og slutningen på en rimelig mild vinter. Det håbede Cali i hvert fald. Hun elskede foråret mere end nogle andre årstider. Hvor solen kom tilbage og der kom liv i alt igen. Dyrelivet kom tilbage. Rådyrene blev kåde og dansede på markerne med deres nyfødte.
Ja, livet var alt i alt godt og fredeligt. Som altid. Cali havde sjældent kendt til andet. Hun havde levet i Firewood hele sit liv, med sin kærlige og dog alligevel lidt strenge familie. For de var ikke mennesker, som flertallet i byen. De var varulve og derfor måtte de holde visse ting for dem selv og ikke blive opdaget. I en lille by som denne...Med en så velkendt og etableret familie som Calis...Nej, hvem kunne forudsige om byen ville beskytte dem, havde dem her som om intet var sket eller drive dem for døren?

Men trods det, kunne de leve som almindelige folk de fleste dage. Med deres lille butik havde de god kontakt til de fleste i byen og var ret velanset. I dag udnyttede de dagens gode vejr til at sætte en bod op på markedet og udnytte de rejsende, der uden tvivl måtte komme igennem Firewood på sådan en dag. Cali hjalp som altid til.
Iklædt nogle lette sko, et par bukser og en varm trøje foret med kaninpels, holdt hun varmen. Det lysebrune hår var sat i en fletning, der var blevet sat fast rundt om hendes hoved. Hendes ansigt - med den lyse og fine hud, med de slanke øjenbryn og det flotte smil - var fuldt synligt og fik sikkert flere ungkarle i byen til at drømme om hende. Men de fleste kendte familien - og vidste man ikke skulle udfordre skæbnen ved at tilgå hende, uden faderens tilladelse.

På dette tidspunkt kom hun netop tilbage til boden med en kurv varer. De solgte lidt af hvert, men havde selv ekspertrise i trævarer. Mest til husholdningen, i form af bestik, tallerkener, skåle, krus og meget mere. Men også stakke af grene, der kunne laves til buer, eller mindre til pile. Der ud over solgte de også gerne havde de ellers kunne udnytte fra naturen. Fjer. Tilslibne sten eller flint. Frugt og bær, omend det ikke var sæson for dem endnu. Hjemmelavede smykker eller strikket tøj. Den slags. Lokalt håndværk.
Cali vidste de havde travlt og var halvløbet tilbage, med den store kurv hvilede på hoften. Tilbage i boden stod hendes far og storebror, der begge havde travlt med kunder.
"Cali!"
Hun nikkede med et smil til en af landsbyen beboere der gik forbi. Hun var en glad pige og ville gerne hjælpe eller hilse når hun så nogen.
"Heei Gudrun! Går det godt med gigten?"
"Åh du ved...Jeg bliver ikke yngre...Hils din mor og sig tak for hjælpen. Hendes omslag har gjort forskellen!"
Cali nikkede. Hendes mor var ikke læge. Måske mere en kvaksalver, der kunne lidt til husbehov. Gamle tricks og fornødenheder til ting. Cali maste sig ind bag sin storebror, for at stille kurven med flere skåle og skeer, før hun med et smil hjalp til med at sælge.

Det var en god dag! En af dem hvor der var sol, varmen måtte de nok vente på lidt endnu! Men det var rart med en dag uden alt det gråvejr!
For det meste ville Anthony nok være ude og jage sådan en dag som denne! Men ikke i dag! Dagen i dag gik med at tage på markedet, og få købt de fornødenheder han nu en gang skulle bruge i hjemmet. Han havde 2 af sine tjeneste folk med sig. En ung kal der arbejdede i gårdens stalle og de små marker der hørte til - når altså der kunne sås og høstes noget - Samt passede de dyr der hørte til grunden. Han var ikke ret gammel ca 17 år, men han Anthony var glad for ham! Han gjorde sit arbejde, og virkede ligefrem til at elske det!
Den anden han havde var med, var hans unge stue pige, der var blevet sendt afsted med en liste så lang af Anthonys kokke pige. Normalt var han egentlig ikke med på markedet, med mindre han manglede noget til sig selv eller hvis han ikke var sikker på at dem han havde med ville kunne vælge det rigtige...

Men denne dag var det måske lige så meget fordi han gerne ville finde noget særligt. Han havde efterhånden været gift med Isabell i nogle måneder. Og skønt det KUN var rent proforma fra Anthonys side, havde han fået en underlig trang til at være lidt god ved hende. Så han ville finde en gave til hende. Han var godt klar over at det sikkert ikke var nemt at blive fjernet fra alt man kende, og derefter giftet væk til en mand, der ikke elskede hende.

