Slaven

Rosalia så forfærdet på Jessica og derefter vredt på Valgul.
Hun gav Valgul. sådan en hård lussing og prøvede at slå valguls hånd af Jessica.
"Jeg efterlader dig ikke til sådan en fed *'****!!" råbte Rosalia rasende.

Valgûl smil falmede ikke ved menneskets kommentar, tværtimod blev hans smil blot større. "Nej du ret, vi har slet ikke startet legen endnu, du skal blive et sjovt legetøj." Valgûl holdte sit ansigt tæt på hendes, og slikkede sig kort om munden. Men da Rosalia slog ham, vendte han hurtigt sit ansigt mod englen, et blik der kunne smelte stål, det havde ikke rigtigt følt som et myggestik, så hans krep havde ikke blevet mindre hårdt, tværtimod var kreppet blevet hårdere. Hans anden hånd greb hurtigt fat i englens strube og begyndte at løfte hende i den. "DIN LILLE UDUELIGE HØRE UNGE.. vis du rør os igen så røger de en vinge." snerrede Valgûl til Rosalia.

Rosalia kæmpede med at få vejret og prøvede at vride sig fri men forgæves.
"Slip mig din usle lort!" skreg hun.

Valgûl smilte over mod den nyankommen, så hun kunne se alle hans tænder, "Ja det er noget skuffende fangst vi fik her, men jo kom du endelig med over og leg, lyst til at tage englen, den er så kedelig." Han grinte hånligt af Rosalia før han smed hende over mod den anden dæmon. "Nu når vi deler vores legetøj med dig, vil du så ikke præsentere dig selv?" Han vendte sig om mod dæmonen, og rev mennesket med sig i den hurtige bevægelse, og hviskede kort til mennesket i hans krep. "Så bliver det bare os to, som du alligevel ville havde jo." Han smilte lumsk til hende før han så over mod dæmonen og holdt mennesket op i hendes ene hånd. "Eller vil du hellere dele den her, den er så ivrig." hans lod langsomt sin lange tunge glide op af hendes opholdte hånd.

Rosalia ømmede sig og rejste sig hurtigt op af raser.!
"Lad min veninde være din idiot!" skreg hun og løb vredet hen for at skubbe til Valgul

Arason rejste sig op og gik ind foran menske pigen imens
han kiget på dæmone der havde tænket sig at gå over til
hende "hvis du gør nogen i det her lokale noget skal jeg
personlige sørge for at du ikke får andet ende død" sagde han til den kvindlige dæmon
og den anden dæmon der var han trak sit sværd og smilte bredt"smut med jer dæmonr"
sagde han og grinte hånliget af dem hans påklædning var en læderrusting han havde ståede ude i gangen et stykke tid han havde vente på at de ville forsmale sig måden han var kommet der op på var at han havde klarte der op

Valgûl så næsten bedrøvet på den anden dæmon. "Ja vi kender følelsen, de er så skrøbelige de små fjerkræ." Valgûl slikkede sig kort om munden ved tanken, og smilte sendte atter det gamle kind brækende smil, før han løftede mennesket op i hendes arm, så hun kun lige kunne røre jorden med spidsen af foden. "Jamen så lad os da deles om den, sandelig et livligt legetøj ja.." Valgûl stoppede midt i sin sætning da han blev skubbet af hans slave, han blev nød til lige at tage et skridt frem for, at holde balance, hvor efter han så over mod sin slave, med blik der lovede en lang og smerte fuld død. "Men det ser ud til at vi lige må tage os af nogle familie problemer først." Valgûl sukkede overdrevet, og gav slip på mennesket. "Leg du bare med hende imens. Når Rosalia hvad er din undskyldning, eller skal vi blot rive vingerne direkte af var?" han greb hårdt fat i englens hage, ikke hårdt nok til at knuse knoglen, men dog tæt på. Han stirret ind i hendes øjne med et blik der forlangte en forklaring.
Valgûl så kort over på Arason, med et kedeligt blik før igen kiggede over mod slave, "Og må vi spørge hvorfor at en vampyr har nogen interesse i at hjælpe de dødelige? vil du ikke hellere havde en bid af engle, det jomfru blod.."
Han så over mod Arason med et lumsk smil, jumfru engle blod var trods alt kendt som noget af det sødeste.
//undskyld så ikke du skrev før nu xD så måtte lige rette//

Hun prøvede at vride sig fri men fik en meget stor smerte i hagen og og stod bum stille.
"Jeg prøver blot at beskytte min eneste ven på jorden. " Sagde hun iskoldt. og stirrede ind i hans øjne

han fatede ikke at hun bare var gåede uden om
ham han kom med lyn hutigehed bage hende og sætte
en kniveden kvindlige dæmons hals "jeg kunne dræbe dig her og du hvis det var" hvisket han hende i øret imens han smidt hende væk fra hende den anden

"ja som om men hvis du eller du" han kiget over på den anden dæmon og hende han havde skubbet til "gøre dem noget skal jeg nok æde jer levende" han mente det han sagde han kunne jo suge deres blod ude hvis han ville det

"Da da godt nok en kedelig vampyr, har du virkelig ikke engang lyst til lidt blod.. ynkelige svækling." Valgûl smilede hånligt til Vampyren og så hen imod mennesket og den anden dæmon. "Når, når ikke lyst til at lege mere var, fint nok, Rosalia Afvejen mens jeg leger og så vil du ikke blive straffet.. så hårdt." med det kastede han Rosalia væk fra hans krep, og så afventende på vampyren og mennesket der havde deres våben klar, han så imod dem begge. "Hør her Vampyr du tilsyneladende stadig ung, og derfor kan alle jo lave fejl, bare gå herfra, og lad lege lidt med dem her." Valgûl lagde sine hænder en i den modsattes ærme, han så afventende på dem begge, med et ellers afslappet blik, men han havde frem gjort en kris til vis det nu skulle blive nødvendigt man kunne aldrig vide med unge vampyrer der stadig prøvede ,at være noget de ikke var mere.

Rosalia smilede atter da hun så at Jessica bliv sat fri.
"Kom så løb Jessica!"

"jeg har fået mit blod for idag men jeg kunne nu godt kleme
en dæmon eller to ned" svarde han og grinte hånliget af dæmon imens han trak sit sværd frem og kiget på ham "nå den stå hvis på dæmon menu iaften" svarde han grinde og grinte hånliget af ham

Rosalia kiggede lidt mistænktsomt på Lulu men fulgte alligevel med hende da hun heller ikke ville ende med at få hverken tæv eller straf af sin lorte herre.

Valgûl sukkede overdrevet og så på vampyren med foragt, som var det største misforstår han længe havde set. "Se nu hvad du gjorde der, du ødelagde lige vores lege time, så hvad siger du til, at gå til side, eller vil du virke gøre det her mere besværligt, end det bør være." Han så vampyren med et hånligt smil, før han så arrigt med trio der var i gang med, at gå som flok skolepiger væk fra stedet. Valgûl sukkede af frustration, dette var ikke hans nat, og det var alt sammen den skide vampyrs, skyld, hvor han dog havde lyst til at dræbe den fordømte barn, man havde jo bedre ting, at lave i dagen end, at kæmpe men så i stedet blot afventende på ham, og forberedte krisen, hans arme forblev i ærmerne så han ville se uforberedt ud.