Starling - Elektrisitet og vand.

Dag:fredag
Dato:irl
Vejr: det tordner og stormer
Tid:17.59
Omgivelser: træerne omkring floden blæser kraftigt og der er måske orkan på vej
Årstid:sommer
Læs om Larmore på min profil

Han elskede at være ude i dette slags vejr, han elskede at mærke hvordan stormvejret blev vildere og vildere og hvordan lyn og tordnen slog ned i jorden og gav ham fornyet energi. Larmore som var en lille lyskugle fløj livligt omkring flodens bred hvor det nærmest lignede at det elektriske blå lys var igang med at fange vandet der sprøjtede. Zerion så halv smilende på hende, hun var så sød når hun legede rundt som et andet arm. Han havde sat sig lidt længere inde fra flod brederen dog ikke længere væk fra den lille kugle end at han kun tag 7 skridt og så var han hos hende. Hans elektriske blå ´øjne stirrede roligt på vandet og til andre tider Larmore som morede ham utroligt meget. Nogle gange slog kuglen gnister. Zerion nikkede eller rystede på hoved til svar, når han hørte Larmore tale sit gnist sprog. Han forstod udmærket hvad hun sagde, da det var via gnister at hans elskede Larmore talte til ham. HVer gang hun ramte vandet blev helt helt gul hvorefter hun skiftede tilbage til sine electriske blå farve.

Starling løb gennem regnen og stormen. Hun havde lidt blandede følelser for dette vejr. Hendes dyre instinkter råbte *LØB*, mens hendes menneskelige instinkter sagde, at det ik var så farligt, som det så ud. Hendes lyse sandfarvede bukser klæbede sig til hendes ben, og den lyse trøje sad endnu tættere. 
Den ujævne jord under hendes fødder gjorde at hun landte forkert og vrikkede om på foden. 
Hun faldt ned på jorden, med et udbryd og landede på knæ og hænder. Hun så ned af sig selv, det lyse tøj mudret til. Hun sukkede og prøvede på at rejse sig op, men det sendte et jag af smerte gennem hendes fod. 
"Sikke et lorte vejr." sagde hun svagt for sig selv. Hun så sig omkring, hun var ik langt fra floderne, for hun kunne sagtens høre regnen ramme vandet. Hun så sig om for at se om der var nogen i nærheden, men det tvivlede hun på. I dette vejr var der sikkert meget få der var ude. Hendes våde hår klæbede sig til hendes ansigt.

Larmore havde allerede advaret Zerion on at hun havde kunne føle en anden persons tilstedeværelse, hvilket havde fået ham til at klatre op i et træ. Han sad der oppe og så nu på den driv våde Shapeshifter som tydeligt havde smerter. Hans ellers normalt brune øjne var helt electriske blå imens han sad oppe i træet og stirrede afventende på kvinden nede på den våde og mudrede jord. Larmore derimod havde svævet ned til Starling go var begyndt at svæve om hende for at se om hun var okay. Lyskuglen  svævede roligt rundt om Starling som om den undersøgte hvad hun var for en. Zerion så forbavset på hendes lille scene som Larmore nu engang gjorder over for denne fremmede. Efter noget tid havde han konstateret at kvinden ikke for en såkaldt trussel og han sprang ned fra det træ han havde skjult sig i. "Larmore" sagde han og kiggede mod lyskuglen som stadig cirkulerede om Starling.

Starling løftede den ene hånd for at skubbe noget af håret væk fra ansigtet, da hun pludselig lagde mærke til at der var skygger. *Hvis der er skygger må der være lys* tænkte hun for sig selv. Hun havde ik set den lille lyskugle der svævede omkring hende, så da den kom foran hende blev hun forskrækket og lod sig falde bagover.
Hun ømmede sig lidt ved sin fod, mens hun holdte et vågnet øje med denne svævende lyskugle det fløj omkring hende. Hun havde aldrig set noget lignende så hun vidste ik hvordan hun skulle reagere ved den. Så hun blev bare siddende i regnen, mens hun håbede på at den ville forsvinde.
Hun hørte en stemme og hun vendte sit hoved mod lyden og så en ung mand stå i nærheden. Hun havde slet ik lagt mærke til at han kom derhen. Men lyskuglen tog igen hendes opmærksomhed og hun holdte et vågent øje med den. *Larmore? Hvem snakker han til?* tænkte hun for sig selv, mens hendes øjne fulgte lyset.

Larmore begyndte nu at gnister kort efter hendes navn var blevet kaldt. I det samme skiftede hun til en grøn syrlig farve og begyndte at svæve over imod Zemeck, i tunge hoppe agtige bevægelser. Zemeck så kort på Larmore med et bestemt og fast blik hvorefter, uden at ændre sig, hans blik gik over på Starling. "Du burde ikke være ude nu Shapestifter?!" Uden et smil på sine læber. Han så afventende på hende imens regnen og lynene slog ned ude i horisonten. Åh ja, folk som hende skulle ikek være ude i stormvejr, og slet ikke i nærheden af sådan nogen som Zemeck. Men som han selv havde set havde den stakkels starling jo også prøvet at flygte i vejret. Zemeck trådte nærmere og gik bestemt over imod hende, og rakte hende en stiv arm ned imod sig.

Starling sad i regnen og vandet løb ned i hendes øjne, så hun løftede en hånd for at fjerne vandet med hånden, men det var nytteløst, for lige så snart det meste af vandet var fjernet, kom det tilbage, pga regnen. Hun så på den lysende kugle og blev mega forvirret over at den skiftede farve inden den sprang væk og over til manden.
Den måde han sagde det på, fik det til at lyde negativt og Starling gik automatisk over på forsvars mode, og hun sagde sarkastisk, "Nej virkelig? Det er da så skønt et vejr, hvem ville ikke være ude i dette vejr." Hun så op på ham og den lysende kugle der sprang omkring, så hun så at han rakte sin arm frem.
Hun så på armen, så op på hans ansigt, inden hun vendte blikket tilbage til armen. Hun var ik sikker på om hun turde stole på ham, men så igen, han havde jo ik skadet hende (ENDNU) så hun valgte at tage imod hjælpen, og greb hans arm og fik hjælp til at komme op og stå.

/Undskyld svaret kom så sent. Jeg ved ik om du har set at jeg var fraværende, men nu er jeg tilbage og klar til at emne igen

Han flåede hende nærmest op da hun tog fat i hans hånd, hvorefter han slap hende da hun havde fundet sig til rette på hendes tynde ben. Han så neutralt på hende, som om at hendes ord ikke ligefrem havde moret ham synderligt meget. Hans hår hang ned af hans ansigt imens at han mærkede hvordan tordenen og lynene kom nærmere, Larmore lavede nu en stor gnist da hun ikek brød sig om at Zemeck blev berørt af andre end hende. Den lille jaouse electro sjæl som hun endnu engang var.