The "kid" - Blair -

S: Gågaden.
V: Overskyet endnu engang.
O: En flok væsner som går og shopper amok i gågaden.
T: Eftermiddag.

Tænk engang der var overskyet! Josh havde en lille fornemelse om at det var pga. ham at der var begyndt at være overskyet næsten hver evig eneste dag, lige siden han kom havde der været overskyet, som om der hang en grå sky over hans hoved, som han lige havde taget med til fortiden..
Han grinte af sine egne tanker og luntede ned igennem gågaden, med afslappet bevægelser og et smil på læben. Han vidste egentlig ikke hvorfor han var så glad, mon ikke dem fra fremtiden undrede sig over hvor han var blevet af? Men, de måtte vente med at se ham lidt endnu, der var stadig meget som han skulle undersøge i denne fortid. Feks. skulle han finde ud af hvem hans far og mor var.
Han gik i sine egne tanker, så han log ikke mærke til at han lige var gået ind i en pige. Det var dog ikke hårdt nok til at hun ville vælte, bare nærmere at hun ville få et chok. Han smilte undskyldende til hende.
"Beklager jeg," sagde han høfligt.

Blair havde været inde i en butik og kigget på ting, hun havde måske ved et uheld tabt en ting eller to ned i hendes dybe lommer. Hun skulle jo overleve. Hun var på vej ud af butikken da ejeren råbte efter hende, hun satte i løb og prøvede at komme væk fra ham, men i det støvler med en lille hæl var det ikke let at stikke af. Hun drejede om et hjørne og stødte ind i en, hun trådte et skridt tilbage og så sig over skulderen, butiksejeren stod bag hende og så sig forvirret omkring, Blair vendte blikket mod ham foran hende og prøvede at holde hovedet koldt, hun måtte bruge ham som skjul på en måde. Blair kastede sig nærmest i armene på ham og holdte om ham.

"Vær sød at holde om mig, der er en efter mig, skjul mig."

Hun hviskede det i et håb om han ville hjælpe hende, hvis ikke måtte hun tage det som det kom.

Det gav et lille sæt i ham, da hun pludselig slog armene om ham, som var hun en kæreste der ikke havde set ham i flere år. Han løftede forvirret på et øjenbryn, men forstod så snart han så manden stå og kigge rundt, som ledte han efter en, og han kunne straks regne ud hvem han ledte efter.
Han lagde sine arme om hende og krammede hende, imens han lagde sit hoved på hendes skulder, for at det skulle virke mere overbevisende.
"Forstået," hviskede han i hendes øre og fortsatte med at kramme hende, imens han i sin øjenkroge bemærkede om manden ville gå sin vej.

Blair plejede for det meste bare at stikke af, men hun kunne godt se at det var dødt løb medmindre hun tænkte hurtigt, hun følte dog en form for skyld over at 'bruge' ham, men også stor taknemlighed fordi han valgte at hjælpe hende. Hun lukkede sine øjne i og åndede lettet ud da han lagde armene om hende.

"Tak, kan du se om han er gået?"

Hun burde slet ikke inddrage ham i hendes problemer, så ville det ikke kun gå ud over hende hvis de fangede hende, men også ham. Derfor blev hun nød til at beskytte ham hvis der skete noget, hun ville blive tvunget til at have skyldfølelse hvis der skete ham noget og det ville ikke hjælpe hende, blot være en forhindring på hendes vej.

Han vidste godt at hun bare brugte ham på en mærkelig måde, men han havde bare en følelse inde i sig selv, en følelse som sagde til ham at han skulle hjælpe hende. Han blev ved med at holde om hende, som var hun en kæreste, lige indtil manden vendte om på sine store fødder og forsvandt. Så snart han var helt ude af syne, gav han slip på hende og gik et skridt tilbage for at se den person han lige havde hjulpet an. Der var et eller andet bekendt over hende, faktisk var det så bekendt at det skræmte ham en anelse.
"Så er han væk," hviskede han med et charmerende smil og kiggede ned på hende med sine chokoladebrune øjne. "Hvad handlede alt det om, hvis jeg må have lov til at vide det?"

Blair var igang med at træde et skridt tilbage da han slap hende, men da han selv trådte tilbage gjorde hun skridtet mindre, der var ingen grund til en lang afstand mellem dem. For en sikkerhedsskyld så hun sig over skulderen, ingen butiksejer. Hun vendte sig mod ham igen og tøvede en smule, det ville være farligt at stole på en hun ikke kendte. Men noget sagde hende at hun godt kunne stole på ham. Blair så sig omkring og sikrede sig ingen lagde mærke til dem. Dernæst fjernede hun den sorte gennemsigtige trøje væk fra shortsene og trak hun en guldhalskæde op af de små lommer på hendes korte cowboyshorts.

"Jeg fik fat i den her og andre lignende genstande."

Hun proppede den ned i lommen igen og var klar til at få ham til at holde tæt, på hvilken måde der nu var nødvendigt. Men hun havde bare på fornemmelsen at det ikke blev nødvendigt, at hun kunne stole på ham. Det var en underlig følelse.

