Please don't hurt me - Renata

Det var en kølig nat i Doomsville gader, selv om det endelig var en stjerneklar himmel som lyste gaderne op. Nede i rotten root district var der stadig meget liv i gaderne, når nattens folk bevægede sig ud på gaderne. Folk der skulle hen på kroen for at drikke natten væk, tyvene som skulle på jagt deres næste offer og ikke mindst kvinderne af natten som skulle på arbejde og forføre de fulde mænd.
Sådan var det også for den unge shapeshifter Alanis, som havde besluttet sig for at tjene nogle mønter denne samme nat.
Hun havde forladt de trygge vægge som hun kalde hjem, og bevægede sig ned mod sit hjørne ved bageren. Hun havde som altid sin sorte kjole på, og ikke mindst den mørkerøde kappe med hætten hen over sit hoved. Alligevel strittede det velkendte røde hår frem og bølgede ned hen over brystet på hende.
Hvorfor hun havde valgt at denne aften skulle være en arbejdsdag, viste hun faktisk ikke helt. Hun havde alt hvad hun skulle bruge derhjemme, en seng og ikke mindst mad som var en del af den aftale hun havde med vampyrernes leder.
Måske var det bare fordi hun trængte for at komme ud, det gav også vampyrerne bare lidt ro til ikke at skulle have hende randene rundt med sin lokkende duft. Hun trængte også bare til den friske luft, og hun overvejede endda flere gange på at rende ud i skoven i stedet for.
Hun viste bare der var større chance for at hun der ville møde morder og tyve, som var klar til at udnytte en ung kvinde som hende.
Det var først da hun nået sit hjørne, at hun stoppede op med at gå og tog langsom sin hætte af. Hun mærkede allerede der blinkene fra de andre kvinder. Hendes smukke blå blik gled rundt på dem, stjernerne skinnede de overraskelse udtryk op i deres ansigter. Hvorfor kiggede de sådan på hende? Overrasket over at hun stadig var i live? Eller overrasket over at hun turde møde op der blandt dem?
Selv om hun var en meget flirtende og forførende kvinde, så hadet hun stadig at skulle lokke mænd på den måde. For hver gang mistede hun bare mere af sig selv, hendes sjæl som forsvandt ind i et mørkt sted.

Hun valgte alligevel at smile sødt og bide sig let i læben, når en mand bevægede sig over mod hende. Han gemte sit ansigt under en hætte, og så ikke engang op på hende ”følg med mig” sagde han med en kølig og dyb stemme, og uden at tøve valgte den unge shapeshifter at følge efter ham.
Det var først da de var inde i en gyde, at han valgte at tage hætten af ”det bliver 5 guld mønter” lød det forførende ud mellem hendes læber, mens hun tog blidt fat i hans hånd og førte den mod sin hofte. Inden hun nået at reagere, mærkede hun pludselig et fast tag omkring sin hals. Han rev sin anden hånd til sig ”hold din kæft… vampyr luder” snerrede han mens hun gispede efter vejret, hun greb fat i hans håndled med begge sine hænder og prøvede at fjerne hans hånd fra sin hals.
Han fandt en kniv frem med sin anden hånd, og trykkede den mod ar’et på sin hals ”lad mig vise dig hvad en rigtig mand er” snerrede han, mens han let lod kniven glide hen over ar’et og fik blodet til let at løbe ned af halsen på hende.

Det var blevet nat igen. Renata kunne godt lide når det var nat, hun elskede mørket der omgav alting, det selv samme mørke der gjorde det svært, at se ting eller væsner der normalt ville være nemmere at se i dagslys, såsom en sort elver der havde meget nemmere ved at forsvinde i mørket, end hun havde i sollys, hvis altså det var det hun havde lyst til.
Lige i dag, var det ikke fordi hun gemte sig så meget, mens hun gik ned af gaderne i Rotten Root district, og kiggede på de forskellige væsner, der stadig var ude på det her tidspunkt. Hun var kommet til byen for nogle timer siden, og så snart hun havde fået sig et værelse, samt fået gjort sig til rette på selv samme værelse, havde hun mærket sulten rumle gennem hendes krop. Denne sult kunne ikke tilfredsstilles med normal mad, hun hungrede efter livs energi, og det var derfor det blik hun så på folk med, kunne sammenlignes med det blik en normal person havde, når de var sultne og så på forskellige madvare på et buffet bord.

