haløj dæmon //Jacob//

V: høj sol men en smule koldt.
O: træer så langt øjet rækker og en lille bæk
S: skoven
T: lidt over middag

Det var et lille stykke over middag og på trods af at solen stod højt på himlen var det køligt. Shar gik stille gennem skoven med sin tvillingebror Sharmarke. ”Det er rimelig koldt i dag.” sagde Shar og skuttede sig en smule mens hun gik. Sharmarke nikkede og grinede stille. ”Hvad?” spurgte shar, men han rystede bare på hovedet. Shar så på ham med et strengt blik. Der var begyndt at komme et meget flabet ulvesmil på hans læber. *Jeg vil væde med at du ikk kan følge med* sagde han flabet og satte i løb. Shar stod kort og gloede før hun satte efter den grå ulv med et lille grin. Self kunne hun følge med. Hun løb op på siden af sharmarke og grinede flabet til ham inden hun satte farten op og løb alt hvad hun kunne, men sharmarke havde intet problem med at indhente hende. Han standsede meget pludseligt op og lyttede. *Kan du også høre en let rislen?* spurgte han og begyndte at træske mod lyden. De havde været her et par gange før. Ved det her vandløb. Shar smilede drillende og skubbede Sharmarke i bækken. Han kom dog hurtigt op af det kolde vand, rystede sin våde pels og skubbede hende i. Shar skyndte sig op. Det var koldt. ”Helt ærligt” vrissede hun, og satte sig ned for at tøre en smule inden hun igen ville fortsætte.

Jacob gik igennem skoven, for engangs skyld gik han og hoppede ikke fra træ til træ eller gled af sted på sin is.. Nej, denne gang havde han besluttet sig for at gå. Han var også en anelse træt måtte han indrømme, det var vel også klart når han lige var kommet fra en af sine "missioner" med sin klan. Der var stadig et triumferende smil på hans smalle læber, da han tænkte på dem de havde hjulpet.. En mor med sit barn, som bare ville have noget mad, men som blev gennemtæsket af en madsælger.. Det havde fået klanen til at reagere..
En plasken fra floden fik ham til at dreje hovedet, hurtigere end et rovdyr som havde fået øje på sit bytte.. Han hoppede op i et træ og kiggede rundt, for at finde kilden til dette plask.. Han faldt hurtig til ro, da en santuine afslørede sig.. En pige med sin ulv, tydeligvis en santuine.
Han smilte skævt og hoppede ned fra træet.

Shar sukkede. ”Det vil jo tage hele dagen at tørre.” hun så kort op mod solen som stod højt på himlen, og rejste sig op. Sharmarke så vagtsomt rundt. Der havde lige været en lyd, men der var intet at se. *Der er nogle her. Jeg hørte en lyd før* sagde han og så rundt igen. *Det er noget du bilder dig ind* hun smilede stort til Sharmarke som ikk var faldet helt til ro endnu. Shar begyndte at gå, og Sharmarke fulgte nervøst efter, da Shar hørte lyden selv. Hun snurrede rundt og fik øje på en dreng som så ud til at være kommet ned fra et træ. Han havde vidt hår og blå øjne. Hans hud var bleg. Shar bed sig i læben og tog tøvende et skridt hen imod ham. ”Hvem… hvem er du?” spurgte hun tøvende. Hun havde aldrig stødt på denne dreng før.

Pigen så ud til at være fredelig nok.. Hendes hår var langt og brunt, som klædte hendes ansigt og brune øjne meget godt. Han smilte venligt til hende og lagde hænderne i sin hættetrøjes lomme, hvilket var noget som han altid gjorde for at vise at han var afslappet og ikke ønskede at angrebe, hvis han derimod kredsede om en og sendte lumske smil, skulle man ikke finde sig sikker i hans nærvær, for så ville han tydeligvis tage sjælen som lå lunt og godt inde i væsnets krop.
"Mit navn er Jacob," sagde han med et kægt smil på de smalle læber. "Og, hvem er du og din ven der?" han nikkede ned mod ulven.

Shar så på Jacob og bed sig kørt i læben inden hun svarede."Mit navn er Shar og dether" hun nikkede ned mod ulven "er Sharmarke." Hun tog endnu et tøvende skridt hen mod Jacob. Hun var nysgerrig, men Sharmarke var meget på vagt. Han var ikk så glad for fremmede og i sær ikk dem af han køn. Han plejede dog at falde lidt ned når han lærte personen en smule at kende og stolede på at han eller hun ikk vil gøre ham eller Shar noget. Han viste alle tegn på at han var overvågen. Hans hale var stift lige ud i luften, og hans blik var fast rettet mod Jacob, og man kunne tydeligt se at de dage pas på med hvad du gør eller Jeg kommet efter dig. Shar strøg hurtigt en hånd over hans pels gør at berolige ham en smule."Det er hyggelig at hilse på dig Jacob og du må meget undskylde hans opførsel men han er bare ikk så glad for fremmede og specielt ikk mænd." Hun smilede stort til Jacob og prøvede stadig at berolige Sharmarke en smule, og det lykkedes da også halvt.

