Årsdagen... //Blair

Vinden susede svagt igennem hele havnen.
Alian lå bevidstløs på gulvet i hans hytte.
Han havde haft et blackout på grund af hans hajform.
Der var gået lang tid siden hans sidste forvandling så den havde bare taget over.
Og det værste var... At han havde passet Lucy tidligere på dagen.
Han vågnede svagt og stødte af med hænderne så han kom op på knæende (han lå på maven).
Det var ikke just et godt syn han blev mødt af...
Sengen var væltet, døren var revet af, kisten med hans ting var splittet af, der var kradsemærker overalt og der lå blod rundt om Alian og lågen i gulvet.
Alian kikkede på sine hænder og blev skræmt ved synet.
De var blodige... Men det var ikke hans blod.
"Åh nej... Ikke det" sagde han og kikkede rundt.
Hun var ikke til at finde nogen steder.
Han åbnede straks loven i gulvet.
Vandet under den var helt rødt og han kunne skimte liget.
Han lukkede straks den igen.
Hans vejrtrækning var meget hurtig.
Hvad havde han gjort?
Alian krøb over til væggen og satte sig i fosterstilling med armene rundt om benene, og hovedet ned i knæet.
Han brød ud i tåre.
Dette var alt for meget for ham...

Blair havde tilladt sig at bruge hendes fritimer på at vandre en tur i nabolaget. Hun havde gået en god og lang tur da hun var på vej tilbage mod hytten. Hun glædede sig til at se Alian og Lucy igen, ikke fordi hun var væk så længe, men det var længe nok for hende. Hun bevægede sig hurtigt hen imod hytten. Hun åbnede forsigtigt døren og gik ind. Der var helt rodet, virkelig meget rodet. Det kunne kun betyde en ting. Alian havde været varehaj. Hun så blod på Alians hænder og frygtede det værreste. Hun hadede at tænke det, men hun håbede det var Alians blod. Hun fór igennem hytten for at nå Lucys hytte. Hendes værreste mareridt blev til virkelighed. Lucy var der ikke længere. Hun var hurtigt over ved lågen og åbnede den. Det røde vand skabte en uro i hende. Hun kunne ikke tro det. Hun faldt sammen på gulvet og vuggede sig frem og tilbage ved hjælp af sine arme. Hvad skulle hun gøre nu? Alian havde taget det fra hende det betød mest for hende, udover ham. Men måske var det slet ikke ham? Det var jo ikke sikkert. Hun håbede inderligt det ikke var ham. "Lucy" Hviskede hun grådkvalt.

Alian kikkede op på hende med tåre i øjnene.
"Hu-hun..." sagde han svagt med gråd i stemmen.
Han kunne ikke selv engang fatte hvad der var sket.
Tænk at han var gået så meget amok som hajformen.
"J-je-jeg...." han var tom for ord.
Han øjne var stadig fyldte med tåre.
Hvorfor skulle det ske...

Blair kunne ikke se på ham, bare tanken om hvad han havde gjort ved hendes lille pige var ulidelig. Hun havde troet hun ville elske ham ubetinget, men det her var for meget for hende. Hun tog flere dybe indåndinger efter hinanden og rejste sig. Hun trådte et skridt nærmere på Alian, men gik ikke helt derhen. "Alian.. Jeg.. Hvorfor? Hvad skete der?" Fik hun fremtvunget, det var svært for hende, men hun blev nød til at vide hvad der var sket, hvorfor han havde gjort det. Hun gik ud fra det var som varehaj. Det var det, han ville aldrig gøre det som menneske. Blair vendte om og gik hen til vuggen. Hvordan skulle hun håndtere det? Hun tog fat i vuggen og rev, skubbede og gjorde alt andet tænkeligt for at ødelægge den. Men da det ikke lykkedes hende faldt hun grædende ned på gulvet.

Alian sad stadig og brød sammen.
"J-jeg... H-hun... jeg ved det ikke!" sagde han højlydt.
Han var blackoutet og havde ingen ide om hvad han havde gjort.
Det eneste han vidste var bare at han havde været i hajformen.
"Blair jeg..." fik han sagt

Blair blev nød til at være stærk, på den måde kunne hun bedst komme igennem det. Hun rejste sig og gik hen til Alian. Han fortjente ikke at hun gjorde så meget afstand til ham, han gjorde det jo ikke med vilje. Hun satte sig ned ved siden af ham og lagde armene om ham. "Jeg ved det godt. Du gjorde det ikke med vilje." Blair vidste ikke om hun kunne være tryg ved ham længere. Hvad hvis han gjorde det samme med hende? Han elskede jo Lucy og han elskede hende. Det hele var bare så forvirrende. Hun vidste bare at hun måtte være der for ham, det var meget hårdere for ham end det var for hende.

Han trak vejret meget dybt.
"Jeg kan ikke det her længere" sagde han og rejste sig op.
Han gik hen til døren og åbnede den.
Der var begyndt at regne udenfor.
Det her var ikke hvad han ventede af en årsdag sammen med Blair.

