Lad os gå. Men hvorhen? (Åbent)

S: shadow peaks
T: eftermiddagen
O: pæle, klipper, kløfter...få tuer af strid græs.
V: overskyet. småkølig vind.

Elyas havde endelig bevæget sig lidt væk fra byen. Han havde vandret rundt i byen i den sidste uges tid, men nu syntes han godt nok heller ikke der er mere at se på! Hvert et hus, hver en gade, hver en butik...Det hele havde han set. Og mødt nogle få personer på sine ture. Men det ændrede ikke på at han følte sig ensom. Hvad skulle man lave sådan et sted her? de havde ingen rigtige skoler, heldigvis, men det ville også være det eneste sted han viste han kunne finde andre af samme alder.
Han strakte sig, mens han gik ind mellem nogle af alle de pæle der var her. Han forstod ikke meningen med dem, sikkert en ældgammel historie om guder og titans...Det havde manden i kroen i hvert fald ævlet om. Han havde faktisk anbefalet ham at gå og se dem. Et øde sted, men det gav noget nyt at se på.

han rystede svagt på hovedet. Manden havde været tosset, fordrukken og optaget af sine egne historier. Han kendte typen.
På denne overskyet dag havde han nogle nye jeans på, en mørk T-shirt og sin mørkeblå overtrøje, lynet op.
Nogle let slidte kondisko.
Bukserne havde han fra de dværge som Camille havde slæbt ham hen til. Han havde været ret kritisk, men det viste sig nu at de kunne lave ret godt tøj.
Han sukkede svagt, da han lod hånden lande på en af pælene.
"Gemmer du på nogle hemmeligheder?" han så op på pælen. Hvor lavt måtte man synke? selvfølgelig kunne den ikke svare!
"Det gør alle andre..." sukkede han dog, da han lod hånden falde igen og gik videre ind i kløften...
Hvis han faldt og slog sig her, ville der nok gå lang tid før nogen fandt ham. den eneste der ville savne var Camille...Efter nogle dage først...Og inden hun fandt ham...
pludselig blev han opmærksom på den gnavende sult. Ja, den havde været der de sidste par dage og han følte sig efterhånden helt udsultet. Men han kunne ikke...ville ikke...spise. han brød sig virkelig ikke om det...Lige meget hvad hans far så end sagde!
Han fortsat ned gennem kløften.

Påklædning: [For at se dette link skal du være tilmeldt og logget ind.]

Meredith. Navnet på en kold, følelsesløs lejemorder. Navnet på en Stefanos' lejemordere, og navnet på et medlem af Zantos Píarton. Navnet på en frygtet dæmon. Frygten for hende var først stor når man blev jagtet af hende. Og blev man jagtet af hende, slap man ikke væk. Ligemeget om det skulle tage hende år, hvilket det aldrig gjorde, skulle hun nok få dræbt sit offer. Men hvert drab hun begik skaffede hende også flere fjender. Farlige fjender, med mange penge, der kan anskaffe sig de bedste lejemordere til at dræbe hende. Men de bedste lejemordere er Stefanos' lejemordere, og da Meredith er en af dem, kan man ikke hyre en af disse lejemordere for at dræbe hende. Den uskrevne regel i lejmorderenes samfund er; Man svigter ikke sine kammerater, medmindre det vil gå udover opgaven, at redde dem.
Opgaven kommer først. Før sine kammeraters liv. Opgaven er meget mere end bare en opgave. Når man får stillet en opgave er opgaven ens liv i den tid den varer. Ens liv er ens opgave, når man er lejemorder. Og opgaven komme før alt. Mad, drikke, familie, venner, kæreste og endda, ens eget liv. Opgaven er alt.

Shadows Peak. Kedeligt sted. Klipper, noget græs, pæle. Jubii. Hvor er det vildt. Eller ikke.
Meredith, der snart havde højhælede sko på 24/7, kom gående med en utrolig balance i vanelige højhælede sko. Men de her højhælede var anderledes, og stod hendes hjerte nært. De var udformet, som en støvle, der hvor foden var. De var anderledes, ligesom hende selv. Og alle ting, der var anderledes, holdt hun af. De mindede om hende selv. Ligesom alle andre, og så ikke alligevel. Hvis det muligt at forstå.