De 2 tjeneste folk var gået ud på egen hånd! Det havde Anthony det faktisk fint med.
Han gik lidt rundt og kiggede, og mens han gik der, måtte han trods den stadige kulde, trække sin kappe af, der var prydet med et skind fra en sortræv af, grundet solens varme stråler.
Han kunne god stadig holde varmen, i den skindjakke han bar, der var foret med skind far dyr han havde skudt.
Han var en flot mand, og heller ikke en der lagde skul på at han havde penge. Ikke at han blærede sig med dem, men han så intet problem i at vise at han havde råd til tingene.


Han gik ned langs de mange boder, med blikket låst på de mange ting der var at købe. Han faldt over meget han gerne selv ville eje, men det var jo ikke det der var formålet med hans besøg her!
Han stoppede ved en bod med grønsager. Kvinden i boden så underligt på ham, sikkert fordi hun kende ham, og ALDRIG havde set ham købe grøntsager. Han forsøgte sig med et "de er til min kone" men det virkede ikke rigtig som om den gamle kone tog det fra gode vare.
Fandens også at man havde fået en salat gnasker til kone..

Jagten gik videre, og med en kurv i armen, fyldt med grønsagde fortsatte han sin jagt. Indtil han hørte en meget velkendt stemme. Hans blik forlod de mange genstande, og ramte derimod et velkendt ansigt Cali! Puha... han havde ikke set hende siden hans forældre anoncerede at de havde fundet en kone til ham.
Han rettede lidt på sig, og gik over til boden hvor hun stod.
"det er godt at se du stadig er lige flittig" sagde han med en roligt og varm stemme.

Han havde haft et ømt punkt for hende. Og han havde Sikkert også kunnet få hende, hvis ikke hans forældre havde haft andre planer.
Den gang de fortalte om forlovelsen, overvejede han faktisk at fortælle dem om Cali, men af frygt for de så bare ville kræve bryllup NU, havde han udladet det.. Og måske havde det også været det klogeste.
Trods de var samme race, var deres forældre nok ikke lige på samme bølgelængde

Calis forældre og storebror var overbeskyttende over for hende. Hun var ung, både som kvinde og varulv, og endnu både jomfru og ugift. For dem at se var der mange farer for et ung sind som hendes. Heldigvis stod de to mænd begge i en handel, så selv om faderen sendte Anthony et afprøvende blik, forstyrrede han ikke. Det var trods alt også bare en hilsen. For nu.

Cali stod og lagde nogle flere varer frem og sørgede for de lå passende på bordet foran hende, da den velkendte stemme havde fået hendes hjerte til at slå hurtigere. Hun så op i en pludselig bevægelse og hendes brune blik hvilede på Anthony i et langt sekund, før hendes smil voksede. Hendes familie vidste hun havde brugt en del tid med ham som barn, men de vidste nok ikke at Cali havde været smask forelsket i selv samme. En forelskelse der havde været fuld af håb, med den tid de havde været sammen. Hvis Cali ikke havde vidst bedre, havde hun været sikker på det var gengældt. I hvert fald til en hvis grad. Hun vidste jo godt hvad folk sagde...At unge fyre kun tænkte på en ting...
Alligevel havde hun været fuld af håb. Det havde alt sammen lidt et knæk ved annonceringen af hans ægteskab og siden da havde hun undgået ham. Men han havde sikkert også haft for travlt med sit, til at bemærke noget. Nu måtte hun lade som ingenting, for ikke at sætte nogen af dem i en forlegen situation.
"Anthony!" hilste hun jovialt. Hendes blik gled rundt, før hun slog blikket ned et øjeblik.
"My Loooord!" drillede hun, omend det netop var hvad hun burde hilse ham med. Hans stand over hendes, taget i betragtning.
"Og hvad lokker Dem til markedet? Hvis De mangler ting til husstanden kender De vores kvalitet..." Hendes blik blev dog ved med at hvile på ham og hendes ord var tomme. Nej, selvfølgelig var han her ikke for at sælge og det vidste hun også godt. Hun havde blot været et velkendt ansigt i mængden. Hun kiggede derfor hurtigt over sin far og bror. De havde for travlt til at stoppe hende, så i en snuptag var hun gået rundt om bordet og vinkede til dem, mens hun med den anden hånd blidt trak i Anthony for at få ham med. Væk fra de alt for lyttende ører og alseende øjne af hendes familie.
"Jeg er tilbage om liiidt!"
Hun ignorerede hendes fars kald efter hende.
Hun ville gerne snakke lidt med Anthony, hvis han havde lyst. Men de var ikke børn længere. Det måtte hun gøre klart over for ham. Sandelig kunne han vel også se at det ikke var ønsket han mængede sig så afslappet med middelklassen? Men han havde altid været sådan...Lidt et barn. En ting hun altid havde fundet en smule charmerende, selv om hun vidste han var ret forkælet og næppe forstod hendes egne livsvilkår særlig godt.
"Kom...Lad os snakke lidt, hvis du har tid?" foreslog hun som følge på det blide træk i hans jakkeærme.

