Eric- Floden uklar spejl

Eric ventede først på at Lidra gik ind, men hun syntes ikke at ville gå ind, så han valgte at træde ind før hende. Værelset de kom ind i var svagt oplyst. De få vinduer der var, gav ikke meget lys, og de lys der stod på bordet gav heller ikke så pokkers meget. Eric tøvede kort, men trådte så til side, så hun kunne komme hen til lægen, der vinkede hende hen til sig. Han lænede sig forsigtigt op af en kommode, og lage armene over kors, mens han kiggede afventende på lægens undersøgelser.
Eric ville godt vide hvad der var sket med pigen, men han gemte spørgsmålene til senere, nu handlede det om hendes skader, så kunne de snakke om hvordan hun havde fået dem, når de havde fundet ud af hvad de skulle gøre for at få det væk. Selvfølgelig forsvandt det ikke med et knips, men man kunne altid hjælpe det på vej.

Lidra fløj nærmest i hælende på Eric da han trådte ind i værelset.
Da den gamle mand vinkede dem ind så hun svagt tilbage på eric
imens hendes hedder tvang hende der hen. Manden sprugte hende
om mange spørgsmål med en hæs og nærmest død stemme. Lidra talte
lige så lavt om hvad der var sket. Manden så først mistroet på hende
men lod det ligge, han bad hende rejse sig. og det Gjorder Lidra, den
gamle rejste sig også og tog roligt fat om hendes tajle hvorefter han
mærkede på hende. Hvis ikke det var fordi han havde været læge havde
Lidra dræbt ham for at røre hende på sådan en måde!

Eric stilte sig med ryggen til lægen og Lidra mens han undersøgte hende. Imens brugte Eric tiden på at undersøge genstandene i mørket som ikke ligefrem var lette at adskille fra hinanden. Han undersøgte først den ene og så den anden ting med en tavs mine. Han forstod ikke hvorfor en læge ville leve i det rod. Det så ikke specielt rent ud, måske skulle han blot have valgt en anden læge?
Eric beholdte sine bekymringer inde i hoved, og fortsatte med at udforske lægens møblement. Hvad alt det lige skulle for til, vidste han ikke, men han måtte være en samler, for man kunne se alle mulige mærkelige ting.

"Arh" sagde Lidra da lægen pressede hårdt lige det sted det gjorder ondt.
HUn skulle virkelig te sig for ikke at slå den gamle, men respekten for den
ældre o´g for at han blev nød til det for at se hvad der var galt, var der.
Lægen nikkede og kiggede tungt over på Eric. "Det er trykkede ribben" sagde
han og hostede svagt så hans briller var ved at falde ned af næsen.
Lidra viste allerede hvad det var, og hviste også hvordan hun skulle ffå det væk,
men måske lægen her havde andre visdomme?

Da lægen gav en dom, vendte Eric sig om, og kiggede på scenen i mørket. "Aha ... nogle idéer til hvordan vi skal ordne det, eller skal vi bare alde det være." Selv ville Eric nok bruge den sidste. Hvile og søvn var ofte den bedste kur mod de fleste skader. Han kunne næppe forstille sig at nogle former for medicin ville virke, men hans viden omkring skader var så lille og snæver at det nok ikke var en god ide at trække på den. Eric lod hænderne falde ned langs siden, og gik hen mod dem, mens han kort havde blikket rettet mod Lidras mave, men flyttede hurtigt blikket op mod hendes ansigt igen, og gav et kort lille smil. Derefter kiggede han mod lægen med et afventende blik. Han burde få kvinden hjem på en eller anden måde, han vidste bare ikke lige hvordan han skulle bære sig ad med det. Han tøvede kort, og rode rundt i det blonde hår igen, som han havde fået sig for vane.

"Der er mange metoder men...." han kiggede på Lidra..."For hende ville
det være hvile, og intet arbejde" han kiggede nu på Eric og tilbage på hende
et kort sekundt. Han kiggede over sine briller..."Ingen pluselig bevægelser
eller løben rundt for hende" lægen blik var mere på hvordan søren Eric havde
fundet hende henne, men lægen vendte sig om tilsidst og gik hen mod alle
sine hylder, "HUn kan muligvis tage dette så det ikke smerter så meget"
han kom hen med en flaske med noget sort væske i. Lidra stirreede på falsken
som havde lægen sagt at det var gift.

Eric lyttede til hvad lægen havde at sige. Han nikkede bekræftende til hvad han sagde. Så havde han ikke været helt galt på den. "Nej, selvfølgelig ikke." Gav han sit besyv med, mens han fulgte manden med blikket, da han fandt en flaske frem. Det var ikke kun Lidra der kiggede skeptisk på den. Eric syntes også mere det lignede gift frem for noget der skulle helbrede, men man måtte vel tage ham hans ord. "Hvad koster det stads?" Spurgte Eric efter i længere tid at have kigget på flasken. Da lægen havde sagt sin pris, rakte Eric de pågældende mønter frem, for at betale og tage imod flasken.
Da handlen var gjort, gik Eric hen mod døren, for at komme ud af den dunke butik som han ikke syntes virkede specielt hyggelig eller behagelig. "Skal vi se at komme videre, så kan du også komme hjem ... " og ud af det her hul. Havde han lyst til at fortsætte med, men tav, og lod det ligge, mens han åbnede døren så de kunne komme ud i sollyset, trods der ikke var meget ude i den smalle gyde.

