er det et overfald eller et nyt møde med skæbende- elyas

S: doomsville city gyderne.
T: kl 19:30
V: det er en kold aften.
O: et par fyre,
P: et par jeans og en trøje og sin storte jakke..

det var en kold aften, alle børn var inden for, men der var en pige på omkring de 15, der var ude og gå en tur, hun lavde ikke lyst til at sidde inden for i mørket helt alen, så hun gik en tur i stedet, hun stødte ind i nogle fyr som skubbede hende op af væggen og grinede,

en af fyrene grinede, ''se drenge en lille uskyld pige hende kan vi gøre ondt som altid'' sagde han med et ondt smil...

den lille pige greb fat i fyrens arm og vred den af led og smilede og holdt for sig selv ''aldrig pis mig af når jeg er sulten lille menneske dreng'' sagde hun og begyndte at drikke af ham der havde truede hende...

Denne aften var...frisk. Vinden livede lidt op i ellers træt krop.
han havde brugt hele dagen på at træne. Han havde løbet en god tur, lavede en masse styrkeøvelser for at opbygge sine muskler. En mindre besættelse der ofte greb en teenagedreng.
Men Elyas havde også sine andre grunde. Hvis han trænede nok, lod hans far ham måske komme hjem...Eller lod ham hjælpe med at finde mor...Han måtte bare skynde sig.

Denne aften havde han en mørkeblå trøje på, lynet op og med en hånd i hver sin lomme. Mørke jeans og nogle kondisko.
Det brune hår sad som det tit gjorde, let strittende.
Han trak vejret dybt, da han bevægede sig ned af gaderne. Dette var den lidt mere beskidte del af byen og det var han bevidst om. Det var med vilje han gik her, for mest af alt håbede han på...Ja, på hvad enlig? Han viste det ikke helt.

Noget uro tiltrak sig hans opmærksomhed. Og da han kom rundt om hjørnet, så han hvad der havde skabt denne uro. Nogle fyre havde tvunget en ung pige, på ca. hans egen alder, op af muren...Men denne pige havde bare vredet armen af led og...drak hans blod.
Han stoppede op og stirrede lidt på det der skete foran sig...Han virkede ikke særlig skræmt, faktisk virkede hans mest interesseret i hvem denne pige enlig var...
Et svagt smil spillede på hans ansigt.

den unge pige som stod foran to fyre nu, hun grinede, ''kom væk inden i ender som jeres lille ven'' sagde hun med en dyrisk stemme,

fyrene så på pigen med et smil og tog en kniv frem... ''din møgsæk'' sagde de..

den lille pige som ikke så bange ud af sig, men da hun s knivene kom der noget op i hende, hun tænkte på sin mor og fars død, dage før hun blev vampyr, hun havde også lige dræbt mordern da en vampyr bed hende og frvandlede hende, hun så rundt, hun fik dem til at smide kniveme ved at s på dem da de fik mange smerter, hun sprang på dem og sugede blodet fra dem og rejste sig op og så mod udgangen og så en ung fyr på omkring hendes aldre. ''er du en af dem?'' spurte hun da hun ikke ville angribe ham hvis han ikke var...

Den ret voldsomme scene foran ham, ville nok have skræmt de fleste væk. Og han måtte indrømme, at hvis han havde været et svagt menneske var han selv flygtet. Men han var en dæmon. Dæmoner kendte ikke til frygt...måtte ikke kende til frygt...og derfor nægtede han fornemmelsen, følelsen. Med godt resultat.
Han gik et par skridt tættere på da hun var færdig, dog med sine øjne kiggende direkte på hende. Han ville ikke ende som hendes middag også...
"Dem der?" han pegede på ligene eller dødende personer der lå rundt om hende, med et lille smil, da han så rystede på hovedet.
"Helt ærligt...De er mennesker!" sagde han frisk. Som om det i sig selv skulle være svar nok. Men det var det jo også...
Hans mor havde altid lært ham at være åben over for alle racer, også mennesker...Og det var han vel også. Men i en fremmed verden som denne...ville han være forsigtig.

