Teach me//Tristan.

Hun havde mødt denne mand en gang før hvor han havde reddet hende for at få sig et ordentligt lag tæv som hun ikke engang havde fortjent. Hvis hun havde fortjent dem havde hun da også taget dem med hævet pande. Efter det havde hun jo så egentlig spurgt ham om ham ikke kunne tænke sig at lære hende at slås så nu sad hun bare her og ventede på ham. I det mindste var der noget at høre på mens hun ventede. De dybe grønne dyriske øjne gled omkring i kroen. Hendes lange hvide hår var sat op i en høj hestehale, hendes pandehår var dog stadig løst. På kroppen bar hun et par lysegrå tætsiddende men samtidig elastiske bukser, på overkroppen bar hun en kridhvid tanktop som var lettere nedringet. Hun bar som sædvanlig den halskæde som hun havde fået af Sean, hun havde ikke taget den af siden hun havde fået den. Hun havde et ar fingerløse sorte læder handsker på, hendes fødder var som altid bare. Foran hende på bordet lå der en underligt udseende daggert af en art. Bladet var dog omkring en meter lang og skaftet var så længere end hvad en normal daggert havde som skaft. Let strøg hun håret ud af øjnene og lod sine negle tromme stille på bordet, hun var kommet en del tidligere, hun glædede sig sådan til at komme igang. Selv havde hun trænet meget intenst det sidste års tid. Hendes blik gled over døren og ventede på en velkendt skikkelse trådte ind.

Solens nedgående orange stråler boltrede sig ind af kroens lidt smudsede vinduer, og badede rummet i et varmt og lyst orange skær. Godt nok var solen ved at gå ned, men luften udenfor var stadig varm. Vinden havde lagt sig og det efterlod den lille landsby med en rolig og idylisk fornemmelse, det hele var nærmest taget ud af at maleri fra den europæiske guldalder.
Indenfor i kroen var der godt gang i den levende musik, og det var nok derfor at inden rigtig lagde mærke til en mere der åbnede døren og trådte ind.
Bølgen af varm luft der omfavnede ham da han lukkede døren bag sig var behagelig efter en gåtur herhen. Et skævt smil var placeret på hans læber da han trådte nærmere baren. Det orange lys fra vinduerne tog fat i ham og fik hans ellers simple tøj til at matche det iøjenfaldende hår.

Han var iført et par løse mørkeblå jeans, en grå t-shirt med v-udskæring og et par læderhansker der var åbne på håndryggen og håndfladen. Når han skulle bruge sin evne så skånede de hans fingre.

De lysebrune øjne flakkede rundt indtil de mødte noget bekendt. En lys skikkelse, som synes at være helt malplaceret i kro landskabet. "Alane? hej!" Lød det fra ham da han satte sig ned overfor hende. "Tristan in the house" Han smilede hen over bordkanten imod hende.

Hun lod blikket glide over krostuen atter engang, hun var ikke vant til at komme på kroer, natklubber eller rent generelt offentlige steder og hvis hun endelig kom sådanne steder havde det for det meste været sammen med Sean fordi han havde inviteret hende ud. Eller jo hun havde været på natklubben et par gange men ikke meget mere end det. Let lod hun sine finger tromme mod bordet om det var på grund af u tålmodigheden eller den nervøsitet hun kunne mærke i sig. Af en eller anden grund ønskede hun ikke at skuffe Tristan men det var jo nok fordi han skulle til at være hendes læremester og hun ville gerne imponere ham. Let lod hun øjnene glide over døren som hun hørte den blev åbnet.

Håret, det orange hår var ikke til at tage fejl af nogen steder. Et smil brød frem på hendes læber mens hun roligt betragtede ham som han fik øje på hende. Hun lod hænderne falde ned i skødet på hende og hun kiggede op på Tristan da han kom hen til bordet. "Hej Tristan", hun smilede roligt til ham men kunne dog ikke lade være med at grine let af hans anden kommentar. "Hvad så, hvordan går det?". Hun anede ikke om han ville hyggesnakke eller bare igang med det samme men det fandt hun jo ud af nu.

