En Healer og en Kaptajn

Først rystede hun let på hovedet, ved spørgsmålet om der var andet hun ønskede at snakke om eller have lagt på plads. Vagterne og hofdamerne så lidt undersøgende på Larlii ved spørgsmålet om der skulle findes en hytte til dem. Ligeledes rystede hun smilende på hovedet ved hans andet spørgsmål.
”Det er utroligt pænt af Jer, men ikke nødvendigt. Dagen er endnu lang, og hvis jeg ikke tager helt fejl, så er barnepigerne nok ved at få lidt problemer med min datter. Særligt hvis hun har sat for sig at kun hendes forældre kan bruges.” Hofdamerne smilede forstående. De kendte udmærket den unge prinsesses temperament. Og selv om den unge prins ikke var meget mere end et par måneder, så udviste han også en bestemthed ind i mellem. Larlii fortsatte.
”Desuden kunne jeg aldrig drømme om at være skyld i at andre skulle sove under åben himmel eller presses sammen i en anden hytte. Jeg har før i tiden nyt en aften eller nat i det fri, og gør det stadig når det kan lade sig gøre. Hvad angår forsyningerne…” Her rettede hun sig. Hendes holdning og stemme var nu mere bestemt.
”…Så er det en gave. Vi forlanger intet til gengæld. Vi håber blot på at, skulle vi en dag få brug for hjælp, at I så vil prøve at hjælpe. Såfremt det kan lade sig gøre.”

Hun blev en smule overrasket over at se drengen der klyngede sig til hans side og som så på ham med tiggende øjne. Hans spørgsmål fik hende til at tænke på om der var flere forældreløse børn her. Hendes stemme var igen blid og venlig.
”Det kan man på en måde godt sige. Min første mand havde taget en flok ind af forskellige racer. De flyttede med os til Fristedet, hvor de nu bor sammen med nogle værger. Stedet ligger nær ved floden, som løber gennem skoven. Omkring tre en halv dags rejse på hest fra Forestina. Hvis man har tungt lastet vogne med, som vi havde, så er det omkring seks dages rejse herfra. Hvorfor??” Hun så spørgende på Glorfindel.

"Vi har gjort hvad vi kan, men sygdom, angreb og branden tog sine ofre. Og indtil vi har en nogenlunde civilisation sat op, så mangler vi plads til de små. Nogen kan tages ind, men hvis I har et hjem for børn så kunne vi virkelig godt bruge det." Han kørte sin store hånd blidt igennem drengens hår. "Vi har bukket så mange regler og love vi kan, men det er ikke alt vi kan." Han løftede drengen op, som straks slog benene rundt om livet på Glorfindel og så på Larlii med generte øjne. "Vi vil selvfølgelige bidrage til børnehjemmet hvis de vil huse børnene."

Hendes hjerte blødte for børnene, og gjorde at hun nikkede smilende på stedet.
”I skal være velkommen til at bruge Fristedet. Hvis I ønsker det, kan vi bruge vognene til at transponere jeres syge og børn. Ligeledes vil jeg tilbyde at I kan låne vognene og hestene, til yderligere transport, hvis I skulle få brug for det.” Hun så direkte på Glorfindel og blev en smule mere alvorlig.
”Dog må jeg tilføje at minidragerne, som bor der, flyver frit omkring. Ligeledes kommer og går andre små drager stedet. For det meste holder de sig oppe under trækronerne, men det sker at de kommer ned grundet nysgerrighed ligesom de to, der fuldte med hertil. Uanset hvad der sker, må ingen skade dragerne. De er, ligesom børn, mine ynglinge. Jeg kan ikke fordrage at se dem triste eller såret.”