Slaven

Rosalia sad inde i stuen og kedede sig, mens hun kastede knive ind i hendes herres familie maleri..

\\er det her et åbent emne eller lavet til en bestemt person?

Valgûl sad stod nede i gaden og kiggede op på huset, han var i øjeblikket i sin menneske form *Hun er der inde, vi skal bare hente hende, tage hende hjem, fordømte møg engle tror hun kan løbe fra os lige som hende!* Valgûls hænder begyndte ryste voldsomt af vrede, mens et morderisk smil spredte sig over hans læber, men han tvang det hurtigt tilbage. *Det ikke vores tur, det vores datters tur, hun skal lære hvordan man gør, hun skal kunne tage slaver tilbage, lærer straffe! det bliver en hyggelig familie aktivitet* tænkte Valgûl og smilte overdrevet til sig selv

Han satte sig ned på bænk, nu skulle han blot vente på hende, "hvor bliver hun dog af!" snerret han til sig.

// vi havde bare haft meget travlt og derfor har vi ikke fået gjort det endnu, rosalia er oditoculos familiens slave, og vi skal hente hende tilbage efter endnu et flugt forsøg, men jeg ser ingen grund til at det skal være et lukket indlæg, the more the merrier.//

\\så send en privat besked, når flere kan være med i det ^^

Rosalia gik derefter hen til vinduet og kiggede ud hvor den silende regn faldt stille. Hun havde egentlig brug for lidt frisk luft, så hun gik ud af døren og lukkede den bag sig, og fik øje på en mand som sad på bænken.

Da valgûl så Rosalia i vinduet, smilede han over venligt til hende, og vinkede før han gik hen til hende, han stoppede cirka en halv meter fra hende, før han sagde i den mest venlige stemme han nu kunne præstere.
"Byder du ikke en gammel mand på en kop te, jeg har jo ledt længe efter dig nu"
Han pegede hen imod døren som indikation på at de skulle gå indenfor. før han atter sendte hende et over venligt smil.

Rosalia var meget irriteret over at hun ikke bare kunne være alene.
Så hun skubbede ham vredt væk og fløj op og hen over skoven.

Rosalia så noget nede i skoven men vidste ikke helt hvem det var så hun fløj ned bag nogle træer og iagttog hende.

Rosalia kom lige så stille frem bag træerne og kiggede lidt skræmt på Jessica.

Valgûl havde hurtigt forladt sin menneske illusion og spurtede efter Roselia, sandt nok var hans vinger for hullede til at flyve med, men de kunne stadig bruges til at give godt skub. Da han var ved udkanten af skoven råbte han i høj hysterisk stemme.
"Kom ud lille Rosalia, kom ud og leg, vis du kommer frivilligt nu så lover vi kun at rive din ene vinge af som straf." Valgûl gik derefter langsomt ind i skoven for at finde sin uduelige slave.

"Jeg ved ikke hvem du er men du virker som et godt menneske. "
Sagde hun nervøst og tog fat i Jessicas hånd og smilede.

Valgûl gik holdt sit langsomme tempo, end til at han følte sin slaves aura, hvorefter han satte i fuld fart efter hende, han stoppede da han så hende stå med et menneske, der lovede hende beskyttelse. "Dygtig Rosalia, du har til og med fundet os noget at lege med, vis du nu vil være en sød lille slave, så lover jeg ikke at rive nogle af dine vinger af, hvad siger du til det? vi ved godt at sådan et ynkeligt menneske ikke vil kunne gøre noget alligevel." Han så over mod mennesket, og smilte til hende så hun kunne se alle hans Sylle spidse tænder, han stirrede lidt før han langsomt slikkede sig om munder og nærmede sig de tog kvinder.

Rosalia stirrede rasende på sin herre.
"Gid du må brænde op i helvede!!"
råbte hun arrigt og nægtede at flytte sig fra Jessica selvom hun gjorde det modsatte af hvad hun havde sagt.
"Undskyld Jessica men jeg har ventet længe på at møde en som dig. så jeg kan ikke bare gå fra dig !" Sagde hun trist.

"Se Rosalia selv et dumt menneske ved at du bør vende tilbage. Desuden jeg har skam allerede været i helvedet, der var nu egentligt meget koldt, men fint blev vis du vil, men si ikke at jeg ikke advaret dig, så ryger begge vinger vil bare." Valgûl så hånligt på Rosalia før han trækkede på skulderen, for at vise det ikke rigtigt gjorde ham nogen forskel, han fik hvad han kom for alligevel.
Han så over på mennesket med et blik af foragt, men smilte beholdte stadig det hånlige smil.
"Når, når store ord for et lille menneske, men siden du nu ingen vinger har hvad skal vi så rive af, nu vel, vi tror nok at skam skal få det.. hyggeligt sammen."
Det sidste sagde han i en lumsk stemme, mens han langsomt slikkede sig selvom om munden, med sin lange tunge.

Rosalia stillede sig foran Jessica og kneb øjnene sammen af raseri.
"Hvis jeg var dig, ville jeg holde mig fra Jessica. Hun er nok det sødeste menneske jeg nogensinde har mødt. Hvorfor skulle jeg komme tilbage til en gammel gusten mand som dig hva?! Jeg kunne være fri og leve livet sammen med Jessica." Sagde Rosalia og knyttede sine bare næver.

Rosalia rakte tunge af valgul da hun drog af sted med Jessica
derefter råbte hun hånende "din sindsforvirrede hankønsvæsen!"

Valgûl stod bare og så på roselia, for nærmest at bedømme om det var joke, da han så det ikke var, brudt han ud i høj hysterisk latter, så det var lige før han at han begyndte, at græde af grin. "Når, når så hun er simpelthen så god, fortæl os noget din lille mær, tror du det gør nogen forskel for os om du vil eller ej?" han smilte hånligt roselia, før han så på mennesket med et is koldt blik, "Vi bange for at ingen af jer kommer til at gå her fra, måske båret i Rosalias tilfælde da hun nok ikke vil kunne gå."
Valgûl stod lidt med et fjernt blik i øjne, før han med et vingeslag hurtigt lukkede afstanden mellem ham og den anden gruppe, de stod nu ikke meget mere en 2 meter fra hinanden. "Hvorfor lægger du ikke bare den lille kniv væk, den vil ikke gøre dig noget godt aligevel." han grinte hånligt af mennesket. før han stirrede afventende på dem.

Rosalia kunne virkelig godt lide Jessica og hun svarede:
"Jamen jeg burde have flygtet for længst !
han er en stor fed røvhul der fangede mig mod min vilje. "
Hun smilede kærligt til Jessica og gik hurtigt videre.

Valgûl Smilede til mennesket, så hans kinder nærmest troet med at flække, han stirrede lidt ind i hendes røde øjne med sin egne. "Det kan jeg godt svare dig på, det vi gjorde var at dræbe hendes familie, og tag det lille fjer krag med os hjem. Vi må dog spørge, de flotte røde øjne er du af dæmonisk herkomst, eller er du blot et ynkeligt menneske?." han smilte hånligt til hende, før han gik hurtigt sprang hen imod mennesket og tog et jern krep i hendes håndled, før han lænede sig ned til hendes øre, og hviskede lumsk til hende. "kom så lille menneske, giv blot op, vi ved godt begge to at det vil ende på samme måde, uanset hvad i gør" han grinte hånligt af hende.