Nightmare - Zero + Ryan

T ^ 17:00
S ^ Ashen Wood Forest
V ^ Køligt og blæsende
O ^ En flok udøde henne i hjørnet. Skov omgivelser
P ^ En lyserød kjole. En sløjfe i håret. Hun har sin kanin med.

Aften var stille. De udøde stod i grupper, ventede på at slå til på den næste der kom fordi. Uden nogen samvittighed. Uden nogen hæmninger. Der var ingen. Og de var ligeglade og det var en lille pige der bare kom eller en 100 årig gammel mand med sin stok. De var sultne og ingen skulle forhindre dem.
Og da slet ik en 13 årig pige som kom gående med sin bamse kanin tæt ind til sit bryst, rødt hår med en sløjfe i. Og en pæn lyserød kjole. Hendes nødebrune øjne som skinnede og strålte af usikkerhed ved denne uhyggelige skov. Hun vidste der var nogle udøde her, de have overtaget det meste af Ashen Wood Forest.
Sammi som denne pige hed, var kommet lidt på afveje da hun lede efter et sted at sove natten over. (Det her foregår før emnet med Ryan, hvor hun flytter ind med hende)
Hun var nu fanget i denne skov, som hun ikke vidste noget som helst om. Hun havde set de udøde stå i nogle cirkler nogen steder, heldigt for hende var de for langt væk fra hende til at ligge mærke til hende, ellers var de nok sprunget på hende. Sammi var kommet lidt længere ind i skoven efter det og hun stod nu og kiggede direkte mod en gruppe udøde, ca. 100 meter foran hende. Hendes åndedrag hævede sig og hun knugede sin kanin indtil sig.
Hvordan skulle hun komme forbi dem, der var ingen vej udenom, medmindre hun skulle bryde stien og gå dybere ind i skoven, men det ville hun ikke, der var så mørkt, alle træerne dækkede for denne allerede mørke himmel, med måne og stjerner der skinnede ned på dem. Men det var umuligt at få øje på når træer skyggede himlen.
Hun tog en dyb indånding. Ikke langt fra dem kunne hun se en port og så et stort hus bagved. Mon hun kunne nå derhen uden at de fangede hende. Det var forsøget værd. Det kunne være hun kunne få lov til at overnatte... Eller bare være i sikkerhed noget tid.
Hun sukkede tungt, knugede sin bamse kanin indtil sig og løb så, så stærkt hun kunne, forbi de udøde.
Og selvfølgelig havde de opdaget hende og løb direkte efter hende som en flok gale dyr. Hun var så bange. Hun kunne mærke noget varmt løbe ned af hendes bløde kinder. Det var tåre. Hun måtte bare nå over til den port og ind til det hus før de fik fat i hende.
Da hun kom nærmere kunne hun pludselig skimme vagter ved porten, et tyndt smil kom over hendes læber, hun var redet. Og som hun kom tættere og næsten stod foran porten, blev den åbnet en smule og da hun lige var nået ind gik den med det samme i.
Hun hørte de udøde væse af hende på den anden side af porten. Hun kiggede skræmt på dem, de prøvede bare at komme ind og det så, så uhyggeligt ud.
Hun tog en dyb indånding og vende sig så om mod huset hun nu var ved. Hun gik langsomt op imod det, kiggede sig omkring imens. Det var stort det her.
Hun kom så endelig til døren hvor hun med en let tøven bankede stille på.

Blå: vagter
Rød: Zero

Vagterne havde opdaget hende allerede før hun havde valgt at løbe. Flere af dem havde taget deres rifler frem. Klar til at løbe ud til hende hvis hun fik brug for det. Men så løb hun. Direkte imod porten. Vagterne begyndte at råbe til hinanden om porten skulle åbnes. Lederen iblandt vagterne var en ældre mand. Han så ikke gammel ud. Han var vampyr. Men han var over 100 år gammel. Porten blev åbnet. Lige præcis nok til at hun kunne komme ind. Hvorefter porten blev lukket. Sikkerhedscheffen som han var eftersom han havde kontrol over sikkerheden på denne grund. Vendte sig imod sin næstkommanderende. "Gør det af med dem." Hvorefter han vendte sig og fulgte den unge pige af sted op imod huset's dør. For at være sikker på at hun ikke gik forkert. Eller at hun var blevet bidt og pludselig forvandlede sig til en udød selv. Flere skud kunne høres fra porten. Samtidig med flere skrig. Og sværd der blev svunget.