Han trak på skulderen og flakkede med blikket. "Det går fint. Jeg føler mig lidt.... fraværende.. for tiden. Jeg har været væk i en lang periode og tingene har ændret sig lidt. Mit liv er ikke som det har været. Mest af min tid bliver brugt alene" Han gned sig i håret med et anstrengt smil og blinkede til hende. "Hvad med dig? Længe siden" Fortsatte han og kiggede sig omkring. De ville ikke skulle være her ret længe før de skulle ud at træne. Han ville ikke til at drikke inden han skulle bruge kroppen. Det gjorde ham langsommere til at reagere og tung i kroppen både idag og imorgen. "Du vil pludselig lære at forsvare dig huh?" Smilede han udfordrende over bordet. Det var altid en god ide at kunne beskytte sig selv og han havde undervist mange unge hoveder i sin tid som dusørjæger.

Hun lod blikket lide over ham, hendes øjne følte sig altid draget mod det blændende orange hår. Det måtte kunne fungere som en god distraktion. Hvad var det hun fablede om, her sad han og åbnede sig for hende men hun kendte det godt selv det med at være alene. Det var død sygt og tog på en hvis man var vant til at være omgivet af folk eller bare have en enkelt speciel person i sit liv. Hun sendte ham et opmuntrende smil mens hun så ham i øjnene, hun havde ikke tænkt sig at sidde og have ondt af ham, det havde han ikke brug for. Han havde brug for en han kunne være sammen med og Alane ville gerne tilbringe mere tid sammen med ham. Han virkede som en frisk og spændende fyr. "Jamen jeg tilbringer også det meste af min tid alene med at træne. Men ja det er længe siden". Hun sendte ham et dejligt smil mens hun havde et lille grin i øjet. Hun nikkede stille og bed sig blidt i læben. "Ja det vil jeg, jeg er efterhånden enormt træt af at være alles byttedyr og nu skal det altså være slut har jeg bestemt mig for". Let strøg hun noget af det hvide hår ud af øjnene.

//sorry, har været på ferie //

Han slog hovedet let tilbage i et grin og de orange hår slyngede sig bagud og væk fra hans øjne. "Byttedyr? Ja det bliver i kvinder ofte hvis i bare ser nogenlunde ud" Han smilede skævt. Selv kunne han ikke helt sætte sig ind i at 'være bytte'. Han havde jo altid været jægeren. Om det så galt arbejde, eller kærlighed. Ikke at det altid gik lige godt, men det ville han ikke bekymre sig om. Han havde ikke brug for nogens medlidenhed for trods omvæltninger, så havde han det godt.
Han rejste sig pludselig fra stolen og rakte en hånd ned imod hende. "Jamen så lad os komme igang." smilede han og blinkede til hende.

"Kan du noget i forvejen, eller er der noget bestemt du vil have påvist?" Lød det så da han satte kursen imod døren. Jaja hvis pigebarnet frivilligt ville have nogle tæsk, så skulle han da ikke stoppe hende.

Hun sendte ham et smil, et smil der var varmt og lidt skævt i det. Hun løftede et øjenbryn og kiggede ham i øjnene. Han fandt det morsomt men det lød vel egentlig også lidt morsomt selvom det dog langt fra var det i alle situationerne. Oftest resulterede det i nogle ret grove tæsk da hun var virkelig dårlig til ikke at være rapkæftet eller spydig men det var kun hvis folk var sådan over for hende eller hvis hun vidste de kunne tage det. Hun lod hunden glide igennem hendes hår mens hun kort lod blikket vandre omkring i kroen men til sidst endte hun med at kigge på ham.

Let rejste hun sig og fulgte efter ham mod døren. Hendes bevægelser elegante og smidige. "Altså jeg kan skyde med bue og pil og jeg har trænet en del konditionstræning så jeg er hurtigt, adræt og vel også rimelig stærk. Der er jo gået noget tid siden du sidst så mig få tæsk". Hun sendte ham et skævt smil grundet hendes egen oplevelse. Hun tog den ikke så hårdt. "Men jeg kan ikke slå, sparke eller parere eller for den sags skyld noget i den stil".

