A human... //Zankuji//

Sted: Firewood Park
Tid: 00:00
Omgivelser: Det naturlige?
Vejr: Let overskyet.
Tøj: [For at se dette link skal du være tilmeldt og logget ind.]

Aliyah gik langsomt rundt i parken, selvom den ikke var særlig stor var der jo selvfølgelig plads nok til at spankulere alene rundt i en mørk uhyggelig park..
Hun mente dog ikke selv at der var særlig uhyggeligt som mange andre gjorde.
Man kunne tydeligt høre træerne hviske..
Det og hendes egne sko som knassede i det tørre græs var det eneste hun kunne høre..
Hun smilede lidt for sig selv og satte sig ned ved et stort træ..
Et blad faldt ned på hendes lår, hun rev det hurtigt væk og knussede den mellem hendes små bløde fingre.

Zankuji kom gående for sig selv og havde en paraply med sig over hovedet da det lod til at regne lidt men det var ikke så meget, men alligevel ville han ha den med sig og over sig og sådan.
Han kiggede rundt og var i parken og slappede bare roligt af og havde det nu godt nok med at være ude og gå selvom det var sent og sådan noget, men han var lidt ligeglad for han havde ikke noget han skulle dagen der kom for han havde ikke arbejde endnu eller noget som helst.
Han så en bænk længere henne og satte sig ned ved den og kunne godt fjerne sin paraply lidt da der var et træ over ham og sådan noget der og roligt klappede han den sammen *møg vejr* tænkte han for sig selv og slappede bare roligt af og havde ikke noget og lave lige nu.

Aliyah lagde mærke til manden som gik med en paraply, lidt sært da det faktis ikke regnede særlig meget, men Fair nok... Hver sin smag..
Aliyah brugte faktis ikke sin tid på andet end at flygte, og holde sig i live.
Sådan var hendes hverdag, og sådan ville den nok også være fremover..
Hun kiggede nysgerrigt hen på manden som satte sig på en bænk som stod under det træ hun sad ved..
Hun havde forventet at han havde opdaget hende, men han havde ikke opdaget hende endnu..
Hun satte sig på knæerne og vendte sig rundt..
Han sad med ryggen til hende, og hun sad et par meter bag ham..
Endnu et blad faldt ned i hovedet på hende..
Hun tog endnu engang det visende blad og kvassede den mellem hendes små bløde fingre..
Hun holdt sig dog llidt i baggrunden endnu..

Han sad der og følte at der var noget eller nogen som kiggede på ham, men han var ikke helt sikker på at han havde ret i det så roligt åbnede han op for sin mund "er der nogen bag mig"sagde han roligt og var ikke sådan en der bare blev sur over at nogen så på ham og sådan.
Han kiggede ikke om bag sig for personen måtte give sig til kende hvis der var nogen der omme og sådan noget, han ville bare vente og se om der sket noget og sådan der, og roligt slappede han bare af og det hele og satte paraplyen fast i jorden med dens spidse ende og ventede bare *mon der snart sker noget*tænkte han for sig selv og gad ikke kigge bagved sig for så så han jo om der var nogen og det var ikke lige så spænde efter han mening.

//sorry hvis det kort har ondt i knolden så har lidt krea svigt//

Hun hørte manden snakke og lagde forsigtigt hovedet på skrå..
Hun løftede det ene øjnbryn og så nysgerrigt hen på ham, lidt ligesom en lille hvalp som skal til at prøve noget nyt og spændene.
Hun satte sig lydløst på hug, og sad lidt og betragtede ham.
Kun et menneske, så han ville ikke blive noget stort problem.
Er der nogen bag mig? virkede lidt uforskammet og plat, dog kun efter hendes mening..
''Det kan du jo selv svare på, du kunne jo bare vende dig om?''
Det lød lidt som om hun var ude på noget, men ikke der, ikke endnu.
Inden han overhovedet noget at vende sig om, sad hun oppe ved siden af ham på bænken, med hendes ben lagt over kors.
Hun kiggede bare tomt ud i luften, med et lille lumsk smil på læben.

Han kiggede til siden i det der var en ved siden af man og roligt slappede han bare af og kiggede så frem for sig "når så det var bare dig der var bag mig før"sagde han roligt.
Han var ikke den der var så let og skramme men nogen gang kunne det jo godt lade sig gøre, men det var ikke tit "hvad bringer dig ud på denne tid"sagde han roligt og viste ikke hvorfor han selv var der, men han var jo bare gået sig en tur og endt her længere var den ikke lige nu.
Han så rundt også på hende og slappede af *mon hun er overnaturlig eller hvad er hun*tænkte han men de fleste han havde mødt havde været overnaturlig så hvorfor ikke også hende der.
Han sad bare der og slappede af og ventede på at der skulle komme et eller andet svar fra hende af og sådan, men han havde alt den tid som han ville ha for han skulle ikke nå noget som helst lige nu og her.

Hun så irreteret hen på ham..
''Bare mig?''
Hun grinte lidt ondskabsfuldt, og kiggede så udover hele parken igen..
''Min kære.. Kom nu ikke for godt igang!''
Et lille lumsk smil foldede sig ud på hendes læber..
Hun kunne skam være meget ondskabsfuld, så 'bare' passede ikke lige ind under hende, især ikke når han 'bare' var et menneske!
Hun hadet at blive undervuderet, men gjorde de fleste dæmoner ikke det?
Alle dem hun havde mødt hadet det hvertfaldt..
Hun havde slet ikke lyst til at svare ham. Kom det overhovedet ham ved?
Men hun havde ikke ret andet at lave, så hvorfor ikke starte en god samtale..
At spørge hvorfor man er der starter for det meste en samtale, om den så bliver god eller dårlig, det må tiden vise.
''Prøver at få ro..''
Hun tøvede lidt i et øjeblik.. Hun havde tænkt sig at svare et eller andet flabet, men lod dog vær..
Hun gad slet ikke at spørge ham.
De fleste af dem hun havde spurgt før i tiden vidste aldrig helt hvorfor de var der, så det var hun holdt op med at gøre..
Medmindre hun fandt personen interessant, og lige der fandt hun ikke ham særlig interessant, men hun havde ikke andet at lave..