Two old dragons ~ Jake XX

Tid: 12.42
Vejr: Tunge grå skyer hænger over byen og så langt man kan se. Solen er gemt dybt væk og viser sig ikke.
Sted: Havnen nær en kroen Sirenens Sang
Omgivelser: Molen er fyldt med folk som er kommet hjem efter en lang uge på havet. Ofte er det sælgere som er kommet hjem, men også diplomater og andre vigtige folk er kommet hjem

@Jake

Molen er tætpakket med folk som er på vej ned fra skibene med bagage eller bare sig selv. Man kan se at de fleste er trætte og glade for at være hjemme igen. Black Breath er blandt de skibe som er kommet hjem. Besætningen slæber sig selv ned af landgangen og hen mod enten den nærmeste kro eller butikken, eller handelshuset som deres kaptajn ejer. Enkelte kaster blikke på kaptajnens kahyt hvor gardinerne er trukket for.

Raco lå i køjen og havde en bog foldet ud i hans skød. Øjnene var lukket og det var tydeligt at han sov. Fire uger til søs og de fleste dage havde de enten løbet spidsrod med pirater eller været fanget i en slem storm. Han var faldet om efter de havde Minotaris i sigte og lod sin styrmand overtage roret for at trække sig. Han var så langt væk i sin søvn at han ikke opdage at hans hjerte slog bare lidt lettere.

Jake kom gående hen langs havnen. Takket været Kats hjælp, havde han kun brugt nogle få minutter på at rejse fra Dragons Peak til Minotaris. Hun havde besøgt ham og tilbudt at hjælpe ham hen til Raco, så de to kunne få talt ud. Men hun havde også stillet krav om at han skulle have bind for øjnene, da hendes partner Dust, ikke var glad for at hvem som helst fik kendskab til hans hule. Jake havde staks godkendt det og havde hurtigt givet besked videre til Darren, som var hans næstkommanderende her i byen. Hele byen summede af spænding over den fest, som skulle afholdes om nogle måneder.
Han nikkede venligt til de folk, som han genkendte og gik med rolige skridt hen mod Black Breath, hvor han fornemmede sin soulmate. Da han kom hen til landgangen, så han tydeligt de nervøse blikke som besætningen sendte ham og han smilede venlig, samt ærligt til dem.
”Jeg sværger ved mit liv, at der ikke sker ham noget. Men han og jeg er nødt til at tale sammen. Der er for mange løse ender, efter sidste gang.” Så frem ingen stilede sig i vejen, gik han roligt ombord og hen til kahytten, hvor han høfligt bankede på med deres gamle signal, inden han ventede roligt på at høre fra ham eller en anden. Han ønskede ikke at gå ind og afbryde noget, hvis Raco var sammen med en anden.

Styrmand gik hen og åbnede døren ind til kahytten. Han så på Jake. “Raco er væk. Fuldstænding brugt efter en meget hård uge på havet, men du kan bare gå ind.” sagde han og lukkede døren efter ham. Han blev ikke i nærheden, men gik hen til handelshuset. De få fra besætningen som blev i nærheden, satte sig ned med ting at lave.

Raco var rullet op på siden. Han begyndte dog langsomt at vågne op. Noget fortalte ham at nogen var i hans rum, men ikke fjende. Hvis det havde været det, ville hans mænd have alarmeret ham. Han satte sig op g gabte, før han så sig om. Øjnene låste sig fast på en meget velkendt skikkelse. Han sagde ikke noget, men de grå øjne så forvirret ud. Hvad lavede Jake her? Skulle han ikke gøre klar til den kommende fest og ikke være på en ø i den stik modsatte ende UnderWorld?

