And then I became the slave of a demon //Reilly//

Sted: The forest
omgivelser: ikke så meget ud over træer
Tid: omkring midnat
vejr: koldt og skyfrit med en fuldmåne.
påklædning: se profilbilled

Yume kunne normalt godt lide skoven om natten, men i dag var det anderledes. Noget føltes ikke rigtigt. Der var ingen dyr at se lige nu selv ikke de natteaktive af dem. De fleste ville nok ikke have undret sig over, at der ikke var nogle dyr, når der var nogen så tæt på de steder, hvor de boede, men dyrerne plejede ikke at være bange for Yume så det kom bag på hende.
Viden føltes også underlig. Den peb, og hun kunne ikke rigtig få den under kontrol.
Så en smule paranoid fortsatte hun gennem skoven. Månen lyste ned gennem træernes blade og gav stedet et underligt spøgelsesagtigt udsenede, der bare gjorde det hele mere ubehageligt.

Pludselig stoppede hun op midt i en lysning, hvor månen skinnede direkte ned på hende. Hun havde en virklig ubehagelig fornemmelse af at blive iagttaget.
//Undskyld hvis det ikke er så godt, det er første gang jeg starter et emne ^^//

Ikke langt derfra kom små stød af metal mod metal. Det lød som sværd der ramte hinanden med en voldsom styrke. En lysning ikke så langt derfra man kunne vel sige ved siden af. Var 3 skikkelser i fuld gang med en sværdkamp. 2 af dem havde et skjold og et sværd. Mens den tredje kun havde et svagt buet sværd. En katana såvel at sige. Kul sort. Selv klingen var sort. Med røde ruder (Kortspil) formet mønster på håndtaget i sort. Og en lille kæde nederst på sværdet. Rimeligt langt sværd egentlig. Sværdet fløj rundt i luften. Klinger ramte hinanden. Med en ufattelig fart fra dem alle tre. Hvis et menneske kom som ikke kendte til væsnerne og så denne kamp. Ville mennesket ikke ane hvad der skete.
Pludselig fik ham med katana'en overhånd. En tøven fra en af de 2 andre. Og det kulsorte sværd gled direkte op i solar plexus på manden. (Det bløde punkt nederst hvor ribbenene på brystkassen ikke længere sidder sammen) Den anden blev kort chokket men tog så chancen og angreb efter manden med katanaen. "Fjols." Kom det roligt fra manden med katana'en. Kort efter greb han fat i den døde mands sværd og hævede det. Så klingen røg direkte igennem halsen på den anden mand med sværd og skjold. Uheldigvis. Så havde manden allerede svunget sit sværd som faldt ned og satte sig hårdt i skulderen på ham med katana'en. Manden med katana'en tog det hurtigt ud og skubbede manden væk. Hvorefter han tog sin katana ud af brystet på den anden mand. Satte sværdet ned i holderen som sad på ryggen. Hvorefter han roligt begyndte at gå. Væk fra ligene. Hen til et træ som han roligt satte sig under. Og ømmede sin skulder.

Manden havde Brunblond hår. 2 piercinger i læben. Tattoveringer op af armene. Et par store militærbukser. Og en tanktop på. samt selvfølgelig hans sværd på ryggen. Og et par store militærstøvler på. Alt sammen passede perfekt til det mystiske og hårde look. Navnet på denne hårde mand. Var Reilly. Sean Reilly. Langsomt så han roligt op og kiggede rundt. Før han tog sværdholderen af sammen med sværdet og lagde ved siden af ham. Og lænede sig så ordenligt op af træet. Og hviskede så med svage ord. "De troede de kunne vinde. Jeg har aldrig tabt. Aldrig." Hviskede han roligt og sukkede svagt af smerte til skulderen. Det som han ikke havde lagt mærke til var at en mindre del af mandens sværd var knækket af indeni såret. Så det gad ikke at heale sig ikke engang med hans forkortet healings periode som alle dæmoner havde.

