An offer you can't refuse (Mazikeen)

Sted: Junipers palæ tæt ved havnen i Aquener
Tid: Først på eftermiddagen sådan cirka
Omgivelser: Beskrives så vidt muligt i emnet
Dagens påklædning: https://www.pinterest.dk/pin/292734044514964296/

Juniper så ikke sig selv som værende noget specielt tryghedssøgende væsen. Hendes liv var præget af kaos. At flytte sig fra sted til sted uden nogen særlige bekymringer for, hvem eller hvad der blev påvirket i denne proces. Hun havde ikke som sådan brug for et sted at slå rod på nogen måde.
Og så alligevel. Hun måtte indrømme, at Aquener, hvor hun næsten altid svagt kunne høre den brusende lyd af Soul River, hvor hun vidste, at der altid var en eller anden form for aktivitet ved havnen og hun altid kunne møde nye og mere eller  mindre spændende mennesker fra over hele kontinentet, selv hvis det bare var for at få et måltid ud af dem i form af deres synder, nok var tæt på at være det sted, hvor hun havde det bedst.
Derfor var det også en lettelse at være tilbage igen. Nu med , hvad Juniper valgte med nogen kølig ironi af kalde, en æret gæst, men som nok egentlig bare var en fange og derfor en meget uheldig sjæl, på slæb.
Det havde været en lang rejse. Gjort mere besværlig af, at kvinden de slæbte med var nødt til med jævne mellemrum at få mere sovemiddel. Eller….nødt til og nødt til. Juniper dømte, at det var den sikreste måde at transportere hende på.
Hun virkede ikke til at være typen,  der ville tage det at blive slæbt med til et sted, hvor hun overhovedet ikke havde nogen planlægning at gå ud fra eller forudgående kendskab at gå ud fra særlig godt.
Og Juniper ville i særdeleshed ikke løbe nogen risiko for eget liv og lemmer efter, at en af hendes slaver meget hjælpsomt informerede hende om at den sovende kvinde lugtede langt væk af bjørn.
Godt nok havde Juniper en del kamptræning i bagagen i kraft af sin barndom, men at kæmpe mod en bjørn var bare at udsætte sig selv for unødvendige fare, når nu de trods alt kunne undgås.
De var kommet hjem sent om natten og Juniper havde fundet et passende værelse til sin gæst. Hun håbede, at det ville ligge mere op til samarbejdsvillighed, at hun ikke vågnede op i den smalleste celle i kælderen, den slags man var nødt til at ligge fladt ned i, mere en kiste end et reelt rum.
Bevares, når kvinden vågnede, ville hun rigtigt nok finde sig selv lænket ved den ene ankel til den ene væg, men kæden var lang nok til, at hun kunne bevæge sig en smule rundt, hun havde en behagelig seng og hun ville vågne op til frisklavet mad og et rent sæt tøj. For ikke at tale om, at rummet var indrettet passende til en højtfødt gæst. Juniper mente ikke, at kvinden ville kunne tillade sig at klage. Hun kunne have fundet på meget, der var meget værre. Og bedre fortjent.
Nå, men efter at have indkvarteret sin ”gæst” var Juniper selv gået i seng og havde, såfremt tingene ikke gik helt galt sovet totalt ubekymret til næste morgen.

Da det endelig, noget frygtsomt, blev rapporteret tilbage til hende, at kvinden var vågnet fra sin forgiftede søvn, måtte Juniper efterhånden allerede have indtaget en mængde mad, der svarede til, hvad almindelige folk spiste på en hel dag.

Det var først efter nogen overvejelse, at Juniper fandt ud af, hvor hun agtede at modtage gæsten henne.
Hun havde desværre ingen audienssal, da universet af en eller anden grund ikke havde fundet det passende at skænke hende en dronningetitel, men husets festsal gjorde det egentlig udmærket ud herfor med sit blankpolerede marmorgulv, de høje lofter og spejlvæggene.

Så det blev der, Juniper modtog hende. Siddende i den ene ende af salen, langt væk fra salens dobbeltdøre, i en højrygget overdådigt dekoreret stol skåret af glinsende obsidian. Stolen var på nuværende tidspunkt den eneste siddeplads i rummet. Det var tydeligt, at dette scenarie var tiltænkt at andre måtte knæle på gulvet. Frivilligt eller ej.

Der ventede hun på, at en gruppe af hendes slaver ville komme anstigende med hende. På trods af, at de havde været bange for så meget som at nærme sig hendes dør, selvom alle våben var blevet taget fra hende.      

Juniper så sig helst ikke nødsaget til at kæmpe, men hun var ikke dum nok til at gå ubevæbnet. Hun havde sin knive indenfor rækkevidde.

I en anden tid. Et andet sted

Mazikeen sad på sine fjorten årige knæ, siddende foran det store egetræ.
Hendes fars uforglemmelige blik fastsiddende i nakken på hende,
hans nervepirrende stålblik, fik ens sjæl til at føle som en isblok,
der bliv prikkede til af en brændende varm jern pind.

Mazikeen sad skamfuldt med panden mod en tekst på træet.
Noget farverigt skriveri, skrevet med en fjorten årigs pigs rolige hånd.

-Skamfuldt- er mere positionen fysisk, fra et udefra perspektiv
Selve hendes følelser, havde ikke et eneste gram skam.

Hendes far sad, med knurrende hånd omkring skaftet på hans brede bastard sværd,
siddende på en bred mosset sten, mens han snoet nænsomt rundt på klingen i jorden.

mens en anden mand, Kjold,
stod med en faretruende lang sammensnorret pisk, i perfekt afstand til Mazis ryg.

"Had a son failed me so? No"

Hendes far fjernet hans blik fra Mazikeens retning,
og istedetfor gav et diskret nik til Kjold.

Kjold løftede pisken over sit hoved,
og som en ørn klar til at kaste sig ned over en lille mus,
kunne man se pisken blive omsvøbet i solens klare lys, fra den rette vinkel,
før den så spontant kom regnende ned.

Mazikeens ryg bliv efterladt et rødt mærke, hvor piskens ukærlige kys havde ramt hendes hud.

"We don't submit Maz. Not to weather. Not to men. Not to emotions"

Kjold fik et diskret hint i form af to faldende fingre,
fra Mazikeen's sten-siddende far, som stadig fedtet rundt med skaftet på hans sværd.

Kjold løftet pisken igen, hans sving var så hurtigt og hårdt,
som man ville kunne forvente af en trænet lejesoldat.
ingen tøven, ingen omtanke.

