En Healer og en Kaptajn

@Larlii

Tid: 12.30
Dag: Tirsdag
Vejr: Køligt, men solrigt.
Omgivelser: Elvere som arbejder for at bygge deres hjem op igen. Børn leger rundt mellem de ældre.

Solen stod højt over byen. Den var langsomt ved at blive genopbygget og flere huse var ved at være færdige.Soldaterne boede stadig i telte da den største priotet var børn, kvinder og de syge. Glorfindel var blandt dem som havde taget ansvar og ffik ting sat i gang. Der var stadig intet nyt fra deres konge4lige og det gjorde ham lettere uroligt.

Han havde lagt den øverste del af rustningen væk og arbejde nu i en hvide skjorte og fra taljen og ned, var han stadig iklædt rustning. Han opmuntr3ede sin hest til at trække lidt hårdere for at få vognen med materialer til at nå frem til de bygninger som skulle blive Healernes Haller. “Kom så, Asfal.” Han opmuntrede hingsten der gav et prust før den spændte musklerne og trak.

“Kaptajn. Der er nogen på vvej.” Glorfindel skiftede sit blik fra den råbende soldat og i den retning som han pegede. Glorfindel klemte øjnene sammen for at spotte den person som var på vej ind i byen. Han gjorde tegn til hest at stoppe, før han begyndte at gå imod den fremmede Elver.

Outfit: kjole, tiara og halskæde

Larlii kom ridende på en cremefarvet hoppe med hvid man og hale. Hun havde set frem til denne rejse, men savnede samtidig sin dater på to og søn, der kun var et par måneder gammel.
Hun havde drøftet sine tanker med sin mand og bedste ven, om hvordan de kunne hjælpe højelverne. Det var blevet til at hun, et par hofdamer og tre vagter tog turen til Silvanesti sammen med to vogne lastet med mad, drikke og urter. Vagterne cirkulerede omkring vognene, som hofdamerne kørte, og Larlii der red i spidsen.
Da de ankom til stedet kom en vagt hen og hjalp hende ned fra hesten, inden han og de andre to dannede en halv cirkel rundt om deres dronning og hendes to hofdamer, der holdte sig lige bagved deres frue.

”Vær hilset. Vi bringer mad, drikke og urter, samt vores håb om at det stolte højelverfolk vil rejse sig igen efter denne tragedie. Ligeledes bringer vi også vores konges hilsener.” Larlii nejede og bøjede hovedet let, inden hun igen så ud over dem som var i området og sluttede af med at se på den soldat der var kommet hen mod dem.
”Hvordan står det til her? Har I brug for andet hjælp?” Det var tydeligt at hendes bekymring for dem var ægte.

Glorfindel stod i spidsen for vagterne som langsomt stillede sig op. “Velkommen til Silvanesti, deres højhed. Vi er beæret over dit besøg.” Glorfindel sagde og så hen på hans løjtnanter. “Vi er kun glade for at du bringer mad og urter.” Glorfindel sagde og gav et venligt smil. “Vi er ved at komme fremad da mange familier har tag over hovedet, og vi er igang med Healernesd Haller.” Mens de snakkede kom der langsomt flere og flere til. Uden deres deres dronning til stede, var Glorfindel den næste som de så til, givet da han var af et gammelt ædel slægtskab og at han var kaptajn i Livgarden.

“Vi håber ikke at der var problemer under rejsen? Vi nyder godt at have to Shapeshifters til at vogte området omrking byen, men der er kun så meget de kan gøre.” Den ældre Elver så på den unge dronning, aansigt gik over i et neutralt udtryk.

Larlii smilede venligt og varmt, da hun blev budt velkommen. Og hun var glad for at høre hvor langt de var kommet med genopbygningen. Vagterne viste ikke helt hvad de skulle sige til at manden der talte så uformelt til deres dronning, men da Larlii ikke selv sagde noget, forholdt de sig stille.
”Nej, rejsen forløb uden problemer.”