Ved døren gik sikkerhedschefen op og stillede sig ved den ene side af døren. Og kiggede undersøgende ud over området på forsiden. Døren gik med det samme op. Og i døren stod en ny sikkerhedsvagt. Han så kort på pigen. Og vendte sig så mod chefen. "Markus hvem er denne pige?" Chefen så mod vagten og smilede roligt. "Bare en pige vi hjalp ind fordi der var udøde efter hende." Vagten i døren så ned mod hende og smilede beroligende. Før han gik ned på hug. Ned i samme niveau som pigen. "Er du sulten?" Spurgte han roligt mens han så undersøgende på hende kort. Og kiggede så op imod chefen. "Hun er clean. Jeg kan ikke fornemme noget udødt ved hende." Han rejste sig op og gik til siden og viftede en hånd hen imod køkkenet til højre for døren. Ned af trappen kom en ny mand gående. Ham her havde dog ikke våben ligesom vagterne. Han havde et par sorte bukser på. Og en sort skjorte på. Det sorte hår sad lidt uglet men det fik bare charmen og karismaen frem i hans ansigt. Manden stoppede op for enden af trappen og så lidt overrasket på pigen. Før han smilede. Og gik hen foran hende og ned på hug. "Hejsa lille ven." Han rakte hånden frem i et håndtryk. "Mit navn er Zeronium Elliot Bang. Men du kan bare kalde mig Zero. Hvad er dit navn?" Spurgte han roligt og så på hende smilende. "Jeg er ejeren af dette hus."

Hun kiggede skræmt på vagterne. Mænd... Hun var så bange for mænd... Det lå i hendes fortid at mænd havde brugt hende. Hun følte sig stærkt utilpas ved at der stod en mand ved siden af hende. Og da døren så blev åbnet af en anden vagt der ogs var en mand... Blev det overvældende.. Hun knugede sin kanin hårdt ind til sit bryst og tårnene strømmede ned af hendes kinder.
Hun kiggede på vagten da han satte sig på hug foran hende. Hun kiggede skræmt på ham. Hun nikkede tøvende da han spurgte om hun var sulten. Ja det var hun i hvert fald. Hun kiggede op på den anden vagt da ham der sad på hug talte til ham. Noget om at hun var clean. Hun rystede let og da vagten så viftede hende ind tøvende hun stærkt, men gik ind til sidst.
Hun kiggede op på en trappe hvor endnu en mand kom ned, landerledes i forhold til de andre vagter. Han var nok heller ik vagt. Hun kiggede på ham da han gik hen mod hende. Hun spænde sin krop meget. Og da han satte sig på hug foran hende gispede hun svagt. Han virkede nu ret... Stille. Hun kiggede på hans hånd som han rakte frem. Tøvende tog hun hans hånd. Han præsenterede sig selv, sit fulde navn, men hun kunne kalde ham Zero. Nu skulle hun præsentere sig selv. "Sammi" svarede hun roligt. Hun havde stadig hans hånd og hun holdt godt fast i den. Man kunne se på hende at hun var nervøs.

Han så op på sin vagt kort. "Kan du ikke se hun er bange Jason?" Spurgte han kort vagten reagerede med det samme og nikkede. Før han viftede sit hoved væk fra dem. Hvorefter vagten gik ind i det andet rum. "Du behøver ikke at være bange. Jeg har aldrig mishandlet et barn. Og jeg kommer aldrig til det. Små børn er fremtiden. Jeg vil ikke ødelægge fremtiden." Sagde han smilende og rejste sig op stadig med hendes hånd i hans. "Kom lad os se om der er noget du vil have." Han førte hende roligt igennem huset og ind i køkkenet på højre side. Han smilede roligt. Før han gik ned på hug og tog fat i hendes sider. Og løftede hende roligt op og sidde på køkkenbordet. Hvorefter han åbnede køleskabet. Og kiggede undersøgende ind i det. Fandt en mælkekaton og noget pizza fra dagen før. Som han lagde på spisebordet ved siden af hende smilende.

