Who let the dog in? ~Asher

Sted: Junipers palæ tæt ved havnen i Aquener.
Tid: Daggry cirka.
Omgivelser: Beskrives i emnet, men folk er efterhånden ved at forlade, hvad der nok har været husets største fest…siden nytår that is.


De fleste, der var ved at forlade foyeren i det enorme palæ havde svært ved at gå, imens. Ikke kun rent fysisk på grund af for meget vin. Juniper havde det altid med at tiltrække folk, der gerne ville beholde hendes selskab længst muligt. Det generede hende ikke. Hvem brød sig ikke om opmærksomhed? At holde lav profil lå ikke ret godt til hendes livstil. Stående på et af de nederste trin på mamortrappen, tog hun varmt afsked med hver og en af sine gæster. Eller de af dem hun kunne se her i hvert fald. Nogle af dem skulle sikkert gennes ud. Enten fordi de simpelthen ikke ville gå, eller fordi de havde forvildet sig et eller andet sted hen og enten ikke kunne finde tilbage eller simpelthen ikke havde opdaget at festlighederne var overstået. Men var de egentlig nogensinde helt det? Ikke hvis det stod til Juniper. Hun kunne feste alle ugens syv dage og nætterne med, hvis ikke det var fordi, at hendes krop engang i mellem trods alt havde brug for hvile. Og der var folk nok at feste med. Juniper havde efterhånden lidt af et ry for at være en…yderst gavmildt værtinde. Mad var og drikke fandtes i uanede mængder, hvor end hun kom og gik og ej heller var hun bleg for at gamble selv de mest kostbare ting væk. Hun blev altid præsenteret for nye ting af folk, der ønskede hendes opmærksomhed anyway. For hende havde både disse mennesker og de ting de næsten begravede hende i lige lidt værdi. Deres bevidstheder, var hun overbevist om, var ikke eksisterende og i længden var de derfor blot den slags legetøj, der måske nok var sjovt i korte perioder, men hurtigt blev glemt eller kastet bort. Eller ødelagt for at få den sidste morskab ud af det.
Selvom hun glædeligt legede den vittige charmerende værtinde og spillede sine gæster subtilt ud mod hinanden i kampen for bedst muligt at vinde hendes gunst, så var de her nu mest som underholdning. Og føde. Det gjorde det let for folk at falde i fråseriet, når man præsenterede den for sådan en overflod.

I virkeligheden er alt mennesker behøver for at blive de bæster de i virkeligheden er, nogen der giver dem lov til at være det.

Juniper følte sig i alt i alt i et ganske godt gemyt i dag. Et kort øjeblik overvejede hun, om hun skulle trække en…eller to af de tilbageværende gæster med sig tilbage i seng. Hun havde været meget opmærksom på en ung rødhåret kvinde, der havde stirret på hende hele aftenen uden at være tapper nok til at sige så meget som et ord. Da det var lykkes Juniper at fange hendes øjne, var hun nærmest flygtet ud af lokalet.
Juniper overvejede kort sine muligheder, nippede til det næsten gyldne indhold af en champagnefløjte. Det på trods af, at hun havde drukket mere end hvad der nok burde være menneskeligt muligt allerede. Hendes kinder glødede og de i forvejen gennemborende isblå øjne var om muligt mere intense end ellers. Hendes nuværende elsker var den sidste der gik af dem hun havde et overblik over lige nu. Hun kyssede ham på kinden på en sært distanceret og sådan lidt nedværdigende måde. Som om han ikke var en baron med sit på det tørre, men mere en nuttet lille ting, hun mest af alt tolererede for nu. Hun kunne lige så godt have klappet ham på hovedet.


”Goodnight, my love,” ,” tog hun pænt afsked med ham. Hun betragtede ham gå slukøret hjem alene. Han havde sikkert håbet på en noget anden afslutning på dagens festligheder. Men Juniper holdt af at holde dem på tæerne. Hvis hun kendte denne unge herre ret, var han allerede i gang med at overveje, hvad han havde gjort galt. Det ville sandsynligvis kun drive ham tættere på at ruinere sig selv i forsøget på at rette op på sine, forestillede, fejltagelser. Hvilket passede Juniper udmærket. Selvfølgelig.
Da hun var blevet ene og alene tilbage i den store foyer kun med den klukkende lyd af springvandet i midten til selskab, bundede hun det resterende indhold i sit glas og tog en kort runde i husets underetage. Formåede på en eller anden måde stadig at bevæge sig med samme faretruende dovne ynde som et større kattedyr på trods af, at hun garanteret ville vågne op med en massiv hovedpine næste morgen.
Alt var som det plejede her. Slaverne var enten ved at genne forvildede gæster ud af huset eller også var de grådigt faldet i resterne af maden. Kæmpede om de sørgelige rester, som sultne hunde, der aldrig blev fodret. Snerrede af hinanden, hvis nogen kom for tæt på. Potentielt kunne det lede til et blodbad, men det regnede Juniper med, at de selv rydede op efter. Eller også spiste de bare den døde selvfølgelig.