Hun vendte sig halvt og slog let ud med armen mod vognene. Hendes hofdamer gik hen til hver deres vogn og begyndte at tømme dem.
”Kom. Lad os få urterne hen til jeres healer, og resten hen til jeres kogebål. Jeg har også sørget for at der er noget sødt mynte og nogle søde bær, der kan bruges som en lækkerbisken. Noget jeg ved alle kan være glade for.” Hendes smil blev bredere ved hendes sidste ord, hun nød selv godt af at tygge på mynteblade fra tid til anden. De havde en frisk og sød smag, noget der kunne sætte gang i mundvandet hos mange.
Vagterne blev stående og vågede over hende, mens de holdte øje med de mange der kom hen og stillede sig omkring manden der talte.

“Mine mænd ville tage sig af fordelingen. Vi er nødt til at spare på rationer da vinteren er lige om hjørnet.” Glorfindel sagde og vinkede fire af hans senior vagter hen. Lige nu er vi nødt til at tage alt ind i lageret og gemme det væk og holde det sikkert.” Han krydsede armene. Flere af de andre vagter så nysgerrigt på de fremmede. Et par af børnene havde gemt sig bag Glorfindels ben og tittede frem.

“Kan vi byde jer på noegt? Og hvor længe ønsker I at blive?” En af de ældre kvinder spurgte og stillede sig lidt bag Glorfindel, men stadig så kunne se og blive set. “Vi er stadig igang med at renover huse og gæsteværelserne, men jeg er sikker på at vi kan finde plads til jer…” Hun så på Glorfindel der gav et kort nik. “Der er plads.”

Larlii nikkede forstående til hans ord om at de var nødt til at spare på maden, hvilket ikke undrede hende spor. Hans kropssprog fortalte hende tydeligt, at han var van til at lede folk og derfor var hun sikker på at højelverne var i sikkerhed hos ham. Hun smilede og vinkede til børnene på samme måde som fik hendes egen datter til at fnise eller grine, inden hun så på kvinden som spurgte hende.

”Det er pænt af jer, men vi har selv forsyninger med, netop for at I ikke skulle bruge af jeres dyrebare forsyninger. Jeg ved hvordan det kan være at skulle sørge for sig selv og skulle spare på de forskellige ting. Ligeledes har vi selv tæpper og telte, hvis det skulle regne, men lige nu lader det til at Nimar smiler til os og velsigner os med godt vejr trods årstiden. Jeg ønsker ikke at tage pladsen for nogle af jeres folk.” En af hofdamerne skreg kort i overraskelse og Larlii vendte sig for at se hvad der var galt. Smilet bredte sig i hendes ansigt, da hun fik øje på to af ungerne fra sidste år. De måtte have gemt sig i vognen efter at den var blevet fyldt. Begge mini drager fløj hen til hende og kredsede omkring hende et par gange, inden de satte sig på en gren over forsamlingen.
”Så i to havde sneget jer med, hva?” Hun rystede kort på hovedet, mens hun klukkede af latter. De to havde lige fra starten været de mest nysgerrige. Så det undrede hende lidt at det først var nu, de var blevet opdaget. Turen hertil havde trosalt taget omkring ti dage, grundet de tungtlastede vogne. Hun så hen på hofdamen der have skreget og nu nejede med røde kinder. Larlii smilede forstående og vinkede afværgende med hånden, for at fortælle hofdamen at hun ikke skulle bekymre sig over dette.

// mini drage – den ene er mat gul og den anden er orangerød //

Børnene gemte deres ansigter i det stof som Glorfindel havde om hofterne uden på hans rustning. De var sjældent rundt om fremmede da lige nu, elverbørn noget af det mest dyrbare som Højelverne havde. Glorfindel lagde en hånd på deres hoveder og rumblede et stille svar. Begge drenge så op på ham, dem som var tættest på ham. De nikkede og trak væk med andre. Glorfindel vendte sin opmærksom mod gruppen fra Forestina da han hørte et skrig. Han hævede blot et øjenbryn ved synet af de to drager og krydsede armene. Han var ikke synderligt overrasket. Men drager var ikke han favoritvæsen.

