No stealing from me - Bennett

Tid: 18 ca.
År: 1164
Måned: December
Sted: Bazaaren, blandt boder og slaver
Vejr: Koldt, et fint lag sne har lagt sig over alle uberørte overflader.
Omgivelser: Beskrives
Emnepartner: [For at se dette link skal du være tilmeldt og logget ind.]


Vinteren bragte både gode og dårlige ting med sig - på den ene side kom mørket langt tidligere end resten af året, men på den anden side tvang kulden mange folk inden for så snart solen forsvandt. Bazaaren i Doomsville var dog et af de steder der på trods af den manglende sol stadig kunne lokke mange væsner til sig. Her var der så meget spænende og mystisk at det kunne være svært at holde sig væk. Bazaaren husede dog også mange grusomme og groteske ting, så som slavehandel, lejemordere og diverse flasker, hvis indhold kan slå selv den sundeste ihjel. Derfor var det nok ikke så underligt at på selv denne kolde aften var der godt gang i bazaaren.

Mange forskellige væsner gik mellem boder og butikker. Man kunne høre sælgere råbe op om alle de vare og gode tilbud de havde, blandet med den velkendte kliren af mønter. Jorden var smattet og klam fra al mudderet der konstant blev trådt op af folk der bevægede sig rundt af de smalle stier mellem boderne. Selvom frosten var kommet, havde den ikke en chance for at fryse jorden her. Ud over den bidende kulde, var det eneste andet tegn på vintervejret et fint lag sne oven på bodernes tag eller oven på tønder der endnu ikke var blevet flyttet rundt på. Her var alt for travlt til at sneen kunne nå at bygge sig ordentligt op.
Blandt alt bevægelsen og larmen fra de mange væsner stod Marcus. Denne dag stod i ærindernes tegn. Han havde allerede et par andre folk der ordnede forskellige ting for ham, men der var bare altid ting som ikke kunne gøres af andre end ham selv. Dette ærinde var et af dem, de sidste mange måneder havde han været på jagt efter noget helt specielt. Rygterne om hvor han kunne opdrive noget helt bestemt blod havde ledt ham til en lille bod i hjertet af Bazaaren.
Som de fleste andre der bevægede sig rundt i Bazaaren var Marcus rimelig neutral af udseende, han var i klædt de samme gamle læder støvler som altid, et par mørke bukser der var mudret godt til i bunden af buksebenene og en halvlang jakke der også havde set bedre dage. Den var slidt og havde taget form efter Marcus skuldre så den sad behageligt på ham. Han var ikke fattig at se på, men han lignede en der hørte til i bybilledet, der var intet der afslørede hans position blandt vampyrene.

Marcus stod bed den bod han havde hørt rygter om. Det var en gammel mand der ejede boden, hans ansigt var fyldt med de velkendte rynker tiden gav, hans øjne var indsunkne og hans statur var skrøbelig og skæv. Noget der nok ikke blev afhjulpet med den hjemmelavede stok der var alt for høj til ham. Marcus havde dog ikke nogen sympati med den gamle mands sikkert smertefulde eksistens - tvært imod. Marcus var irriteret og utålmodig med den gamle mand. "Jeg har ikke tid til din forvirring og glemsel... Hvis du ikke har hvad jeg leder efter, så spilder du min tid!" lød det hvæsende fra Marcus, der stod bøjet næsten helt ind i boden hvor den gamle man humpede rundt for at kigge i alle sine ting. Den gamle mand virkede dog ikke til at skynde sig eller overhovedet blive generet af Marcus' vrede og utålmodighed. Man kunne blot høre den gamle mand der små snakkede med sig selv imens hans ledte efter et eller andet. "Nææ, jeg synes jeg husker at have haft ghoul blod... Det skulle være her..." den gamle mands ord var lave og langsomme, som havde han al tid i hele verden. Hans knastede fingre bladrede i kasser han havde stående bagerst i den lille bod. Der kig en rum tid før den gamle mand igen vendte tilbage til Marcus. Han rystede på hovedet en tand forvirret før han smilede, som kun gamle folk kunne til Marcus. "Jeg må havde solgt hvad jeg havde. Det er også den gamle hukommelse der driller" hans stemme var rar og venlig, men det havde ingen effekt på Marcus. Et lavt suk kom fra Marcus før han rettede sig op og så indgående på den gamle mand. "Jeg håber du har ret. Høre jeg snak om at du sælger ghoul blod til andre end mig så vil din bod mangle en sælger" hviskede Marcus inden han vendte sig om. Hans tålmodighed var brugt og hans humør var ødelagt. Denne aften havde ellers været startet godt...