Han nikkede venligt til styrmanden og gik roligt indenfor. Dog blev han stående lige indenfor døren, da han viste at han ikke overholde sit løfte til besætningen, hvis han gik hen til Raco. Han var svagt opmærksom på at der var et andet væsen i kahytten sammen med dem, men ikke noget han tænkte nærmere over for nu.
Så da Raco vågnede, satte sig op og så forvirret på ham, sukkede han tungt og hans blik forandrede sig til et mere sørgmodigt et, mens han begyndte at tale med en rolig og irriteret stemme.
”For fanden Raco. Hvad tænkte du på, da du smed den bombe og stak af? Fortjente jeg ikke at få det at vide ansigt til ansigt, eller syndes du bare at det var bedre gennem et brev? Guderne ved at jeg har lyst til at banke dig og kræve et svar. Men samtidig kan jeg ikke få mig selv til det, da jeg ved at det kun vil ødelægge det hele endnu mere.” Han var svagt bevist om at han rystede over hele kroppen og at neglene på hans hårdt knyttede hænder borde sig ind i kødet, så blodet begyndte at dryppe ned på gulvet. Han tænkte ikke over at denne rolige og irriterede stemme kunne være meget være end en arrig råben.
”Jeg husker at du sagde at du forsvandt ude at sige noget. Men du glemmer helt vores sjæles sammenknytning. Jeg kunne mærke at du ikke var dig selv. Derfor lod jeg dig tage af sted uden et ord. Jeg stod endda på vores balkon og så dig sejle ud i natten. Men…” Han sank sammen på gulvet, da benene gav efter og det var som om han blev flere århundrede ældre på samme tid. Hans øjne, der var sløret af de tårer der løb ned over hans kinder som et vandfald, så stadig på Raco. Stemmen var ligeledes forandret og blevet mere følelsesløs, som om han havde opgivet alt.
”Men jeg kan ikke mere… Jeg orker ikke mere… Guderne skal vide at jeg har prøvet, men har kun formået at få flået sjælen mere i trævler. Jeg frigiver dig og beder til at du må finde kærligheden, lykken og glæden ved en anden, samt blive velsignet med det sidste barn du kan få.” Han slog blikket ned og med en kampanstrengelse fik han kæmpet sig op på ben, der truede med at svigte igen og så en sidste gang på Raco. Dette blik var totalt blottet for andet end en god vens venlighed, som om det Jake havde udtalt var det sidste liv for de følelser. Og det var det på en måde også. Jake havde i hvert fald accepteret med krop og sjæl at det var sidste gang han følte sådan.
”Du er altid velkommen på Dragons Peak og på Dead Mans Rock, og hvis du ønsker at genoptage samarbejdet med klanen, så snak med Tal om det. Jeg er sikker på at hun vil tage imod det med åbne arme. For klanen er og bliver du altid ene af kongerne.” Stemmen var stadig sørgmodig, men ligesom øjnene var der kun venskabelige følelser at spore. Han drejede sig så han stod med siden til Raco og lagde hånden på håndtaget, som om han ville gå.

Raco vågnede hurtigt mere op da Jake begyndte at snakke. Han sagde ikke noget, men lyttede blot og tog hvert ord ind. Han kom ud af sengen da han så at Jake skulle til at gå. “Jeg er ked af at du ikke er blevet behandlet som du skulle. At jeg ikke stolede nok på dig. Og der er næsten ikke mere du kan ødelægge mellem os, ikke noget som jeg allerede har ødelagt.” Raco så på den anden og en der var et døende glimt i hans øjne. “Jeg er glad på dine vegne over at du har fundet en ny flamme som behandler dig som en konge. Men jeg vil også lyve hvis jeg dagde at jeg ikke savnede dig.” En død klukke kom fra hans læber.

Han fugtede sin læber. “Både Tal og Kat har været forbi, jeg havde også fornøjelsen af at møde Kats mage, Dust.” sagde Raco gned sine hænderne for at skjule deres rysten. “Jeg vil komme til ballet, men så skal jeg nok holde mig væk. Men kærlighed finder jeg næppe.” Raco trak på skuldrene og så ud af vinduerne. Han kunne se enkelte af hans folk se nysgerrigt på skibet og ventede spændt på noget. Raco rullede med øjnene. “Jeg vil bare nyde min 900 år eller noget, som jeg har tilbage før min sjæl ender i helvede.”

Jake lyttede til Racos ord, og noget i ham vågnede svagt ved det som der blev sagt. Noget som gjorde at han ikke kunne få sig selv til at gå. Han bed særligt mærke i at Raco var sikker på at han ikke ville finde kærligheden igen. Han drejede hovedet og så på sin soulmate med et venskabeligt blik.
”Hvorfor tror du ikke at du finder kærligheden igen? Var du ikke nødt til det, for at få din sidste arving?” Stemmen var stadig kun venskabelig, som om det var en ven der spurgte. Men indvendig vente han tingende frem og tilbage, og rundt igen for at finde ud af hvad han skulle gøre. Hvis Raco kun kunne elske ham, skulle han så give ham barnet som en afskeds gave? Og hvad ville Raf ikke tænke og gøre, når han kom hjem og fortalte hende det. Han sukkede indvendigt, og forblev stille udadtil. Dog kom et smil frem på hans læber.
”Det glæder mig at du har snakket med dem begge. Og hvad syndes du om Kats mage? Selv har jeg endnu ikke set ham, men har hørt en hel del om ham fra Kat selv.” Han prøvede at trække tiden ud, for han viste ikke hvad han skulle lave i de par timer der ville gå, inden Kat kom for at hente ham.