"Jason" gentog hun lavt. Selvom om Sammi var 12 havde hun svært ved at tale da hun aldrig havde lært noget af dem hun var taget til fange af. Hendes ordforråd var som en 5 årig. Hun kiggede på vagten som gik væk fra dem.
Hun kiggede roligt op på Zero da han sagde ikke ville hende noget ondt. Så mange minder dukkede op da han sagde det, minder af folk som gjorde hende fortræd. Hun gik roligt med ham da de gik mod køkkenet. Hun skulle have noget at spise? Der hvor hun havde været havde mad været tegn på at når hun havde spist op så skete der noget forfærdeligt. Men ham her havde sagt han ikke ville gøre hende noget.
Hun kiggede op på ham da de var i køkkenet, hun så tøvende på ham da han gik på hug og tog om hendes sider. Hun blev løftet op på køkkenetbordet, hvilket overraskede hende. Hun havde plejet at sidde på køkkenbordet da hun boede med sin mor og far.
Hun kiggede på Zero som kiggede efter mad i køleskabet. Han tog noget ud som hun ik helt vidste hvad var. Men det så virkelig lækkert ud... Og dyrt? Hun kiggede op på ham og han smilede. Det fik hende til at smile lidt.

Han smilede fortsat mens han så på hende roligt. "Spis endelig alt det du vil søde." Han så kort på hende. Før han roligt fandt en klud med lungen vand frem. Og begyndte at vaske hendes fingre. "Vi skal jo ikke ha du skal spise skidt. Det kan gøre dig syg." Sagde han smilende. Mens han fortsat så på hende. "Når du er færdig kan jeg føre dig op på badeværelset så du kan tage et dejligt karbad. Så du bliver ren." Sagde han smilende. Og åbnede roligt køleskabet igen. For at tage en øl frem derinde fra. Som han roligt tog en tår af. Og så på hende roligt igen. "Hvor er du sød." Sagde han smilende og lagde en hånd på hendes hoved og aede hende svagt i håret. "Jeg har altid ønsket mig en datter." Sagde han smilende. Før han tog en tår af sin øl igen. Og satte sig op på køkkenbordet ved siden af hende. Han kunne vel godt sige han var faldet for den søde lille pige. Han havde ikke engang kendt hende i 10 minutter. Men han ville allerede beskytte hende med hans liv. Hun var virkelig bedårende. Han ville ønske han selv havde fået en datter som hende. Men Zero var aldrig blevet gift. Så han havde aldrig fået et barn.

Hun kiggede ned på den lækre mad, men lod ham lige vaske hendes fingre før hun gik i gang med at smovse.
Hun begyndte at spise, hver bid kiggede hun på ham for at se om han nu skulle springe frem på hende efter hun havde spist. Det var det de ville gøre hvis hun stadig sad fanget nede i den kælder.
Hun vidste ikke helt hvad et karbad var, når hun skulle gøres rent blev hun revet under den kolde spuler. "Hvad er karbad?" spurgte hun ham mens hun havde noget munden.
Hun kiggede på det han tog ud af køleskabet, hvad mon det var, der var så mange mange ting hun ikke vidste hvad var da hun havde siddet fanget nede i den rådne kælder, i den mikro celler og nogen gange lidt større rum. Hun gys.
Hun kiggede på ham da han sagde hun var sød, det havde de andre mænd ogs gjort mens de holde hende fanget. Men hun kunne mærke på ham her at det var en anderledes måde sød. Hvilket hun godt kunne lide. Hun lukkede svagt øjne da han nussede hende i håret. Hun slog dog øjne op af det han sagde. Havde han altid ønsket sig en datter? Hun kiggede op på ham da han satte sig op på køkkenbordet sammen med hende. Hun vidste ikke, men ham her var ik som de ander mænd og det glædet hende. Hun rykkede tættere ind til ham og lænede sig mod ham. "Far..." sagde hun stille. Der var intet at sige til hun reagerede som hun gjorde, hun havde mistet sin far da hun kun var 5, han blev dræbt lige foran hende. Hun kneb øjne i ved mindet.