Blair så ned i gulvet og fældede et par tårer. Hvordan skulle hun overbevise ham om at blive? Hun rejste sig og gik ud til døren og stod der. "Alian.. Det var jo ikke din skyld. Jeg vil aldrig give dig skylden for det her." Sagde hun og blev stående i døråbningen, hun ville ikke have han fik det alt for dårligt. det var hårdt nok i forvejen. "Jeg kan ikke miste dig også. Du må ikke gøre det her." Sagde hun og fik tårer i øjnene igen. Hun ville ikke kunne leve uden Alian, hun ville gå psykisk ned og sikkert bare lukke sig ind, hun ville isolere sig fra omverdenen og fortryde det hele. Hun ville altid give sig selv skylden.

Alian så ned i jorden.
Tårende trillede ned af hans kinder.
"Nej hvis jeg bliver kommer det bare tilbage..."
Han var helt oprevet så han vidste ikke hvad han skulle sige.
Lige nu havde han mest løst til at forsvinde...

Blair vidste godt det ville komme tilbage. Men det var sket før og de var kommet igennem det. "Jeg kan ikke leve uden dig." Hun gik et par skridt frem og gik lidt til siden. "Men jeg vil ikke holde dig her." Hun gik op til hytten igen og satte sig op af den med knæene trukket godt op under hagen. Hun havde meget lyst til bare at.. Bare forlade alting og glemme det hele, hun hamrede forsigtigt hovedet ind i muren som hun altid gjorde når hun var fortvivlet eller utilpas.

Alian kikkede på hende.
Han var virkelig ked af at han ikke kunne holde hende sikker længere.
"Næste gang den slipper fri så er det dig den går efter" sagde han med gråd i stemmen.
Han ville ikke risikere at der skete noget med hende.
"Det vil jeg ikke risikere..."

Blair så ikke op. Hun var faktisk ligeglad. Uden Alian var hendes liv ikke noget værd allligevel. Hun bed sig blidt i læben. "Men jeg vil ikke leve uden dig Alian. Jeg vil aldrig blive mig selv igen." Sagde hun ned i sine knæ, men stadig højt nok til han kunne høre det. Hun rejste sig. Hun havde ikke lyst til at være der når han forlod hende. "Farvel så." Sagde hun og gik over mod den anden side.

Alian løb hen mod hende og omfavnede hende en sidste gang.
"Jeg elsker dig Blair men du er ikke i sikkerhed ved mig" sagde han.
Han kyssede hende på munden som et farvel.
"Tag hjem til Ammon han vil dig bedre end mig... Mit liv er for farligt til jeg kan elske nogen... Derfor må det slutte" sagde han og fik igen tåre i øjnene.
Han slap grebet om hende og gik et par skridt baglæns væk fra hende.

Blair kunne ikke klare det. Det var sidste gang hun skulle se ham og så var det dét hun fik? Nej det var ikke nok. Hun gik hen til ham og smed sig i armene på ham. "Ammon er ikke dig. Det er ikke det samme." Hun trak sig hurtigt væk igen. Hun blev nød til bare at gå, ellers ville hun aldrig løsrive sig fra hans side. Det blev hun nød til. "Farvel." Sagde hun igen og vendte sig om. Hun ville bryde sammen så snart han var væk. Hun kunne ikke klare det, han ville ikke længere være der når hun vågnede. Han ville ikke være der når hun havde brug for ham. Han ville aldrig være der. En tåre gled ned af hendes kind og blev hurtigt efterfulgt af flere.

Alian kikkede stadig på hende.
Lidt efter gik han over til hytten og fandt en af deres knive frem.
"Vi ses i himlen Blair" sagde han med en trist tone.
Han vidste godt selv at han var på vej ind i helvede.

Blair blev stående udenfor. Hun ville ikke klare at se det, bare tanken om at han lige nu var igang med at skaffe sig af med sig selv var så ulideligt. Hun fik næsten lyst til bare at smide sig i havet og glemme alle andre, hun havde lyst til at tænke på hvad hun selv ville og ikke hvad der var bedst for hende. Men hun kunne ikke gøre det, hun kunne ikke ofre sig selv når der var bare få andre der ville have det som hun havde det nu. Den følelse kunne hun ikke påføre sig andre. Hun satte sig ned på bænken hvor de mødtes. "Her startede det og her slutter det."

Alian åbnede lågen i gulvet så han kunne se Lucy.
"Farvel Blair, farvel Lucy og farvel verden" sagde han og hoppede ned i vandet med kniven i hånden.
*Så fik du hende alligevel Ammon...* strøg forbi hans tanker da han var i hoppet.
Da han var der nede tog han kniven og jog den ind i brystet på sig selv.
*Tilgiv mig gud for det jeg gør nu og tidligere har gjort* var hans sidste tanke inden hans øjne blev lukket.
Sortheden kom...