Raco fnøs ved sig selv. “Det er lidt svært når man ikke kan glemme den som man elsker mest.” Sagde han og rystede på hovedet. “Og når det kommer til valg af mage, har vores barnebarn en ret god smag. Dust virker til at være den helt rette for hende.” Sagde han og kastede Jake et smil. “Men med os som bedsteforældre og Tal og Seu som forældre, hvad ellers kunne man forvente at et lille geni?” Spurgte han drillende. Raco kløede sin nakke og gav et suk. “Kan jeg byde på noget, eller har du andre steder som du hellere ville være end her?” Spurgte han træt og kastede et blik på Jake. “Jeg kan godt forstå hvis du ikke ville blive.” Men jeg kan ikke klare at se dig gå, tænkte han stille hen for sig selv.

Ved Racos ord, lukkede Jake øjnene så de ikke forrådte ham. Han kunne tydeligt mærke hvordan den allersidste gnist vågnede og blussede op ved ordene. Samtidig besluttede han at han i det mindst skyldte sin elskede soulmate denne gave. Udadtil stod Jake helt stille med lukkede øjne og en hånd på håndtaget, mens han lyttede til Raco. Hvis Tal havde set ham sådan her, ville hun have beskyldt ham for at virke kold, som om han ikke orkede at høre Racos ord. Men det var faktisk lige det modsatte. Han lyttede intenst til sin tidligere mages ord. Ligeledes fornemmede han at Raco stod samme sted som da han havde lukket øjnene. Det betød at han kunne krydse rummet uden at se, for nærmest at hamre sine læber mod hans og knuge ham ind i en livsvigtig omfavnelse. Kysset var dybt, desperat og lidenskabeligt, som om Jake ikke kunne hænge sammen uden dette.

Først efter noget der føltes som timer, men som kun var få minutter, tvang han sig selv til at bryde kysset og åbne øjnene, så han kunne se på sin soulmate. Hvis kysset ikke havde afsløret hvad Jake følte, så gjorde øjnene det afgjort. Det kunne godt være at de var blevet sorte med den brune lodrette pupil, men de lyste stadig af kærlighed til manden foran ham.
Et lidt skælmsk smil kom frem på Jakes læber.
”Skal du stadig drikke den the? Eller har du andre metoder til at sikre en succes?” Stemmen var ligesom resten af ham fyldt med den samme lidenskab, som de havde haft gennem alle deres år sammen. Han sørgede stadig for at holde Raco tæt ind til sig, i det tilfælde at hans overraskelses 'angreb' og 'bombe' skulle have gjort manden blød i benene.

Raco havde stået som lammet til at starte med i kysset, men langsomt havde han givet ind og lagt forsigtigt armene om hans yngre soulmate. Han blinkede flere gange da deres læber skiltes og han sænkede sit hoved for at skjule den røde farve som langsomt krøb om over hans hals og kinder. “Teen er ikke længere nødvendig, men kan du det her? Vil det ikke såre os begge og Rafaela?” Spurgte han og en nervøsitet kravlede op gennem hans krop. Raco ville elske at være sammen med Jake om det så var kun for en gang, men ville det var fair for dem?

Han lod sine fingre glide gennem det mørke hår som den anden havde. Øjnene søgte den andens og et lille smil var om hans læber. “Men hvis det ikke gener dig eller hende, ville jeg elske at ligge med dig, om så det er sidste gang eller noget.” Mumlede han og kyssede den andens hage.

Hans øjnene var fokuseret på Raco, og nåede lige at se lidt af den røde farve på sin soulmates kinder. Ligeledes blev han kun mere opstemt, da han hørte at teen ikke var nødvendigt. Og alligevel blev han en smule utryg, da Raco kom med det næste udspil, selv om det kun var kort. En blid spinnen begyndte da Raco lod sine finger glide gennem hans hår. Det var en af de ting han elskede. Ligesom det blik der mødte ham, så snart de fik øjenkontakt igen.
”Hvilken soulmate vil jeg være, hvis jeg ikke opfylder dit ønske om et sidste barn? Hvad angår Raf, så må jeg forklare hende det så godt som muligt, og tage straffen derefter.” Mere blev der ikke sagt før han igen krævede sin soulmates læber og indledte deres sidste gang sammen.