Han så på hende smilende mens hun spiste sin mad. Hun så så sød ud. Men han kunne også se hendes minder. Han ville ikke snerre i det. Men hans øjne så ind i hendes og gennemgik de minder hun havde haft. Han fik ondt af hende. Den smerte hun havde haft. Det var som at se sig selv. Blive tortureret som mindreårig. Zero havde set sin bedste ven blive skåret i småstykker lige for næsen af ham. Uden han kunne gøre noget. Han var blevet tvunget til at voldtage en kvinde. Han var blevet tvunget til at sprælle en kvinde op. Og som 15 årig blev han selv tortureret. Så han kendte til smerten. Hans forældre blev dræbt mens han var blevet nyfødt. Eller det troede han. Hans mor var helt klart død. Men han havde for nyligt fået af vide at hans far stadig var i live. Men han var ond. Zero var også selv ond. Men han havde en grænse. Hvis de var under 16 ville han ikke skade dem. Overhovedet. Og hende her så ikke ældre ud end 12-13 år. Så han ville ikke skade hende. Men med den smerte hun havde været igennem. Tror han ærlig talt han ikke engang ville skade hende hvis hun boede hos ham og hun blev 16. Nej han ville tilgengæld gøre endnu mere for at hjælpe hende. Beskytte hende. "Et karbad er en form for stor skål som man samler vand nede i så man kan lægge i det og nyde det." Sagde han smilende. Og nussede hendes hår igen. Samtidig med hun rykkede sig nærmere og lænede sig imod ham. Han lagde armen om hende blidt og nussede hende på den ene arm. Mens han holdte hende tæt. Holdte hende tryk. Hun kaldte ham far. Inderst inde blev han virkelig glad. Som om dette lille væsen. Fik al hans kærlighed. Al den omsorg og beskyttelse. Han aldrig havde fået.

//Det er her det ville være en god timing for Ryan at komme ind tror du ikke det:)

Hun spiste færdigt... Og i det hun havde spist færdigt og kigget ned og så der ik var mere, kiggede hun nervøst op på ham. Hun vidste inderstinde at han ik ville gøre hende noget. Men hun kunne bare ik rigtig holde sig fra minderne. Men så længe han var sød mod hende ville hun nok blive mere van til ham.
Hun lyttede efter da han fortalte om karbadet. "Det lyder hyggeligt" sagde hun og smilede til ham.
Hun følte sig tryg indtil ham da han lagde armen om hende og nussede hendes arm. Hun holde sig tæt indtil ham. Mon han ville passe på hende, beskytte hende for andre.

//Umm... Jov det kan vi godt sige, snak lige med hende.

Hår :: [For at se dette link skal du være tilmeldt og logget ind.]

Ryan gik med tynde skridt hen imod Zero's hus, hun var vred meget vred, han havde virkelig gået for alt, for havde han tage Fatih fra hende men han skulle kræft fanden ikke tage Sammi fra hende, hendes lange røde hår var tydligt et tegn på hendes vrede hver gang hun havde taget skridt kom der is der hvor hun havde løftede sine fødder.

Ryan kom frem til Zero's hun og gjord det fleste af Zero's soldatet til is, men hun kunne godt så isen til at smelte igen, hvis hun ville havde det, døren til hans hun frys også til is, hun gik lige ind uden at tænke over hvad hun var på vej til at gøre hun råbte i hele huset på et bestemt navn "ZERO!" man kunne hører vreden i hendes stemme, og isen forsatte med at vokse fra hendes fødder hun var vred og kunne ikke holde sin evne til bage længer vreden over alt hvad han havde gjort imod hende skulle han få lige tilbage i hovedet, ingen skulle rører hendes nye datter og slet ikke Zero, hvad tænkte han på at gøre en lille pige til slave, nu var han altid blevet for meget.

Han smilede roligt. Og piftede kort. En vagt kom gående. Og bukkede sig kort. "Gør et varmt karbad klar til denne lille pige." Vagten bukkede sig og skyndte sig så op af trapperne mod badeværelset. Zero så mod Sammi igen. Og kyssede hendes hovedbund kort. Faderligt og kærligt. Han kunne virkelig godt se hende som hans datter. Han kunne allerede forestille sig tæve en dreng fordi han lagde an på hende. Han kunne virkelig godt se det for sig. Vreden fra en person udenfor kom allerede til Zero. Han kunne mærke det. Han hoppede ned for køkkenbordet. Og så kort på Sammi. "Bliv siddende søde. Jeg er tilbage lige om lidt. Han gik roligt hen til et skab og tog frem en katana. Kridhvid. Og perfekt skarbt. Han gik roligt ud af døren til gangen og lukkede langsomt døren efter sig. Men først efter at sende Sammi et betryggende smil. Hvorefter han lukkede døren helt. Hvorefter han tog revolveren frem. Og satte sig på trappen ved hoveddøren. Med katana'en op langs hans krop og hen over hans ene skulder. Med klingen nedad så han hurtigt kunne tage den op. Og revolveren i den venstre hånd løst. Så han hurtigt kunne gribe hårdt fat i den og skyde. Indtil døren gik op. Ind af døren kom Ryan. Bevægelserne efterfølgelige var hurtige. Dæmoniske hurtige. Og før hun vidste af det sad klingens spids fra sværdet og lige præcis rørte hendes nakke bagfra. "Ryan hvad helvede laver du her? Gå inden jeg slår dig ihjel for at komme her uden at få lov til det." Han klikkede revolverens aftrækker op klar til at skyde. Klingen kunne hun sikkert fryse. Men en kugle fløj med over 350 kilometer i sekundet. Selv ikke Ryan ville kunne nå at stoppe den. Og hun fik ikke muligheden for at skade nogle overhovedet. Specielt ikke Sammi.