Blair kunne ikke klare det. Hun kunne ikke tillade ham at dø for hendes skyld. Det var imod alt hun stod for. Blair hoppede i vandet og mærkede hvordan hendes hår og tøj blev tungt af vandet der samlede sig. Hun svømmede så hurtigt hun kunne hen til Alian. Hvis nogen skulle dø var det Blair. Det var hende der var skyld i det hele. Hun tog fat i Alians arm og prøvede at hive ham op. *Jeg gør det for dig Alian.* Men det var svært for hende. Hun gav slip på hans hånd og svømmede i stedet neden under ham og skubbede til hans fødder og ben for at få ham op på overfladen. Hun forsøgte at komme op ad. Men luften forsvandt ud af hendes lunger.

Sortheden havde omfavnet Alian i den evige søvn.

Hvad end Blair prøvede på så var det nytteløst for Alian var død og hun kunne ikke rede ham nu.
Det kunne godt være han havde efterladt så mange.
Det kunne godt være han kun skabte sorg.
Og det kunne godt være at hvis han kunne så havde han gjort det om.
Men i sidste ende var det så ikke bedre at dræbe et monster inden det slap ud?

Noget tykt tang greb fat om Blairs håndled og førte hende op igennem vandet. Ilten strømmede ned i hendes lunger og det førte til en voldsom hoste og en smerte i hendes bryst. Hun så kunne ikke se Alian nogen steder. Hun blev nød til at finde ham, måske kunne hun stadig redde ham. Hun fjernede tanget fra hendes håndled og gjorde alt hun kunne for at svømme ud i vandet. Hun dykkede ned under vandet og fik fat i Alians håndled. Hun blev nød til at blive i troen om at hun kunne redde ham. Hun prøvede ihærdigt at få ham ind imod land. Men hun måtte til sidst opgive. Hun kærtegnede hans hånd og gik så i land. Hun anede ikke hvad hun skulle gøre uden Alian. Det ville aldrig blive det samme. Jorden omkring hende blev våd af de tårer der silede ned af hendes kinder. Hun ville græde rigtig længe.

Liget fra Alian sank til bunds efter Blair havde sluppet det.
Med tiden ville hans krop forsvinde og det ville folks hukommelse også.
Alian Johnson var ikke længere en del af denne verden.
Og verdenen skulle ikke længere have dette monster i dens besiddelse.

//out

Blair gemte sit ansigt i hendes hænder. Hun hadede at hun ikke havde gjort mere for at redde ham. Hun kunne sagtens have reddet ham hvis hun havde prøvet noget mere, men han ville ikke leve længere og det var selvisk for hende at tvinge ham til at leve. Hun måtte væk derfra. Hun ville tænke for meget på ham hvis hun blev der, men hun kunne ikke give slip på ham endnu. Hun rejste sig og gik over til bænken. Hun blev nød til at slappe af. Blair fandt en pakke cigaretter frem. Men de var gennemblødte og ubrugelige. Hun smed pakken på jorden i vrede.

''her''

stemmen lod få meter bag den gennemblødte Blair. En hånd rakte en pakke cigaretter frem, og en lighter.
''rejs dig op, og kom med inden du bliver syg af det der'' sagde han, mens han hentydede til hendes gennemblødte tøj.

''du har alligevel ikke mere her, ikke nu..'' han stemme, så tom og ligegyldig. Hætten på hans kjortel skjulte hans ansigt, og hans hæse, tomme stemme var næsten ikke til at genkende.

Ammon havde set det hele, hendes kamp for at redde den hun elskede. Han ville ikke tvinge hende til at tage med, men hun ville dø af kulde herude lige nu.

Blair hørte en hæs stemme bag hende. Hun rejste sig og tog imod cigaretpakken og lighteren. Blair tog en af dem og antændte den. Røgen var utrolig afslappende, det ville naturligvis ikke ændre på det der var sket og hendes følelser omkring det, men det ville gøre det hele lidt lettere. Nu manglede hun bare hendes tætteste 'ven' hvis ven overhovedet beskrev deres forhold. Ammon var langt mere end hendes ven, men hvad var han egentlig? Hun kunne ikke genkende personen der stod og snakkede til hende, intet ved ham var genkendeligt for hende. Hun nikkede til ham. Ord var ikke hendes bedste ven lige der. Ord var blevet overflødige for hende, hvad var meningen med at tale? Blair så ud på havet hvor liget af Lucy og Alian ville opløses. Hun var alene, der var ingen der kunne hjælpe hende. Hun var ødelagt.

''slap af... kom nu, så får vi dig i noget tørt tøj'' sagde han roligt.
Han vidste Alian var væk, og det samme var hans datter. Men Blair var der, og det kunne han ikke modsige. Han kunne ikke efterlade hende her.

han trak sin kjortel af så han stod i en undertrøje. Hans overkrop var en smule mere markeret end normalt.
han rakte hende sin kjortel. ''tag den på, så finde vi noget til dig når vi kommer hjem.'' sagde han. Han gav hende intet valg. Hun havde ikke brug for valg, hun havde brug for støtte.