Now you listen!!! //Åbent//

Tid	Sted	Omgivelser	Påklædning	Vejr
18:00	Parken	Folk har samlet sig om en skiggelse	--- ---	Mørke skyer

Det var en mørk dag, der var ikke nogen sol der trængte gennem skyerne og det var som om et kulsort tæppe havde lagt sig omkring hvisse områder, men alligevel var det som om at der hvor folk havde samlet sig og var stimlet sammen i en gruppe var der en smule lys, som om mørket ikke kunne sætte sig der hvor der var sammen hold og styrke.

En skiggelse stod på en lille høj, skiggelsen var indhyllet helt igennem i mørke og en sort kutte. Det var en stor skiggelse og at bedømme ud fra størrelsen var det nok en mand, da skiggelsen var bredskulderet. Der var ikke noget ansigt at se så den eneste beskrivelse at sige om manden var at han var bredskuldret, kraftigt bygget og næsten 3 meter høj. En ru, grøddet og nærmest rusten stemme steg fra manden.

''Det er på tide vi gør noget nu! Vi skal slå tilbage imod dem med det samme! Hvis vi ikke stopper dem nu ved vi ikke hvor mange de kan vende!''

En stok blev løftet af manden og peget imod en tilfældig person i menneske mængden og manden rømmede sig inden han startede med at tale igen, denne gang mere henvendt til manden.

''Disse udøde er genopstået så hvorfor skulle vi ikke også det hvis vi døde?! Hvordan ville du have det hvis du så din nabo komme løbende efter dig med fråde om munden og mord i øjnene, eller hvis det var din elskede søn!?''

Han vendte sig imod mængden af folk igen og rømmede sig endnu engang. Han mente dette var noget der skulle stoppes dette var noget der skulle gøres noget ved inden folk blev tvunget til at skulle gøre det af med deres elskede og deres næste det var ondt.

''Nogen har gjort dette og de skal stoppes!! De skal stoppes før vi tvinges til at skulle kæmpe for vores overlevelse indbyrdes!''

*Du vil jo gerne have de skal slås indbyrdes! At de skal kæmpe for deres liv, så de svage kan sorteres fra!*

han rystede på hovedet kort, over hans egne tanker. han vidste at det var sandt men ikke med de udøde, de udøde var unaturlige og det var ikke noget nogen fortjente, ikke engang de svageste individer. Der var stor påstyr mellem folkemængden nogle råbte op om at sakref nok skulle redde dem, og andre om at man skulle flygte. Der var helt igennem stort påstyr.

''Stop! Det nytter intet at panikke! Et dyr der panikker kan jages derhen hvor man vil, og lige ind i en fælde! Hold hovedet koldt og vi kan sammen klare dette!''

Han blev stille og betragtede mængden af folk hvor de fleste langsomt faldt lidt mere til ro, inden et skrig steg op fra en af yderkanterne af folkemængden. De var der. De udøde havde rejst sig mod dem og en lille gruppe af dem var nu på vej mod folkemængden. Et nemt bytte var de blevet.

''Træk her op af roligt! At give en anden til dem er som at sætte et søm mere i byens kiste!''

langsomt begyndte en lille gruppe af krigere af gøre klar til at stå imod, alt imens byens vagter var på vej, da de havde hørt noget om et oprør eller protest.

Påklædning 1, se profil.