Jacob nikkede høfligt til Shar og derefter til hendes ulv, som havde et besynderligt, men alligevel interresant navn. Sharmark. Han smilte venligt til ulven, for at berolige den og vise den at han altså ikke var ude på ballade lige nu, det orkede han ikke, eftersom han stadig var træt efter den omgang med madsælgeren.
"Rart at møde dig Shar," sagde han med et kægt smil på de blege læber.
Da hun undskyldte på Sharmarks vejne, kiggede han bare ned på ulven som stadig stod og stirrede stift på ham, som skulle han bare gøre det mindste forkert også fik han ballade. "Du skal ikke undskylde," Han rystede på hovedet og kiggede op på Sharmark igen. "Tro mig, jeg kender væsner som har opført sig værre end ham," Han grinte kærligt med en klingende drenge latter.

Shar smilede kort og så ned.*slap nu af. Han gør ingenting* men hun kunne tydelig mærke at han ikk troede på hende. Han så op på Shar og så så over på Jacob igen. Han satte sig ned og lod tungen hænge roligt ud af sit gab. Han var stadig på vagt men gav ikk udtryk for det mere.
Shar vidste ikk rigtig hvad hun skulle sige til Jacob lige nu og her sa hun sti og lænede vægten fra den ene god til den anden. Hun havde stadig søn hånd på ryggen af Sharmarke.

Ulven så ud til at tage hans tilstedeværelse en lille smule pænere, eller også spillede den bare skuespil, Jacob havde ikke helt forstand på dyr så meget, han havde selv en hund derhjemme, eller rettere sagt var det hans lillebrors hund, men nok om det.
Han smilte kægt til Shar, inden han hoppede op i et træ og satte sig på grenen, som var det det nemmeste for ham i verden.
"Så, hvad laver du herude?" spurgte han og satte hovedet på skrå, med det samme kæge og charmerende smil. "Jeg mener ikke at jeg har set dig før," Han kiggede ud mod horisonten et kort øjeblik, inden han kiggede ned på hende igen.

Shar smilede skævt til Jacob."vi bor i skoven her og er bare ude og gå en lille tur." Hun træk kort på skuldrene."hvad laver du selv her ude?" Hun så nysgerrigt på ham."kommer du tit her i skoven siden du spørger, og Jeg Har heller aldrig set dig før." Sharmarke rejste sig op og Shar skævede ned til ham.*hvis der sket noget er Jeg i nærheden* dage han og løb ind i skoven, men ikk længere væk end at han kunne se hende. Hun vitkede til at hun gerne ville tale med ham, og sharmarke vidste at det vil blive kedeligt bare at blive sidende.
Shar så efter ham da han løb, og så sa over på Jacob igen og smilede stort tol ham.

"Tit og tit," mumlede han og legede en vovehals ved at rejse sig op på grenen uden at holde fast i noget og hoppede over i et andet træ ved siden af. "Jeg vil sige at jeg kender Ashen Wood Forest meget bedre end denne skov, men ja, jeg komme her nok ret tit, eftersom jeg elsker at være på en form for opdagelse," Han hoppede ned fra træet og landte på sine ben uden problemer, imens han smilte stort tilbage til Shar, som selv stod og sendte ham store smil. "Men, som jeg sagde har jeg ikke set dig før, så det kunne jo også være at du heller ikke kom her så tit," han løftede på skuldren og fandt sig selv i at kigge efter hendes ulv et kort øjeblik, for at se om den nu lagde på lur, men han rystede tanken ud af hovedet og kiggede hen på Shar igen. "Skoven? Hvordan er det så for dig at bor der?"

Shar blev en smule bange på Jacobs vejende, da han stilede sig op på grenen uden at holde, og hoppede over i det næste træ. Shar gav et gisp fra sig, og bed sig i læben. Bare han ikke faldt ned, men forhåbentlig vidste han hvad han lavede. Hun nikkede en smule sammenbidt, da han fortalte at han bedre kendte Ashen Wood Forest bedre end denne skov. Hun var stadig bange for at han ville falde ned, men da han hoppede ned af træet, gik der et lille gisp gennem Shar. Set nu hvis han ladte forkert? Hvad skulle hun så gøre?

Et lettelsens suk undslap hende, da Jacob landede ved siden af hende. ”Det gør du ikke igen.” sagde hun, og så ned. Hun vidste godt at hun var overbeskyttende, men kunne ikke gøre for det. Det lå bare til hende. ”øh.” sagde hun, og bed sig i læben. ”Faktisk kommer jeg her næsten hver dag, men vi har nok bare ikke stødt på hinanden.” hun trak på skuldrende, og smilede forsigtigt. Shar så på Jacob, og fulgte hans blik. Han kiggede nok efter Sharmarke, gættede hun på. ”Bare rolig. Han skal nok lade dig være.” Shar så tilbage på Jacob igen, og tænkte sig lidt om, inden hun svarede. ”Tjo, der er da hyggeligt her ude. Dine naboer er dyr. De kan larme ligeså meget som mennesker til tider, men de er også nogle gange hyggelige at snakke med.” Hun grinede stille. ”Hvor bor du selv hende af?” hun lagde hovedet let på skrå, og betragtede ham indgående.

