I missed you, alot - Sajro.

Sted: Gaderne i Angerforge District.
Tid: 21:14
Vejr: Det er nogenlunde roligt, solen er på vej ned og der er lidt små vinde ind i mellem.
Omgivelser: Der er ikke specielt mange menesker ude, de få der er ser bare ud til at være på gennemfart.

Blair gik ud af en opgang med et neutralt ansigt. Hun så dog mere ud til at være på den negative side end den positive. Hun havde nogle sedler i hånden som hun stoppede ned i hendes støvler. De penge havde hun fået ved et job. Blair hadede at hun skulle arbejde som protistueret. Men heller som det end slave. Blair fandt en smøg frem og antændte den. Hun begyndte at gå ned af gaden med smøgen i munden. Det hjalp hende utrolig meget med at komme igennem det hele. Det fik hende kortvarigt til at glemme at hun var i den situation hun var. Blair fandt en bænk og satte sig ned. Hun så sig rundt omkring, men lod hurtigt blikket falde ned mod hendes støvler. Hun burde virkelig se at få gjort noget, så hun ikke behøvede at betale Serkan længere. Bare tanken om ham skabte en ubeskrivelig vrede i hende.

Sajro kom stille gående ned i gennem byens gader. Han kiggede sig lidt omkring og mumlede nogle underlige ting. Han gik stille hen mod en skikkelse, der virkede meget bekendt desværre var denne bekendte skikkelse ikke en skikkelse han burde snakke med egentligt, men han gjorde det...

''Du virker noget så trist min ven?''

Han satte sig på bænken ved siden af hende og sendte hende et varmt og venligt smil. Han burde måske ikke, hvem vidste hvordan hun ville reagere? liderlig som alle de andre gange var jo en mulighed og det ønskede han ikke...

''Hvor har du egentligt været henne?''

Blair så ikke op da nogle skridt nærmerede sig. Først da hun hørte at stemmen var genkendelig så hun op. Og der stod han, Sajro. Han var en af dem hun savnede rigtig meget. Hun følte bare hun altid kunne gå til ham. Men det sidste stykke tid var hun gledet en smule væk fra ham og alle andre. Hun kunne ikke undgå at smile. Blair tog endnu et hiv og pustede røgen ud.

"Jeg er bare påvirket af en del ting for tiden."

Hendes smil falmede en smule.

"Gemt væk. Jeg har levet selv det sidste stykke tid. Jeg havde brug for at være alene. Væk fra alle andre."

''Og hvad er det for nogle ting om jeg må spørge?''

Han så stille på hende. Egentligt havde han ingen krav på at vide dette og hvis hun sagde hun ikke havde lyst ville han også respektere det, men han ville bare gerne vide det egentligt også det var noget han kunne bruge når han snakkede med hende efter så længe.

''Ahhh, ja jeg er ked af at høre hvad der skete...''

Han havde aldrig snakket med hende ordentligt efter Adrians og den lille piges død. Han vidste ikke lige hvad han skulle sige mere så han sad bare lidt og kiggede frem for sig.

Blair tøvede først med at fortælle om det. Hun så først ned i jorden, men så op på ham igen.

"Lige nu er det mest fordi jeg for kort tid siden blev taget som slave. Jeg prøvede at komme fri fra ham, men så fik jeg bare pisk. Jeg indgik en aftale med ham, så i stedet for at være slave er jeg nu.."

Blair sank en klump der havde hobet sig op i hendes hals.

"... Protistueret."

Hun gjorde et træk på skulderne. Der var ikke så meget at gøre ved det.

''Vil du have hjælp til at komme ud af det?''

Han så stille på hende. Han vidste ikke lige hvad han mere skulle sige. Han var blevet mere og mere vant til at folk omkring ham aldrig rigtigt ville tage imod hans hjælp. Han var blevet vant til det først fra Lyssa så fra Alane, og Nephthys, og ja alle han mødte ville ikke tage imod hans hjælp...

''Jeg er ked af at høre det.''

Han smilede stille og roligt til hende, mens han kiggede ned på hendes fødder, egentligt ville han gerne give hende penge men han havde ikke nogen han kunne give hende.

Blair rystede på hovedet. Hun kunne nok godt indtjene penge nok på et tidspunkt. Hun måtte bare blive ved med det. Men det kunne da være rart at komme ud af det. Så hun frit kunne gøre hvad hun ønskede.

"Det vil jeg ikke forlange af dig. Men tak alligevel."

Hun sendte ham et smil, hun ville gerne vise hendes taknemmelighed. For hun var virkelig taknemmelig for at han gerne ville hjælpe hende.

"Det er der ingen grund til. Jeg rodede mig selv ud i det."

''Så lidt.''

Han smilede stille, havde dette været for et halvt år eller mere siden havde han gjort alt for at hjælpe også selvom folk ikke bad ham om at gøre det. Men nu havde han fået lært at det faktisk sårede folk at få hjælp som de ikke mente de havde brug for. Han smilede stille til hende.