Kulden gik igennem både marv og ben på den unge mand, der havde begivet sig ind i byen. Det var noget, han altid undgik så vidt det var muligt, men nu var det så lang tid siden, han sidst havde spist, at han var ved at blive desperat. Bennetts tænder klaprede af kulde, da han i et langsomt tempo begav sig mod Bazaren. Han vidste, at det var der, mange sælgere og væsner holdt til, så måske kunne han få købt noget mad. Da han kom nærmere de første boder, kunne han høre diverse tilråb fra sælgere, der prøvede at overbevise de forbigående til at komme tættere på. Der var dog ingen, der snakkede til Bennett. Han holdt sig mest i skyggerne, med den sorte hætte trukket godt op over hovedet. Han var iført det samme mørke tøj som altid. Skoene var slidte og hullede, bukserne mudrede og jakken for stor. Forhåbentlig kunne ingen genkende ham på denne måde. Han måtte se herrens ud og i virkeligheden lignede han nok mest en af de slaver, der også var på bazaren.

Bennetts mavede rumlede så højt, at han blev bange for, at alle omkring ham, ville stirre hen mod hans lille gemmested. Hvornår havde han sidst fået mad? Hvis han skulle være ærlig, vidste han det ikke. Men nu var det ved at være så længe siden, at han var helt svimmel af sult. Han vaklede hen til en ældre kvinde i en af boderne. Hendes hud var mælkehvid og hendes store mørke øjne, fikserede sig hurtigt på ham. Rystende gik Bennett hen til hende, hvor han pegede på et brød.
"Hvad koster det?" Stemmen var rusten, da han ikke havde talt i flere dage. Sådan gik det, når man altid var helt alene. Da han hørte prisen, sukkede han let. Det var alt for højt for ham.
"Har du noget..Billigt?" Han nævnte kort sin pris overfor hende, og det fik kvinden til at slå en hånlig latter op. "Du får intet til den pris" Da han hørte kvindens ord, havde han ærlig talt lyst til, at sætte sig ned og græde. Svimmelheden tog over, og han vaklede tavst tilbage i skyggerne. Hvad var der tilbage at gøre nu? Han måtte have et eller andet! Og hurtigt! Spørgsmålet var bare hvordan. Han skulle hurtigt have penge, hvis han ikke skulle besvime af sult. Bennett bed tænderne hårdt sammen, mens han betragtede de forbipasserende væsner. Der var alle typer folk, men de fleste af dem skræmte blot Ben. Da en høj bredskuldret fyr gik forbi ham, trak han sig derfor automatisk lidt tilbage, dybere ind i skyggerne.

Bennett fortsatte nu lidt længere ned af gaden, mens tårerne så småt var ved at vælde op i hans øjne. Hans blik var placeret nede, og pludselig kom der et eller andet over ham. Ren og skær desperation for at få et eller andet at spise. Han så lidt op, hvor han bemærkede et par mørke frakkelommer. Hvem frakken sad på, kiggede han ikke engang efter. Hvis han gjorde det, ville han bare miste modet. Han ville normalt aldrig gøre den slags, især fordi han var bange for at blive opdaget. Uden at tænke videre over det, lod han en lille beskidt hånd glide ned i frakkelommen på den fremmede person ved siden af sig. Stoffet var blødt og fremmed, og da han mærkede noget, føltes det som om hjertet ville springe ud af brystet på ham. Bennett havde aldrig stjålet før, og han brød sig virkelig ikke om det. Men nu blev han nødt til det. Forhåbentlig ville han bare ikke blive opdaget. Den tanke turde han slet ikke tænke til ende. Der var en del væsner omkring dem, så måske ville personen ikke bemærke, at der lige kom en ekstra hånd omkring sig.