I en af stuerne hang tobaksrøgen så tungt at luften syntes blålig. Hunmåtte ruske et par vågent, der ellers var faldet i søvn filtret totalt ind i hinanden. Deres panik over, at blive fundet sådan, fik hende bare til at grine.

Hun åbnede vinduet og begav sig så ellers tilbage til trappen og ovenpå mod sine private gemakker. Hun havde mere eller mindre besluttet, at det hun helst ville have lige nu var et let måltid mad og så at sove.
Hun blev dog afbrudt da en af hendes slaver vovede, at ligge en hånd på hendes skulder.

Han krympede sig, da hun sendte ham et sukkersødt smil.

”Y…Your Ladyship, I beg your pardon, but…we found…we found a man..wandering the upper floors, we….I’m not sure he is supposed to be there.”

“Well what are you waiting for then, man?” Juniper fnøs, modstod kun lige trangen til at rulle med øjnene.

”Bring him to me. I shall be in my drawing room. I will deal with whoever this intruder is myself.”

Hun gav ham ikke lov til at svare, før hun havde taget de sidste trin op af trappen og var drejet af til sin private dagligstue. Hun smed sig skødesløst på en divan, ventede. Hun rettede rastløst på den lange sølvfarvede kjole. Silke så glat, at det føltes som at røre vand. Påsyet et hav af små hvide ædelsten, der lynede i det flakkende lys fra krystallysekronen i loftet. Hun lagde mærke til, at en af dem var gået løs, pillede den af og smed den fra sig med en ligegyldighed, som om det var en løs tråd. Sammen med den røg hendes sko. Hun holdt halvdøsigt øje med døren. Lyttede efter fodtrin, alt sammen imens hun nippede af en skål med bær på sidebordet.

P let læderrustning
Mens festen, havde været igang, havde Asher fået sniget sig ind. Han, havde haft god tid til og udnytte hans tid til og finde genstanden og komme afsted med den. En mand udenfor, havde fået genstanden en enkel halskæde, mens Asher, havde udnytte han ekstra tid til og se sig omkring da en slave fandt ham. Han, havde ikke været hurtig nok og nu var han på vej tilbage med en gruppe. Som de prøvede og få fat i ham og hold ham så de kunne bringe ham ned til deres herskerinde, havde han prøvet og bryde fri. Flere af dem, havde derfor fået en masse skader, inden de endelig havde fået ham smidt ned til selve rummet, hvor de derefter bukket for at forlade, ham sammen med værtinden. "Har du nogen ideer om hvem jeg er miss, jeg er en meget stor barron jeg, havde baret forvilde mig under festen. " Lød det fra Asher som prøvede og spille hans nye rolle. Ikke en rolle han var glad for taget hans fortid i betragtning.

