New friends between dragons - Haradir

Sted: Larliis hjem, en halvtimes gåtur fra Forestina.
Tid: formiddag
Vejr: solrigt og svag vind, lunt til den varme side

@Haradir

Larlii var flyttet ind for nogle et par måneder siden, og allerede var der fem mini drager, som havde fundet frem til hende med Fafnirs hjæp. Største delen havde været letter underernæret, men havde vundet deres sul igen, takket været den næring Larlii havde givet dem. En af dem, en lille hissigprop, have været uheldig med at få et par rifter i sin ene vinge. Men de healede fint som de skulle. Den lille var godt sur over at Fafnir havde bragt den her til, men var dog sulten nok til at tage imod den mad Larlii bragte den.
Lige nu var hun gået nedenunder for at give dragerne ro til at spise. Hun smilede og lod igen hånden glide hen over de smukt kunstfærdige stolper som holdte huset oppe.

Selve huet var bygget i et af de gamle træer i skoven. Dette træ delte sin grene ud omkring halvtreds meter over skovbunden og her var huset opført. Dette var indrette så dragerne kunne kom og gå som de selv ønskede det. Der var forskellige små huler rundt langs vægene. De var fyldt med blødt moss, som en pude hvor dragerne kunne hvile sig. Ligeledes var der forskellige rækværk, hvor dragerne kunne sidde og slappe af, samt nyde udsigten over skoven og følge med i hvad Larlii lavede når hun gik rundt her.
Via en trappe der løb rundt om træet, kom man ned på et plato til et gæstehus. Det var indrettet med ti værelser til folk, som ønskede at overnatte udenfor byen. Her var man omkring tyve meter over skovbunden.
Gik man videre ned af trappen kom man ned til skovbunden og her var endnu et lille hus opført, sammen med et par store urtehaver. Larlii var i fuld gang med at forsøge at få forskellige urter til at vokse, så hun kunne hjælpe healerne i byen med at få de urter de manglede. Utroligt nok havde hun indtil videre godt held med at få urterne til at godkende jorden her. Men hun var mest spændt på at se hvordan de klarede sig i den først vinter og kommende forår.

Larlii lænede sig lidt ud over rækværket på platoet og så smilende ud i skoven. Dette var hendes nye hjem, og hun glædede sig til rigtigt at kunne udføre sine nye pligte som dragevogter og urtekyndig. Althorn havde holdt sit ord og havde hjulpet hende de få gange hun havde bedt om det. Dette var dog foregået skriftligt, men stadig i den venskabelige tone han var så glad for at hun brugte.
Hun stod faktisk og tænkte på hvordan det gik ham, samt at hun snart skulle ud og finde flere urter til haven. Men hun ville lige vente et par dage mere, for at være sikker på at de små drager klarede sig fint, med Fafnirs hjælp.

Haradir gik langs stien og ned mod hytten som skulle siges at have drager. Haradir havde et svagt punkt for drager. Desuden havde han brug for en som kunne hjælpe ham. Han så op i træerne og så hytten. "Undskyld mig. Er dette fristedet for drager?" kaldte han op. En gylden minidrage dukkede op ud af det blå. Den hang på træet og hvæsede af ham. Han stoppede op og så på den. Tippede hovedet på skrå og rakte hånden ud mod den. Hans højre såret arm. Dragen hvæsede, men bed ikke efter ham.

"Hvad er der med dig, gyldne skønhed." spurgte han så undersøgende på den. Den så på ham og gav en klikkende lyd. Han så op mod hytten og så på dragen. "Kom her, Kise." mumlede han uden at tænke sig om. Dragen tippede hovedet, men klatrede over på hans arm. Kløerne borede sig ind i hans armbeskyttelse. Den nåede op til hans skulder, hvor den stoppede for at stirre ham ind i øjnene. Andre drager kom til og så på ham. Den gyldne hvæsede af de andre. "Arrig lille ting, du er, hva?" Spurgte han.