Han lyttede imens han fortsatte ud af krodøren. Han mente at kende en mark tæt på de kunne træne på, med få træer. Dengang han startede trænede han altid på træer, men han havde som oftest heller ingen sparingspartner. Så måtte det blive et træ med klæde på.
"Jamen så er det sparing vi fokusere på. Vil du spare med våben, uden våben?" Han smilede til hende og satte retning imod træerne de skulle igennem for at komme hen til marken han tænkte på.

"Jeg har et godt sted ikke ret langt herfra" Fortsatte han roligt og trådte over en stamme der lå på jorden foran de træer som du var på vej ind i.

Hun ville gerne lære Tristan bedre at kende. Han virkede som en person man kunne joke rundt med uden det ville blive taget alt for tungt. Alane lod øjnene vandre og nød naturen omkring dem. Umiddelbart virkede hun stadig som et menneske og det har egentlig også fint nok med hendes hvis det var den overbevisning han havde. Roligt fulgte ham og man kunne næsten ikke høre hende bevæge sig i det høje og tørre græs omkring dem. Hendes bare fødder blev skåret af og til hvis der var et grasstrå der var lidt skarpt men hun tog ikke notits af det.

Hun hoppede op på stammen og ned på den anden side, hun havde trods alt ikke lige så lange ben som ham. "Jeg vil faktisk gerne lære begge dele hvis jeg skal være ærlig". Hun kiggede på ham med et skævt smil. Hendes grønne øjne fulde af liv og spændthed. Hun glædede sig til at komme i gang. "Okay, du føre bare an". Alane stolede af en eller anden grund på ham.

Tristan betragtede Alene igennem sine lysebrune pupiller. Det var godt nok længe siden han havde været i denne omegn. Han var tungere om hjertet end før, men også en del stærkere. Psykisk, men også fysisk.

De nåede ud på en lille mark på den anden side af træerne. Vinden tog lidt i græsset og træernes blade, men ellers var det helt bestemt godt vejr. "Har du våben med, eller skal du låne ? " Spurgte han så og hev 2 daggerter med et smukt dragemønster frem fra under sin jakke. Han tog en i hver hånd med et fast tag, og hver med tommelfingeren på skaftet, og lillefingeren på starten af bladet. Det gav en god balance at have kontakt med knivbladet mente han.
"Og jeg går ud fra at du ikke har problemer med at bruge din evne? Personligt bruger jeg ikke min altid, og helst i de små ting, men hvis jeg virkelig kommer i problemer, så kan den redde mit liv, og har gjort det mere end en gang. Jeg synes det er en god ide at være i god kontakt med sin evne" Han smilede frem for sig og blinkede så til hende inden han rakte en af daggerterne frem imod hende.

"Bare jeg får den igen. De fleste af mine våben er arvestykker, så det ville jeg sætte pris på" Lød det inden han tog lidt flere skridt ind på marken.

Hun kiggede blidt på ham og smilede til ham da hun lagde mærke til at han kiggede på hende. Det lå i hendes natur at været venlig eller det lod hun i hvert fald folk tro. Oftest spillede hun med kortene tæt mod kroppen og havde altid et es eller to i ærmet som nok skulle få vendt tallerkenen rundt og ikke til den andens fordel, nej hendes.
Alane lukkede blidt øjnene som hun mærkede den friske men varme vind tage fat hendes hår, det var blevet klippet så det nu kun gik hende til midten af ryggen, før havde det gået hende helt ned til lænden men hun var ikke typen som passede særlig godt på sit hår og derfor når hun klippede det var det oftest store længder der røg. De grønne øjne åbnede sig da han snakkede og let kløede hun sig forlegent i nakken. "Jeg vil gerne låne", hun ejede et enkelt våben og det kunne hun også slå med men det var specielt, meget specielt endda. Hun havde aldrig set en anden med det. Let lod hun sin tunge glide ud og fugte hendes læber som hun satte håret op i en høj hestehale hvor pandehåret denne gang fulgte med da det ikke skulle distrahere hende. "Begge af mine evner har jeg styr på men den ene er en jeg kan udvikle resten af mit liv". Så måtte han jo tage hendes ord selvom hvis han spurgte fortalte hun gerne om den. Hun gik roligt hen til ham og tog imod daggerten. "Bare rolig, jeg er ingen tyv, du får den tilbage i samme stand som jeg lånte den". De grønne øjne kiggede på ham og ventede på yderligere instruktioner om hvad der nu skulle ske.