Hun kiggede lidt overrasket på Zero da han piftede, hun kiggede på vagten der kom. Hun smilede roligt da Zero bad om at gøre et bad klar til hende. Hun kiggede op på Zero, hendes nye far, hendes bonus far, hendes mor og far burde mødes. Det kunne være de kunne finde ud af noget. Hun smilede lykkeligt ved tanken. Tænkt hvis de kunne blive en familie. En lykkelig familie.
Hun kiggede undrende på ham da han hoppede ned fra køkkenbordet. "Far?" spurgte hun da han sagde hun bare skulle blive siddende. Hvad var det, var der noget galt.
Hun så efter ham, hun hoppede ned fra køkkenbordet, men med besvær. Hun kiggede efter ham da han gik ud, efter at have sendt hende et smil og så lukket døren. "Far!" hvad var det dog for noget han skulle, det var så lige pludselig, og det så ikke lige frem ud som om det var noget afslappende han skulle. Men hun valgte at blive inde i køkkenet, i hvert fald lidt endnu.

Ryan første den vidunderlige stemme fra sin datter som kaldte på nogen, så var hun stadig i live, så havde Zero nok ikke gjort hende noget endnu, Ryan stod klar til at tage kampen op imod Zero hvis han virelig havde tænkt sig at gøre Sammi noget.
Ryan hørte den velkendte stemme og sagde med en is kold stemme, "Hvor er Sammi!!" hun sagde ordrerne meget højt så Sammi nok ville kunne hører hende, hun så Koldt på Zero uden at flytte sit blik hun var ligeglad med at han ville slette minder fra hende, det eneste som betyd noget lige nu var at få Sammi i sikkerhed og det var så langt væk fra Zero som overhovedet muligt, hun mærkede et svær i nakke og før nogen viste af det var sværdet ikke længer lavet af stål men af is, hvad som rørte Ryan lige nu ville fryse til is, selv hvis Zero rørte hende, ville han fryse til is, hun så stadig på Zero og ventede på et svar.

Et dumt træk hun satte igang. For kort efter sværdet frøs. Kunne et skud høres. Det ramte hende dog ikke. Det ramte lige ved siden af Ryan's fod. Stemmen der kom nu var ikke bare kold. Men direkte truende. Truende på en måde Ryan kun havde hørt en gang før. Over for dæmonen. "Jeg kan love dig for. Hvis du så meget som krumser et hår på hovedet af Sammi. Så vil jeg personligt ikke bare destruere dine minder midlertidigt. Men permanent. Det eneste du vil kunne huske bagefter er de dårlige minder. Og mine dårlige minder med." Han så på Ryan kort med vrede i blikket. Han ville ikke engang se hendes minder. Han ville ikke vide hvad det var hun ville bruge den lille uskyldige pige til. "Jeg har taget imod Sammi. Hun er som en datter for mig allerede. Ja hun har ligefrem accepteret mig som hendes far." Han trak aftrækkeren på toppen af revolveren tilbage igen. Og sigtede direkte imod hendes baghoved. "Ja du hørte rigtigt. Hun kalder mig far nu. Og jeg kan love dig for Ryan. Selv hvis du skulle fryse mig til is nu. Min vrede er uundgåelig. Så hvis du så meget som niver hende bare niver hende. Kan selv ikke engang Rafael Dominatrix redde dig." Sagde han hårdt. Alle vidste hvem Rafael var. Han var dæmon racens leder. Selvom Zero aldrig personligt havde mødt ham. Vidste han at Rafael var stærk.