Lidra skulle bestemt ikke have noget af den flaske om så at det faktisk ikke var
gift, hun kendte den elecxir alt for godt selv og det hjalp skam, men bivirkerne
var dog lige så slemme som at gå med ribbene trykket i et år. Men hun sagde intet.
Løb bare nærmest ud af døren da hun nu havde fundet ud af hvilken læge, denne
såkaldte læge nu var. HUn var hurtigt ved siden af Eric, hun stirrede bar epå ham
imens de nu prøvede at komme væk fra de skumle gader. Han skulle ikke regne med
at hun drak noget af det der var i den flaske om så det havde været hende døden
nær.

Eric kiggede overrasket på Lidra, da hun næsten løb ham ned i sin iver for at komme væk. Han fulgte tavst efter hende hen til hesten, hvor han smed flasken ned i sadeltasken, og ville hjælpe hende op. "Du ligner en der har set et spøgelse." Bemærkede han, og hjalp hende forsigtigt op på hesten, hvorefter han selv svang sig op bag hende. "Hvor bor du?" Det kunne godt være at deres kontakt ikke skulle vare evigt, men han ville få hende hjem, og så kunne hun selv afgøre om hun ville drikke indholdet i flasken. Han ville eller kunne tvinge væsken i hende, han kunne i hvert fald ikke forstille sig det. Da han var bag hesten igen, lage han armen omkring hendes talje, og greb fat i seletøjet med den anden, hvor efter han satte hesten i gang. "Du virkede bange for lægen, hvorfor?"
Til tider havde Eric svært ved at styre sin nysgerrighed, og til tider løb den af med ham. Ligesom når man sagde noget man egentlig ikke ville have sagt. Han kunne ikke gøre noget ved det, men alligevel ønskede han på sin vis at få svar, og var derfor tilfreds med sine spørgsmål. Hun kunne selv vælge om hun ville svare, eller fortrak at forblive tavs.

Lidra blev sat op på hesten og følte sig næsten som en helt fin dame,
følelsen om at folk kiggede på hend evar forsvundet svagt da Eric sprugte
om hvor hun boede. Hun kunne se det for sig, han red hende hjem og
folk så at hun endnu engang kom hjem ifølge med en mand. Hun tvang
sig selv til ikke at svare hvor hun hørte til. men svarede istedet på spørgsmålet
med lægen, "Jeg..." hun tav kort "Han var ikke en admindelig læge" sagde
hun og tav igen som var det en hemmelighed.

Det undgik ikke Eric, at hun ikke valgte at svare på spørgsmålet, så han red formålsløs rundt, mens han lyttede til det hun ville svare på. Så snart svaret var færdiggjort spændte Eric i hele kroppen mens han pressede læberne sammen. Irritationen fra rytteren var let at mærke for hesten, som begyndte at trippe uroligt. "Hvad var han så?" Lød det letter anspændt fra mennesket, der havde tankerne mod tasken og den lille sorte flaske. "Hvad var der i flasken?" Fortsatte han anspændt og drev hesten videre frem med hårde kantet bevægelser.
Erics tanker kunne ikke bestemme sig for om lægen var en dæmon, en engel, eller hvad han ellers kunne være, men én ting var dog sikkert. Han skulle lære bedre at kende forskel fra de væsner der fandtes. Selvom alle væsner ikke havde gjort noget dårligt, hade Eric den måde de altid så ned på mennesker på. Selvom mennesker var svage, var de der også, og hvad ville de have gjort uden mennesker? De ville sikkert have overlevet i pragt med naturen. Tanken drev af en bitter saft.

"Han...var en trolkarl...." sagde hun og viste ikke helt hvad hun skulle sige,
´hviste han overhoved havd der var? "Flasken.....i flasken er en elexsir der
healer. Men smerten på en time for at drikke den er som at have brækket alle
knogler i kroppen" hun mærkede hans aura skifte og væltede hendes nærmest
med en irretation. Hun sank en klump, "Vil du være sød at sætte mig ude ved
skoven?" det trak i hende at sige hvor hun virkelig var fra. Uden at sige andet
sad hun og stirrede Erics ansigt, der skjulte hans følelser angående hans
irretation. Han var utrolig god til at gemme dem, men ikke for hende.

"Troldkarl?!" Gentog Eric, og ville ikke rigtig vide hvilke ben han skulle stå på, hvis han stod på jorden. Han kunne ikke undgå at lyde lidt skeptisk. Han havde aldrig hørt det, hvilke sikkert også kom tydeligt frem i hans stemme. Det forsvandt dog da hun fortsatte. En let gysen løb igennem ham, mens han fortsatte, nu med et mål. "Skal jeg bare sætte dig af ved den nærmeste skov, eller tænker du på en bestemt en?" Blikket blev flyttet fra vejen, mod Lidra da han opdagede hun kiggede på ham. Blikket løb flygtigt hen over hendes ansigt, før han flyttede det, og kiggede ud i luften igen, mens han drev hesten frem med bene.