Vinden legede med hendes hår, der flagrede bag hende og hen over hendes øjne. Hvis hun havde været på en opgave, ville hun have klippet håret af i frustration. Men nu, hvor hun var blevet beodret til at slappe mere af, så var hun egentlig ligeglad. Hendes, som sædvanligt kolde, brune øjne kiggede ud over stedet de kaldte Shadows Peak. Hun så kun pæle, som hun stadig ikke havde fået fortalt hvorfor var der, klipper, kløfter, græs og én anden person. Ja, det var ihvertfald ikke fordi dette sted var oppe at ringe, som den største turistattraktion.
Hun bed sig lidt i underlæben, før hendes ben begyndte, at gå hen imod personen. Selvom hun ikke helt havde aftalt det med dem. Pokker til ben..

De bedste lejemordere? Der var vist en der ikke kendte til hans farbror. Faktisk kendte han ham heller ikke selv, havde bare hørt om ham. Men ikke fra hans far. Viste han overhoved han havde en bror?Det var også lige meget. De kunne være gode, men de havde ikke alle de bedste. og hans farbror arbejdede selvstændigt.
Men ikke alle kendte ham...han var enten jagtet eller elsket. Men han var også begyndt at give andre opgaver nu, for at opmærksomheden kunne blive ledt fra ham til andre...
Men alt dette viste Elyas enlig ikke. Han viste han havde en farbror et sted, men kendte ikke som sådan personen. Måske skulle han prøve at finde ham? Måske kunne han faktisk lide ham!
Men det betød ikke noget lige nu. Elyas var stoppede op midt i det hele, hans øjne var gået fra ørnen der fløj over deres hoveder til kvinden som så stilfærdigt og målrettet bevægede sig fremad. Og med kurs mod ham. flot. Godt. Hvad nu?

Om han følte sig bange? Og han frygtede den kvinde der bevægede sig imod ham? Overhoved ikke. Han viste hvad frygt var, man han havde endnu ikke prøvet ren faktisk at blive så bange at det gjorde ondt. folk fortalte om det og han kunne kun fantasere om følelsen. Om de tanker man måtte gøre sig.
Men hvorfor bevægede kvinden sig nu imod ham? normalt ignorere folk jo bare hinanden, ikke?
hun gik så målrettet...måske havde han forstyrret i noget og ville blive sendt væk...Det skulle ikke undre ham. Eller måske var hun ude på ballade. Han var skam blevet advaret imod det, men han havde ikke forestillet sig det faktisk ville ske. Tanken lå ham for fjern.
Men måske ville hun...Måske skulle hun også bare noget andet. Måske stod han bare midt i hendes vej. Han overvejede at flytte sig...
Han lænede sig op af den nærmeste pæl og lagde armene over kors. Han ville ikke tænke mere over det. Han ville vente...og så måtte han se hvad hun ville. Godt eller skidt.
Jo nærmere hun kom, jo mere fornemmede han selv lugten af dæmon...

Eller, ihvertfald nogen af de bedste. Der var sikkert nogle lejemorder, der var selvstændige, som var bedre. Men alt i alt, var Stefanos leder af de bedste lejemordere i Underworld. Hun havde opfanget, ved et uheld selvfølgelig, Stefanos og en anden tale om en vis Sean. Han skulle, efter havde hun havde hørt, være en lejemorder i særklasse. Og Stefanos var, efter hvad hun havde hørt, helt besat af tanken om, at få denne Sean indlemmet under ham. Men Sean skulle, efter hvad hun havde hørt, være 100% selvstændig. Hvis man var selvstændig, måtte man enten være en pokkers god lejemorder eller bare tjene kassen for hvert drab. Sandsynligvis begge dele.
Meredith var en god lejemorder, men hun havde aldrig tjent nok til, at blive selvstændig. Hun havde arbejdet for en masse, men de havde aldrig givet hende nok. Under Stefanos havde hun penge nok, men nu ville hun ikke blive selvstændig. Hun havde det for godt. Og desuden. Hun var medlem af Zantos Píarton, havde mødt Benjamin MaHavet. Noget ikke særlig mange kunne prale af. Få var medlemmer af Zantos Píarton, og endnu færre havde mødt og set en af lederne. Hun havde været overordentlig heldig, at have set ham og være medlem af klanen. Og så, at blive en af Stefanos' lejemordere. Det havde hun også været heldig med. Han optog kun de bedste af de bedste. Med undtagelse af denne Sean, der arbejdede selv. Og så alle de andre lejemordere, der ikke havde gjort opmærksom på sig selv endnu.