Hun betragtede knægten med et hævet øjenbryn. Satte sig bedre til rette på divanen, trak de lange slanke ben op under sig. Som hun sad der krøllet komfortabelt sammen, kinderne rosenrøde og det lange blonde hår glødende i skæret fra stearinlysene så hun noget nær uskyldig ud. Juniper forholdt sig tavs. I stedet for at sige noget spiste hun endnu et bær fra skålen på bordet. Stilheden hang tungt mellem dem som et kvælende tæppe. Den talte sit tydelige sprog om, at han nok burde overveje sine svar rigtig grundigt nu, hvis han ikke ville ende med at…genere hende. Og at genere hende var som regel ikke noget nogen ønskede. Slet ikke, hvis de først havde oplevet det én gang. Og alligevel kom han her på dagen for hendes fest, hvor hun ellers var i så godt humør, og vovede at prøve på den slags. For at være retfærdig et øjeblik, var det ingenlunde fordi Juniper havde styr på alle der kom og gik til hendes feste, det var folkene ikke vigtige nok til og for all she knew kunne det principielt godt have været, at han havde været inviteret af en eller anden årsag. Indtil han valgte at lyve. Adelsmænd kom ikke vadende her i halvslidte læderrustninger. De så dette som en mulighed for blær og du kunne bide dig selv i næsen på, at enten mødte de op i deres stiveste pus eller også så dukkede de ikke op overhovedet. Hvad ville deres rivaler ellers ikke sige? Så at dette her, skulle være nogen form for adelsmand, var en absurd tanke. Hvis han havde påstået, at han var der som en slags livvagt ville hun måske have troet på ham. Han havde looket og selvom hendes fester kun sjældent havde ført til blodsydgydelser blandt gæsterne (en af hendes gæster havde engang påpeget en åbenbart slående lighed mellem hende og en eller anden…danser fra Sunfury. Hendes daværende elsker havde stukket ham, der vovede at påstå noget sådant ned, før hun kunne nå at spørger ind til det og hun havde ikke rigtig skænket det en tanke siden), så var samfundet på toppen af kransekagen et meget paranoidt et. Så at nogen var ængstelige nok for, hvad deres konkurrenter kunne finde på til at slæbe…dette med ind i hendes fine hus var i for sig ikke urealistisk. Men han havde skudt sig selv i foden ved at tro, at han kunne lade som om han var noget. Over hende, der var alt. ”You want to know what I think, boy?” spurgte hun, imens hun langsomt rejste sig fra sin plads. Som om hun havde al tid i verden. Han kunne ikke så godt gøre meget andet end at vente.
Et strålende smil, der dog ikke besad nogen reel varme bredte sig på hendes ansigt.

”I think you’re a liar.” Hun trådte elegant uden om sofabordet, der ind til da, havde skabt afstand mellem dem.

”And I don’t care much for liars you know?” Hun lagde hovedet let på skrå, studerede ham indgående.

”So I think your best bet now is begging forgiveness.” Hun satte sig på kanten af bordet, lagde benene over kors.

”Well? Get on your knees and beg, boy.”

Bare ordet boy, pissede ham mere af en hvad godt var. Hans øjne studeret den smukke kvinde med det, hvide hår som nærmest sig ham ganske elegant inden hun satte sig ned på bordet foran ham, hvorefter hun åbnet munden og bedte ham om og tigge om hendes tilgivelse.

Hans øjne så derefter over mod hende, " how about no i dont beg and get on my knees but you do." He added as, he looked towards the beautifull woman, in front of him.

" what was it that, gave me away the outfit ?" Lød det fra Asher, hvorefter han så på hende, klar til og angribe, hvis an fik behovet for det. "and dont call me boy "

Lød det ganske kækt fra ham, som hans øjne studeret hver og en af hendes bevægelser, klar på og react, hvis ikke han kunne holde sig fra at angribe hende, viille det nok komme fra, hendes reaktion til, hvad han nu havde indrømmet og, at han ikke føjet hendes ønsker.

Juniper lo. En blød lyd dybt nede fra halsen, der mest af alt mindede om en kats spinden. Der virkede ikke til at være gang i ret meget oppe i hans hoved lige nu. Bevares, man kunne ane, at han i en eller anden grad var på vagt overfor hende. Måske forventede han simpethen, at hun lige om lidt ville forsøge at nakke ham, men alt andet fortalte hende, at han ellers var mere opmærksom på at stå og stirre på hende end på alvoren i den situation, som han havde bragt sig selv i Et skævt smil spillede om hendes læber og hun studerede ham åbenlyst. Dømte ham. Og fandt ham….mangelfuld. Hvem troede han lige at han var? Vadede ind i hendes hus, som om han ejede stedet og bad hende så om at sidde på knæ som en eller anden gemen luder? Hvis ikke det var fordi, at hun ikke havde andet at beskæftige sig med resten af aftenen og hun trods alt var vågnet for meget op til at sove, så ville hun sikkert have slået ham ihjel.

”To do what? Suck your cock? Keep on dreaming, sweetie.” Kælenavnet blev sagt i en tone, som om hun talte til en baby eller en lille hund.
Hun lagde armene over kors under brystet og så på ham med hovedet lagt en anelse på skrå.

. ”I would really advice you to comply with my request. My instructions should be clear.” Hun viftede affærdigende med den ene hånd. Stenene i hendes ringe gnistrede ved bevægelsen. Hun ventede.

