are you new or what?(Sivir)

Sted-Gågaderne
Tid-18.46
Omgivelser-Mennesker der går rundt og sådan
Påklædning-hvid t-shirt og et par hvide shorts med noget blå ned af benet og sko
V-lunt selvom solen næsten er væk.



Zankuji kom stille og roligt gående for sig selv gennem gågaderne da han ikke sådan havde det helt vilde han sådan skulle en dag som i dag, så han var bare ude og gå og havde ikke noget der hastede helt vildt og alt det.
Han gik bare der og fandt en bænk og satte sig ned på den, han var let påklædt i da så det hed en hvid t-shirt og et par shorts der var hvide med noget blå ned af det ene ben.
Han sad der i noget tid før han rejste sig igen og gik bare vider, men en tanke kørte igennem hans hovede hvorfor var det lige at han var gået den tur her hvad lavede han der og sådan.
Han var ikke helt sikker men nu var han der så hvor kunne han ikke lige så godt gå og kigge på det forskellige ting og sager som der var i vinduerne og alt det.

Sivir gik i sin helt egen verden, da hun støte ind i en person. "Undskyld" sage hun og kiggede op. Personen hun var stødt på, var en ung mand, som så ud til at være først i 20. Hun smilede lidt genert til ham. "Det er jeg virkelig ked af. Det gjorde vel ikke ondt?" Spurgte hun lidt stille.

Han kiggede roligt på en der var gået ind i ham og smilte stille og roligt "det gør ikke noget der jo ikke sket noget slemt"sagde han roligt og kiggede på hende "du virker som en ny person for har ikke set dig før"sagde han roligt og kiggede bare på hende og slappede bare af.
Han så på hende "mit navn er Zankuji"sagde han venligt og kiggede bare roligt på hende og var sød og charmerende overfor hende og sådan.

"hej Zankuji. Jeg hedder Sivir, og du har helt ret i at jeg er ny her. Jeg kender ikke nogle overhoved. Du er den første jeg har snakket med." sage hun. Hun viste ikke helt hvad hun ellers skulle sige. Stod bare og lænede vægten fra den ene fod til den anden.

Han kiggede på hende med et smil på sine læber og slappede bare roligt af "jamen velkommen til stedet Sivir hyggeligt at møde dig"sagde han roligt og så hende sådan lidt hurtigt an og kunne godt lide det han så men han sagde ikke noget om det.
Han så på hende "har du lyst til at vi går lidt sammen"spurgte han roligt og så på hende med et smil.

Hun havde på fornemmelsen at han var sød, og ikk ville gøre hende noget, så derfor nikkede hun som svar på hans spørgsmål. "Hvor skal vi hend?" Hendes mave knurede. "Kan vi ikke finde en kro eller et sted man kan få lidt at spise? Du kender jo byen her bedre end mig" hun smilede op til ham.

Han kiggede på hende med et smil på sine læber og slappede bare roligt af "Ja det kan vi da godt"sagde han roligt og gav sig til at gå roligt og fandt et sted hvor de kunne få noget at spise, det var en lille cafe som var meget hyggeligt at være på og roligt bestilte han sig en sandwich og kiggede rundt og satte sig ned ved et tomt bord og ventede på hende og sådan noget der.

Sivir bestilte også en sandwich, og gik ned og satte sig ved siden af Zankuji. "Når." sage hun, og foldede henderne, og hvilede hovedt på dem. "Hvordan er det så her i byen? Er der noget sjovt at lave eller er her bare dødt?" Hun så sig om. Folk sad bare og snakkede med hinanden. Hun så tilbage på Zankuli, og fjernede hurtigt en hårlok, som var faldet ned forand hendes øjne.

Han kiggede på hende og slappede roligt af "altså byen kan være gang i men det kommer an på så meget og sådan"sagde han roligt og kiggede på hende med et smil på sine læber.
Han spiste stille og roligt og slappede bare af "hvad bringer endeligt dig til byen her"spurgte han stille og roligt mens han bare sad der og spiste sin mad og så på hende.
Han kunne godt lide at hun var som hun var overfor ham for det var en god måde at komme til at lære en person at kende på syns han.

Hun tog en bid af sin sandwich, mens hun tænkte lidt over svaret.
"Jeg er løbet hjemme fra, og kom helt tilfældigt forbi byen her. Hvor længe har du egentlig været i byen?" Hun prøvede at lære ham godt nok at kende, til at hun kunne se om der var en mulig ven i ham. Hvis det var tilfældet, var han den første ven, hun havde.

Han kiggede på hende "hvorfor er du løbet hjemme fra det kan jeg da ikke se nogen grund til men nu kender jeg jo ikke grunden"sagde han roligt og slappede bare af, mens han spiste og så på hende.
Han kiggede rundt også på hende igen og smilte stille og roligt til hende og slappede bare af og sådan noget, og det var godt at de kunne snakke sådan sammen som de kunne lige nu.

