A Dance of Demons - (Indora)

Emnepartner: [For at se dette link skal du være tilmeldt og logget ind.]
Tid: Middag, forår ikke længe efter Doomsvilles oprørs nat
Vejr: Overskyet, køligt forårs vejr
Sted: Starter ud ved Madelenas hjem i Terrorville District, bevæger sig videre i byen.

Eeda… Eeda Stonehill havde været pigens navn viste det sig. Den sidste kompetente ladies maid i hele Doomsville åbenbart. Ingen relationer, ingen steder at ty hen. Men mærkværdigt talentfulde hænder havde den unge draconier kvinde haft. Svært bør det ikke være at flette et korset tilpas og kende middags og aften skørter fra hinanden, men Lady Grays søgen efter erstatninger havde bevist sig en yderst ubelejlig og langtrukket bedrift. Desuden vil huset inden for syv døgn være fyldt af den overlevende svigerfamilie og stærkt underbemandet som det var.

Så var der kabalerne af an nobel lady der aldrig før havde måtte så meget som børste eget latterlige længder af hår før og ydmygende havde det været at bede sin kok derom. Og netop der var hvor Madelena Gray nu befandt sig, Mrs. Payne den gode køkken chef i færd med at sætte fruens lokker i anstændig en frisure. Simpel opsætning ikke langt fra stuepigernes, men anstændigt og kunne dækkes med et slør og perler.


”Ganske nydeligt frue, de har klaret dem vel igennem… Eeda kan jeg trods alt ikke tage konkurrencen op imod…”

En anelse patetisk var den ellers vittige Lady Gray kendt for sin kløgt uden bemanding af tjenestefolk for basal overlevelse. Kokken roste hende nærmest som var hun et barn belønnet for at sidde stille. Men Mrs. Paynes stemme ændrede sig til en af sorger ved Eedas navn.

Eeda Stonehill var forsvundet som så mange efter den grufulde nat, afgået ved døden var en stor bestand af husets betjening og fruen havde antaget samme gjaldt Eeda. Indtil blot en uge tilbage, hun havde fundet kokken i tårer med bedrøvelig en nyhed. Pigen var solgt på markeder uden for byerne. Hvor vanvittigt et fortagende, sikke idioti var hvad Lena i sandhed havde tænkt, pigen havde trods alt virket til at have hjerne nok til… ikke at sælge sine rettigheder på en tilfældig tirsdag. Hvordan en endte i sådanne kår, tjah mange årsager var der. Men miss Stonehill havde trods alt været en anstændigt ansat tjenerinde, færdes sjældent ud, hvordan gæld skulle forekomme hende kunne dæmon fruen ikke ane.”Hun havde ingen steder at tage hen, ikke engang deres hus lå uberørt my lady.” Havde kokken i et moment af frustration udtalt. Usandt var det ikke tjener fløjen var ubeboelig stadig og flere havde ikke egne hjem før brænden. Slet ikke nu. Men det var ikke alt, kokken havde fortsat i næsten bearbejdende en tone.”De vil beskytte dem ikke os, de fine herrer på borgen. De har os hvor de vil nu fortabt og afhængige” De ord havde fruen nu ikke forventet, eller at skylden for nattens ødelæggelser kunne ligge ved andre end pøblen var absurd. Dog var kokkens potentielle vrede på hende ikke hvad Madelena Gray begærede. I sandhed var kokken en komfort for hende, Ebenita Gray hendes lady mor ville have fordømt denne tilknytning til en af tjenesterank. Hvilket Lena skam tog sig af oftest, det var lettere ikke at lære deres navne. Men kokken var blevet en trøstende tilstedeværelse i tidens kaos og lady Gray ønskede ikke traurige miner.

Så skrevet rundt havde hun til adskillige mulige kontakter, et uvant område var slavehandel for Gray familien. En vulgær bedrift og deprimerende var de at have i huset, så meget var hun klar over. Fejlbedømt havde hun måske sin afdøde ægtemands standpunkt og hvor let hans hus kunne styres. Så levet med dem havde hun i to år inden Ludwigs bortgang. Hvorefter fruen skaffede de deprimerende minder af vejen hurtigst muligt. En pose sølv i hånden og en kommando om at forsvinde fra hendes åsyn med deres bedrøvelige ynkehistorier. Ironisk nok havde fruen nu stået med tjansen at opsøge netop disse bedrifter. Slaver, deres handelsfolk. Ideen væmmes fruen ved mere end hun ønskede at indrømme netop nu, som hun strøg en lok vild faret i ængstelighed, tilbage under blondesløret. Sløret var i bronze tråde flettet i mønstre af kolibrier. Delikat nok til at vise ynde af stoffet, Lenas status, men tykt nok til at dække uperfektioner i kokkens værk. Hun bar smykker af ametyster og guld, men ingen perler som var blevet næsten uadskillelig en association med hende. Samtidigt undgik hun Gray farver og symbolikker, såvel som muslingeskaller, varemærker af akademiet på Isle of Pearls. Usikker hvilke kår hun skulle ses under, var mest åbenlyse associationer til sig som person og sin familie noget hun valgt skjule. Dog ikke sin status eller rigdom, nej hun bar en kjole af bronzefarvet satin med antikke blonder i den høje krave og langs ærmerne. Ametyster lagt i rosen mønstre over korsettets del or ærmeknapper. Til sidst en kappe i tilfælde af at hendes ansigt måtte skjules. En familie af stor formue ukendt for hende havde Lena nået frem til, Sunseeker. Smukt navn, egnet til poesi af dyster ironi givet deres fortagende. En respekt måtte hendes præsentation udvise som hun mødtes med Indora Sunseeker denne dag i dag. De to havde skrevet breve og nået til konklusionen at Eeda befandt sig i Sunseeker forretningens varetægt. Et møde i Doomsville for at afklare sagen blev aftalt. Ud drog Lady Gray nu i usikker dæmon forstand på hvor det usædvanlige møde skulle føre.