//Det fuldstændigt iorden:D

Vinden bragte lyden af kamp til Yumes øre. Lyden af metal mod metal var umiskendelig, det kunne næsten kun være sværd. Hun stod frossen i et stykke tid indtil det hørte op. Nogen kunne være blevet sårede, kom hun i tanke om og satte sig i bevægelse i retning af det sted, hvor lydende var kommet fra for at hjælpe eventuelt sårede.
Hun kom til en lysning, hvor ligene af to mænd lå i midten. Skræmt tog hun et par skridt tilbage. Disse mænd var blevet slået ihjel af et andet menneskeligt væsen, en hver kunne se, at dette ikke havde været et dyrs værk. Men om de var blevet slået ihjel i selvforsvar, kunne Yume dog ikke afgøre. Da hun var færdig med sin inspektion af de to lig, kiggede hun rundt i lysningen og lagde derved mærke til en før uset mand, der sad lænet op af et træ.
Hun vidste ikke helt, hvad hun skulle gøre, da manden jo med alt sandsynelighed måtte være den, som havde dræbt de to andre. Dog blev hun enig med sig selv om, at det måtte have været i selvforsvar og tænkte derfor, at hun måtte spørger ham, om han var såret og havde brug for hjælp.
Med forsigtige elegante bevægelser gik hun over i den anden ende af lysingen, hvor manden sad.
"Har du brug for hjælp?" spurgte hun forsigtigt, men ikke uvenligt og så på ham. Han lod til at have smerter

Et svagt grin kom fra manden der hjælpeløst sad op af træet og ømmede sig over sin skulder. Blodet flød ned af armen. Og ned på jorden under ham. Så græsset fik en rødlig farve. Et svagt blik blev hævet da han hørte det. Et menneske kom. Hvor fra. Han så hurtigt rundt. Og med det samme faldt hans blik på en kvinde. Stående og glo på ligene. Auraen gled ud fra hende. En engel. Et godt forhold til vinden. Og svag træning i lægekunsten. Hun kunne hjælpe ham med hans sår. Nyttigt. Og det behøver ikke kun være denne gang. Det måtte han tænke over. Roligt kiggede hans blik ned igen. Der gik et par minutter så kunne han høre hende gå hen imod hende. Og så kom nogle blide ord. Forsigtige men 'venlige'. Roligt lod Reilly hæve sine lyseblå øjne. Og se direkte ind i hendes. Så var det tid til hans skuespiller talent kom frem. En svag stemme så forfalsket og dog så perfekt at det var umuligt at se det var falsk. Hviskede svagt. "Hjælp mig." En hjælpeløs stemme. Med den stemme lignede han automatisk et offer for denne kamp. En mand der var heldig. Et menneske.

Hun knælede ned ved siden af ham og tog blidt fat i hans blødende arm. "Hmm," mumlede hun. "Det her kommer nok til at gøre ondt, jeg skal have ,det der sidder inde i din arm ud," sagde hun, selvom han nok godt vidste det i forvejen. Hun pressede et kort øjeblik læberne hårdt sammen, hun hadede at gøre ting, der gjorde ondt på folk. Hun rodede lidt rundt i sin lægetaske og fremdrog en pincet og nogle klude. Hun inspicerede kortvarigt såret og stak så uden en lyd picetten i det og ledte efter den stump af et eller andet, der sad fast i det. Efter at have fået det ud blev hun forbavset over, at det var en sværdstump. "Du er heldig de ikke slog dig ihjel," sagde hun mildt og gjorde et kast med hovedet i retning af de tog lig, hvorefter hun rensede såret og forbandt det med de rene klude. "Husk at holde det rent, så der ikke går betændelse i det," formanede hun og smilede til ham.
//God hun er så naiv, at det halve kunne være nok altså xD//

Et langsomt smil kom frem fra mandens læber. Roligt hævede han blikket op imod kvinden som hjalp ham. "Tak." Hviskede han. Han spillede stadig det perfekte skuespil. Han virkede som en total svag person. En fuldstændig afkræftet en. En som man ville tænke forbavset over han stadig kunne sidde op selv. Hans skuespil var så perfekt. Man skulle tro det var løgn. Men det var det ikke. Han var den perfekte skuespiller.
Langsomt tog han fat i sit sværd som lå ved siden af ham. Og brugte det til at hjælpe sig selv op og stå. Da han efter meget besvær og sikkert lidt hjælp. Ikke noget han ville lægge mærke til. Vendte han sig så imod kvinden igen. "Hvor mine manérer? Mit navn er Sean Reilly. Men folk kalder mig Reilly." Sagde han smilende mens han fortsat så på hende med et roligt blik.