hun rejste sig op og tog en serviet op og tørte sig om munden, ''ndskyld det er ikk altid lækkert og se en vampyr spise, og slet ikkenår hun r så sultn som jeg var, men jeg er glad for du ikke er en af dem, så behøver jeg ikke blive mere sur end jg er i forvejen'' sagde hun og så på ham, hun smielde stille. ''hej jeg hedder rosey, må jeg spørger om dit navn'' sagde hun stille og smilede dog, hun var kun et monster hvis andre var monstre over for hende,

Han så bare lidt på hende, så rystede han svagt på hovedet med et lille smil.
"Hvad undskylder du for?" spurgte han med sit lille smil.
"Du var sulten. Ens sult skal jo tilfredsstilles" han gik tættere på, nu da hun...næsten havde sagt hun ikke ville spise ham.
Om han selv var sulten? ikke specielt...heldigvis.
"Du må skam godt spørge..." han blinkede drillende til hende, mens han sendte hende et lidt større smil.
"...Og jeg er Elyas. Og nu må jeg så spørge om dit navn, min sultne ven"

den unge pige så på ham, ''rart at møde dig, og jeg er rosey'' sagde hn med t smil på sine læber og slappede af. ''jeg skal nok holde mine tænder for mig selv bare rolig'' sagde hun stille og slappede af... ''lad mig gætte'' sagde hun og duftede. ''dæmon'' spurte hun med t smil på sine læber og så på ham med et sødt blik mod ham. hun ville ikke skade en der ikke sakdet hende, hun slapper af med t smil på sine læber og så ned i jordern og tænker på sin familie og slapper af med et smiler....

han smilte bare. Hun havde allerede forsikret ham om det og han troede hende. Hvor meget folk så end fortalte ham, at han ikke burde!
Ja, han var dæmon. Og stolt af det. En hård race at leve med, men det gav så meget igen.
Stilheden bredte sig imellem dem, men han ville ikke bare gå. Ikke nu, hvor han endelig havde mødt en jævnaldrende...i hvert fald kropsmæssigt.
"Well, Rosey..." hans stemme gled lidt op og ned, da den var i overgangen. Han rømmede sig kort.
"...Bor du så her? Her i byen?"

rosey så på ham, ''ikke rigtig jeg går bare rundt her og der, jeg har ikke rigtig et fast hjem'' sagde hun og slappede af med et smil på sine læbr og slappede af, hun havde ikke rigtig snakkt med en dreng på hnds aldre, da der ikke var så mange på hendes aldre men det var der så nu...

Han nikkede svagt.
"trist...men mon ikke du kan hjælpe mig alligevel? Jeg kender nemlig ikke byen..." smilte han til hende.
"Mon du har lyst til at vise mig lidt rundt i den? hvis du kender den godt nok?"

//sorry, kreasvigt. der er ikk emeget at arbejde på//

//det okay har selv lidt kreasvig lige for tiden//

hun så på ham og lod sit blik kigge rundt og smilede stille.. ''der sker ikke så meget her i byen men okay'' sagde hun stille og så på ham.
hun var ikke så kendt i byen men hun kendte da nogle få steder her og der. måske kunne han blive en ven man vidste jo aldrig, nyt bekendtskab det var aldrig til at vide hvor fanden det førte hen...

Han nikkede og de begyndte at gå. Vejen førte videre ind i byen, da de begyndte at nærme sig centrum.
Han viste ikke hvad han skulle spørge om...Hvad snakkede man om, et sted som her? Han kunne jo nok ikke spørge om hun kunne lide det nyeste computerspil eller noget i den stil.
"Nu ved jeg godt du er vampyr...men hvad plejer i at få jeres hverdag til at gå med?" spurgte han pludselig. En ting han havde tænkt en del over...For han havde ikke selv fundet sig noget at lave. han viste simpelthen ikke hvad han skulle.

hun smilede sødt til ham, ''alså det er jo forskelligt for vampyr til vampyr, men jeg får den til at gå med, jeg er sammen med venner og så min bror når han har tid, og så finder jg den jeg vil ha blod fra og tager det fra ham/hende'' sagde hun og smilede mod ham og slappede af med et smil på sine læber...

