Friend or Foe we do help anyone her ~ Renata

Raven havde endelig fået en vagtplan som passede og som ikke hele tiden ville ændre sig ud over hvor meget tid solen var oppe så hun kunne arbejde de fleste aftenvagter. her til aften havde hun været der i ca. 2 timer uden at det var alt for travlt, hun var glad for at hun havde fået lov at beholde hendes arbejde selv efter hendes forvandling eller i hvert fald efter hun havde lært at styre sig selv ved synet af blod. Selv om det ikke altid var sådan at andre ville stole på hende med det samme så lærte de det med tiden plus hun havde næsten altid en anden med inde så der ikke skete noget, med undtagelse når der kom varulve eller andre vampyrer ind Raven tog sig altid af de vampyr der kom ind fordi det var den bedste løsning de havde fundet indtil videre.

Raven sad og kiggede nogle dokumenter igennem mens hun sad ved modtager disken og ventede på at Malu skulle komme tilbage med nogle prøve resultater. Der var ellers stille på dette tidspunkt da en af de andre læger lige havde taget de sidste fra venteværelset. den store fugl rørte på sig og rystede sine fjer mens den så mod døren. “Så kunne du endelig stå op Razz.” Raven rettede blikket mod fuglen før hun pegede i retningen af en gang og vente tilbage til hendes papir, Razz skrattede før den lettede og fløj ned ad den sammen gang Raven havde pegede i mod.

På: sæt 1 under "andet" på profilen.

Blodet dryppede let, i takt med at hun vaklede fremad, gennem en af hospitalets gange, men hvor fra helt præcist, var blevet lidt svært at definere, da der ikke kun var blod omkring hendes sår, men også noget at finde omkring hendes mund, såvel som udover hendes rustning. Renata bandede sagte for sig selv, mens hun flyttede lidt på, hvad der lignede itu revent tøj, for at se hvordan såret på hendes mave så ud.
Hele grunden til at hun var endt her, var fordi hendes sidste mål, havde været stærkere, end hvad der var blevet betalt for, og selvfølgelig var det næsten gået galt, ikke bare under kampen, hvor hun var blevet skadet, men på vejen til hospitalet, fordi hun var blevet så svækket af kampen. I det mindste havde hun da haft lidt held på vejen, omend dette held, var en god samaritaner som måtte lade livet, for at hun kunne overleve, hvilket forklarede blodet omkring hendes mund, og nu var hun så kommet hertil, gennem en af hospitalets bagdøre.

Hun bevægede sig langsomt gennem gangene, for ikke at lave for meget larm, da hun under disse omstændigheder, ikke kunne være stealthy på så mange andre måder, mens hun ledte efter et depot, eller bare et rum der var tomt, og havde det hun skulle bruge, for at fikse det værste af hendes skader. Om det var på grund af skaderne, smerten, det at hendes opmærksomhed var rettet mod at lede efter et tomt rum, eller en kombination af disse vidste hun ikke, men lyden af baksene vinger fangede først hendes opmærksomhed, efter hun var trådt frem til et punkt, hvor hun ikke kunne gemme sig, for hvad end der lavede lyden.
Så snart hun blev opmærksom på lyden, drejede hun hovedet i retning af den, og blev kort forvirret over at se en ravn, flyve i retning af hende. Hun var vant til mærkeligt, men en ravn på et hospital, var godt nok nyt for hende. Hun mistænkte at ravnen måtte være et kældedyr, en shapeshifter, eller en magisk evne af en art, da det var det værste scenarie hun kunne komme på, så hun følte at hun måtte stoppe den, inden den afslørede hende.

"Shit!" mumlede hun svagt for sig selv, da hun kort løftede hånden, for at prøve at bruge sin evne, blot for at hun kunne mærke på sig selv, at hun ikke kunne holde til at give mere af sig selv, end hvad hun gjorde for at holde sig på benene. Derfor endte det med, at hun lagge sin hånd mod væggen for at støtte sig selv, i stedet for det angreb hun havde håbet på at kunne lave, mens hun iagtog fuglen, for at se hvad den ville gøre, efter at have set hende.

Razz stoppede op da et væsen kom til syne i den anden ende ad gangen, Han landede på gulvet men holdte sig på afstand af hvem det end var før den lå hoved let på skrå og fulgte hver en bevægelse væsen lavede, da Renata begynde at bevæge hendes hånd hoppede Razz rundt som om han forventede et angreb men stadig ville gøre det svære for hende at kunne ramme ham, først da hun lænede sig op af væggen i stedet stoppede han og skrattede højt og begynde at holde øje med hende igen, men han rystede hans vinger engang imellem som for at fortælle Renata at han ville følge efter hende hvis hun prøvede at trække sig tilbage af samme vej hun var kommet.

Raven rynkede på brynene og pakkede de dokumenter hun havde siddet med væk og rejse fordi lyden af vinger var stoppet tidligere end de plejede hvilket undrede hende, Razz var den ravn Raven havde været forbundet med længst i alt den tid hun havde kendt til hendes nye evne, så hun kende den lyd Razz lavede, den kunne kun betyd en ting hvilket fik hende til at gå hen mød den samme gang som hun havde send hendes fugl ned ad, Hun skulle ikke langt ned af gang før hun fandt Razz og en kvinde i rustning der så hårdt såret ud, det tog heller ikke længe for Raven at fornemme det var en vampyr hvilket med det samme fik hende til at spænde op og være mere på vagt mens hun vurderede situationen.

