You're not going to hunt me, too, are you? - Fenrer

Endnu en dag, endnu flere timer der skulle tilbringes ude i skovenfor at bringe ting tilbage, som Emerson kunne sælge inde i byen. Det var blot endnu en omgang af den daglige mølle, endnu en dag ud af mange hvor han skulle se hvad han kunne finde af ting derude. Var det en god dag for planter, svampe, frugter? Eller var det en god dag til jagt? Kun tiden ville fortælle dette. Han havde stået op omtrent en time inden daggry, og hurtigt smækket en simpel byg grød sammen derhjemme, med noget urte the brygget på urter han selv havde samlet ude i skoven. Når man havde levet af de ting der var i skoven så længe som Emerson og hans bror Remy - som der kredsede om hans ankler - havde, så var det ingen sag at finde de gode urter og undgå alt det giftige. Og når man endda selv kunne dyrke dem i baghaven, få dem til at gro lidt hurtigere end ellers - så gjorde det jo blot det hele nemmere.

Efter han havde fået spist, og Remy også havde spist - omend han brokkede sig over manglen på kød til morgenmaden som han så ofte gjorde - så trak Emerson i tøjet før han åbnede bagdøren i huset. Remy var vandt til dette efterhånden - han listede ud i skoven af bagvejen mens Emerson tog front døren og smilende hilste på landsby boerne før han vanrede ud i skoven, med sit pilekogger på sin ryg, dolk sat fast i bæltet og bue i hånden. Det var den bedste måde at holde ting skjult på - at holde det skjult at de var brødre, så de undgik at blive forfulgt igen. Men så snart Emerson var ude i skoven, var det en anden sag. ham og Remy bevægede sig som en enhed, intet verbalt ord nogensinde ytret mellem dem, blot deres telepatiske kommunikation der holdt det hele kørende gnidningsfrit som de sneg sig afsted gennem skoven, så tæt på lydløst som de overhovedet kunne komme. Blot ti minutter senere var dagens kurs fastlagt.

Remy havde fået færten af en yngre, formodentlig enlig kronhjort - duftens svaghed antydede der kun var en - og med det samme sneg han sig afsted under buskene, mens Emerson langsom sneg sig efter. Det tog ikke længe før Remy fik øje på dyret, og informerede Emerson om det, så han kunne snige sig rundt den anden vej, den rigtige vej med vinden så kronhjorten ikke fik færten af ham. Halvt skjult af busken satte Emerson sig til rette, trak en pil fra sit kogger, og sigtede. Remy sprang frem, overraskede hjorten - og de få sekunders chok var hvad Emerson udnyttede, og lod pilen flyve. Den høje, skarpe lyd af den susende vind med pilen fyldte luften omkring dem.... Efterfulgt af hjortens smerte klagen, inden den faldt om.

Kæmpe ulven, ikke noget som længere hørte til valbevandrede jægere og naturmænds ammestue historier. For Fenrer havde i den grad gjort opmærksom på sin tilstedeværelse i skoven efter at en shapeshifter havde mødt sin ende, ved hånden af en jæger. Fenrer havde godt vidst det var et uheld, men flokkene under ham havde skreget på blod, hvilket var klart, for dette var ikke noget nyt problem. Det var derfor han havde ladet Gautham sætte manden hoved op på en stage nær den lille landsby som manden var kommet fra. Beskeden havde været klar: Hold jer fra jagt i skovene eller risiker at vi jager jer.

Fenrer havde aldrig brudt sig om sin menneskelige form, så det var rart bare at kunne gå rundt i naturen med bare poter istedet for de menneskelige tæer, der altid nåede at blive kolde. Han elskede at kunne gå rundt så naturligt blandt sine med shapeshifters. Han havde dog også hørt for hans racefællers gerning da han havde været kommet til Doomsville, for der havde han med det samme været mødt af nye blikke, end blot dem der havde været så glade for at se ham, og hans healende hænder. Han var blevet skældt og havde gang på gang forklaret at han ikke ville påtage sig ansvaret for hvad de andre shapeshifters gjorde, hvis ikke de ville påtage sige ansvaret for hvad jægeren havde gjort.
I den sidste ende havde Fenrer skåret ned på de dage han var i byen for at hjælpe de fattige fra Rotten Root. Hvis de ikke kunne forstå at mennesker og andre skabninger også måtte stå til regnskab overfor formskifterne, så gad han ikke bruge mere tid på dem end højest nødvendigt.

Derfor var han trukket tilbage ud i skoven denne dag, istedet for at heale hvem end der havde brug for det i byen. Hans hoved og sind var tungt af tankerne om hvad han skulle gøre for at prøve på at løse tingene. Men det hele skulle nok gå i sig selv, hvis bare der er ikke var flere jægere der gjorden noget dumt, men så igen. Der var desuden ingen jægere i Ashenwood for tiden, det havde rygtet og hovedet på stagen afskyet folk fra at ville, jage i Ashenwood altså.

Hans ro og stille spadseretur igennem skoven, blev i en hurtig vending forkortet gevaldigt da han opfangede et klagende råb fra en hjort i det fjerne. Fenrer gøs ved tanken om at der var jægere i Ashenwood igen. En voldsom grøn glød blussede op fra runen i hans pande, og han satte i fuld firspring mod lyden. Han havde i forvejen størrere fart end de fleste, men med ulve åndens hjælp, hvilket var hvad fik hans pande til at blusse sådan op, var der stor set ingen der kunne hamle op med hans fart. Men hans fart var ikke det eneste der blev skærpet når han fik sig lidt hjælp. Han kunne nu lugte Santuinen og dens tvilling. Dumt, rigtig dumt at lege med ilden på den måde. Santuiner blev ofte betragtet som værende beslægtet med formskifterne, både af menneskene og formskifterne selv. Hvis de to blev fanget ville det være værre end med et menneske, han ville formentlig blive anset som en forrædder.

Fenrer var tæt på og sluttede afstanden af med forbløffende fart. Da han kunne lugte vildtet og hvor det var faldet, som om han blev ramt af en mur af lugten, svirpede hans hoved mod lugten. Han kunne se hjorten og ligeledes se jægeren. Fenrer vendte sig og sprintede over til lysningen, hvor han stillede sig på modsatte side af hjorten fra jægeren, med blottede tænder "What are you morons doing!" sagde han rettet til Sølvræven, som han var den eneste af de to som kunne forstå Fenrer "This isn't an open hunting ground anymore! DO YOU KNOW WHAT THEY'LL DO TO YOU TWO IF THEY CATCH YOU DOING THIS!!"

Emerson havde haft et lille smil på da hjorten faldt om, og nikkede hen mod Remy, takkede ham for hans - som altid - ufejlbarlige hjælp. Han var da også selv nået hen til den nu faldne hjort, og trak sin dolk for at skære halsen op på den, så den hvis ikke på grund af pilen, så grundet dette var sikret en hurtig og mere smertefri død. For ja, han jagede, men han sørgede gerne for at dyret ikke led for meget, eller for lang tid. Han kunne ikke klare dem der bare lod dyret lide i uendelig tid -nej, hvis du skulel dræbe, så gør det hurtigt og effektivt. Det var i alt fald det han altid havde kørt efter, så længe som han og Remy havde skullet klare sig selv.

Men der gik ikke længe før en kæmpe ulv dukkede op, og Emerson trak sig brat tilbage, faldt ned i en stilling der ikke var helt ulig den måde Remy også stillide sig på, inde foran ham - ikke truende på nogen måde, men på vagt, klar til enten at flygte eller kæmpe, skulel det blive nødvendigt... hvilket ingen af dem håbede på, selvfølgelig. De havde haft nok af begge dele i deres liv allerede. Remy lagde hovedet let på skrå, før han lagde ørerne bagover som reaktion på det der blev sagt. Ræven kiggede sig kort over skulderen, tilbage mod Emerson, og det var nok tydeligt i Emerson's ansigt at han videregav information om hvad Fenrer havde sagt til dem. "... We didn't know things had changed. We haven't been out here for almost a month," forklarede Emerson stille, som han sank en lille klump. We didn't mean to cause any harm, tilføjede Remy med hovedet let bøjet.

Ulven der stod foran santuine tvillingerne lod børsterne på ryggen falde og rettede hovedet op til en knap så truende statur. Fenrer så på hjorten og studerede den kort. Selvom han ikke brød sig om det at andre væsener der besad en sjæl, skulle tvinges fra de levendes verden og over i åndernes rige, så måtte han indrømme at det var et flot og rigtigt skud, som det unge menneske havde sat i hjorten. Han rettede sig op til han ikke så truende ud mere og så på de to unge santuines. Det var jo ikke fordi han ikke forstod jagten, og dens nødvendighed, men han brød sig som sagt ikke om hvad det indebar af konsekvenser for byttet, heller ikke når han selv var tvunget til at gøre sig i jagten. Der gik han dog ikke efter en pragt buk som denne, han gik efter de svage, syge eller gamle, som hans ulvefæller gjorde det.