Tristan nikkede til det med evnerne. Han kunne altid spørge ind til det senere, men hvis han havde styr på det, så behøvede han ikke at øve det med hende. Han havde for længst givet hende daggerten og taget et skridt bagud. "Okay.. jeg kan ikke lære dig alle trickene for det handler mest om øvelse og din individuelle stil, men jeg kan give et par fif. " Begyndte han og svingede daggerten en gang i hånden inden den landede på sin plads igen. han rettede den frem imod hende.
"Okay vi kan starte med at blogge. Jeg starter med at gøre det. Du ødelægger dit blad på kniven hvis du blogger med den skarpe side imod din fjendes hug. Så støder de sammen og knækker. Istedet skal du vende den med den flade side til, og skubbe dig fremad når fjenden rammer bladet. På den måde kan du skubbe dem ud af balance" forklarede han og håbede ikke at det var for langtrukkent, og at hun fint fulgte med.
"Prøv at sving imod mig, så demonstrere jeg"

Hun betragtede ham stille mens hun lyttede til hvad han forklarede hende. Anand sugede informationen til dig som var hun en svamp. Det her var jo vigtigt hvis hun ønskede at lære at forsvare sig men samtidig også at kunne slå fra sig. De grønne øjne gled ned af hans arm og ned over daggerten. "Okay, det er vel også meget rart at kunne vide". Let strøg hun en hånd gennem pandehåret som var faldet lidt ned igen. Let lod hun øjnene glide ned over daggerten i hendes egen hånd. Den var smuk, flot udsmykket men også bare så velholdt og skarp. Let lod hun den glide rundt i hånden, den var ganske let men havde alligevel noget vægt i sig for den ikke skulle være for let. Hun rettede blikket mod Tristan da han atter engang snakkede. Alane kunne ikke lade være med at smile over det han sagde. "Okay, så lad os begynde". Hun havde et fast greb som hun slog ud mod ham mens hun samtidig trådte frem. Slaget kom med fart, styrke men også en hvis finesse. Hun holdt øjnene kørende mellem ham og daggerten i hans hånd.

Hvis Tristan ikke havde været forberedt kunne hendes hug nemt have fanget ham med den ene hånd i kagekrukken, eller rettede sagt, overrasket ham. Hun huggede hurtigt og præcist, og det var derfor i sidste sekund at Tristan fik vippet sin egen daggert ind foran hendes foran ham selv.
Han skubbede hårdt fremad og bruge benene i skubbet for at skubbe hårdere end hendes slag slog. Knivene ramte hinanden med en metalisk lyd, og Tristan håbede at det ville skubbe hende ud af balance, også selvom han havde forklaret hvad han ville gøre.
Han hoppede instinktivt et skridt tilbage og smilede.
"Hold da op... Du har da vidst ikke brug for undervisning i hug hva ? " grinede han imponeret.

Han virkede tydeligvis overrasket over hvor præcist og pludseligt hendes udfald kom men hun havde heller ikke tænkt sig han skulle være blid ved hende og derfor viste hun hvo seriøst hun ville det her. Ikke at hun havde haft i sinde at skade ham, aldrig i hendes liv ville hun skade ham med mindre han fortjente det. Alane havde en stor retfærdighedsans, eller i hvert fald af og til, nogle gange ville hun også bare gerne more sig og så tænkte hun ikke rigtig over hvem der måske eventuelt kom til skade i løbet. Hvis det ikke havde været fordi han havde været stærkere end hende ville han ikke have kunnet skubbet hende ud af balance grundet han allerede havde afsløret hvad han ville gøre. Men nu var det jo så den situation at han var både større og stærkere end hende og derfor tog hun et par skridt tilbage efter et par sekunder hvor han havde presset mod hende. Alane sænkede daggerten og sendte ham et lettere flabet men også glad smil. "Ikke hvis du siger det lyder det til", hun grinede let men det var ikke et hånligt grin, hun grinede med ham.

