Oh I am sorry to hear... //Elizabeth//

Tid	Sted	Omgivelser	Påklædning	Vejr
18:00	Gaderne	Folk går og snakker, mens butikkerne lukker	Et par nogenlunde pæne bukser samt en skjorte.	Stille, men trykkende som om det snart begynder at regne

Sajro kom roligt gående ned i gennem byens gader. Han kiggede lidt på vinduerne, og i det skjulte rev han nogle gange plakater ned. Han kiggede roligt rundt. Den eneste grund til at han var her, var fordi der lige netop i dette område ofte gik enlige slaver rundt. fordi vagter ofte kunne hyres til at fortælle om dem til deres hersker eller herskerinde. Dette gav så Sajro mulighed for at kunne komme i kontakt med nogle slaver og høre om de ville fri. Egentligt ville han ikke altid give muligheden for at blive, men nogle gange måtte han vel bare indse at alle ikke tænkte som ham.

Han gik for sig selv, ingen omkring ham der så på ham eller snakkede til ham. Han vidste ikke hvad der foregik, og ingen vidste der hvem han var. Han kiggede rundt omkring sig, men måske han skulle have kigget sig mere for foran sig, da han pludseligt mærkede noget dumpe ind i hans bryst da han drejede om hjørnet...

Han kiggede roligt ned og så en ung kvinde der stod foran ham. han bukkede kort for hende, og var så egentligt tæt på at gå, men stoppede op.

''undskyld jeg ikke lige havde set dig.''

Åh gud åh gud åh gud tankerne fór rundt i hovedet på Elizabeth da hun med hastige skridt gik ned ad gaden. Hendes herre Dust havde sovet, og hun havde bare smuttet. Hun vidste udemærket at hun ville få så store problemer da han vågnede. Og der var intet der kunne stoppe ham hvis han først blev sur.

Hun bed hårdt ned i sin underlæbe og vidste egentlig ikke hvad hun skulle gøre. Han ville finde hende med det samme da han opdagede hendes fravær, så hvorfor at hun overhovedet forsøgte på at komme væk, vidste hun faktisk ikke.

Hun var iført en kort sort kjole, et par hvide strømpebukser og sorte laksko, og lignede lidt en sød lille dukke med hendes blege fine hud og det røde hår, og så med hendes tøj. Hun lignede ikke en på de 17-18 åt, men lignede mer en på 15 med det unge udseende.

Hendes blik var fastholdt ned på sine fødder, og da hun nærmede sig gadehjørnet, mærkede hun noget hårdt støde ind i hende, og troede først at hun var gået ind i en lygtepæl, men huskede så at de ikke plejede at være så varme og store. Hun så hurtigt op og blev forbavset over at se en mand stå dér, og bed sig hårdt og nervøst i underlæben igen, og man kunne let se på hende, at hun var bange.

Hun rystede på hovedet af hans undskyldning, og havde ikke hørt sådan noget fra en mand, i meget lang tid "D-d-det gør slet ikke noget" stammede hun med en mumlende undertone, og ville ønske at han ikke bukkede for hende. Hun så lidt op på ham, og prøvede så at møve sig forbi ham.

''Undskyld mig frøken... Men hvad er det de er på flugt fra?''

Han så stille på hende, og han lod hende møve sig forbi ham og han fulgte så roligt efter hende. Han smilede forsigtigt til denne unge kvinde der nu var stødt ind i ham. Det her var dog utroligt hvorfor få klædt på den måde som hun gjorde. Hun virkede som noget nogen ville gøre for at gøre hende klar til sex.

''Jeg vil gerne hjælpe dig hvis det er muligt?''

Han smilede roligt til hende, da han lagde en hånd på hende skulder og han kiggede ned på hende. HAn smilede forsigtigt til hende. Han var nervøs og i tvivl om hvad der skete her, og om hun måske blev virkelig bange for ham nu?