Jacob kunne godt se og mærke på hende at hun ikke havde været helt glad for den måde som han hoppede rundt på, oppe i træet, selvom han havde helt styr på situtaionen. Han var aldrig faldet ned fra et træ og det skulle hellere ikke ske for ham forløbelig, så Shar havde ingen grund til at bekymre sig for ham. Jacob skulle nok klarer sig, det kunne hun trygt stole på.
Han smilte kækt til hende og begyndte langsomt at gå lidt rundt omkring, uden at forlade hende eller gå for langt væk fra hende. "Jeg er helt enig," Han sendte hende et stort smil, imens han sparkede til en lille sten, som hurtigt røg et par meter væk fra ham. "Skoven er nok det bedste sted at være," Han klukkede kort af sig selv, inden han kiggede hende i øjnene med sine krystalblå øjne, der kunne minde om en krystal fra en dyb hule.. "Jeg bor i Ashen Wood Forest i en lille hytte som jeg selv har bygget op, til at det er muligt at bo i den," Han luntede hen imod hende, imens han gemte de blege hænder væk i sin hættetrøjes lomme. "Men, hvad med dig selv? Har dig og din ulv et hus eller sov i under åben himmel?" Han kiggede op på himlen, for at lægge mere vægt på hvad han mente..

Så han boede i Ashen Wood Forest i en lille hytte han selv havde lavet. Ja, hvorfor ikke? Hun smilede, og nikkede kort til ham. ”Hygge. Bor du der alene eller sammen med nogle?” Hun var rimelig nysgerrig, men håbede ikke at det gjorde noget. Hun ville helst ikke virke som en snagende type, for det var hun bestemt ikke.

Da Jacob så hende ind i øjnene, lagde hun for alvor mærke til hans øjne. De var virkelig flotte med den krystalblå farve. ”Jeg kan godt lide dine øjne.” sagde hun, nærmest hypnotiseret af dem. Hun fik dog løsrevet blikket fra hans øjne, og kiggede ned. ”Undskyld” sagde hun lavt. Da han spurgte hende hvordan hun selv boede så hun op på ham igen. ”Øh, jeg bor ikke i en hytte som dig, men i en stor hule jeg har fundet.” sagde hun stille. ”Men jeg kan godt finde på at sove under åben himmel hvis det ikke regner.” Hun bed sig let i læben. Vidste ikke hvad hun skulle sige ellers. Var der overhovedet andet at sige? *Nej søde, det er der ikke. Ikke sig’ for meget til ham* hørte hun Sharmarke tænke. Han var stadig lige i nærheden så han hurtigt kunne komme hende til undsætning hvis det var nødvendigt.

Om han boede sammen med nogen, hvis bare hun vidste hvordan han boede, så havde hun ikke spurgt om det. Jo, han havde skam rimelig travlt med at skulle passe både sin livlige lillebror og hunden Mystic, som havde en tildens til at bide i alle mulige ting, hvilket irriterede ham groft, men den gjorde det heldigvis ikke så meget mere.
"Jeg bor sammen med min Lillebror og hans hund," sagde han med et grin på sine læber, hvor han derefter placerede sine hænder bag hovedet, som var et tegn på at han slappede af i den person han snakkede meds tilstedeværelse. "Mange tak," Han smilte en anelse chokkeret over hendes kompliment og fik bare et kort, men kærligt grin på sine læber da hun sagde undskyld. "Du skal da ikke sige undskyld?" han fjernede sine hænder og placerede dem i sin lomme igen. "Javel ja, det lyder ret spændende," Han kiggede rundt i skoven. "Så, du har ikke nogen form for problemer med dyr eller andre racer som også bor herude?" Han så spørgende på hende. Hun måtte gerne være nysgerrig, for det var han også meget selv.

Shar smilede, og nikkede kort da Jacob fortalte at han boede sammen med hans lillebror og deres hund. ”Det lyder da til at være hyggeligt nok.” hun trak bare på skuldrene af hans spørgsmål om hun havde noget imod andre racer og dyr. ”Næ enlig ikk. Jeg har det fint nok. Jeg har jo Sharmarke til at passe på mig.” grinede hun let. ”Ham kan jeg skam altid stole på, lige meget hvad.” man kunne i samme nu høre et bjæf som svar fra Sharmarke, men han blev hvor han var.
Shar var tavs et lille øjeblik mens hun tænkte. ”Vi kunne jo tage hjem til dig?” foreslog hun. ”eller mig, eller vi kunne blive her?” hun vidste ikke helt hvordan hun ellers skulle spørge om de skulle tage et sted hen, så det måtte jo nu en gang blive på den måde. Hun smilede forsigtigt til Jacob, og håbede ikke på at han havde noget imod det.