”Of course, I could have someone force you, if you would prefer that, but…you strike me as someone who wants to keep at least a small bit of dignity?...on the other hand you act undignified very well on your own, so maybe you’re into that? I shall try not to judge.” Hun sendte ham et glitrende uskyldsrent smil. Det stjerneklare blå blik borede sig ind i knægtens eget. Til trods for smilet var der ingen varme i det blik. Det var den slags blik, man kunne visne under.

”Oh, honey…it was the everything. A word of advice, just because I’m feeling nice. The next time you break into someone’s house, try to pick a role that you can actually play. A controversial idea, I know, but I swear it works.”

Hvad regnede han med? En adelsmand ville have haft et minimum af høflighed, selv hvis han var blevet slæbt af sted på samme måde som denne knægt, for han ville have forstået, at han var et sted, hvor han ikke burde være. At magtbalancen var tippet i Junipers favør så længe han befandt sig i dette hus. Om ikke andet, så fordi, at det ville være dumt at fornærme hende, der holdt de fester, som de så mange fine genre ville med til. Han ville trods alt gå glip af mangt og meget, hvis han fornærmede Juniper på en måde, så han ikke senere ville blive inviteret igen.
Dette var viden, som knægten ikke besad og det lyste ud af ham. Men han ville vel gerne fremstå vigtig, så han havde forsøgt alligevel. Med dyb latterliggørelse til følge. Hun var ikke engang sikker på, om han havde fattet, hvor dybt han var ved at begrave sig selv i et hul.


”Oh but if I called you a man, it would imply that I see you as one and that would be a lie.”
Hun rejste sig I en flydende bevægelse. Nærmede sig ham, men ikke ret meget. I stedet cirklede hun om ham som et rovdyr, der havde fundet bytte, men var mere interesseret i at lege end at spise det.

”What shall I call you instead?” spurgte hun muntert. ”I have some suggestions: Intruder…liar….filth.” .” Hun spyttede det sidste ord ud dryppende af foragt og skuffelse, havde måske fundet noget af sin fars person inde i sig selv. Han kunne flå folk verbalt i stykker på en måde, så man til sidst kun ønskede at synke i jorden over at have skuffet ham.    

Hun vendte sig i et ryk og slentrede tilbage til sin forhenværende plads på divanen, betragtede ham med et ligegyldigt udtryk. Lyste til gengæld hel t op, da døren gik op og en slave trådte ind med en bakke fuld af tallerkener.

Ah, de kendte hende godt. Det var de også nødt til for, hvis de ikke af sted kom hendes ønsker…well…så blev de fjernet.

Duften af mad fik hende til at smile. Mere rent og reelt end hun nogensinde havde smilet til knægten.
Hun havde ikke glemt ham, men det var med vilje tydeligt, at hendes måltid interesserede hende mere end denne ubehøvlede og ubudne gæst.

Hun smurte tatar på et stykke nybagt brød, der stadig var varmt fra ovnen med en omhyggelighed, som om hun havde alt tid i verden. Lod bare knægten hænge, selvom hun dog havde et vågent øje på ham.
Hun brugte nogen tid på at spise, hældte et glas vin, der var så mørkt, at det var mere lilla end rødt op til sig selv, nippede til den og bad noget kryptisk slaven om at hente hende en skål, før hun endelig atter nedværdigede sig til at tale til sin gæst.

”So tell me…filth or whatever you prefer to be called. Why are you here again?”
Hun skubbede tallerkenen fra forretten bort fra sig og gik i stedet i gang med at en stegt agerhøne og salat. Hun smed knoglerne hen til ham, som om han havde været en hund.
Da slaven fra tidligere kom tilbage bærende på en sølvskål, klappede hun i hænderne med næsten barnlig begejstring.
Hun fyldte vin i den og fik så slaven til at placere den på gulvet foran gæsten.

”Now that you are fed, will you be more polite?”

Som hun nævnte de tænker der ville være kommet I hoved på langt de fleste mænd fnøs han, ”well now that you ask so polite if you suck it i might be more nice, and kind towards your questions and advances” Lød det ganske køligt fra ham, som han så op på hende igen. Da hun kalde ham honey fnøs han.

” i did not think you cared sweetie.” Lød det Ganske koldt fra Asher som blev ved med og holde øje med den mindste form for ting han kunne bruge, når det kom til den enkle person. Da hun så begynde at komme med ord hun mente kunne bruges fnøs han af hende, hun var ikke en trussel for ham, sådan så han det selv. Hans øjne gled rundt i lokalet som han prøvet at finde på en måde og deale med denne kvinde på.