“Drager?” En af de unge vagter så på dem med et vantro blik før han kiggede mod Glorfindel. “Der var ikke sagt noget om drager..” Der opstod en lettere mumlen og Glorfindel knurrede af dem og hvislede en ordrer. “De er gæster. Husk jeres maner!” Han gav dem alle et udfordrende blik som fik de yngre til at bøje hovedet, men de ældre så på ham med deres egne kolde øjne.

Hun så kort op på dragerne, inden hun så rundt på elverne som virkede nervøse.
"Det er et par af sidste års unger, som holder til i mit tidligere hjem. De er frie til at komme og gå som de ønsker, og Nimar ville at to par valgte at få unger sidste år. De er ganske harmløse, men hvis man prøver at fange dem, mod deres vilje, kan de godt bide fra sig." Hun så direkte på ham der så ud til at have kontrollen, og lagde hånden over hjertet.
"Jeg sværger at det ikke var planlagt at have dem med. Så ville jeg have oplyst det." Derefter så hun op mod drageungerne og sørgede for at have øjenkontakt med dem.
"Hvis i laver ulykker, er det direkte hjem til jeres forældre. Er det forstået?" Ungerne så kort på hinanden og fløjtede et par triller, inden de gik på vingerne og undersøgte området. De holdte sig dog et par meter over hustagene, hvilket Larlii gættede på at det var ungernes måde at fortælle at de ville opføre sig pænt.
Hun vendte sig direkte mod manden foran hende, mens hun var i gang med at samle de lange ærmer op.
"Nå Glorfindel. Hvor har du mest brug for en ekstra healer?" Hofdamerne kom hen og hjalp hende med at fastgøre ærmerne, så hun havde hænderne frie.

Glorfindel så efter de to drager med en lettere fortrukket mine. “Jeg gætter at det burde velk gå an.” Han rumblede før han så på Larlii. “Følg med.” Han sagde før han vendte sig og gik længere ind i byen som langsomt var ved at komme tilbage til dens tidligere storhed. Folk kiggede op da de så den gyldenhåret kaptajn som ledte en gruppe fra Forestina gennem gaderne. Flere sænkede deres hoveder i respekt. “Er det den nye dronning fra Forestina?” En lille pige spurgte og kiggede frem fra sin mors skørter. “Det er det, min pige.” “Vi arbejder stadig på en del, men vores sammenhold og styrkegør det nemmere.” Glorfindel sagde og slog ud med hænderne. “Familier og venner har trådt ind for at hjælpe. Min søsters svigerfamilie, nær og fjern, har virkelig hjulpet.” Han vendte sig og så på Larlii. “Silvanesti vil være i gæld til Foretina. Hvis I nogensinde skulle få brug for hjælp, så vil vi svare.”

Flere af soldaterne stod i skyggerne, men trådte frem da Glorfindel gav hans løfte. “Med vores dronning væk, er Glorfindel den næste som vi kan regne med. Hvis ikke det var fordi han stolede på jer, ville vi nok ikke have ladet jer komme ind.” En af de vagter som stod nærmest sagde og så skævende hen på de hofdamer og vagter som var med. “Det og så at Ríns lod jer komme forbi.” En anden mumlede.

Hun fuldte roligt med, da han gik ind mod byen. Da hun hørte den lille pige, så hun smilende på hende og vinkede til pigen. Derefter så hun igen på Glorfindel og lyttede til hans ord.
"Jeg er glad for at høre at I klare jer så godt. Og skulle I få brug for mere, så sig endelig til. Ligeledes takker jeg for dine ord og lover at bringe dem til vores konge."

Da soldaterne kom frem og begyndte at tale, så Larlii roligt på dem og nikkede forstående.
"Det er fuldt forståeligt. Jeg er overbevist om at elverne i Forestina også ville gøre noget lignende. Jeg beder til at Jeres kongelige vender tilbage i god behold. Og indtil da er jeg sikker på at I er i gode hænder." Hofdamerne blev et par skridt bag Larlii og to af vagterne holdte sig inden for fem skridt. Selv om deres dronning var rolig, holdte de et vågent øje med alt og alle.
Den sidste vagt blev ved hestene og vognene.