"JAJA" sagde hun ivrigt som om at hun bare viste hvor hun var....
Hun skulle nok finde hjem selvom hun ikke anede hvor hun var lige
nu og hvis ikke, så var det det......Hun skulle nok klare sig....eller noget.
Lidra blev ved med at stirre på ham som havde hun ingen skam i livet.
Der var noget der fik hende til at stirre som om han bar en hemmelighed
over sin sjæl. Hun mærkede iværtigfald i sit indre der fik hende til at
vække hendes intresse over for indiviet Eric

Eric syntes ikke rigtig at bemærke Lidras stirrende blik i overraskende lang tid, men da hun fortsatte tilstrækkelig lang tid nok, kiggede han undrende på hende. "Ehm, er der noget galt?" Han skød brynet kort op, før det faldt på plads, og han lage hoved en smugle på sned. Han fandt det ikke synderligt behageligt hun stirrede så direkte på ham, men det føltes heller ikke irriterende. Det var svært at beskrive, ligesom kvindens øjne der virkede til dels nysgerrige og søgende, og så alligevel ikke. Det med at læse andres øjne var bestemt ikke noget Eric var god til, så han opgav i sidste ende - som altid - og rettede blikket ligeud, selvom han kunne mærke hendes blik hvile på sig.

Hun lukkede øjnene i det han sprugte, drejede hoved og åbnede dem
igen. "Nej" sagde hun nærmest uden lyd. Det var ligemeget det hun så,
hun ville højst sansynligt aldrig se ham igen, og så var hendes ord alligevel
ligemeget. Tanken om han hjalp hende var sød... men måske gjorder han
det mest af medlidenhed, Hun gøs. Medlidenhed var nogen gange det værste
ved at være et tænkende indived. Hun sukkede og så nu mere neutralt på alle
de mange menneske der var omkring hende. De var så tomme i deres sind
som om de viste at livet var at blive født og dø.

Eric troede ikke på hende over en dørtærskel, men han valgte at lade hende sejle i sin egen sø. Han ville ikke pille ved hendes personlige problemer, eller hvad der kunne have været kilden til den åbenlyse stirren. Han lænede sig en smugle tilbage i sadlen, stadig med armen om kvinden, og fik mere fart i hesten der strøg ubesværet af sted hen over den mellemhårde overflade. Trods Eric havde sagt til sig selv, at han ikke ville tænke mere over det, så kunne han alligevel ikke lade være med at have sine tanker kredsende omkring emnet mens han lod vinden kærtegne sit ansigt. Det var en fantastisk følelse, som han aldrig, uanset hvor gammel han blev, kunne få nok af.

Vinden kom så pluseligt, og på en hest blev den kun kraftigere,
hun lukkede øjnene da håret ville flyve ind i dem, men skønt at
hun alligevel kendte vinden så ville den altid være der et andet
sted i denne store verden. De var kun tættere og tættere på at
skilles som om at dette var et skuespil hvor 2 ukendte mennesker
skulle videre med deres såkaldte liv. Hun så ned på jorden, der var brusten
lagt af væsner der havde slidt der ryg op til de døde.

Efter et længere ridt, stoppede Eric op foran en tilfældig skov. Han var ikke sikker på om det var den rigtige, men han håbede det. Han kiggede afventende på Lidra, dog uden selv at stige ned af det firbenet kræ der straks syntes den skulle have noget at spise. Han lod den spise, mens han sad udnyttede tiden til at glo på Lidra, lige så åbenlyst som hun havde gjort, dog med et spørgende blik, frem for et søgende. Han vidste ikke rigtig hvad han skulle forvente af hende, men hun ville jo sikkert gerne ned. Efter et par sekunder, svang han benet over hesten, og gled ned langs siden på dyret. "Det er den rigtige skov ikke?" Spurgte han for at være sikker, mens han rakte hånden frem mod Lidra. Hun kunne svare ved at tage imod hans hånd, eller blive siddende på dyret der syntes optaget af det stride græs.

Hun nikkede og tog hånden hvorefter hun nærmest selv kørte ned af
det store dyr, hendes kjole fløj svagt op og havde nogen set hendes fra
bagsiden havde de kunne se et par kvinde ben helt op til lårende, hun
smilede svagt da det føltes sjovt, men igen jog det i hende og hun måtte
støtte sig med Erics hånd. Da jaget stoppede kiggede hun igen på Eric,
"Jo det...det er den rigtige" sagde hun og kiggede rundt. hvorefter hun
stoppede øjnene på Eric, han så på hende, men hun gengældte ikke samme
følelse som han havde haft med hende. "Tak" sagde hun og lagde begge
hænder om hans ene hånd og klemte den taknemmeligt imens hun rystede
den svagt, derefter gav hun slip