Marcus hoved var fyldt med frustration! Han Var kun kommet til bazaaren denne dag for at finde det blod... Hans tid var blevet spildt. Måske det netop var denne frustration der havde taget en del af hans opmærksomhed. Han havde til at starte med slet ikke opdaget at der var en fremmed hånd i hans ene frakkelomme. Det skulle dog ændre sig.
Da Marcus ikke længere havde mere han skulle ved netop denne bod ville han få taget sig af nogle andre ærinder han havde. Men da han tog et skridt frem mærkede han hvordan den ene side af hans frakke ikke fulgte med ham. Det var kun kort han mærkede det, før han reagerede. Med en hurtig bevægelse rakte han selv sin ene hånd i lommen og greb fast i den fremmede hånd. Han trak hånden op af lommen og vendte sig mod tyven.

Marcus' blik var iskoldt, som han så på tyven. Det var ikke just en normal tyv. Denne tyv så ud til at være på renden til at tude! Marcus bed hårdt sammen før han strammede grebet om tyvens hånd. "Ingen stjæler fra mig!" bed han med en lav, men meget hård tone. Selvom dette ikke just hjalp på hans humør med det samme, så ville det måske vise sig at være for det bedste? Nu ville han have en han kunne afreagere på.
Uden så meget som at se sig omkring rettede Marcus sig op og trak så afsted med denne unge tyv. Han skulle mærke sin fejltagelse på den ene eller anden måde."Jeg tolererer ikke tyve med mindre de arbejder for mig" lød det kort fra ham imens han med lethed gik igennem folkemængden med tyven efter sig. Skulle tyven gøre modstand ville Marcus blot stramme det allerede knusende greb han havde om tyvens hånd. Marcus var ikke bleg for at brække folks knogler hvis de gjorde modstand. Selv Alanis, hans blodluder havde mærket hans utålmodighed da han bed hende første gang. Det ville ikke være meget anderledes for denne unge mand, bortset fra Marcus ikke havde i sinde at bide denne aften.

Da de var nået lidt ud af den tætte folkemængde fandt Marcus hurtigt en lille krog mellem nogle træboder, hvor der ikke var nogen der kunne genere ham. Han trak tyven der over og skubbede ham ind i krogen, hvorefter Marcus kig tættere på så det ville være svært at flygte. "Hvis du ikke kan stjæle uden at blive opdaget så må du tage straffen..." konstaterede Marcus roligt imens han så småt begyndte at rulle ærmerne op på frakken.

Bennett nåede kun lige at blinke, inden mandens hånd sad om hans håndled. Han havde ingen chance for at trække hånden til sig i tide. Det hele gik så stærkt og pludselig stod han altså der i kløerne på en fremmed person. Da han kiggede op, gik det hurtigt op for ham, at det var en mand, han havde prøvet at stjæle fra. Den sidste mand der havde rørt ved ham, var Willem og siden der, havde han været ufattelig bange for mænd. Da han hørte mandens ord, kunne han ikke undgå at komme med en svag pivende lyd. Han var lige ved at kaste op af bar skræk, da han hørte det. Alt snurrede rundt for den unge Bennett. Han var så sulten, så utrolig sulten..Vaklende blev han hevet med, og han gjorde intet andet end at prøve og holde tårerne inde. Det lykkedes desværre ikke ret godt, og han endte med at kigge op på manden med tåre trillende ned af de blege udsultede kinder.

De fleste andre ville sikkert prøve at løbe væk eller vriste sig fri fra mandens greb, men Bennett havde lært, at det kun kunne give flere problemer. Sådan havde Willem oplært ham, og selvom det var noget tid siden, han havde været i hans klør, sad det stadig i ham. Hans tag gjorde ondt, men det var ikke noget, Bennett ikke var vant til. Til gengæld larmede hans mave højt, for at fortælle sin ejer, at den havde brug for mad.

Da de var kommet over i et hjørne mere gemt fra de andre væsner, kunne Bennett godt regne ud, hvad der skulle til at ske. "Undskyld!" Hans stemme bævede, og han var så småt ved at falde helt sammen. Sådan var han tit, når han ikke havde sovet i flere dage. Da manden trådte nærmere, begyndte han så småt at hyperventilere. Han var så tæt på ham..Så utrolig tæt på. Alt for tæt! Det var med denne tanke, at Bennett faldt ned på sine knæ og nu lod tårerne få frit løb. Hvorfor skulle han også være så dum? Det var kun hans egen skyld, at han var havnet i denne situation.