''Nå men har du så lige...''

han så stille på hende og nikkede bagud. Han kunne jo nok godt regne ud hvorfor hun så sad her og røg istedet for at sidde i parken eller et andet mere behageligt sted.

Blair kunne ikke undgå at være glad for at være sammen med ham igen. Han var bare speciel. Han var speciel for Blair og ville altid være det.

"Jeg har savnet dig."

Blair så ikke op på ham, mest fordi hun stadig prøvede at glemme hendes 'skæbne.' Hun blev bare så vred over at hun ikke selv kunne bestemme hvad hun ville tage sig til. Hun brugte næsten hele dagen på at skaffe penge til Serkan.

"Ja."

Blair sagde det kort og følelsesløst. Hun havde været utrolig føleseskold den seneste tid.

''Jamen tak, ville ønske jeg kunne sige det samme, men har haft alt for travlt den sidste tid til at kunne tænke på ting som savn.''

Han smilede stille. Han håbede ikke dette lød alt for ondt for hende. det var jo ikke ment ondt det var bare sådan at han ikke avde haft tiden til at kunne tænke på om der var nogle ting han hellere ville have en andre ting. Han smilede stille og roligt til hende.

''Men rart at snakke med dig igen.''

Han smilede stille

Blair tog det ikke så tungt. Hun ville selvfølgelig ikke have noget imod at han havde savnet hende. Men hun følte sig heller ikke utilpas eller trist. Hun så op på ham og nikkede bare kort til ham.

"Hvad har du lavet?"

Hun sendte ham et svagt smil. Det var ikke som hendes sædvanlige smil, hun var mere nedtonet. Det var tydeligt at hun ikke helt var sig selv.

"I lige måde."

Hun sendte ham et større smil med et venligt nik.

''Mange ting min ven... mange ting jeg desværre ikke bare sådan kan tale frit om.''

Han sukkede en smule irriteret over sig selv. Han havde ikke den store lyst til at tale om, at hans gamle klan ikke var længere og han nu havde en ny en som der desværre ikke var nogen der rigtigt kunne se formålet med og alt i alt gik det hele en smule op af bakke.

''Det er jeg glad for.''

Han grinede lidt og lænede sig tilbage på bænken og ryglænet knagede og lød som om det brækkede fordi det var gammelt.

Blair var som altid nysgerrig, men hun ville ikke spørge mere ind til det, hvis hun alligevel ikke kunne få mere ud af det.

"Ja.. Det skal man også have lov til. Hemmeligheder har vi alle sammen."

Hun knyttede sine hænder og lod hendes tænder glide hen over hendes underlæbe. Hun var glad for at se ham og snakke med ham igen, selvom hun måske ikke virkede helt så begejstret som hun faktisk var.

"Hvordan går det ellers? Det er jo længe side."

Hun var oprigtig i alt hun sagde og hendes smil var også oprigtige. Hun sendte endnu et smil til ham.

''Det har vi jo.''

Han smilede stille og venligt til hende. Han vidste ikke lige hvad han mere skulle sige eller gøre, så han var faktisk glad og taknemmelig for at hun stillede det ene spørgsmål efter det andet. han så stille på hende.

''Det kunne da gå bedre, eftersom at Lyssa blev voldtaget til døde.''

Han sukkede lidt og så frem for sig, og så mindedes han den dag hun var kommet tilbage til ham som en skyggedæmon. Han fattede ikke lige hvordan det kunne ske... han hadede sit liv lidt.

''Og så kom hun tilbage en dag som skyggedæmon...''

Blair registrede godt hans første bemærkning, men den betød ikke så meget. Det var bare en bekræftelse af hvad hun havde sagt. Hun blev dog mere chokeret da han fortalte hvad der var sket med Lyssa. Hun lagde en hånd frem imod ham for at ligge en hånd på hans skulder, men fortrød så og tog den tilbage.

"Det gør mig ondt."

Hun vidste ikke helt hvad hun skulle sige til at hun havde været skyggedæmon.

"Så.. Lever hun stadig?"

Blair var ikke helt inde i det univers endnu, så hun blev nød til at spørge om en hel masse. Det irriterede hende, fordi hun kom til at føle sig uvidende.

''Det ved jeg ærligtalt ikke selv...''

Han sukkede. Han vidste ikke om hun var i live eller hvad hun var. han var nok mindst lige så forvirret som Blair var. han smilede stille til hende, og kiggede på hende meget undrende. Han forstod intet overhovedet af det med Lyssa...

''Men det er ligemeget...''

Han smilede stille og lavede en afværgende bevægelse med den ene hånd.

Blair kunne virkelig sætte sig ind i hvordan havde det. Hun havde ikke selv prøvet det, men hun kunne godt forstille sig at Alian havde været væk og forladt hende. Men det ville han aldrig gøre. Det elskede hinanden for højt. Hun vidste i det mindste hvor han var.

"Det må være svært. Hvis du vil tale om det så kan du altid komme til mig."

Blair synes bestem ikke det var ligemeget. På ingen måde, men hun vidste også at hvis man ikke ville tale om det, så skulle andre ikke presse på. Hun kendte det alt for godt. Så hun spurgte ikke mere ind til det.