Han smilede da han selv hoppede et skridt væk. "Hele grundessensen i en god slåskamp er overraskelses moment, og det ødelægger jeg lidt her ikke" Han smillede og lagde hovedet på skrå. Han var ret sikker på at hun havde en god ide om hvordan man skulle håndtere et våben efter hvad han allerede havde set og trak derfor på skulderen og rettede sig op.
"Nå, men ´hvad siger du så til lidt sparing? Øvelse gør mester du ved. Ingen evner DENNE GANG" et forslag godt nok, men han var ret sikker på at hun ville indvillige i det, og stilte sig nu klar.
"I krig og kærlighed gælder alle kneb, kamp høre ind under her, så alt hvad der kan hjælpe , bortset fra din evne, er tilladt. Deal?" Hans smil blev lidt bredere da han kiggede ned på sit våben. Måske de ikke skulle have våben med første gang. Det kunne nemt gå galt når man ikke kendte hinandens niveauer.

Hun betragtede ham, øjnene gled over hans krop, ikke på en pervers måde eller fordi hun tjekkede ham ud, nej hun ledte efter hans svage punkter. Måske et svagt fodfæste, en side han ikke var lige så god til at beskytte. Hvis hun skulle have en chance for at bare komme på ligefod med ham måtte hun finde et svagt punkt. Han var trods alt trænet hvor hun nærmest ingen erfaring havde. "Det kan vi sagtens, jeg vil gerne lære lidt af hvert hvis det ikke er for meget at bede om. Og okay, ingen evner den er modtaget", hun kiggede på ham med et let grin. "Men bare sig til hvis du ønsker at se hvad jeg kan". Hun kiggede på ham med et smil og ændrede grebet på daggerten så den lå mod hendes håndlede men vendte den derefter så den bare lå i hånden. Hun ønskede at finde det rigtige balance punkt i den. Alane kiggede på ham med et smil, "Aftale", hun rakte hånden frem mod ham for at give hånd på deres aftale. De grønne øjne kiggede direkte på ham.

Han smilede skævt og foretog præcis det samme som hende. Ville finde svagheder. Hun var en kvinde og derfor ikke lige så fysisk stærk. Dette var til fordel for ham. Godt no var det altid teknik der vejede mest, men styrke var bestemt ikke dårlig. Til gengæld var hun nok en del mere smedig end han var. Hans øjne listede til hendes hår. Åh ja langt hår. En mands bedste ven. Det var tiltrækkende, OG det var et svagt punkt at have flagrende efter sig. Til sidst var hun meget tynd. Nok ikke så svær at slå ud af balance hvis man fandt det rigtige punkt.

"Til modstanderen giver op? Eller trængt op i en krog ? " Spurgte han til sidst og gjorde sig klar ved at bøje lidt ned i knæende og med benene adskilt så han stod godt fast.

Alane var ikke vant til dette så hun kunne ikke rigtig spotte så mange svagheder ved ham, hvis hun var heldig var hun måske hurtigere og smidegere end ham men det var også det eneste, han havde styrken, højden og erfaringen som hun ikke engang havde. Hendes øjne opfangede hvad han kiggede ekstra meget på hvilket var hendes krop som helhed så nok hendes vægt og derudover hendes hår, hvad ville han dog med det? Hive i det? Tanken fik et lettere smørret smil frem på hendes læber.
De grønne øjne gled omkring, tja der var ikke rigtig nogle kroge og desuden så havde hun ikke tænkt sig bare at lade ham vine ved hjælp af hans store krop. "Til modstanderen giver op selvfølgelig". Alane trådte et skridt tilbage og lagde vægten i hendes fødder på jorden mens hun betragtede ham. "Så lad os starte", hun greb daggerten stramt og hendes øjne lyste af beslutsomhed.

Tristan nikkede og ventede til hun var parat. Normalt ville han altid lade modstanderen angribeførst, medmindre han var emotionelt involveret i kampen. Det var nemmeste at finde åbninger på den måde, men han var trods alt læreren her.
Så istedet for at vente på hende satte han af imod hende med lange skridt "here i come!" lød det fra ham da han slyngede daggerten frem i en vandret bue, men skiftede retning 20 cm fra hende og dukkede istedet ned under hende, for at se om han kunne overraske hende med at gå efter benene.