Zombier. En gang før havde Skammeren stået ansigt til ansigt til dem, dog med en varulv ved sin side, som hun ikke havde brydt sig om i starten. Han havde været uhøflig, men han havde været god med sine våben. Det var dog, det eneste der var godt omkring ham, syntes Nille. Hun fandt også varulve for dumme, nogle af dem var da, men ikke alle, det vidste hun godt. Den brune hætte var over hendes sorte løse hår, som der var en hvid fjer i. Nille så på skikkelsen som var indhyllet i mørke og var iført en sort kutte. Nilles lysende blå øjne undersøgte stedet, hun stod nok i midten af mængden. Hun var der takket være hendes nysgerrighed. Hun havde set en flok samle sig, hvorefter hun ville se hvad der foregik. Mandens ord var rigtige. Hun stivnede. *Toby!* Pludselig rystede hele hendes krop. Tænk hvis Toby var blevet til en af de udøde?! Og så måtte hun virkelig dræbe ham... Eller værre, end en anden måtte desværre dræbe ham. Hun skubbede tankerne til side om en Toby der løb rundt med fråde om munden og ville dræbe alt og alle der var i nærheden af ham, og fokuserede på skikkelsen. To daggerts var gemt i hendes læder støvler, en bue var om hendes overkrop samt pile kogger.Hun var skam beredt på hvilken som helst form for angreb. Sakref? Hvem? Vent. Nå jo. Den Sakref. Ja, ham havde Nille ingen respekt til. Hun havde aldrig mødt fyren, så hvorfor skulle hun tro på at han ville redde dem alle? Hvordan kunne en mand redde dem alle fra de udøde? Ville de virkelig bare trille tommelfingre og håbe at Sakref ville redde dem alle sammen? Nej! Nille var en af dem der selv ville gribe til handling. Ikke tale om hun ville pænt sidde ned og trille tommelfingre, for at lade en anden klare ærterne. Næ nej! Hun ville selv finde sine våben frem, gøre sig klar og gå til angreb. Eller i det mindste, planlægge noget for at slå de udøde ud. Nilles kølige lysende blå øjne hvilede hele tiden på skikkelsen.
Selv da der lød et skrig nede i yderkanterne af befolkningen, så hun på skikkelsen. Hvorfor var den skikkelses stemme så bekendt? Dog kunne hun ikke sætte helt fast på hvis stemme de tilhørte. Hun vendte sig om mod det sted hvor skriget var kommet fra. De udøde var kommet. Tiden var inde til at slå igen, ifølge Nille. Hun gik ud af mængden, hastigt og med øjnene rettet mod gruppen af udøde. Hun trak sin bue, tog en pil og satte på buestrengen mens hun gik. Hun stoppede op, sigtede, og skød så pilen afsted. Pilen ramte en af de udødes hals, og dermed blokerede den udødes mulighed for at trække vejret. Den brune hætte dækkede stadig hvem Nille var. For hvis hun tog den af, ville de så gå i panik over at se Skammeren? Nille trak endnu en pil, satte på buestrengen, men gik baglæns hen imod mængden af folk, dog havde hun øjnene rettet mod de udøde, og pilen klar til at skyde en af dem ned.

Den zombie som blev ramt af hendes pil i halsen reagerede ikke rigtigt, den fortsatte bare fremad. Den havde jo ikke brug for at trække vejret så den blev ikke bremset af at den ikke kunne det længere. Han kiggede på folkene, det her ville med garanti ende galt. Det var sikkert første gang de fleste stod over for en fjende som denne han kiggede udover dem endnu engang.

Han gik selv ned af podiet med stille og rolige skridt. Han gik langsomt mod yderkanten af folk, og kiggede sig omkring. Nogle andre folk gik frem fra mængden og stillede sig klar med våben for at holde de udøde væk fra de der ikke kunne kæmpe. Han vendte sig mod folk og råbte så igen:

''Op på podiet! Træk derop, højere grund er mere sikkert.''

Han så hvordan folk langsomt begyndte at trække derop mens de folk der var kampklare trak med lige så langsomt, uden at tøve hev han fast i kvinden i den brune kutte og hev hende med bagud, hun bevægede sig efter hans mening en smule for langsomt.

''hvis du ikke ønsker at ende som en af dem så få dine fine fusser til at bevæge sig bare en smule hurtigere! Og find noget andet frem end den bue, de er snart så tæt på at den er ubrugelig.''

Det virkede ikke! Hvorfor... Åh, hun hadede simpelthen de zombier. De var kun til besvær og var svære at dræbe. Måske kunne hun sætte deres kroppe til ild, eller noget? En person med en evne der kunne fremkalde ild, ville være rart lige nu. Hun satte buen på ryggen mens hun baglæns gik mod de andre væsner, som stod klar til at kæmpe imod zombierne. Hun kunne høre en mands stemme, men ignorerede den. Ikke tale om at hun ville stå og se på, mens andre klarede ærterne.