Fenrer så fra den ene broder til den anden, og besluttede sig for at det nok var bedst om han talte med dem om hvordan og hvorledes at tingene så stod til. Nok var den unge mand en formskifter, men han var vel så tæt på at være det som man kunne komme, uden at være enten formskifter selv, eller varulv. Fenrer ville måske endda lade Santuinen være dem nærmere end varulve, mest på grund af den vrede og arrigskab der så ofte fulgte varulvene. Han satte sig ned i ro og mag og så hen på sølvræven.
”Sit down with me, and talk..” han med en blid tone og slog nogle få logrende dask med halen, inden han tilføjede ”.. Do not worry, none would dare to attack.. atleast none of my shapeshifters”

Fenrer ventede til de begge havde sat sig og talte så videre til sølvræven, endnu med den blide tone ”I assume that the two of you live amongst the humans?A village I'd guess.. Properly the one just south of here, right” Fenrer ventede med at sige mere, før end at han var sikker på at de begge havde fået spørgsmålet. Han kastede kort et blik tilbage på bukken. Han vurderede igen skuddet, og nåede igen frem til samme konklusion: Manden var en fremragende skytte, eller meget heldig. Men Fenrer gik lidt ud fra at det nok var en blanding af talent og træning der havde skaffet dem dette resultat, frem for dumdristigt held. Som hans blik gled tilbage op på den unge mand, kunne han ikke lade være med at føle at han lukkede ham lidt udenfor. Men hvis Fenrer skulle kunne tale med mennesket, krævede det at han skiftede form, til menneske.

Det var ikke så meget at han ikke undte manden at tale til Fenrers menneskelige skikkelse, men mere at Fenrer ikke havde den største lyst til at stå frem, nøgen, foran manden. Han tænkte at det var noget der kunne komme senere, når de to santuines engang ikke følte at han var farlig mere. Men Fenrer havde nu heller ikke gjort det smarteste for at opnå deres tillid. Han havde dog ikke fortrudt sig sine handlinger, for han havde set dem nødvendige, lige så snart han havde hørt brølet fra den døende hjort.

Der var dog et sted at starte. Fenrer løftede hovedet mod de to og sagde ”My name is Fenrer, son of Leidolf and summoner for the shapeshifters of the ancients… ”Fenrer så fra den ene af de to brødre til den anden ”What are your names then?”

Både Emerson go Remy holdt stadig skarpt øje med Fenrer, selv som han åbenlyst blev mindre fjendtlig så snart de havde talt til ham. Emerson's hånd var per automatik røget ned til skæftet af hans dolk igen, en ren refleks når han følte sig truet, og Remy's børster havde også været rejst - men som Remy så Fenrer's børster falde, faldt hans egen også, og Emerson gav igen slip på dolken, omend hans tanker stadig kørte i retning af hans natur magi, han kunne bruge hvis formskifteren foran ham skulle ændre mening igen.

Remy kiggede kort tilbage på Emerson, og tvillinger udvekslede et langt blik, og en hurtig, intern samtale. Et længere øjeblik senere, og de begge så over på Fenrer igen, før de nikkede let, og fik sat sig ned, lidt tættere på Fenrer end de før havde stået,og stadig med den nu døde buk ved siden af dem. "We do," svarede Emerson så, med en stemem der stadig bar præg af hvor årvågen han var lige nu, en meget svag dirren der var tegn på hvordan pulsen stadig bankede derudaf. "Firewood village. We've lived there for..." han fik ikke engang tænkt tanken til ende dog, før Remy afsluttede sætningen for ham. Just around five or six years, now. Emersonså kortne dpå sin tvilling med etlet smil, og nikkede så til hvad han sagde. Ja, det var vel omtrent så længe.

De kiggede begge over på Fenrer igen, som han talte, og Remy oversatte for Emerson, helt automatisk, med tanker og små blik sendt hans vej hver gang sølvræven så sig over skulderen mod den unge mand. "I'm Emerson." svarede han så, som han strøg en hånd gennem sit rimelig uregerlige hår, mest for at få et par lokker ud af øjnene. And I'm Remy.

Fenrer nikkede tilkendegivende til brødrenes svar på hans spørgsmål. Han så på den unge mand der sad ved sin brors side. Mennesket virkede til at være nervøs, hvilket Fenrer ikke brød sig om. For nervøse mennesker havde det med at gøre dumme ting. Fenrer lænede sig fremad og tog en dyb indånding af luften imellem de tre. Han lagde hovedet lidt tilbage og fokuserede på at separere de forskellige nuancer af lugte der har i luften, udover det døde vildt.

Han fornemmede et eller andet over den unge mand, men vidste ikke helt hvad det var. Ikke at det betød det store, for Fenrer havde på fornemmelsen at Emerson ikke ville gøre noget dumt, når hans bror kunne komme i fedtefadet for det. Fenrer overvejede kort at give Emerson en magtdemonstration, bare for at være sikker på at mennesket ikke gjorde noget dumt. Fenrer besluttede sig dog for at lade være.

Fenrer så over på bukken og tilbage til Emerson ”I’ve got to admit..” sagde han med en kort suk til Remy ”.. your brother is quite a shot” Fenrer rystede lidt på pelsen. Han brød sig ikke om at tilkendegive folks evne til at slå ihjel, men i det mindste havde bukken knap opdaget hvad der skete. Fenrer så derpå over på Emerson” You should probably clean it up before the blood pooling starts ruining the meat” sagde han til ham via Remy.

Fenrer rejste sig og gik en omgang rundt om bukken. Det var et flot dyr. Han stillede sig op imellem Mennesket og dyret. Han vidste at han ikke bare kunne lade mennesket tage hele dyret med sig, ikke med de situationer der havde været på det sidste. Selvom han ikke brød sig om det, vidste Fenrer at det bedste var at få Emerson til at betale told. Spørgsmålet var bare om mennesket var dumt nok til at angribe ham som et resultat. Fenrer så på Emerson og derpå på Remy ”The two of you will have to pay a toll of sorts for this… just so I can have your actions justified” sagde han bestemt og så tilbage på Remy ”You’ll have to leave the guts and half the meat for those whom feel that you’ve cheated them for a meal..” Selvom Fenrer vidste at dette virkede uretfærdigt, var det den letteste måde Fenrer så at formskifterne ville falde i geled ved denne situation”.. if you hunt here again, you’ll do the same thing next time”.

Fenrer blev stående bomstille, og håbede at brødrene forstod at dette ikke var oppe til diskussion, men derimod den mest retfærdige måde han kunne gøre tingene på.
”You cannot tell any human that you’ve been allowed to hunt in the forest..” sagde han med en let knurren for at understrege seriøsiteten”.. And if another shapshifter finds you, you are to tell them that the shaman has vouched for you”

Fenrer gik af vejen for Emerson, men fastholdt et alvorligt blik på ham ”If you can accept this, then I let you go on about your business”

Emerson nikkede let og smilede svagt af komplimentet. Han havde trods alt øvet sig en del år nu, så det var da dejligt at andre kunne se han var blevet god til det, omend det var lidt en lorte situation det havde bragt ham ud i med alt det her. Som tiden gik forsvandt en smule af nervøsiteten, men han var dog stadig på vagt - det var han sådan set med alle nye folk han mødte, uanset om det var mennesker eller andre væsner, simpelthen fordi de var blevet jagtet så meget i løbet af deres liv allerede.

Han holdt derfor også skarpt øje med Fenrer som han gik rund tom bukken for til sidst at stille sig mellem Emerson og bukken. Han rynkede let på brynene da han talte om en form for 'told' på det her, og kiggede ned på Remy som han fik oversættelsen af resten. "... So it's okay to take half the meat and the entire pelt?" siden Fenrer ikke havde nævnt pelsen, og den solgte rent faktisk for mere end kødet hvis han fik behandlet det ordenligt. "But I guess it does sound fair." sagde han så og trak let på skuldrene, før han med en vis forsigtighed i sine bevægelser gik forbi Fenrer og begyndte at skære bukken op langs bryst og mave, for forsigtigt atbegynde at skære skindetl øs som det første.

We will, forsikrede Remy imens Fenrer om. We wouldn't have been hunting here at all if we'd known the rules had changed. But we'll remember for the future. og han nikkede let med hovedet som for at understrege hvad han 'sagde', samtidig med at han indimellem kiggede over på hvad hans bror havde gang i, og lidt ønskede at han kunne hjælpe til, men hans tænder og klør ville kun komme i vejen i forhold til de skarpe, lige linjer kniven kunne lave.

Fenrer nikkede nikkede til Emerson da han spurgte om han måtte tage skindet med sig. Fenrer så intet problem i det, det var jo ikke ligefrem fordi der var nogen andre end menneskene der ville bruge skindet. Han fulgte den unge mand med øjnene, som denne gik over til jagtens udbytte. Men en svag knurren og et hurtigt stamp med den ene pote, advarede om at Emerson var ved at gøre noget Fenrer ikke brød sig om. Han lagde mærke til at mennesket var ved at flå dyret mens det lå på jorden.
Han hørte godt at Remy begyndte at tale til ham, men han havde ikke tid, for Remy var ved at ødelægge skindet og kødet, nu.

