Hvem er du...fremmede? (Claire)

S: parken i firewood village.
O: træer, buske.
T: sen eftermiddag.
V: småregn. Overskyet. Sorte skyer.

Elyas lod blikket glide op på skyerne, som absolut prøvede at lukke så meget lys ude som muligt. Solen skinnede deroppe et sted, gemt væk af uvejret. Og sendte fine små dråber ned, for at vande alverdens natur og gøre folk våde.
han rystede svagt på hovedet, da lidt vand gled ned gennem hans hår og dryppede ned over hans ansigt.
Han havde ikke lige taget højde for uvejret. så her sad han, i let slidte kondisko, nu våde. Våde jeans, våd trøje. I det mindste var hans T-shirt stadig tør...nogenlunde. Han mærkede den kolde plet vokse sig større og gøs lidt.

Han sad på en bænk i parken, i læ under nogle træer. Han viste ikke hvor længe han havde siddet der eller hvor længe han ville sidde der. Men han sad der alene, for ingen andre ville bevæge sig ud i det vejr. Desuden lovede skyerne vist også torden. Han smilte svagt.
I det mindste virkede vejret nogenlunde normalt, som derhjemme, i denne verden! Godt. Han havde manglet noget almindeligt, så han kunne føle sig bare lidt hjemme.
Men faktisk var han begyndt at føle sig bedre tilpas i denne verden. Måske også fordi han havde mødt flere folk at snakke med. Men stadig.
Og det var jo kun godt, for han viste ikke hvor længe han skulle være der.

Claire hadede regnvejr, selvom det smådrøbede var hendes sorte kjole næsten helt våd. Hun kiggede op på den overskyede himmel og ønskede den ville lade solen komme frem. Eller månen for den skyld, den flotte måne som hun elskede at se på.
Hun små løb igennem parken, til hun kom til et stort træ som bragte læ. Hendes lange hår var vådt, og hun tørrede de værste dråber af hendes ansigt. Claire rynkede lidt på næsen af det møgvejr som nu engang var der.

Claires drilske smil viste sig, da en dreng sad på en bænk. Ikke så langt fra hende, hun gik lydløst hen bag ham. Hun undersøgte ham nøje, hun stod stadig i læ. Hendes drilske smil blev bare større, og hendes øjne blev en smule lumske.
"Hvad laver en lille dreng som dig ude i dette vejr?" Hendes stemme havde en flabet og drilsk klang.

Flabet. Den første tanke der gled gennem hans hoved var flabet og måske uforskammet. Hans hjerne var allerede igang med at tolke det. Var dette en fjende? Drilsk...han kunne høre den sære klang der var i folks stemmer, når de drillede. Dette var ikke en af de bløde, rare folk. Dette tilhørte sikkert en af de mere kaoselskende racer.
Han sukkede svagt og huskede pludseligt at han faktisk havde fået et lille chok. Han troede han var alene.
Han vendte sit hoved om og lod blikket glide ned over kvinden der stod inden mellem træerne. elver. Han genkendte hende på ørerne, lugten og den sære aura der lå om hende.
Og så hendes hudfarve...Hun var vist ikke lyselver.
"åh, bare fordi du syntes jeg virker lille er det ikke ensbetydende med du skal undervurdere mig" smilte han blot, roligt. Han rejste sig ikke, men blev siddende.
dette skulle nok blive interessant.

Hun rullede øjne og smilte bare mere drilsk end før.
"Jeg kunne da aldrig finde på at undervudere nogen som helst?" Hun lagde sine arme overkors og gik op foran ham. Hun smilte stadig drilsk. Hun bukkede sig frem over og lagde sine hænder på hans lår. Hun smilte drilsk til ham.

"Jeg undervudere kun folk som undervudere mig. Så lad hver med det." Hun kiggede ham alvorligt ind i øjne. Og hævede et truende bryn. Smmilte hun blot drilsk igen, både med sine læber og sine øjne. Hun rejste sig ret op igen, og sendte ham et fingeerkys.

Han grinte. han viste hun gerne ville tages alvorligt, men han havde ikke tænkt sig at krybe for hende! Hans mørke blik mødte hendes i en rolig gestus, mens han lagde den ene arm over ryglænet på bænken, flettede sine fingre så den anden arm nærmest hang.
Han lænede sig tilbage og lod hende stå der i et øjeblik, som om han ikke viste om han ville svare.
"åh, sweetie" smilte han så
"Jeg tror du forveksler mig med en anden. jeg undervurdere ingen. Jeg nævnte det fordi du lød til at gøre det...åh, ja, og din lille trussel? Not gonna work" han rystede svagt med hovedet.
"Jeg kryber ikke for dig, som du måske er van til folk vil gøre. hvad vil du?" spurgte han. Hun måtte da have en grund til den...dramatiske entre. en grund til at ville true ham...for helt ærligt, han havde jo ikke gjort hende noget. og havde det heller ikke tankerne...selv om han efterhånden overvejede det.