Det gav et chok i hende da manden greb fat i hendes, mens han trak hende med, røg hendes hætte af. Det sorte løse hår, med den hvide fjer i sig, landede elegant om hendes skuldre og ryg. Hun stoppede op, brugte al den styrke hun havde som Drevens, til at få manden til at stoppe op, så han ikke længere trak i hende.
"Gider du da godt lige, at opføre dig ordentligt!" Hendes lysende blå øjne borede sig ind i ham. "Jeg gider ikke at tage imod kommandoer fra en anden." Hun ville rive sig ud af hans greb. "Og, lad vær med at trække i kvinder, de kan nok godt selv finde ud af at kæmpe." Mumlede hun, tvær og sur. Hun var ligeglad med at væsnerne nu kunne se at hun var Skammeren.

Han vendte sig bare roligt om imod hende han havde ikke bare tænkt sig at lade denne dumme tøs slå sig selv ihjel. Han sukkede lidt inden han vendte sig om imod hende og talte til hende noget mere roligt end hun talte til ham.

''åhhh ja at skyde en zombie i halsen det kan jeg godt se viser at du kan finde ud af at kæmpe.''

Han reagerede ikke på hendes udseende fordi for ham var hun blot endnu en tilfældig person blandt alle de andre der var i nærheden så han tænkte ikke ligefrem over at hun kunne være noget særligt, og selvom hun var skulle hun ikke forvente særbehandling fra ham.

''Jeg gider forresten ikke opføre mig 'ordentligt' manere og god pli får dig bare dræbt ved disse væsner der skal handles og tænkes hurtigt, så der er ikke tid til det andet.''

Han var stadig helt igennem rolig som han talte til hende. Han havde ikke ligefrem nogen grund til at blive sur eller agressiv, det hang dog svagt ved ham at han var ved at blive agressiv men han var jo heller ikke helt sig selv.

''Men hvis du kan kæmpe så lad mig give dig et fif, hug hoved af dem og sørg så vidt muligt for at bruge deres kroppe som en barrikade.''

Gud, hvor var han irriterende! Men der var noget bekendt ved ham. Nille havde en god hukommelse, men efter hendes død, havde alt stået lidt sløret for hende. Hun betragtede mandens ansigt, og kneb øjnene lidt sammen. Den måde manden snakkede på vækkede et navn i hende.
Sargonis.
"Jeg kunne have skydt den i benet, men jeg fik jo ikke chancen, før du hev mig væk som et andet dyr." Sagde hun og lagde armene over kors.
Hun regnede med at hvis man skød den i benet, ville den ikke kunne gå. "Jeg blev født for kun et formål..." Et svagt smil blomstrede om hendes læber.
"Sargonis, har du nogensinde hørt om en Skammer ved navn Nille? Engang var hun shapeshifter, en sort panter med tre hvide striber på ryggen." Hun lagde hovedet lidt på skrå.

''De bevæger sig måske langsomt lige nu, men så snart de tror på at det er en fordel kan de finde på at bevæge sig med en meget hurtigere hastighed, og så ville din bue ikke have hjulpet meget, så fat dit sværd, eller gå om bagved.''

Han var hårdt og kontant, men kun af den grund at han ikke ville have at nogen kom til skade, det skabte bare mange flere problemer hvis folk blev taget af zombierne, det var en skrækkelig ting at skulle tage deres liv når de lagde der og rullede i smerte.

''Ja jeg mindes hende fra da hun sad og lignede en vandmand''

Han kunne huske det fra dengang hun havde forsøgt at bruge sin evne på ham første gang, men inden han sagde mere bukkede han sig bare ned til hende hurtigt, og talte så til hende.

''Men brug ikke mit navn igen her! Du har ikke lyst til at disse mennesker bliver bange og panikker har du?''

Gå om bagved?! Næ nej, hun ville kæmpe, ville hun! Hun trak sine to daggerts frem. "Jeg har intet sværd, jeg foretrækker daggerter." Sagde hun roligt, fuldkommen ligeglad med at Sargonis var ved at blive hård, irriteret vel. Hun hævede et øjnebryn. "Jeg vil kæmpe, har du et problem med at en kvinde vil kæmpe?" Hun spurgte det roligt. Hun anklagede ham ikke, hun spurgte bare.
Vandmand?! Hun så irriteret på Sargonis.
"Så vidt jeg husker, er hun ikke en vandmand. Idag er hun en stærk Drevens." Hun rettede sig op. Hun så trodsigt op i hans øjne.
Et smil sitrede om hendes læber over hans ord.
"Det beklager jeg. Men samtidig burde du vide at det ikke er klogt at vise Skammeren frem for alle... Jeg har præsenteret mig før, og jeg gør det gerne igen." Hun dæmpede sin stemme. "Mit navn er Nille. Det er en ære at møde dig igen." Hun lagde hovedet lidt på skrå.