Han smilede stille til hende og vidste ikke lige hvordan han skulle reagere men han nikkede bare stille til at han nok skulle komme til hende hvis han gerne ville snakke med nogen. Han sukkede stille og smilede lidt for sig selv.

''Skal jeg nok.''

Han lagde en hån på hendes skulder og smilede lidt. Han vidste ikke hvordan hun havde det selv, men han orkede ikke rigtigt at sige mere, han var træt nu det blev han altid når Lyssa havde været et emne der havde været braft på banen.

Blair havde måske brug for at få lidt støtte, men hvis hun ikke fik det overlevede hun også. Hun var usikker på om han havde det sådan også. Men han var stærk, det vidste hun godt. Blair mærkede hans hånd på hendes skulder og det fik hen til at føle sig mere tryg. Et smil dukkede op på hendes læber. Hun så over på ham og lagde hovedet lidt på skrå.

"Har du lyst til at lave noget? Jeg kunne i hvert fald godt bruge lidt selskab."

''Det kan vi da godt, men jeg ved da ikke lige hvad vi skulle lave?''

Han smilede varmt til hende og han blødte langsomt op. Han vidste ikke hvorfor han sagde som han gjorde, men han var nød til det udfra hvordan deres forhold til hinanden havde været og han var bare lidt nervøs for det...

''Men ingen sex!''

Han smilede forsigtigt, for at hun vidste han mente det godt...

Blair så sig omkring. Hun vidste heller ikke lige hvad de skulle lave. Hun ville bare gerne vide hvordan det gik ham, hun havde ikke set ham længe og de kunne være sket en masse. Selvom han vist havde fortalt det meste af det der var sket. Hun blev en smule fornærmet over ham. Men hun kunne alligevel ikke undgå at smile over det.

"Rolig nu. Jeg har ændret mig. Jeg er ikke sådan længere."

Blair havde selvfølgelig stadig en trang til det indimellem, men ikke så ofte som hun havde haft før. Hun havde ikke konstant brug for at få af vide hun var elsket. Hun havde ikke længere brug for samme opmærksom.

"Vi kan bare sidde her, og snakke?"

''Godt at en af os er blevet bedre.''

Han grinede, fordi siden han var begyndt at være sammen med Yue var hans lyster bare bleveet værre og værre så selvom det måske var fordi Yue var som hun var kunne alle nok godt lokke med ham hvis de gerne ville det. Han kiggede stille på hende. Han nikkede stille.

''Jamen hvad vil du så tale om kære?''

Han smilede venligt til hende og lagde en hånd på hendes skulder og lod den hvile der lidt, og klappede hende blidt på hovedet.

Blair lagde ham en betryggende overarm på hans overarm og lod den køre op og ned. Han kunne sagtens ændre sig, måske ville det blive sværere fordi han var varulv, men han ville godt kunne klare det. Det var hun sikker på.

"Hør, du kan også godt ændre dig. Det kan lade sig gøre."

Hun sendte ham et smil og fjernede hendes hånd igen, hun lagde den på hendes knæ og trak blidt på skulderne. Hvad kunne de snakke om? Der var så mange muligheder. Hun fik hendes mund til at strutte ud og skubbede hendes læber til side, så hun lignede kortvarigt en der var blevet slået på siden af hovedet og var tvunget til at lave den bevægelse. Men hun lod hurtigt hendes mund se normalt ud igen.

"Tjaah.. Vi kunne tale om... vejret? Er det ikke en god appetitvækker?"

''Ja måske, men for at være ærlig tror jeg ikke helt på at det kan lade sig ordentligt gøre for mig... jeg kan jo ikke styre dyret i mig, og nogle gange, ja endda ofte, vælger jeg jo at gøre det for at skåne folk for dyrets vrede.''

Han smilede stille til hende, og han kiggede lidt rundt. Han havde lyst til at snakke med hende men han havde også lyst til at gå og ikke bare sidde der og glo ud i luften så han håbede at hun måske ville gå en tur med ham? Han sendte hende et smil.

''Vejret... Jo det er det vel, men for mig er vejret jo blot en ting og ikke noget der er værd at tale om... Men vil du gå en tur?''

Han smilede stille og rejste sig op fra bænken og kiggede ned på hende. Han håbede det virkeligt, og han kunne heller ikke lige se hvorfor hun ikke skulle gå med til det?

Blair følte med ham. Det måtte være svært at skulle vælge mellem enten at såre folk, eller have sex med dem. Egentlig burde svaret ikke være så svært, men bare det at skulle vælge mellem de to ting var brutalt.

"Jeg kan sagtens forstå dig. Men hvis du føler at dyret vokser i dig, eller hvordan det nu føles, kan du så ikke bare stikke af? Jeg mener.. Så ville andre vel være uden for farer, eller hvad?"

Hun sendte ham et smil, for at gøre det sikkert at hun kun gjorde det i et forsøg på at hjælpe.

"Jo. Lad os gå en tur. Jeg kunne godt trænge til en tur."

Blair rejste sig og stod ved hans side.