//If you have to do it do it right

Yume blev en smule forbavset over, at manden overhovedet kunne rejse sig op efter lige at være blevet lappet sammen. "Mit navn er Yume," sagde hun og smilede til ham med hovedet let på skrå. "Jeg...kender ikke mit efternavn...ikke endnu i hvert fald," fortalte hun lidt efter. Hun vidste egentlig ikke rigtig, hvorfor hun fortalte ham det, det gjorde hun bare. Hun fingrede let ved sin halskæde. "Men jeg håber jeg møder mine forældre en dag," sagde hun og smilede igen.
"Kan du i øvrigt gå, eller skal du have mere hjælp? for hvis du ikke skal, burde jeg nok gå nu," sagde hun, hvorefter hun smilede lidt beklagende og vendte sig for at gå et sted hen, hvor hun kunne få noget søvn.

Han sukkede svagt. "Det kan jeg ikke tillade. Yume. Du har lige hjulpet mig. Det mindste jeg kan gøre at tilbyde dig en bid mad. Der er en kro ikke langt herfra." Sagde han svagt smilende. Mens han fortsat så på hende roligt. Før han med meget stor besvær prøvede at gå et skridt. "Nej det går ikke. Jeg bliver nød til at be dig om lidt hjælp til at gå." Hviskede han svagt. Og så fortsat på hende. "Jeg gir en bid brød. Plz." Næste fase. Tillid. Hvis han fremstillede sig selv som svag ville hun få medlidenhed med ham. "Jeg har ikke rigtig nogle andre at snakke med." Hviskede han svagt og nedtrykt. I håb om hun ville få medlidenhed med ham og følge ham til kroen. Ja måske endda tage imod tilbudet med noget at spise.

Yume så lidt på ham, og godhjertet som hun var, fik hun selvfølgelig medlidenhed med ham. "Okay...lead the way then," sagde hun og gav ham godtroende sin spinkle hånd. Hun hadede, når folk var ensomme, og det var jo heller ikke lige frem, fordi hun havde nogen at nå tilbage til, eller noget hun skulle. Så hun så ikke noget dårligt i at følge ham et sted hen og at få noget mad ville måske heller ikke være helt dårligt. Det var lang tid siden hun sidst havde spist noget. Helt ærligt, hvad skulle han også gøre, altså han virkede lidt barsk og sådan, men han virkede ikke som en ubehagelig type, kom hun frem til. Så hun fulgte med ham og ydede støtte.

Han støttede sig svagt imod hende. Og selvfølgelig sit sværd. Så hun ikke fik hele hans vægt. Det kunne godt være hun ikke var stærk nok til det. Han førte hende af sted så godt han nu kunne. "Tak fordi du vil hjælpe en såret mand." Hviskede han svagt med et roligt smil. Og førte hende igennem skoven. Der gik en ti minutters tid. Da et hus kom frem. Røg fra toppen. Og lys i vinduerne. Man kunne høre folk synge derinde. Med andre ord kroen hyggede sig. Perfekt afledning. Jo mere larm der var. Desto mindre lagde de mærke til. De kunne sidde i et hjørne i fred. Og bare snakke. Og han kunne påbegynde fase 3. Fangsten. Han var allerede fuld igang med at fuldføre fase 2. Lidt endnu og så havde han vundet. Som altid.

Yume smilede til ham. "Hvis jeg vil være en god healer, skal jeg jo hjælpe, jeg kunne da ikke bare have ladet dig ligge der og forbløde," sagde hun alvorligt. Hun smilede, da hun så kroen, der virkede hyggeligt. "Bor du her eller...? spurgte hun mest for at tale. Hun kiggede lidt rundt og lagde pludselig mærke til vinden. Den var blevet helt ildevarslende igen, men hun forstod for en gangs skyld ikke, hvad den ville hende. *Vinden kan vel også tage fejl engang i mellem* tænkte hun og slog det ud af hovedet med et lille smil.

Et svagt smil kom frem. Et svagt glimt af forvirret fremkom i hendes aura. Men ikke noget han gad interessere sig for. Da hun spurgte om han boede der. Rystede han roligt på hovedet. "Jeg bor inde i byen. Men jeg kan godt li at komme her fordi det er sådan lidt lukket. Det er tys tys. Man kan få lov til at være sig selv. Uden folk bliver nysgerrig og skal vide hvad man laver." Hviskede han svagt mens han fortsat førte hende videre. Stille og roligt ind i kroen. Og hen imod et hjørne. Hvor der var et rundt bord. Som var helt forladt. Det var som om ingen gad at sidde der. Så roligt satte Reilly sig ind og klappede på pladsen ved siden af ham. I den runde sofa som gik rundt om et rundt træbord. Alt imens Reilly smilede roligt.