“De fleste er endnu ikke sikre på havde fremtiden har at byde på.” Glorfindel forklarede og gik op at trinene til det midtidliger healing telt. “Jeg arbejder stadig på at sætte noget op med andre ledere, men jeg kan ikke rejse herfra endnu. Og fordi jeg er en soldat, er der ikke mange som vil høre mit kald for hjælp eller handel.” Han trådte ind i teltet. “Men så længe at alle her er sikre og vi har ikke mere død, kan jeg ikke beklage mig.”

Teltet holdte syge Elver i alle aldre, men der var et smil på mange læber da Glorfindel og Larlii trådte ind. “Hvis du vil starte med vores Healere, ville vi være tilfredse.” Glorfindel gik hen og knæle ved en ung mand som lå på hans side. “Han udmattede sig selv, og kom til skade da et tag styrtede ned over ham.” Glorfindel lagde en blid hånd på den unge mands mand, som så op på Larlii med vagtsomme øjne. “Hun er komme for at hjælpe, yngling.”

Larlii fuldte roligt med og lyttede til hans ord. Her var afgjort noget hun kunne snakke med Althorn om, når hun kom hjem. Hun havde allerede flere ideer til hvordan de muligvis kunne hjælpe, og i tankerne gennemgik hun hvor mange urter og hvor meget mad der kunne undværes fra fristedet. Men det varede ikke mange sekunder fra de var kommet ind i teltet til at tankerne var skubbet i baggrunden.
Knap nok havde han udpeget healeren, før Larlii sank ned på knæ ved den unges side. Hun tog blidt hans hånd og udtalte nogle få ord.
”Ponyeni ya nguvu netures.” Derefter begyndte skoven omkring dem at låne hende sin energi til at heale den eller de skader den unge mand havde. Samtidig begyndte hun at nynne stille og blidt. Hendes venner havde gennem mange år sagt at hun lød ligesom en nattergal, men om det passede viste hun ikke helt. Hun havde godt nok hørt mange fugle synge rundt om i skoven, men det var ikke noget hun havde tænkt over. Den ene af hofdamerne fandt en pose frem fra sin kappe og åbnede den. Derefter tog hun et mynteblad frem og knælede ned ved den unge mand.
”Unge ven. Tag dette og tyg lidt på det.” Efter at den unge healer enten tog imod bladet eller ej, ville hofdamen gå rundt og tilbyde et blad til de andre syge i telte.

Healeren rystede på hovedet. "Giv bladet til en som har mere brug for det." svarede han og lukkede øjnene igen. Glorfindel gav den yngre mands skulder et klem før han rejste sig op igen. "Vi afventer nyt fra Thorban om de kan hjælpe. Og der skulle være andre som er villige til byde ind. Vi er dog taknemmelig over at vores naboer i skoven var så hurtig til at reagere." sagde han og så efter hofdamen. "Der er kvinder som vil blive her sammen med hende. Mange er stadig varsomme med at få hjælp udefra."

Larlii kunne ikke lade vær med at smile af healerens ord. Hun afbrød sin nynnen og talte med latter i stemmen.
"Så du har ikke brug for energi, hva? Selvfølgelig har du det. Du er, som Glorfindel siger og du udmærket selv ved, udmattet og skadet. Jeg har selv flere gange prøvet at udmatte mig selv, til at jeg kender tegnene på det. Vær sød at tage imod et mynteblad. Sukkeret i bladet vil være med til at styrke dig." Den anden hofdame rakte et mynteblad ned til hende, som hun tog og lagde i healerens ene hånd. Så måtte han selv bestemme hvad han gjorde med det.

Hun rejste sig fra healeren kort efter, da hun havde gjort alt hvad hun kunne for ham. Nu fuldte hun roligt med Glorfindel, mens hun lyttede til hans ord. Hofdamen som delte mynteblade ud, drejede sig så meget at hun kunne få øjenkontakt med sin dronning og nikkede smilende til hende. Larlii nikkede tilbage og den anden hofdame stillede sig ved siden af sin dronning, mens Larlii rettede opmærksomheden på Glorfindel.