Hun hørte en bekendt stemme, mor? Hun begyndte at blive urolig, hun begyndte at gå rundt i køkkenet, imens hun tænkte om hun skulle gå ud af køkkenet, og gå ud til dem. Men hun vidste ikke helt.
Et chok gik igennem hende da hun hørte et skud. Minder gik igennem hende, hjemsøgte hende, hun ville ikke miste sin mor eller sin far, en gang til. Hun svang døren op og løb ud. Hun blev overrasket da hun så både sin mor og sin far, hendes far med sin revolver mod hendes baghoved. Og sin mor som var offeret. "Mor...." sagde hun og kiggede på Ryan. Hun var taget ud for at lede efter Ryan da hun havde syntes hun var lidt for lang tid væk, ik fordi hun havde kedet sig med dæmonerne, nej slet ikke. Men hun savnede Ryan. Hun kiggede på dem begge to skiftevis. "Far... Sænk... Sænk skyderen" sagde hun bedende.

Ryan hørte et skyd, men rykkede sig ikke et eneste skridt hun stod bare stille med vreden som stille og rolig voksede sig til raserig, Ryan hørte hvad han snakkede om og sagde med en is kold stemme, "Slet mine minder jeg er ligeglad, alt i verden er lige meget jeg skal bare havde Sammi!!" tænk at hun sagde at alt kunne være lige meget, alt i verden var jo også lige meget, han havde taget hendes søster nu skulle han ikke også tage hendes datter, Ryan vente hovedet imod Zero og sagde med en rasende stemme, "Tror du virkelig jeg er så dum Zero, du holder dig fra hende!!"
Ryan hørte den søde stemme fra sin vidunderlige datter, Ryan satte sig ned på knæ og sagde med en sukker sød stemme som Zero aldrig nogen sinde ville havde hørt hvis det ikke var for Sammi, "Kom skat vi skal hjem Jay Jay venter på dig sammen med hunden" Ryan ventede på at Sammi ville gå hen til hende, men ordet far rystede Ryan voldsomt havde Zero allerede brugt sin evne på hende! Ryan raste sig op lyn hurtig og vente det vrede blik imod Zero igen, "Har du allerede brugt du evne på en lille pige!! Ryan stod klar til at slå Zero hvis det var det der skulle til.

Han så kort imod Ryan og begyndte allerede langsomt at presse aftrækkeren ind. Lige indtil han hørte stemmen. Sammi's stemme. Vreden i hans ansigt blev pludselig forandret til omsorg i takt med at han så hen på Sammi. Langsomt så han på Ryan igen med overraskelse i ansigtet. "Mor?" Hans vrede dulmede langsomt frem igen. Indtil han hørte den dejlige søde lille stemme sige han skulle sænke sin revolver. Langsomt så han hen på Sammi igen. Før han langsomt greb fat i splinten som det var der blev skubbet fremad for at affyre skuddet. Og langsomt Trykkede aftrækkeren ind. Mens han sigtede opad. Men det sjove var der kom intet skud ud. Aftrækkeren gled bare på plads. Så den var sikret til ikke at gå af ved et uheld. Hvorefter han puttede pistolen i lommen. Han så kort mod Ryan. "Ryan jeg er mafiaboss. Ikke børnemishandler. Jeg kunne aldrig finde på at skade en så ung som Sammi. Jeg gjorde det direkte modsatte. Jeg gav hende mad og drikke. Og jeg har bedt min vagt til at sætte et karbad klar oppe på badeværelset. Så hun kunne få et bad efter hun havde spist." Han så kort på Sammi igen. Før han sukkede og greb hårdt fat i kraven på Ryans tøj og pressede hende op mod en væg. Ligeglad med hans hånd frøs til. "Du burde takke mig Ryan. Hvis mit hus ikke havde været her. Ville Sammi være død. Mine vagter hjalp hende ind da hun blev jagtet af nogle udøde. De reddede hendes liv." Han så på Ryan kort. "Jeg havde ikke i sinde om nogensinde at skade hende. Det eneste jeg tænkte på var at sørge for hun fik beskyttelse. Husly. Mad og drikke. Jeg vil gøre alt hvad der står i min magt til at sørge for hun fik et bedre liv end hun har haft indtil videre. For til forskel for dig. Har jeg set hvad hun er blevet udsat for." Han brugte sine muskler og sit adrenalin fra episoden før til at tvinge sin hånd op så han kunne slippe hende. Han skulle tvinge den op på grund af den vrede han følte. Han ville skade Ryan. Dræbe hende. Men Sammi holdte tydeligt meget af Ryan. Så han ville ikke gøre det. Han gik hen foran Sammi. Og gik ned på hug foran hende så de var på samme niveau i højde. "Sammi min pige. Kan du ikke gå ud i køkkenet. Der er mere pizza i køleskabet hvis du er sulten." Sagde han smilende og kyssede hendes pande faderligt og kærligt. Før han rejste sig op og gik hen til Ryan. "Jeg synes ikke at Sammi skal overvære mere. Ind i stuen." Køkkenet var til højre for døren. Mens stuen var til venstre. Han så kort på Ryan afventende på at hun gjorde som han sagde.