Et grønt, skarpt lys brød ud i lysning og Fenrers menneskelige, om end nøgne, form fortsatte mod Emerson. Han skubbede manden til siden og hev pilen ud af siden på bukken, for at tage bukken ved bagbenene og slæbe den over til et træ. Da han havde nået stammen, knækkede han pilespidsen af pilen, inden han målte den op på halvvejen og knækkede den. Han vidste ikke om Emerson ville blive sur, ikke at det betød det store, nok var der svært at lave holdbare pile, men respekten for de døde var vigtigere.

Fenrer jog de knækkede stykker pil igennem dyrets ankel, og hang bukken op på en gren inden han knælede ned foran dyret. Fenrer greb fat i kæben og holdt dyret stille som han skar et dybt T formet hug ind i halsen på den, hvorfra blodet nu begyndte at løbe. Efter det rejste han sig og gik tilbage til Emerson. Fenrer tog fat i hånden på manden og lagde hans pilespids i hans håndflade. Fenrer slap Emersons hånd, men ikke hans blik "Don't waste the meat.." sagde han stålsat i den menneskelige stemme ".. I told you that you were safe here, no need to rush it!"

Sandt at sige ville Fenrer ikke kunne vide om det blot var måden han selv havde lært at man flåede et dyr, af sin far, men han brød sig ikke om at se dette. Når man lagde dyret ned var skindet altid udsat for blod og indvolde når man parterede dyret. Fenrer havde ikke noget imod hvis ingen ville have skindet, men det skulle ikke spildes på grund af at mennesket havde travlt.

Emerson var selvfølgelig bare gået igang, på lidt samme måde som han plejede- han var dog ikke vandt til så stort et bytte her, det var sjældent han var heldig nok at finde en så stor, men det havd ehan så gjort idag. Han blev jo så brat stoppet, og det gav et gib i hele hans krop da Fenrer bare kom hen og gik igang istedet - han bakkede hurtigt tilbage, til omkring hvor Remy stod, og var for et øjeblik helt i alarmberedskab igen - så lidt han havde haft med mennesker at gøre i de mange første år efter de var flygtet fra Doomsville, så kørte han nok egentligt en del mere på basal instinkter end mange af de andre gjorde, og de var stærkest når han stadig ikke helt vidste om han kunne stole på nogen, som nu.

Men han gjorde dog ikke andet end at holde skarpt øje med Fenrer, og sank en lille klump da deres øjne låstes som han fik sin pilespids tilbage. Nøgenheden rørte ham nu overhovedet ikke, endnu et punkt hvor han var en smule anderledes end folk i byen. Men han sank dog en lille klump af formskifterens ord. "I... Sorry, I... Didn't know... I was never taught anything..." sagde han efter et par sekunder, i et stille, lavere toneleje end før. We've always done it like that. We had to learn everything ourselves. tilføjede Remy roligt, og med et undskyldende blik op mod Fenrer. Emerson vidste selvfølgelig ikke helt om Fenrer stadig ville kunne forstå Remy i denne anden form - men hvis det så ud til han ikke forstod det, så ville han oversætte, før han tilføjede; "We've... Pretty much been on our own for... Around fifteen years, now..."

Fenrer der indtil nu havde sået og skulet olmt på den unge mand, måtte trække i en medlidenhedsfuld mine. Han vidste hvor svært det kunnevære at begå sig i Underworlds samfund, og havde ikke tænkt over hvor meget på forkant, han formentlig var, i forhold til den unge mand. Han havde haft sin far til at lære ham alt hvad der havde med livet i en skov at gøre. Fenrer lagde kort en hånd på Emersons skulder "Well.. " sagde han i en mildere og varmere tone "..I'll show you then" Han vendte sig om og ledte de to over til bukken.

Han så over på Remy kort, med et roligt blik "I'm jealous of your fur by the way.." sagde han og gav Remy et blink ".. It's not something you see everyday" Fenrer vendte sig derefter tilbage om mod Emerson og tog pile spidsen, endnu en gang. Han så med et fast og alvorligt blik "Watch my marks, and how I go from one to another.." Fenrer holdte en kort pause for at Emerson kunne svare ham, ikke at fyren virkede langsom, men dette var vigtigt og Fenrer ville gerne have at Emerson forstod ".. you start here.." Fenrer løftede armen og satte pilespidsen på bunden af bugen, mellem bukkens bagben, uden at presse ned eller skære"..You're only to puncture the skin, and not the abs, alright? Otherwise you'll ruin the pelt.."

Fenrer lod pilespidsen glide ned langs bugens center, til han nåede brystkassen og sagde under bevægelsen "Like so.. and then alll the way to the throat.." Fenrer vendte sig atter mod Emerson "Then you can pull out the guts, but I'm sure I don't need to tell stay away from the stomach acids and various gland juices, right?" Fenrer så manden i øjnene, og forventede et ærligt svar. Dernæst pegede han på Emerson dolk "Of course I'll advise that you use that instead of this" sagde han og viftede kort med pilespidsen.

Fenrer kunne ikke lade være med at se lidt af sig selv, i brødrene der stod overfor ham. Tog sider af samme mønt, en af naturen og en af mennesket. Mødt af et samfund der ikke ville have dem, med en verden der ofte så deres slags som udskud, underholdning eller slaver. Al den slags var der i det mindste sat en stopper for, i al fald her i Ashenwood, nu hvor han havde skubbet Sacchin af pinden. Ikke at der var nogen der havde set noget til enhjørningen længe, men Fenrer var også ligeglad. Sacchin havde ladet hans folk blive mishandlet og undertrykt, men ikke mere.

Fenrer trådte et par skridt tilbage og lagde en arm ud mod dyret "Gp ahead.." sagde han med et lille smil "..I'll correct you if you're about to fuck up" sagde han inden han så ned på Remy med et smil "And you're welcome to go to town on the guts if you want" sagde han med et lille grin og gav sin egen mave et lille klap "I don't eat meat if I can avoid it, so it's all yours"
Han holdte et fortsat vågent øje med Emerson, som denne fik lov at partere dyret.

Emerson slappede med det samme mere af igen, som han kunne se og mærke Fenrer slappe mere af efter han fik at vide at, ja... Emerson vidste ikke rigtig bedre. De havde jo ikke haft deres forældre - nogen som helst, virkelig - siden de begge var 9 år gamle. Kun et par måneder før deres ti års fødselsdag var de blevet jagtet ud af byen, og havde aldrig turde rejse tæt på byen igen, havde bare overlevet for dem selv ude i skovene i flere år før Emerson var blevet gammel nok til at folk ville lade ham købe en hytte i byen. Ingen gad jo sælge det til en lille møgunge der, så vidt de vidste, var forældreløs. Han havd ejo aldrig fortalt sandheden igen af frygt for at blive udstødt endnu en gang. Det gjorde ham også trist på Remy's vegne - Remy havde ingen andre at tale med end ham, mens Emerson selv trods alt godt kunne tale med andre mennesker hvis han ville.

Han tog et par skridt tættere på igen, fulgte opmærksomt med i alt hvad Fenrer gjorde og sagde nu. Imens gav Remy hvad der var det tætteste en ræv kunen have på et smil, til Fenrer. Thank you. I do like keeping it nice and clean. hvilket nok var tydeligt, for hans pels var virkelig utroligt flot ren, taget i betragtning af at de havde været ude i skoven næsten hele dagen. Efterhånden som detkom til det mere praktiske trådte Emerson lidt tættere på, for at følge sånøje med i processen som overhovedet muligt, så han kunne huske det til næste gang han fik brug for det. "Yeah, I know... I mean, I'm used to the smaller animals. I do take great care to avoid it there... I'm guessing there's just a lot more of it, here." smilet var en anelse skævt, før han nikkede og trak dolken frem, for at gå hen til dyret og gøre præcis som han var blevet forklaret. Det kunne godt ses han var vandt til dolken, den var nærmest som en forlængelse af hans arm, præcis som et sværd var for en trænet soldat. Han var trods alt vandt til at partere dyr, bare slet ikke af denne størrelse.

Remy kiggede igen op på Fenrer da der blev snakket til ham igen, og kom med en glad lille lyd som han nikkede. Det var da også næsten så snart at Emerson havde fået indvoldene ud, at Remy fik gravet leveren ud fra alt det andet, og hev den med sig et par meter væk fra bukken, hvor han begyndte at spise lidt af leveren. Emerson drejede kort hovedet for at se efter ham med et lille smil, før fokus var tilbage på opgaven foran ham. "He's always crazy about the liver..." sagde han med et svagt grin i stemmen.

Fenrer havde nikket stilfærdigt til de to, som de svarede ham, hvorpå han blot gav sig til at hold øje med Emerson der var gået igang med at flå dyret. Han havde måske erfaring med at få skåret mindre dyr op, men bukken, der var alligevel noget at vende sig til. Det kunne også ses, ikke at Emerson ikke gjorde et godt stykke arbejde, men forskellen på hudtyperne var alligevel noget at få vendt sig til. Specielt når man tog fat i noget som en hjort. Selv deres pels var anerledes i forhold til andre dyrs. Deres hårstilke var hule, hvilket gjorde sig godt til at holde varmen, men det gjorde dem og svære at garve derefter. Fenrer tænkte kort på om de to brødre monstro havde en ordentlig ulo? Eller en ordentlig ramme til at spænde skindet op på?