Han nærmest flåede bæltet og bukserne op ved Raco, for at rykke dem af ham. Derpå fik han med lidt kamp åbnet sine egne, så han kunne slippe sig selv løs. Med hænderne placeret på Racos skønne røv, fik han med en kraftanstrengelse løftet ham op og nærmest maste ham fast mod væggen ved siden af vinduet, der desværre gav udsyn til main dæk. Det tog ikke Jake længe før han fik skubbet sig ind i sin soulmate. Derfra tog deres gamle vaner over. Jake sørgede dog for at tage det i et roligt tempo, selvom hans krops lyster skreg på at få lov til at blive sluppet løs. En ting der dog var lidt nyere var at Jake efterlod bidemærker på Racos krop.

Fingre var låst fast i det mørke hår og hoved hvilende på væggen bag ham. Ben låste fast om den stærke talje og velvidende at den anden ikke vil tabe ham. Han kunne ikke holde den glade knurren tilbage da han mærkede den anden og følte de bidemærker som blev lagt på hans krop. Han lagde selv kys og andre kærtegn på sin partners krop. “Jake.” Mumlede han og skjulte et lykkeligt smil fra den anden. Han kunne mærke sit hjerte slå en rytme som den ikke havde slået i længe.


Mange havde set Jake gå ind i kahytten, men ikke kommet ud for et stykke tid. De fleste holdte sig på afstand af kahytten i respekt for de to konger. Dæmoner og engle så mellem hinanden og kunne ikke skjule deres smil. De var glade for at de to drager stadig havde lidt følelser for hinanden og hvem ved, måske kom der noget ud af dette. De fleste vidste at Raco ikke ville kunne elske andre, og det havde dæmonen også. Han lagde stadig krav på Racos sjæl, men han vil også sørgede for at Raco ikke døde for tidligt. Enkelte af de yngre begyndte at bede til at Raco og Jake kunne komme med en løsning.

Han brummede nydende ved lyden af sin partners mumlen og satte tempoet op. Snart var der en konstant lyd af rytmisk knurren, noget som sikkert kunne høres ude på dækket. Brølet der kom, da Jake fik udløsning kunne i hvertfald. Men Jake var langt fra færdig. Han flyttede dem over til skrivebordet, som han ryddede uden tanke for hvad der var på det. Han fik lagt sin partner på det og skubbet han så lang op på det, at han selv kunne have sine knæ på det. Her krævede han igen Racos læber og blev ekstrem grådig.

Tiden gik og Jake fik flyttet dem lidt rundt i kahytten. Og de endte over ved vinduerne ud mod havet, hvor han sad med sin elskede partner på sit skød. Hvis han skulle gætte på hvor mange gange han var kommet, ja så ville han nok gætte på seks eller otte gange, men han var ikke sikker.
Gennem den eller de timer der var gået, burde ingen i en omkreds på ca. halvtreds meter eller mere være i tvivl om hvad der skete i kahytten. Ikke at Jake tænkte over det på nogen måde.

Raco sad på skødet af Jake og kæmpede med at finde sin stemme. Han rystede af kulden som kom fra det kolde sved der var på hans krop. Hænderne var stadig låst fast i det mørke hår. Med hovedet hvilende mod Jakes skulder og øjnene lukket, nød han blot den tilstedeværelse som var nu. Han vidste at dette gav en stor chance for at han kunne have et nyt liv snart, men om Jake ville have noget med barnet at gøre var ukendt. Han vidste også at Rafaela ikke ville være for glad, men det måtte han tage til den tid.

“Jeg ved ikke hvordan jeg kan give slip Jake. Jeg ved virkelig ikke hvordan jeg skal gøre dette mere.” Sukkede Raco og trak sig væk. En hånd hvilede kort mod Jakes kind før han rejste sig og gik hen for at finde sine leggins. En hånd kører gennem hans røde hår og et suk kommer igen fra hans læber. “Jeg ville ønske at så meget var anerledelse, men der intet vi kan gøre mod fortiden.