Yume satte sig ned ved siden af ham og smilede. "Jeg ved, hvad du mener, skoven er et behageligt sted, jeg kunne godt forestille mig, at byen er et stressende sted," sagde hun ærligt.Hun havde aldrig rigtig været i større byer kun de små, hvor det eneste der var, var en kro og en butik, som havde det, folk havde allermest brug for. Men hun kunne godt se, at Reilly måske mere var et bymenneske end et naturmenneske inderst inde. Selv kunne hun bedst lide at være steder, hvor hun var i kontakt med vinden. Uden den følte hun sig ofte indespærret eller på en eller anden måde skåret i som om, en del af hende var væk.

Et roligt smil kom frem. "Jeg vil gerne takke dig. På en hel speciel måde." Frem fra hans lomme kom en underlig hvid fløjte. En Ocarina fløjte. Som han roligt satte klar ved munden. Og placerede sine hænder rigtigt. "Denne sang er fra min hjemby." Hviskede han svagt. Før han roligt begyndte at spille på den. Melodien var blid og rolig. Men det der var specielt ved fløjten. Var at den var magisk. Dens melodi fik folk til langsomt at falde i søvn. Jo længere tid han spillede på den. Desto stærkere blev søvnen på dem han fokuserede lyden på. Han fokuserede den på hende. Ingen andre lagde mærke til den. Men hun ville helt sikkert. Melodien ville nok lulle hende i søvn. Og så snart hun sov. Kunne han fuldføre fase 3. Fangsten.


Sangen til at få folk til at falde i søvn
https://www.youtube.com/watch?v=GcOQUPTe3Z8

Melodien var smuk nærmest som en eller anden slags vuggevise, man ville spille for et barn. Hun smilede. Langsomt mærkede hun sine øjenlåg blive tungere. Hun ville nok have panikket, hvis det ikke var fordi, hendes hjerne ikke rigtig kunne koncentrere sig om andet end melodien. Hun svajede lidt og lagde sig så ind over bordet. "Mhhh...træt," mumlede hun svagt, hvorefter hun lukkede øjnene og faldt i en dyb søvn.

//btw er sadness and sorrow ikke fra Naruto? ^^//

Han smilede roligt. Før han roligt løftede hende op på hans skulder. Og stoppede så med at spille. Så længe han ikke spillede vågnesangen ville hun sove. Så han bar hende hen imod trappen. Uden problemer. Alt det med at være svag. Og have ondt. Var rent skuespil. Han havde alle sine kræfter tilbage. Han blødte ikke engang mere. Hans dæmoniske race havde healet såret. Uden problemer. Så snart stumpen var ude. Roligt stadig bærende på hende gik han op af trappen. Op imod kroværelserne. Han havde næsten lige lejet et værelse før han tog ud for at kæmpe. Så det var jo perfekt timing. Han åbnede værelset og lagde hende på sengen. Før han roligt begyndte at binde hende. Rundt om benene. Med hænderne på ryggen. Og rundt om halsen. Alle tre bindinger bundet sammen med en snor. Mens hun var på knæ. Så hun ikke kunne bevæge sig uden at kvale sig selv lidt.
Derefter tog han roligt fløjten op og begyndte at spille igen. Denne gang en anden melodi. En melodi som ville vække hende

Vækningsmelodien: https://www.youtube.com/watch?v=Nad5AJaIcBI

//Jo det er den

Yume vågnede og havde ondt i hoved og panikkede, da hun fandt ud af, at hun ikke kunne bevæge sig. "Vent hvad," mumlede hun panisk, da hun så, at hun bundet. Hun kiggede lidt besværet rundt og fik øje på Reilly, der havde fløjten i hånden. "Hvis det her er en spøg, er det altså en meget dårlig en af slagsen," sagde hun og forsøgte forgæves at holde sin stemme i ro. "Hvad er det du vil?" spurgte hun efter et øjebliks tavshed. Hun indså med smertefuld klarhed, at hun havde været for godtroende...igen, og denne gang ville der nok ikke være nogen til at redde hende. *Hvorfor skal jeg altid rode mig ud i sådan noget her?* tænkte hun og rystede mentalt på hovedet af sig selv. Denne situation stod ikke til at redde, og da hun prøvede kunne hun ikke komme i kontakt med vinden. Vredt blinkede hun ugrædte tårer væk.