Hun sendte ham et skævt og legende smil. Alane nød det her, hun elskede de her lege dog var denne leg lidt mere farlig end den anden da der trods alt var våben med. Alane lod den ene fod glide lidt bagud men støttede kun på den med fodpuden da hun ville være klar til at gøre noget. Hendes øjne var fikseret på Tristan men nærmere den fine daggert han holdt i hånden. Heldigt for hende nåede hun at opdage det og svang sig selv om bag ham og lavede et hug mod hans skulderblade som han sikkert ville undgå men nu prøvede hun heller ikke ligefrem at skade ham. Det legende og drillende smil lå stadig over hendes læber som hun afventede hans næste træk.

Tristan var imponeret over den snilde hun allerede viste ved at undvige hans angreb. Hun måtte have prøvet noget af det før, men det betød også at han bare måtte spille lidt mere på hendes svage sider. Hun fik snoret sig rundt om ham og Tristan havde hurtigt sin egen daggert bag sig, så han kunne parere hendes sving, og slå det lidt til siden. Så snurrede han på hælen og slog daggerten imod hendes igen i et hårdt skub, så de nu stod ansigt til ansigt igen. Skubbet var mest tiltænkt til at slå den ud af hendes hænder, men hvis det lykkedes hende at holde fast ville de bare presse knivene imod hinanden nu.

Alane kiggede på ham med et drillende og legende smil. Hun håbede virkelig at Tristan forsat ville træne hendr, han var dygtig og hun nød virkelig hans selskab. Hans legende og drillende sider indholdt en dejlig drenget charme som hun nød at være i selskab med. De grønne øjne kiggede direkte på ham som han snurrede rundt omkring sig selv og slog daggerten direkte mod hende og hvis hun ikke parrerede den ville det gå grueligt galt for hende. Hun stødte imod ham med alt hendes styrke og det var derfor hun kun blev skubbet en smule tilbage men skubbede sig så frem mod ham så deres.kroppe var meget tæt på at røre hinanden. Det eneste der skildte dem ad var daggertene som skabte en smule rum mellem dem. Hendes grønne øjne så ham direkte i øjnene. Hendes øjne glintede af legesyge men også beslutsomhed som hun betragtede ham og afventede hans næste træk.

Tristan blev lidt overrasket over hendes styrke da hun slog igen, og derfor blev han selv skubbet en smule. Denne pige havde da ikke brug for træning havde hun? Måske han skulle gøre mere taktisk til værks.
Et skævt smil spillede om hans læber. Det var nok godt nok han selv fik lidt træning. Og så ringe var hun slet ikke. Han var næsten lettet over at han ikke havde kastet sig ud i en kamp med evner med det samme.
Pludseligt sparkede han ud over hendes venstre ben for at fælde hende. Hvis hun undveg på en måde ville han tage et skridt til siden og forsøge at få fat i hendes hår og trække hende nedad.

Hun kunne se overraskelsen i hans øjne. Alane var ikke elendig til at slås mere men hun ville gerne forbedre sig og det håbede hun virkelig at Tristan kunne hjælpe hende med. En tanke slog hende, hvilket væsen var han egentlig medmindre han selvfølgelig bare var menneske. Alane selv lignede et menneske meget men hun havde nogle dyriske træk over sig som ikke var til at tage fejl af. De lettere spidse hjørnetænder i både over og undermunden samt den dyriske glød i øjnene. Hun kunne både være en varulv eller en shapeshifter. Begge var jo forbundet meget med et dyr. Alane hhavde været så dybt i sine egne tanker at hun kun lige akkurat blokerede hans spark ved at sætte hænderne for og derfor blev hun skubbet en smule baglæns. Et gisp kom fra hende da hun mærkede hans hænder sno sig omkring hendes silkebløde hår. Desværre var det ikke kun en svaghed for hende, det var også en af de ting som tændte hende, at blive hevet i håret, det vidste Tristan selvfølgelig ikke.