Mazikeens ryg bliv atter center for piskens smældende vrede.
Det røde mærke voksede ikke, men dens intensitet bliv mere hed.

"I know it's in a woman's nature to submit.
But it's not in the warriors creed to compliantly submit"

Kjold bliv med sætningens afslutning, igen påduttet den tvivlsomme ære, af at kaste mere farve på Mazikeens ryg.

Pisken landede med et højlydt spræk, og selvom Mazikeen havde holdt sig så lydløs som en sten,
så gjorde pisken alt lyden påkrævet, for at give situationen sin seriøsitet.

"Warriors; Dignify themself. Enforce their wills. and fight their battles"

Mazikeen ryg bliv igen ramt af piskens hårde overflade i et hurtigt og hjerteløst sving.
Kjold stod med en utilfreds memik, han kunne ikke lide at kællingen var så stille i hendes tæsk.

"They dont lower themselves to kiss filthy slaves. and definitely not of the same gender. Or write them tree-poetry for that mat-"

Men så pludseligt som man kunne få krampe,
mens man svømmende på overfladen af havets endeløse dybder.
Vendte Mazikeen sig rundt, og sprang i flæsket på Kjold.

Kjold greb efter sin kniv i bæltet, men fandt i et åbenbarings øjeblik,
at hans hånd lukkede omkring den nøgne luft.
Men kniven fandt sin vej til ham, da Mazikeen placeret den i brystet på ham.

Kjold's punkteret lunge, fik ham til at falde baglæns og falde direkte ned på ryggen,
I deres kollektive fald igennem luften,
havde Mazikeen ommøbleret hans bryst til en nålepude.

Kjold lå spjættende på den kolde forårs jord, begravet i nedfaldne blade,
mens en frustreret Mazikeen i råbende tilstand,
placeret kniven ind i hans forskrækket stivfrosne mund,
og drejet rundt med det skarpe knivblad, som om hun drejet rundt i en salat.

Mazikeen råbte som en krydsning mellem en rasende vareulv og en brølende bjørn,
før hun endelig stoppede.

"You have claimed your right to disagree"

Mazikeen kunne mærke hendes far solide håndflade forme sig omkring hendes skuldre som en omklamrende flodbølge.

"But you womanhood will-"

For første gang i evigheder, tillod Mazikeen sig at afbryde hendes far.
Hun skar igennem luften med sine egne kommentarer,
rev hans dominans over samtalen over, som en kirurg der metodisk fjernet noget væv.
"Did I, or did I not claim my right to disagree?!"

Den aften faldt Mazikeen isøvn,
mere blå i ansigtet end et blåbær
og mere hævet end et franskbrød, baget med for meget gær.

Men hun havde lært sin fars lektie. Og han havde lært hendes.
Hvornår en kriger gir sig, og hvornår de absolut ikke gør.


Nutiden, i lænker

Mazikeen vågnede. Spøjst, det havde hun enlig ikke forventet.

Hun havde forventet at blive smidt ned i et hul i den brændende ørken,
og blive stegt levende i sin sovende tilstand,
måske vågne op i et mavepirrende skrig,
mens hun lå i den flammende ørkens brændende grav.

Men en kriger dør ikke, mens de har knytnæver at uddele,
og Mazikeen havde så sandelig et par stykker at uddele.

Hun følte sit hoved var tungt,
hendes lemmer klodsede,
hendes syn tvetydigt,
og hendes følesans kompromitteret.
Alt sammen fordi hun havde været på en diet af sovemedicin i et uvis antal tid,
så hendes krop havde brug for lidt tid til at finde sit fodfæste.

Da alt bliv mere klart,
så hun ikke et indelukkede fængsels kammer,
eller en støvet tortur hal, eller en beskidt grøft,
men en nydelig og fornemt værelse.

Mazi kiggede sig nysgerrigt rundt, hvorefter hun rask gik mod døren,
men pludselig kom et uventede modstandsryk.
Mazikeen lod nu mærke til kæden omkring hendes ankel.

hun bid sig i læben, og tænkte over hvorfor hun ikke havde opdaget den endnu,
og lod nu mærke til, at hun ikke helt kunne føle sit ene ben.
Bevæge det, ja. føle det, nej.

Mazikeen kunne have brugt meget tid på at nærkende sine smukke omgivelser,
tage ind synet af de smukke genstande, men sådan var hun ikke,
hun vidste ikke om hendes ophold her var kortvarigt,
hun vidste ikke om dette var et midlertidigt stop på vej til en huggeblok,
så komme væk herfra var hendes fokus, ikke at indtage luksus følelsen af cellen.

Hun gik hen til væggen.
hun kunne tydeligvis ikke ødelægge kæden, ikke i menneske form.

Men modsat alle andre formskiftere, som hun havde mødt,
som havde deres egen personlighed i dyreform, og kunne opføre sig normalt,
så var hendes bjørne form, lidt mere som et monster på en blanding crack og krystal amfetamin.
og medmindre hun gerne ville flå alle, så skulle hun helst ikke bruge den.

Men heldigvis for hende, så behøvede hun ødelægge kæden,
kun ødelægge hvad end den sad fast til,
og det var den pæne håndskåret træ væk, som var mere sårbar end det smedet stål.

Mazikeen, uvis om hvor længe hun ville være alene,
trak hun hurtigt i et hjørne af den brede seng,
for at få den store tunge seng hen til kædens oprindelses sted.

Hendes muskler spændes og hendes pande lod en enkelt sveddråbe glide ned,
men hun fik sengen hen til den overfine trævæg.

Mazikeen trak kæden lidt frem med den ene hånd,
så center blokken, som var sat ind i væggen, var mere tilgængelig.

Hun lagde den ene pude fra sengen, til rette på metalstykket,
så det måske kunne dæmpe de værste lyde af knækkende træ.

Med hendes anden arm, strejkede hun den omkring sengen,
løftede det ene hjørne op.

Hun havde ikke brug for at løfte hele sengen, og ikke særlig længe,
Kun et kort sekunds tid, og kun ved det tykke luksuøse kuglede sengeben,
som kunne fungere som rambuk, og fokus punkt for den kinetiske energi.

Hun lagde sig ned over sengens kant,
og lod tyngde kraften tage over, med en guidende hånd mod væggen, så tæt på metallet som muligt.

Metallet gav sig ikke,
men væggens stille stående træ masse, beskyttede af den svage pude,
kunne ikke slå det bevægende træ masse, som havde fundet sig en allieret i form af tyngdekraften og Mazikeen fulde vægt.