Hun havde egentlig ikke tænkt sig at tale med ham. Hun lod bare sine fødder styre hende, selvom hun sikkert ville blive gjort til grin, når hun stod foran ham og intet sagde. Desuden, hun hadede at starte en samtale. Det var altid så akavet når hun gjorde det. Hun var en akavet person. Akavede personer gjorde bare situationerne akavet. Og hendes bitchethed gjorde det ikke bedre. Faktisk gjorde det, det hele værre. Meget værre. Enormt meget værre. Så gigantisk enomt meget værre. Det var en uskreven regel, at akavede personer gjorde det akavet. Og det var en uskreven regel, at akavede og bitchede personer gjorde det akavede endnu mere akavet. Det var de uskrevne regler, og ikke de skrevne, der formede samfundet.
Hendes ben gjorde holdt lidt fra ham, og hun så et øjeblik bare på ham, før hun kiggede væk. Hvad i alverden skulle hun sige? 'Hej, jeg er akavet, så derfor gør jeg det her akavet for dig'? Nej, det ville være lidt for akavet, ville det ikke? Jo, helt bestemt.
Men hvad i alverden skulle hun så sige? Lade være med at sige noget, gå hendes vej og lade den stakkels dreng stå alene tilbage? That's sounds like a great idea. Den første idé hun havde fået, der faktisk var god. Måske skulle hun rent faktisk gøre det?.. Og måske ikke.
Så måtte hun vel gøre brug af sin akavet-hed og sige noget. Bare for at gøre det mere akavet. Akavet for the win!

"Hej..."startede hun samtalen med en overraskende venlig stemme.

Denne kvinde. hun virkede hård, men man vidste aldrig hvad der gemte sig inden i personen. Af tanker, af følelser...af fortid og nutid. Måske fremtid.
Elyas mærkede svagt den evige sult. Måske skulle han blive her og sulte...her var ingen mennesker og her kom sikkert heller ingen. Her kunne han sætte sig ned og sulte...gad vide hvad der ville ske? Kunne en dæmon dø af sult? Han overvejede virkelig at prøve...til sidst ville han jo nok være for svag til overhoved at finde mad. Men det gik nok ikke...folk ville vel finde ham til sidst.
Han så på kvinden, der stoppede op lidt foran ham. Hvor akavet...at vandre direkte hen til en person, men uden nogen grund? Hun kiggede væk...som om hun skammede sig over noget...Og sagde hej.
ville hun bare sige hej? Denne dæmon, som tydeligvis kunne lidt mere end bare...ja, bare hvad? Han viste det ikke. han fornemmede det bare. de pokkers fornemmelser!

"Hej" hans stemme gengældte hendes venlighed. Ganske vist plejede han at være venlig, men han kunne ikke vide om hun faktisk ville noget slemt. Han viste det stadig ikke, men han tog chancen. Han var træt af mistro. Denne verden var fuld af det! Man kunne tænke en tanke om en person og så opførte de sig komplet anderledes...det trættede ham. Hvorfor var folk ikke bare...sig selv? Var det så slemt?
"Nå...hvad laver du så her? Af alle steder?" han viste ikke hvorfor han spurgte...måske for at føre en samtale, lade dem komme videre fra det hej der stadig hang i luften mellem dem...

Jo tættere hun kom på drengen, eller den unge mand, jo stærkere blev lugten af dæmon. Var han også en dæmon? Han lignede ikke en. Han så alt for sød og nuttet ud. Men selvfølgelig. Hun lignede nok heller ikke ligefrem en følelsesløs, kold lejemorder ved første øjekast, eller ved andet. Man kunne nok først forstå det når man fik indblik i hendes personlighed. Og hendes personlighed passede slet ikke til hendes udseende. Hendes udseende kom hende til gode mange gange, altså når hun ikke havde bloddråber på huden. Folk ville aldrig mistro en sød pige, eller ung kvinde.
Det var faktisk lidt irriterende, alt det der 'pige' og 'dreng', og 'ung kvinde' og 'ung mand', og 'kvinde' og 'mand'. Det forvirrede hende. Og hun hadede når ting forvirrede hende. Det var... forvirrende. Hvis det gav mening. Det gjorde det sandsynligvis ikke. Hun gav ingen mening for udenforstående. Sådan var det bare. Hun var helt sin egen. Og ingen, ingen, skulle ændre hende. De kunne ikke ændre hende; Hun var synket for dybt ned i sin egen verden til, at man kunne hente hende tilbage.
Hvad var hendes egen verden egentlig? Et sted hvor alt var lutter lagkage? Eller et sted, hvor hendes bror stadig var i live? Nej. Hendes verden var et sted, hvor hendes familie stadig var levende og smilte. Hvor hendes mor var hos hende. Hun savnede sin familie mere end hun ville indrømme. Faktisk ville hun slet ikke indrømme hun savnede dem. At indrømme det ville være, at vise følelser og hun var lejemorder. De viste ikke følelser.