Da Remy drønede over og fandt sig sin lever, i bunken af indvolde, som Emerson havde ladet droppe ud, gryntende Fenrer et lille grin. Så meget for den rene pels. Levere, og specielt helt friske levere, svinede noget så forfærdeligt, men han stolede på at Remy vidste hvad han lavede. Da Emerson fortalte om at Remy altid havde holdt af levere, smilede Fenrer og rejste sig "You don't say" sagde han i et lille grin. På vejede over til Emerson, sagde han i en munter stemme "Maybe I was a bit rash with the two of you.." han lagde den blodige hånd på Emersons skulder "..You said you lived in Firewood village right?" spurgte han og lod Emerson svare før end han nikkede forstående. Han havde lidt planer i hovedet.

Fenrer ville gerne overlevere det hus, som han og Cody havde renoveret sammen. Han havde for længe siden sat runer rundt om huset der holdte det beskyttet fra mørke forbandelser og væsener, men han boede der ikke rigtigt mere. Ikke siden han og Cody var splittet op. Men selvom dyrene klarede sig selv ved huset, ville han gerne have at det blev brugt, ellers var al hans arbejde ligemeget.

Fenrer klappede Emerson på skulderen og smilede "I know how tough it can be, not fitting into this society, and since you two are practically kin to us shapeshifters.. I've gotten a proporsition for you" Fenrer pegede sydvest for dem med et smil, og en arm der gik ind foran Emerson "About 2 miles from here, in a clearing.. I've got a big house with a couple of cows, two haflingers and a Valen.." Fenrer smilede og trådte et skridt tilbage på det ene ben. Han så fra den ene bror til den anden og smilede "I don't live there anymore, but I'd like to see the place kept in shape, and used by someone, so I'd be happy to let you live there.."

Fenrer gjorde et udkast med den ene arm ud mod skoven "All the shapeshifters and bad creatures, knows to stay away from there, so you'd be safe" Fenrer stod og så blot afventende på de to Santuine brødre" You don't have to pay cobber, I'll even let you use all the horses.. so... what do ya say?"

Emerson's fulde opmærksomhed lå stadig på dyret, som han - nu indvoldene var ude af dyret, sammen med meget af blodet - nu langsomt begyndte at separere skindet fra kødet, fulgte den naturlige membran der lå mellem hud og muskel. Lige dén del af anatomien var da ikke anderledes fra de mindre dyr, membranen var blot en del mere hårdfør på det større dyr, krævede lidt flere af de små snit. Han turde ikke helt gå så hurtigt til den som han gjorde for eksempel med kaninerne, nu det trods alt var første gang han skindede en buk, så han skulle lige vænne sig til de punkter hvorpå det var anderledes, udover bare størrelsen af dyret.

Hvor det normalt kun var hans hænder der blev beskidte, når han skindede de små dyr, så var det et godt stykke oppe af armene der blev beskidt nu, lidt blod og andre kropsvæsker hist og her. En meget stædig membran gav også et lille splat fra sig der endte på hans ene kind, men han lod sig ikke rigtig mærke ved det. Det var trods alt altid et lidt beskidt arbejde, det her, uanset størrelsen på dyret. Remy spiste bare løs af leveren imens, tilsyneladende meget glad for den, præcis som Emerson havde sagt han var.

Santuinen standsede op midt i at skære endnu en af de mange embraner over, da han mærkede hånden på sin skulder, og drejede hovedet for at se på formskifteren ved siden af sig, hvor han nikkede let til hans spørgsmål. "Yeah... Just around the outskirts of it." i en rimelig lille hytte, men den havde da de allervigtigste ting, så det gik da fint nok, så længe de stadig fandt nok kød, svampe og andet godt ude i skoven. Hans ansigt lagde sig dog hurtigt i undrende folder, som Fenrer snakkede videre. "... A proposition...?" sagde han let spørgende, og havde nu taget dolken ud af bukken igen, blot for ikke at lave et forkert snit mens han ikke så på hvad han lavede.

Og som forslaget så kom, spærrede han øjnene op - Remy stoppede også med at spise et øjeblik, for at se ligeså forundret op på Fenrer som Emerson gjorde. "... Are you serious...?" han kunne knap tro sine egne ører, og kiggede hurtigt ned på Remy, som for at spørge ham om han havde hørt rigtigt, især da Remy jo så ligeså overrasket og let forvirret ud som han selv følte sig, før han så tilbage på Fenrer. Ingen havde nogensinde bare givet dem noget før, og da slet ikke så gratiøst et tilbud som dette! Det virkede bare helt... Uvirkeligt. Surrealistisk. "I... That's..." han sank en klump som han mærkede den let prikkende følelse i øjnene af tårer der pressede sig på, hvorfor han hurtigt drejede hovedet væk og blinkede en del gange for at prøve at komme af med dem. "... Nobody's ever..." han vidste ikke engang hvad han skulle sige! Indtil han dog tog en dyb indånding, og sank en klump. "... I... Thank you..." Nobody's ever been this kind to us...

Fenrer så en anelse uforstående på Emerson, da han så ud til at blive oprørt over tilbuddet. Var Fenrer gået over stregen? Eller var det fordi Emerson og Remy følte sig pressede over tilbuddet? Fenrer nikkede til dem begge da Emerson spurgte om han mente hvad han sagde. Selvfølgelig gjorde han da det, ellers havde han ikke sagt det. Men spørgsmålet fik bare Fenrer til at føle endnu mere at han havde jokket ved siden af, specielt da Emerson så væk. Han lagde igen hånden på Emersons skulder, da han tydeligvis havde problemer med ordene. Fenrer fik et medelidenhedfuldt udtryk i ansigtet. Det var rørende at Emerson blev så påvirket af hans tilbud.

Fenrer så over på Remy, da han fortalte ham, at der aldrig var nogen der havde været gavmild overfor dem, på denne måde. Fenrer havde dog godt fanget det nu, og nikkede blot til Remy, som han gav Emersons skulder et venskabeligt klem. Han smilede til dem begge "I hope that's a yes then?" sagde han med et lille grin da Emerson takkede ham. Det var ikke fordi Fenrer fandt dem fjollede, men følelserne som hans tilbud havde vagt, gjorde det en anelse underligt at stå der.

Fenrer gik et par skridt ud imellem dem, og lagde armene ud "I'll give ya a ride to the house, ok?" sagde han med et bredt smil og så fra den ene til den anden"You can put the buck on my shoulders, and decide if ya want to stay when we get there" Fenrer smilede endnu, og så afventende på de to brødre "What do ya say?"

Fenrer var klar på at hjælpe dem med at få bukken ned, og skifte til ulveform, hvis Emerson ellers var klar. Derfra ville han bære dem til huset. Han var selvfølgelig også klar på et afslag, men så kunne de følge ham til huset, mens han bar hjorten.

~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~Ved Huset~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~

Da de nåede det nyligt istandsatte hus, der lå med udsigt til Marsklandet ved Soul Rivers samling, fra den store rydning på bakken, hvor huset lå. Gik Fenrer op til gårdspladsen og hang bukken op på en krog, inden han hang et lagen henover det, og strammede det til, så der ikke ville komme noget utøj i kødet. Dernæst vendte han sig om mod Emerson og Remy "Welcome to your new home.." sagde han med et bredt smil og fortsatte om på siden af huset.

På denne side, var der en relativt stor fold, der omsluttede det meste af engen. Tre store heste kom løbende mod den lille trio. De stoppede op ved hegnet og vrinskede. Fenrer gik op til den enorme Valen, der stod imellem til to Haflingere. Han strøg dem skiftevis over mulerne og vendte sig så om mod Emerson og Remy "This is Joy.." sagde han og pegede på Haflingeren på den venstre side af den enorme hest i midten ".. this is Baldrian.." Fenrer pegede på den anden Haflinger "..and the big guy here is Bruce, don't let the size fool ya, he's as gentle as a sparrow" grinede Fenrer og gav Emerson en mulighed for at kunne komme over og hilse på de enorme heste.

Fenrer pegede efter en tid over mod huset igen "On the other side is the pen for the cows, they're not that talkative, but they do keep down most of the grass and weeds" Fenrer smilede og nikkede mod samme retning han havde peget "Would you like to see the interior?"



//Husets udseende : [For at se dette link skal du være tilmeldt og logget ind.]

Han lagde da godt mærke til hvor uforstående formskifteren lod til at være - men Emerson var bare alt for overvældet af sine følelser lige nu til at få en ordenlig sætning stablet sammen i sit hoved, og da slet ikke til at få den ud af munden! Så det var kun godt at Remy sagde det han ikke selv kunne få ud over læberne. Han ville bare have Fenrer forstod han ikke havde gjort noget forkert, tværtimod - det her var bare så gratiøst et tilbud at han knap kunne tro sine egne ører, knap kunne lade sig selv tro det så megen modgang som de havde mødt i deres liv, på trods af deres forholdsvist unge alder.

Han smilede svagt, men taknemmeligt, og så op på Fenrer da han mærkede håndenpå sin skulder - øjnene stadig utroligt blanke og meget tæt på at give slip på et par tårer. "Y-yeah... It is..." sagde han så med et lille nik. Som Fenrer trådte lidt væk fra ham igen brugte han lige et par sekunder på at tørre sine øjne i sit ene ærme, ligeglad med at der var blodstænk på det ærme. Hans ansigt var alligevel nok heller ikke det reneste lige nu. Han nikkede derefter igen, og inden længe var de så på vej hen mod huset, Emerson med Remy i favnen så han ikke behøvede løbe som en sindssyg for at følge med.