"Jeg var så sulten..Det var ikke min mening..Jeg har aldrig stjålet før..Undskyld undskyld undskyld" Han havde aldrig været så ynkelig før, men hvad skulle han gøre? Om lidt ville han sikkert blive banket sønder og sammen eller blive dræbt. Eller det der var værre. Men han havde fortjent det. Han kunne bare lade være med at stjæle. Han var en forfærdelig person, der fortjente alt det ubehagelige, der skulle til at ske.

Selv gennem Marcus' frustration og vrede kunne han se at denne tyv han havde taget på fersk gerning var langt fra den almindelig langfingrede tyv. Denne unge mand var ynkelig. Hans bævende stemme var ærlig og de mange tåre der var begyndt at løbe ned af hans kinder var ikke nogen som selv den bedste skuespiller ville kunne fremmane.
Ikke nok med tuderiet så faldt tyven også på knæ hulkende. Et lavt suk slap Marcus' læber da han bøjede sig ned og tog fat i begge skuldre på drengen. Han fik hanket op i den knoglede krop så han igen ville stå op. Selvom det var med meget hjælp fra Marcus af. Havde det været en ung vampyr der stod fortvivlet foran Marcus havde situationen måske været anderledes. Måske havde Marcus forbarmet sig, men lige denne aften virkede ikke til at stå i forbarmelsen tegn. I stedet bed Marcus hårdt sammen før han snerrende talte. "Gem dine tårer til en anden blødsøden person, de virker ikke på mig!". Marcus' blik lå fast på den unge mands ansigt. Han ville se den frygt der var i dæmonens øjne.

Marcus lænede sig ind mod tyven og hviskede med en iskold stemme. "Du ved vel godt hvad der er straffen for tyveri?" selvom det var et spørgsmål så gav han ikke tyven meget tid før Marcus slap hans ene skulder og greb ud efter det ene af tyvens håndled. "Siden du ikke lykkedes med at tage noget fra min lomme vil jeg måske kun tage én finger?..." lød det tænksomt fra Marcus imens han strammede sit greb om tyvens håndled. Han var selv endnu ikke sikker på hvad han ville gøre mod staklen, men han ville på den ene eller anden måde blive afstraffet. Marcus var dog ret opmærksom på sine omgivelser. Selvom de var i en lille afkrog af bazaaren hvor der ikke var så meget traffik, så var der alligevel vidner til stede der måske ville bryde in hvis det blev mere voldsomt. Det ønskede Marcus ikke.

Det skulle vise sig at disse bekymringer ikke ville forblive bekymringer. Lyden af to metal kliren afslørede de to vagter der havde været på patrulje i bazaaren, som var på vej mod Marcus og hans indfangede tyv. Denne dag virkede kun til at blive værrer... Havde Marcus troet på karma ville han nok havde beskyldt det som værende dårlig karma, men i sidste ende var han ikke typen der troede på den slags. I stedet lod han bare frustrationerne forblive inden i hans tanker imens han rettede sig op og vendte sig lidt væk fra tyven. "Hvis du så meget som piver så mister du din hånd!" snerrede han af tyven i et håb om at han forstod hvad Marcus forlangte af ham.
Den klirende lyd af vagternes uniform blev højere og højere, og med et drejede de ned af den lille sti som Marcus og tyvens krog lå på. Med et var Marcus som en anden person. Vreden var ikke til at spore i hans ansigt og han slap hurtigt tyvens skulder for at stikke sin hånd i lommen. Ud af lommen havde han fundet lidt mønter frem som han gav sig til at tælle med en afslappet tone.
Da vagterne skulle til at passere Marcus og tyven hev Marcus tyvens hånd frem og vendte den med håndfladen op imens han lagde et par mønter i tyvens hånd. "Det burde være nok til et brød og noget saltet kød, min ven" hans stemme var varm og venlig og hans smilede som om denne venlighed var så naturlig som at stå op om morgenen. Vagterne kiggede ganske rigtigt hen på dem da de passerede, og det virkede endda også som om de blev narrede af Marcus' venlige facade.