Det smule stramt og beviste blik Cali’s far bød Anthony, blev dog blot mødt med et høfligt nik. Anthony vidste at både Cali’s og hans egne forældre altid havde set lidt skævt til det venskab der havde været de 2 imellem. Men den gang, bar man måske mere over med dig, netop fordi de var børn, og ikke vidste bedre! Og Anthony vidste godt at det ikke var normal opførelse fra en med høj status, og med pengene i orden, at “mænge” sig - som hans mor så vildt ville have kaldt det - Med dem der var lavere stående end dem selv.Men Anthony havde aldrig forstået den tankegang! Han havde aldrig forstået hvorfor man ikke kunne være høflig og venlig med dem der havde det svære end en selv! Han rynkede lidt på næsen da Cali, begynde at sige “de” og “dem” til ham. Han følte sig altid så malplaceret, selvom det var der der oftes blev sagt til ham selvfølgelig. Ja… selv hans egen kone havde ikke vænnet sig af med det endnu!..Men Cali.. Det var så mærkeligt når hun gjorde det, selvom han kende grunden. Han smilede og kunne ikke undlade at studere hende lidt. Hun så heldigvis ud til at have det godt. Han trak på skuldrene da der blev spurgt ind til hvad han lavede der.“jeg er blot ude og kigge lidt, se om der er noget jeg mangler” sagde han roligt.Som hun kom rundt om boden, og sagde de skulle snakke, nikkede han med et smil. “ja lad os det.. jeg har ikke travlt” sagde han roligt og gik med hende.Han fulgte hende mens hans blik stadig kiggede lidt på de mange boder. Inden det gled tilbage og lagde sig mod hende. “du ser ud til at klare dig godt” sagde han roligt, med et smil.“jeg beklager der er gået så lang tid siden vi har set hinanden sidst… men der har været så meget” prøvede han at forklare. Velvidende at hun udemærket godt vidste hvorfor han ikke var dukket op. Det var allerede ude over hele byen, og det var sikkert hans egne forældre der havde ævlet op om det. Han var blevet gift, med en anden kvinde! Trods han havde følelser for Cali. Og trods hans nu tidligere ungkalds opførsel, var Cali, rent faktisk en pige han havde haft i sinde at vente på. Ja han havde da været sammen med en del piger, men med Cali havde det været noget andet! Han havde sket ikke haft lyst til at overtale hende! Men havde bare ventet, i håbet om at han ville blive den første og eneste en dag! Men det… fik han selv ødelagt.

Hendes hjerte slog stadig hurtigere. Der lå stadig noget. Og med den indre ulv var ikke godt med den slags forstyrrelser. Så for et øjeblik gik hun ved siden af ham, i deres rolige tempo, efter at have sluppet hans jakke igen. Prøvede at tvinge det hele i ro, selv om det var svært hver gang hun så på ham igen. Det var dumt. Det tilhørte en teenagers forvildede sind. Hun måtte vise sin familie at hun var klar til at leve op til dens forventninger og ansvar.
Hun rettede sig og mens hun trak vejret dybt ind, sendte hun Anthony et smil. Med en hånd skubbede hun en vild lok bag det ene øre. Folk på markedet kendte hende, så hun var ikke helt alene. Men de fleste i byen vidste de havde leget sammen som børn, når de var løbet igennem gaderne. Uskyldige. Også selv om det ville være underligt at se dem gå sammen nu her. Sådan var det med små byer! Alle vidste...Alt.
"Jeg har det godt" svarede hun ærligt, før hun trak let på skuldrene. Hendes blik gled over ham et øjeblik.
"Såå...Hvad med dig? Du er gift nu. Jeg ville have besøgt dig eller ønsket jer tillykke, men...Du ved..."
En med Calis stand kunne ikke bare vade op til Anthony og jovialt uddele lykønskninger. Desuden havde hun heller ikke haft lyst. Hun ville heller ikke risikere at skabe spørgsmål mellem ham og hans nye kone.
"Er hun sød? Behandler hun dig godt?" spurgte hun.