Som hun gik igennem denne del af byen, hvor hun havde lært at det var nemmere, at spise folks livs energi uden at blive fanget, kløede hun sig let på sin bare mave, mens hendes øjne studerede de forskellige væsner i hendes omgivelser. Det var svært at se hendes ansigt i dette mørke, da hendes hætte holdt det svage nattelys ude, og folk der så hende holdt også lidt afstand til hende, på grund af hendes skjulte ansigt, for ikke at glemme det faktum, at hun bar 2 sværd på ryggen, en jagtkniv på højre side af hendes hofte, og flere knive på venstre side af hendes hofte. Omend hendes tøj valg viste en god del af hendes krop, lignede hun også en der ikke havde noget imod at angribe folk, så de fleste holdt sig væk fra hende.
Da hun nåede til en bager, så hun lidt på kvinderne der hang ud i nærheden. Hun havde godt set den slags kvinder før, der gik væk med fremmede væsner, blot for at komme tilbage igen senere, så de kunne gå væk med en ny fremmede igen. Hun vidste ikke rigtig hvad disse kvinder lavede, sammen med dem de gik væk med, men hun var egentlig også ligeglad, da det ikke påvirkede hende på nogen måde. Dog var der lige i dag hvor hun spottede en fyr, der var gået hen til den rødhårede kvinde i flokken, hvad end det var disse kvinder lavede med fremmede, så ville denne rødhårede kvinde blive forstyrret denne nat, for Renata havde fundet sig et måltid.

Hun stoppede op for at vente og se, hvor kvinden gik hen med Renatas mad, men dette gjorde at en af de andre kvinder af natten, kom hen til Renata i troen om at hun ledte efter selskab.
"Leder de efter lidt selskab, min kriger prinsesse?" spurgte hun flirtende med en svag undertone af at være nervøs, over at gå over til en sort elver som hende. Hun prøvede alligevel sit bedste for at score en kvindelig kunde, da de kunne være mere milde, så hun prøvede flirtende at stryge Renatas mave, men blev stoppet før hun overhoved fik rørt Renata, da elveren greb hendes håndled og flyttede hendes hånd væk, mens hendes øjne fulgte Alanis og maden, der gik ind i gyden.
"Hvis du savner at være sammen med nogen, så få dig nogle venner, i stedet for at snakke med fremmede der kan finde på at dræbe dig!" sagde Renata bestemt, før hun slap kvinden der så forvirret ud, og gik uden om hende. Renata anede ikke hvad sex var, så hun forstod ikke referencer til sex, men tog dem ofte meget mere bogstaveligt, især hvis det lød som noget der kunne tages bogstaveligt.

Efter denne forsinkelse i form af kvinden der gik tilbage til de andre, var Renata nu på vej mod gyden, da hun var sikker på at hun kunne klare både maden og kvinden, så hun kunne gå derfra mæt og uden vidner. Da hun kom ind i gyden og så hvad de havde gang i, stoppede hun kort mens hun så undrende på scenariet, før hun rystede på hovedet og gik til angreb. Med en voldsom råstyrke, greb hun fat i manden og rev ham væk fra kvinden, så hun kunne smide ham op mod væggen ved siden af Alanis. Han prøvede at kæmpe imod, men Renata slog ham hårdt i maven et par gange, så han var optaget af smerte mens hun tvang hans ansigt op, og begyndte at æde af hans livs energi. En svagt lysende substans bevægede sig fra varulven, og ind i Renatas mund, og siden fyren var en varulv, begyndte hans krop at blive ældre og ældre foran deres øjne, indtil Renata slap hvad der lignede en mand, der var ved at dø af alderdom.
Med et sultent blik, drejede hun hovedet for at se på den rødhårede pige, hun lugtede som en shapeshifter, og Renata havde ikke noget imod et ekstra måltid, før hun smuttede tilbage til sit værelse. Med et blik fæstnet på Alanis, der nærmest lyste op under hætten, bevægede hun sig mod hende mens hun lignede en, der gjorde sig klar til at springe på Alanis.

Det var som om alle bare troet at de kunne få lov til at udnytte hende, efter rygterne havde gået rundt omkring gaderne omkring denne kvinde. Selv om hun aldrig havde elsket sit arbejde, så var hun begyndt at hade det mere og mere. Som mændene var begyndt at blive mere voldelig, som om hun ikke længere kunne føle noget som helst. Det var jo ikke anderledes denne aften, som denne varulv foran hende havde de mørke tanker i sit hoved.
Hun måtte bare bide sine tæer hårdt sammen, som blodet begynde at løbe ned af hendes hals og smilet på hans læber. Hun havde mest lyst til at spytte ham i ansigtet, men hun viste at det nok bare ville gøre det værre for hende selv.

Det gik bare ikke mange minutter, før hun mærkede hvordan han blev flået væk fra hende. Hendes hånd gled hurtigt op og lagde trykket mod sin hals i håb om at stoppe blodet, mens hendes blik hurtigt kiggede efter manden. Hun gik tøvende et par skridt bagud, mens hun stirrede på kvinden som havde fjernet ham fra hende.