Jake kærtegnede sin partners ryg, mens de sad og sundede sig efter den heftige omgang. Han håbede af hele sit hjerte og sjæl, at det havde været nok til at Raco snart bar et nyt liv under sit hjerte. Selvfølgelig måtte han finde ud af hvordan han kunne forklare dette for Raf, men han var ikke et sekund i tvivl om at han ville være total ærlig overfor hende.
Da Raco talte og sukkede, samt trak sig væk, sad Jake roligt og så på ham. Han kunne fuldt ud forstå sin soulmate, og havde selv lyst til at de forsatte hvor de var stoppet. Men han viste ikke om han kunne få sig selv til det, efter han havde fundet Raf.
Derfor lod han Raco gå over til stedet hvor de havde smidt tøjet, eller rettelse Racos tøj. Hans eget lå spredt for alle vinde i kahytten. Og inden Raco nåede at trække i sine leggins, drillede Jake ham.
”Hvis jeg ikke viste bedre ville jeg sige at du er blevet underdanig.” Han gik roligt over til skrivebordet og hoppede op på det med et skælmsk smil, hvor han satte en hæl mod bordkanten så Raco fik fuldt udsyn til Jakes krops dele. Han viste at der var en risiko for at Raco blev sur, men han håbede lidt på at han ikke behøvede at tikke sin partner. Selvfølgelig kunne han godt huske at Raco mest elskede at være nederst, men før i tiden var det også sket at Raco havde taget magten og havde domineret Jake.

Raco fik et mørkere glimt i sine øjne og gik hen mod Jake. Hans gangart blev hurtigt til en jægers. “Og du ser ud til at være blevet mere modig.” Den ældres stemme rumlede dybt ned fra hans brystkasse. En hånd der var stærk og ru af de mange år i kamp og ombord på et skib, skubbede den yngre ned. “Og du ved hvad der sker, når man leger med ilden, gør du ikke, mate?” Han lod sig glide ind og startede en rytme som var meget langsom rytme. Kærtegn var fjerlette og altid aldrig det samme sted.

Raco var ikke bange for at overtage styring i ny og næ. Det hjalp nok hellere ikke at Jake vidste hvilke knapper at trykke og hvordan han skulle få Raco til at gøre det. Han havde sin måde med ham og ofte var havde Raco også sin måde at pine Jake på. Kunne kører ham ud til kanten, men for så at stoppe og trække sig.

Den knurren som var enden, sappede den sidste energi Raco havde. Han fandt to tæpper liggende i et skab og tog selv det ene, mens han lod det andet glide henover JakeRaco lod sig dumpe ned i vinduesbænken og hvilede sig op ad puderne. Hovedet hvilende mod puderne, men øjnene låst fast på den figur han havde lige overøst med kærlighed og lyst.

Jake nød hver og en af Racos kærtegn, samt elskoven der var ligeså godt som han huskede den. Fuck det var længe siden de to sidst havde været sammen, men det var såå lækkert. Han overgav sig fuldstændig til Racos nåde og endte med at komme sammen med ham.

Han tog klukkende imod tæppet og så efter Raco, da han gik over til vinduesbænken. Selv blev han liggende på skrivebordet, pænt udmattet, men også noget så lykkelig. Hans hud havde ihvertfald en glød, som mange ville kalde det.
"Du er lige så smuk og vidunderlig, som den dag vi mødtes på blodøen, hvor i holdte til. Det var den gang vi drillede Seuzan og Taliia." Jake flyttede sig en smule, så han bedre kunne se sin soulmate. Det betød dog også at tæppet smøg sig om hans krop på en lækker måde, der fik ham til at udstøde en spinnen og et skævt smil på læben.
"Du er godt klar over, at tæppet her prøver at tænde mig igen." For at vise hvad han mente lod han en hånd glide hen over tæppet det rigtige sted et par gange og spændte i ryggen, da en lækker følelse fyldte hans krop. Øjnene blev lukket halvt, selv om de stadig var fokuseret på manden han elskede.

Raco lod sin latter komme dybt nede fra hans bryst. "Jeg er ikke så ung mere, min leder. Og desuden har det været en ret hårde rejse for os begge, eller er det løgn?" spurgte han og lagde hovedet på skrå. Han var ret sikker på at Jake havde rejst langt og længe for blot at møde ham. Hans eget tæppe holdte ham varm og han nød varmen som lokkede hans underbevidsthed til at slappe af.

"Din mage vil dræbe mig, hvis hun opdager det her." sagde han og lukkede øjnene for at slappe af. "Hun vil sikkert dræbe mig til den fest som du snart holder." Han lod hænderne hvile bag hans nakke og kroppen gled helt ned i puderne som prydede bænken. "Luk dig ind eller afvis dig." Han åbnede et øje for Jake. "Jeg overvejer virkelig ikke at dukke op ved festen, hun vil dræbe mig hvis hun ser mig." sagde Raco og gav et suk fra sig. "Vi kan åbenbart slet ikke sammen, men havde håbet at vi kunne arbejde bedre sammen, eller ihvertfald blive bekendte.