Det gav selvfølgelig et alarmerende knækkende lyd,
og Mazikeen vidste godt andre kunne have hørt lyden,
men håbede at puden kunne have givet hende lidt dække.

Måske ville folk komme herind og tjekke den mindre lyd ud,
istedetfor at drage til konklusioner, og storme ind med våben i hånden.

Mazikeen havde nu en træls, men bevægelig kæde omkring anklen.

Og det var i det øjeblik, at døren gik op.
Mazikeen kunne have ventet. Blive stille eskorteret ned til salen. og alt ville være fint.

Men Mazikeen værende Mazikeen, løb over imod den stadig svingende dør,

slaven på den anden side, prøvede uskyldigt at åbne døren,
men da den endelig stod på hvid gab,
kom der en flyvesparkende muskuløs dame direkte ind i ansigtet på hende.

med begge ben forrest,
fødderne solidt plantet på spidsen af damens snart brækket næse.

Forstærket af Mazikeens løbende momentum,
forbedret af hendes kamptræning,
og fordoblet af overraskelses elementet,
faldt damen bagover hurtigere end et korthus i en tornado.

Mazikeen endte selvfølgelig, også på gulvet, ved siden af damen,
grundet hendes flyvende dobbelt spark.

Damen brugte et halvt sekund, til mentalt at gennemgå hvad pokker der skete,
og det halve sekund, var alt Mazikeen havde brug for af forspring,
til at rolle henover damens ryg.

Mazi placeret den lænkede ankel på siden af kvindens hoved,
og greb fast i kæden med sin ene hånd,
mens hun løftede damens hoved op med den anden, så kæden kunne glide indunder halsen på slaven.
og som en skraldemand, der havde kastet tretusinde skraldesække, ind i bagenden af en skraldevogn,
gik Mazikeen igennem den tankeløse opgave at brække luftet røret på den underliggende dame.

en anden slave, en mand kom løbende i Mazikeens retning.
Mazikeen kunne se den amatøriske kæmper, gjorde klar til et spark,

hans korte kig på hans eget ben, i en tænkende-bevægelse,
hans ekstra præs på selv samme ben.
hans nu fokuseret blik mod centrum af Mazikeen's nyre's placering.

han kunne lige så godt have tilsendt hende en formel ansøgning om at sparke hende i siden.

Hun forsatte dog med at knuse livet ud af damen under hende.

men da det rigtige øjeblik ankom,
øjeblikket hvor mandens forberedte spark var klar,
hvor selvdrevne momentum var begyndt,
og hvor hans sind havde bestemt sig på at fuldføre handlingen,

så brugte Mazikeen kæden om slavens hals, som en snor til at guide kvinden,
mens Mazikeen drejede sig selv til den modsatte side, og efterlod damens mave som skjold.

Manden sparkede damen som planlagt i mellemgulvet.
Manden lavede en chokeret bevægelse,
og brugte hans uerfarne kamp træning til at tåge lidt ud i et -hvad nu- øjeblik, da alting ikke gik som planlagt.  

Damen lå med et halvknust luftrør,
med en brækket næse
og havde fået luft sparkede ud af maven på hende,
så hun gik ingen steder forløbelig.

Mazikeen brugte denne tid, til at rejse sig op,
klar til at manden kom ud af sin tøvende forvirring.

Manden bliv færdig med sin undskyldende memik, over at have sparkede sin kollega,
og trak sin højre skulder tilbage, for at leverer en knyttet højre næve,
men hans bevægelser i skulderen var for fortællende og for langsomme.

Mazikeen bukkede under slaget,
og tog fast med begge hænder på hans baghoved,
også slog hun hans bevidsthed ind i næste årtusinde,
ved at give ham en centeret skalle på midten af næsen i en opad gående bevægelse,
for at presse næsebenet længere ind i hans kranium.

Mazikeen var usikker på om skallen havde den ønskede effekt,
det var altid lidt hips og haps med dem,
selvom de var hendes favorit måde at slå en ud på.
Så hun gav hans adamæble et hårdt knytnæve slag.

Manden faldt ned hvor han stod.
bevidstløs og havde været uden luft, selv hvis han ikke var.

Den kvindelige slave, tydeligvis bange, for at have skulle gå ind til Mazikeen,
havde bragt en motherfucker af en kødkniv, med fra køkkenet,
nok til låns fra en af kokkene.

De slaver var ikke de eneste som Mazikeen mødte på vejen.
Og de var ikke de eneste, der ville finde ud af en universel sandhed om Mazikeen: Hun slår hårdt.

Mazikeen hørte dog en sætning fra en af de krybende slaver, at Juniper ville mødes i festsalen.

Kort tid senere, slog hun dørene op til den gloværdige festsal,
med hjælp af hendes belænket fod i et autoritært spark,
der fik det pivende træ til at agere som dørklokke.

Hendes ansigt var et sted mellem følelseskoldt stoisk og eksplosivt vrede.

Mazikeen var dækket i mere blod,
end slavernes fagforening nok ville have foretrukket.

"Lady Juniper. Im going home."

Hendes stemme var manglende den rystende underkastende tone,
som den havde haft i den anden villa, da hun skuespilelde.
Hendes stemme var direkte, stoisk og dominerende.

Men selvom stemmen var dominerende af natur,
så var tonen brækket lidt mere hen imod respekt,
fordi Mazikeen ikke ønskede en væbnet konflikt med Juniper personligt,
af tre grunde.

Mazikken stod hun overfor den statue-perfekte skønhed,
og Mazikeen havde ikke lyst til at lave pulled-pork ud af Junipers kinder med kødkniven,
hun var som at se et naturligt vidunderligt springvand: for smuk til at forstyrre.
Det var grund 1.

Men det var ikke kun tiltrækning der holdt hende tilbage.
Kvinden havde vist en form for magi, og selvom Mazikeen var mere mentalt forberedt nu,
så ville hun helst ikke gå igennem sit livs værste ydmygelse igen,

så hvis hun kunne komme til en konsensus de begge ikke følte, at de mistede ansigt af: både metaforisk og fysisk,
så ville det være at fortrække.

Juniper var ikke en modstander, Mazikeen ønskede at undervurdere.
Det var grund 2

Og den tredje grund til at ikke slås,
og rolle terningerne hvem af de to gode kæmpere,
ville æde kotelet iaften, og hvem der lå med hoved fem meter fra deres krop: Juniper havde tydeligvis skånet Mazi.

og Mazikeen mente at en kriger kompromismæssigt gav sig,
når de skulle tilbagebetale en gæld,

og at Mazikeen vågnede op, var ihvertfald en tjeneste, en gæld værd.

