Vand og varme

Dag: Ukendt
Dato: Ukendt
Omgivelser: Sand og Sol og intet vand at skue
Sted: Oasis
Vejr: Hed Sol
Årstid: Lige meget
Tid: Middagstid

Imrat havde vandret i flere måneder med meget lidt at spise, Vand manglede ikke for hun var en Vandmagiker, Solen oplyste hendes hvide Hud og skindte igen på hendes Piercinger.
Håret var Vådt og ingen hede kunne føles på hendes hud.
Jorden spiste grådigt hendes dryppende dråber fra hendes lange sorte fugtige hår, og intet håb om et måltid var at finde

Imrat var på jagt, på jagt efter alt kravlene liv som kunne spises og alt grønt som kunne titte op af det endeløse sand.
Alt håb var ude og solen bagte.

Solen bagte. Men det burde han have vidst. Var det måske ikke sommer?
Sean havde aldrig været her før. Han havde været mange steder, men aldrig her. Her var for varmt, for tørt, for...dødt.
Denne middag havde han nogle lette, mørkebrune bukser på og en hvid skjorte, som dog var åben og viste en muskuløs overkrop med nogle forskellige ar. Solen bagede mod hans hud, han mærkede svagt en sveddråbe den gled ned over hans ryg.
Han lod hånden glide gennem det opvarmede hår, hvilket fik det til at sidde i en absurd frisure, da sveden virkede næsten som voks.
Han var glad for han i sidste øjeblik havde husket nogle sandaler han havde gemt væk. Ellers havde solen og det varme sand nok taget livet af hans fødder, normalt brugte han jo slet ikke sko.

Han havde posen med. I posen havde han masser af vand, dog intet mad. For selv spiste han intet.
Og så lå der et lille skrin. En ung pige havde givet ham nogle penge og en besked om at begrave den i oaisis varme sand. Selv turde hun ikke. og det forstod han god.

Han nu kommet ret langt og hvis han skulle nå tilbage uden at få det dårligt over varmen, måtte han hellere begrave den her.
han lagde posen og tog en lille skovl frem og begyndte at skovle...Han havde ikke opdaget den skikkelse der nærmede sig...

Imrat havde set sig omkring i det afbrændte ørkenlandskab, ingen mad og intet liv var at skue.
Hun drak en stor tår vand fra sin håndflade som hun selv havde formet frem i syne fra absolut indtørret hud

Hun var våd igen.

et øjebliks håbløshed døde hurtigt hen ude i varmen da Imrat hørte lyden af liv bag en sandbanke

Hurtigt begav hun sig op på toppen og skuede lige frem for sig i landskabet og så et humant væsen stå fuldt beskæftiget i det fine ørkensand

Hendes hænder rystede håbefuldt da hun så den pose væsnet havde liggende ved sig, dog lignede det at væsnet var gravede ting ned eller det lignede at væsnet gravede skatte op af den brændene undergrund.

Imrat havde i få øjeblikke fra bankens top øjet ned på det travle væsen og lagt en taktik ud for sig selv, indtil hun nærmede sig i komplet stilhed.


Imrat havde stoppet med at nærme sig og hendes piercinger skinte i solen og hun formåede at beholde sit mystiske udseende i det mørke tøj og med den våde hud og det vilde og håbløse udtryk i hendes ansigt

Imrat havde løftet begge arme og hænder frem foran hende og lukkede langsomt hendes næver sammen.

da næverne lukkede sammen begyndte vand at pible ud imellem fingrene på de udstrakte arme dækket af sort gennemblødt stof
Et sekund efter begyndte vandet fra hendes magiske hænder at fosse ud i kæmpe mængder og en mindre flodbølge rullede hurtigt ned af bakken, det rullede helt hen til Væsnets tørre sandaler og begravede dets fødder i solvarmet vand, det evigt sultne sand fik hurtigt drukket alt vandet og det hul som var blevet gravet var ødelagt af vandet, en Mælkebøtte havde kæmpet sig op i luften lige der hvor hullet var, solen bagte stadigvæk og blomsten døde med det samme og forsvandt i en næsten pulverlignende nedfaldene sky.
støv på sand stod tilbage i en helt død ørken.

Imrat sagde: "Er du fra en by" - "Er du kommet for at se mig?"

Selv om han gravede og varmen irriterede ham, var han ikke komplet døv eller blind over for sine omgivelser. Han nåede lige af skimte en person stå på en sandbanke ikke langt væk, før en masse vand kom. Han greb posen og holdt den oppe, så skrinet der lå inden i den ikke skulle blive ødelagt.
Han lod blikket glide op til denne person, der trods varmen og tørken, så fuldstændigt våd ud. Han gættede på hendes evne var vand. Og hvor underligt var dette ikke, når man tænkte på hun var menneske?
Et lille smil gled over ham, selv om han fandt hendes spørgsmål...mærkværdigt.
"Jeg kommer fra alle og ingen steder. Ingen by er mere mit hjem end alle andre steder" svarede han, stadig mens han så på hende.
"Men hvem du end håber at se, kan det ikke være mig. Jeg forventet ikke her ville være andre" han så tænkende på hende et øjeblik.
"Men hvis du vil lade være at ødelægge mit foretagende..." han gjorde en gestus mod det hul han ville grave, men som nu var helt ødelagt.
"...Kan jeg vise dig tilbage til byen?"