The hunt - Sajro

Tid: lige før daggry
Oomgivelser: en sovende skov der langsomt er ved at vågne.
Vejr:skyfrit, ingen stjerne eller måne, og hvis man var over trætoppene ville man i det fjerne mod øst kunne se himlen vagt lysne. køligt. der er dug på planterne.
Sted: dybt inde i the forest.
På: jordfarvet hør skjorte. tætsiddende læderbukser og brune støvler op til knæene. på ryggen hænger en stor bue, en pilkogger og i hendes bælte sidder der en stor jagtkniv. Hendes hår er samlet i to store, brede fletninger som går langs hoved og ned i nakken. resten af hendes hår hænger løst.

Maqlynn sad musestille med lukkede øjne og lyttede. Hun lyttede efter de små lyde som man normalt ikke hørte når man trådte igennem skoven. Lige nu var skovbunden stille som døden, men Maq vidste at der kun var tale om minutter før de første dyr langsomt ville vågne og begynde dagen. De ville lave lyder når de strakte sig og rejste sig. når dyreungerne begyndte på madkaldet og når mødrene ville trave igennem buskadserne for at finde det til dem.
et kvist knækkede og Maqlynn åbnede øjnene. De var lillae og skinnede svagt i mørket. Hun havde et godt syn og samtidig med det, så havde hun siddet her, langt oppe i et træ, i flere timer. Hun gjorde altid dette. hun ville have at dyrene glemte hendes tilstedeværelse, det gjorde det nemmere at ramme dem. Flere lyde kom fra jorden langt under hende. hun fandt lydløst sin bue frem fra ryggen og hev en pil frem. Pilen blev lagt mod buen uden en lyd, men hun spændte den endnu ikke an, for der var stadig ingen at se.

Sargonis havde bevæget sig hjemmefra, et møde men en ung varulv havde givet ham en ny energi og interesse for at se lidt mere af verdenen igen. Han havde en gammel og meget slidt skjorte på som var blevet syet og lappet flere gange grundet han ikke altid gad smide den før han lod sig forvandle. Han havde et lignende par bukser på, dog i et mørkere materiale. Bukserne var stoppet ned i et par kortskaftede læderstøvler. I hans bælte hang en økse og i hænderne bar han et langt spyd med vinger. Håret var sat i en simpel hestehale.

Han var, modsat hans normale adfær, en anelse forsigtig i den måde han bevægede sig på. Han havde fanget færten af en anden varulv, og ville derfor ikke ødelægge deres jagt ved at skræmme dyrene væk. Derfor var hans skridt rolige som han langsomt bevægede sig gennem skovens bevoksning.
Det betød også at hans lyde slet ikke matchede hans store størrelse som han langsomt bevægede sig hen mod den fremmede varulv.
Det var ikke tydeligt for ham at varulven befandt sig i et træ før han kom noget tættere på træet hun sad i. Han vendte langsomt sit blik op i træet for at se på hvem den fremmede varulv var. Han lagde straks mærke til pilens blanke stål og de lilla øjne som kiggede ud af træets grene. Han kiggede sig omkring for at bedømme om dyrene var flygtet fra området. Hvis det var måtte det jo blive nødvendigt at gøre brug af deres sanser for at opspore dem igen.