Da hun kort efter havde, skubbet en talerken med vin hen til hm og smidt en knogle forbi ham, mødte hans blik hendes igen, ”here is what’s going to happen miss or whore or mistress, whatever you prefer to be called, you will let me go, and i won’t ever see you again or you can make me and offer like suck my cook or something else like you said so gentle before and I might consider telling you who it was and maybe even work for you.”
Lød det kækt og netrualt fra ham, hvorefter han forsætte så han kunn se hendes reaction siden hun havde starte det, men I hans hoved ville det kun hjælpe ham.

" You can call me Liar or Asher if you want." Lød det derefter gansk køligt fra ham.

Juniper hævede et øjenbryn og betragtede knægten med øjne, der lyste af morskab. Ikke så meget at situationen morede hende, men mere at se, hvordan han i hendes øjne gjorde sig selv ubehjælpeligt til grin.

Advances? Pray tell me, what advances? I think you’re lying to yourself boy. But that seems to be very in character for you, yes?” spurgte hun og betragtede ham med et ligegyldigt udtryk I ansigtet, som om han ikke kunne rage hende mindre. Masken holdt hun godt. Necromanceren havde aldrig brudt sig om unødvendige følelsesudbrud, så man lærte hurtigt at maskere, hvad der reelt foregik indvendigt.  Hvad der, for det meste, også var en ganske nyttig evne at have. Det kvalmende ubehag hun pludselig følte gik derfor ubemærket hen. Såfremt Asher var meget observant ville han dog muligvis lægge mærke til en svag trækning i hendes fingre på venstre hånd. Forsvundet lige så hurtigt, som de var opstået. Juniper havde gennem årerne og nok også fra en alder, som mange ville finde disturbing, været målet for en række kommentarer af ubehagelig karakter. Noget hun næsten regnede med, at mange af hendes søskende kunne skrive under på, at de ligeledes havde oplevet. De var i besiddelse af et opsigtsvækkende udseende. Noget der skaffede god så vel som dårlig opmærksomhed. Juniper havde egentlig regnet med, at denne slags skamløse seksualisering som hun nu blev udsat for, havde hun regnet med ville være ophørt, da hun opnåede den magt, hun nu engang besad. Folk turde ikke at være så nederdrægtigt perverterede i hendes nærvær. Selv de folk, der næsten lod til ikke at have andre ønsker i livet end at hive hende med i seng, vidste som regel efterhånden, at Juniper forlangte en vis mængde klasse. Men denne mand. Denne mand vadede bare direkte ind, som om han ejede stedet, magen til frækhed, og bad hende knæle på sit eget gulv. Og så havde han for helvede nerver til, at dreje det, som om det var hende, der havde lagt op til noget. Og det på trods af, at hun, meget hjælpsomt, skulle hun mente, havde informeret ham om, at hun netop ikke gad ham eller hans pik.
Åh hvis bare nogle af hendes søskende havde været her. Et vidnesbyrd til det pis, hun skulle deale med fra halvhjernede mennesker. Og så havde hun ikke skulle håndtere det alene. De kunne have…ja hun vidste det ikke, hængt ham op i hænderne inde i stuen og flået ham måske? Mulighederne var mange og det var altid noget mere festligt, når man ikke var alene. Men ak. For hvad hun vidste, så kunne alle hendes søskende principielt være døde og hun selv den eneste tilbage. Tanken var næsten mere ubehagelig end Ashers tilstedeværelse, så hun skubbede den bort.


”Is that so? Well typically people care, when there are people in their house, who should not be there. It is really quite rude. Not that you seem to know about normal social norms.” Hun rejste sig igen i en doven elegant bevægelse. I et par lange, næsten slentrende skridt var hun over ved ham igen. Denne gang stod hun så tæt på, at han sandsynligvis ville kunne mærke hendes ånde mod sit ansigt. Hendes øjne brændte som døende stjerner og hendes ansigtsudtryk var som hugget i køligt sten.

”You come into my house. I feed you my food. Out of the kindness of my heart I offer you a chance to explain youself. And you still have the audacity to believe that youget to decide what’s going to happen? Laughable really” Men dødssynden lo ikke. I stedet talte hun til ham ud gennem sammenbidte tænder.

”I would advice you to apologize to me for your disgusting behaviour. And then get the hell out of here, boy.”