Nok en gæld der krævet mere tilbagebetaling,
end bare et tilbyde kortvarig fred,
men at vurdere størrelsen af hendes gæld, måtte vente,
til når hun ikke lige var vågnede op fra sovekoma og dræbt hendes roomservice.

Men en krige har ære, og ære kræver tilbagebetaling. På godt og ondt.


Juniper skulle stadig kidnappes.
Mazikeen havde jo taget jobbet,
og hun havde stadig ingen ide, om Rotley havde leget med sandheden.
Men det betyder ikke, at man skulle prøve at kidnappe hende LIGE NU.

Det var umuligt ikke at overhøre tumulten, udenfor hendes døre, der nok stammede fra en meget vred formskifter på en rampage. Juniper sukkede træt. Så hun fik altså ikke sin scene, som hun ville have haft den. Nå. Dette kunne hun vel også arbejde med. Hun lod forsigtigt fingrene lukke sig om skæftet på den ene af to knive, hun havde liggende i skødet. Daggerten var tydeligvis designet for at være æstetisk. Håndtaget var besat med små juveler og stålet virkede næsten blåligt. Det ville dog være en fejl at antage, at hendes våben kun udfyldte en udseendemæssig funktion. Om ikke andet ville det værre en endnu større fejl at tro, at hun ikke ville forstå at anvende dem. Samtlige af necromancerens syv børn kunne være dødbringende, hvis de var nødt til det. Og principielt også, hvis de ikke var. Hun magtede bare ikke, hvis hun skulle sætte sig selv i fare for det her. Desuden skulle hun bruge kvinden til noget. Hun havde vitterligt et helt job til hende, som hun agtede at tvinge hende til at tage, hvis ikke hun tog det frivilligt. Men muligvis at skulle undertvinge sig hende rent fysisk var ikke med i planen.
Da kvinden så kom brasende und, lignende en eller anden undsluppen krigsgudinde, kunne Juniper alligevel ikke lade være med at være en smule….imponeret? Hun var i hvert fald ikke lige så utilfreds, som hun kunne have været over, hvor mange af Junipers slaver, hun øjensynligt havde såret eller slået ihjel for at nå hertil på denne måde.
Det her var sådan det var meningen, at hun skulle se ud. Den kvinde hun havde mødt i huset i ørkenen havde kun været en bleg spejling. Sjælløs.
Denne nye, ægte, hende virkede til gengæld fuld af liv, næsten flammende i kontrast til den forsigtigt opretholdte underdanige personlighed, hun tidligere havde været vidne til.
Juniper sad med den ene albue på stolens ene armlæn og den ene kind hvilende i håndfladen. Betragtede kvinden med et tydeligvis underholdt, næsten fascineret udtryk i ansigtet. Det drillende glimt i hendes øjne var ikke til at tage fejl af, til trods for, at kvinden tydeligvis var vred. Og, ikke at forglemme dybt seriøs.

”How many people did you kill to get here?” spurgte hun nysgerrigt. “You seem very eager to enlarge your debt to me. I know you already killed at least one of my workers back in the desert. How do you plan on paying me back?” Hun fiflede dovent med sin ene daggert uden rigtig at have nogen hensigt om at bruge den.
Hun regnede med, at hun kunne holde sig ude af en kamp ved at snakke i stedet for. Det passede hende bedst. Hun så ned af hende med et nu endelig utilfredst blik.

”It seems you might have ruined part of my wall as well. How rude.” Hun klikkede irriteret med tungen.

”Here I’ve been taking care of you, while you slept and provided you with food for when you woke up and then you go and repay me, by killing the people who work for me and destroying my house. It seems awfully uncivilized, dear.”
At det var Juniper selv, der havde sørget for, at kvinden havde sovet ind til nu, at det var hende, der havde besluttet at kidnappe hende fra det sted, hun hørte til, følte Juniper ikke det var relevant at tale mere om.
Det havde trods alt været kvindens egen hensigt at videregive hende til en iskold psykopat, der sandsynligvis ville have trukket hendes død ud i ugevis.

Altså havde Juniper helt afgjort været engleblid i sammenligning.

”And you will go home of course…just….not now. I seem to remember you almost poisoned me. That is not a debt, that I intend to just let you walk away from. I’ve already been much kinder to you, than you deserve, which I am sure, you are intelligent enough to know.” I kontrast til deres tidligere møde, var Junipers varme smil forsvundet som dug for solen. Der var en pragmatisk forretningskvinde tilbage.

”I know for a fact, that you were not alone, the night you almost kidnapped and sold me to a man, who would have murdered me. Well. I have a job for and your people. Consider it…a chance at redemption.”

Hun viftede lidt med den ene hånd.

”Of course….if you refuse, we would have to find a cell for you, which I think would be rather a shame really. You have just proven yourself…a paragon of destruction and I think you would be a very fitting candidate for the job. So sit and let’s talk.”Hun slog ud med hånden I retning af gulvet.

Juniper lagde sin kniv fra sig igen.

En slave rakte hende en sølvkop med varm chokolade. Dette scenarie understregede i det hele taget, hvor ubekymret, hun var over hele situationen.

Mazikeens kastede et blik nedover sig selv, da Junipers første ord.
Ikke et usikkert blik, men et anerkende blik.
Slaver var ejendom, og Mazikeen skulle måske have skåret hovedpulsåren over på et mindre antal af Junipers ejendom.

At gå på baby amok hende i Junipers private hjem, gav mere mening for Mazikeen for fem minutter siden,
hvor Junipers intentioner var et lumsk mysterie,
men nu, hvor hun køligt var villig til at snakke om tingene,
så kunne Mazikeen måske godt se, at hun ødelagde lidt for meget ejendom på vejen herover.

Men hun ville ikke bebrejde sig selv, hun vidste trods alt ikke at Juniper som starts punkt, var interesseret i at udveksle ord.

"I killed mostly non-essential ones.
I willing to wager, you acual question is not about number, buf if you are gonna miss them.
No. You wont notice their absence"

Mazikeen syntes ikke at hun havde dræbt flere slaver, end Slaught var istand til at tilbagebetale.

Det virkede måske absurd, at Mazikeen havde sådan en kold attitude overfor slaverne.
Men hun vokset op hele livet omkring slaver, og fået det fortalt om og om igen, at der er en forskel mellem slaver og frie folk.