Hun knurrede lidt og gik et skridt tættere på ham, hun havde stadig sine arme over kors. Hun lagde hovedet en smule på skrå.
"Åhh lille ven." hun smilte sarkastisk.
"Ser du jeg er den type man ikke skal løbe om hjørner med." Hendes stemme havde en alvorlig klang hun gik elegant rundt om bænken.
"Men måske har du aldrig rigtig lært noget om manere?" Hun stoppede op foran ham. Og placerede sine hænder på hans lår igen.
"Og hvad jeg laver raver ikke dig. Jeg leder ikke efter andre end min vovse." Hun havde ingen hund, hun kaldte dog en shapeshifter hun havde mødt for vovse.

Han grinte svagt igen. Hun var sjov. Han viste ikke hvor hun fik sine absurde ideer fra, men de var sjove. Var det dette Camille havde ment? at man altid kunne få problemer hvis man ville...eller ikke.
"Jeg løber ingen steder. Det er kun dig der tolker det på den måde" svarede han roligt. Hun havde temperament og virkede som om hun var van til folk bøjede sig for hende. Hvilket bare gav ham lyst til at lade være.
Men som ung dæmon havde han også et hidsigt temperament og han mærkede svagt irritationen over den måde hun behandlede ham...de tanker hun gjorde sig, uden grund...og at hun hele tiden placeret sine hænder på hans lår.
"Manerer? Sjovt, du virker ikke som slagsen der har nogen selv... Ved du godt du lige modsagde dig selv? du ville ikke indvie mig i hvad du laver her, men du fortalte det alligevel?" smilte han og endte med at rejse sig op. Han lagde selv armene over kors, men han virkede ikke direkte fjendtlig. Bare defensiv. men det var hun måske ligeglad med.

Hun smilte hurtigt og lænte sig frem imod ham.
"Pas nu på Romio.." Hun hviskede flirtende i hans øre, og kyssede hans kind. Hendes evne ja det var jo forførelse, og hun var en sand mester.
Hun kedede sig, men var ikke en som gik og udnyttede alle drenge. Langtfra en luder, men havde da tjent lidt engang imellem.
"Just Breath.." Hviskede hun forførende og åndede lettet ud.

Han grinte svagt. Lod illusionerne omslutte hende.
Hun ville opleve det som at være der selv. Helt nye omgivelser, helt nye personer...Fremmede mænd og kvinder som stod og snakkede sammen. En helt bestemt mand som bevægede sig hen imod hende.
"MAdam?" han tog hendes hånd og kyssede den. Og hun ville mærke kysset, selv om det var forstilt.
Og manden ville ligge op til hende, forvente mere end bare høflighed...Han ville have hende. Man kunne se det i hans øjne...

Og imens han sendte disse billeder mod hendes hoved, bare ved at se på hende, trak han sig væk. Hun ville forføre ham, knække ham, få magten over ham...men han ville ikke lege med. Han lod sig ikke bide på krogen. For han betød personligheden mere og hendes personlighed virkede ikke videre tiltrækkende.
Og til sidst, da han følte han var nået langt nok væk fra hendes frastødende person, lod han billeder forsvinde igen. For selv at stå og smile.
hun undervurderede ham...det var tydeligt nok.

Hun havde andre ting at give sig til, finde fyrer som ville lade hende bruge dem. Hun trak sig væk fra ham og gik over til træet hvor hun kom fra. Hun sendte ham et hurtigt forførende finder kys og gik over og satte sig under træet.
Hun lukkede øjne og hørte lyden af de regndråber som ramte trækronerne. Den smukke lyd. Hun vidste sin respekt overfor ham ved at fjerne sig fra hans oversyn. Hun åbende øjne og kunne kun se nakken af ham.
Hun trak på sine skuldre og lukkede sine øjne igen. Han var nu ellers meget tiltrækkende, men hun ville ikke voldtage nogen. Det var hun for venlig til, for hun var ikke ond heller ikke god. Blanding man kunne aldrig vide helt med hende, men dårligt over at man ikke vidste ,om man sårede hende det kunne man få det dårligt med.

//hmm....der er en ting der undre mig...virkede evnen overhoved på hende? For har ikke hørt om nogen reaktion. Den skal ikke virke på hende, nogne kan modstå visse evner, ville bare høre...
Og du ved godt at vise du trækker dig tilbage på den måde, bliver det svært at få emnet til at fortsætte? For hvis min bruger skulle reagere naturligt, ville han bare vende sig om og gå...så jeg ville bare høre om det er meningen emnet skal stoppe her, eller om vi skal få det til at fortsætte? //

//Det virker ikke på hende, men følger bar ehendes natur Men du bestemmer selv om du vil forsætte Hun er bare lidt sur over han ikke flader for hendes forførelse. //

//...er det fordi hendes egen evne influere på det eller hvad? Fordi normalt går man efter at alle evner virker på...ja, næsten alle. det er jo det de er der for. at virke. Desuden kan din karakter hurtig virke ret stærk...husk nu den ikke skal være for stærk
men som sagt, min karakters natur er at vende om og gå...og så er emnet i princippet slut...//

//Okay så må vi vel bare slutte her Dsv. //

//ja, det syntes jeg også...vi var knap nok begyndt...Men bare et råd til en anden gang, det er altås nemmere hvis man holder sine karakterer aktive med hinanden...i stedet for at trække sig tilbage. når man trækker sig tilbage tages det tit som et hint til at man syntes emnet er færdigt
Men du virker ellers god til at skrive, det syntes jeg //

//Hehe mange tak Vi kan bare mødes igen Men tak for rådet //