Hun var smuk!... Som altid! Det var ikke KUN hendes person han var faldet så ubehælpeligt for!.. hun var også en utrolig smuk pige... Eller.. kvinde! Ja for det var vel det der var sket? Det var pludselig gået op for ham at hun ikke længere bare den lille fregnede tøs han havde leget med som barn!
Han huskede stadig tydeligt hvornår det var gået sådan op for ham! Det var en dag de havde gået en af deres sædvanlige ture. De havde talt om vind og vejr, og pludselig var det gået op for ham hvor voksen hun var blevet, og hvor smuk hun var!
Det var efterhånden nogle år siden, men han havde ikke ville gøre noget ved sine gælder i starten, de var barndoms venner, og han var i tvivl om det ødelægge noget mellem dem!

Og nu gik han så med hende her igen, ved hans side! Noget han uden tvivl havde savnet! Men som jo ikke havde været passende lige efter brylluppet.
Han gengælde hendes smil, og så tilfreds ud da hun annoncerede at hun havde det godt. Det var han glad for!.
Han skulle lige til at svare på hendes spørgsmål da snakken netop faldt på det emne han meget nødigt ville have været inde på. Hans blik fjernede sig fra hende, og ramte i stedet vejen foran dem.
Han små sukkede lidt da hun spurgte ind til hans nye kone.

"Du skal ikke beklage... Jeg havde heller ikke forventet det af sig.. jeg havde heller ikke selv kunne gøre det hvis det havde været omvendt..." Erkende han.
Hvordan skulle han kunne det? Stadig.. selv nu, selvom han selv var gift, ønskede han bestemt ikke at Cali fandt en anden..
Han kløede sig lidt i nakke.
"Ja hun er sød.. og jah.. hun behandler mig fint... Selvom.." han sukkede lidt.
"Cali...." Hans stemme havde dæmpet sig.
Hans hånd rakte kort ud efter hendes, men han beherskede sin trang til at gribe hendes.
"Hvis jeg skal sige sandheden, så kender jeg hende ikke engang.... Vi har været gift i 6 måneder, og vi er stadig vildt fremmede for hinanden.. det eneste jeg VIRKELIG ved om hende er at hun er Vegetar" sagde han med et træk på skulderen, og nikkede mod kurven med grønsager.
"Vi er kun gift fordi jeg bukkede under for mine forældres trusler om at lukke kassen i hvis ikke jeg giftede mig..." Erkende han. Hans stemme var dog lavmælt. Det ragede ikke hele byen at Mr. Porter levede i et arrangeret ægteskab!

Hun var alt for bevidst om den hånd, som han rakte ud mod hende. Men hun tog den ikke. Det kunne hun ikke. Det ville være som at indrømme der var mere mellem dem, noget hun havde følt der hele tiden havde været. Hun havde gået og håbet...Og så var han blevet gift. Hvilket var godt for ham. Men det betød også de måtte droppe disse unge tilskyndelser og opføre sig passende. Hun ville aldrig kunne...Gå bag om en anden ryg og være en ægteskabsbryder. En elsker. Nej, aldrig! Det var hende moralsk imod.
Men derfor var det ikke helt nemt. Hun trak vejret dybt for at kontrollere sig selv, men det hele gjorde hende ked af det. At han ikke havde forventet det af hende...Det gav mening, men på den møde lød det forfærdeligt. Som om ordene stak til hendes sjæl og gjorde hende en dårligere person.
Men alt dette handlede ikke om hende. Lige nu handlede det om ham og hans ægteskab. Hendes blik gled over til grøntsagerne.
Det overraskede hende at det hele kom an på materielle goder. Selvfølgelig var det for...Idealistisk...At tro folk ville se ud over den slags. Ingen kunne klare sig særlig godt uden et hjem, uden lidt penge til mad og tøj. Og hun vidste han altid havde elsket sine penge og at bruge dem. Så...På den måde kom det måske ikke bag på hende. Men alligevel...