Jake smilede bare bredt af Racos ord om at han ikke var så ung mere.
”Ja, det vil jeg ikke nægte at det har været. Men vi er da kommet levende igennem den.” Hans øjne fuldte hver og en af Racos bevægelser, mens hans hånd kærtegnede ham selv ovenpå tæppet.
Dog stoppede han omgående sine bevægelser og så chokeret på Raco, der lige så godt kunne have smidt en spand isvand i hovedet på ham. Han satte sig langsomt op, så tæppet gled ned og kun dækkede hans underliv. Så snart Raco så på ham, ville hans øjne se en total chokeret Jake, der nærmest sad med åben mund. Først da Raco snakkede om at han tænkte på at blive væk fra festen og fortalte om at han og Raf åbenbart ikke kunne sammen, var det som om Jake vågnede.
”For pokker, Raco… Jeg viste ikke at i to havde…” Han kløede sig i nakken og sukkede.
”Ikke at det ville have ændret noget. Jeg ville have gjort det alligevel. Du fortjener om noget en arving. Særligt fordi jeg ikke ved om vi to kommer til at være hinanden så nær igen.” Han lod en hånd glide gennem sit hår og så på sin tidligere mage. Det var underligt, men nu hvor han virkelig tænkte over det, så gjorde det han ikke noget hvis de blev enige om kun at være venner og ledere af klanen sammen.
”Raco… Hvordan vil du have det, hvis jeg sagde at vi fremad rette kun viste os som venner? Selvfølgelig vil vi altid være soulmates, men hvad jeg mener...” Han rømmede sig og måtte lige tage sig lidt sammen inden han kunne fortsætte.
”Det er ikke fordi jeg ikke elsker dig. Du vil altid have en særlig plads i mit hjerte. Dog har jeg på fornemmelsen at du ønsker at vælge en anden vej, hvilket jeg respekter fuldt ud.” Han rejste sig fra bordet, slog tæppet rundt om sig og gik hen til Raco, hvor han knælede ned så de var mere i øjenhøjde.
”Du er og bliver en af kongerne i klanen Blackfire, uanset om du kikker hjem eller ej. Tal og Kat vil blive glade for dine besøg, hvis du får lyst. Men jeg tvivler på at de kan holde sig væk, når de ved hvor du holder til. Har desuden en lille gave med til dig, hvis du vil have den?” Han ventede roligt på Racos reaktion, før han ville flytte sig. Smilet var venligt og med en snært af kærlighed.

Raco så på den mand som han havde svært ved at give slip på. Han overvejede at fortælle Jake sin plan, men han vidste at det ikke ville være fair, så istedet for gav Raco ham et smil, som havde så mange følelser skjult. Tristhed, kærlighed, taknemlighed og en sorg som var begravet dybt ned i hans hjerte. “Jeg havde ikke forventet andet end venner.” Selvom det gjorde ondt at sige det. “Og det kommer an på hvad for en gave det?” Han lagde hovedet på skrå og hævede et øjenbryn. “Og jeg ved ikke hvor længe jeg er væk fra Minotaris. Jeg kommer til festen, men så rejser jeg igen, ikke tilbage hertil, men et andet sted.

Udenfor stod besætningen og så på kahytten med et blik som var fyldt med bekymring. I styrmandens hånd var der et brev fra Racos far. Et brev om at de ventede ham hjemme på øen. De vidste hvorfor han gjorde det, men ingen var enige med ham. Raco havde sagt at hans slægt kunne hele hans hjerte, på den ene eller anden måde. Enten ved at fjerne hans kærlighed eller finde en måde at skærer båndet over med Jake, ikke fordi det sidste ville være nemt eller smertefrit. Flere af dæmonerne havde været på knæ og tigge om at Raco skulle se en bedre vej, men den gamle kaptajn havde blot rystet på hovedet.