Hun så ned da hun hørte en stemme kalde. Ordene var en smule utydelige grundet afstanden, men hun nikkede og begyndte hurtigt at gå ned af trapperne. Hun var halvvejs nede, da hun fornemmede dragerne og så ned mod gæsten. Den lille gyldne drage som hvæsede af ham, var den lille hidsige drage, som var sur på hende og Fafnir. Så da hun kom ned på skovbunden og gik hen til gæsten, blev hun overrasket over at se den var kravlet op på hans skulder og så på ham inden den hvæsede af de andre drager.
"Du gyldne. Jeg har jo sagt at din vinge har bedst af ro, så den kan heale ordentlig. Med mindre du virkelig ønsker at få problemer med at flyve igen." Hendes stemme var rolig og blid, ordene kunne tolkes som en irettesættelse.
"Lad mig se din vinge, du lille." Hun rakte roligt sin hånd frem i et langsomt tempo, selv om hun var lidt nervøs for at stå så tæt på en mand som hun ikke kendte noget til.

Haradir fik et chok ved lyden af en ukendt stemme. Han trak sit våben som ren refleks, men stoppede sig selv før det kom helt frit. "Undskyld mig frøken." sagde han og så på den unge elverpiger. Hans blik gled ned til dragen som stadig sad på hans skulder. En forsigtig hånd gled under den og han løftede dragen ned fra sin skulder og mod kvinden. Drage virkede ikke yderlige tilfreds. Kløer borede sig ind i hans hanske og halen snoede sig om hans overarm. Han klukkede stille.

"Jeg hørte at det skulle være et fristed for drager. Ser ud til at jeg er kommet til det rette sted?" Han så sig om med interesseret øjne. "Navnet er Haradir. Haradir Glorfindel Winterleaf. General i Forestina." sagde han og bukkede med hovedet. Det sølv/blonde hår faldet ned omkring hans skuldre.

Hun smilede venligt til ham.
"Det er helt iorden. Det er ikke hver dag, at man bliver 'antastet' af en drage."
Da han præsentede sig, blev smilet varmere og hun nejede høfligt.
"Larlii Valcyriel, dragevogter og urtekyndig. Og ja, dette er fristedet hvor dragerne kan komme og går som de ønsker det. Min ven Fafnir fandt denne her for nogle dage siden ved åbne rifter i den ene vinge, men de er healet godt siden da."
Fafnir kom svævende ned og landede fem skridt bagved Larlii, hvor han samlede sine vinger ind til kroppen og gik roligt hende på hendes venstre side. Han brummede til den lille drage om at den skulle opføre sig ordenligt, ellers ville den få med ham at bestille bagefter.
Larlii smilede ned til sin ven og gik lidt tættere på, tog blidt fat om den vinge hvor sårene var på og strakte den forsigtigt ud. Hun lod yderst blidt en finger følge rifterne og nikkede smilende.
"De healer fint, et par dage mere og så er du klar til at flyve som du lyster. Men indtil da bør du tage det roligt og nøjes med at klatre rundt." Hun strøg den blidt og kærligt over halsen, men trak fingeren til sig da den snappede efter hende. Fafnir knurrede en smule af den, men Larlii drejde sig og gav sig til at stryge ham ned over halsen som hun viste han nød.
"Rolig min ven. Den lille er nu engang sådan af sin natur. Ikke alle kan være så rolig og klog som du er." Fafnir gav nogle trillende toner og hvilede kort sit hoved på hendes skulder inden han igen trak sig en smule tilbage. Og Larlii rettede igen opmærksomheden på Haradir.
"Må jeg byde på en kop te eller andet, mens jeg finder den salve jeg bruger til den lilles vinge." Hun gjorde en venlig gestus hen mod huset ved urtehaven, hvor et bord og en stol stod op mod muren.

Haradir holdte den mindre drage ind til sig. Den så op på den større drage, for derefter at kravle under Haradir skjorte. Den ældre elver så ned overrasket og flyttede sit blik hen på Larlii. "Er dette normalt?" spurgte han og så på den større drage. Det lille dragehoved dukkede op ved hans nakke og nussede sig ind mod hans puls. "Te lyder dejligt. Min kaptajn ville have mit hoved, hvis jeg anstrenger mig for meget. Han fulgte efter hende, mens han nynnede for dragen under hans skjorte. "Hvad kan man kalde dig, du lille." mumlede han. Dens gyldne skær glinsede. Haradir følte sig i tilpas. Dragen hvilede sit hoved på venstre skulder. Som om den vidste han var blind. "Hvor længe har dette sted været åbent?" Han så sig om. De andre drager fløjet over deres hoveder, mens den store blev i nærheden af Larlii.