Elizabeth var lettet over at hun måtte komme forbi ham, og vidste dér at han ihvertfald ikke ville hende noget ondt. Hun sank en nervøs klump og gik med hastige skridt videre, og hørte den fremmedes fodtrin følge efter hende. Hun vidste ikke hvad hun skulle gøre, men havde ikke råd til at stoppe op og snakke med ham.

Det gippede i hende da han pludselig lagde en hånd på hendes skulder, og hun kunne ikke lade vær med at smile af hans ord. Indeni tænkte hun for sig selv, at hendes redningsmand endelig var kommet, og prisede herren den almægtige for at han ville hjælpe hende, men alligevel kunne hun ikke lade vær med at tro at det var nyttesløst, og at han bare skulle holde sin mund lukket.

Hun stoppede op og så op på ham og grinte mega nervøst "Hvorfor tror du at jeg har brug for hjælp? Ha ha.. jeg har det helt fint" sagde hun og så ham ikke ind i øjnene, og begyndte så at gå videre med det samme hastige tempo.

''Dine skridt er hurtige og hastige.''

Han så roligt på hende, han havde flere grunde til at han syntes at hun var på flugt for noget, blandt andet hendes nervøs trækninger og at det virkede som om at hun kiggede sig omkring hele tiden. Han så roligt på hende med et ganske stille og roligt blik.

''Samt at du snakker hurtigt og nervøst, hvilket tyder på du har travlt, og du virker bange...''

Han smilede roligt til hende mens han lavede en bevægelse hen imod en lille kro der var i nærheden, og kiggede roligt ned på hende.

''Vil du ikke med ind og have vågen?''

Elizabeth blev mere og mere irriteret mens den fremmede snakkede, og blev ved med at gå "Sådan er jeg bare, okay?" sagde hun og prøvede at virke overbevisende "Jeg er nervøs og ynkelig at se på" sagde hun og sukkede et "Altid" og trak så på skuldrene.

Hun stoppede langsomt op da han ville have hende med ind på et kro, og hun vendte sig hurtigt om mod ham "Jeg har ikke tid" sagde hun måske lidt for hårdt, og så ham nu i øjnene "Og du kan ikke hjælpe mig. Ingen kan" sagde hun og virkede så som om at hun ville tude. Hun så lidt ned på sine fine sorte sko og snøftede lavmælt "Hvad er det du vil med mig?" mumlede hun fortabt og spørgende, og ville faktisk tage imod hvilket som helst slags tilbud, som kunne få hende væk derfra.

''Jeg tror ikke på dig... Du virker som om du ikke er vant til at være bange og fortabt, som om du i virkeligheden er en stærk pige.''

Han smilede roligt til hende. Egentligt forstod han godt at hun var en smule irriteret på ham. Han kunne ikke lokke med hende ind på kroen, så han måtte hellere finde på noget andet, så han begyndte at føre hende videre mod hans eget hus. Han sendte hende et stille smil.

''Alle kan hjælpes, og det er det jeg vil dig. Jeg vil gerne vise dig at alle kan hjælpes og at jeg er her for at vil give dig en hånd.''

Han smilede venligt til hende og varmt. Han var en god mand, desværre havde han også bare dette dyr i ham der gjorde at han var ret så farlig for alt og alle.

Elizabeth så tilbage op på ham og rystede på hovedet "Nej... du tager fejl" sagde hun og fulgte dog alligevel efter ham. Hun forstod ikke hvorfor, men han havde jo ret i noget, og det var vidst oss hendes fødder som førte hende uden at sende nogle ting op til hendes hjerne.

Hun snøftede et par gange og hørte på det som han sagde og trak nogle gange på skuldrene "Jeg har ikke fortjent nogens hjælp" mumlede hun så, og vidste ikke helt hvad hun skulle svare på alt det som han fortalte hende...

''Hvad er det for noget vrøvl!''

Han kunne ikke lade være med at ryste på hovedet af hende. Han syntes at alle fortjente hjælp, og så var det bagefter op til personen hjælp hvad de mente de skulle gære som gengæld hvis de mente de skulle gøre noget.