Hvad der gjorde at Jake nærmest kunne se bag Racos smil og opstillede facade, kunne han ikke sætte ord på. Dog måtte han tage sig selv i at begynde at knurre arrigt, samt at vise tænder.
Han sukkede tungt og rejste sig for at finde pergamentet i inderlommen på sin jakke.
”Føler du virkelig at det er nødvendigt at lyve overfor mig?” Han vendte sig om og så på Raco med et trist blik. Det smertede ham at hans soulmate mente at det var nødvendigt at lyve. Men han kunne ikke forhindre ham i det, hvor gerne han end ville. Han kastede det sammenrullede pergament over til Raco.
Pergamentet var holdt sammen med et sort bånd, der sad fast under vokssejlet i det ene hjørne. Han samlede sine bukser op og begyndte at tage dem på mens han holdt øje med Raco ud af øjenkrogen. Når han kom hjem, ville han tage et bad. Ikke fordi han ville af med duften af Raco, men fordi han var nødt til det.
”Grib. Jeg har fået Kat til at hænge kopier af dette op i alle klanens handelshuse, samt hjemme på byens opslagstavle. Det er min gave til dig. Om du gør brug af det, er helt op til dig. Men jeg syndes at det var en begyndelse af den gæld jeg skylder dig.” Han samlede sin skjorte op og tog den på, men lod den hænge løs. Bide- og kradsemærkerne sveg en del, da skjorten lagde sig hen over dem. Men han nød det, da det beviste at det ikke havde været en drøm. Han havde hele tiden holdt øje med hvordan Raco reagerede på gaven.
Indtil videre lod han jakke, strømper, bælte og støvler ligge.

Raco stod og læste pergamentet, det gjorde ondt at det hele var gået så skævt mellem dem. “Om jeg lyver er vel mit eget problem. Desuden har jeg en som venter på mig et andet sted.” Raco krydsede armene over hans bryst. “Idet mindste har vi begge noget En ny start på vores liv. Det kan da kun være et plus.” Han så op da det bankede på døren og en stor og bredskuldret dæmon dukkede op. “Rac.” “Texian.” Dæmonen så på Jake og de mørke øjnene glødede. “Mød Jake BlackFire. Raceleder og hersker af Dragons Peak.” Raco trak et par leggins på og gik hen til dæmonen.

Texian var ret høj og muskuløs. Han havde en aura som skinnede af kamp og snuhed. Han lagde en arm om Raco og så på den anden. “Velkommen til Minotaris. Jeg håber ikke min Corozan har været for meget.” Sagde Texian og et mindre køligt udtryl glider ind over Texians øjne. Raco så op på Texian og kneb dæmonen i siden. “Putana!”

Corozan - hjerte
Putana - son of a bitch

Han så letter overrasket på Raco, da han sagde at han havde en som ventede på ham et andet sted. Jo, det sveg lidt, men samtidig var han glad for at hans soulmate havde fundet en anden. Han åbnede munden for at sige noget, men nåede det ikke før der blev banket på døren og en mand kom ind af den. Jake blev overrasket over at se at det var en dæmon, men han måtte indrømme at manden ikke så tosset ud. Måden de to, dæmonen og Raco, hilste på hinanden fik Jake til at tænke på to gode venner. Han bukkede let for Texian, som dæmonen hed, da Raco præsenterede dem for hinanden.
Jake blev stående, da han havde fornemmelsen af at det var bedst. Et overrasket udtryk kom frem i hans øjne, da Raco gik over til Texian og denne lagde en arm om ham. Jake glippede et par gange med øjnene og smilede bredt, da meningen gik op for ham.
”Nej, han har aldrig være for meget. Og Raco, det glæder mig oprigtig at du har fundet en ny.” Han satte sig ned på hug for at samle jakke, strømper, bælte og støvler op. Derefter rejste han sig op igen og så på dem begge.
”Texian. Jeg ved ikke om Raco har fortalt det, men der bliver afholdt en fest for draconianer og dragolycans på Drageborgen i Dragons Peak om nogle måneder. Og det vil glæde mig hvis I begge kom. Men det er også fuldt forståeligt hvis I ikke ønsker det.” Indvendigt kæmpede han for ikke at tikke Raco om at komme til festen. For han viste at der ikke ville komme noget godt ud af det. Samtidig viste han heller ikke om det var noget ved at blive her længere, når Raco føltes til at han ikke ville have ham her.

Raco stod og så på Jake hævede øjenbryn, men før han kunne sige noget afbrød Texian ham. "Jeg er sikker på at vi kan finde tid til at lægge vejen forbi festen, selvom det er sjældent at vi bevæger os ind på fastlandet. Men er de okay, sir?" Texian havde brynene rynket og Raco drejede hovedet ud til siden. "Jake er vist bare træt. Han har rejst langt for at gøre mig til en af kongerne i klanen igen. Han rejst fra sin elsker og børn for at møde mig." sagde han og gik hen og lagde pergamentet i en af skufferne i skrivebordet. "Samuel!" kaldte Raco og en ung mand kom ind og sænkede blikket da han fandt to halvnøgne Dracoianer. "Ja sir." "Bed dem om at gøre et skib klar. Herskeren kunne sikkert godt ønske sig et lift hjem." Raco hvilede sit blik på Jake, mens den unge dreng forsvandt ud af kahytten.