Mange af krigerne sad i kaserne og undrede sig over hvor deres general var. "Burde vi sende bud efter ham?" mumlede en af de yngre, men de ældre skød tanken ned. Haradir havde brug for at vænne sig til at mangle venstre øje.

Larlii så lidt undrende på den lille gyldne drage, som forsøgte at gemme sig bagved Haradir. Hun studerede grundigt dens kropsprog, samt være måde og mumled halvt fraværende.
"Neej, det er det ikke." Hun gik hen til døren i huset og gjorde tegn til at han bare kunne sætte sig, mens hun gik ind og satte vand over til te. Fafnir hoppede op på taget og derfra op i luften, hvor han begyndte at lege med de små. Nogle gange kunne han være svær at skelne fra træernes grønne grene, så det lignede at han forsvandt. Larlii kom ud og stillede sig ved døren mens hun lyttede efter hvornår vandet var klart.
"Fafnir er en af de sjældne grønne drager, som lever i Emerald of Dreams oppe ved Dragons Peak. Men han valgte at rejse med mig, da jeg blev sendt her til af min familie. Så han er hvad jeg ved af den største drage her i skoven. De små elsker at lege sammen med ham, da de tit ser ham som en storebror eller far." Hun rettede blikket mod Haradir og smilede.
"Jeg flyttede selv ind for et par måneder siden, og disse fem små er de første som har været her. De blå deroppe kom knap fjorden dage efter at jeg var flyttet ind. Staklerne var letter udsultet, da småfugle og større fugle havde generet dem. Den røde og den brune kom af nysgerrighed. De to ser ud til at være mager, så hvem ved om de finder på at lave deres rede her." Hun smilede lykkelig ved tanken om at dragerne muligvis fandt på at blive boede.
"Er der en særlig te, du ønsker? Jeg har et pænt udvalg på hylden."

Haradir satte sig til rette i en stol og så ned på dragen under sin skjorte. ”Hvis du har Ahorn ville det være dejligt.” Han så sig hele tiden om og virkede meget vagtsom. Dragen kravlede op på hans skulder og snoede sig om hans hals. ”Men ham her, ser vel ikke op til din drage? Virker til at have et temperament.” sagde han og kløede den under dens hage. Den slikkede hans fingre og nappede til dem. De andre drager sad på bordet og stirrede på dem. Et suk kom fra hans læber. ”Orker næsten ikke at tage tilbage til kasernerne.” mumlede han og strakte sine ben. Håret dækkede for hans blinde øjne. Dragen rakte op og nussede hans blinde side. ”Oi.”

Han skubbede den væk og så på den med rynket bryn. Det venstre øje var en mat grå med ar løbende over det. ”Din lille orm.” sagde han og satte den ned på bordet. Den gav en klikkende lyd og satte sig ned. Han så på den med hævet øjenbryn. Den gav en lille flamme fra sig.

Hun nikkede smilende da han nævnte Ahorn, og forsvandt ind i hytten, hvor hun satte vand over og fandt pulveriseret Ahornblade frem. Hun kunne stadig høre ham tale, selv om det var lidt svagere og kunne ikke lade vær med at grine lidt. Hun hævede stemmen nok til at han kunne høre hende tydeligt.
"Det skyldes nok at Fafnir nærmest tvang ham til at komme her. Og han forhindre den lille i at nappe eller bide mig, når jeg tilser sårene i vingen. Og ja, han er den mest temperamentsfulde drage jeg har set i flere år." Da vandet kogte, kom hun lidt pulver i to kopper, fyldte med vand og bar dem ud til bordet. Hun så roligt på dragerne.
"Jeg er ked af det venner, men vi skal desværre bruge bordet." De fire drager så op på hende gav nogle triller og fløj op på taget, hvor Fafnir havde lagt sig. Hun stillede kopperne fra sig mens hun holdte øje med den gyldne drage som så ud til at være fascineret af Haradir.
"Ønsker du noget i teen, eller er den fin nok sådan her." Hun fandt en stol mere og satte den hen til bordet, inden hun smuttede ind i hytten og fandt et par små afbarket ahorngrene og en lille krukke honning med en ske i. Derudover tog hun to små poser med tørrede kødstykker i med ud og satte sig på stolen, hvorefter hun satte honningkrukken fra sig og rakte ham den ene gren, mens hun selv brugte sin gren til at røre rundt i teen.