Hun viste udmærket godt at det bedste havde været at løbe sin vej, ikke kigge sig tilbage og håb om at hun ikke ville blive forfulgt. Der var bare et problem, hun var som stivnet og kunne ikke få sine fødder til at røre på sig.
Hun så bare hvordan hans udsende blev ældre og ældre foran hendes øjne, før han faldt om på jorden og gispede efter vejret et par gange.
Alanis vende hurtigt sit blik op mod kvinden atter igen, som kom tættere og tættere på hende. Hun tråde et par skridt tilbage, dybere ind i gyden som hendes hjerte hamrede ind i brystet på hende ”please lad mig gå… jeg fortæller intet” hviskede hun næsten ud mellem sine læber, også selv om hun tvivlede på at det ville hjælpe hende.

Renata kunne nærmest høre denne fremmedes hjerte, galoppere afsted i hendes bryst, ved hvad hun regnede med var frygt for, hvad Renata ville gøre imod hende. Omend hun nærmest hviskede det til hende, så undgik hendes bøn ikke Renatas skarpe hørelse, men det stoppede hende ikke i at tage fat i Alanis skuldre, og presse hende ind mod væggen. Fordi hun virkede så sårbar og bange, var Renata nærmest instinktivt mere blid mod Alanis, end hun havde været mod varulven der næsten var død ved siden af dem.
Hun kunne ikke rigtig selv forklare hvorfor hun var mere blid, i sin håndtering af Alanis, men nu hvor de stod så tæt på hinanden, kunne hun meget nemmere opfange denne fremmede kvindes dufte, hun kunne dufte de små detaljer i hendes krops lugt, såvel som alle de liflige små detaljer der var at finde i hendes livs energi, og hun syntes at kunne opfange en duft ved denne rødhårede kvinde, der mindede hende om duften af ræve. Renata kunne godt lide ræve, så at finde en shapeshifter der duftede af ræv, fik hende til at tænke over om hun virkelig havde lyst til, at spise denne shapeshifter.

"Jeg har ikke lyst til at lade dig gå, du dufter.... mere interessant nu hvor jeg er tæt på dig, end hvad du gjorde da jeg ikke var tæt på dig!" sagde hun eftertænksomt mens hun stod så tæt på Alanis, at deres kroppe kun var få millimeter fra hinanden, mens hun så Alanis dybt i øjnene med et intenst blik "Jeg kan bedre lide dyr end jeg kan lide menneskelignende væsner, men du er en shapeshifter så du er anderledes! Fordi du er anderledes får du en chance, og dit liv afhænger nu af dit svar på det her spørgsmål: hvad er din dyreform?"
Renatas spørgsmål virkede måske meget tilfældigt, når man tænkte på hvor faretruende og intens hun virkede, men for hende gav det fuldstændig mening. Hvis Alanis ærligt kunne fortælle hende det Renata ville høre, ville Renata stærkt genoverveje sine planer, hvad angik Alanis og det at dræbe hende, men hvis Alanis svar ikke behagede hende, ville Renata blot dræbe hende og komme videre i sit liv.

Hvad var der lige sket med denne dag? Bare fordi hun havde valgt at træde udenfor døren, en gang imellem overvejede hun endda om det overhovedet var værd at se livet udenfor de fire vægge? Hvis folk alligevel troet de kunne komme og udnytte hende på den måde, og nu dette? Hun havde bestemt ikke planer om at dø denne dag! Ellers havde hun nok bare valgt at blive slået ihjel hjemme i den store seng, i stedet for at blive slået ihjel i en klam og kold gyde.
Hun stirrede bare på kvinden foran hende, mens hun mærke hvordan hendes hjerte hamrede inde i sit bryst. Hun træk alligevel lige så forsigtigt hun kunne, i håb om ikke lade sin panik overtage hendes krop.

Hun mærkede pludselig væggen blive trykket op mod hendes ryg, og et lille suk forlod hendes læber. Hun holde alligevel sine øjne på kvinden foran hende, mest bare lyst til at bønfalde gud om at redde hende. Som om han nogensinde ville overveje at redde en kvinde som hende, nej hun stod allerede med sin ene fod i helvedet når hun en gang forlod jorden.

Spørgsmålet, hvorfor ville denne kvinde så gerne vide hvilken form Alanis havde? Hvilken forskel ville det gøre hvilket dyr hun var? Der var så mange spørgsmål i hendes hoved, at hun kunne mærke en svag hovedpine langsomt snige sig frem.
”min dyreform?” gentog hun svagt, mens hun langsomt blinkede med sine øjne ”jeg er en ræv” tilføjede hun kort tid efter, også selv om hun ikke brød sig om at afslørede den hemmelighed. Det var stadig en tilvænning hun prøvede at indse, men det var så svært at vænne sig til at man ikke bare var et kedeligt menneske.