Mazikeen havde valgt at adskille slaver i hoved fra frie folk, fordi de tydeligvis manglede viljen til at kæmpe for deres egen frihed.
Som hendes far havde lært hende, dødssynden pride var kernen af folks værdig, og hvis slaverne ikke kæmpede for deres egen individualisme, hvorfor skulle Mazikeen så respekterer dem.

"And about the wall. I am sure a craftman can fix it, without too much hassle. I´ll pay obviously"

Mazikeen havde måske brudt ind i rummet, som en vred gud i en stridsvogn, men hendes stoiske og passivt dominerende tone udskiftede mere og mere den brusende vrede.

Mazikeen havde som sagt af tre grunde, gerne ville undgå kamp med Juniper, så når Juniper genspejlet ønskede,
så som en robot uden følelser, skiftede Mazikeen fra sit mord-humør til sin dagligdags opførsel.

Mazikeen var måske bygget på et fundament af eksplosivt vrede,
men hun var mere end rigeligt vilje stærk nok,
til at give sine egne voldtendenser en røvfuld og give dem timeout i et hjørne,
når det var pragmatisk at ikke være vred mere. Det var jo kernen i hendes fars Wrath træning.

Juniper begyndte at snakke om grunde til, hvorfor hun var sådan en god vært.
Og andre ville måske pointere kidnapning og den slags.
Men Mazikeen mere end rigeligt forstod situationen, og at hun havde været den indgribende i deres sidste møde,
så en galant og skånsom behandling som denne, var klart noget Mazikeen følte byggede en gæld op mellem dem.

"I owe you a debt, that is true. and debts are repaid"

Mazikeen ville ikke helt indrømme det, men selvom hun selvfølgelig altid genbetalte sin gæld, så at være på side med Juniper, var også lidt en underbevidst årsag, til hun ikke protesteret.

Juniper forsatte, snakkede om hvordan Rotley ville myrde hende.
Mazikeen kunne mærke troværdigheden, ikke at Juniper generelt virkede troværdig, men i denne situation, med den sætning, virkede hun meget oprigtig.

"He lied to me. Lets not exaggerate my debt. I will accept some debt, but dont artifically bloat a molehill into a mountain range, or I will walk"

Mazikeen havde meget stolthed, hvilket var en af de primære grunde, til at Junipers sin-bending påvirkede hende så meget.
Så Mazikeen, selv overfor en så smuk, og selv en hun oprigtigt skyldte noget, ville tales til som om Juniper var den der afgjorte gældens størrelse.
Mazikeen var sin egen, og hendes øjne var flammende med selvstændighed og beslutsomhed, så der var altid en grænse for, hvad hun ville finde sig i.

"No need for threats Lady Juniper. I am at your service"

Mazikeen havde altid sagde andre ord. at Slaugth accepteret opgaven. eller at missonen var accepteret.
Men hun kunne føle sine tunge dreje sig i munden, for at byde sig til Junipers tjeneste. Et ordvalg hun aldrig havde brugt før.

Mazikeen tog paragon of destruction komplimentet til hoved. normalt tog hun ikke komplimenter, men af en eller anden grund, så fyldte ordne mere.

Mazikeen havde måske aldrig været så ydmyget som da Juniper fik overvundet hende i Sunfury,
men hele Mazikeens liv havde hun været en utæmmelig hingst, som havde krævet mindst ligestilling, ligemeget hvad.

Så hun satte sig ikke ned på gulvet.
Hun gik hen til en af de diskrete slaver, som stod klar til Junipers ordre som at hente noget, eller andet service.

Mazikeen trak ham hen, og placeret sin fod på indersiden af hans knæhase, så han faldt på knæ.
Så ved hjælp af hendes hånd, fik hun ham ned på alle fire.
Hvorefter hun satte sig ned på hans ryg.

"What is the job?"

Hun lænede sig frem i stolen, betragtede tænksomt kvinden. ”But, miss. All my workers are essential. See it’s like a body. Everyone here has a function. We can of course agree that the heart has a bigger job than say….a finger. But I’m sure that if I were to cut your fingers off, you would still be very upset with me.”

Det, at hun på ingen made så sine slaver som særlig specielle og at dette derfor ikke var sandt burde være klart. Man kunne ikke erstatte en finger, hvis man fik den skåret af, men Juniper kunne med lethed erstatte sine døde slaver og hun havde da også gjort det flere gange. Det betød dog ikke, at hun havde ting sig at lade kvinden her slippe billigt. Hun havde ødelagt, nej udslettet, noget der var hendes og det var nødt til at have konsekvenser. Et kønt ansigt og imponerende styrke kunne ikke redde hende nu.
Økonomisk erstatning var hun ikke interesseret i. Hun havde guld og juveler nok til at leve et helt liv og mere til og hun blev konsekvent tildelt flere af ting af folk, der ønskede at imponere hende med deres egen rigdom. Rigdom, der hurtigt blev formindsket, så snat de trak Juniper med ind i deres liv.
Altså var erstatningen af slaverne på ingen måde et problem. Men kvinden skulle grilles. Jo mere overbevist hun var om, at der var en gæld til stede og at denne gæld ikke bare sådan lige var at betale tilbage, jo større sandsynlighed var der, for at hun ville gå med til den opgave, som Juniper havde tiltænkt til hende, og de folk, hun sandsynligvis måtte have bag sig, hun kunne vel umuligt have været helt ene og alene den aften i ørkenen, uden at hun skulle overbevises alt for meget yderligere, end hvad Juniper allerede havde lykkedes med. Men selv skulle det ske, at kvinden ikke ville gå med til det udelukkende på baggrund af gælden, så havde Juniper andre kort i ærmet. Hvis det var penge, kvinden var ude efter, så var Juniper ret sikker på, at hun ville kunne betale på et niveau, som kvinden aldrig før havde oplevet.
Og hvis det ikke var materielle goder, hun mangede så….tja. Lad os bare sige, at Juniper ikke ville være bleg for, at udnytte den tiltrækningskraft, hun udmærket var klar over, at hun besad overfor denne kvinde til at få, det hun selv ville have. Det ville ikke være hverken første eller sidste gang, at hun havde udnyttet det på lignende måder.

”Well. I am glad, you at least seem to be able to see things from my perspective.” Ikke at Juniper ville være I stand til at gengælde den høflighed. Det var ikke engang så meget fordi hun ikke ville sætte sig i kvindens sted og forstå situationen fra hendes vinkel, som det var fordi hun decideret ikke kunne. De eneste folk her i verden, hun ind til videre nogensinde havde haft noget, der mindede om empati og forståelse for var hendes søskende og for alt, Juniper vidste, kunne de principielt være døde. Hun følte sig alene nok til at forestille sig, at hun var den sidste tilbage anyway.