Hun så sin far sinke sin revolver, hvilket gjorde hende rigtig glad. Hun smilede til ham. Et kærligt smil.
Men det undrede hende stadig hvorfor han havde sigtet imod Ryan. Var de uvenner. Hun kunne ik li det. Hun var stille ved at blive bange for Zero. Selvom han havde gjort hvad hun bad ham pænt om. Fordi han holde af hende og det satte hun stor pris på. Men at ham havde sigtet med en pistol mod Ryan, satte ham virkelig i bås.
Hun gispede da han pressede Ryan mod væggen, hun sank en klump. Kiggede på dem begge mens far talte til mor. Ikke ligefrem en samtale hun nogensinde ville tro hun skulle komme ud for.
Hun kiggede på Zero der kom gående hen til hende, han gik på hug og hun kiggede ind i hans øjne. Hun nægtede at gå ud i køkkenet. Hun rystede på hovedet. "Du må ik gøre mor fortræd... Far" sagde hun stille og kiggede bedende på ham. For alt i verden måtte han ikke skade hende, det ville hun ikke tillade. En mand skulle ik tro at han var hævet over en kvinde. Mænd skulle ikke skade kvinder. Det havde hun lært efter den tur i kælderen i 8 år med voldtægt og mishandling.
Det var tydeligt at spore det i hendes øjne, at 8 år havde taget godt på hende.

Ryan så bange på Sammi, hun stolede overhovedet ikke på Zero, og det var hende som var ved at få små følelser for ham, tænk at hendes hjerte kunne finde på sådan noget, næsten gang hører hun kun efter hvad hendes hjerne sagde til hende ikke hvad hendes hjerte sagde til hende, for end til vider havde det kun givet problemer, hun kiggede på Zero med kolde øjne, "Jeg er ligeglad med hvad fanden du er! du er ikke ti gange beder end andre mænd!!" hun så vredt på ham, men lavede sig hurtig om igen og så hen på Sammi og smilede let, lige indtil hun blev prassede på imod en væg hun skar ansigt med så på Zero, "Se på hende Zero!! kan du ikke se du har gjort hende bange!!! jeg har aldrig gjort hende bange ikke engang mine dæmoner!!! du hader mænd, men jeg fik hende til at se noget andet i dem!!" hun talte sandt, hendes dæmoner har været søde imod hende, så hun ikke skulle være bange, de havde givet hende en hund selv om hun ikke havde fået lov af Ryan, Ryan ville gøre alt for at få Sammi i sikkerhed og det var hun overhovedet ikke hos Zero, hvad havde han tænk sig? han er slave mester, han mishandler kvinder! han torturer hende, den kvinde som er en mor for Sammi, hvad fanden havde han tænk sig! ville han lærer hende op til at blive ligesom hende, der kunne han godt tror om, Sammi skulle ikke være ligesom Zero, overhovedet ikke i nærhede.

Ryan kiggede på Sammi og sagde med en stemme som var dejlig varm, "kære ville du ikke nok gå ud i køkkenet? til tilkalder Jay Jay så han kan komme med din hund til dig, og bare rolig Zero før ikke lov til at skade mig det lover jeg dig skat" hun så hvordan Zero kyssede hende, og det gjord hende vred, han kyssede hende næsten det samme sted som hun havde gjort, "efter dig Zero!" nu ventede hun bare på at Zero ville flytte sig så de kunne komme siger.