Som de havde fået huset indenfor synsvidde og Fenrer fik bekræftet at det var dette hus der skulle blive deres nye hjem, kunne Emerson ikke gøre meget andet end at stirre - Remy ligeså. Hytten de havde nu var... Sikkert ikke engang på størrelse med det mindste rum i det hus. Hvordan fanden skulle de to nogensinde få brugt al den plads? Det virkede jo nærmest som et overdådigt palads. Selv dengang de havde boet hos deres familie havde det været i en gammel nedslidt lejlighed i Rotten Root distriktet af Doomsville. Det her var det rene luksus i forhold til hvad de havde kendt til hele deres liv, og det kunne nok også ses på dem, med hvor forsigtigt Emerson gik fremad mens de begge så rundt på det hele med store øjne. Is this for real? We're not dreaming, are we? I hope not... At least we haven't dreamed together, before... It's just so weird... He barely even knows us... Indeed... But... He does seem to be genuine about this... And it wouldn't make sense for him to just tease with it, either... Because of the 'kin' thing? Yeah...

Den lydløse samtale fandt sted mens de langsomt fulgte efter ham om til hestene. Først her satte Emerson endelig Remy ned, da han gerne ville lidt tættere på hestene for forsigtigt at sniffe lidt mod deres 'ankler', meget forsigtig med hvordan han gjorde det da han trods alt ikke ville trædes på af en vildfaren hov ved at forskrække dem. Imens gled Emerson's blik fra hest til hest som Fenrer introducerede dem, og han smilede da også lidt til sidst. "He's beautiful..." mumlede han stille, og rakte sin hånd ud uden helt at røre hesten endnu, lod den sniffe til sin hånd som han ventede på godkendelse til at klappe mulen. Først da han fik lov klapped ehan den forsigtigt, aede med pels retningen og smilede let. Det var virkelig en flot hingst. Han havde aldrig redet en dag i sit liv, men han vidste trods alt stadig hvordan man skulle agere omkring hestene. Hans blik blev igen ledt af formskifterens pegen, og han nikkede let da han forklarede det var køerne der befandt sig derovre. "I... Of course. It's just... Well, it's a little overwhelming... I mean... We're not used to much at all. It's going to take a lot of time to get used to..."

Fenrer nikkede forstående og smilte til Emerson, som han forklarede Fenrer, at de to brødre ikke var vant til at have med disse ting at gøre. Han kunne godt forstå at den unge Santuine i hans overvældelse. Det var også taget Fenrer et par uger at vende sig til livet ved landsstedet, da han i sin tid var kommet ned fra bjergene. Men dengang havde han også haft Cody at gøre dette for, og sammen med. Men nu var Cody her ikke længere, han havde ikke engang sagt farvel. Men det prøvede Fenrer at skubbe bort fra sig. Cody havde vel haft det bedste i tankerne for Rollo, og det måtte Fenrer respektere. For selvom Fenrer elskede Cody, så havde han en forpligtelse overfor formskifterne.

Fenrer så igen på Emerson, da han brød ud af sine egne tanker om Cody. Han samlede endnu et smil op "Don't worry Emerson.." sagde han beroligende "..The cows will mostly tend to themselves, and the horses... well do you know how to ride?" Fenrer behøvede næsten ikke et svar, men lod Emerson svare selv. Han nikkede forstående "Well.. no matter.. I'll teach you..." sagde han og gav Emerson et let klap på skulderen "..then you don't have to walk anywhere, when you've gotten some game"afsluttede Fenrer og gik om Emerson, med et smil på læben.

Fenrer gik afsted mod huset med et smil på læberne, og vendte sig for at gå et par skridt baglæns, i retning af huset "Well? You two comming then?" spurgte han højlydt og vendte sig om for at fortsætte forlæns mod huset. Da Fenrer slog låsen fra døren, stoppede han op i et lille suk. Han havde ikke rigtigt været inde i huset siden Cody havde forladt ham, og det tyngede ham en anelse. Men Fenrer fik samlet sig, og trådte ind i huset.

Da de var inde i huset, var det første man ville bemærke være at huset havde trægulv, kontra så mange huse, som blot havde jordslåede gulve. Det første man kom ind til, var køkkenet, som var sammensat med stuen. I køkkenet var der både kabinetter og skabe, et brændekomfur, og en disk, med diverse køkken remedier. Stuen var ikke enorm, men større end en almen borgers, og havde både spisebord og sofa, der vente mod pejsen. På siden man kom ind ad, var der vinduer til køkkenet, og på den modsatte væg var der en lang facade af vinduer, der gjorde god nytte af udsigten ud mod Marsken. På den anden side af køkkenet og ligefør stuen var der en trappe der ledte til første sal.

Fenrer trådte ind i køkkenet og vendte sig mod Emerson "I recommend you look through the cabinets, and take a look at what needs to be thrown away..." han sukkede kort og kløede sig i hans tinding "..it's been a while since was here last, so you might need to stock up" Fenrer slog mørket ud af sit sin og så atter op på Emerson og Remy "Go ahead.." sagde han og lagde en arm ud til gestus om at de kunne træde længere ind i huset, selvom der var tydeligt på støvlaget, at han ikke havde været der til at gøre rent de sidste mange uger ".. take a look at the place"

Emerson var i virkeligheden nok bare glad for at det ikke virkede latterligt på formskifteren, med de kraftige reaktioner de havde haft på det her - det var jo trods alt meget overvældende, med så mange ting at tage stilling til lige pludselig, som han aldrig havde haft fingrene i før. Et stort hus var en ting, med at der også var husdyr, ja, dem kendte han jo absolut ikke noget til. Hvilket nok kun blev tydeligt som der var en meget svag rødmen over hans kinder da shamanen spurgte ind til om han vidste hvordan man red. "Uhm... No. Nobody had horses in Rotten Root, and... Well... Never had the money to afford one of my own..." måtte han jo indrømme, som han trak let på skuldrene.

Hans blik, der var gledet ned til jorden, røg dog hurtigt op på formskifteren foran ham igen da han sagde han ville lære ham det. Der var nok igen noget overraskelse at spore i hans ansigt, men... Det havde de rjo været næsten konstant efter de var kommet herhen. Det var bare meget svært at tro på alt det gode der skulle ske nu, efter så megen modgang. Det ville alle og enhver vel godt kunne forstå, ikke? At have haft ingenting og selv måtte arbejde for den smul eman havde, og så blive foræret så stor en mulighed her? Det skete ikke lige hver dag.Men han smilede dog og nikkede let. "... I... We can't even begin to thank you enough,"

Da Fenrer havde vendt sig om og begyndt at gå hen mod huset igen, bøjede Emerson sig lidt ned for at lade Remy springe op i sin favn, før han begyndte at gå efter Fenrer igen som han kaldte efter dem. "Coming," han rettede lidt på sit greb på sin bror, før han kom op bag formskifteren igen, og nysgerrigt kiggede rundt da de kom indenfor. Begge brødre spærrede øjnene godt op, som det nu for alvor gik op for dem hvor stort huset var. Alene køkkenet var større end deres hytte! Og møblerne også i meget, meget bedre stand end de få de havde i den gamle lille hytte.

"Ah... Yeah... We will," svarede han efter lidt tid på det Fenrer havde sagt angående køkkenet. Emerson's stemme var dog lidt fjern, men det var fordi han stadig havde travlt med at se sig omkring og indprinte sig detaljerne - Remy ligeledes, efte rhan var sprunget ned fra Emerson's favn igen og begyndte at gå rundt og sniffe til tingene han kunne nå. "It's... Even bigger than I thought it'd be," mumlede Emerson så stille, som han trådte lidt længere ind og lod sine øjne glide over stue-delen af den her etage, over pejsen og videre tilbage til køkkenet.

Fenrer gryntede smilende til de to brødre, der vandrede så måbende ind i huset. Selvom det virkede til at Emerson var den mest overraskede, kunne Fenrer ikke tro andet end at de begge to var glade for tilbuddet han havde givet dem. Mange ville nok undre sig over hvorfor han ikke havde givet huset over i varetægt, til en af hans formskiftere, som måske også kunne bruge læ over hovedet. Grunden var simpel. Fenrer kunne ikke tillade sig at favorisere nogen, som så ville få ham sat i tvivl, allerede nu, som leder. Men Emerson og Remy var lige på kanten af det hele, så der var ingen grund til ikke at give dem huset. De var noget af det tætteste man kom på at være formskifter, uden selv at være det, og så kunne Fenrer virkelig godt forstå Emerson.

Da Emerson og Remy gik rundt og så ud til at ville nive sig selv, for at se om de nu vågnede fra paradis, kunne Fenrer ikke lade være med at smile skævt af dem. Det virkede måske lidt overvældende for dem at nogen ville lade dem bo et sådan sted som her, men Fenrer havde brug for en der passede det hele her, når Fenrer ikke gjorde det. Fenrer overvejede om han skulle vise Emerson skrinet med guld, som han havde gemt under en løs sten ude i gårdspladsen. Fenrer besluttede sig dog for at det bedste nok ville være bedst at lade Emerson og Remy sørge for dem selv, og lade hans opsparing stå til gode, selvom han ikke havde brug for den.