''Jeg vælger at hjælpe dig... Så er det bagefter op til dig om du mener jeg har fortjent nogen form for gengæld.''

Han smilte roligt til hende, og inden ikke alt for længe stod de foran et ret stort hus, men man kunne dog godt se at det ikke var voldsomt brugt, men det var hans. Han smilede roligt til hende og spurgte hende ganske langsomt.

''VIl du med ind?''

Elizabeth så mut op på ham og trak på skuldrene "What ever" mumlede hun teenage agtigt og ville ikke have hjælp fra nogen. Hun troede på, at hun ikke havde problemer og at hun kunne klare what ever der nu var galt, uden nogens hjælp. Selvom at hun godt kunne se at det nu var løgn.

Da de stod foran det store hus, stod Elizabeth og rodede rundt i jorden med sin ene rene sko og så ned på dem med et genert og stædigt blik. Hun vidste ikke helt hvad hun skulle gøre, og vidste ikke helt om hun turde. Hun kendte jo slet ikke denne mand. Hvad nu hvis han var ligesom hendes Herre, og ville hende ondt lige så snart de kom ind.

Hun tog en dyb indånding og så så op på den fremmede og trak på skuldrene "Det vil jeg vel" mumlede hun og havde stadig den der næsvise teenage facade oppe mod ham, og vidste ikke helt om hun skulle stole på ham eller ej.

Han så roligt på hende og han kunne fornemme at hun faktisk forsøgte at flygte fra hendes problemer og derfor ville han ikke give op på hende. Han kunne ikke bare sådan lade folk gå og være triste og kede af det på grund af problemer. Han smilede roligt til hende mens han gik med hende og han sagde ikke noget fær de var ved huset.

''Hey rolig nu... Det værste der kan ske er at jeg forfører dig...''

Han grinede og det var absolut ikke noget han faktisk troede på han kunne men det betød ikke at han ikke ville kunne finde på at forsøge og da slet ikke hvis det muligvis kunne hjælpe hende.

'Noget ud har lyst til eller noget du har brug for?''

Han havde ført hende ind i køkkenet.

Elizabeth løftede et øjenbryn af ham. Forføre hende? Ville han virkelig forsøge sig på det punkt? Hun ville sikkert ikke have de store problemer med det, da han var en pæn mand, men hun var sikkert for stædig til at falde for hans tricks.

Hun så sig omkring mens de gik gennem huset, og stod pludselig i et køkken. Hun tænkte lidt over hans tilbud, men rystede så på hovedet "ellers tak" sagde hun og stilte sig med ryggen op ad køkkenbordet og hvilede med sine albuer på dem, og betragtede ham med et vågent og varsomt blik.

''Slap af jeg laver bare sjov... jeg er her for at hjælpe dig, så medmindre en håd omgang sex il hjælpe dig så kan jeg ikke se hvorfor jeg skulle forføre dig.''

Faktisk var han usikker på om han ville kunne gøre det i dette hus da han havde boet her sammen med hans afdøde kone. Han kunne dog ikke dvæle ved hende for evigt men han dvælede ret så længe ved hende. han så roligt på hende og nikkede bare da hun stillede sig op af birdet...

''Sig mig hvad er det der trykker?''

Han stillede sig foran hende.

"Javel ja" sagde hun og havde stadig et løftet øjenbryn af ham. Han var en spøjs én, og hun kunne ikke rigtig finde ud af hvor hun helt havde ham. Han ville hjælpe ja. Men hvordan? Hvad skulle én mand kunne gøre imod hendes Herre. Han vidste tydeligvist ikke hvor stærk Dust var.

"Hvad går denne såkaldte plan så ud på? Hvordan vil du hjælpe mig?" spurgte hun for at komme ind på noget andet, end forførelse. Der var ingen tvivl om at hun ikke stolede på ham, og havde et syrligt blik rettet mod ham, og havde ændret sig, og prøvede ikke at tænke på hvad Dust kunne finde på at gøre mod hende, hvis han fandt ud af hvor hun var henne.