''Nej mit problem er at du vil udsætte os andre for fare ved at kaste dig i kamp så tæt på de væsner som nok kan forvandle dig.''

Han var rolig og lod hende bare tale videre, han havde ikke det store problem med at en kvinde kæmpede han havde noget imod folk der gjorde det muligt for andre at komme til skade. Han betragtede hende helt roligt og kiggede på hende.

''Men modsat dig vidste jeg ikke hvem du var inden jeg afslørrede dig.''

Han vidste ikke hvorfor hun sagde det var en ære, han så ikke nogen ære i at møde en anden person. Så han nikkede bare kort med hovedet, inden han vendte sig rundt og betragtede zombierne.

''Kan ikke se hvad æren er i at møde dig, og heller ikke hvor du ser en ære i at møde mig.''

Han hev en økse frem og huggede hovedet af den første zombie.

Udsætte andre? Grrr... Hun kølede ned, og smilede blot til ham. 
"Andre for fare? I kunne bare flygte, hvis det så sort ud." Hun sagde det roligt og kiggede roligt på ham. Hun var lige nu en hel del rolig. Hun knyttede sine hænder omkring daggerternes skæfte. Hun havde en daggert i hver hånd. Hun lagde hovedet lidt på skrå.
"Jeg afslørede mig ikke, du fik min hætte af, jeg fandt ud af hvem du var, er det ulovligt at ville hilse på en bekendt?" Hun hævede et øjnebryn.
Hun fnøs og kiggede på zombierne. 
"Æren er at, vi ikke har set hinanden længe. Det virker måske dumt, men sådan fungere det hos mig." Hun så på mens han huggede hovedet af en zombie. Hun sukkede, gjorde intet da hun lige hurtigt skulle tænke. Så trådte hun et skridt til side, mod en zombie, og sparkede zombien på hoften. Hun stak derefter zombien ned i halsen med den ene daggert og gjorde som han sagde. Hun skar zombiens hoved af.

Hva? Det havde ikke været det hun mente! Grrr.. Han irriterede hende noget så grusomt. Hun havde overhovedet ikke ment at hun var grunden til Skam. Men hvis hun ikke eksisterede, ville Isobel nok heller ikke eksistere, ej heller Sylva. Eller jo, Sylva ville nok have eksisteret, men Nille og Isobel var rigtige Skammere, ikke uægte Skammere, eller hvad man nu kaldte dem. Rigtige skammere var stærkere. 
"Det var ikke det jeg mente! Jeg mente, at hvis jeg ikke eksisterede, ville min mor så have nået at få et barn, før døden mødte hende? Måske, måske ikke ville hun. Men uanset hvad, jeg eksistere, der må være en grund til at min Gudinde ikke lod mig dø."
Hun var ikke den eneste som havde forandret sig, hun mente dog ikke hun havde forandret sig, han havde godt nok også forandret sig, i hendes øjne. Han var bund irriterende.
"Nej." Hun sukkede. "Du misforstår alt hvad jeg siger, fordi du slet ikke kender mig. Du har ikke mærket min evne, ergo du kender ikke til hvilken byrde jeg har på mine skuldre."
Hun var så tæt på bare at gå. Hun gad ikke at snakke med ham, når han var så irriterende.
"Okay, nu holder du op. Magtglad, det er jeg ikke. Hvad har jeg gjort eller sagt for at virke magtglad? Kold, ja måske. Arrogant, det ved du intet om, for du kender mig ikke. For guds skyld, du kender mig jo ikke, få det ind i hovedet! Alle vil meget hellere have shapeshifteren Nille, end mig nu! Men bare fordi jeg har magt, er jeg ikke magtglad. Du dømmer mig uden videre, du kender mig ikke." 
Hun gad ikke mere. Hun vendte ryggen til og begyndte at gå. Væk fra zombierne og Sargonis. "Jeg skulle hilse fra Delilah!" Hun råbte det ikke, men det var højt nok til at han kunne høre det. Hun var ved at blive træt af at alle nærmest hakkede ned på hende. Okay, ikke alle gjorde det, men det følte hun.