Texian så på Jake og han kunne se at der var noget som gjorde ondt i hans sjæl. Han kunne også se det i Racos, men det så ud til at de var ved at vokse fra hinanden. "Han er den mand som du tidligere elskede?" Texian så på Raco med rynkede. "Ja og dybt ind gør jeg det stadig, men det er på tide at vi skifter vores forhold til hinanden, til noget som er mere neutralt. Dette var sidste gang at vi vil være forenet i sjæl og krop. Dette er ikke godt for nogen af os, og når du har en kvinde og to børn som venter på dig." Et lille træt smil kom over hans læber. Texian gik hen og lagde en arm om hans talje. Raco havde mest lyst til at synke ind i den andens favn og bare give op. "Bekendte og jeg tænker at det er bedst, at vi ikke ser hinanden et stykke tid efter festen. Din mage vil ikke være særlig glad for mig, og jeg vil ikke ødelægge noget som du tydeligvis er glad for." Raco kæmpede for at han holde tårerne væk og gøre sin stemme stærk og ikke skælvende. Nu hvor det hele var overstået og hans sanser var rigtige igen, var han ikke i tvivl om at dette måske ikke havde været det bedste, men ikke at han fortrød det. Han var også klar over at barnet ikke ville komme til at kalde Jake far.

Jake smilede venligt ved Texians ord. Det ville glæde ham, hvis de kom. Men som han også havde sagt, var det også forståeligt hvis de blev væk. Han havde på fornemmelsen at Raf ville være i et mindre godt humør, når hun hørte dette.
Da Texian spurgte om han var okay, sukkede Jake og smilede skævt. Men han nåede ikke at sige noget før Raco begyndte at tale. Og da Raco kaldte på en af besætningen for at bede om at få gjort et skib klar, rystede Jake på hovedet.
”Det er ikke nødvendigt. Kat venter på mig og bringer mig tilbage til Drageborgen i løbet af kort tid.” Stemmen var venlig og rolig, selv om det gjorde ondt at måtte efterlade Raco her. Men som ham selv, var Raco endelig ved at komme videre i livet og det ville han ikke ødelægge.

Han smilede blidt til dem, da han så hvordan Texian fik Raco til at slappe lidt af. Selvfølgelig mindede det ham om dem selv for nogle år tilbage. Og selv om det var en smule smertefuldt, så var han glad for det.
”Vi vil nok altid have kærligheden i sjælen, men ja. Det er bedst at vi holder os til dem vi har valgt at leve sammen med.” Han kunne se på Raco at han måtte kæmpe med mod sine følelser, og gik derfor hen mod døren, hvor han stoppede op og så på parret med et kærligt smil.
”Texian, vær sød at passe på ham og barnet, når der kommer et. Jeg ved at jeg aldrig vil kunne kalde mig far for det. Men…” Han måtte blinke lidt for at kunne se klart og tage tilløb for at kunne fortsætte.
”Men jeg håber af hele mit hjerte og sjæl, at guderne velsigner dig Raco, med et barn. Du fortjener det virkelig, og sige endelig til hvis I får brug for hjælp, af en hver slags. Hvad angår min mage… Så lad mig om hende. Jeg lover dig at gøre alt hvad jeg kan for at hun ikke raser ud på dig.” Han så en sidste gang på parret og smilede varmt og venligt.
”Må guderne våge over jer, og stjernerne vejlede jer.” Han nikkede en sidste gang og gik ud af kahytten. Han smilede venligt og nikkede til dem af besætningen han kendte, mens han gik hen over dækket i retningen af landgangen. Da han så ind mod byen, fik han øje på Kat, som sad på en tønde og så efter ham.

Raco så efter Jake med lettere rynket bryn. Der var noget som nagede Jake, men hvad kunne han gøre. “Det kunne være gået bedre.” Mumlede han og klædte sig mere på. Texian så på ham. “Den fest...” “Nu har du lovet at vi kommer, men jeg nægter at blive længere end en aften.” Han vendte sig om og krydsede armene. “Vi arbejder vist begge på at komme videre uden at vi er i smerte.” Det så næsten ud som om at Raco omfavnede sig selv. “Raco.” Texian gik hen og lagde armene om ham. “Det gør ondt, men jeg ved at det er for det bedste. Vi kan være det første bevis på at soulmates ikke er for livet.” En tør latter kom fra ham.



Lukket