En lyd forstyrrede pludselig hendes øre, heldigvis forstyrrede den ikke dyrene der var i området, men de var heller ikke dem hun var efter. Ikke langt derfra var der en flok dådyr som var ved at vågne, det var den flok hun var ude efter og hun vidste at de havde hørt lyden og derfor ikke længere ville gå i denne retning, men i retningen mod en anden flod, der lå lidt længere væk. Maqlynn kiggede ned mod jorden som lyden og lugten af en anden eksistens nærmede sig. en Varulv og han kiggede op på hende. Pilen var blevet vendt mod ham som hun kiggede ned på ham. Hun blottede de hvide og skarpe tænder som før havde været gemt bag hendes mørkerosa farvede læber. Hun gjorde det for at vise at hun havde første ret til at jage her lige nu. Hun observerede ham i nogle få minutter og sænkede buen med pilen, inden hun trak sig ind bag kronbladene og skiftede over på en anden gren som vendte mod et træ der lå tættere på den retning hvor dyrene hun jagtede var. Lydløst sprang hun adræt fra grenen og hen på den tætteste gren på det andet træ. sådan forsatte hun hurtigt igennem skoven. Hun lavede ikke en lyd og det var klart, for hun kendte den skov, disse træer og deres blade, som var de en del af hende. hun stoppede op da hun var nærmere dyrene og hun kunne svagt skille dem fra hinanden i mørket. Hun var stadig langt fra dem, men hvis hun selv skulle sige det, så var hun ret ferm med bue og pil. Hun satte sig strategisk på hug, stadig oppe på grenen og havde to hjorte i skudlinje. Hun tog buen og pilen i et snup tag og skød en pil afsted efterfulgt af endnu en. Det gik så hurtigt at nogle ville tro hun havde skuft dem begge af sted på samme tid. hun ramte den ene hjort i med et dødeligt skud, mens den anden blev hårdt såret og begyndte at løbe væk. Hun fløj nærmest ned af træet og satte jagten ind efter den. Hendes skridt var velplacerede og hun larmede minimalt. Med buen i hånden jagtede hun hjorten ind mellem træer.

I første omgang da hun vendte pilen mod ham var det ikke fordi det gjorde ham noget. Våben var han efterhånden ret så vant til at der blev vendt imod ham uden den store grund eller når der var en stor grund til det. Derimod hendes attitude da hun viste tænder var noget andet for ham. Som modsvar blottede han også selv sine tænder, fordi bare fordi hun var kommet først så skulle hun ikke tro hun havde mere ret end han havde. Hans blik blev dog også en anelse mere strengt.

Da hun så sætte i løb gennem trætoppene luntede han blot stille og roligt efter hende gennem skovbunden, lidt mere larmende end tidligere da han ikke rigtigt gjorde noget for at undgå at larme nu. Da hun skød den første hjort stoppede han op, men han blev dog en anelse overrasket da hun skød efter endnu en, især da hun ikke engang formåede at dræbe den i første skud. Han satte med det samme i løb. Han vendte sig så mod hende og råbte til hende. "Hvad har du dog gang i!? Ikke nok med at du jager mere end du har behov for, så kan du ikke engang gøre det ordentligt!?" hans kommentar møntede sig på at han vidste hun på ingen måde havde behov for to hjorte til mad, det var mere end rigeligt med blot en enkelt. Han satte dog bare farten mere op for at løbe fra hende, og stoppede på ingen måde med at larme, der var et såret dyr og det var bedst for alle parter hvis det blev aflivet hurtigst muligt. Det varede heller ikke længe før det sårede dyr ikke kunne løbe længere og Sajro borede sit spyd gennem dens baghoved. Han stod nu afventende på den fremmede varulv, og hvad hun havde at sige for sig selv.

Hun kiggede irriteret på ham da han knurrede tilbage. Det var ikke hende der var kommet vadende ind midt på hans jagtmark. Han var sikkert blevet pissed hvis det havde været den anden vej rundt! typisk mænd at skulle puste sig op, hvis man ikke var tilfreds med deres dumme valg. Hun rullede let med øjnene og slog negativiteten fra sig, omend kun for en kort stund.