Han grinte hånligt. Et dyrisk grin kom frem. Helt nede fra mellemgulvet. Der gjorde at han pludselig så meget dæmonisk ud. Det var nemlig hvad han var. En dæmon. Han havde gemt styrken som normalt flød ud fra ham. Men nu kom den. Den dæmoniske styrke som de fleste blev bange for. "Yume din godtroende engel. Jeg vandt. Du tabte. Og nu skal du bøde for det." Roligt rejste han sig op og gik hen til en taske som stod henne i hjørnet. Og fandt en metalordning frem. Og en ørering. Hvorefter han roligt gik hen til hende. Placerede metaldimmeren for hendes øreflip. Placerede øreringen. Og trykkede den af. Så øreringen blev tvunget igennem hendes øre. Han knappede den sammen. Og den låste sig. På øreringen var der et ikon. 2 bogstaver. SR. Som stod for Sean Reilly. Hans slavemarkering. En ørering kun han selv kunne tage af med den anordning han havde. Nedenunder bogstaverne stod der et nummer. Nummer 3. Det betød hun var nummer tre slave han havde fanget.

Sådan en her bare helt sort hvor der står SR og nedenunder NO. 3

"Av, hvad skulle det til for?" spurgte hun irriteret og prøvede at skjule, at hun faktisk var bange for ham. Hun hadede det her, kunne hun ikke bare dø altså. Hun vidste, at nu ville hun aldrig finde sine forældre eller noget som helst andt for den sags skyld. Hun kunne lige så godt give op, så til sidst sænede hun bare hovedet og så ikke på ham. Hvis bare hun kunne rejse tilbage i tiden og lade ham ligge og dø eller sådan noget. Men det var håbløst, alt var håbløst. Hun, som altid havde udstrålet håb havde nu en knusende fornemmelse af at blive suget ned i et tomt sort hul, som hun aldrig ville komme op fra igen. Mon hun nogensinde kom til at se solen igen...eller skoven...eller dyrene...eller noget som helst. Det var første gang hun nogensinde havde følt had, og hun kunne ikke lide det. Det flåede hun i stykker og brændte i hendes indre med en intensitet som en sol eller sådan noget.

Et ondt blik var rettet direkte imod hende. Da han roligt klappede hende på kinden. Ekstremt nedgørende. "Hvorfor jeg gjorde det? Det er en ørering der gør dig til min private slave. Du er min nu." Sagde han smilende før han roligt. Rejste sig ordenligt op. Og så bare på hende. Og satte sig så ned i en lænestol og så på hende roligt. "Gad vide hvad jeg skal starte med? Voldtage dig? Torturere dig? Ydmyge dig?." Sagde han smilende med et ondt blik direkte rettet imod hendes øjne. Klart og tydeligt så man kunne se han var 100 procent alvorlig. "jeg starter nok med at skære tøjet af dig." Sagde han og gik hen til en skuffe og fremdrog en lille kniv. Hvorefter han roligt begyndte at gå hen imod hende. Med kniven svagt hævet så hun kunne se den. Klart og tydeligt. Hvorefter han roligt begyndte at skære i hendes sorte kjole. Fra toppen af så den faldt lidt sammen og muligvis ville vise hendes bryster frem.

*Okay dæmoner er alle sammen syge i deres hoveder* var det eneste Yume kune tænke ud over, at hun på et tidspunk ville blive nødt til at slagt denne mand. Hun havde aldrig hadet nogen og troede aldrig, at hun ville komme til det, men det gjorde hun altså nu. Hvis det betød, at hun blev til en falden engel, at hun slog ham ihjel, var hun faktisk ligeglad, hadet brændte for meget til, at hun kunne tænke. Hun sagde ingenting stirrede bare på ham med had, der tydligt kunne ses i hendes øjne.En dag vil du fortryde det her syntes hendes øjne at sige. Hun vidste godt, at hun ikke var særlig stærk og umuligt kunne hamle op med ham i forhold til styrke, men hun ville finde på noget, om det så kostede hende hendes vinger.

