A Nightmare - Solo Emne

Månelyset kastede sit utryghedskabende skær ned de tomme trækroner.
Reik Cún gik med store skridt i retningen af den eneste lysning, som hendes fortvivlede sind kunne registrerer, og hans flakkende øjne kunne se.
Drevet af en vilje, som ikke var hans.
Trukket af et metaforisk reb, som kunne føltes som en kvalmende fortvivlelse i hans hals, der ledte ham væk.
Hans fødder skreg i smerte, men hans hjerne tiggede om at han spurtede hurtigere.

Skoven sang sin gyselige melodi i det endeløse mørke, som at befinde sig i midten af et dybteløst hav, mens dødens klamrende hånd smed sine knurrede fingre omkring ens ankler og trak en nedad i dybet.

Reik, kastede et enkelt blik bag sig. En skikkelse kunne anses. Dens form var menneskelig, men siloettens størrelse og form var i kontant bevægelse, som det var en skinwalker.
Et pust af frygt for skikkelsen, fik Reik til at spurte mere fremad mod lysningen.

Han faldt på alle fire, da hans fod endelig kom ind i det svage lys af solide skovbund.
Han drejet sig om, han kiggede fra sin sikkerhed i lysningen, ud imod det uigennemtrængelige mørke.

Skikkelsen var forsvundet. Som om den aldrig havde fandtes.
Men selvom mørkets mystiske sniger var sporløst forsvundet, var Reiks galoperende puls i fuld sving.
Han kunne mærke hans hals hovedpulsåre pulserer som om et jordskæld var igang under huden på ham.

Den metodiske banken i halsen, gik op ad, op i ørene på ham, og en skærende smertelig lyd rang i hans hørelse, som om to små fiskerkroge trak alt indeni øret ud, mens en ghettoblaster var svejset fast til hver af krogene.

Smerten passeret forbi hans øre, og vandret faretruende i retningen af hans øjne.
Et skrig lavet af ren rædsel, forlod den nu grædende Rieks læber, da hans øjne begyndte at boble.
Boble og cistre som om de bliv konfronteret med kogende vand, også hældt ned i en pande bagefter.

Men så stoppede det. Hans lidelse stoppet. For kun et øjeblik. Et fredsommeligt øjeblik.
han åbnede øjnene, og en fin dame stod foran ham. En brun håret dame i det fineste silke tøj.
Hendes øjne var hårde og følelse kolde. Hun var menneske versionen af en fryser.

Da damen trak på smile bundet, var der intet varme eller glæde i smilet. Det var som en jagthund der slikket sig om munden, før den bid struben op på dens bytte.

Reik, kendte damen. Han kunne mærke en relation. Et minde. en.. en fornemmelse.
Det var vigtigt han huskede hvem hun var. han vidste ikke hvorfor, noget fortalte ham, at det var vigtigt. at hun var... vigtig? forfærdelig? skøn? ..

Damen rakte en flaske af den fineste honning vin frem fra bagved hendes elite-designet kjole.
Også kunne Reik mærke smerten komme tilbage. Den kvalmende følelse i halsen. Det var som om han bliv kvalt, og det bliv langsomt værre og værre, før han så gispede efter luft, og så kunne mærke ubehaglighederne trække sig mod hans øre igen.

Damen placeret flasken i hans hånd. Åbnede seglet på vinen.
Den søde duft fik Reik til at tage en stor slurk, og som magi, forsvandt smerten.
Men kun i et sekund, før den kom tilbage.
Damen tog fast med et jern greb på Reik, og tvang flaskens åbning ned i kæften på ham.

De første par sekunder uden luft var en pinsel, men hans smerte forsvandt af hver eneste dråbe.
Han kunne mærke livet forlade ham, han druknet i den smagsfuldte flod af sødelig vin, men han kunne ikke holde til den smerte i øjnene, ørende og halsen, som han ikke kunne mærke mere.

Men før livet forlod ham, fjernet kvinden flasken.
Reik kiggede panisk mod damen, mens smerten krøbet tilbage ind i halsen på ham.
Han faldt på sine knæ, greb fast i hendes fine kjole, og tryllede om mere, mens ubehagen sneg tilbage til hans øre og begyndte at overdøve alt med den skarpe lyd.

Damen stod nu ansigtsløs. Hendes tidligere kønne ansigt var nu forsvundet og intet andet end et skjold af blød hud, var synligt.
Hendes brune hår visnede, som om det var en plante efterladt uden vand og sol.
hun vendte følelseskoldt flasken ned ad, og væsken faldt til Reiks rædsel ned på den beskidte jord i en tyg stråle fra den åbnede flaske.

Reik prøvede at strække hovede mod strålen, men den feminine kvinde hånd stoppede hans hoved. holdt det på plads.
Reik lod nogle ensomme tåre trille ned af kinderne, mens han accepteret at smerten nu ville komme tilbage. Han måtte konfronterer den.

Men da hans øjne kunne mærke den ristende fornemmelse, og hans løbe krøb sammen i gråd, og en lille forbrændt væske, fra hans smeltede-ost øje, trillede ned af hans kind og blandede sig med tåren.
Gav kvinden slip på hans hoved, og han smed hoved ned i jorden, ydmygende og udmattet ned i den våde jord, bare for at slikke på den fugtige skovbund, i håbet om at få bare et enkelt øjeblik af fred fra hans smerte.

Han sad med jord i hele ansigtet, og med mudder-vin udover hans tunge, men han vandt et kort øjeblik af fred igen.
Damen drejet hans hoved mod hende, hendes smukke ansigts former var kommet tilbage, og de ondskabsfulde øjne var rettet mod ham igen.
Hun lagde en hånd omkring hans hals, sekundet han kunne mærke den trækkende kvalme komme tilbage til ham.
Hun kvalte livet ud af ham, og han fik et glimt af en stol. et reb omkring hans hals. og den dame sidde og spise fin mad, med en stor skaldet mand med muskler som ti tyre.

Glimtet forsvandt.
Damen begyndte at tale, med en overlegen, nedladende og hånende stemme "Den hunde konge, kan måske fjerne dine lænker Reik..."
Damen greb fast i hans øre, med to små sy-nåle, og drejet dem rundt "Men aldrig rejse dig fra at være slave"
Damen skubbede Reik tilbage, lod ham falde bagover, før hun så dryppet sterin ned i den liggende mands øjne, mens han uforklarligt ikke kunne fjerne sig selv.
"Gå nu tilbage til at lide. Og gå dybere ned i din egen skam, i forsøget på at gemme dig fra det jeg har gjort. Det vi har gjort"
Reik bid sig i underlæben, han hadede denne kvinde! han.. elskede hende? nej hadede. han kunne ikke kontrollere hans eget følelsesregister.

"Du kan være så levende du vil... lidt endnu... og jeg kan være så død som det hul de smid mig i... men det eneste der vil vare forevigt, er de mærker, som slaver bære.. og derfor vil du altid lide Reik, ligemeget hvor meget du griser dig selv ned i mudderet, for at glemme hvad du er"

Reik, svaret ikke. Hans læber var som syet sammen. ikke bogstaveligtalt. heldigvis.
En stemme brød stilheden mellem ham og damen igen, denne gang fra en hel flok af dårligt påklædte folk, med blod ned af panderne, og gammelt størknet blod på indersiden af deres tøj. "Der er han! Tag ham!"

Reik slog øjnene op. Han lå på gulvet på en kro. med en flaske billig sprut i hånden.