Hun var i fuld firspring efter dåen da han, den fremmede varulv, begyndte at råbe om sig som hun ved ikke hvad, der selvfølgelig vidste bedre om personens hensigter end personen selv. Den type som jo åbenbart kendte til alt uden.. I hvert fald i følge deres eget hoved, for i virkeligheden skød de altid ved siden af hvad der er egentlig rigtig foregik 9/10 gange.
Maq var stoppet med at løbe, hun lod ham brænde lidt af sit krudt af, han havde åbenbart en dårlig dag. Da hun nåede frem til ham. " Du må jo være en Gud, siden du ved hvad hensigten med dyret er" sagde hun roligt og med vilje uden at fortælle ham mere. Hun piftede højt og et godt stykke fra dem, kunne man høre et større dyr bevæge sig mod dem med rolige skridt. En stor brun hoppe kom hen til dem gennem et nært liggende buskads og Maq kiggede ned på dåen og op på den fremmede. hans spyd sad stadig i dens hoved og hans hånd lå på det." Det er et fint spyd du har dig der, hvad med om du tog det til dig igen, så jeg kan komme videre med min dag?" man kun svagt ane en smule irritation i hendes stemme. Hun ville gerne have samlet de to dåer op hurtigst muligt, så hun kunne komme hjem og komme igang med at flå og rense dem, og hvis hun var heldig ville hun kunne nå hen til den "nærtliggende" by, hvor hun havde en aftale med dem.

"En gud ved jeg nu ikke, men jeg kan ikke se nogen grund til at en lille pige som dig har behov for at jage to dåer på en gang." Det kunne da godt være hun jagede for andre eller solgte dem, men der var fra hans synspunkt ingen grund til at jage for penge eller for andre, så han mente stadig at to var unødvendigt. "Selvølgelig kan det også være du valgte at pine dyret bevidst, men jeg valgte at lade dig have tvivlen til gode." Hans kommentar var bevidst, hvis hun ikke sagde noget så kunne han lige så godt lave flere antagelser om hende.

Han kiggede på hende med et kedsommeligt blik, og en anelse undrende. Hvorfor skulle han tage sit spyd til sig? "Af hvilken årsag stopper mit spyd dig i at bevæge dig videre?" Han kiggede ned dåen og så på hende igen. "Af hvad jeg kan se peger det ikke på dig." Som han så på det var det ikke længere hendes bytte, hun havde fejlet i at nedlægge det. At hendes stemme havde en snert af irritation var dog egentligt forståeligt nok, hun mente sikkert hun havde ret til dyret af den ene eller anden årsag. Dog for at slå hans egen holdning og pointe fast plantede han foden på dyrets hoved, men trak stadig ikke spyddet ud af det.

Hun kiggede uimponeret på ham. så han var en af de typer! hun havde godt mødt hans slags før, manden der troede at det ville føre noget godt med sig at tale ned til andre, især kvinder. kalde dem små piger. Intet var mindre attraktivt i hendes øjne, og det var også en egenskab der var hos de personer hun aldrig havde haft respekt for.
" Jeg havde faktisk forventet at en varulv selv kunne jage" sagde hun konstaterende. "Men ikke alle er vel lige... gode til alt, når de har brug for at forstyrre andres jagt for at få et bytte, og derefter prøve at tørre deres dårlige selvværd af på andre, som var det deres skyld at personen forstyrrede jagten og derved var en af de små rullende sten, der sørgede for at det endte på denne måde for dåen." Hun greb fat i hans spyd og skubbede hans fod væk fra dens hoved, for at hun kunne hive spyddet ud af dåen." uanset hvor meget du tror at du har krav på dåen, så har du ikke. Ganske enkelt fordi du valgte at forstyrre naturen i området og til sidst endda med vilje." Sagde hun halvirriteret og alligevel med et hint af noget let.. man skulle næsten tro at hun morede sig.

Han kiggede på hende, og da hun forsøgte at skubbe hans fod væk plantede han den bare hårdere ned på dåen. Han kunne end ikke lade være med at grine af hendes ord om ham. Først at han ikke kunne jage og derefter at han forstyrrede naturen. Hans latter var dyb.
"Jeg vælger blot at tage dåen fra dig, da jeg ikke mener du fortjener den længere." Han grinede videre, nu over at hun havde valgt at give ham skylden for at hun ikke kunne jage ordentligt.