*Hvorfor er jeg løbet hjemme fra? Hmm* Det tog sin tid før hun savede ham. "Jeg er løbet hjemme fra, fordi jeg simpelt hen ikke kunne holde min familie ud mere. De hundsede hele tiden rundt med mig. Du har ikke svaret på hvor længe du har været i byen endnu. Har du et hus her i byen eller bor du på en kro?" Hun hævede spørgende det ene øjenbryn. Hun viste ikk hvor hun selv skulle sove i nat, men håbede at han kunne hjælpe hende med at finde et sted at sove.

Han kiggede på hende med et stille og roligt smil "når okay det da træls"sagde han og spiste lidt mere "altså jeg bor for det meste på hotel hvor der nu er et ellers har jeg været her i hmm en måned eller mere har ikke styr på det"sagde han roligt og så på hende med et smil på sine læber.
Han så på hende og tænkte godt nok over at få sig et hus men det ville bare være så tomt alene og sådan.

Sivir sad lidt og gloede ud i luften. "Jeg tænkte lidt på om du ikk kunne vise mig hen til et hotel, eller må jeg overnatte hos dig i nat?" hun smilede frækt til ham og havde et lille glimt i øjet.

Han kiggede på hende a hun havde et frækt smil og sådan noget og slappede bare af "altså for mig må du da godt sove ved mig på hotellet"sagde han roligt og kiggede på hende med et smil på sine læber og spiste så færdig og så på hende.
Han kiggede på hende med et par chamerende øjne og slappede bare helt af og ventede på at hun ville sige noget til ham og sådan.

Hun smilede tilbage til ham, både med munden og øjnene. "Mange tak skal du have. Jeg håber ikk jeg er til besvær?" sagde hun. Hun håbede inderligt at de kunne blive rigtig gode venner.

Han kiggede på hende med et smil "gør du ikke for har lejet et værelse her på kroen med dobbeltseng så der plads nok"sagde han roligt til hende og lagde en hånd på hendes lår og nussede hende roligt op og ned af det og sådan noget.
Han så på hende "du har vist været lidt fræk lige nu har du ikke"sagde han roligt og så på hende med et smil.

"Hvad mener du?" Hun prøvede at virke forviret. "Jeg vil jo bare snakke med nogle, og du er den første jeg har mødt"Hun vidste ikk helt hvad hun skulle sige til ham. Hun syntes at han var rigtig sød, og ville gerne ha ham som ven, men ikke mere end det. I hvert fald ikk endnu. Men hun var ikk helt sikker.

Han kiggede på hende "du behøver ikke lyde forvirret du smilede på en fræk måde til mig"sagde han roligt og så på hende og havde jo selv set det så hun ville ikke kunne lyve sig ud af det eller noget som helst.
Han så på hende og slappede bare roligt af og var ikke sur over det eller noget men hvorfor var hun sådan lige nu og her.

Hun kiggede lidt rundt, og så så på ham. "Jeg er ikk van til det her" sagde hun stille. Hun vidste ikk helt hvad hun skulle sige eller gøre, så derfor blev hun bare sidende og ventede på hvad han ville gøre.

Han kiggede på hende og slappede roligt af "hvad er du ikke van til"spurgte han roligt og så på hende og viste ikke hvad hun sådan helt mente lige nu og her om det var det som han sagde eller om det var bare at sidde her med ham og sådan.
Han så på hende og ventede roligt på svar fra hende af og viste ikke om der ville komme noget eller hvad der ville og sådan.

Hun så på ham. "Jeg er ikk van til at folk er så søde over for mig. Mine forældre var overhovet ikk så søde over for mig." Hun viste ikk hvad hun skulle sige eller gøre.

Han så på hende med et stille smil på sine læber "Når på den måde men det må du da vænne dig til"sagde han roligt og lagde en hånd på hendes lår og nussede hende roligt på det og slappede bare af imens.
Han var på en måde forførende overfor hende men var venlig på samme tid så det kunne godt virke meget charmerende og sådan noget når det var en blanding af forførelse og venlighed.

Hun vidste ikk hel hvad hun skulle gør, eller hvad han ventede af hende, for som sagt havde hun aldrig prøvet det her før, så hun sad bare helt stille og lod ham nusse hende.

Han så på hende med et stille smil på sine læber "skal vi komme hen til der hvor jeg bor lige nu"spurgte han roligt og så på hende og viste ikke hvad hun ville lige nu og her, han var ikke den der ville være ond og tvinge hende til ting som hun ikke ville lige nu og her og sådan noget der.