"Jeg beder til Nimar om at Jeres bønner bliver hørt. Ligesom jeg håber at I får husene op inden vinteren. Men jeg er imponeret over hvor meget i har fået ordnet i løbet af de sidste to år."
De to vagter der var fuldt med holdte så meget afstand, at Larlii ikke følte at de gik lige bag hende, men stadig var tæt nok på til at de kunne beskytte hende.

Healeren vendte hovedet væk. "Giv det til andre." sagde han blot og lagde myntebladet på en tallerken ved siden af ham. Glorfindel gav et suk. "Han tog hellere imod healing fra Shapeshifteren med healende hænder. Hans egen stolthed vil ikke lade ham."

Han så sig om. "Vi er så langt at vi mangler slottet, den nye healende Hal og færdiggøre templet. Slottet ville selvfølgelig være det som tager længst tid, og vores fokus er på templet og den Healende Hal." sagde han og gav et tilfreds smil. "Og med vinteren om hjørnet kæmper vi for at færdiggøre begge ting."

Hun lagde blidt sin ene hånd mod hans overarm og smilede til ham.
"Og jeg er overbevist om at I nok skal nå det. Jeg vil ihvertfald gøre mit for at tale med rådet om at sende mere hjælp. Både ekstra hænder og materialer. Men jeg kan desværre ikke love noget. Noget jeg dog kan love, er at skulle I have brug for flere urter, så skal I blot sende nogle til mit fristed, som ligger nær floden der løber gennem skoven."

Den anden hofdame var blevet færdig med at dele mynteblade rundt, og sluttede sig derfor til sin dronning.

"Det kan være, men dette burde du tage op med dronningen. Jeg har ikke den rang til at lave aftaler." sagde han og begyndte at gå ud igen. "Og jeg ville ønske at hun snart kom til sig selv, jeg er en kaptajn. Jeg er en kriger, ikke trænet i at snakke med andre kongelige, som I nok har bemærket." sagde han og gav en tørt smil. Jeh har allerede set dine vagter og hofdamer se på mig som om jeg mangler manér." Han så på hvert enkelt fra hendes kompany. "Men uden dronningen, så kan vi ikke gøre noget.

Hun nikkede forstående og viste hvor frustrende det var at mangle en vigtig person. Her tænkte hun på Lith’rra, som havde betydet enormt meget for hende gennem den tid de havde været sammen.
”Du gør det godt, Glorfindel. Dit folk ser op til dig og støtter sig til dig, hvilket jeg beundre.” Hun klukkede lidt og så ud af øjenkrogen, kunne hun godt fornemme på både hofdamer og vagter at de var misfornøjet med måden denne kaptajn tiltalte deres dronning. Hun vendte hovedet og så roligt på dem en kort stund, inden de nejede og bukkede for hende, samt skjulte deres udtryk i neutrale folder. Derpå vente hun igen hovedet mod Glorfindel.
”Og det med talemåden, tager jeg ikke så tungt som jeg måske burde. Jeg er selv født af folket og ophøjet for kun et års tid siden. Det hele er stadig nyt for mig. Så jeg tager det helt roligt og bager ingen nag.” Hvis hendes hånd stadig hvilede mod hans overarm, ville hun give den et venligt klem som tegn på forståelse.

Han så på hende et taknemmeligt blik. "Du er den første som har vist forståelse." Sagde han og så hen på en gruppe børn som så beundrende op på dronningen. "Hvis vi havde herskere som bare mindede lidt om dig og din konge, ville vi være velsignet. Børnene elsker at høre historier fra alle andre steder og hvor meget andre herskere bekymrer sig om deres folk."