”If you truly believed, that he simply wanted to talk to me, you must not know Murkmaw very well,” sagde hun med et svagt fnys, rynkede kort misbilligende på næsen.

“Knowing him, he would have tortured me until there was nothing left of me. And you were going to deliever me right into his hands. Let’s not turn mountains into molehills.”

Kulden I hendes blik kunne have fået blodet i en mands åre til at fryse til is.

Det næste kvinden sagde, fik dog hendes ene mundvig til at trække svagt opad i skyggen af et drillende smil.


”Of course you are. I’m sure, you will find me a very generous employer, when the job is done to my satisfaction,” sagde hun og foldede hænderne løst I skødet. Betragtede slaven, der kæmpede under den uvante vægt, med et underholdt glimt i øjet.

”My request is, in truth, a fairly simple one. Find Murkmaw. And kill him.”

"A pale and hollow comparison. A finger is irreplaceable, a slave is a much more plentiful resource.
Dont degradate the conversation and scramble for arguments like a hyena desperately scrounging for scraps of meat.
Your posture are too refined and your face too excellent to decend into the depths of the slums of intellectual discourse, just to win a point.
I owe you a debt. dont pad it with air.
It only undignifies both of us. And I wont entertain the notion any longer.
I owe you a debt. no further manipulation needed"

Mazikeen var måske utvivlsomt fascineret af Juniper og bøjet af hendes charme, som om hun var ler.
men Mazikeen ville ikke rives rundt i kønsvorterne af nogen som helst, og få kunstigt tilføjet til hendes gæld, som om hun var en eller anden viljesvag slave, som bare nikkede ja til alt der bliv sagt.

"I must confess, Murkmaw is nothing more than a name and clinking coin-purse to me.
I would not have bargained with him, if I had known of his savagery"

Tortur og levering til tortur, havde måske været acceptabelt under hendes far, men hun havde en anden mentalitet på området.
Hun prøvede at holde alle kontrakter til et maximum af mord. og intet udover det.
Slaught havde skam også ikke voldlige opgaver. beskyttelse af inventar eller privat personer.
men hvis vold skulle anvendes, så fortræk Mazikeen at det sluttede ved døden.

"generous. satisfaction. Now you are speaking my language"
Mazikeen havde aldrig taget andet end mønter for opgaver. udover en enkelt gang hvor hun modtog slaver.
men Mazikeen kunne mærke noget helt andet trække i hende.
hendes principper og lyst til at kræve betaling, som hele Slaught kunne grave nytte af, var ikke noget hun sådan lige kunne få sig til denne gang.

Hun var nok ikke leder af Slaught mere, men hun agtet at gå tilbage dertil, og genetablere sin position. at bare lydløst anerkende sit nederlag, var ikke hendes stil.
"Murkmaw dead? It can be done. and with his last breath we will be even.
But I think, such a mission require more man power from my Slaught mecenaries, than my personel debt can justify. You might need to add some extra payment
Ofcause, the debt is directly subtracted from the payment. effectively a discount.

but due to my disapperance, I might need to break some dicks to regain my title within the mercenaries, so it might take a couple extra days to kill Murkmaw"

En spindende munter latter fyldte luften mellem de to. Nok ikke den reaktion, man ville have forventet. Juniper klappede i hænderne i et næsten barnagtigt udtryk af underholdt begejstring.

”Very well, we shall dwell no more on this, but only because you have spoken well for yourself. Og fordi kvinden indignation var sjovere end så meget andet, som Juniper kunne have brugt sin tid på. Dette undlod hun dog at nævne. Hun ville egentlig helst undlade at gøre det alt for tydeligt, at kvinden ikke var ’mere end et glinsende nyt stykke legetøj i Junipers hænder. Et legetøj, der med stor sandsynlighed, ville blive smidt ud og glemt, så snart det havde udtjent sit umiddelbare formål. Og hvis ikke der, så når det holdt op med at være underholdende.
Men folk havde det med at være mere villige til at samarbejde, når de regnede med, når de troede, at folk så dem som deres ligemænd. At Juniper stort set ikke så nogen som værende sin lige var ikke noget, der var nødt til at komme op.

”Might I add, that I am very touched that you have thought that much and that well about my posture and face?” Hun lagde en hånd over sit hjerte og blinkede drillende til kvinden med et strålende blåt øje.

”You look quite lovely yourself by the way,” tilføjede hun, totalt nonchalant. Delvist var det for at stikke til kvinden. Bare for at se, hvordan hun ville reagere. Delvist fordi, at det var sandt. Hendes hår var som efterårsblade og hendes øjne var stormagtigt kølige.
Desuden var hun tydeligvis stærk. Noget sagde Juniper, at kvinden var mere komfortabel iført rustning end i en kjole.
Et øjeblik, studerede Juniper hende bare. Tabt i sine egne tanker og ideer om, hvordan hun kunne hyle kvinden ud af den for sjov. Hvad nu hvis hun insisterede på selv at hjælpe hende med vaske hendes slavers blod væk fra hendes hud? Hmm, der var mange muligheder.

Hun rystede sine tanker af sig, da kvinden igen nævnte Murkmaw. Hun ville gerne have kunne sige, at det slet ikke påvirkede hende, men bare navnet fik det til at gibbe en smule i hende og hendes hænder strammede automatisk grebet om sølvkoppen med varm chokolade.

For at skjule det, og for at tage sig sammen måske også, tog hun en slurk af koppen. Faktisk bundede hun bare hele indholdet og gav koppen til en slave, der ventede ved hendes armlæn.

Hun henvendte sig til ham på elvisk og bad ham hente nøglen til kæden, der stadig sad låst fast om kvindens ene fod. Så gik der lidt længere, før hun var nødt til at forholde sig til den Murkmaw-centrerede samtale.

”Oh, savagery is not the word. He is very refined and….imaginative.”

Hun skar ansigt. Ikke for nogen andres skyld. Det havde været underholdende nok på en stille aften, hvor hun ikke havde vidst, hvad hun skulle give sig til at se, hvad han kunne finde på med sine slaver. Det var først, da det potentielt havde været hende selv, det kunne have gået udover, at alting omkring det havde givet hende kvalme og havde fået hende til at flygte fra hele situationen. Det var længe siden og det var næsten lykkedes hende at glemme Murkmaw ind til, kvinden her var vadet ind i hendes liv.

Hun ville ønske, at Murkmaw havde været lige så god til at glemme hende, som hun havde værert til at glemme ham, men ak.