Han rystede på hovedet og sippede til teen. Dragen, Kise var han begyndte at tænke, at kalde den, så på ham. Den hoppede ned på hans ben og krøllede sig sammen med et suk. Dens flanker begyndte at falde og sænke sig i en langsom rytme. Den var åbenbart faldet i søvn ovenpå ham. Han klukkede og strøg dens nakke. ”Han er vidunderlig.” mumlede han og så på hende. ”Larlii. Jeg kunne tage mig af ham, hvis han er problemer?” sagde generalen roligt og satte koppen ned. Han vidste at svaret kunne blive et nej, men så langt som nu, havde dragen kun opholdt sig på ham eller nær ham. Hvad betød det?

Larliis øjne blev store da hun så hvordan den gyldne mini drage hoppede ned i skødet på Haradir og lagde sig til at sove. Hun så op på Fafnir, som lå så han kunne holde øje med hvad der skete ved bordet. Han kom med nogle rolige triller og lidt brummen. Hvortil Larlii nikkede roligt.
"Jeg har ingen magt over dragerne. De bestemmer selv hvor længe de ønsker at blive og hvem de ønsker at følge med hvis det skulle vise sig i den retning." Hun så grundigt på Haradir og opdagede hans skadet venstre øje. Hun løftede kort sin højre hånd, inden hun trak den ned til kruset igen.
Hendes fingere kløede efter at afhjælpe den smerte der eventuelt måtte være.
"Undskyld jeg spørge, men har den lille gjort nogen tilnærmelser mod din venstre side af dit ansigt?" Stemmen var stille og rolig, mens hun studerede hans reaktion og svar på hendes spørgsmål.

Haradir rystede på hovedet. ”Neej. Jeg tror bare den var nysgerrig.” Han nussede den under hagen og sukkede. ”Det er grunden til jeg har brug for en lille følgesvend. Jeg er blind og har brug for en som kan advare mig og se for mig.” sagde han og så på Larlii. Et let smil var om hans læber. ”Det er prisen for at være general. Og så arrene på min arm.” Han huskede alt for godt den kamp. ”Jeg undrer mig til tider hvorfor jeg vælger at tage ud i kamp.” Han strøg sit hår om bag øret.

(Beklager det ikke er langt)

Hun så fra Haradir til den lille drage og tilbage igen med et noget undersøgende blik.
"Jeg er ikke sikker, men det lader til at den lille ønsker syndes der skal passes på dig. Prøv at sætte den på bordet og går en meter eller to væk fra den og stil dig med ryggen til bordet her." Hun tog en mundfuld te og lod den hvile lidt i munden inden hun sank den. Hendes øjne fulde den gyldne drage hvert sekund, for at se hvordan den reagerede hvis han fulde hendes forslag.
Noget sagde hendes at den gyldne drage havde valgt Haradir som en den ville beskytte og hjælpe, men hun var endnu ikke helt sikker. Det var blandt andet derfor at hun havde taget de to poser med tørret kød med ud. Hvis den lille var ligeglad med Haradir, ville den gå efter duften af kødet. Men hvis den derimod ønskede at være ved generalen, så ville den enten løbe eller flyve hen til ham.

Hun forsatte med at snakke til ham.
"Der er en pris at betale for hvad end man vælger her i livet. Jeg har selv måtte 'betale' mit forhold til min grand-familie, for at blive i stand til at leve som jeg ønsker det. Og havde det ikke været for Althron, så havde jeg ikke været her nu." Hun tænkte ikke lige over at hun havde brugt Althorns fornavn, da det efterhånden lå hende naturligt at gøre det.
Oppe fra taget fulde Fafnir ligeledes med i hvad den lille fortog sig, mens de andre små lå og hvilede sig rundt om ham, men de havde samtidig et godt øje på poserne som de viste indeholdte tørrede kød.