Fenrer vendte sig om mod stuen og pegede mod sin venstre og op mod trappen der førte ovenpå "On the first floor, there's a bedroom, a sheets cabinet and a little room, seperate so you don't have to shit in a chamberpot at night and smell that stench" sagde han med et smil, som han fandt nogle svovlstikker frem fra en af skufferne. Han gik en runde langs væggen og fik tændt de bloklys der hang i små lanterner, rundt langs væggen. Hver af lanternerne, kaste så rigeligt med lys, men når først alle lysene var tændt, var det som at være udendørs på en solrig dag. Selvom der ikke blev særligt meget varmere, med kun de fem lanterner. Fenrer begyndte at åbne vinduerne på langsiden og fik derefter hevet alle dækkenerne af møblerne.

Slutresultatet var at støvet hvirvlede op og ud af vinduerne, og Fenrer fik smidt dækkenerne på spisebordet og så på Emerson med et stille smil. Han gik over til ham, og gav ham et venskabeligt klap på skulderen "I know it seems unbelievable.. after so much pain.. that someone would give you something like this, without a cost" Fenrer kunne ikke holde smilet helt oppe, som tankerne om det liv Emerson måtte have haft ført, gled igennem hans sind, men præsterede dog at holde et skævt smil oppe "But just because you come from bad things, doesn't mean you belong there, or ever did.. neither does it mean that you weren't meant for something good" Fenrer klappede ham på skulderen og fortsatte over til køkkenet og fik hevet et par klude frem, samt en spand og en blok sæbe, der ikke så ud til at være blevet dårlig endnu.

Han så op på Emerson fra sin plads i køkkenet "If you go out and get some water from the well, I'll go get into some clothes, alright? Then I'll give ya a hand wiping down the place"

Hverken Emerson eller Remy lagde rigtig mærke til det lille smil Fenrer havde som han så på dem - nej, de var alt for optagede af at se sig omkring, og virkelig prøve at få det indprentet i deres hoveder at de for kun anden gang i deres liv havde mødt en der var flink mod dem, efter at vide hvad de var. Alle andre havde nærmest vendt dem ryggen det øjeblik de havde vidst hvad de var… Det var derfor Emerson altid havde gået alene rundt i Firewood, selvom han altid havde haft det dårligt med at efterlade Remy i hytten. Men hellere det end at de blev forfulgt igen. Det var den største grund til de havde holdt sig helt for sig selv og ikke prøvet at lære andre at kende. Så var der det mindre at frygte, det mindre at blive skuffet over.

Mens Remy undersøgte hvilke gode gemmesteder der var (lige nu kiggede han under forskellige skabe og sofaen) - det havde altid været en vigtig ting for dem, at Remy hurtigt kunne gemme sig så folk ikke så ham - så kiggede Emerson over på Fenrer igen da han hørte ham tale til dem igen. Et lille smil spredte sig på hans læber, og han nikkede let. Han vidste stadig ikke helt hvordan han skulle reagere på det hele her, men det allerværste af chokket var da ved at fortage sig nu, for at blive erstattet af uendeligt meget taknemmelighed mod formskifteren der nu åbenbart bare uden videre havde taget dem under hans vinge, så at sige.

Der gled dog et grin over Emerson’s læber da alle de forskellige dækkener blev fjernet, og Remy fik et mindre nyseanfald af alt støvet der kom ind i hans følsomme næse. Han gik dog hurtigt hen til sin bror da nyseanfaldet ikke lige lod til at stoppe af sig selv, og bøjede sig ned for hurtigt - med kanten af sin trøje - at tørre det værste støv væk fra Remy’s lille, våde næse. “Feeling better?” Yes… Thank you… Remy sniffede en enkelt gang eller to mere, og rystede let på hovedet, før han fnøs en enkelt gang for at få det allersidste støv ud, men det lod til at han var færdig med at nyse for nu.

Emerson, der nu bare havde siddet og smilet let til sin bror, fik dog hurtigt opmærksomheden over på Fenrer igen da han mærkede hånden på sin skulder. Formskifterens ord fik ham til at synke en lille klump i halsen, og han så ned igen som han nikkede let. Ja, det havde absolut ikke været et nemt liv, men… De forsøgte da at holde hovedet så højt og rankt som muligt, leve hver dag til fulde. “Ah. Right. Yeah, I’ll do that.” han smilede igen og tog spanden før han gik ud af huset og om til brønden, skarpt forfulgt af Remy. Der var ikke engang en meter imellem dem som de gik. It still seems so surreal. If it was a normal human I’d suspect an elaborate trap… ‘mumlede’ Remy som han ‘sukkede’, og så sig omkring, alt imens Emerson fik vandet op fra brønden. I know, but… Out of all the people we’ve met, I think he’d have the least to gain from doing such a cruel trick. I kinda do trust him. I still get to tell you ‘I told you so’ if he does double-cross us. Yeah, yeah, of course you do. Emerson sukkede og hankede op i spanden, hvorefter de så gik tilbage ind i huset, og han satte den nu fyldte spand ned på gulvet.

Fenrer nikkede til Emerson, som han passerede ham, på vejen til trappen. Det var ikke fordi at Fenrere brød sig synderligt meget om at have tøj på, men det virkede en anelse akavet, at have besøg af en Santuine, som havde levet i det 'menneskelige' samfund, der opgjorde Firewood, uden at have tøj på. Fenrer sukkede som han nåede Codys og hans værelse, på første sal. Der var for mange minder her der gjorde ondt, men Fenrer fik alligevel slæbt sig over til skabet, hvor han fandt tøjet frem. Han havde for længe siden købt tøjet af en elvisk skrædderske, i Silvanesti. Han smilede ved tanken om Isabel, som skræddersken hed, og glædede sig ved tanken om det venskab han havde skabt dengang. Måske han skulle lægge et besøg ind ved hende, næste gang han skulle sydpå.

Da Fenrer atter kom ned ad trappen, og så Emerson på vej ind i huset, med vandet i spanden, slog Formskifteren over i endnu et smil. Det var rart at se den unge mand tage til, ved intet mere end en enkelt hentydning. Fenrer bevægede sig ud i køkkenet og samlede selv en ny spand op, som han fandt frem fra et af skabene, under skænken der vendte ud mod stuen. Han satte spanden på bordet og så på Emerson med et smil "I'll be right back with some water as well.." sagde han glad, og smed en klud til Emerson, som han havde fundet frem sammen med spanden.
"..so in the meanwhile you can just start right up and take off all the cloths that covers the furniture, alright" sagde Fenrer, som han pegede rundt på møblerne og bordende, der endnu var dækket af tæpper, som skulle sørge for at støvet ikke satte sig i de forskellige møbler, inden han vendte sig om og gik ud af huset.

Ved brønden spændte Fenrer sin spand fast til hejserebet, og slap spanden, så den drønede ned i mørket. Da spanden havde ramt vendet med et plask, gav Fenrer sig til at hejse den tilbage op. Han stod der og tænkte lidt, over om det han gjorde var i orden. Cody og ham havde sat stedet her i stand, uden hjælp fra andre, og gjort det til et hjem der var værd at leve i. Nu var han ved at forære det bort til en som han knap nok kendte. Fenrer stod lidt og overvejede det, men fandt frem til at det var bedst på denne måde. Emerson avde langt mere brug for et ordentligt hjem, end han selv havde brug for et tomt hus, hvor han havde dyr der skulle tages af. Han tog spanden til sig, da den nåede toppen og vendte sig mod huset, men en selv-konkluderet vished om at det hele var i orden.

Da han nåede huset, satte han spanden på det nærmeste frie bord og stak kluden ned i vandet. Han så over på Emerson og Remy med et smil, som han vred kluden, til den blot var fugtig.
"So.." sagde han og fortsatte over til den nærmeste hylde, som Emerson endnu ikke havde taget sig af ".. have you thought of what you might live of?" Fenrer gik igang med at tørre hylden rent for støv, som han kort så sig over skulderen mod Emerson i ny og næ. Han havde egentlig regnet med at den unge Santuine ville fortsætte med at jage, men måske at han havde fået andre tanker, nu hvor han kendte situationen med de andre formskiftere. Ikke fordi at Fenrer regnede med at de ville give ham nogen problem, nu hvor Emerson og Remy boede her i hans hus, men man kunne aldrig vide. Desuden havde Emerson sikkert mulighed for andre erhverv, specielt hvis han skulle bo her.

Fenrer overvejede igen det lille skrin med penge, som han i sin tid havde gemt bort, men besluttede sig for at medmindre Emerson og Remy havde brug for det, ville han lade det forblive en hemmelighed. Han tænkte over alle de muligheder der var for en som Emerson, der nu ville kunne erhverve sig mange af de ting, såsom sjældne planter, som folkene fra Firewood ikke lige kunne få fingrene i længere. Santuinen virkede nemlig til at have et fast tag på livet i skoven, så han burde kunne genkende nogle af de planter som læger og handlende ville have fat i, men Fenrer håbede på at Emerson, eller Remy, selv ville komme på disse tanker.