”I can imagine, that I am,” sagde hun med et lille smil, som svar på kvindens næste sætning. Slaven var kommet tilbage med nøglen og Juniper tog imod den.


Så, uden at tænke særlig meget over det, rejste hun sig fra sin stol og i stedet satte hun sig på knæ ved kvindens fødder. Udad til en underdanig gestus, ingen tvivl om det, men som med så meget andet, var det hele en leg for Juniper. Hun greb fat om kvindens ene ankel og låste kæden op igen. Hun smed den på gulvet ved siden af sig.

”Now that you are in my service, I found it appropriate to symbolize, that you are no longer a prisoner,” sagde hun glat og uden et ord mere, rejste hun sig og slentrede tilbage til sin stol.


”Speaking of….satisfaction.I feel like I should have your name now. After all who knows? I might have a need to ….use it at some point.”

Hun sendte kvinden et varmt smil og blinkede dovent.

“Oh I knew you would be fit for the job. You seem so much more fit at killing than infiltration. Your attempt in the desert was…valiant, I suppose, but it wasn’t very good.”

Hun hvilede den ene kind I sin hånd og betragtede nysgerrigt kvinden.

”Well did you think I was going to send you back to your people emptyhanded, like a beaten dog? You have so little trust in me, sweetie.”

Hun viftede lidt med en af hænderne. En gestus til nogen af slaverne, der stod op ad den ene væg og lod til at forsøge at drage så lidt opmærksomhed mod sig selv som overhovedet muligt.
Fire af dem kom slæbende med tunge kister, så tunge, at de skulle være to om at bære dem. Kisterne var af kostbart mahogni og lågene var indgraveret med, hvad der så ud til at være en døende rose.
Med noget besvær fik slaverne væltet de to kister om på siden, så lågene åbnedes og indholdets spildtes skødesløst udover det blanke gulv.
Et utal af juveler, kostbare smykker og guldmønter fyldte nu området omkring Mazikeen.
Det kunne let misforstås som værende generøsitet, der drev Juniper i dette tilfælde. I virkeligheden var det totalt ligegyldighed. Hun ville ikke kunne mærke denne mangel på hverken guld ædelsten eller smykker.

Og desuden. Så meget rigdom gav folk en undskyldning for at fråse. Mere næring til hende.

I pay well. I shall expect your companions to be pleased.” Juniper foldede hænderne I skødet.

Mazikeen havde jo undersøgt Juniper. Da hun skulle kidnappe hende.
De samme historier kom op. Skønhed. Prægt. Forræderi. Fortrydelse.
Mazikeen var trænet til at lede, så hun kunne godt se, når en fjende satte sit kavaleri ind i flanken på hende.
Juniper spillede rollen godt, og forførte som meget få kunne, men bevæbnet med en historisk og damens kyniske adfærd af og til, så var det ikke svært at se, at den edderkop der langsomt spinnede hende ind i dens væv af manipulation.

Men sandheden var.
Hun kunne ikke lade vær.
Hun kunne mærke strengene af forførelse, som bliv bundet med et smil, men bygget på et bjerg af selvisk pragmatisme og selvoptaget leg.

Men Mazikeen gik frivilligt ned af denne vej.
og hun ville forsætte på den, skridt for skridt, selvom hun så klippefaldet komme.
hun var ordløs i sit indre sind overfor Junipers svajende hofter, hendes store tiltrækkende øjne, hendes saftige læber, hendes sensuelle figur, hendes spinkle hænder.

Mazi var ikke en panisk hjælpeløs tosse, som inderligt skrig efter hjælp, for at komme ud af denne tiltrækning.
som kunne se ting ville gå galt, og prøvede alt for at smutte inden det var for sent.

Mazi var en helt anden form for tosse. Hun gik stolt ned i suppedasen.
hun accepteret at ikke betyde noget for kvinden. at være et vindpust for hende.

hvis bare det betød hun kunne røre hende. smage hende. løfte hende op af en væg. løfte hende til en seng.

Også sagde Juniper et kompliment.
Mazikeens stoiske facade gik et knæk. hendes rolige blik fik et flashback.
hun havde ikke haft seksuelle tanker på sådan en direkte måde her,
siden dengang hendes far tævede det ud af hende, at være til piger.

Junipers kjole var stadig på hende, men ikke i Mazikeens tanker. ikke mere.
Mazikeen bliv holdt tilbage af sig selv til at bestige tronen som en vildlands barbar.

Da Juniper satte sig foran Mazi på knæ, kunne et animistisk instinkt høres.
hendes hænder knurrede efter at rive fast i Junipers hår.  
Placerer Junipers mund på skamlæberne.
Lade Mazis spændstige hofter gribe fast omkring hver side af Junipers ansigt og holde hende på plads.

Mazikeen fik kæden af. men opdaget det ikke, før Juniper begyndte at tale.
Hun havde det som om hun igen havde indtaget et stykke af kagen. den overvældende fornemmelse af hendes sanser der bare lukket ned og kæmpede på samme tid.

Mazikeen kæmpede sig tilbage til besindelse, og svaret Juniper, og genvandt en del af hendes selvstændige stoiskhed, selvom Juniper som den eneste i verden, nok skulle fjerne den igen på et andet tidspunkt.

"I could have been in a thousand chains. Makes me no prisoner"

Mazikeen nikkede anerkende angående navnet.
"Mazikeen"

Der var ingen tvivl om at Juniper havde ret, infiltration var et dumt træk. hun var bare så opsat på at bevise sig selv på sin første mission som leder, at hun overtalte sig selv, at det var fordi hun ikke vidste nok om Juniper til at lave et frontal angreb.

"You are correct. I should have played to me and my bulky mercenaries strength, instead of overcomplicating the matter for no good reason.
But maybe it was the will of the Twins and their seven pillars of sin,
because otherwise, I might have learned of Murkmaws deceit under less ideal circumstances.
But I actually dont believe in fate, its just a way to say it turned out for the best"

Mazikeen havde aldrig set sådan en visuel belønning før.
og der tænkte hun på Junipers krop, ikke på det halve kongerige som bliv tømt ud på gulvet.
Mazikeen ville nok miste hele respekten fra klanen, altså dem som stadig troet på hende, hvis hun ikke tog alt dette med hjem,
Det var mere en rigeligt til overtale Slaught til at myrde tusind folk for Juniper.
Men Mazikeen kunne ikke.
Hun vidste at disse penge, dette hav af endeløs værdi, kunne købe hende en adgangs billet til at udfordre Sven til at nævekamp for leder posten.

og uden denne skat, så ville hendes chancer for Sven overhoved ville blive forventede af de andre, til at tage imod hendes udfordring.