På deres aftalte mødested stod Indora Sunseeker klar, ubenægteligt smuk var hun, det kom bag på Madelena præcist hvor høj en grad. En profession så ukomfortabel at en ordentlig Gray bør besvime i væmmelse, men så stolt stod hun i sine silkeklæder og elegante positur at Lena ikke kunne undgå at beundre synet et øjeblik. Ikke blot fordi ideen om potentielt at udnytte hendes kærlighed for silke gav ideer. Nej kvinden hørte ikke til i Doomsvilles kolde forår og tåge, den gyldne aura hørte til i et eventyr ikke en borgerkrigs roman som var Doomsville nu. Var hun enhver anden kunne Lena have spurgt om lov til at male hende blandt ruinerne, men jo tættere hun bevægede sig jo dybere måtte ubehaget af dagens intent begraves.

Sunseeker familien havde hun efterspurgt information om så vidt muligt, sværere nu var det at indhente noget som helst til den forfaldne by. Hun havde overvejet en ravn til Graceling familien men hurtigt nok bevægede ravne sig ikke, ikke til at indhente Juniper. Og ikke alle kunne hun stole på, en Gray der søger slavehandlere er ikke ligefrem eftertragtet et ry.

Slemt nok var det at leve med Ludwigs i nær to år. Ægtet manden havde hun med en naivitet stadig benægtet, Gray familien købte huset i Doomsville som medgift og en veluddannet lady som Lena selv forventede sig ikke kontrollerbar for et sølle kvaj af et menneske. Den måske nok forelskede unge mand havde under trolovelsen sagt god for afskaffelsen af dem efter ægteskab, men længere og længere gik der og ingen tegn på handling. Der var undskyldninger for at forsinke processen, de havde ingen andre steder at tage hen, de vil hyre betalte tjenere efter slavernes udløbsdato… og til sidst påstod manden ikke engang at løftet var givet. En dæmon af stolthed var hun nok, derfor var afskaffelsen af manden selv også udskudt. For at indrømme sin mangel på kontrol, sit mistede greb om en kvajpande og hans idioti glade brødre var ikke en mulighed. Før eller siden måtte de vel danne forståelse for basal økonomisk teori ikke? Hvordan skulle tjenerskab motiveres uden finansiel kompensation? Logik for en hver Gray men ikke forkælede nyrige drenge åbenbart… og i sandhed havde hun i stunder tilbageholdt sine lektioner i bytte for fred… ydmygende.

Det havde vist sig hendes onkel Edgars geds gedevens ejers nabos grandonkel havde basis Intel om Sunseeker familiens gøren og lokationer. Familien var velhavende men uden nogen adelige titler. Hvilket fik Lena til at overveje en stund hvilke tiltaleformer var passende. En Prismisra Graceling som eksempel vil i skuffelses kvaler lide en hovedpine af forargelse over at tiltales blot frue som var hun en hver anden købmand. For at sikre respekt bar Lena dette i mente som hun omtalte kvinden med en falsk ro i stemmen.

”Lady Sunseeker I take it? Madelena Gray, I am thankful you agreed make the trip, wouldn’t you like to go somewhere more pleasant, warmer… to discuss things through?”

Lena så sig rund omkring dem en stund og den karakteristiske tørre sarkasme fandt sig tilbage til hendes toneleje som hun fortsatte.


”I would give you a tour of Terrorville District but well one can only take so much ashes and rockpiles before the artistic sense wears off. Rather a depressing time for architecture huh?”

Et høfligt smil i respekt blev skænket kvinden som Lena tog et øjeblik til at studere sin opponent. Forundret over hvad mon hun tænkte bag de øjne ulæselige, fascinerende.

”You have been kind enough to make time for me, I’ll let you decide, is there any place in particular you prefer conducting business affairs?"

”Oh? now I am intrigued, how did my written self come across?”

Svarede hun den mystiske dæmon kvinde med et fascineret nok et smil. Ja Indora Sunseeker var heller ikke som hun havde forestillet sig, hvad hun havde haft i tankerne, var hun ikke sikker på men elegancen var måske ikke det Gray familien forbandt med slavehandel.

”I am glad, I can’t much afford blame for having you freeze to death. Inconvenient how gold gets us accustomed to standards and then fails in weather manipulation. My cat almost blew away in the wind we have been getting lately.”