Hun så ned på sine hænder, før hun slog armene om sig selv som om hun frøs. Hun ville elske tanken om at hvad end de havde haft kørende betød mere end nogle penge. Men ikke alle havde det sådan. Og måske handlede det lige så meget om familiens anseelse af ham. Måske ville hele familien dømme ham en outsider, hvis de havde gjort noget sammen. Ja, det gav mening. Men det gjorde ondt alligevel. Og hun vidste det var ting hun ikke burde sige højt - så derfor holdt hun det for sig selv. Hun rømmede sig svagt og så op på hende igen. Et vindpust fik nogle vildfarne hårlokker til at kilde hende i ansigtet, så med den ene hånd skubbede hun dem bag øret igen.
"Du er gift nu, Anthony. Så du må leve op til ansvar som ægtemand. Det handler ikke bare om at være der når det er tid til aftensmad. Det er lige så meget et samarbejde og om at interesserer sig for hinanden. Har I nogensinde sat jer og bare...Snakket? Eller leget en leg sammen? Spørg ind til hende. Spørg ind til hvem hun er. Lær hvordan du gør hende glad...Og forhåbentlig lærer hun også hvordan hun gør dig glad. Og måske vigtigst af alt, så indgå kompromisser"
Hun vidste ikke meget om ægteskab, andet end de par hun så rundt om i byen. Og selvfølgelig hendes forældres. Hendes storebror var i gang med at finde sig en hustru, en ting der gik lidt for langsomt, hvis man spurgte familien. Og snart ville hun skulle finde sig en selv, medmindre...Medmindre familien gjorde det. Og så håbede hun det var en, der ville gøre de selv samme ting, som hun lige havde nævnt. Og ikke typen der ville tvinge hende til ting eller tro hun blot var endnu en slave til huset. Det ville hun aldrig kunne klare!
"En vegetar til en varulv..." Hun smilte svagt, i håb om at gøre stemningen lidt lysere.

Han så på hende som hun talte. Hun havde jo ret.. som altid! Ih hvor han hadet det! Hun havde altid ret. Og selvom det var kunne være sjovt, kunne det også være UFATTELIG irriterende. Men han vidste godt at hun jo også tænke på sig selv... på hendes familie og deres omdømme!
Og hun kunne ikke være den datter der rande rundt med en gift mand!
Han sukkede lidt "du er irraterende når du har ret... det ved du godt ikke" sukkede han lidt, dog med et smil på læben. Han så på hende med et blik der var en blanding af bedrøvelse men også lettelse. Lettelse over at trods alt det her, var de ikke uvenner.

Han savnede hende! Ingen tvivl om det! Men ja.. måske skulle han gøre som hun sagde, og prøve at lære sin kone bedre at kende. Det kunne jo umuligt heller være nemt for hende. At blive taget væk fra alt hvad hun kende, og nu bare leve sammen med en mand der ikke engang ønskede dette ægteskab!

Han så ned på kurven i hans hånd som hun nævnte det. Han kunne ikke lade vær med at grine. "jah.. kan du forstille dig det" grinte han lidt.

Hun trak vejret dybt og sendte ham et smil. Han var god nok. Han var bare fanget i en uønsket situation og havde måske svært ved at se de lyse sider. Men hun ønskede han blev lykkelig...Eller så lykkelig som muligt. Og hans kone ligeså. Måske havde han bare behov for nogle gode råd fra en anden kvinde...Også selv om det måske blev Cali selv. Uanset hvor meget hun til tider forestillede sig sammen med Anthony, så kunne det aldrig ske. Det vidste hun godt. Så hun skulle stoppe de tanker, de tossede ideer og fokusere på andre ting.
Såsom hendes store længsel efter at rejse. Hun elskede sang og dans, så om noget ønskede hun sig at lære mere af den slags. Men ville hendes familie lade hende rejse? Næppe. Aldrig. De ville skubbe det til siden som en lille piges fantasier. Og ville hun da rejse alene? Det kunne kun gå galt. I deres optik. Men det var en længsel der voksede hele tiden. At lave noget andet end det stille landsbyliv. Lave andet end gå rundt i byen, vente på en ægtemand. Hun sad fast...Selv Anthony havde jo en kone nu. Så selv ikke det svage, tossede håb havde hun tilbage. De ville få mindre tid til at se hinanden. De burde heller ikke hænge ud sammen alene længere.