Men Mazikeen var ligeglad.
Hun kunne ikke tage imod en eneste mønt,
hvis det kostede hende den belønning hun enlig ville have.
Det som trak i hende.
Det som som vækkede flammen i hende. større end den nogensinde havde brændt før.
Det frodige hav af tilfredsstillelse og dyb af lidenskab, som var hvad hun havde kunne mærke hendes sjæl længes efter.

"Its Slaught tradition to always be paid. No exceptions.
And I shutter at the thought of neglecting my duty and heritage"

Mazikeen bid sig selv i underlæben. kun en gang før, havde hun gjort det i hele sit liv,
og den dag kom hun iseng med fire brækket lemmer, på sin fars regning.
"I don't want these shiny trinkets. I want you"

Mazikeen følte dog hun ville sige noget, fordi hun ville virke dummere end hun var.
"I don't mean anything to you. and I know I am tool to bend, break and discard.
But I don't care.
I will not be your love-sick puppy. Because; I don't love you. I just want you.
But I will be your guardian mama bear, If you pretend like what we have is special

If the gold costs your thighs. Its not worth it.
Keep me charmed. Then I will kill Murkmaw. And whoever danm else you want.

Slaught will follow your lead like a dog on a leash"
But if you hold their leash, I hold yours"

Mazikeen havde ligget i sengen som lille. åndet Slaughts kodeks og klan filosofi, som om det var luft.
Fået hendes fars lektioner ind så fundamentalt, som hun havde fået brystmælk.
Intet var mere centralt for hende end at leve som lederen af sin klan.
Men nu, i dette øjeblik.
på en bunke af guld og skatte,
var Juniper den eneste ting hun ville være leder af.

Hun følte ikke for forrådte alt hun stod for og troet på.
Hun forrådte sin familie. som var Slaught.
men hun holdt sig til sin fars forståelse af de syv synder.
at man ikke skal være jaloux, fordi så har man fejlet, fordi man ikke tog det.
og kerne værdien i en kriger, Pride. om at gloværdige sig selv, og tvinge sin vilje igennem.

”The true prisons are the ones people build for themselves. All those silly rules they live by ‘you can’t kisss another woman, because that’s bad’ ‘you can’t want things you don’t have, that’s greedy’. ‘Enjoying life too much means you aren’t taking responsibility’ blah blah blah.” Juniper fnøs og viftede affærdigende med hånden.

“People would be so much happier, if they just did, what they wanted to instead of, what’s expected of them all the time.”

Hun vidste udmærket godt, hvad kvinden egentlig ville. Det lyste praktisk talt ud af hende. Nogle folk var bare ikke særlig gode til at skjule deres mere syndige sider, når det kom til stykket og hun fandt den slags væsner umådeligt morsomme at lege med, når hun kunne komme til det.

Modsat så mange andre, virkede Mazikeen dog ikke til at skamme sig særlig meget over det. Ikke af hvad Juniper kunne opfatte.
Hvilket blot gjorde det mere interessant, for som oftest var disse folk den slags, der kun lykkedes med at skjule deres rådne kerne for dem selv. Mazikeen lod tvært imod til at være fuldt ud klar over, hvordan det forholdt sig. I hvert fald ud fra hendes kropssprog og det rolige udtryk i de stålagtige øjne.


”Mazikeen,” næsten sang hun. En test af navnet udelukkende til ære for hende.

”Well, they say, that people learn best from making mistakes. So by all accounts, you must have learned quite a lot,” sagde hun med et glimt I øjet.
“The twins? Seven Pillars?” Juniper lænede sig frem I sin stol. Hendes nysgerrighed var vækket.

Havde hun seriøst fundet en, der tilbad synderne? Eksisterede den slags mennesker? Åh hvis Avaritia hørte det her, ville han sikkert begynde at kræve templer. Ikke at Juniper ville kunne have fortænke sin bror i det.


”You do know that worshipping other gods than the…state certified ones is considered blasphemy and is punished by whipping and jailtime, yes?” En “bekymret” rynke havde taget form I Junipers pande, men morskaben lyste ud af resten af hendes ansigt.

”Don’t worry, I won’t rat you out. The gods are a waste of time anyway. If they listen to people’s prayers why are the people still suffering?” Ikke at Juniper kærede sig om andres lidelse overhovedet, men det var sjovt at stikke til religiøse folk.

”Perhaps your Twins are better at listening?” spurgte hun muntert og lagde hovedet en anelse på skrå.

”And paid you have been.” Juniper slog ud med en slank hånd I retning af alt gulvet og ædelstenene, der lå spredt udover gulvet. Slaverne var allerede i gang med at pakke det hele sammen igen, så det kunne fragtes med Mazikeen tilbage til, hvorend hun så kom fra.


”And yet, you seem dissatisfied, sweetheart. I hardly believe it was not enough to…”

Hun nåede ikke at afslutte sætningen, for Mazikeens tilståelse om, hvordan hun ønskede at blive betalt afbrød Juniper, før hun kunne få de sidste ord ud.
Juniper lod som om hun overvejede det, betragtede Mazikeen meget nøje. Vurderende.

”Who am I to deny people their urges?” spurgte hun til sidst.

Atter rejste hun sig fra sin stol. Denne gang for at gå ned og trække Mazikeen op og stå. Hvis Mazikeen ikke gjorde direkte modstand, ville Juniper herefter lede hende tilbage til stolen og puffe hende ned og sidde.
Nok ikke fordi hun sådan rigtig havde styrke til at puffe Mazikeen nogen steder hen, så det krævede selvfølgelig, at hun selv ønskede at sætte sig.

Såfremt dette lykkedes ville Juniper selv sætte sig i skødet på Mazikeen, så de sad ansigt til ansigt.

”It is an enticing offer, my sweet bear, but I have conditions of my own, that you must agree to,” advarede hun, næsten hviskende og kyssede Mazikeens hals.

“I can pretend that, you are special. I will keep you charmed. If you want, I can make you feel like, you’re the only person I have ever touched. It will all be lies of course, but who wants the truth when the lie is so much sweeter. But. I wear no leash for anyone. Metaphorical or otherwise. I will let you fuck me, true, but you will not control me. Ever. Is that clear?” spurgte hun og så afventende på Mazikeen. Alvorsfuldt.

”Of course you can still change your mind and take the…shiny trinkets as you call them.” Junipers hånd var på vej op under Mazikeens skjorte, men hun kunne lynhurtigt trække den til sig igen.