Sær var hele affæren måske men Lenas vel beherskede (eller nærmere vel benægtede) nervøsitet udviste sig i sådanne, hvad nogen vil kalde lige spøjse, udtalelser og anekdoter.

Lady Sunseekers næste ord fangede hendes opmærksomhed, så ens de to måske i sandhed kunne tænke. I sandhed var skønheden i kaosset præcis hvordan hun så Doomsville, som potentiale jah havde fortrukket det længere fra egen bolig dog. Hvis ikke der var tale om en lille etisk konflikt om bogstavelig menneskehandel, vil de så føltes som venskabelig en relation mon? Men hvad var Indoras definition af mulighed? Undrede den ellers intrigeglade lady sig.


”I like your way of thinking I must admit. A fellow opportunist i see…”

Hun løftede sløret fra sit ansigt så de to kunne danne øjenkontakt i høfligere facon, de gyldne øjne var lige ulæselige uden blondernes dække. Et skær af panik fandt hende næsten som Indora indikerede hendes planlægning værende uforberedt, at nogen og især en af så ukendt position skulle finde hendes forslag uhøfligt var hun ikke forberedt på at dæmon håndtere. Men heldigvis lød det til kvinden glemte sentimentet hurtigt som hun ledte dem videre. Mon referencen til mus var intentionel? Undrede Lena sig over. Kendte kvinden til hendes forbindelse til katte? Et muntert smil frembragte det, men mere afslørede hun ikke endnu. Lady Sunseekers havde en stolthed til sig i sin gang og som hun førte samtale, en stolthed Lena ikke helt kunne placere intentionen af. Arrogant var hun for… rolig til at virke. Følte hun sig berettiget til verden på lignende facon til Juniper, kunne hun ikke læse.

”Kind of you to ask. I am as of now the only Gray in Doomsville, well the cats and I… We manage better than many of our neighbors, we have been fortunate. You yourself have a past in Doomsville isn’t that so?”

Nysgerrig på blot en anelse historie om denne kvinde, det var Lena. Om kvinden ønskede at uddybe var en anden sag.

De nåede frem til en bygning hun såmænd nok havde passeret som dæmon og kat men aldrig tænkt nærmere over. En udveksling af … koder? Jamen dog? Det kunne blive … spændende et visit. Et høfligt men halvforvirret nik gav hun manden, som ærligt så lige forvirret ud.

”Thank you, sir”

Hun skilte sig ud så meget var tydeligt, med en halv sarkastisk halv oprigtig bekymring vendte hun sig mod Indora.

”Am I overdressed?”

I sandhed havde dæmonfruen været et ængsteligt rod, som brevene blev skrevet. En ydmygende bedrift for en Gray. En ydmygende bedrift for en ung dæmon med moderlige traumer, som i sandhed ikke kærende sig meget om en enkel tjenerinde, men blot ikke ønskede sin kok bærende anger mod hende.

Forsigtig var… en lettelse… at fremstå forsigtig var ærbart nok.

At dømme Indoras person havde hun dog ikke kunne læse, hverken fra brevene eller personen foran hende. På skrift måtte Lena indrømme hun ikke havde gjort sig meget i analytiske tanker om personen, som hun sædvanligvis ville have. Det var et bedrøvelig fortagende, et hun ikke nød at gøre sig i. Hun havde blot set sin modskribet som en slavehandler med et forholdsvis fascinerende navn. Lettere ikke at personificere for meget. Indora Sunseeker foran hende kunne hun dog kun definere som… anderledes end forventet.

”Do you concider yourself a good judge of character?”

Lena valgte at stille løst et spørgsmål, uden selv at afsløre for meget. Forhåbentligt Indora langsomt vil give hende en ide om… ja hvem hun præcist døjede med selv. Men Indora virkede til at nyde mystikken… lige så gjorde Lena vel…og valgte at udtale mærkværdigt nonsens.


”Cold and warmth must duel for your affections then”

Lady Sunseeker talte om sine bedrifter, sin forretning og sit nedbrændte hjem i Doomsville. Af høflighed valgte hun at kondolere.

”I am sorry about your home…”

Men hvorvidt hun i sandhed vil begræde afrejsen af en med sådanne bedrifter, var en anden sag. Nej Grays fandt slaveriet en vulgær affære og hun selv var dæmon ukomfortabel. Dog var det for Doomsville en lukrativ handels indtægt, hvilket jo kan vise sig at give problemer, givet ladyens egne planer når det kom til Doomsville.

”I do not belive we have met before however, where in Doomsville were you located? Forgive me if that is too sensitive a question…”

Ja de havde måske færdes i forskellige cirkler, for stedet de kom til var også ukendt. Hun kunne ikke gennemskue hvad præcist foretagende her var.

”I have simply not visited this establishment before, I am quite unfamiliar with the costums of… forgive me, may I ask where we are to be excact?”


Indoras ro fremstod, for den frustrerede dæmon, kontrapunktisk for hele affæren. En hun ikke kunne se andet end dyster, på trods af Lady Sunseekers sære charme.

”… a dining establishment?”