Venner. Et standard svar. Hvis man altså havde nogen. Han stod bare i den position...at han ingen havde. i hvert fald ikke her.
Han sukkede svagt, måske en anelse trist, mens han så ned foran sig. Han ville gerne lære hende at kende, snakke med hende, lære bare nogen at kende og lære verdenen lidt mere at kende...Men han viste ikke hvad han skulle sige.
Og hvad hvis han fandt nogle venner? på et tidspunkt skulle han jo hjem igen...hvad mon hans venner ville sige?

Han var opslugt af tanker, da han gik direkte ind i en mand foran sig.
Han mistede balancen og faldt baglæns ned på jorden, mens han så overrasket op på manden. Han så ikke ligefrem særlig...rar...ud.
"U-Undskyld. Så dig ikke" sagde han hurtigt, mens han skyndte sig at rejse sig og børste det værste skidt af sig.
Manden så ned på ham og gryntede svagt.
"Sir, må jeg vist være til dig, knægt! Hvad er det for nogle manerer?!"
elyas så uforstående på ham. Sir? Han havde aldrig kaldt nogen det i hele sit liv! Dette var godt nok et forældet samfund!
"øhh...fint...sir, så..." Fik han sagt, men måske lidt for ironisk. Manden så i hvert fald ud til kun at blive mere vred...
"Tal ikke sådan til mig, skarn!" han lagde an til at ville slå...

rosey så på manden, ''hey din højrøvede nar. gider du godt lade ham være'' sagde hun vredt, hun var vred ingen skull nedgøre hendes venner eller noget ellers ville det blive værst for personen selv....

Elyas lod blikket glide over Rosey...
Men så tilbage til manden.
"Beklager du, jeg er ret uopdragen..." han blinkede til manden, hvilket bare fik manden til at blive rasende.
"Nu er det nok! Jer begge to!" snerrede han og greb ud efter Elyas. Men fordi Elyas var mindre end ham, smuttede han til siden uden at blive ramt. Hans øjne lå på manden og han brugte sin evne. Han plantede nogle billeder i mandens hoved.
Manden så ud til at være forvirret et øjeblik, men så blev hans træk blidere.
"Åh, skat! Nejnej...Jeg kommer nu..." pludselig begyndte han at gå ned af gaden, mod et usynligt mål. elyas smilte for sig selv. han slap først manden, da han var langt nok væk.

han havde ramt rigtig...dejligt.

hun så på ham med et smil... ''hm.. godt klaret. jg føler mig svag i forhold til dig nu'' grined ehun sødt med et smil... hun så på ham... han var sød og han kunne styre sin evne hun var intet i forhold til ham....

Han grinte. Og så på hende med livlige øjne.
"Åh hold op! Hvorfor snakker alle hele tiden om styrker og svagheder? I bør snart se jer som i enlig er! Koncentrere jer ikke kun om svagheder. se det hele i en helhed. som en helhed er man stærkest!" sagde han og gik over til hende.
"Desuden har jeg ikke meget styr på min evne...kan kun lige placere nogle billeder i hovedet på folk, som er overbevisende nok. Jeg er ikke stærk nok til at bare at angribe folk, som du gør det" han blinkede til hende.
"Så man kan jo sige vi har hver vores styrker...men hvad er din evne da?" spurgte han, glad for endelig at have et spørgsmål at stille.

hun smilede sødt og så på ham og slappr af med et smil... ''tja, ved at se en prson i øjnene og at jeg vil kan jeg give personen smerte'' sagde hun stille.. ''også plus jg kan dræne dem for blod ikkeø'' frined ehun sødt...

Han så lidt på hende.
"Tror altså din evne er meget stærkere end min. smerte kan være mange ting...men almindelig fysisk smerte kan, ud over at give smerter selvfølgelig, også give mentale ar. Min evne..." han trak lidt på skuldrene.
"...Er jo bare billeder"