Som hun havde forestillet sig. Det var akavet. Man kunne ligeså godt sige til dem, at situationen var akavet. Det ville ikke gøre den mindste forskel. Ordet 'Akavet' stod skrevet på hendes pande. Sådan i billedsprog. Ikke sådan rigtig, men... Hun talte med sig selv, ikke? Great.
Hun lagde hovedet let på skrå, da han spurgte om noget. Hvorfor hun var her? Af alle steder? Godt spørgsmål. Hendes ben måtte vel have ført hende herhen.

"God spørgsmål,"startede hun ud, med et skævt smil."Jeg tror, mine ben førte mig herhen."

Og ja, hun sagde lige hvad hun havde tænkt. Smart, ikke? Meget. -Og det lød så nederen. Og underligt. Meget underligt.

Han smilte bare svagt. Hun virkede på en måde usikker, selv om hun sikkert gjorde sit bedste for at virke hård og koldt. typisk...de fleste dæmoner han havde mødt, virkede til at have det sådan. Bortset fra hans far, men han var også et sær tilfælde. personlighedsspaltning.
Han rettede sig op fra den pæl han stod op af og lod arme glide ned langs siden igen.
godt spørgsmål. Hun viste det altså ikke selv. hende ben havde bragt hende herhen...havde hun bare gået i sine egne tanker? Eller bare ude og gå generelt?
Han viste det ikke og det burde han nok heller ikke.
han ville i hvert fald ikke spørge. for han ville alligevel ikke forvente et svar. i hvert fald ikke sandheden.
"aha...ja, det er vel også det letteste..." her stod de så. to dæmoner. og hvad skulle de lave? Hvad burde de lave? Stå og måle hinanden hele tiden? det gjorde man jo i forvejen.
De havde jo intet tilfælles, havde de? De var begge dæmoner. Hun var ældre end ham. Sikkert også stærkere.
"Jeg undre mig...forstyrre jeg mon i noget? Det er ikke hver dag fremmede folk bare kommer hen til mig og jeg må indrømme jeg ikke var forberedt på denne...samtale..." smilte han svagt. Hans mørke øjne var rettet mod hende.