“Razz find Malu og fortæl hende at der er en nødsituation og værelse 107. “  Raven gik forbi fuglen som lettede og fløj så langt udenom men stadig forbi Renata og ud af syne. Raven blik forlod ikke Renata mens hun gik mod hende mens hun holdt hendes hænder op for at vise hun ikke ville gøre hende noget, Raven viste at hvis hun ikke var forsigtigt når det kom til andre vampyr kunne hun nemt selv komme til skade, hun var yngre end de fleste hun havde mødt og det gøre det ikke altid nemmere. “Jeg hjælper dig hen til værelse 107, det kan ikke betale sig at prøve og bide mig vampyrer smager ikke særlig godt. “ Raven var tæt nok på til at hun kunne rør ved Renata hvis hun ville med hun hendes blik var allerede ved at se nærmere på de skader der var blev tildelt den anden vampyr. Det blev også hurtigt klar for Raven at det her måske kunne ende virkelig galt selv om kvinden tydeligvis havde drukket på vejen til hospitalet eller fra nogen på hospitalet så havde det ikke været nok til at give den hurtigt healing tilbage og det kunne nemt tage timer før hendes sår ville være fuldt ud healet.


Raven tog en beslutning og flyttede hendes blik for at få øjenkontakt med kvinden og gav hende et nik der nok mere var til Raven selv som en form for at sige at hun valgte at stole på Renata før hun gik helt tæt på Renata for at lægge en arm om livet på hende og prøve at skubbe Renatas ene arm over Ravens skulder så hun kunne støtte hende hen til værelse 107. “Var det en varulv? eller har du været i kontakt med sølv?" Raven prøvede enlig bare at finde ud af om hun bare skulle finde noget blod eller om det var mere alvorligt end hvad hun selv kunne se med det blotte øjne.

Renata kunne se på fuglen, at den reagerede på hende, på en måde der ikke var normal for fugle. Til at starte med, virkede den godt nok normal, de fleste dyr var ikke glade for menneske lignende væsner, især ikke vampyre, de kunne vel mærke at vampyre var "højere i fødekæden" type væsner, men som den stod der, og holdt øje med hende, kunne hun næsten mærke på den, at den ikke var som andre fugle.
Det tog heller ikke lang tid, før et menneskelignende væsen kom hen til dem, fra den samme retning som ravnen kom fra. Selv i hendes smadrede tilstand, kunne Renata lugte at denne unge dame var en vampyr, så hun var hurtigt på vagt, selvom hun ikke rigtig havde kræfter, til at gøre så meget. Hun så på, mens denne fremmede snakkede til fuglen, hvorefter den fløj væk, dog ikke uden at holde behørig afstand til Renata. Så fuglen var venner med denne fremmede? Den lugtede ikke af shapeshifter, så den måtte være en normal ravn. *underligt* tænkte hun for sig selv.

"Lidt privat liv kunne være rart! Så snart jeg kan få rustningen af, burde min krop kunne fokusere mere, på de nødvendige healinger! Jeg spiser desuden hvad som helst om nødvendigt, men jeg foretrækker stadig en mere fedtholdig diæt, end hvad du ser ud til at kunne levere!" sagde hun i et lettere afmålt, men tydeligvis udmattede toneleje. I et kort øjeblik, skulle hun til at reagere på Ravens berøring, trække sig væk fra hende, men hun stoppede sig selv, mest af alt fordi hun ikke kunne lade sin fokus, skifte for meget.
Nu hvor Raven var tæt på, og kunne røre ved Renata, kunne hun sikkert se og mærke, at Renata virkede til at være lettere under ernæret, da hendes krop virkede underligt mager. Hvis Raven havde et opmærksomt øje, for andet end Renatas skader, ville hun måske lægge mærke til, at selvom rustningen virkede til at være designet efter Renatas krop specifikt, og kun så ud til at have relativt nye skader på sig, virkede Renata til at være for mager til den, som om hun havde tabt sig unaturligt meget, siden hun fik rustningen lavet, og begyndte at bruge den.

"Nej, problemet var ikke varulve eller sølv, i hvert fald ikke i denne her omgang!" svarede hun udmattet, mens hun lagge en arm om Raven, så hun kunne følge med hende, til dette såkaldte rum 107. Til trods for at hun var mistænkelig overfor fremmede, og i endnu højere grad andre vampyre, så var det her trossalt et hospital, og denne fremmede opførte sig som en der arbejdede her. Desuden kunne hun ikke forsvare sig lige nu, så alt hun kunne gøre var at stole på denne fremmedes tegn på at ville hjælpe, og håbe på at det ikke blev hendes død "Det var mere en klient, der var for nærig, med sine penge og den information, jeg skulle bruge til opgaven!"
Hun støttede sig til Raven, så meget hun nu følte at hun kunne tillade sig, på deres vej til det tiltænkte værelse, og på deres vej ind, lykkedes det hende med en anstrengelse, at skubbe døren i, før hun anstrengt fik sig selv placeret op af væggen, således at hvis døren blev åbnet, ville hun være bag den. På den måde, kunne hun se vinduerne, og var ikke så nem at spotte, hvis nogen åbnede døren. Så snart hun stod der, var det som om en kontakt flippede i hende. Først og fremmest begyndte hendes rustning, at lave nogle lyde, som om den åbnede sig selv indefra, hvorefter den begyndte at falde af hende i dele. At dømme ud fra lydene den lavede, når delene ramte gulvet, vejede den rustning mere end hvad den så ud til, og hvad den burde.

Til sidst stod hun nu, lænet op af væggen, kun iført et tyndt læned og brystklæde, begge dele i sort, og virkede som om hun var blevet langt mere afslappet. Hendes vejrtrækning virkede straks mere fri, hun virkede til at bruge langt mindre energi, og generalt virkede hun til at have det langt bedre, selvom hun stadig havde brug for læge hjælp, og måske noget mere at spise, før hun kunne komme sig, oven på de skader der var blevet hende påført.