Zero så kort hen imod Sammi. Og smilede betryggende. "Jeg vil bare snakke med hende søde. Det har du mit ord på. Og jeg holder altid mit ord." Sagde han roligt og så på Ryan kort. "Jeg har gjort hende bange? Jeg ville bare beskytte hende. Du kommer brasende ind i mit hjem. Du fryser mine mænd. Jeg har et halvt dusin halvdøde mænd fordi du har frosset dem. Og så siger du jeg gør hende bange? Hvad havde du regnet med jeg ville gøre. Lade dig komme ind og skade mig eller Sammi som jeg troede du ville gøre til at starte med? Du siger jeg ikke er som andre mænd. Nej jeg er fornuftig nok til at snakke om tingene i stedet for bare at komme til angreb." Han så på Sammi igen. Og gik hen til hende. Ned på hug foran hende igen. Og hævede sin hånd så hun kunne lægge sin hånd ned på hans. "Det var ikke min plan at gøre dig bange søde. Jeg ville bare beskytte dig. Jeg kunne aldrig finde på at skade dig. Du min lille prinsesse." Hviskede han roligt til hende og smilede fortsat. Mens han så hende betryggende i øjnene. "Bare rolig. Jeg vil bare snakke med din mor." Han smilede roligt og rejste sig op igen. Og åbnede døren ud til køkkenet som havde lukket sig lidt i på grund af gennemtrækket af hoveddøren. "Vi er tilbage lige om lidt." Sagde han smilende og puffede hende blidt og svagt hen imod køkkenet. Mens han smilede betryggende.

Hun kiggede uroligt på Zero, bare snakke, det måtte hun så tro på, hun ville virkelig ik have der skete hende noget.
Hun kiggede på dem, mens de talte. Lidt urolig, hun kunne ik li at de skulle være sure på hinanden. Kunne de ik blive venner istedet for at skændes.
Hun lagde sine øjne på Zero da han kom hen til hende. Hun lagde sin hånd i hans. Hun pev lidt og hendes læbe dirrede. Hun krammede ham. "Vil du og mor ik blive venner" spurgte hun stille.
Hun kiggede hen på sin mor, som sagde hun ville sende Jay Jay og hendes hund. Hun smilede blidt.
Hun kiggede på far igen da han puffede hende mod køkkenet. Hun gik langsomt ud i køkkenet.

// Svare hende kort på spørgsmålet eftersom det er Zero Sammi spørger og at Ryan er væk i øjeblikket. Og emnet ville passe bedst hvis han lige svarede inden hun gik ud i køkkenet


Zero smilede fortsat. "Jeg gør hvad jeg kan det lover jeg dig" Svarede han smilende.

Ryan kiggede koldt på ham og sagde med en rolig stemme, "Zero hvis du virkelig har set hendes minder ved du hvad hun har været igennem med mænd, og efter at jeg ikke er nogen mand" hendes stemme blev vred igen, "Tror du virkelig at jeg ville skede hende! nu er du sku for dum!"
Ryan så hvordan Zero snakkede til Sammi på, og hun kunne virkelig forstå hvad hun havde set i ham! han var jo den største idiot! hun havde aldrig mødt nogen så dum som Zero, men måske var det hun havde faldet for, Ryan rystede på hovedet i håb om at glemme de tanker om Zero, hvis han havde lyst kunne han jo bare se hvad hun lige havde tænk på, han kunne jo se hendes minder, og dette var nok et af dem som hun ikke ville havde at han skulle se.
Ryan så hvordan hun igen mistede synet af Sammi og det gjord hende lidt trist, men hun havde lovet Sammi at kalde på Jay Jay og hendes hund så hun ikke skulle være bange.
Ryan så på Zero og sagde meget hurtig, "Skal lige gøre noget først Zero" hun gik hen til den dæmon som hun havde lavet om til is, og rørte ham med en finger så isen forsvandt, hvor efter hun kig ind i huset igen og sagde ud i luften, "Jay Jay kom med hunden til Sammi er i Zero's hus, hun er i sikkerhed." hun kiggede på Zero igen og nikkede og sagde svagt, "Klar til at snakke Zero?"

//det er vel stadig Zeros tur til at svare selvom han svarede kort, før Ryan ik?

// det ville jeg mene efter at Sammi nu er ude i køkkenet //