Josh havde forudset at det nok var pga. hun havde stjålet et eller andet, men han ville ikke være en stikker og afslører hende. Manden som løb efter hende, havde sikkert mindre brug for tingene end hun hun havde, så han smilte bare skævt da han så tyvekosterne og kiggede hende i øjnene for et kort sekund. Hun mindede ham om nogen.. En eller anden, men han kunne ikke komme i tanke om hvem.. Han gik en anelse tættere på hende, men kun for at studere hende nærmere, imens han stadig beholdte øjenkontakten.
"Det ikke for at være uhøflig, men.." Han ledte efter ordene, imens han fortsat kiggede hende i øjnene med et roligt blik, så det ikke skulle følges underligt for hende, selvom det nok allerede var det. "¨Må jeg spørge om dit navn?"

Blair havde aldrig følt et bånd med en hun ikke kendte. Hun følte at hun kunne stole på ham og det var utrolig underligt når hu han var fremmede. Men der var noget ved ham der virkede bekendt, men hun havde aldrig set ham før. Det var hun sikker på. Eller de havde aldrig talt sammen. Blair hævede kort et øjenbryn over hans ord. Det var da ikke uhøfligt at spørge om et navn, var det? Hun overvejede at lyve om sit navn hvis han nu ville stikke hende i ryggen. "Blair" Fløj det ud af hende før hun nåede at gennemføre sin løgn. Hun sukkede blidt over sit mislykkedes forsøg på at lyve for ham. Hun havde løjet før, men noget forhindrede hende i at lyve for ham. Hun så sig rundt og trådte et skridt til siden så hun stod længere væk fra ham. "Tak for hjælpen men jeg må komme videre nu. Hvis jeg kan gengælde tjenesten må du finde mig." Hun begyndte at gå.

Det var som om hun havde tænkt sig at lyve, men ikke kunne holde sig selv tilbage for at fortælle sandheden, hvilket bare gav en endnu mere irriterende prikken i hans hoved, som prøvede hans tanker ivrigt at slå ham i hovedet, fortælle ham at der var altså noget over denne pige som han bare måtte kunne huske.
Blair, det var der det var som om tankerne fik deres chance og slog ham i hovedet, det navn var så bekendt at han spærrede sine chokoladebrune øjne op og kiggede på hende, med et glimt i sine øjne som bare skreg: Jeg kender dig!
Han rystede på hovedet og kiggede ned i jorden, men kiggede op igen, så snart hun så ud til at ville gå sin vej.
"Nej vent," sagde han og rakte sin hånd ud efter hende og fik ved et uheld fat i hendes håndled, uden at han tænkte videre over det. "Jeg kender dig," Han smilte til hende og kiggede hende i øjnene. "Du er Blair Jenson? ikke sandt?"

Blair havde omgivet at finde ud af hvorfor han virkede så bekendt. Slvom hun havde prøvet at finde ud af hvem han var, var det ikke lykkedes hende. Hun nåede ikke at tage mange skridt før han tog fat om hendes håndled. Hun så på ham med et hævet øjenbryn. Han kunne da ikke kende, de havde lige mødt hinanden, hvordan kunne han kende hende? Da han sagde hendes efternavn spærrede hun øjnene op og så forvirret på ham. Der var næsten ingen der kendte hendes efternavn. Hvordan kunne han kende det? Blair trak sin hånd til sig og gik nogle skridt tilbage. Han måtte have spurgte nogle om hende, han måtte have fundet informationer om hende. Der var ingen anden forklaring. Derfor virkede han bekendt, fordi hun havde set ham når han havde prøvet at finde ud af ting om hende. Blair sank en klump. "Nej, du må forveksle mig med en anden." Man kunne tydeligt se på hendes ansigtsudtryk at det var hende. Hun så forvirret ud.

Nej, han var sikker på at det var Blair, en kvinde som han kendte i fremtiden, som altid kaldte ham knægt og kunne finde på at ugle ham i sit brune hår. Det var Blair og det overraskede ham selv meget at stå overfor hendes yngre jeg.. Hun var faktisk ret køn, ikke at hun ikke også var det i fremtiden, men nu var det ikke så forkert at syndes hun var køn, end som det var i fremtiden.
Han var i tvivl om han skulle fortælle hende historien om at han kom fra fremtiden, men hvordan skulle han ellers fortælle hende at han kendte hende? Han orkede ikke at finde på en løgn, så det nyttede vel bedst at fortælle sandheden, i stedet for at der kom en masse pladder ud af munden på ham.
"Det lyder skørt, men jeg kender dig fra fremtiden," fortalte han og smilte skævt. "Jeg kender dit ældre jeg i fremtiden, da jeg selv kommer derfra, du kalder mig altid knægt,"

Blair var slet ikke tryg ved at han kendte hendes efternavn. Hun havde ikke engang fortalt sit efternavn til den person hun nu stolede mest på, så at han kendte det var forkert. Hun så på ham med et hævet øjenbryn da han fortalte at han var fra fremtiden, hun var først mistroisk over for tanken. Men Dust var fra fremtiden, så hvis han kunne, kunne andre vel også. Blair tog fat om hans håndled og trak ham med ind mellem to bygninger så de var mere afsides fra de andre på gaden. Hun slap ham og prøvede at finde på noget passende at sige. "Jeg ved ikke.. Du.. Hvordan kan du kende mig? Jeg ved ikke hvem du er." Hun så ned og prøvede så vidt muligt at forstå det. Men det var ikke hver dag der kom en ung knægt.. Dreng.. Hen til hende til og fortalte at han kende hende fra fremtiden. Hvordan håndterede man den slags?