''Okay så dette var åbenbart det forkeret tidspunkt at drille dig en smule?''

Han grined eog rystede så på hovedet han havde allerede en ide om at hun var en slave, og det var grunden til at han gerne ville hjælpe hende. han havde allerede banket Sakrefs bedte mand så han kunne også banke ham, hvem end hendes herre var.

''Min plan er, udfra at du sandsynligvis er slave, at banke din herres pandeskal ind så han slipper dig fri, og resten af hans slaver hvis han har nogle.''

Han sagde det roligt og trak sig væk og satte sig ned på en stol.

"Tror du viiiirkelig?" spurgte hun sarkastisk og rystede på hovedet af ham. Hun var virkelig ikke i humør til ham eller noget andet. Hun prøvede mere og beskytte sig selv og var nærmest klar på at Dust ville brase igennem døren hvert øjeblik det skulle være.

Hun fik et ret hårdt udtryk i ansigtet, og gik hurtigt hen og gav den fremmede et hårdt skub "Tror du virkelig at det er så simpelt?" spurgte hun måske lidt for hårdt, og ville vidst bare ikke se en uskyldig mand som ham komme til skade. Det ville være for meget for hende.

Hun stod lidt og så på ham og gik så hen til bordet igen, hvor hun satte sig op på og rettede lidt på sin kjole, og så ikke tilbage på ham mens hun langsomt og stille spurgte "Og hvorfor tror du at jeg har brug for din hjælp?" hun rettede et lille blik over mod ham "Jeg er stærk nok til at klare mig selv" måske var det lidt løgn. Især overfor Dust. Han kendte hendes svagheder, hvilket gjorde hende hjælpeløs og svag overfor ham...

'''Hey undskyld, jeg forsøgte bare at løsne stemningen lidt op...''

Han så undskyldende på hende fordi han faktisk bare havde forsøgt med at være venlig og lave lidt sjov for at gøre det hele lidt nemmere. Han havde altid ondt af folk der var slave men kvinder især da de ofte blev seksuelt udnyttet af deres ejer.

''Hvorfor skulle det ikke være det? Jeg har banket flere folk end du drømmer om, og deriblandt er Sakrefs stærkeste mand også...''

Han kiggede på hende og trak på skuldrende han ville ikke tvinge hende til at modtage hans hjælp og det håbede han at hun ville forstå.

''Jeg vil ikke tvinge dig, men jeg er imod slaver og vil derfor gerne hjælpe dig fri.''

Elizabeth lagde armene over kors og så væk fra ham. Hun vidste godt at han bare forsøgte, og at hun bare var uretfærdig overfor ham, men han skulle ikke tro at han kunne komme og tro at hun var for svag til at kæmpe for sig selv.

Hun blev med at kigge væk fra ham og blev pludselig meget stille. Hun sagde ikke noget i et par minutter, men mumlede så "Du forstår det bare ikke.." og villei kke kigge tilbage på ham.

Han så på hende stå der helt stille, uden at hun sagde noget og han kunne ikke lide det. Han så på hende roligt, og sendte hende et varmt smil. Han var bare usikker på hvad hun gerne ville have af ham, og om han overhovedet kunne give hende det hun gerne ville have, men roligt lagde han armene om hende bagfra, og trak hende ind til sig og hviskede hende i øret.

''Men jeg vil gerne forstå så jeg kan hjælpe dig.''

Han smilede lidt, og drejede hende så rundt så hun stod med fronten imod ham. han kiggede på hende. egentligt kunne han godt finde på at lokke med hende men han ville ikke risiskere at udnytte hun var i et stadie hvor hun var påvirkelig...

''undskyld det skulle jeg ikke have gjort.''

Elizabeth blev stående hvor hun var og så blot ned i jorden med et tomt blik. Hun havde helt glemt Dust og hvornår at han ville komme hjem og opdage hendes fravær- Pludselig havde hun nogle arme slynget omkring hende, og hun frøs bare der hvor hun stod og vidste ikke helt hvad hun skulle gøre og hvordan hun skulle reagere.