Fenrer så sig atter om mod Emerson og Remy, da der var gået en tid med rengøring "I suggest that you go get that deer sorted.." sagde han med et smil, som han endnu en gang vred kluden og sin egen spand. Fenrer ville gerne lade Emerson selv bevise at han havde styr på at flå et dyr, specielt efter den lille episode tidligere, hvor Fenrer havde irettesat ham. Da Fenrer havde lagt kluden over siden på spanden, gik han over til ildstedet og hev et par kævle op fra bunken ved siden af det, som han lagde ind på plads ".. then I'll get the fire sorted, sound alright to you?"

Emerson smilede let tilbage til Fenrer, da han var kommet ind i huset igen med spanden der var fyldt nærmest til randen med vand - dog ikke så meget at det burde skvulpe over ved at dyppe en klud i det. Han havde alle dage været rimelig hårdtarbejdende, om ikke andet fordi det var det der havde holdt ham og Remy i live, så noget som dette var skam det mindste han kunne gøre, især når de nu havde fået tilbudt alt dette - så ville han for fanden da gøre nærmest hvad som helst formskifteren bad ham om, til gengæld.

“Alright,” han smilede let som han så efter Fenrer, da han gik ud af døren,før han vendte sig og begyndte at tage alle de tæpper væk - Remy tog sig af dem der hang lavt nok til at han kunne nå, mens Emerson tog sig af de lidt større der ville være et problem for hans bror. En enkelt gang eller to fik Remy dog t lille nyseanfald, grundet støver der havde lagt sig på tæpperne, som der hvirvlede op da de tog dem væk.Emerson kunne ikke rigtig lade være med at grine, men samtidig gik han også med et smil hen til sin bror og hjalp ham med at tørre snuden ren for alt det støv der nu havde sat sig i den og irriterede. Til gengæld fik han nogle taknemmelige slik på kinderne og hagen, hvortil han smilede og bøjede sig ned for at give Remy et lille kram. Det var nok for alle og enhver tydeligt hvor tæt knyttet de var til hinanden - som det var med langt de fleste santuiner.

De kiggede dog begge op igen, da Fenrer atter trådte ind i huset. “Uhm… I don’t really know…” sagde Emerson så, helt ærligt. “... Hunting and gathering herbs and the likes is sorta… All we know how to do.” han kløede sig let i nakken og så ned som han bed sig let i læben. Han lignede nok lige for det øjeblik en der var meget yngre end han egentligt var - det barn der havde levet uden nogen forældre i så lang tid, i de allervigtigste år af hans opvækst. “So I’m guessing we’ll just continue doing that… I mean...With you teaching me to ride we can at least go hunt in other forests instead, right?” bare så han generede de andre formskiftere så lidt som muligt.

Efter de så havde fået gjort lidt rent, og Fenrer kom med det næste forslag, smilede Emerson og nikkede let. “Yeah, sounds good. Remy?” han nåede knap at sige sin brors navn før han allerede vidste hvad der var gang i, og sprang direkte op i Emerson’s favn hvor han med en lethed trænet gennem mange år greb ham, før de gik udenfor til krondyret, hvor Emerson så fjernede det der var blevet lagt på for at andre dyr ikke gik i det mens de havde gjort ting klar indenfor, for så at tage sin dolk frem og begynde på at skinne dyret ordentligt. Efter noget tid var det lykkedes, selvom det selvfølgelig tog en del mere kræfter og koncentration end det gjorde for ham at skinne kaniner. Men han fik lagt skindet til side og dækkede det med stoffet for nu - så snart han havde parteret resten af dyret, ville han spørge Fenrer om - og i så fald hvor det lå - han havde de forskellige ting til at garve skind, herude. Ellers måtte han jo finde en måde at holde skindet nedkølet så den smule kød og bindevæv der stadig sat på ikke gik i forrådnelse inden han kunne få begyndt på at garve det.

Der gik ikke længe før end ilden dansede i kvasen, som Fenrer havde fået klar, sammen med bålet. Der ville ikke gå mere end et par sekunder nu, før end Fenrer vidste om han kunne efterlade bålet eller ej. I løbet af de få sekunder, nåede der dog et par tanker ind hos Skinwalkeren. Tanker om hans små drenge, og om Cody, der bare forsvandt, som damp ud i den blå luft.
Den sidste gang han havde set Ragnar og Rollo, havde de siddet her, foran pejsen, hvor de havde hygget op for at få varmen. Cody havde været igang med at gøre noget kompot klar til drengene. Rollo havde vinket så ivrigt farvel, fra sin plads ved pejsen, indhyllet i tæppet. Fenrer kunne huske hvor sjaskende våde de var kommet hjem, hans to drenge. Ragnar havde bare haft kigget på ham, som om der var noget galt, som om han nærmest var vred på Fenrer.

En glød fløj fra ilden, der havde fået ordentligt fat i træet, og landede på Fenrers håndryg. Fenrer så ned på hånden, og derefter op på ilden, som han gned en tåre bort. Fenrer kunne konstatere at flammen havde fået godt fat ved træet, så han rakte ud og satte ildskærmen op på hægterne, så brændet ikke kunne vælte ud, mens de to arbejdede udenfor.
Som Fenrer rejste sig, fangede hans syn dog noget på kaminhylden, som han ikke havde ænset da han gik rundt i stuen før. Det var hans jagtkniv, eller, de fleste ville nok betegne den som urtekniv, hvilket den også var blevet brugt som, men for Fenrer havde det været en jagtkniv siden han var lille. Som Fenrer stod der og kiggede på kniven, slog det ham at han måske burde tage den med sig, bare så han ikke behøvede at tage Emersons igen.
Så med en glidende bevægelse, tog Fenrer kniven og gik igang med at spænde den fast til bæltet, som han bevægede sig mod døren.

I den åbne plads, stod Emerson allerede og fandt vejen frem med at flå dyret. Fenrer gik stilfærdigt over til en karm og gav sig til at se på derfra. Han måtte dog se en anelse forundret på Emerson som han øjensynligt gik igang med at partere bukken mens den endnu hang på krogen. Hvem havde dog lært den dreng at flå vildt? Det der skulle nok gå hen og blive besværligt. Fenrer skulle netop til at sige noget, da han kom i tanke om at Emerson og Remy jo netop ikke havde haft nogen, hvorimod Fenrers far havde lært ham alt hvad han kunne. Fenrer havde i sandhed været heldig at have Leidolf i sit liv, og han savnede da også den gamle ulv, men det kunne der ikke ændres på nu.
Fenrer fik rystet tankerne om sin far og alt det andet af sig, tidsnok til at se at Emerson virkelig var igang med at prøve sig i at partere bukken, mens den endnu hang i krogen. Det var altså ikke det smarteste at have gang i, men skulle man virkelig give sig til at rette mere på knægten? Det var jo ikke ligefrem fordi at han havde haft det særligt nemt. Men Fenrer ville nok selv helst bare have haft fået det fortalt, hvis det var ham der stod i denne situation.

Med denne overbevisning, gik Fenrer over mod Emerson og Remy "Hey you two.." sagde han og guidede Emerson lidt tilbage fra bukken med en blid hånd, inden han selv trådte over til bukken. Fenrer løftede bukken af krogen og lod gumpen falde slap over hans skulder. Skulle man alligevel svine tøjet til var der ingen grund til at gøre det forsigtigt. Han så om på Emerson og Remy med et smil "Come along you two" sagde han som han begyndte en tung gang over mod et bord, der stod ikke langt fra krogen.Han lod dyret dumpe ned på bordet i en kontrolleret facon, så intet blevdasket rundt. Fenrer viftede Emerson tættere over til sig med et smil "I'll show you how to do this, and then you cook, ok?" spurgte han med et roligt smil. Han håbede Emerson og Remy ville være enige.
Fenrer tog sin kniv frem og grinte lidt for sig selv, for dolken ville kunne sprætte og ville være fremragende til at kunne tage filetten, eller kammen, men for borgen og køllen, der var den ikke på samme niveau, og Fenrer ville gerne vise Emerson hvordan man rigtigt gjorde.

Fenrer så om på Emerson med et smil og nikkede over mod hoveddøren "In the bureau next to the front door, there's a leather wrap-up, would you mind go getting it for me, please?" spurgte han, inden han vendte sig tilbage mod dyret. Mens han sendte Emerson ind efter knivene i byldten, ville han nemlig bare rille markeringer op på dyrets ene side, så Emerson selv kunne fortsætte når Fenrer lige havde fået vist ham et par ting. Halvvejs igennem markeringen til det første ben, råbte Fenrer, Emerson an, uden at vende hovedet bort fra sit arbejde "It's in the top drawer, left side!"
Fenrer fortsatte blot med sine markeringer, som han ventede på at Emerson vendte tilbage, men lagde dog mærke til at skindet blot var blevet lagt af til siden, hvilket Fenrer lagde til grund at Emerson ikke vidste hvor der var salt. Da han kunne den unge mands fodtrin så han op med et smil og nikkede til tvillingerne "Took your sweet time didn't you?" spurgte han drillende. Fenrer havde ikke tænkt over, eller styr på om der var gået meget eller lidt tid, og egentlig var han også ligeglad.