Unge dæmoner, tsk. Alle dæmoner emd lidt erfaring vidste, at det ikke gjorde livet mindre besværligt at vise følelser. Man kunne ligeså godt gemme dem væk. Glemme dem. Det ville ikke gøre nogen forskel. Ihvertfald ikke for Meredith. Desuden, hun havde altid fået afvide af de andre lejemordere, at man ikke havde nogen følelser, som lejemorder. Altså, gav det vel ingen mening at begynde at dyrke dem nu? Hun havde klaret sig fantastisk uden brug af følelser i alt for mange år, så det skulle han ikke ændre. Ingen skulle ændre det. De fleste gav også bare op, hvis de prøvede. Hun var sunket så dybt ned i sin egen verden, at hun lukkede andres meninger ude. Hun lukkede verdens mening ude. Hun ville altid kæmpe for sin mening, sin sag. Ikke andres. Skulle hun dræbe nogen, skulle hun have penge for det. Hun gjorde aldrig noget, der ikke var for egen vindings skyld. Var der udsigt til at hun ville få for lidt, for den udførte opgave, nægtede hun at fortsætte før hun var blevet lovet de forlangte penge. Hun egoistisk, selvcentreret og ikke hjælpsom. Hun hjalp ikke, hvis hun ikke fik noget ud af det. Sådan fungerede det i hendes verden.
Hun så lidt på ham, før hun trak på skuldrene. Om det var det letteste eller ej, var hun egentlig ligeglad med. Men nu hvor hun var kunne hun jo lige så godt få det bedste ud af det. Hvor meget godt hun kunne få ud af, at være et sted som dette, havde hun ingen idé om. Hun kunne vel starte med at snakke med dæmonen overfor hende.
"Jeg aner ikke om, du eller vi forstyrrer i noget,"svarede hun med et skuldertræk. Hun havde helt ærligt ingen idé om det."Det er ikke hver dag jeg starter en samtale med folk."
Hun kiggede et øjeblik væk fra ham, og op på himlen, og undrede sig stadigt over, hvorfor hun havde gået hen til den anden dæmon. Pludselig indskydelse? 'Skæbnen'?
Skæbnen. Hun troede ikke på den. Skæbnen var noget folk nævnte, når de prøvede at undskylde deres opførsel. Intet andet. Det var en illusion, ligesom sandheden. Der fandtes ingen sandhed. Der fandtes kun de løgne folk fortalte sig selv. Virkeligheden var ligeså en illusion. Det den ene kaldte virkelighed, kaldte den anden for illusion. Mennesker og andre væsner ville aldrig kunne enes. Der ville altid være fjendskab, der ville altid være krig et eller andet sted. Ondskaben måtte eksistere hvis det gode også skulle. Ikke at Meredith bekymrede sig særligt om ondt og godt, det ragede hende en høstblomst. Hun stod midt i det hele, neutral som bare pokker.

Han så lidt hende, kunne næsten fornemme hvor mange tanker der gled rundt inden i hovedet på hende. Han havde godt nok også haft sine, selv om de var af en helt anden art. De handlede mere om hvad denne verden var for en, hvordan den fungere...Og mest af alt hvad tiden skulle gå med.
Han nikkede lidt og så sig omkring. Her var ikke andre, så vis de forstyrrede i noget...Det gjorde de jo så nok ikke. Hvem gad også være her? Hemmelige selskaber? Sikkert. Og de var nok også de eneste.
"Jamen så forstyrre vi sikkert ikke i noget" smilte han og så på hende igen.
"Hvem gad også lave noget her? Her er jo intet..." han så lidt på hende. Hvad skulle han sige?
"Men hvem er du så?" han forventede enlig ikke noget bestemt svar. Omend sikkert ikke sandheden, igen. Ikke det sande navn, navnet hun var født med og kaldte sig. Han havde mødt en anden pige i byen. Den ene dag hed hun Julia, den anden kaldte hun sig Marie. Han havde fulgte efter hende i lidt tid og snakket med hende, men aldrig fundet ud af hvem hun enlig var.
Han undrede sig over hvad der fik folk til sådanne ting her. Men det var heller ikke noget han regnede at finde svar på...foreløbig i hvert fald.

Hun vidste det meste om denne verden. Det kom man til, når man havde brugt over 50 år på at udforske hver eneste krog af den, for at finde ofrenes skjulesteder.
Hun lagde hovedet på skrå og smilte så, for første gang i meget lang tid, ægte. Han havde fuldkommen ret. Her var ingenting, ud over de pæle, der stod i jorden enkelte steder. Måske kendte hun meget til, hvor ting var i denne verden, måske kunne hun så let som ingenting finde sine ofre, men religion og andet, vidste hun intet om. Man måtte jo priotere sine studier, og hendes havde været ved geografien. Desuden, man behøvede vel ikke vide noget om religion, når man alligevel ingen idé havde om, at slutte sig til en af dem. Og, for det sidste, var Meredith også pænt ligeglad med om hun afbrød i noget. Andres meninger om, hvornår hun skuller være på steder og hvornår hun ikke skulle være der, havde det med prelle af på hende. Ingen bestemte over hende, hun var sin egen herre.
"'Hvem jeg er?'", gentog hun, mens hun funderede over om, hun skulle svare. "Mit navn er Meredith, men det siger ikke, hvem jeg er. Jeg er den, jeg er."
Hun smilte skævt og så ham så ind i øjnene, "hvad hedder du?"
Hun forbandede sig selv, at være så.... en rystelse gik igennem hende, da hun tænkte det.. så venlig. Men hun kendte ikke denne dæmon, så at tirre ham, var ikke en nødvendighed. Ikke før han gav hende grund til det, men folk havde det med at tabe deres kampe mod hende.