Larlii smilede venligt til både Glorfindel og børnene. Hun satte sig også på hug, så skørterne bredte sig rundt om hende, mens hun så rundt på børnene.
"Så I elsker historier. Det gør min datter og søn også. Hvis I har lyst, kan vi gå udenfor og se om de små drager ville hilse pænt på jer. Og så kan jeg fortælle en historie om dem." Børnene var ellevilde med ideen og nærmest trak Larlii udenfor. Hun kunne ikke andet en le hjerteligt.

Så snart de var kommet udenfor, fandt de et godt sted, hvor alle kunne sidde tørt og godt. Larlii satte sig og kaldte blidt på de to drager, som kom ned og satte sig på hendes skød, hvor de kunne se børnene og de andre elvere.
Larlii begyndte at fortælle om dragerne og hvad deres farver betød. At de to levede typisk af kød, så som småfugle og andre små dyr. Hun fortalte også hvordan dragerne mest af alt holdte sig for sig selv og sjældent blandede sig med folk. Disse to var nærmest undtagelsen der bekræftede reglen.

Hofdamerne og vagterne holdte sig i nærheden, mens de smilede varmt over at deres dronning var så godsindet et væsen.

Glotfindel var fulgt med ud og sted på afstand og lænede sig op ad et træ med krydsede arme. Flere af de unge vagter kom langsomt tættere på Larlii, men skævede over til Glorfindel som havde hovedet tippet på skrå, det lange hår som normalt bølgede ned af hans ryg, gled ud til siden og over hans skulder. Et par af de mere sky stod lidt væk og vred deres hænder sammen.

Børnene stillede forskellige spørgsmål, som Larlii svarede venligt på dem. Dragerne var nysgerrige og så op på Larlii med et par fløjte triller, inden de igen så ud på børnene.
"De spørger om de må komme ned til jer og se hvad i er for nogle spændende størrelser. Hvad siger i?" Spørgsmålet var rettet på børnene, men skulle nogle af de andre voksne have lyst til et lille besøg ville de to drager sikkert også være interesseret. Børnene nikkede ivrigt og hvinede eller grinte når dragerne landede på deres hoveder, skuldre og arme. Dragerne gav glade fløjt og triller fra sig, hvilket fik Larlii til at le hjertelig.
Det var tydeligt at både drager og børn havde det hyggeligt.

Glorfindel havde øjnene låst på dragerne og så flere forældre se på med bekymring. "Dronning Larlii, husk mange ikke er vant til drager, det er ikke kun børnene som du burde spørge om lov fra." En af de ældre vagter sagde og drengene som bar generte bevægede sig hurtigt hen til deres forældre. "Vi er ikke så tæt knyttet til naturen som I er. Vores kaptajn er et klsrt bevis på det."

Larlii fik et udtryk i ansigtet, der viste ærlig forfærdelse over sin forglemmelse.
"Det må I meget undskylde. Og ja, jeg burde have spurgt forældrene om tilladelse først." Hun fløjtede en enkelt gang og dragerne kom hurtigt tilbage til hende, selv om de hang med hovederne som om hun havde skældt dem ud. Larlii selv så rundt på de voksne og bukkede fra siddende stilling.
"I har min dybtfølte og ærlige undskyldning for at jeg ikke henvendte mig til jer først. Jeg vil gøre alt for at det ikke skal gentage sig." Hun løftede dragerne fra sit skød og rejste sig. Dragerne skyndte sig på vingerne og op mellem trækronerne, hvor de gemte sig eller gik på jagt.

Glorfindel rystede på hovedet før han begyndte at gå hen mod de hytter som ham og de andre officerer boede i. "Er der andet du vil snakke om og have lagt på plads, eller skal vi finde en hytte til dig og dine folk?" spurgte han og så sig over skulderen hen på Larlii. Hans opmærksomhed gik kort ned til de to ulve som kom ud fra skovens buskads og satte sig ned hans fødder. Begge hvilede kort deres hovedet mod hans hofter før de så på Larlii. "Vi kan ikke bare tage disse forsyninger, ikke endnu at gøre noget til gengæld." "Shush Filon." Glorfindel så ned på den unge dreng som klyngede sig til hans hofte og så op på ham med tiggende øjne. "Har I et børnehjem i Forestina?"