En solrig forårs dag - Mazikeen

Sted: Omkring og i handelshuset "New Hope"
Vejr: Solrigt med en blid brise.
Start Tid: Formiddag

@Mazikeen

Outfit: rubinrød skjorte og grå bukser, sorte læderstøvler og sin halskæde

Kat var i fuld gang med at gennemgå de nye vare, som lige var ankommet, samt sørge for at de var ført ind i de bøger, der indeholdte optegnelser om de forskellige vare i huset. Flere af folkene, der alle var klædt i hvide skjorter og sorte bukser eller nederdel, gik og snakkede lystigt med de forskellige kunder.

En af kunderne, en velhavende købmand, prøvede at prutte om prisen på en sort opal på størrelse med en valdnød (5 cm i diameter), samt havde den særlige ildtunge. Købmanden blev ret så højrystet, da manden han snakkede med ikke vil ændre prisen.
"Den opal er ikke en guld velv vær. Jeg har været så venlig at tilbyde en sølv velv for den, og det siger du nej til??? Enten henter du din overordnet, eller osse flytter jeg mine handler til et andet handelshus..." Kat rettede sig op fra en kasse med hørstof-ruller og så hen på manden med et hævet øjenbryn. Hun syndes ikke at kunne genkende købmanden, men det kunne jo være at han havde været her mens hun enten var hjemme i hulen eller i Doomsville. Derfor gik hun roligt hen mod disken hvor manden fortsat stod og protesterede højlydt.
Flere kunder så undersøgende på købmanden og ventede spændt på hvordan det ville gå, når Kat blandede sig. Nogle af handelshusets folk var endda begyndt at indgå vædemål om hvor længe der ville gå før Kat smed manden ud, samt hvordan hun ville opføre sig overfor ham.

Kat kom over ved siden af disken og lænede sig mageligt mod den, hvilket skjulte lidt af hendes højde, mens hun så på den pågældende opal, som var midtpunkt for hele denne diskussion.
"Denne type opal og dens størrelse gør at den er særlig eftertragtet. Det får prisen til at stige. Og jo, prisen passer, min gode herre. Keld, vil du vise herren nogle opaler til den pris han tilbød." Både i stemme og udstråling var Kat venlig og høflig. Men nogle folk ville måske ligge mærke til at hun var en smule anspændt, noget der kunne være tegn på at hun ikke var helt så glad som hun lod til.
"Skulle jeg tro på at du er stedets overordnet? Jeg må le. Et pigebarn der..." Købmanden slugte resten af sine ord, da Kat sendte ham et meget bestemt blik, der tydeligere end ord fortalte at han skulle passe meget på med hvad han sagde fremover. Derfor ventede han lettere anspændt på at Keld kom tilbage med en bakke med ti forskellige opaler, der var på størrelse med en vindrue (2,5 cm i diameter). Det var tydeligt at købmanden ikke var enig i opalernes prisklasser.

Ved et af bordene i midten af rummet, sad en skytsengel i hvid skjorte, brune bukser og brune læderstøvler. Han havde både sværd og dolk i sit bælte, men han virkede rolig og overvågen, mens han fuldte med i udvekslingen. Han trak lidt på smilebåndet, da Kat blandede sig.

//Håber starten kan bruges

Ind af dørene trådte tre skikkelser.
Deres kollektive klingende lyde af ro metalliske ringe,
som kontant kørte op og ned af hinanden,
kunne høres øjeblikkeligt fra deres jernbrynjer.

Deres støvler var tunge og efterlod hårde dunk mod det velvedligeholdte gulv.

Den midterste af personerne var en kvinde med feminine ansigts former og flammende røde nuancer i hendes frodige lange hår.
Hendes skuldre var dækket i tykke metalplader,
Hendes bryst var beskyttede af dobbeltsmedet jernringe, som skinnede svagt reflekterende i berøring af selv det mindste lys

Damens side havde en heftig læder skede hængende, hvori et bredt sværd havde fundet sit hjem.

Hendes blik var stoisk og ansigtet virkede så stålbelagt i attitude, som hendes krop var i praksis.

Bagved hende stod to folk, den ene en høj mand uden så meget som et hår på hoved.
Han gik og tyggede på et stykke røget fisk, som om det var tyggegummi.
På hans ryg var en tohånds stridhammer.
hammeren var besmykket af kunsterniske indgraver i stålet, af en gloværdig men glubsk haj.
Han hed Hjark.

På damens anden side, stod en robust herre klædt i ulve pels og vildsvinds skind.
Hans næse var trykket ind og opad, næsten som en grise næse.
hans kinder var runde, og hans mave var stor som en ladeport.
Hans sider havde en lille håndøkse hver, og på hans ryg hang et skjold af en enorm størrelse.
Han bliv kaldt Svin.

Mazikeen, damen, gik rundt og kiggede på stenene, men en underlig blanding af tvivlsom beslutsomhed.