Hun trak vejret dybt igen. Skubbede en lok hår om bag det ene øre og så sig omkring.
"Det skal nok gå, Anthony" forsikrede hun ham, selv om hun måske lige så meget havde brug for ordene selv. Hun så tilbage i den retning, hvor hendes familie havde deres bod. Hun burde nok vende tilbage, men hun følte ikke hun havde travlt. I stedet så hun tilbage på Anthony med et drillende blik og et smil der voksede lidt.
"Kom...Kom!" Hun havde ingen plan, som hun tog fat i hans ene arm og hev ham med. Når hun først havde sikret han fulgte med, ville hun sætte i løb. Hvis han ikke stoppede hende eller satte for mange spørgsmålstegn, ville hun fortsætte med at løbe til de nåede ud af byen.
"Kom nu! Er du blevet langsom af kartofler og roer?!" drillede hun ham, stemmen fuld af latter, som hun vendte sig rundt og satte af sted så hurtigt som hendes ben kunne bære hende. De havde begge brug for at afreagere lidt. Dette var det første der var kommet til hende.

Desværre var stemningen blevet en smule akavet omkring dem! Og det var kun hans egen skyld.. hvis ikke han var bukket under for hans forældres pres, kunne de stadig havde haft noget sammen. Måske havde hendes forældre ikke accepteret ham med det samme, men hans familie var jo kke fattig, eller ubetydelig! og han var en vareulv som hende! Hvad var der egentlig der kunne havde været gået galt?

Han havde ofte tænkt tanken, om hvorfor det ikke netop var Cali hans forældre havde smedet ham sammen med?! Hun ville have været det perfekte match!...
Men hans forældre havde tænkt mere på deres handels ruder, og deres leverandøre, end på hvad der ville gøre deres søn lykkelig!

Han blev overrasket og nærmest forskrækket, da hun pludselig greb fat i ham, og trak ham med. Han satte dog i løb efter hende. På vejen ud af markedet, løb de forbi Anthony's unge kal, der nærmest fik en mavepuster, da Anthony, valgte i forbifarten og aflevere kurven med de mange grønsager til ham.

Hvorefter han blot fulgte med den anden ulv ud fra markedet. Det var vidunderligt at høre hendes latter igen! Noget han havde savnet helt forfærdeligt! Det var virkelig den smukkeste lyd i hans øre.
Han grinte lidt af hendes kommentar om hans valg af føde på det sidste.
"bare roligt jeg kan stadig løbe fra dig!" grinte han.
Og da hun satte farten op, vækkede det blot konkurance genet i ham, og han satte efter hende.
Hvorfor de løb, vidste han ikke, men det betød heller ikke noget! For det var den dejligste følelse i verden! Særligt når man havde en som Cali ved sin side.

Hun kunne mærke det. Om det var en varulve-ting eller ej vidste hun ikke. Men hun kunne mærke blodet pumpe hårdt i hendes krop. Mærke hendes vejtrækning, der steg, for at følge med. Men mest af alt eksplosionen af energi, der fik hende til at løbe utrætteligt - for nu, i det mindste. Det var en fantastisk følelse! Hun elskede at slå sig løs. Bare at være til stede, bare at mærke sin krop og sine omgivelser. Byen virkede til tider så besnærende og ødelæggende for den fornemmelse. Alt den larm, alle de lugte...
Så hun stoppede ikke før hun var nået uden for byen, hvor hun sluttede af i en kolbøtte på en af en engene. Ikke en af markerne, for hun ville ikke ødelægge noget for nogen. Men der var nogle små enge af fri beplantning, som landmændene lagde skiftevis den ene, så den anden mark brak. Hun ville gerne løbe hele vejen til skoven, men turen var for lang og de ville begge ende med at få ballade. Hun ville nok stadig få ballade for denne spontane tur...
Og måske ville Anthony også. En rig fyr som ham burde ikke løbe efter mindre stillede kvinder som hende selv.
Men her var hun. Her lå hun, smidt på ryggen, med armene til siden. Hendes brystkasse hævede og sænkede sig, mens hun kiggede op i den klare himmel. Så rettede hun sig op, med en arm bag sig til støtte, for at kigge efter Anthony med et stort smil. Hendes hår sad ikke nær så pænt som før, men det generede hende ikke. Den slags generede hende sjældent. På det punkt var hun nok lidt mere vild end gennemsnittet...Men hun var også varulv. Så det var vel okay? Hvad skulle hun også med at gå rundt og se alt for pæn ud hele tiden? Hun havde ingen at gøre sig til for. Eller situationer der krævede det af hende.