Hun blev vendt rundt og så op på ham og var fuldstædnig rød i hovedet. Hun bed sig i underlæben og rystede på hovedet af det som han sagde "D-d-det gør ikke noget" mumlede hun og blev stående hvor hun var.

Han kunne slet ikke lide hendes reaktion overfor det der var sket. Han ahvde jo ikke villet gøre hen forlegen. Han smilede roligt til hende, og han gik så tæt på hende og lagde armene om hende. han så på hende roligt, mens hans arme holdte om hende. han syntes hun virkede fraværende.

''Hør her... nu bliver du her hos mig noget tid... Så skal jeg nok beskytte dig.''

Han sendte hende et roligt smil, og han var nød til at kæmpe for ikke at have lyst til at kysse hende. Hun var så skrøbelig og sød lige nu og det gav ham lyst til at kysse hende elske hende og elske med hende. Han kunne ikke helt modstå det. Men han holdte det hen endnu.

''Noget jeg kan gøre for dig?''

Elizabeth så op på ham og lagde nogle knyttede hænder imod hans brystkasse og havde mest af alt lyst til at tude "O-o-okay" mumlede hun og ville ikke skændtes mere. Hun var bange og træt og havde brug for nogen at holde om hende og beskytte hende.

Hun så op på ham og smilte svagt, men fjernede det så hurtigt igen og rystede på hovedet af hans spørgsmål "Nej" sagde hun lavmælt og ville ikke have noget fra ham. Hun var vidst bare stædig og turde ikke lade ham komme alt for tæt på hendes hjerte, og ville ikke holde alt for meget af ham.

Han smilede roligt til hende og han trak hende bare helt tæt ind til ham. Han lagde en hånd på hendes hoved og lagde hendes hoved imod hans bryst lige over hans hjerte. og den anden arme gled langsomt op og ned af hendes ryg ganske ganske langsomt. Han smilede for sig selv.

''Jeg vil gerne hvis du har brug for noget?''

Han sendte hende et blidt smil, inden han blidt kyssede hende på kinden. Det var for at han kunen få lidt af lysten til at kysse hende rigtigt ud af kroppen. Han vidste dog at hvis hun blev her og var så tæt på ville han helt sikkert ikke kunne stå imod ret længe.

''fryser du?''

Han smilede roligt, og krammede hende bare tæt, han kunne ikke lade være men alligevel havde han det skidt med det her lige nu.

Elizabeth holdt vejret i nogle sekunder da han hev hende helt ind til sig, og hun vidste virkelig ikke hvad hun skulle gøre. Hun lod sig selv lukke øjnene da hun hørte hans hjerte banke, hvilket beroligede hende lidt, men ikke nok til at hun ville lade ham gøre alt dette.

Et kys blev plantet på hendes kind, og hun så fortvivlet op på ham og rystede så på hovedet af hans spørgsmål "Nej.." mumlede hun og vidste virkelig ikke hvordan hun skulle tage det.

Hun lagde sine hænder langsomt op og greb fat i hans trøje og knugede den, og prøvede at kramme ham tilbage, men kunne ikke få sig selv til at gøre det ordentligt da hun havde blandede følelser omkring ham.

''Er der slet intet jeg kan gøre for dig?''

Han smilede varmt og roligt itl hende, mens han aede hende blidt over ryggen, og bare så ned på hende. Han smilede roligt da hun forsøgte at kramme ham tilbage og han så ned på hende fordi han kunne fornemme at hun var i vildrede men ikke sådan hvad det var.

''Hey rolig, du krammer bare, jeg er her for dig... Du virker til at have brug for hjælp... Jeg synes du fortjener at få den hjælp.''

Han sendte hende et venligt og varmt smil, inden han bare krammede hende tættere og gav hende et kys på kinden, efterfulgt af et der ramte nærmere hendes hals end hendes kind.

''Jeg er her for at hjælpe.''