Han grinte svagt med et hånligt blik rettet imod hendes øjne. "Tænker du over at tage hævn? Jeg kan se på din aura du hader mig. Jeg kan se du har hævn i auraen. Drop det med det samme. Jeg har aldrig tabt." Sagde han smilende med et hånligt blik. "Og jeg kommer ikke til det." Hviskede han svagt i hendes øre. Før han hårdt greb fat i hendes tøj. Og rev det af hende så voldsom som hans styrke kunne klare. Det vil sige. Det røg af hende som var det smør. Derefter så han op og ned af hende. Undersøgende om hvad hun havde under kjolen. Hvis hun havde noget?.

Nu var hun sur ikke bare lidt sur meget MEGET sur. Syge rapiistdæmon altså. Hun var lige glad med, om denne mand aldrig havde tabt noget som helst, hun hadede ham med en brændende passion og havde nu gjort det til sin mission at gøre hans liv til et helvede. Det var jo sådan set også, hvad han gjorde ved hende, men nu ville hun trække ham med ned i flammerne koste, hvad det ville. Hun var sådan set møg ligeglad med, at han sagde, at hun skulle droppe sin hævnagt, det var nemlig det eneste, der holdt hende fra at blive totalt sindssyg lige pludselig. Hun havde fandme ikke tænkt sig at være en lydig slave, der bukkede og skrabbede for sin syge herre. Når først hun fik kontakt med vinden igen, ville han komme til at fortryde det her.Og helt ærligt, hvis hun blev sindssyg ville det nok bare irritere ham helt ad helvede til, så måske kunne det faktisk være en hjælp i hendes nyfundne mission Hendes hjerne var også en del mere vågen nu, og hun kunne så småt mærke kontakten med vinden vende tilbage. *Undskyld jeg ignorerede dine advarsler vind,* tænkte hun, men holdt sit ansigt uudgrundeligt, så han ikke ville kunn3e se direkte, hvad hun tænkte. *Hvis jeg bliveer sindssyg så vær sød stadig at blive hos mig,* tænkte hun stadig henvendt til vinden, imens hun stiltiende lod sine krafter genoplade. Vinden svarede ikke, men det havde hun selvfølgelig heller ikke forventet. Hun kunne til gengæld mærke dens kølige, men beroligende tilstedeværelse i en afkrog af sit sind.
Da hun tilsidst følte sig så opladet, at hun var sikker på, at hun kunne bruge den rettede hun ansigtet mod sin såkaldte herre og så koldt på ham. Et smil trak i hendes ene mundvig, mn ikke et engleagtigt sødt smil nej absolut ikke. Dette var en galnings smil. Et smil, der udstrållede sarkasme,, had og en god potion sindssyge."Hoheo taralna rondeo tarel," sagde hun med en klar stemme, der ikke rystede den mindste smule selv efter, det hun havde været udsa for.

Hun havde ikke sat sine forhåbning alt for højt op, men håbede i hvert faldt at et kraftigt vindstød ville være godt til at skubbe ham tilbage og om ikke andet så såre hans alt vfor store ego en smule og vise ham, at han ikke havde en fuldkommen magt over hende, selvom det var det, han ønskede.
En hylende vind fyldte værelset, og hendes syge smil blev om muligt endnu mere sygt.

Troen at hun havde en så let mulighed som at bruge vinden. Var jo latterlig. Han havde set hvad hun havde planlagt lang tid før hun var gået igang. Han kunne se på hendes aura hun var ved at lade op. Hun skulle nok fortryde dette. Bare vent. Hurtigt som vinden greb han fat i sit sværd. Svang det rundt. Og rettede den skarpe side af bladet imod hendes hals. Så hvis hun gennemførte hendes vindpust. Ville klingen skære direkte imod hendes nakke. Han grinte svagt. Og så fortsat på hende. "Stop det slave. Eller jeg lover dig. Du kommer til at fortryde det. Husk hvem af os der er mesteren." Sagde han hårdt. Og greb fat i en af snorene hun var bundet med. Hev lidt så hun blev kvalt af rebet. Alt imens hans blå øjne som var rettet imod hende. Fik et svagt skær af rødt indeni. "Jo sødere du er ved mig. Desto sødere er jeg ved dig." Hviskede han svagt mens han ikke tøvende. Hev lidt hårdere i rebet. Så hun blev kvalt lidt mere. Og holdt stadig sværdet klar. Hvis hun skubbede ham. Ville hun ikke nok med at blive kvalt hårdt nok til hendes strube muligvis ville blive knust. Men så ville sværdet osse ramme hendes nakke. Jo hårdere hendes skub var. Desto længere røg det barberbladskarpe sværd ind i hendes nakke.