Selvfølgelig virkede det helt unaturligt at en dreng pludselig kom hen til hende og fortalte at han var fra fremtiden, men det var skam sandt det hele, hvorfor skulle han lyve om sådan noget, det ville jo være mærkeligt... Eller, måske ville andre bruge det som en smart lille undskyldning for et eller andet, men Josh mente skam hvert et ord han sagde.. han fulgte med hende ind imellem de to bygninger og kunne godt forstå hendes utryghed ved ham, selvom hun slet ikke havde nogen grund til at være det. Josh gjorde sjælendt nogen fortræd, medmindre de selv bad om det..
Han smilte skævt til hende og kløede sig i nakken, da det pludselig føltes mærkeligt for ham at skulle stå og snakke til en yngre Blair. Han var jo van til at hun var 8 år ældre end det hun var nu..
"Jeg kender dit fremtidige jeg, vi er venner, du kalder mig knægt," fortalte han og grinte kort ved tanken. "Jeg forstår godt at det forvirre dig, men det er sandt,"

Blair anede ikke hvad hun skulle sige til noget af det. Han var fremtiden, og han kendte hende. Men hvordan? Hvordan kunne han vide hvem hun var, hvordan havde de mødtes, hvorfor? Der var så mange spørgsmål, men hun prøvede ikke at stille dem, hun havde brug for at forstå det. Blair kunne ikke få det til at give mening for hende. "Men.. Det virker bare.. Underligt, du er jo.. Her, men du er fra fremtiden? Hvordan kan du så være her?" Hun så ned og lukkede øjnene mens hun arbejdede på at forstå at hun kom til at kende en, som hun kun lige havde mødt. Men hvis de så ville kende hinanden i fremtiden, så var det møde måske starten på deres venskab? Hun mærkede en stikkende følelse inde fra hendes hoved og ud, det gav hende hovedpine at prøve at regne ud, så hun lod vær med det. "Så vi bliver venner. Det her er vores første møde. Det er forvirrende, meget."

Det var meget forvirrende, hvilket var en af grundene til at han slet ikke skulle fortælle hende om hvordan han kom til fortiden. Men, det var egentlig ikke pga. han skulle snakke med fortids Blair at han var kommet, men fordi han skulle finde ud af hvem han var og hvor han hørte til.. Hvis han var heldig ville han finde bare en fra sin familie.. Bare en.. Han rystede kort på sit hoved, så en af de brune lokker faldt ned og dækkede lidt for øjnene, indtil han fjernede den og kiggede ned i jorden.
"Hør, jeg ved at det er meget forvirrende, men du må blot tro på mig," sagde han og kiggede op på hende igen. "Dette er ikke vores første møde nej, jeg møder dig først om nogen år.. Eller mit yngre jeg gør.. Ja.. det er lige meget.. Jeg skal ikke forvirre dig mere," han smilte skævt og kiggede ud på de andre væsner, der gik forbi med afslapede bevægelser..

Blair var utrolig forvirret over det hele. Ikke så meget at han var der, det kunne hun sagtens håndtere. Men det at de kendte hinanden og slet ikke havde mødtes i fremtiden var meget forvirrende. Så når hun mødte ham, ville han være yngre. Men hun måtte da kunne huske ham hun havde mødt nu, hvad så når han i fremtiden blev ældre. Hun måtte da kunne genkende ham. Blair var tæt på at få en voldsom hovedpine, så hun opgav alle spørgsmålene og overvejede om hun skulle finde et andet samtaleemne, eller bare smutte derfra. "Det er meget forvirrende." Hun så på ham med at svagt smil. Hun var ikke ligefrem kommet sig over 'jeg kommer fra fremtidsbomben', men hun kunne lige så godt være venlig. "Men.. Så.. Kan jeg vel lige så godt lære dig at kende.. Knægt." Ordet knægt blev sagt meget mistroisk, hun kunne ikke forstille sig selv kalde nogen det. Men det måtte være sandt, siden hun kaldte ham det i fremtiden.

//skal vi fortsætte eller tage et nyt nu når du er vampyr? ^^//

//Lad os tage et nyt. Det er vist også ved at dø, det her^^//

//super ^^ og ja, en lille smule ^^ hvem laver? ^^//

//Kan du?//

//sagtens men øh.. Kan vi aftale et plot, så det er lidt nemmere at starte? ^^//