Svin var hurtig til at opdage baren, og rettede sine fødder i den retning,
men Mazikeen rakte ud efter ham, og gribe fast i hans tøjs pels, som en mor ville snuppe et barn tilbage fra at gå ind i køkkenet på en restaurant.
"Vi er her for Opaler, Svin"
Svin kiggede mod baren med en næsten romantisk længsel, men han nikkede trist, som en der måtte se sit legetøj blive kørt væk i en bil, fordi de var blevet for gamle til det.
"Måske, så-"

Svin stoppede sin egen sætning. han havde ikke helt tænkt den færdig, han havde bare ledt efter hvad som helst argument og undskyldning, hvorfor at gå over til baren var i alles bedste.
men han stod stum i mangel på gode grunde, og forbliv tavs, mens han kiggede på dumme sten.

En af kvinderne ved baren, smilede skælmsk da hun så det længselsfulde blik manden sendte. Og da hun så at gæsterne var på vej over til opalerne, fyldte hun tre krus med æblevin og gik over til gæsterne.
"Må jeg byde på en forfriskning? Og byde Dem velkommen." Kvinden var en af dem som havde en barm der var lidt over middel og elskede at vise sine kvindelige former ved at have tøj der sad lidt mere tæt end normalt.

Kat var godt træt af købmanden og skjulte det ikke.
"Jo, min herre... Den er skam god nok. "Et pigebarn der ikke ved meget" var vel nok det som De havde tænkt Dem at sige. Men verden er nu sådan, at jeg skam ved en hel del mere end min unge alder antyder. Mine bedstefædre er lederne af Blackfire klanen, som ejer dette handelshus. Og min mor er den berygtede handelskvinde som har handelshuset "Red Arrow" i Aquener." Da Kat nævnte det om hendes mor, blegnede købmanden. Han prøvede at fremstamme noget, men opgav det og nøjedes med at nærstudere de opaler som var blevet hente frem på disken. Keld nikkede taknemmeligt til Kat, som skubbede sig fri af disken og så nysgerrigt på trekløveret der stod lidt længere henne af disken. For hende var det nærmest tydeligt at det var kvinden der var lederen, men det ændrede ikke på at Kat fandt dem interessante.
Hun gik hen til dem og smilede venligt til gæsterne.
"Kan jeg hjælpe Dem?" Kvinden der var kommet med drikkevarerne smilede bredt til Kat og nejede let, inden hun vendte tilbage til baren.

Svin rakte frem mod æblevinen med en nærmest usynlig glædes tåre ned af kinderne, da hans nye yndlings person i hele verden tilbød ham noget at drikke.
Men så stivnet han, som han stod på en bro der pludselig forsvandt under ham, og han havde under et sekunds forskrækkelse før han faldt ned i afgrunden under broen.

Han kom nemlig i tanke om at Mazi havde sagt nej, og han havde ikke lyst til at være på dårlig fod med bossen.
"God hund"
Kunne man høre Mazikeen sige med en følelseskold men leder autoritære stemme.

Men så tog Mazikeen et af krusene og rakte det til Svin.
"Drik bare"
Hun rakte det andet til Hjark.
og tog det sidste selv.

hendes hånd fandt sin vej til lommen, og gav hvad end damen krævet af betaling.
og hvis hun ikke krævet nogen, så fik hun et par enkelte mønter.
Mazikeen kunne ikke lide at stå i gæld. eller få ting gratis.

Mazikeen kastede et blik på de smukke opaler, også lagde Hjark en hånd på Mazikeens skulder.
"Oh, er pigebarnet ikke sikker på hvilken sten hun skal købe"
Hjark sagde det i en falsk omsorgsfuld stemme, før han så fik et smøret smil på læberne.

Mazikeen gav Hjark en albue i siden. ikke en vred en. men klart en hård en, der fik ham til at skære en grimasse.
"Joken var det hele værd"
sagde Hjark med en smertepræget tone.
Svin tænkte for sig selv, at det var nok kun Hjarks mening indtil det var morning trænings tid,
og Mazikeen ville give Hjark flere blåmærker end han havde hår på benene.

"Vi er i en fin butik Hjark - Men vi vil ikke altid være herinde"

Da der kom en ny person hen til dem, så nikkede Mazi anerkende da der bliv sagt goddag.
"Jeg leder efter de 11 smukkeste opaler i har. Kan i indgravere dem med ord?"

Kat så nysgerrigt på kvinden der var lederen i gruppen og vurderede om de havde råd til opalerne. Hun håbede på at de ikke ville sætte hendes humør på prøve.
”Opalerne er ikke af den billigste art, men ja. Vi kan godt indgravere dem med ord efter ønske og plads på opalen. Hvilket prisleje havde De tænkt dem?” Keld var blevet færdig med købmanden og var kommet over til dem. Han lyttede åbenlyst og lige så snart kvinden fortalte prislejet, ville han finde nogle bakker frem som han stillede på bordet under udstillingsvæggen og lagde mellem ti og tyve opaler på hver bakke, alt efter hvor store stenene var.
Bakkerne ville han dog først stille på disken ved kunderne når Kat havde godkendt det. Lige som de andre ansatte var de meget påpasselige med stenene, eftersom de stadig var utrolige kostbare.

Beldragon tømte roligt sit krus og fyldte det igen, mens han holdte øje med situationen. Han havde godt set at der var flere af de ansatte, som holdte et roligt øje med gæsterne. Men så længe Kat ikke virkede anspændt eller nervøs, forholdte de sig i ro og afventede situationens udvikling.

//Du kan se nogle af stenene her og her. Der kan nemt være flere sten som ligner hinanden //