Fenrer var nået et godt stykke med markeringen, så han stoppede kort, for at se over på Emerson, som han talte "If you'd like to cure, og just tan the hide, then there's some bags of salt in one of the cabinets in the kitchen, but don't go get that till we got rid of the membranes and fat, ok?"

Sandt nok vidste Emerson ikke rigtig at det her også var en forkert måde at partere bukken på - men det havde heller ikke været mange gange før at han havde nedlagt sådan en, kaniner og fasaner og lignende var mere det normale for ham... Men indimellem skete det at han fik ram på en buk eller en då, og så havde han bare parteret dem som det faldt ham mest naturligt ind - hvilket jo netop nok ikke var den korrekte metode, men bare hvordan han fandt det nemmest at gøre, nu han aldrig rigtigt havde set på mens andre udførte den slags ting.

Han drejede hovedet mod Fenrer som han kom over igen, blinkede en smule overrasket, men gik dog villigt tilbage fra bukken som han blev guidet væk fra den igen, og stille observerede Fenrer som han smed bukken over sin skulder. Roligt bukkede Emerson sig ned og tog Remy op i sin favn - hvorefter Remy så blot hoppede op på Emerson's skuldre, tydeligtvis vandt til at fint holde balancen der mens Emerson gik, så fint som det gik at han fulgte efter formskifteren hen til bordet, så de begge kunne følge med i hvad der skete. Remy var den af de to der nikkede til Fenrer's forespørgsel, før Emerson med et smil vendte om og gik indenfor, Remy stadig på hans skuldre som han med hjælp fra det ekstra råb fra Fenrer, fik fundet den byldt han snakkede om, og kom ud med den igen - Remy stadig noget så fint stående på hans skuldre, to poter på hver skulder.

Emerson kluklo dog en smule. "Well, you know the place better than I do, after all. It takes a bit fo time to find our way around here." og Remy nikkede, tydeligtvis enig. Men nu havde de jo også bare været vandt til en lille hytte med kun ét rum i... Som der kun havde haft en seng, et skab, et ildsted og en reol, og det var sådan set dét. Så i forhold til det var huset og grunden her jo kæmpestort.

"Ah. Right. Am I right in assuming that getting that off of the pelt is, like... Sort of like how I do it with the rabbits, just larger scale and a bit tougher?" han kunne jo ligeså godt spørge før de nåede dertil, og han bare gjorde som det bedst faldt ham ind igen.

// undskyld den blev kortere >__<

Fenrer rystede på hovedet af Emerson med et lille smil "No, not really" svarede han angående hvorledes man bar sig ad med skindet fra en buk. Det var bestemt ikke lige så let som med en hare eller et egern. Fedtet og hinderne på et rådyr var ikke til bare at kunne flå huden med, som det var på et egern.
Forklarer det grundlæggende "You could easily pull off a good part of the skin.." sagde han og viftede med spidsen af kniven, der dermed indikerede en del af flanken".. as opposed to, for example, a sheep, but you still had to be more careful and have the knife ready so you can handle stubborn areas easily" Han viftede Emerson of Remy tættere på ham, med den frie hånd. Han smilede og pegede på de dybe snit han havde lavet, der gik til brusken, i anklen på bukken "Do ya see these cuts I've made?" spurgte han og skimtede mellem hans arbejde og tvillingerne "Those are so you can rip off the hoofs, and.." Fenrer rykkede over til bukken og og lagde kniven på det snit han allerede havde lavet på forbenene, og gentog den bevægelsen han havde lavet snittet med ".. you do it like so"

Da Fenrer havde forklaret, rakte han Emerson kniven"I'll give ya a hand  with the first ones.." sagde han og gav Emerson et lille klap på skulderen".. then we'll put him back up and flay him, well, you'll flay him and I'll help, alright" forklarerede Fenrer videre med en munter tone, og kunne ikke lade være med at tænke tilbage på de første gange han havde lært sine drenge, Rollo og Ragnar, at flå et størrere dyr. På samme måde som han havde med drengene, viste han Emerson hvad man skulle gøre, og var klar til at overtage, eller placere kniven hvis det skulle blive nødvendigt. Han ville dog ikke tage noget af arbejdet fra Emerson, hvis ikke det var nødvendigt.
Da det introducerende stykke arbejde var overstået, nikkede Fenrer med et smil til de to, inden han knækkede fødderne af bukken ved anklerne, og smed dem på jorden til Remy "There you go bud, nothing goes to waste" sagde han med et smil, inden han atter vendte sig mod Emerson"Good, now we cut him open down to the chest.." Fenrer satte en finger og førte den fra en af de afskårne fødder og ned ad benets inderside, til brystet".. opening the skin on all legs, sternum and neck"
Fenrer blev ved med at føre fingeren rundt, for at vise Emerson hvor hans snit skulle lægge. Da han var gået igennem de forskellige steder, så han op på Emerson "You got it? Good" sluttede han af og samlede bukken op, hvorpå han gik tilbage over til krogen og satte den op at hænge i kæben.

Fenrer rakte Emerson sin kniv og holdte hånden ud mod ham"Hand me that rope" sagde han og nikkede kort med et stykke flettet reb, der han på en filet krog, bag ved Emerson. Da Fenrer havde rebet, stak han det igennem et lille stykke hulrum i en sene, som deres snit ved bagbenet havde afsløret, og bandt derefter den anden ende af det korte reb fast i en lille jernløkke, der viste sig fra jorden, efter at Fenrer havde viftet lidt jord bort.
"My own Idea.." sagde han med et smil, med en henvisning til rebet der nogenlunde fastgjorde bukken, og så op på Emerson, hvorpå han rejste sig igen "..it'll hold it somewhat steady, while we work.." Fenrer puffede lidt til bukken.Selvom han havde respekt for dyret, så var han klar over at dyret ikke længere kunne føle eller brød sig for hvad der skete. Dets sjæl havde sluttet ,sig til skoven, som var tilfældet med de fleste der døde her.
"Just don't yank it around to much, otherwise the tendom will snap"
Fenrer gav sin kniv til Emerson, og vendte sig mod dyret "Ya'll be going to make your cuts.. here.."sagde han og viste atter de enkelte steder fra før, hvor Emerson skulle skære "..down through here and so on" Han vendte sig atter om mod Emerson og smilede roligt til ham "Just don't go to deep, otherwise ya'll ruin the meat underneath, ok?"

//Håber det giver dig lidt mere at svare på xD

Nå... Ja, jamen så var det jo bare sådan det var. Emerson havde jo kun kunnet gætte sig frem indtil videre. Kaninerne havde været nemme nok at lære, og på sin vis også de få vildsvin han havde fået nedlagt sammen med Remy. Men størrelsen på hjorten, og hvor kraftige scenerne var, ja, det gjorde dem jo så åbenbart en del vanskeligere end alt det mindre. Han nikkede stille som han lyttede grundigt efter, og nysgerrigt observerede de snit han fik lavet, gjorde hvad han nu lige kunne for at huske det fremover. Hvis han havde lært at læse og skrive havde han nok prøvet at skrive ting ned for at huske på dem, men det var ikke noget mulighed, så istedet måtte han stolepå sin egen hukommelse, der heldigvis også var rimelig god. Som regel, i alt fald.

Han tog stille imod kniven da den blev givet til ham, før han så trådte ind foran Fenrer, og med et lille bid i læben - som altid skete når han koncentrerede sig - så gjorde han nu sit bedste for at efterligne de snit Fenrer havde lavet før. Det krævede at han brugte en del mere styrke end han havde gjort med andre dyr for at komme ordentligt igennem, hvilket nok også godt kunne ses på hvor hurtigt sveden samlede sig på hans bryn. Men han fik da gjort det, og rimelig godt hvis han selv skulle sige det, i alt fald når det her nu egentligt var første gang han fik prøvet at gøre det på den her måde.

Remy hoppede lidt til siden i ren refleks da fødderne blev smidt hen til ham, men kiggede derefter taknemmeligt op på formskifteren, og trak dem med sig hen til en busk i nærheden - instinktet der krævede at han lå i ly for eventuelle større rovdyr mens han spiste, nu det var et af de mest sårbare tidspunkter for alle dyr. Remy var skam klog nok til at vide at de andre nok ville opdage det og han derfor ikke var i reel fare, men det med at ignorere instinkterne var bare ikke noget han lige kunne på visse punkter. Inklusiv dette. Imens fik Emerson hentet rebet Fenrer spurgte om, og inden længe hans bukken jo så en del mere stabilt end den ellers ville.

Med et lille nik, tog han igen mod kniven, og observerede omhyggeligt alle de steder Fenrer pegede mod - før han så begyndte. En masse små snit, netop for ikke at skære for dybt. Så det gik lidt langsomt, men til gengæld var han sikker på at han ikke ødelagde noget. Han ville hellere tage sin tid med det, så, end at ruinere alt der lå under selve skindet.

// det har ikke noget at gøre med at jeg mangler ting at svare på, jeg er bare meget distræt for tiden så jeg bruger meget mere energi på at svare end ellers Så mine svar er nok bare generelt lidt kortere end ellers det næste stykke tid <3 Dine svar er skam dejlige <3