"Og du burde lytte til dig selv når du taler om dårligt selvværd. Du fejlede i at ramme dåen, men istedet for at stå ved at det kunne have været et uheld så vælger du at give skylden til anden person." Hans latter fortsatte let, men fladede dog ud som han blot blev stående over dåen. Han havde ingen intentioner om at flytte sig. Han kiggede på hende, og mens han stod der lod han den arm han ikke brugte til at holde om spyddet forvandle sig til hans varulveform, og lænede sig en anelse ned for at bore kløerne i halsen på dåen, endnu en handling for at vise at han ikke overgav dåen til hende.

Hun kiggede på ham som var han en landsbytosse, en mental syg eller bare yderst langnæset person, siden han ikke kunne få øje på andet end den. " Jeg ved ikke hvem der har fortalt dig at du skal godkende eller acceptere tingenes gang, men det er desværre forkert. jeg er ligeglad med om du mener, føler og synes. Det er min då og jo du ødelagde jagten med dine store, fede, klodsede cement klodser af fødder, som man ville kunne høre til helt ovre på den anden side af bjergene." svarede hun trodsigt og satte sig ned oven på dåen. Hun var nu blevet stædig og nægtede at give sig uanset hvad ville hun aldrig give op. Hvis denne då skulle blive hendes nye hjem, then so be it. Hun smuttede ingen steder. Hun overvejede om hun skulle gøre det ultimative territorie afmærkning også rent faktisk tisse på dåen. Hun var ret sikker på hun ville vinde så. Hvem ville have en då der var blevet tisset på?

Pludselig rejste hun sig op. Hun klikkede med tungen, som hun bevægede sig væk fra den fremmede og ind i vildtet igen. Hesten fulgte efter hende. Hun gik ikke i lang tid før hun nærmede sig den anden då. Hun samlede den op, som var den lavet af fjer og kastede den over hestens ryg. Hun havde jo egentlig ikke tid til at lege 4årig med det pattebarn hun lige havde efterladt ved den anden då. Der var heldigvis en anden dag i morgen, hvor hun så ville kunne få noget af spise.

Han kiggede igen bare på hende, hun var tydeligvis glad for at høre hendes egen stemme. Han stod blot og stirrede på hende som hun satte sig. Han sagde intet han kiggede bare ned på hende. Først da hun endeligt rejste sig op og begyndte at gå væk fra ham sagde han noget igen. Med kløerne stadig i dåens hals begyndte han blot at vandre væk med dyret slæbene hen af jorden, hvilket betød han lod blodet løbe ud på jorden også.

"Lad nu være med at jage mere end du har behov for." Han råbte det efter hende mens han begyndte at gå i den modsatte retning af hende. Han havde overvejet at tage den anden då også, men lod dog være, den havde hun trods alt gjort sit for at være fortjent til. Han vandrede blot væk og ville med almindelig hastighed forlade området hvis ikke hun sagde noget eller på anden måde gjorde sit for at stoppe ham.

Hun ignorerede hans råben og vendte det hvide ud af øjnene. hun tog fat i hestens grime og begyndte at trække den i retning mod bjergene." nogle mennesker altså.." sagde hun med en sigende stemme til hesten, som kom med et prust til svar., imens de gik igennem skoven. hun anede ikke om han var i den retning hun gik i, for hun havde mere travlt med at tale med sin hest." har du set mage til en gimpe røv, Mount? For det har jeg ikke. Jaja jeg ved godt jeg ikke har mødt mange, men dem jeg har.. måske meget godt han ikke var den første jeg mødte da jeg kom tilbage ud i den store verden" det sidste sagde hun meget eftertænksomt. Solen var stået helt op nu og fuglene kvidrede fra alle sider. Maqlynn gik nu fuldstændig i sin egen lille verden. Der var så vidt hun vidste ingen omkring dem. og hendes øjne var fjerne, men alligevel vidste hun præcis hvor hun gik og hvor hun skulle hen. Hendes retning havde nemlig været direkte mod bjergene, uden den mindste afvigelse. Der havde hun sit hjem, i en perfekt lille hul som man ikke så indgangen til, medmindre man vidste hvor den var.